Dina

Jeg har trænet forskellige steder gennem de sidste tyve år, men ingen, hvor jeg på forhånd havde mulighed for at kende noget til instruktøren. Det ville da ellers have været dejligt. Jge har da kendt nogle gode trænere, men der har desværre ofte været (alt for) langt mellem snapsene. Det var naturligvis ærgerligt i starten, da jeg var helt ny og meget grøn, men i dag er jeg fuldt tilfreds med en træner, der har humor, er villig til at stå figurant og som måske endog kan overtales til at lægge spor til os i ny og næ. Derudover må h*n gerne bruge lidt tid på at vandre rundt blandt hundeførerne og give lidt konstruktiv kritik til enkelte øvelser. Og også meget gerne gå med på sporet. Og h*n skal være rummelig nok til at kunne acceptere, at en erfarren hundefører evt. har en anden mening om indlæringen af en øvelse - også uden at tage det som en personlig kritik. Til gengæld skal der også være lydhørhed den anden vej. Det kunne jo være, at det var et meget fornuftigt input. :slem: Jeg træner med Sofus i DcH og netop sådan en træner som ovenstående havde vi. Desværre måtte vedkommende stoppe af personlige årsager. Holdet (meget lille) valgte så at fortsætte uden træner, men med hinanden som kritikere, figuranter, inspirationskilder..... Vi møder flittigt op hver gang, holder en enkelt pause, hvor vi diskuterer hundehundehunde og er gode til at holde hinanden i ånde. Men vi har også kendt hinanden i årevis, og har tidligere andetsteds fra været vant til at træne således.

Nu kender jeg personligt kun to mennesker, der har schæferhunde og jeg kan med sikkerhed sige, at hos dem ville jeg gerne være hund - i mit næste liv. De trænes med stor forståelse og glæde og er rigtig dygtige til både lydighed og de mere selvstændige discipliner (spor, felt, rundering). Og de er bestemt ligeværdige medlemmer af familien. Men okay - du nævnte selv, at det var sat "lidt på kanten". Jamen, det er vi jo da næsten også nødt til. :banan: Men det var nogle skægge eksempler, du kom med fra festpladsen. Så kreative har mine airedales godt nok aldrig været. Jeg må straks ind og give Sofus en opsang.

Helt enig! Al udstilling er ikke noget skidt, men al "overfortolkning" er i den grad noget skidt. Og der er schæferhundene et skræmmende godt eksempel, synes jeg.

Jeg er nok meget tilbøjelig til at give dig ret. Jo mere de sniffer, jo "skørere" bliver de. Teorien stammer nok fra det dersens doggie-zen, hvor hunden skal gøre et eller andet og så som belønning får lov til det, de i virkeligheden har lyst til.

Næ?! Man skal da bare gå en sløøøøøv fri ved fod, så bliver en airedale så træt, så træt....især at se på. Det med de skotske hjortehunde anede jeg ikke. Sådan en skulle jeg jo have haft for 3 hunde siden, tsk tsk. Nå, jeg har for evigt tabt mit hjerte til de skide terriere, så .... jeg bærer med smil min byrde. Så er det gjort.

Mange hanhunde bliver ramt af døvhed og blindhed, når de lugter en tæve i løbetid. Jeg har hørt mange forslag til løsning af problemet, men personligt har jeg kun oplevet, at parring har været effektivt, naturligvis lige med undtagelse af de dage, hvor tæven er højløbsk. Jeg spurgte efter forslag i en anden tråd og her er et af dem. Er der andre, der har erfaring enten med ovennævnte råd eller evt. med andre råd, som har vist sig virksomme?

Det er nok bedst at oprette en anden tråd til dette emne. Det gør jeg lige om straks.

Det betyder formentlig, at forældredyr med D-hofter kan lave afkom, hvor nogle af hvalpene har A-hofter.

Nemlig. Sammen er vi stærke!

Min første airedale var den li***ste hanhund nord for Alperne og en sand damernes ven (syntes han da selv). Hans yndlingsdisciplin var eftersøgning, men selv der kunne han ikke koncentrere sig, hvis der var en løbetidstæve i nærheden. Jeg kendte dengang flere hundeførere, der fortalte, at man kunne træne hans opmærksomhed, således at han ville ende med at kunne gå mellem løbetidstæver uden vrøvl. De fleste af disse råd gik på melodien: Gør dig selv mere spændende - lav noget spændende med ham, så glemmer han damehunden - lok ham evt. med noget særligt lækkert guf - kast en bold - gi' ham en mega-skideballe. Ingen af disse råd havde den ringeste virkning. Når tæven lugtede dejligt, SÅ han intet andet end hende. Først da han blev avlshund, kunne han træne uden vrøvl, i hvert fald så længe løbetidstæven ikke var højløbsk, hæ. For nu vidste han præcist, om han med succes kunne tillade sig at opvarte dejligheden eller om det bare ville være spildt ulejlighed. Jeg kunne ikke drømme om at lade Sofus kastrere, ej heller ville jeg kunne få mig selv til at give ham "en hjælpende hånd". Og eftersom han er lidt for stor til udstilling og ydermere har et stritøre, ja, så kan jeg godt glemme alt om at lade ham blive avlshund....med mindre jeg render ind i en blind opdrætter. Så jeg ville da være glad, hvis nogen kunne komme med helt nye råd til, hvordan man kan afholde sin hanhund - i tilfælde af dejlige dufte - fra omgående at ryge ned i bunden af normalområdet og te sig som en gykkelyk. Jeg har endnu ikke haft problemet til træning, men man ved jo aldrig, hvad man kan komme til at rende ind i, nu hvor han er blevet teenager. Undskyld Kim, det er altså ikke for at ændre din tråd.

Ikke for at dreje samtalen ind på noget andet, men hvis din hanhund med mellemrum har det problem, så kan det løses langt mere effektivt og også måske en anelse sundere. Du giver ham simpelthen en cherrytomat (hos to collier, jeg kender, er en halv til hver nok) hver eneste dag. Der er noget i tomater, der får forhudsbetændelse til at forsvinde. Det lyder utroligt, men hende med collierne prøvede efter at have grinet sig en pukkel til. Hun griner ikke mere. Kam din hund ikke fordrage tomater, så kan den skæres i småstykker og smides i halsen på ham, uden at han kvæles derved. Det var collieejeren nødt til i en kort periode med den ene hanhund.

Kæft, hvor smart!!! Og så tror jeg endda, at selv jeg kan finde ud af det. Tak!!!!

Åh gisp - jeg er bidetovs-spasser. Hvordan knytter du et godt bidetov? Og kan det mon forklares, så også jeg kan forstå det?

Prøv askely.dk under punktet "Artikler "og søg dernæst på "Lav dine egne træningsredskaber".

Ups. Det havde jeg ikke lige tænkt på i farten. Du kan sagtens have ret. Men det ér da lidt tankevækkende, at Sigurd nu har ændret sin status fra kvinde til mand?! Eller.....er det nu hunden, der skriver? :slem: Det kan godt være, at Sigurd opdrætter DKK-hunde, men det er der vel ingen grund til at skjule? Der er da mange opdrættere på mange forskellige hundefora, og det er almindeligt og meget naturligt at læse, at de skriver begejstret om netop deres racer. Og yderligere mistro opstod hos mig, da jeg læste, at Sigurd i en anden tråd skrev "En af mine store interesser er hundeavl. Herunder positiv udvikling af allerede eksisterende racer samt udvikling af nye racer. Som du selv pointerer, så tager det laaang tid dels at udvikle, og ikke mindst at få FCI-godkendt en ny race, og dét tror jeg ærligt talt vil være alt for stor en mundfuld for en enkelt opdrætter. Det kan godt ske, at jeg ikke har udtrykt mig tydeligt nok, men jeg er ikke klar over, hvori den store forskel består? Det er også muligt, at jeg har misforstået noget, men så vil jeg meget gerne have at vide, hvor jeg faldt af.

Hvorvidt Sigurd har hunde eller ej, aner jeg ikke lige så lidt som jeg ved, hvorfor hun kalder sig et mandsnavn. Ikke at det egentlig gør mig noget, men jeg finder det da forvirrende. Det, jeg bed mærke i, var, at hun var interesseret i at udvikle nye hunderacer (muligvis ikke helt den formulering, men meningen er den samme). Det betyder enten, at hun parrer 2 forskellige racehunde eller at hun parrer to blandingshunde (eller en racehund og en blandingshund, what ever). Det kan man i mine øjne ikke kaldes at udvikle en ny race. Det giver blot blandingshunde, hvilket jo i sig selv kan være udmærket. For at lave en ny race skal man - hver gang man parrer to hunde af den ny race - kunne være sikker på at få afkom, der ligner begge forældredyr. Fx: parrer man en labrador med en anden labrador, så får man hver og hver eneste gang en labrador. Det vil ikke være tilfældet med den metode, som jeg tror, at Sigurd anvender. Nej, det tror jeg på. :slem:

Aha, så det er derfor, at du ikke vil fortælle, hvilke hunde du opdrætter. Det er altså blandingshunde, du har gang i? Jamen, det kunne du da bare have sagt straks. Hvilke racer blander du?

Godt spørgsmål. Det er vi mange, der godt kunne tænke os at vide.

Noget? Hvilket "noget"? Du har fået over 200 svar, til trods for dine mangelfulde oplysninger. Vi er mange, der brugt tid på at svare dig, og du har omhyggeligt ikke svaret på særligt meget. Hvordan vil du have, at man skal tage dig alvorligt en anden gang? Specielt når du i en anden tråd skriver, at du er i gang med at lave "nye racer". Gudfader bevar's.

Så ville man da for alvor more sine naboer, hæhæ. Jeg begynder faktisk også at ane noget i den retning. Lidt ubehageligt at føle, at man er blevet taget ved næsen.

Nemlig.

Uuuuuuhh, han ville da ellers sikkert bare ELSKE at blive trænet netop i den disciplin. :banan:

Deri er jeg helt enig med dig. Til gengæld er jeg uenig med dig i, at en dyrlæge ved en måling med bestemthed kan sige, hvornår en tæve er helt klar. Det kan kun tæven. Jeg har haft tæver på besøg, der iflg. dyrlægen (i øvrig min egen, som jeg er meget glad for og helt tryg ved) havde sagt klar om. Alligevel gik der to dage, før tæven ville lade sig parre. Hun ville hellere lege med min hanhund. Men da dagen så kom, nåede hun næsten ikke engang inden for havelågen, før de kom i sving.

Trist, at en tæve, der ikke evner at sige fra over for en "voldsom hanhund", får lov at videreføre sine gener. Men det lyderaltså lidt sært, for netop en løbetidstæve er i den grad ovenpå og kan ellers nok give en overivrig hanhund klar besked om, hvornår tidspunktet er rigtigt og specielt, hvornår det ikke er. Deri har du ganske ret. Kun mennesket er skabt af mennesker. Så er dét på plads. Alternativet til at tvinge en uvillig tæve til at blive parret mod sin vilje er ikke kunstig befrugtning, ej heller kloning. Så er også dét på plads. Hvad der derimod ikke er på plads, er dine svar på mit spørgsmål: Hvorfor vil du ikke fortælle, hvilken hunderace du opdrætter? Du får det faktisk til at lyde helt fordækt.

Jeg får vist nogle forkerte billeder her. Mener du, at en voldsom hanhund kan "springe på" = parre din tæve, før hun er parat? Og at du - for at undgå den situation - får taget en blodprøve af din tæve, inden I tager på besøg hos hanhunden?