[Kastration af hanhunde]

Og var det dina der nævnte noget om at have voksne taver derhjemme?

Nej. De eneste tæver, der er kommet i mit hjem, har været "artige besøgende", dvs. uden løbetid.

 

Altså lige bortset fra dengang med min første airedale. Der måtte de faktisk meget gerne være uartige.

[Kastration af hanhunde]

Først tænkte jeg, at det kan du seriøst ikke mene. Men din holdning er jo nok farvet af, at du har kvalitetshunde med fine linier. Men din løsning holder bare ikke for rigtig mange hundeejere. Hvad hvis de har et gadekryds af en hanhund - det ville da være totalt uansvarligt at lade ham parre og lave flere hvalpe for at lære ham hvornår det kan betale sig at være liderlig.

Du har ret. Jeg glemte at tænke på blandingshunde. Fy mig.

 

Til gengæld kan jeg slet, slet, SLET ikke tilslutte mig din holdning "så er jeg også for neutralisering af langt de fleste hunde". Det er lidt for amerikansk for en gammel dansker som mig. For langt de fleste hundeejere kan dog snildt undgå uønskede parringer. Hm, come to think of it - det kan enhver hundeejer faktisk.

[Kastration af hanhunde]

Jeg synes det er "forkasteligt" at mange ikke gør.

Nu sætter du jo godt nok forkasteligt i citationstegn, så det er nok næppe helt stramt ment, men alligevel....synes du, at det er forkert IKKE at lade sin i øvrigt velfungerende hanhund kastrere? Jeg er blot nysgerrig.

[Kastration af hanhunde]

Det lyder logisk, på en sær kvindelig måde...

....sagde han på en sær mandlig måde. :slem:

[Kastration af hanhunde]

Ja, jeg synes det er ok. Jeg synes at langt de fleste dyr bør neutraliseres, med mindre der er en grund til ikke at gøre det. Og det er min personlige holdning.

Det er altså generelt langt, langt sværere at træne med en kastreret hanhund. De har ligesom mistet noget af gejsten og giver hurtigt op, hvis en eftersøgning bliver lidt småsvær. I hvert fald i den form for træning, som jeg har mest erfaring med. Jeg har ikke selv haft problemer med mine 3 intakte airedales mht humpning af tæver. De har alle tre tilsyneladende haft for meget respekt for det svage køn. De har indskrænket kurtiseringen til at stå med tomme øjne og klakkende tænder - og det tænder altså ikke en damehund, men det er så aldrig gået op for dem.

 

Naturligvis er du i stand til at have (og håndtere) en intakt hanhund. Ligesom jeg ville være i stand til at have og storelske en tæve. Men vi har nu én gang forelsket os i hver sit køn (ejj, det kom til at lyde lidt underligt....) og så er den ikke længere.

 

Men tro mig alligevel - en intakt hanhund er der altså generelt mere (trænings)krudt i end i en kastreret hanhund.

 

Synes jeg.

[Kastration af hanhunde]

Du må ikke videregive ANDRE folks billeder uden samtykke. Du må ikke videregive billeder af GENKENDELIGE personer uden deres samtykke. At du gør det alligevel, er simpelthen noget af det mest respektløse Enten det, eller også er du dumstædig. Jeg forstår ikke at man kan være SÅ egoistisk.

Hold da op - jeg troede et øjeblik, at jeg ved et uheld var havnet på HG.

 

Anne, kan du ikke udtrykke din mening uden helt så stærkt personlige udtryk? Du plejer at have godt greb om det danske sprog.

[Kastration af hanhunde]

Faktisk er der jo stadig mange hanhunde med normal kønsdrift og jeg oplever ofte på jagter hvor min tæve er måske 7 dage efter endt løbetid at de fleste hanhunde (4 ud af 5) er bedøvende ligeglade, men at der er en enkelt som er ved at blive kuldret. De 4 er normale - den 5 har for høj kønsdrift.

Eller er uerfaren. Jeg har haft en kuldret hanhund, der fjantede i hele en tæves løbetidsperiode, men allerede hans første kone lærte ham kontant, hvornår det er tid. Jeg troede ikke selv på "metoden", men blev overbevist. Han blev endda senere brugt til træning for at se, om en tæve var højløbsk eller ej. (Dog først EFTER træning, for ellers ......)

 

Jeg møder endda intakte hanhunde, som ikke er videre interesserede i mine tæver når de er højløbske.

En sådan hund bør aldrig indgå i avlen, men jeg ved, at en opdrætter i disse tilfælde blot kan henvende sig til dyrlægen, som så efterfølgende kan inseminere tæven. Det er i mine øjne så forkert som noget kan være.

 

Min hanhunds 5. kone var "berygtet" for at gå tom, men eftersom min hund på det tidspunkt var blevet far til flere kuld, mente opdrætteren, at det ville være et forsøg værd.

 

Tæven ville gerne fjante og lege med min hund, men det var alt. Så foreslog opdrætteren et svip til dyrlægen og jeg fortalte hende, at jeg stort set hellere ville have en blyant i øjet end klatre op på den galej. Det kunne hun faktisk helt seriøst ikke forstå.

 

Om vi her i landet har for mange oversexede hunde....jeg ved det ikke....jeg tror det altså ikke.

[Kastration af hanhunde]

Mht tidlig og bedre håndtering af oversexede hanhunde er du vel egentlig på linje med bla. kim som også siger at det handler om hvorvidt man håndterer hanhunde rigtigt - og at tidlig og rigtig håndtering minimerer problemerne.

Den eneste fornuftige måde at håndtere en stormende forelsket hanhund på er at prøve at få ham til at indgå som avlshund hos en fornuftig opdrætter. Vel at mærke hvis hanhunden kun er vild og gal, når der er løbetid i hans tud. Blot et enkelt "giftermål" vil lære ham, hvornår tiden er inde og så vil han ikke fremover blive fjoget og ude af stand til at arbejde, medmindre tæven er decideret højløbsk.

 

Hvis der er tale om en hanhund, der mere eller mindre non-stop er vild og gal, så ville jeg overvinde min egen modstand mod kastration og lade ham kastrere.

[Kastration af hanhunde]

Jeg har ejet og trænet 6 intakte tævehunde og kan ikke genkende det billede. De har været lidt ude af koncepterne i 14 dage ved hver løbetid ellers helt normale uden problemer.

Jeg har ingen statistik over, hvor mange tæver, der er påvirkede i længere tid i forbindelse med løbetid, men jeg har trænet sammen med flere, hvoraf et par stykker har været så mærket af løbetiden, at Beredskabet betalte for en sterilisation. Selv har jeg udelukkende haft hanhunde, så jeg kender ikke personligt til problemet.

[Kastration af hanhunde]

Hvad kan man tilbyde en overliderlig og oversexet labrador han, som er bedre end en tæve, der måske kom ud af løbetid for en - to uger siden.

En tidsmskine?

[Hvilke egenskaber - kompetance træner du]

DcH programmet (som jeg bedst kan udtale mig om) læner sig op ad redningshundeprogrammet. Og hvis man forestiller sig en redningshund, er det altså vigtigt at den er lydig.

Redningshundeuddannelsen har elementer fra DcH-programmet. Begge steder skal en hund være lydig, men den bagvedliggende årsag er helt forskellig. I DcH er der tale om en slags skønhedskonkurrence (øvelserne skal udføres med iver og præcision), hvor det for en redningshund er kravet til sikkerhed, der ligger til grund for lydigheden. Hunden skal kunne styres i et indsatsområde, hvor der kan være mange farlige fælder garneret med knald, maskinlarm, åben ild og røg.

 

Redningshundeuddannelsen har også elementer fra AG-programmet, men hvor en AG-hund skal udføre øvelserne i stor fart, gælder det stik modsatte for en redningshund på en færdighedsbane, hvor hunden skal bevæge sig rundt på underlige og ofte rullende forhindringer - måske i 1½ meters højde.

 

En hund, der fjumrer rundt på færdighedsbanen eller i ruinområdet kan komme noget så gevaldigt til skade, hvis den ikke er lydig = ikke kan styres.

 

Men når det så er sagt, så er Dch-programmet det sjoveste, man kan lave med sin hund - næst efter redningshundeprogrammet.

[Brugsegenskaber - kan det gå for vidt?]

Da jeg var omkring de 20, var jeg på weekendbesøg hos en veninde, der var i sommerhus i Jylland. De havde deres border collie med, som hele sit liv havde dyrket agility, men den var fra København og den havde, efter sigende, aldrig set et får før.

 

Nu var den pensionist, 12 år gammel, og med familien på ferie.

 

Vi går en tur henover nogle marker, hvor bondemanden har sagt at vi bare kan gå. Pludselig skimter vi i det fjerne en flok får, der græsser.

Inden vi har set os om, har hunden revet sig løs og tonser henover marken til fårene.

Panikken spreder sig og far, mor, min veninde og jeg løber alt hvad remmer og tøj kan holde efter hunden - frygten er, at den vil skambide fårene.

 

Da vi kampsvedende og forpustede kommer derhen, kan vi se en hund som løber rundt i kanten af fåreflokken og HYRDER. Den hyrder, som havde den aldrig bestilt andet i hele sit liv.

Da gik det op for os, at den hyrdede fårene i retningen af faren, som var ham der havde gået til agility med den. Værsgo far, her er nogle får.

 

Den var så fokuseret på hyrdningen, at han endte med at bruge sin hundefløjte - totalt uhørt, den kom ALTID når man bare kaldte dens navn. Men fløjten måtte frem, for at "vække" den fra sin hyrde-rus. (Fløjten blev brugt til deres anden hund, som var hos opdrætteren den weekend for at parre en tæve. Det var den eneste grund til, at han havde den i jakken.)

 

 

Jeg glemmer aldrig den oplevelse. 12 år gammel border collie fra hovedstaden, der begynder at hyrde, første gang den ser et får.

 

 

Jeg fik respekt for avlen lige dér. For det var ikke en fis miljø eller træning. Det var ren genetik. Det er næsten skræmmende.

Jeg nænnede ikke at forkorte din historie med et eneste ord. Tak for dejlig læsning.

 

Og JA, genetik er næsten skræmmende. Min første airedale mødtes stort set daglig med sine venner i en lille skov. Det var alle slags racer og blandinger. En dag dukkede der pludselig en rotte op i flokken, og den eneste hund, der reagerede lynhurtigt og slog rotten ihjel, var min, som med sin terrierbaggrund skilte sig ud fra schæferhunde, labber og andet godtfolk, der blot stod og kiggede på.

[Brugsegenskaber - kan det gå for vidt?]

Der hvor jeg oplever problemer er hos bestemte linjer der er avlet specifikt mod hundesport, højt tempo og et kæmpe drive, som jeg ser udmønte sig i slemme stress tendenser.

Det kan godt være, at jeg lever i fortiden, men "bestemte linjer der er avlet specifikt mod hundesport"....hvordan avler man dog det? Jeg kan forstå, at man i avlen søger bestemte - allerede iboende - egenskaber såsom jagt- eller hyrdningslyst (eller hvordan man nu skal formulere det), men jeg kan ikke komme i tanker om en race, der er avlet specifikt mod en eller anden hundesport, medmindre naturligvis man henregner jagt og fårearbejde som sport?

 

Nå, det er nok bare mig, der er lidt regnvejrssøvnig.

 

Det kræver ikke man har en doktorgrad i bc'er at eje en af dem.

Deri har du ganske ret.

 

Og det er slet ikke spor pudsigt, at "ingen af de linjer jeg omtaler, jeg har set på får kan hyrde bare tilnærmelsesvis fornuftigt, fordi de stresser og hænger i ulden på fårene". For skal en hund udføre et ordentligt stykke arbejde, kan man ikke bruge forvirrede brushoveder. Det kræver interesse for arbejdet - også hos hunden.

 

Men det lyder lidt for mig, som om du omtaler ganske få linier, hvor nogle opdrættere har avlet på uønskede eller ikke-gode individer. Det er naturligvis avl, men de fleste hundeejere er formentlig lidt heldigere med deres opdrættere og dermed med deres hunde. Og så er det, at jeg ikke rigtigt kan se, at problemet skulle være så stort?

 

Ret mig, hvis jeg har misforstået dig totalt.

[Brugsegenskaber - kan det gå for vidt?]

Det var jo så der jeg vil hen - For det er jo netop det der er problemet med nogle af de her hunde.

Det er jo netop ikke nok :blink:

 

Og det burde det i den grad være.

Tja, det er nok svært at vide, om det er avlen, der er gået galt (tror jeg faktisk ikke helt selv, altså) eller om det er, fordi langt flere folk i dag i forhold til for 25 år siden synes, at de da også skal være hundeejere, trods fuldtidsarbejde, børn og mange hjemlige pligter?

 

Naturligvis er nogle racer mere raketagtige af natur end andre. En airedale fx løber nemt på væggene de første to år, hvis man ikke er passende energisk selv. Men derefter er der fornuft og ro på.

 

De fleste brugshunde, jeg kender og har kendt, er faktisk yderst nemme at være sammen med. De er vågne, når der skal laves noget, men falder ned, når arbejdet er slut.

 

Jeg forstår ikke helt, hvordan det tilsyneladende er blevet så stort et problem med nogle racer?

[Brugsegenskaber - kan det gå for vidt?]

Ehhh.... Jo....

 

Men det skulle sørme da ikke være nødvendigt at gå et langt spor eller løbe en eftersøgning hver eneste dag, eller inden lydigheds/AG/rally træning, for at hunden ikke står så højt i tændingen at den slår hjernen fra, eller ikke kan slappe af derhjemme?

Næ, blot et par gange om ugen. Og så skulle sociale hyggestunde, gode skovture og den "almindelige" træning ellers være nok til at holde en hund tilpas og glad. Ellers er der da noget galt?

[Brugsegenskaber - kan det gå for vidt?]

Når en lidt over gennemsnitlig dygtig og aktiv hundefører, der har sat sig ind i racen, har store udfordringer med at håndtere og få en fornuftig hund ud af visse linjer, så er det virkelig gået for vidt imo.

De allerfleste hunde bliver "til at snakke med" = dødtrætte af en svær eftersøgning eller et indviklet spor - efter min erfaring. Bare for også lige at få dét med.

[Kastration af hanhunde]

Det er ikke hunde jeg er stolt over at tale om og måske grunden til at jeg nok ikke får flere hanhunde. Jeg kan ikke have aggressive hanhunde.

Der er ingen grund til at være alt for ked af det, for nogle hunde ER bare nærmest født lidt "stride".

 

Men man behøver generelt ikke at frygte at få en hanhund. Jeg har haft 3 intakte han-airedales (har heldigvis den ene endnu), og alle 3 har haft et perfekt hundesprog og har aldrig selv startet et slagsmål, ej heller ønsket at tage magten i hjemmet. De to af dem har været involveret i et par slagsmål (hvor andre hunde er kommet blæsende direkte i hovedet på dem, ikke for at hilse, men for at slås), og der har der så været kontant afregning. Men så snart den anden hund kom på andre tanker og trak sig, stoppede mine hunde med at bide. Det finder jeg må være en ret perfekt og bestemt ikke ualmindelig måde at omgås andre hunde på - altså i sådanne situationer.

[Kastration af hanhunde]

Naturligvis kan man når man neutraliserer eller ved halekupering sige, at man gør det for hundens skyld, men så har du jo ret i at man bare kunne lade være at bruge hunden til jagt, så er der ikke noget problem.

Lige med hensyn til halekupering har jeg skiftet lidt holdning. Min første airedale var blandt de sidste, der lovligt måtte halekuperes og jeg var ked af, at jeg ikke i tide fik snakket med opdrætteren, for så havde hunden fået lov til at beholde hele halen.

 

I årene efter tænkte jeg altid, at det nødvendige ved halekupering var noget ævl, men efter at have oplevet et par ruhårede (blandings-) jagthunde, der konstant logrede halen til blods og hvor det alligevel endte med en sen halekupering, har jeg som sagt skiftet holdning. Hvis halerne ikke kan tåle at banke glade ind i mure, haveborde og træværk, så er det bedre at få dem afkortet. Og så ville disse haler formentlig alligevel blive slået i stykker under jagt?!

 

Men hvor ville jeg ønske, at man kunne avle sig ud af problemet.

[Afstemning om vores adfærd herinde]

Jeg går over for rødt lys, men kun når børn ikke ser det. Det er ulovligt, men jeg føler ikke det er uansvarligt.

At gå over for rødt lys .... skærper opmærksomheden.

[Kunne vi få en bedre debat herinde?]

Men hvis noget virkelig stikker i mine øjne, så er jeg vel i min gode ret til at ytre min mening?

Naturligvis har du som alle andre herinde fuld ret til at sige din mening. Ingen - ligesom i INGEN - har sagt andet. Det er måden, hvorpå man ytrer sig, der kan virke noget ... skræmmende forudsigelig. Helt personligt er jeg for eksempel blevet ekstremt træt af, at enhver afvigelse hos andre hundeejere hurtigt bliver til, at de er ansvarsløse.

 

Kæft, jeg er træt af lige netop det ord. Hvem af os er så perfekte, at vi let og elegant kan trykke den etiket i panden på andre? Den bør da kun bruges i de tilfælde, hvor en hund lider skade ved en bestemt behandling?! Ikke desto mindre bruges den - i mine øjne - ofte i flæng. Hvis man skulle være i tvivl, kan man sikkert søge på ordet og se de yderst forskellige situationer, hvor det er anvendt.

 

Jeg har bare svært ved at se formålet med at oprette en tråd om emnet - det er sket før, og sker helt sikkert igen. Som jeg ser det, er det endnu en af de situationer hvor du gerne vil fortælle andre hvad du mener, og det er sandheden. Alle der mener noget andet (fx flertallet der har skrevet herinde), må tage fejl.

Det er helt utvetydigt din ret ikke at kunne se et formål med en oprettet tråd, men det har på ingen måde interesse for selve tråden og kan da slet ikke bruges som argument imod den.

 

Heller ikke eventuelle flertal eller mindretal i forbindelse med en tråd kan bruges som argument for andet, end at der er et flertal hhv. mindretal. Det siger intet om fx sandhedsværdien i en tråd.

 

Men jeg er glad for, at du efterfølgende er gået ind og har editeret i dit indlæg mht lugten i bageriet. Den var ikke rar at læse.

[Kastration af hanhunde]

Ja bestemt, det er en stor beslutning, og medicinsk kastration kan sikkert være en fornuftig ikke-endegyldig måde at prøve det af på, hvis man går i de tanker.

Jeg har aldrig haft en kastreret hund, men jeg har set, hvordan en kemisk kastration har "narret" en hundeejer, der havde en damefikseret hanhund, som gik totalt i stå i ruinen, hvis der var damehunde i nærheden. Om de var i løbetid eller ej var underordnet. Han kunne ikke koncentrere sig.

 

Ejeren forsøgte med en kemisk kastration og vupti - hans hund koncentrerede sig fint om arbejdet. Ergo lod han hunden kastrere.

 

Resultatet blev en sløv og arbejdsUglad hund, der ikke kunne bruges til andet end klap, kæl og hygge. Alle former for eftersøgning lod ham helt kold.

 

Jeg siger ikke, at et eneste tilfælde giver et fuldkomment billede af noget som helst, men det var nu alligevel lidt småskræmmende.

 

Synes dog godt lige, at det kunne fremgå lidt tydeligere, at Virbac, som står bag siden, også producerer implantater til medicinsk kastration.

Helt enig. Personligt bliver jeg altid en anelse mistroisk, hvis et firma, som har en eller anden interesse i en eller anden behandling, udtaler sig om emnet.

[Kunne vi få en bedre debat herinde?]

jeg vil godt give TS ret, men man skal jo også tænke på at HF sandsynligvis indeholder lige så mange trælse, påståelige og alle mulige andre negative mennesker som i det virkelige liv

Det kan jeg ikke forestille mig?! :slem:

[Spor/søg i Dkk regi?]

Det findes vel i brugsprøverne?

Jeg er ikke helt inde i DKK med SPH er vel spor? Eller er det kun i raceklubben man kan tage den prøve?

Ja, SPH1 & 2 er spor, så - ups. Det havde jeg lige svedt ud.

 

Mig bekendt kan alle gå op til SPH1-prøven, når en sådan annonceres i "Hunden"? Og så er man jo ligesom i gang.

 

Men normalt forbinder de fleste nok DKK med ren lydighed....ikke at det er en undskyldning for min glemsomhed.

[Spor/søg i Dkk regi?]

Hej, er der nogle der ved om der findes et program indenfor Dkk, der er lidt ligesom DCH programmet, tænker især på træning indenfor spor, felt søg, rundering mm.?

Det (spor, felt, rundering) findes ikke i DKK, som udelukkende er ren lydighed.

[Ulve i Danmark]

Men hvorfra ved du hvor mage kvadratmeter en ulve kræver?

Ulve spadserer ikke omkring. De traver. Og de traver langt. Og Danmark er ikke et meget stort og øde land.

 

Din mening om, at ulve "Ulve tilsyneladende ikke har samme adfærd omkring mennesker som visse andre arter, der udgør en fare når pladsen trænges", deler jeg ikke. Når pladsen er trang og føden knap, udgør alle levende væsener en fare for hinanden. Det hedder overlevelsesinstinktet.

 

Det er for det meste fint at lytte til eksperter, men lige i tilfældet Jylland & Ulve kan man lige så godt selv bruge sin sunde fornuft. Forestil dig Nationalpark Thy og nogle ulveflokke. Når de fleste rådyr er ædt og diverse fåreflokke enten er forsvarligt indhegnet (hm) eller gået samme vej som rådyrene, så er der faktisk kun glade vandringsmænd og et par skovbørnehaver tilbage.

 

Hvem skal nu indgå i ulvemenuen?

 

Og er det ikke synd for ulvene, at de skal sulte? Og hvis de så blot skal vandre videre, som du foreslår, hvor skal de så vandre hen? Tilbage til hvor de kom fra eller videre østpå, hvor forholdene rent ulvemæssigt er endnu værre?

 

Prøv nu at læse Korvis' indlæg. Bare et godt forslag.:5up: