Dina
-
Antal indlæg
4.037 -
Medlem siden
-
Senest besøgt
Indholdstype
Profiler
Forummer
Artikler
Hunderacer
Indlæg skrevet af Dina
-
-
Hej !
Nu drejer det sig ikke om, at vi pludselig ikke ønsker Sofus længere......af alle, burde jer i dette forum, forstå at det er en svær beslutning, at skulle sige farvel til sin hund. Vores arbejde har desværre gennem længere tid, krævet større indsat og derved mindre tid til Sofus. I erkendelse af, andre måske kan give ham nogle bedre år, valgte vi af skrive her - aflivning kommer ikke på tale - vi holder jo meget af ham, trods din store forundring beaglepack
Det drejer sig om, at I af for os andre ukendte årsager ikke længere kan tage jer af Sofus. Så enkelt kan det i grunden udtrykkes?
Og at aflivning ikke kommer på tale er for mig en - jow, jeg skriver det s'gu ligeud - det er for mig en meget egoistisk beslutning og i hvert fald ikke i Sofus' interesse.
Jeg melder mig i rækken af forundrede!
-
Min hund må gerne knurre - hos os er det bare en kommunikationsform - men jeg ville selvf. ikke acceptere decideret aggression eller bid.
Vores første airedale ELSKEDE at knurre, men kun af os, ikke af fremmede. Han kunne stå og hyggeknurre, når han stod helt alene ude i haven og drak vand. Det bekymrede aldrig os, men det var - for os - også nemt at se (eller rettere at høre), at det "bare var en kommunikationsform".
-
Hej !
Vores "Sofus" søger et godt sted at nyde de sidste år af sit liv.
Den historie vil nok skære de fleste hundeelskere i hjertet. Hvis I pludselig ikke har mulighed for at give ham tid, så giv ham i stedet en værdig afslutning på livet. Det er for hårdt at omplacere en meget gammel hund og så endda med mulighed for jer for at besøge ham???? Hvad mon det vil gøre for ham?
-
Mon ikke den er ret ligeglad med, hvad vi mener er et optimalt hundeliv?
Jeg ser en glad hund, med dedikerede ejere. Så længe den har mennesker, som vil bruge tid og penge på en handicappet hund, kan jeg ikke se et problem i at lade den beholde sit liv. Vi er så langt fremme ift. at behandle dyr på forskellige måder, og holde dem smertefri. Det er vel ikke anderledes end at holde liv i en hund med en anden sygdom?
Der er som sådan intet i vejen for, at dedikerede ejere vælger at give en så handikappet hund så godt et liv så længe som muligt. Intet.
Men derfor behøver alle jo ikke at være enige i en sådan beslutning. Jeg tror bare, at det er det, nogle - bl. a. jeg - giver udtryk for.
-
naturlige omgivelser? Hvis det var kriteret for hvem der lever og dør, skal vi jo heller ikke behandle brækkede ben, knækkede tænder osv, men bare aflive på stedet.
Såvel brækkede ben som knækkede tænder kan "helbredes". Biiiiig difference!
-
Jeg ville dog ,hvis en sådan hvalp blev født her ,få den aflivet. Jeg ville tro at kroppen med så stor belastning af forben og hængekarperyg hurtigt ville give smerter med dårlig trivserl. Hørte dog at den også har en vogn så den kan aflastes. Men jeg turde nok ikke tage ansvar for dens liv.
Helt enig! Selvom hunden er glad nu, er det s'gu da et mærkværdigt liv, den har i vente?!
-
Jeg synes i øvrigt det er lidt vildt slet ikke at lade jeres løbetidstæver snakke med hanner - hvordan kan det være? Er I bange for parring? Eller vil hanhundeejerne ikke hilse eller hvad?
Næ, jeg under skam Sofus alt godt her i livet. Men jeg kunne måske forestille mig, at DU ville være bange for en parring ...... selvom jeg er sikker på, at han ville være en sød og kærlig svigersøn. :slem:
-
Nej. Jeg kan sagtens synes hunde er charmerende og alle mulige andre positive ting, men stadig synes at de er grimme.
Måske en hund ikke lige er smuk, men grim? NEJ! En hund KAN slet ikke være grim.
-
[ATTACH=CONFIG]115984[/ATTACH]
Jeg ville s'gu da ELSKE at have sådan en spøgelseshund. Kæft, den er sød.
-
Jeg synes ikke det er til at afgøre hvad der er smukkest. Tag f.eks. en engelsk bulldog (som jeg personligt synes bejler til at være den grimmeste race). Blandes den med en anden race vil resultatet i mine øjne blive en grim blandingshund, men den vil stadig være kønnere end en engelsk bulldog.
Men når du så sætter dig ned til den og taler fornuftigt med den, så forvandles den pludselig til en både klog og smuk hund. :slem:
Personligt har jeg aldrig mødt eller set billeder af en grim hund. Der er altid noget dejligt og tiltalende ved enhver hund, om det så kun er øjnene, man falder for. Og igen - pludselig er den "grimme" hund både sød og kær. Selvom der da er hunde, som jeg hverken synes er hverken søde eller kære, men grimme? Nix.
-
dejlig tillidsfuld knægt der selvfølgelig lige skal lære at man spørger først og så hvordan man hilser på en hund.
Det fortalte jeg ham også så skånsomt som muligt....da jeg havde grinet færdig. Hans mor, der kom spænende efter ham, fortalte ham det også, sikkert for 117. gang.
Mille vil godt snakke og lade sig klappe, Bonnie er helst fri.Jeg tror faktisk, at Sofus kun finder sig i klappe-klappe af ren høflighed. Normalt vender han nemlig ret hurtigt om på alle 4 hjul og går den anden vej.
Så jeg holder mig bare parat til at gribe ind, hvis det skulle blive nødvendigt.
-
Jeg mener helt klart at man spørger først inden man klapper en fremmed hund.
Jeg husker stadig den lille dreng, der kom farende hen til vores første airedale, slog armene om halsen på ham og spurgte: Bider den?
-
Måske Admin kunne overtales til at samle de to ens debatemner til ét?
-
Jeg er den lykkelige ejer af en ruhåret gravhund og har igennem hele mit liv aldrig haft andet - og jeg eeeeeeelsker racen!
Det er også en PRAGTfuld race, lille udenpå og stor inden i og med et kækt skæg. Jeg kan heller aldrig stå for dem (skønt jeg spørger pænt, inden jeg overfalder).
Selvfølgelig er det som ejer mit ansvar, at min hund ikke bider andre, men jeg oplever bare dagligt, at folk "overfalder" min hund på en måde, som jeg kan se, at han ikke bryder sig om, og som jeg er sikker på, at de aldrig ville gøre det med en større hund, sååååå....jeg forstår altså til dels godt det dér med, at gravhunde topper i statistikkerne over bid af fremmede.Sofus er 66 cm fra midt på ryggen og ned til jorden, så man kan godt kalde ham en større hund, men alligevel er vi tit ude for, at vildtfremmede lader en hånd glide hen over hans ryg i forbifarten, når vi vandrer i større byer. Han finder sig altid høfligt i det, men for hans skyld behøvede de såmænd ikke at gøre det. Så det er ikke kun små hunde, der inviterer til nærkontakt. Jeg har derimod tænkt på, om det mon kan være skægget? Sådan et buskads er altid lidt smårodet (gr. den megen sniffen omkring) og det får måske resten af ansigtet til at se tilforladeligt ud?
Hvordan tackler I andre, når fremmede kommer hen og spontant begynder at kæle med jeres hund? I mit hoved er det altså bare virkelig dårlig stil, at man ikke spørger først, om man må hilse på folks hunde...er det bare mig, der er sippet?Hvis folk direkte spørger, så siger jeg altid, at de jo kan spørge hunden. Det ser ud til at få folk til at tænke over, om hunden monstro også kan have en mening om den sag.
Men normalt går vi jo i rask trav, så overfaldsfolkene skal være i god form, hvis de både til kæle og storke af sted.
-
Jeg gad i øvrigt godt vide hvad en hundeVISKER er for en størrelse, jeg ser et viskelæder for mig :hmm:
Når man kalder sig selv for hunde(h)visker eller for den sags skyld ekspert, så bliver jeg altid lidt mistroisk. Og hvis man sjusker med sprog og typografi, tænker jeg uvilkårligt, at man nok også sjusker med andre ting.
Jeg ka' sgutte la' vær'.......
-
DNA lyver vel ikke?
D(i)NA lyver (næsten) aldrig.:slem:
-
Nja - ikke enhver - ejer havde også en udstillingsmodel med på kurset fra en svensk opdrætter og den var ikke til noget - den tog slet ikke fat i så meget som et håndklæde - men gode linjer findes helt sikkert på airdale hvis man ser sig for
Alle vores tre airedales har været "familiehunds-modeller", for racen er faktisk ikke opdelt i udstilling og brugshund herhjemme. Den første var af engelske linier, den næste af finsk/tjekkiske og Sofus af tjekkiske.
Ingen forskel overhovedet i deres talenter i fx eftersøgning.
Nå, det er vist for meget OT, så.......
-
OFf topic- jeg bliver nødt til at linke til den lækreste mest talentfulde hund jeg længe har haft på kursus - en airdale - oprykket i eliteklasse i lydighed før han fyldte 3 og her på IPO-kursus (han havde aldrig trænet bid før og kunne gå i ærme og trænede alle delmomenter til IPO-programmet) L Æ K K E R hund!
Enhver airedale vil elske IPO's "bide-del". Sofus sidder også i min arm, når jeg kommer hjem fra Brugsen. Heldigvis med blødt bid.
Tak for link.
-
Er du helt sikker på det?. Altså, jeg ved det ikke men tænker bare at man dog trods alt har købt "varen" vel vidende at der er visse forbehold i tilfælde af,.. og det er jeg altså ikke helt sikker på at man bare kan skide højt og flot på og slippe afsted med, sådan bare uden videre.
Jeg er i hvert fald helt sikker på, at man kan aflive hunden, for det har jeg viden om er blevet gjort (med rasende opdrætter til følge). Og med hensyn til forbehold.....altså jeg er ikke jurist, så jeg kan ikke være sikker, men jeg TROR ikke, at en sådan klausul holder i en retssal?!
-
Ja det er jo så endnu en vinkel - at skrive under og så være ligeglad.....
Jeg har endnu til gode at gøre det, men jeps - det ville ikke genere mig det ringeste. Hvis jeg ville have hvalpen, så ville jeg bare købe den. Jeg ville tage opdrætterens klausul som udtryk for interesse og løfte om evt. fremtidig hjælp, men der ville aldrig blive tvivl om, hvem der skulle bestemme over hvalpen/hunden.
Nemlig mig. :5up:
Jeg ville heller aldrig "finde mig i", at en opdrætter skulle vælge en hvalp for mig. Den, jeg selv vælger, er lige nøjagtig den, som jeg skal have, ikke andre.
Jeg ville altid være villig til at lytte til opdrætteren og jeg kan måske endda påvirkes....men det er noget ganske andet.
-
Det andet er håbefuldt og troskyldigt. Det ved opdrætteren godt. Det er derfor de vil have det i kontrakten. Opdrætteren vil sikre sig selv retten - for hundenes skyld formentlig (det vil de i hvert fald altid hævde). Men ingen tvivl om at det sætter køber ud på et sidespor.
Kontrakter skal altid læses som det de er beregnet til, nemlig at afgøre sagen, hvis man ikke er enige. Hvis man er enige er papir nemlig ligegyldig. Og hvis det bare er for at huske hinanden på hvad man kan gøre i en situation, skal de jo blot beskrives som en mulighed - ikke en ret.
vh PBC
Den eneste, der kan afgøre sagen, er hundens ejer. Opdrætteren kan gøre nada, for ejeren, der jo har hunden i sin varetægt, kan uhindret overlade hunden til andre eller få den aflivet. Det kan opdrætteren faktisk ikke gøre noget ved.
-
Vi diskuterer vel: (indsat af mig: "Hvis en opdrætter inden salg af hvalp, informerer om at hunden til enhver tid skal returneres til opdrætter").
Hvis en opdrætter virkelig ønskede at hjælpe, og ikke bare ville bestemme over en hund der er solgt, ville ordvalget være markant mindre firkantet.
Ups, det havde jeg overset. Nok fordi det ikke ville gøre mig det fjerneste at skrive under - og efterfølgende helt og holdent selv tage beslutning om min hunds fremtid.
Jeg brød mig bare ikke om at få den passus indføjet for Sofus. Jeg brød mig nemlig ikke om tanken om ikke at kunne tage vare på ham selv. Lidt fjollet, men jeg var stædig og ville ikke have det nedfældet.
-
Jeg har faktisk engang gået til træning med en airedale. Han var så sød, sjov og overhovedet ikke trænbar Men han havde også verdens kedeligste ejer, og jeg ville heller ikke gide arbejde for ingenting
Sådan bliver de, hvis ejeren er for kedelig. Jeg er desværre selv ret kedelig i lydighed, fordi jeg finder netop denne disciplin ret kedelig. Flot at se på hos andre, men.....
Tja, hvis der kun fandtes sorte russere, så skulle jeg ikke have hund.Sofus "arvede" en russer-veninde fra sin forgænger. Hvis alle russerne var som hun, ville alle ønske sig en russer. Jeg har aldrig mødt en hund med så stor selvkontrol. Hun standsede begyndende slagsmål ved at lægge sig på modstanderen - og blive liggende, mens hun viste en brølende mund. Hun rørte dem ikke, og når hun følte, at de havde tolket situationens alvor korrekt, rejste hun sig langsomt op og gik væk.
Ingen af de øvrige russere, jeg har mødt, har vist andet end arrig aggression. Om det var dårlige linier eller tilsvarende ejere, skal jeg ikke kunne sige, men sympatiske var disse eksemplarer altså ikke.
-
godt du fik sat hende på plads :banan:
Hun var såmænd ikke engang den værste. Man får mange kommentarer, når man kommer anstigende med en stor terrier.
"Alderdomshjem" for 13 årig Westie søges - Vestjylland (helst)
i Omplaceringshund
Besvaret
Jeg ville aldrig have et roligt øjeblik, hvis jeg havde overladt min ældgamle hund til andre mennesker, uanset hvor søde de var. Jeg ville tænke, om han nu lå og var ulykkelig, om han savnede sit gamle liv med mig, om de nu forstod ham og elskede ham......det ville måske være overflødige tanker, men det var de tanker, jeg ville gøre mig.
Men jeg er så heller ikke spor sentimental mht aflivning af gamle hunde. De eneste, der lider ved det, er ejeren. Hunden mærker intet bagefter. Det samme kan ikke siges om ejeren. Men den pris ville jeg så personligt vælge at betale.