Kalokagathia

Tak for de mange forslag og gode råd. Jeg vil heller ikke afvise en cocker igen, men er bare bange for, at jeg hele tiden vil sammenligne eller ubevidst frygte fx knurren, når vi møder fremmede, hvilket selvfølgelig kan mærkes af hunden og gøre den usikker. Men synes jo stadig at det er en skøn race! Vi har talt med dyrlæge og kiropraktor igen, og der er ikke nogen af dem, der tror på, at vores lille hund kan blive smertefri. Beslutningen om aflivning er nu taget, og vi går den tunge gang i morgen formiddag. Det er simpelthen en af de hårdeste beslutninger, jeg nogensinde har truffet.

Hvor er I søde, at I gider foreslå alle de fantastiske racer! Surfer lidt rundt, og bliver forelsket i dem allesammen Hvor findes der dog mange skønne hunde! En skam at man ikke ser dem allesammen på en træningsplads (men nu har jeg heller ikke været træner så længe, så det kommer måske med tiden).

Hov, glemte lige at spørge ind til både whippet og schipperken også, så hvis der er nogen, der har lyst til at uddybe lidt om de racer, skal I være meget velkomne

En hund, der nemt stresser er nok ikke helt optimal. Der kan godt være lidt gang i den hjemme hos os :blink: Vil også meget gerne, at det er hunderace, der som udgangspunkt har det godt med andre hunde. Vi overvejede også en bichon frisé, og pt kan jeg ikke huske, hvorfor vi gik fra den igen. En löwchen kender jeg ikke meget til. Hvordan er dens temperament (stoler mere på folk herinde, end de der racebeskrivelser, som klubberne selv har skrevet)?

Vi overvejede faktisk også en papillon, da vi kiggede. Men blev frarådet det, fordi de er så små, at den nemt kunne komme til skade, hvis vores datter kom til at falde og lande på den. Men nu er hun jo blevet det større og mere sikker på benene, så det er måske ikke helt dumt :hmm: Mange tak for forslag

Vi står lige nu over for en rigtig svær beslutning hjemme hos os. Vores cocker spaniel på 1 år har diverse helbredsproblemer (løs hofte, patellaluxation, ondt i ryg/lænd, halt skiftevis på bagbenene, ledmusforandringer i hasen), der også viser sig i uheldige adfærdsmønstre (ressourceforsvar, gør/knurrer af folk vi møder på gaden trods grundig ssocialisering), og vi overvejer efterhånden, om vi bliver nødt til at aflive hende Vi havde ellers gjort et ret stort forarbejde, da vi så på de forskellige racer, men måske har vi ikke været grundige nok, eller også har vi bare været uheldige Derfor: Hvis vi nu snart står uden hund (ej, det her lyder helt, helt forkert. Det er IKKE fordi jeg ikke elsker vores lille hund , men jeg kan slet ikke overskue et hjem uden hund, nu hvor vi er blevet så vant til det og glade for det. Håber ikke I misforstår, for jeg er bestemt ikke ligeglad med hende!) hvilken race vil så være fornuftig, hvis man gerne vil have en sund hund såvel fysisk som mentalt? Som udgangspunkt må den ikke kæmpestor, men derudover er der ikke mange krav. Den vil komme til at bo sammen med to voksne, et barn (2,5 år, har lært at være sød ved dyr) og en kat. Kan evt. komme med ud til hestene. Jeg er hundetræner, så den skal nok blive socialiseret, trænet, gået tur med etc. Jeg er interesseret i lydighed, rally og agility, så den kan blive brugt til det, den egner sig bedst til.

Endu en opdatering: I går var kiropraktoren på besøg. Jadzia var meget, meget skæv i nakken, skæv i ryg, lænd og hofte. Hendes tyngdepunkt falder voldsomt ud til venstre og der var nedsat refleks i højre bagben pga. klemte nerver som følge af skævheden i ryg og lænd. derudover var hendes bagpartsmuskulatur svag og forkert proportioneret (musklerne på bagparten over halen er nærmest væk, mens lårmusklerne er overudviklede). Skævhederne blev rettet og refleksen genetableret, og så skal vi forsøge at rette op på muskelsætning og tyngdepunktsproblemet med træning (og flere kiropraktorbesøg). Kiropraktoren mener, at Jadzia har været skæv meget længe, og at det godt kan have givet hende problemerne med den løse venstre høfte og patellalux. pga. overbelastning. Hun håber, at det kan rette sig af sig selv, og at de begyndende ledforandringer ikke bliver værre, når Jadzia kommer til at bevæge sig mere korrekt. Så selvom der var mange ting galt, var det alligevel en noget mere positiv besked end vi tidligere har fået, så jeg er glad, lettet og begynder faktisk at tro på, at Jadzia kan få det godt igen :klap::banan::klap: Vi skal stadig passe på, og der skal trænes, men kiropraktoren vil se hende igen om to uger og regner med at der er sket fremskridt allerede der Vores kiropraktor er pt. min bedste ven! :blink:

En opdatering på Jadzia: Dyrlægen ringede i går med nyt fra ortopædkirurgen. Han ville ikke operere, det troede han ikke ville blive godt. Til gengæld mente han, at hendes smerter måske stammer fra den løse hofte og ikke de andre ting. Hvis det er rigtigt, kan det muligvis rette sig selv efterhånden som hun vokser. Problemet er bare, at det kræver, at hun bliver holdt i ro. Ikke noget med at løbe, springe, lege etc. i en lang periode. Derudover skal hun også have smertestillende. Jeg ved godt at der er mange ting, man kan gøre for at gøre en hund træt i hovedet, og hun er vant til en del i forvejen (mad på græsset, træning, tricks, spor), men jeg kan slet ikke overskue at skulle holde hende stille i flere måneder. Hun er en udpræget løbehund, og bliver helt hyper, hvis hun ikke får opfyldt sit behov - også selvom hun bliver stimuleret mentalt. Ved ikke rigtig lige hvad jeg synes. På den ene side vil jeg jo så forfærdeligt gerne beholde hende, på den anden side synes jeg det er synd at holde hende i ro så længe, hvis det enten ikke hjælper eller nogle af de andre ting begynder at genere hende om kort tid uanset. Dyrlægen mente nemlig, at hun skal igennem en patellaoperation på et tidspunkt, og også at hun muligvis får gigt pga. sine ledproblemer.

Hvor sjovt Så har jeg godt hørt om dig, min mor har fortalt, at hun gik på uddannelse sammen med en fra Hobro og at det var dejligt at I kunne følges på de lange ture til Sjælland Med hensyn til dalmatineren kender jeg jo min mors hund ret godt. Jeg boede stadig hjemme, da vi fik hende. Hun var et år, og skulle have været aflivet, fordi de, der havde hende, mente at hun var skør. Hun var nu bare voldsomt understimuleret. Min mor bruger meget tid på træning - lydighed, rally, spor etc. og det går rigtig godt. Jeg ved ikke om det er et generelt problem for racen, men min mors hund har en del helbredsproblemer. Hun har spondilose (en forkalkning i ryggen, så nogle af hvirvlerne er vokset sammen) og en diskosprolaps i nakken. Min mor har brugt vandtræning, og bruger massage og laserterapi kombineret med smertestillende fra dyrlægen.

Jeg er enig med indlægget ovenfor - kontakt Rikke (min mor :hjerte:), hun har en dalmatiner og har efterhånden sat sig en del ind i racen. Ikke mht. avl og udstilling, men med sundhed, adfærd og temperament

Tusind tak for jeres krydsede fingre Desværre var beskeden ikke god. Vi har fået en seddel med diagnosen fra dyrlægen, som lyder: øget bevægelighed i venstre hofte, grad 1 patellaluksation i venstre knæ, ledmusforandringer i knæ og haseled på begge ben. Hun mente ikke at det kunne opereres, men ville lige spørge en kollega som vist er ortopæd-noget. Lille hund, altså Så medmindre han kan komme med en mirakelkur har vi snart ikke nogen lille glad hund, der spurter rundt om benene på os og underholder både barn og kat. Det er slet ikke til at holde ud at tænke på...

Mange tak! Håber virkelig også bare på det bedste. Er godt nok nervøs. Hun har det slet ikke godt, det lille væsen

Så har vi fået en tid til røntgen i morgen. Puha, er godt nok nervøs! Håber virkelig ikke der er noget slemt. Hun er jo verdens dejligste lille hund

JeanetteH: Det hedder Carprodyl. Hun har fået noget tilsvarende før, som hun godt kunne tåle, men det her duer slet ikke.

Der er ikke stamtavle på hende. Det ærgrer vi os jo over nu, men det var bare på alle andre måder et godt sted hun var opvokset med socialisering på børn etc., så vi tænkte nok desværre ikke nok over mulige arvelige sygdomme etc. Vi har bestilt kiropraktor. Det er en vi kender godt og har stor tillid til, men hun kan desværre først om tre uger. Men vi er villige til at vente, fordi hun er den dygtigste. Puha, det er ikke sjovt med en syg lille hund. Hun kan ikke tåle det smertestillende, så nu må vi forbi dyrlægen igen og se om hun kan få noget andet.

Vores dejlige lille cocker spaniel, Jadzia, på 11 måneder har fået konstateret patellaluxation (løs knæskal) i venstre bagknæ. Det kan opereres, men da dyrlægen mærkede hende igennem over resten af kroppen var hun både meget øm i hofter og lænd. Dyrlægen var bange for at der kunne være noget HD eller lign. på spil. Dyrlægen anbefaldede smertestillende i 14 dage og derefter røntgen, så vi kan se, hvad der gemmer sig derinde. Jadzia har haft mindre problemer med bagbenene stort set fra vi fik hende, men det er både af os og dyrlæge blevet slået hen som vokseværk + kulde. Vi ved at hun har ondt, fordi det også viser sig i hendes adfærd. Da hun var mindre havde hun meget tendens til ressourceforsvar, når hun ikke var på toppen, men det har vi efterhånden fået trænet væk. Til gengæld er hun nu begyndt at gø og knurre af folk på gaden, når vi går tur, og vi er ret sikre på, at det er fordi hun har ondt og er usikker, sårbar og irritabel. Hun er i hvert fald blevet grundigt socialiseret og har aldrig oplevet andet end positive ting som nus og godbidder fra fremmede. Det ændrer sig også fra dag til dag. Er der nogen der har oplevet noget tilsvarende og kan komme med en idé om hvad der er galt? Vi er selvfølgelig bange for, at vi ender med at måtte aflive hende, men den tanke er næsten ikke til at bære. Hun er jo kun en halvvoksen hvalp, og hun er virkelig den perfekte hund for os. På den anden side vil vi selvfølgelig ikke lade hende leve med smerter og utryghed.

Vores hund får også en del godbidder både i forbindelse med træning og når vi er ude at gå tur, men hun har heller ikke problemer med overvægt. Jeg modregner bare godbidderne i den portion almindeligt foder hun får Jeg bruger så også "gode" godbidder med fornuftigt indhold, fordi hun får så mange for at hun ikke bliver fejlernæret Men tror du har helt ret, ofte er det da vores eget behov at hunden liiige skal have lidt ekstra godt :5up: Jeg synes det er helt fint så længe hunden trives, men det duer ikke at hælde fed sovs og kartofler i kræet, hvis den er overvægtig.

Vi bliver helt sikkert stressede over situationen, og det tror jeg helt klart at Jadzia godt kan mærke. Men jeg synes faktisk ikke at hun får skæld ud, det er mere vores barn der bliver taget væk eller forhindret i at gå hen til hende for at mindske risikoen for at en konfliktsituation opstår. Vi prøver så vidt muligt at skabe positive oplevelser for dem begge, men det er lidt svært, når man ikke har ret meget tillid til sin hund...

Tak for alle jeres gode svar Tonks: Jo, lige nu holder vi dem helt adskilt. Det kan vi godt i en kortere periode, men vores hus er ikke ret stort, så det er ikke en holdbar løsning i længden. Ulla H: Vi har talt med opdrætteren og hun har ikke hørt om andre hvalpe fra kuldet med den slags. Hverken far eller mor har problemer. Jeg ved ikke med sikkerhed om det er vokseværk, det var bsre umiddelbart dyrlægens bedste bud. Håber på en mere præcis diagnose på mandag! Som skrevet ovenfor kan vi ikke opretholde en længerevarende adskillelse, det er ikke praktisk muligt, og vi kender ikke nogen, der kunne have tid og lyst til en hvalp på ferie, så tror vi bliver nødt til at satse på behandling af smerter + træning så adfærden ikke udløses så nemt, hvis det kan lade sig gøre PinPoynter: Tak for forslag :5up: Jeg vil da lige drøfte det med dyrlægen på mandag.

Findus: Ja, det har jeg også tænkt over. Har gode erfaringer med kiropraktor til heste. Låste led i benene tror jeg dog ikke de kan afhjælpe. Den hestekiropraktor jeg kender henviser altid til dyrlægen, når det er den slags problemer. Hvis dyrlægen ikke ved hvad det er på mandag, giver jeg det nu nok et forsøg :5up:

Petrine: Jeg var ved dyrlægen i går, har fået antibiotika og smertestillende og en ny tid om en uge, så synes egentlig at vi har gjort hvad vi kan lige nu. Det er jo også synd for den lille hund, hun er jo ikke ondskabsfuld, hun har bare ondt og viser det på en måde der gør os skrækslagne og ulykkelige Tonks: Det er simpelthen modbydeligt! Jeg er SÅ glad for hende og synes det er fantastisk at have fået hund. Lige nu er det bare mest er mareridt - et meget stressende et.

Ja, det ser heller rart ud. Jeg spurgte dyrlægen om det var patellalåsning eller lign., men det mente hun ikke. Alt føltes helt normalt. En reaktion på smerte er også ok, det er bare ikke særlig trygt at det er netop denne reaktion når vi har et lille barn Vi kan jo ikke vide med 100% sikkerhed nogensinde om hun har ondt, så hvis det altid vil være hendes reaktion på fysisk ubehag er hun jo ikke særlig sikker i nærheden af vores datter.

Vores ellers søde og dejlige cocker på knap 6 måneder har desværre tendens til at udvise ressourceforsvar. Det har hun haft siden vi fik hende da hun var 8 uger gammel. Det har kun været over for min kone og mig, og kun med legetøj. Vi har trænet en del for at få hende til at forbinde os med noget positivt, når hun ligger med sit legetøj og det har hjulpet meget. Størstedelen af tiden er der ingenting. Problemet er, at hvis hun af en eller anden grund ikke er helt på toppen fx pga. tandskifte eller vokseværk, så kommer den adfærd frem i hende med det samme. De sidste par dage har hun haft problemer med at hendes led nærmest låser, når vi er ude at gå med hende. Dyrlægen mener det er vokseværk. Og den ellers glemte adfærd udvises igen i stor stil. Vi har en enkelt gang i løbet af weekenden oplevet at hun har knurret af vores datter på knap to år og hun er også begyndt at udvise kraftigt ressourceforsvar over for vores kat. Lørdag hjalp min kone vores datter med at give Jadzia (vores hund) godbidder, og da Jadzia rakte ud efter den, låste hendes knæled, og hun forbandt åbenbart smerten med vores datter, for hun for rasende op i hovedet af hende og gøede voldsomt. Jeg har kontakt til en adfærdsrådgiver og er villig til at træne meget for at løse problemet, men jeg er også meget bekymret. Lige nu holder vi hund og barn adskilt, men det er ikke holdbart i længden. Hvad er jeres erfaring? Kan den adfærd trænes så grundigt væk, at det ikke er sandsynligt den kommer frem igen, eller vil den altid ligge lige under overfladen? Det er jo fint nok at den går væk når alt er ok, men hun lever jo næppe resten af livet uden at komme ud for smerter af den ene eller anden grund. Hvis det kun var min kone og mig ville det være ok, vi kan sagtens håndtere det, men jeg er bekymret for vores datter. Hun skal selvfølgelig opføre sig ordentligt over for hunden, men det skal heller ikke være farligt for hende at række ud efter legetøj hun taber på gulvet.

Puha, det lyder godt nok ikke særlig proffessionelt :-( Sikke en øv-oplevelse. Vi havde en gang for mange år siden en adfærdsbehandler ude og hun tog sig god tid og sendte en skriftlig opfølgning og vi kunne bare ringe, hvis vi kom i tvivl om noget.

Jeg synes også at en kiropraktor lyder som en rigtig god idé. Jeg anbefaler varmt Rikke Andersen (jeg kan ikke linke direkte, da jeg ikke har skrevet indlæg nok, men hjemmesiden hedder ryet). Hun er meget, meget dygtig, veluddannet, sympatisk og grundig :5up: