Kalokagathia

Jeg synes også det lyder fornuftigt med en islandsk fårehund eller anden spidshund. Hunde har ofte stor fornøjelse af andre hunde af samme slags, det kan jeg fx se med mine to pudler Det kan de selvfølgelig også have med andre racer, jeg kender fx også en labrador og en fransk bulldog, der ELSKER hinanden, men sådan generelt er det nok nemmere for dem at lege ligeværdigt og at kommunikere uden gnidninger, hvis de ligner hinanden

Tak for alle jeres svar - det lyder ikke som om mine ønsker til træningsdeltagelse etc. er helt urimelige Nogle gange kan det godt føles sådan, fordi alle de mennesker omkring, der har små børn, ikke rigtigt laver andet - i hvert fald ikke på ugentlig basis - end at passe job, hjem og børn. Min kone er også meget støttende, men samtidig er jeg også bange for at drive "rovdrift" på velviljen. Hun er ikke som sådan hundeinteresseret nemlig. Hun vil næppe have lyst til at tage med til stævner sammen med vores datter. Jeg må prøve mig lidt frem og håbe, at min datter får lyst til selv at træne hund, så vi kunne tage af sted sammen om en fælles interesse ligesom jeg gør med min mor nu :klap: Gad egentlig vide, hvorfor der ikke er særlige konkurrencer for børn? Jeg kommer oprindeligt fra hesteverdenen, hvor "ponymødre" rask væk giver 5-7-årige børn ponyer og drager land og rige rundt med dem, så de kan komme til stævner. Hvorfor ser man ikke rigtigt hundesport som noget for børn, mens børn sagtens forventes at kunne tumle 300 kg+ pony fra de er meget unge? :hmm:

Jeg er i den heldige situation, at jeg både er mor til Dana på 4,5 år og ejer af to dejlige hunde I det daglige går det fint. Min kone og jeg har lavet nogle rutiner, som betyder, at der er god tid til både Dana og hundene, alle bliver tilgodeset og der er ingen stress. Min udfordring er, at jeg gerne vil være mere "seriøs" med min træning. Dvs. at jeg gerne vil deltage i konkurrencer, undervisning og kurser. Det går der jo en masse tid med, særligt i weekender, og den tid går jo fra Dana (og min kone - men det er jo lidt noget andet ). Indtil videre har jeg derfor ikke rigtigt fået gjort noget ved mine hunde-ambitioner. Jeg er vel af sted en eller to weekender om året og et par timer lørdag formiddag. Mange af de hundefolk, jeg møder, har enten ingen børn eller voksne børn. Men jeg tænker, at der da må være andre, der gerne vil noget med deres træning, samtidig med, at der også skal være plads til børn? Eller er jeg bare en håbløs jubeloptimist, der både vil have i pose og i sæk?

Det skal jeg nok - jeg er sikker på at de bliver aldeles bedårende og slet ikke til at stå for Jeg har slet ikke erfaring eller tid nok til selv at være opdrætter, men det her er bestemt et godt kompromis

Eller, det håber vi i hvert fald at han bliver Vi har for et par måneder siden overtaget vores dejlige dværgpuddel Mr. Chekov (som har et meget langt russisk stamtavlenavn). Vi købte ham med den klausul, at de tidligere ejere måtte få en parring med ham. I går var der så damebesøg og alt gik efter bogen. Vi får besøg igen i aften og så må vi bare vente og se, om der kommer et lille hold pelsklumper (Nu er hundeforum jo ikke lige stedet hvor man annoncerer at man laver ups-kuld etc., så vil bare lige for en sikkerheds skyld sige, at begge hunde er med stamtavle, udstillingscertifikater, sundhedstjekkede etc.) Opdrætter bor kun 10 min. fra os, og vi har fået lov til at komme på en masse hvalpebesøg :klap: Vi skal ikke selv have en hvalp - to hunde er vist nok for os (det siger min knap så hundebegejstrede kone i hvert fald ), men det bliver alligevel spændende Den forhåbentlig kommende far:

Jeg har også jævnligt mine ved kiropraktor - bare lige for at være på den sikre side Som regel er der lidt småting, fordi de er så vilde, så jeg synes det er super at få det taget i opløbet, før det bliver et rigtigt problem. Jeg bruger Rikke Andersen, og hende er jeg meget glad for

Jeg er egentlig fuldstændig enig, han er bare uden for pædagogisk rækkevidde, når der er fluer involveret. Han registrerer ikke lokkemad - uanset hvor begejstret han i øvrigt er for det, jeg prøver at aflede ham med. Men i det mindste bliver det bedre. Vi er gået fra noget der lignede kramper, som det tog ham rigtig lang tid at stresse af efter, til en hektisk jagen fluer, som han kan stresse ned fra i løbet af et minut eller to, så der er håb forude

Jeg synes godt det kan være svært at stoppe. Min nye hund (omplaceringshund på halvandet år) jager også gerne fluer og kører sig selv meget højt op i stress over dem. Første gang vi så det, troede vi faktisk helt alvorligt at han havde fået krampe, fordi han spjættede og sitrede og var helt tabt for omverdenen - jeg sad med mobilen i hånden og skulle til at ringe til dyrlægen, da vi opdagede fluen. Det går bedre nu, men det er stadig en udfordring. Han er samtidig meget følsom og bliver bange, hvis jeg hæver stemmen eller tager fat i ham.

Tusind tak for alle svarene! Det er nogle rigtig spændende børne-hundehistorier at læse :5up: Det er som sagt bestemt ikke endnu, men jeg synes det lyder som om 10-13-års alder ikke vil være et helt dumt bud, hvis hun bevarer interessen Og selvfølgelig vil en eventuel hund kunne blive hos os, når hun en gang flytter hjemmefra og måske ikke har tid/råd/lyst.

Det er jeg helt med på. Jeg ville aldrig anskaffe en hund, som jeg ikke i sidste ende selv ville være indforstået med at være ansvarlig for. For selvfølgelig er ønsker/behov/muligheder ikke det samme når man fx er 10 som når man er 20, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at det ikke kan være en god idé, hvis bare vi står klar som back up-plan

Familien hjemme hos os består af Mor Emma, Mor Tenna, vores datter Dana på 4,5 år, vores to hunde og to katte. Det er skønt og vi nyder det Dana har et stykke tid snakket om, at hun gerne vil have sin helt egen hund. Hun er meget interesseret i at være med til at træne, gå ture, nusse etc., men hun er selvfølgelig alt for lille endnu. Jeg har sagt noget om, at det kan vi kigge på, når hun skal konfirmeres. Men hvornår er et barn egentlig stort nok til "egen" hund? Altså, vi ville selvfølgelig stå med ansvaret for gåture og opdragelse, men det skulle være sådan at Dana kunne være den primære træner og selv holde styr på vovse på gåture (i selskab med en voksen). Vi har absolut ingen aktuelle planer, men jeg vil meget gerne høre andres erfaringer og inputs Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg ville ELSKE det, hvis hun også blev bidt af hund og ville med til træning, konkurrencer etc.

For en lille måned siden fik vi hund nr. 2 - en dværgpuddelhan på 1,5 år :hjerte: Han er faldet ret godt til allerede og vi er meget glade for ham. Han har aldrig været trænet før, altså virkelig ikke trænet, han har ikke engang lært "sit" eller tilsvarende. Jeg er så småt gået i gang med træningen, men jeg synes egentlig det er lidt svært. Han er tidligere udstillingshund, så han har sikkert fået masser af ros "bare" for at stå stille og se fin ud. Når jeg hiver godbidder og klikker frem stiller han sig "udstillingsagtigt" op og ser forventningsfuld ud. Og så gør han sådan set ikke mere. Jeg kan selvfølgelig godt lokke ham rundt med en godbid for næsen, men dels er det ikke specielt konstruktivt og dels kan jeg ikke lokke andet frem end gå-adfærd. Han sætter sig fx ikke ned, hvis jeg trækker godbidden fra næsen og op over hovedet som langt de fleste hunde gør. Jeg har forsøgt at stille lidt legetøj frem i håb om at han ville undersøge det og jeg så kunne klikke og belønne for lidt initiativ, men han står bare bomstille. Hvis jeg bare er tålmodig og venter, begynder han at pibe/smågø utålmodigt. Jeg har ikke de store ambitioner og det er ikke noget stort problem, og jeg regner da med, at det lige så langsomt bliver nemmere, men jeg ville gerne have gode idéer til øvelser eller andet, der måske kunne gøre det lettere for os begge to Alle forslag modtages med kyshånd

Jeg har bestemt ikke tid til at aktivere den, men hvis det bare var udseendet ville jeg spurte ud og hente en smuk, slank og velplettet dalmatiner Måske er det bare fordi det var vores første hund, som vi fik, mens jeg stadig boede hjemme, men for mig er en dalmatiner den smukkeste hund i verden! (Jeg er dog ved at vænne mig til pudlernes udseende også, så en dag synes jeg måske endda at vores krøltoppe er smukke også )

Nej, hun er ikke dyrlæge. Hun er adfærdsbiolog og har master i dyrekiropraktik fra England. Så hun er jo ret afhængig af, at dyrlægerne har lyst til at samarbejde med hende. Heldigvis var dyrlæge 2 meget positiv og mente at det var meget fint, at hun havde bedt om røntgenbilleder fremfor bare at "knække løs". Jeg fik endda røntgenbillederne med hjem på en CD, så hun kunne se dem :5up:

Kan man blive for "pylret" med sin hund? Jeg har jo lige fået hund nr. 2 og alle mine dyr bliver som standard tjekket af en kiropraktor lige fra starten. Hun sagde, at han var meget skæv, men rettede nakke og skuldre uden problemer. Da hun kom til ryggen var han langt sværere at rette op, og hun sagde, at hun ikke ville gøre mere uden røntgenbilleder af ryg og lænd. Jeg ringer til min lokale dyrlæge, som er vældig flink, men som også synes at jeg er pylret og at kiropraktoren vist ikke er så dygtig (hun sagde det ikke direkte, men det lå helt sikkert mellem linjerne). Jeg ringer til en anden dyrlæge, fordi jeg vil have det tjekket. I dag er der så blevet taget røntgen af hele hunden (han ligger og sover rusen ud ved siden af computeren lige nu :ae:) og alt var fint :banan: Altså havde dyrlæge 1 jo sådan set ret. Jeg er for pylret og har derfor "spildt" 2200 kr. Jeg fortryder det overhovet ikke, fordi jeg nu ved, at kiropraktor gerne må rette ham og der er ikke nogle skjulte problemer i skelettet og ledene at tage hensyn til. Det er jo skønt! Men er det for pylret? Jeg synes da det er fint, at dyrlægen oplyser om, at der sandsynligvis ikke vil være noget, men jeg sætter nu stor pris på at være på den sikre side. Hvad med jer? Er I også for pylrede? Og hvornår er det trods alt for meget?

Jeg bruger McTimoney dyrekiropraktor Rikke Andersen fra www.ryet.dk og jeg er meget glad for hendes arbejde. Hun er dygtig og grundig, og der er altid tid til at nusse med hunden og fortælle ejer om eventuelle problemer, genoptræning etc. Hvis hun bliver i tvivl om noget, henviser hun også til fx røntgen ved dyrlæge, hvilket jeg synes er meget professionelt og sympatisk.

Her er så orange vidunder nr. 2:

Jeg endelig efter mange mislykkede forsøg kommet godt i gang med løbetræning, yay! :banan: Jeg vil gerne have Dr. Crusher med og vores nye hund, Mr. Chekov, som vi henter på næste søndag Crusher er i ok form, kommer ud minimum 1 time om dagen (typisk noget mere, men der kan jo være travle dage), hvor en stor del er uden snor, så han kan løbe alt det han vil. Pt. løber jeg kun 4 km og jeg tænker ikke at det er et problem for en slank hund på to år. Jeg har haft ham med et par gange og han har i hvert fald masser af energi også til sidst på ruten (modsat mig ). Jeg ved dog ikke hvor meget Chekov er vant til at komme ud, så måske skal han lige trænes lidt op først, det skal jeg lige have spurgt ind til. Hvor langt vil I mene, at det på længere sigt er ok at løbe med to dværgpudler? De er omkring 31-32 cm høje, så det er jo hverken store eller helt bittesmå hunde. Underlaget veksler med grussti, græsrabat og asfalt. Jeg vil selvfølgelig stadig gå "snuseture", så løbetræningen er mere tænkt som et supplement til den daglige motion end en erstatning for gåturene.

Haha, nej, han er ikke grunden, men det ville ellers være en god grund, ikke? :klap: Hvis vejret er til det, kan det godt være jeg tager ham med, men det duer ikke hvis det er for varmt til at han kan sidde i bilen

Haha, det er faktisk rigtigt, vi kender også kun folk med to eller flere. Jeg glæææder mig også til at have to, jeg håber virkelig at de får glæde af hinanden

Vi har længe talt om en hund nr. 2, men Dr. Crusher skulle lige være voksen (han er fra marts 2011) og vi skulle finde den helt rigtige etc. I torsdags var jeg på besøg hos Crushers opdrætter, og hun spurgte om vi stadig tænkte på en hund mere, for så kendte hun måske en... Og i dag har vi så været på besøg hos vores nye hund Han er også en dværgpudel, to år gammel og sød og sund og rask. De nuværende ejere går meget op i opdræt og udstillinger, og han kan ikke bruges til avl, fordi det har vist sig, at han giver ulvekløer videre til sit afkom. Derfor vil de gerne finde et nyt hjem til ham, hvor han ikke skal bruges til det. Jeg vil gerne træne rally, så om han laver hvalpe med ulvekløer eller ej er aldeles ligegyldigt for mig Crusher og han kom fint ud af det med hinanden og vi var enige med ejerne om vilkår for overtagelse etc., så på lørdag bliver vores familie forøget med endnu en dejlig abrikosfarvet krøltop :banan: Han hedder Lorric, men hunde hos os skal have et navn fra Star Trek (pga. min kone, der ikke er helt så betaget af hunde som jeg er, men som er helt syg med Star Trek - derfor er Star Trek-navne et kompromis, som jeg fint kan leve med :blink:), så han kommer til at hedde Mr. Chekov (han er importeret fra Rusland). Ih, hvor jeg glæder mig! Han er ikke trænet til andet end udstillinger, så det bliver spændende at komme i gang, men han er madglad og fyldt med energi, så det skal nok gå Har I gode råd til sammenføringen? De er jævnaldrende og Crusher er kastreret. Chekov er ikke vant til katte, som vi har to af, så der skal i hvert fald være noget management omkring det i starten. Derudover har jeg "fri" (arbejdsløs) indtil august, så jeg har masser af tid til indkørsel i familien.

Pudel-pelsen kan man lære at leve med - det var også min primære modvilje mod en pudel og efter halvandet år kan jeg faktisk tage mig selv i at synes, at han egentlig er ret pæn

Vi har en forvokset dværgpuddel, som så i princippet er blevet mellempuddel og umiddelbart vil jeg mene, at en mellempuddel kunne være et godt bud. Vores ville i hvert fald trives rigtig fint med det liv, som du beskriver. Vi bor også i lejlighed og vi var en anelse bekymrede for hans lydniveau, men uden grund. Han giver et enkelt bjæf fra sig, når det banker på døren og det er det. Han leger fint med min mors kleiner münsterländer (som måske også kunne være et godt bud?) og er i det hele taget en skøn lille hund Jeg klipper ham selv og holder ham ret kort i pelsen, fordi jeg hellere vil bruge tid på gåture og træning end på pelspleje

Yay! :banan::klap::banan:

Det var helt sikkert mit ønske at få en hund. Min kone var ok med idéen så længe hunden var lille, ikke larmede for meget og kunne enes med hendes katte Mine krav var en aktiv "træningshund" og vi var fælles om at ønske god sundhed, etisk opdræt og selvfølgelig en hund der kunne trives i vores familie og især med vores datter, der dengang var to år. Det førte til mange timers ønsketænkning, surfen på nettet og snak med hundefolk, før vi besluttede os for en dværgpuddel. Vi er ikke pjattede med udseendet, men det er jo heller ikke det vigtigste. Derudover er vi 100% tilfredse med vores valg, Dr. Crusher (nå ja, endnu en indrømmelse til min kone - hunden skulle hedde noget fra Star Trek) er skøn, sød, trænbar, sund og rask og vi har efterhånden vænnet os til at have en orange permanentet pelsklump i huset og tænker ikke så meget over udseendet mere Jeg har dog også et ønske om en større brugshund en gang, men det kommer nok til at vente lidt