Kalokagathia

Vi regner med at vi skal have endnu en dværgpuddel om et års tid ca. Vi er simpelthen så glade for ham vi har, og derfor overvejer vi at købe en fra samme opdrætter igen, hvis hun da får flere hvalpe. Er det en fordel eller en ulempe med to hunde med samme mor? Eller gør det ingen forskel, når der er omkring 2 års mellemrum? Det er slet ikke sikkert det bliver en mulighed, fordi det bare er et lille privat opdræt med en enkelt tæve, men man kan jo altid drømme

Haha, nej, hvis det havde været baseret på udseende havde ca. alle andre hunderacer stået højere oppe på listen end en puddel, så ville vi nok have fået en irsk setter eller sådan noget

Vi ønskede os: - Lille hund - Sund race - Relativt let at træne - God energi, men ikke hyperaktiv - Ikke for meget jagtinstinkt (vi har katte) - Ikke meget gøende Vi har fået alt det i vores dværgpuddel, som vi snart har haft i et år :hjerte: Han passer helt perfekt ind i vores familie. Det eneste minus er, at jeg ikke synes pudler er så pæne, men det er jo det mindste

Vore hund hedder Dr. Crusher Ifølge stamtavlen hedder han Apricot Highlight's Argo, men det magtede vi ikke helt. Det blev Dr. Crusher fordi vores hunde skal opkaldes efter en figur fra Start Trek (et krav fra min ikke helt vildt hundeglade kone, der så mener, at navne fra hendes yndlingsserie hjælper lidt på sagen). I Star Trek er Dr. Crusher en figur, der er med i 80'erne, hun har langt rødt permanentet hår, og det kunne jo ikke passe bedre til vores orange krøltop. At han så er en han gør ikke noget I daglig tale bruger vi mest "Crusher" og det er også sjovt, fordi der ikke er meget "knuser" over en lalleglad dværgpuddel Jeg har planer om at skulle konkurrere med ham i rally, og hvis han bliver ekspert opgraderer vi ham til Sir Crusher, og skulle han blive champion bliver det til Lord Crusher :klap:

Pudler er jo bare skønne! Klipningen har jeg dog ikke forstand på, vi holder bare vores lille orange lyn så kortklippet, at det ikke tager 100 år at holde ham fri for snavs og filter

Nu er jeg selvfølgelig ikke helt objektiv, men jeg vil også foreslå en puddel. Vores dværgpuddel ville helt fint kunne leve op til alle de ønsker, og han ville bestemt også trives godt med de rammer, du tilbyder Ligesom med alle racer kan pudler have nogle problemer, så jeg vil foreslå en god opdrætter der tester sine hunde for bla. en arvelig øjensygdom, som de er disponerede for, men derudover er det en meget sund og robust race

Anne1979: Haha, ja, sjælden gang imellem er lykkelig uvidenhed lige det, der skal til Hvis vi havde vidst lidt mere, ville vi nok ikke have turdet at sige ja til Sofus. Doberfan: Sikke en god historie!

Hvor sjovt! Skægt at folk kender min mor, men en dalmatinertæve ved navn Sofus er nok nem at genkende

Ja Hvor kender du min mor fra (hunde-et-eller-andet, gætter jeg på )?

Jeg ved at det desværre alt for ofte går galt, når folk anskaffer en hund, som de aldrig burde have haft, fordi det bare er et helt forkert match. Men jeg tænker at det kunne være sjovt og spændende med en tråd om succeshistorier "på trods" og mod alle odds Jeg starter: Da jeg var 17 og boede sammen med min mor og lillebror i en lejlighed, blev vi tilbudt en dalmatiner på et år, som ellers skulle aflives, fordi hun var sindssyg. Min mor havde haft hund som barn, ellers havde vi ingen erfaring. Til gengæld elsker vi dyr, så vi sagde selvfølgelig ja. Vores nye hund viste sig at være aldeles ustyrlig, usocialiseret og meget svær at forhindre i at stikke af hjemmefra. derudover havde hun selvfølgelig dalmatinerens meget høje energiniveau. En kæmpe mundfuld! Vi hev alle bibliotekets bøger om hunde og træning ned fra hylderne, skyndte os at komme til træning, nussede, socialiserede og motionerede. Jeg husker det som om jeg ikke lavede andet det første år I dag er Sofus (jo, det er en tæve) min mors hund. Hun er 10 år, rolig og nem. Hun har været til DM i lydighed, til det uofficielle DM i rally og konkurrerer stadig jævnligt i rally. Helbredet er ikke helt i top længere, men hendes livskvalitet er heldigvis stadig god. Til gengæld fik hun aldrig et stabilt indkald, og hun har det stadig svært med fremmede hunde, selvom hun hygger sig med min mors anden hund og et par hunde-bekendte. Alt-i-alt en succes, selvom vi nok ville have gjort meget anderledes i dag (både min mor og jeg er efterfølgende blevet uddannet som hundetrænere) Så, kom gerne med jeres usandsynlige succeshistorier og måske en forklaring på, hvorfor det alligevel gik godt

Der kan godt være ret stor forskel inden for i hvert fald de små pudler. Min hund er en dværgpuddel, men to af hans helbrødre er blevet mellempudler og er i øvrigt noget kortere og bredere i det end min hund, som så ifølge standarten er for lang, men til gengæld ikke for høj De har heller ikke helt samme farve, min er en del mørkere end de tre andre. Han har også noget hvidt på brystet og halespidsen (hvilket er "forbudt"), mens en af de andre har hvide tæer.

Jeg har sat kryds ved Gul og Gratis. Vi havde (med lidt hjælp fra Hunde-forum ) fundet frem til at vi skulle have en dværgpuddel. Vi kiggede på en masse annoncer, DKK, hvalpelister etc., men fandt ikke rigtig noget. Halvvejs i sjov gik vi ind på GoG, og der var den perfekte hund: rigtig størrelse, fornuftig alder, med stamtavle, sundhedstjekket, velsocialiseret etc. - kun 15 minutters kørsel herfra. Det virkede alt for godt (og nemt!) til at være sandt, men det var det :5up: Så vi gjorde det "forbudte" med kun at besøge en opdrætter, men vi havde virkelig en god mavefornemmelse, så den fulgte vi

Det lyder godt, at I ikke umiddelbart ser problemer med vores planer. Og fint lige at få det med, at de også skal ud hver for sig. Det er ikke et problem (selvom jeg nok ikke vil gå alle ture hver for for sig), men jeg havde ikke tænkt over det. Jeg kender en del med to hunde, der går stort set alle ture med begge to, det lader ikke umiddelbart til at give problemer. De kan fint undvære hinanden. Men helt bestemt noget jeg vil være opmærksom på

Ja, han er vores første puddel, men bestemt ikke den sidste. Jeg synes det er en skøn race (i en lidt fjollet indpakning - jeg er faktisk ikke pjattet med udseendet, men det har jeg jo vænnet mig til)

Vi går og leger lidt med tanken om hvalp nr. 2 om et års tid ca. Vi har en dværgpuddelhan på lidt over et år, som jeg er ret overbevist om må være verdens dejligste hund :hjerte: Hvalp nr. 2 skal også være en dværgpuddel, vi er meget glade for pudlens temperament og lærevillighed Men hvad er smart? Er to år en fornuftig afstand mellem hundene? Og skal man vælge en hanhund mere eller en tæve, og så få en eller begge neutraliseret? Hvor "besværligt" er to hunde i forhold til en? Jeg regner med at jeg sagtens vil kunne gå tur med dem sammen (altså når hvalp er stor nok til at følge med, så ikke så meget lige i starten). Derudover er der dobbelt pelspleje, dobbelt op på foder, dyrlæge og forsikringer. To hunde der skal trænes hver dag. Jeg forestiller mig (naivt?) at det ikke bliver så meget anderledes i hverdagen, fordi vi jo allerede er inde i en rytme, hvor der er sat tid af til hund... Og så håber jeg jo, at de vil få stor glæde af hinanden

Mange tak, han er helt fantastisk! Den sødeste, nemmeste lille hund. Han har lige haft et lille uheld, som betød fire dage med absolut minimum af gåture (helst kun lige ud i haven for at tisse), og han tog det i stiv arm. Nu hvor han er ok igen, eeelsker han at komme ud at gå, snuser, løber omkring, undersøger alt, og han er altid glad for at træne og meget lærenem. Jeg havde ham med på et kursus i rallylydighed, hvor alle var meget imponerede over så sød og koncentreret han var, selvom han ikke engang var fyldt et år endnu

Vi har en dværgpuddel, som nu er lidt over et år. Vi har ikke haft puddel før, og var lidt betænkelige ved pelsplejen. Det har vist sig, at det slet ikke er et problem. Vi børster ham hver anden dag i omkring 10 min. og det er det, ingen problemer med at han går i filt (opdrætter siger dog, at det bliver lidt mere, når han får voksenpels). Jeg klipper ham selv, og med lidt tålmodighed og ikke alt for store ambitioner går det fint Derudover synes jeg det er en lækker hund, vi er meget glade for vores lille orange lyn

Hej, Jeg tænker at der nok findes folk herinde, der er noget klogere på foder end jeg er Sagen er den, at vi har en dværgpuddel på snart et år. Han har fået Oliver's hvalpefoder og det har fungeret helt fint. Da vi ikke havde mere for et par uger siden, besluttede vi at købe noget voksenfoder til ham. MEN... Kræet vil da hverken eje eller have det. Først prøvede vi noget fra Tyskland, der hedder "Lukullus". Det lød fint: koldpresset lam, fisk og ris. Han nægter at spise det (og vi har dumt nok købt 15 kg, suk!). Så har vi købt Wolfsbluut, for det skulle jo også være vældig fint. Nix, det er lige så modbydeligt (denne gang købte vi klog af skade dog kun 1,5 kg ). Derfor overvejer vi nu om vi bare skal gå tilbage til hvalpefoderet, som han altid har spist med stor fornøjelse (vi vil helst ikke købe Oliver's i det hele taget pga. korn etc., men foder til små voksne hunde kan også kun fås i sække med 4 kg. og det er alt for dyrt i længden). Så spørgsmålet er om der sker noget ved at give hvalpefoder til en voksen hund? Og hvis det ike er godt, har I så forslag til en kræsen lille hund? (Vi har forøvrigt fået det "gode" råd at lade ham sulte ("Ingen hund er endnu død af sult fordi den var kræsen"), men det går altså ikke. Dels synes jeg det er synd og dels er han i forvejen meget til den slanke side, så vi kan ikke vente på at han bliver sulten nok)

Mange tak for jeres svar Hunden er for tynd, men ikke decideret mager. Det har dog været så galt, at dyrlægen frarådede både motion og træning. Den vil da godt have lidt godbidder, men de har ikke større interesse. Jeg prøver at give jeres svar videre, så håber jeg at det kan hjælpe. Jeg ved at de har testet for orm, men jeg ved ikke om de også har set efter hjerte- og lungeorm, så det foreslår jeg også sammen med et kiropraktorbesøg

Tak, Anne, det kigger jeg også lige på

Jeg synes jo også umiddelbart at dyrlægens forklaring er noget tynd, men dyrlægen har jo for rigtig mange virkelig stor autoritet, og så er det svært at diskutere. Nej, de har ikke været til kiropraktor. Det var også mit bedste bud, men jeg er jo også ked af at sende dem afsted, hvis det nu er "almen" viden at samojeder bare er lidt specielle på det her område fx.

Hejsa, Jeg kender en, der har en samojede, som hun har et stort problem med, og så ville jeg meget gerne have jeres idéer Det er en hanhund på 10 måneder. Den er ikke kastreret. Problemet er, at den ikke vil spise. Det har stået på siden efteråret. Dyrlægen er med indeover, og den er blevet undersøgt for alt muligt. Intet er fundet og dyrlægen mener, at det må være hormoner og pubertet. Hunden får særligt foder, lakseolie etc., men den er temmelig tynd under den store pels. Hunden virker generelt lidt stresset, ukoncentreret og lidt som om den lever i en osteklokke. Jeg kender ikke så meget til racen, men ved at det er en race der er ret krævende mht. motion og aktivering. De går ture med den, og deltager i træning, men jeg har heller ikke indtryk af, at der står hundeaktivering på skemaet 3 timer om dagen fx. Samtidig ved jeg også, at forskellige problemer som fx skæv nakke og ryg kan stresse og give "osteklokke"-adfærd. Hvad tror I, der er på spil? Og hvad ville I give hende af gode råd? Eller kan dyrlægens diagnose på hormonrelateret "spiseforstyrrelse" være helt OK?

Jamen jeg var skam også selv meget tilfreds - og den lille hund gik endda et rigtig fint spor, så fra mit perspektiv var alt jo godt Min kone, som ikke er hundemenneske, så dog aldeles opgivende ud, da jeg fortalte om den lille episode - hun mente at jeg havde opført mig temmeligt upassende. Suk!

Hmm... tror muligvis at jeg er blevet stemplet som en temmelig skummel person i vores lille landsby. Årsag: Jeg kører hen til den lokale markedsplads i morges mens det stadig er mørkt. Det er koldt, så jeg er pakket godt ind (ligner Michelin-manden). Jeg går ud af bilen, finder pose med blodigt indhold frem (jeg holder lige under en lygtepæl, så andre kan se hvad jeg laver). Ud med rød, blodig klump kød, en snor og flere bøtter. Derefter begiver jeg mig ud på den mørke mark. Jeg opdagede først da, at alt dette blev overværet af en mor og hendes to små børn. De så meget bekymrede ud Ak ja. Jeg var såmænd bare på vej ud for at lægge et spor til min hund (jeg trækker et stykke lever efter mig, og i bøtterne var så godbidderne som belønning til slut). Syntes selv det virkede helt fint og logisk

Tja... Nu har jeg aldrig solgt en hund, hverken hvalp eller voksen, men jeg ville da prøve at spørge ind til deres hundehistorie. Jeg ville ikke kategorisk afvise pga. tidligere omplacering eller aflivning, men omstændighederne omkring det skulle kunne forklares ordentligt. Fx har vi en veninde, der har haft tre hunde fra hun var 20-25 år. Alle tre omplaceret efter ganske kort tid (en måned ca.), fordi hun ikke havde tid/den gøede/kæresten tog den. Hende ville jeg ikke sælge til. Omvendt havde vi jo en cocker som blev aflivet, da den kun var et år. Det primære symptom hun umiddelbart udviste var aggression, og så kunne man jo godt være noget skeptiske over for os. Men aggressionen skyldtes smerter og hun havde været igennem både hvalpemotivation, adfærdsbehandling, dyrlæge, smertestillende og kiropraktor, før vi (og dyrlægen) gav op, og det synes jeg er ok. Det syntes vores "nye" hunds opdrætter heldigvis også