Lenschow

Jeg har ikke læst alle indlæggene, men jeg har efterhånden en del erfaring fra arbejdet med adfærd og træning Jeg vil anbefale HUnd&Træning. Jeg tog en vurdering, da jeg forlod Etologisk Institut (for at følge min lærer gennem alle fire år, Karen Ulrich til H&T), og det er hovedsageligt pga hende jeg er der i dag - jeg er ikke skuffet - kvaliteten er virkelig høj. Det betyder, at jeg rejser til Sjælland, bor der, og betaler en del penge, men jeg ønsker ikke at gå på kompromis. Desuden stopper uddannelse aldrig- Gør den det er man færdig i denne branche. Man siger som rettesnor, at alt der er mere end fem år gammelt er forældet... Det passer ikke på alt, men på en del. Endelig skal jeg hele tiden bevare et åbent sind og lære nyt. Senest har jeg via en mailkorrespondance med Ray Coppinger fået åbnet mine øje for, hvad en ulv er... Og hvorfra en hund kan stamme... Det betyder kort fortalt, at jeg skal retænke alt jeg troede jeg vidste om hunde og deres oprindelse som flokdyr... Det er ikke første gang, jeg smider alle gamle teorier ud og erstatter dem med nye. Det skal man kunne, mener jeg. Det ER hårdt. Ingen kommer let til det her, og sådan skal det heller ikke være. På EI bestod to ud af 10 ca. Mange faldt fra, og egentlig er det ikke mit indtryk, at det er fordi der ikke er klienter. Jeg har gennem årene selv erfaret følgende årsager til at folk stopper: 1)Det er ikke hunde jeg arbejder med - det er ejeren dvs mennesker. Og det kræver dælme pædagogisk sans, pokerfjæs og situationsfornemmelse samt at du ALTID fremstår prof. Duk ikke op med en pote på trøjen, fordi en hund har hoppet op, lyt aktivt, og undlad at lade følelser tage over, når en ejer fx viser dig sit nye stødhalsbånd i aktion, før du når at stoppe det... Og ja det har jeg oplevet og nej - jeg er ikke tilhænger den slags træning. Men det nytter ikke noget at råbe op - altid bevare roen - altid. For kan du ikke nå ejeren, så kan du heller ikke nå hunden. Forbered dig på at skulle arbejde meget med dette område - og med dig selv. Ikke alle der uddannes formår at løfte denne opgave. 2) Mange uddannes, og så arbejder de alene uden kolleger... det er DØDEN. Ny viden og det at sparre med andre er afgørende for at holde sig opdateret og i gang. Jeg kan ved samme lejlighed skrive, at jeg søger med lys og lygte efter en kollega, da min elskede kollega er blevet gravid og flyttet til anden by... 3)Jeg har arbejdet som journalist og på psykiatriske afdelinger - men jeg har aldrig haft et job, så mentalt hårdt som dette. Nogle gange dør en hund. Ofte får du at vide, at du er hundens sidste chance, folk har mødt op ved mit hjem med en hund og tigget mig om at tage den, for hvis jeg ikke ville ha den så skulle den skydes af manden/naboen... Og de ville ikke træne det.... Man oplever de vildste ting. Par, der skændes, så den ene går eller truer den anden, folk, der græder og hele familier på randen af sammenbrud. Hvis du ikke får delt alle disse oplevelser med andre, så du får det ud af dit system, så rider det dig som en mare og du går ned. Så det er ikke fordi der ikke er klienter - det er der - men ikke alle skoler ruster eleverne lige godt til opgavens omfang, og ikke alle elever egner sig til dette arbejde. Jeg har brugt timer om natten på forberedelse, sovet for lidt, skrevet, slidt, slæbt og betalt for det. Men det har været det hele værd. For hvis du orker arbejdet med dig selv, og andre, så vil du også opleve det som verdens bedste job. Ingen kommer let til at tale umælende dyrs sag - heldigvis! Du må altid gerne kontakte mig på min mail [email protected] hvis du vil vide mere. Der er naturligvis også altid kaffe på kanden til nysgerrige, der gerne vil vide noget om faget Jeg er jo en NØRD af rang - jeg kan snakke hunde, adfærd, etologi og ulve og domesticering og miljø og træning træning træning i dagevis, hvis jeg først går i gang. Med andre ord - jeg brænder! Til slut: Læs Nicole Wildes One on One - den bog bør give dig et indtryk af, hvad du går ind til. Mennesker er ikke så lette at træne som hunde jo - meen de kan trænes KH Helle

Hej Bali:-) Hvor skægt:-) Dejligt, at du kunne træne din kat:-) Når man ikke ved, at man ikke kan, så kan man nemlig tit en hel masse, Petrine:-) Sejt! Nå kan stadig ikke poste links - søg på Lenschow Nemo så burde de dukke op..

Kan den hund overhovedet leve et normalt liv? Jeg ville ikke eje den som den beskrives her - fysisk. Og det kan som bekendt smitte til psyken. Tag ud og se den Snuser - og tag en af Sammi-ejerne herinde fra med.... MVH

Start med at gå nogle ture sammen uden at hundene skal hilse - hold afstand. Gå helt roligt med dem af flere gange, og slip dem så en dag uden at gøre det store ud af det heller. Og slip på neutral grund. Det er normalen, der ofte virker, men nu kender jeg ingen af de to, så jeg ved ikke om det vil gå. Det afhænger jo af om hundene er socialiserede, har et sprog osv MVH Helle

Ang chow - så er det overfor andre hunde... nogle har fortalt mig, at det ligger i visse linjer, men jeg ved ikke om det passer.... Jeg kender 3 chows og de er ikke sådan. Den ene er en gammel dame på 11 år, og hun er SÅ sej. Når hun ser jeg kommer, så går hun. Så lidt efter, så kommer hun ind, står lidt på afstand og glor på mig, som om jeg er luft, hvorefter hun sådan OKAY SÅ FÅR DU LOV - kommer over og blir kløet - Haha - jeg synes bare så godt om den hunds stil:-) De unge er ret vilde med motion. Men den gamle er ikke - tvært imod:-)

Eller Vi/vores barn/vores guldfisk har fået allergi.....

Enig med dig Umulia. Jeg har en trist historie. En smadder sød lab, som nu skal står foran en aflivning, fordi hjemmets børn er bange for hunden, der er begyndt at knurre af dem. Det ejerne glemmer at fortælle er, at denne hund i 4 år har fundet sig i, at 1)blive skubbet væk 2) redet på når den lå med ben 3)kørt HEN OVER med klapvogne af børnene 4) Fået taget mad, ben og legetøj Og ja meget mere uden en eneste gang at sige en lyd. Alle dyr har en grænse. Nu er denne hunds nået. Og jeg forstår ham. Ejerne mener, at hunden er blevet dominerende. De forstår intet Sidst jeg så hunden fik jeg øjenkontakt med ham. Han er helt fjern i blikket og virker halv apatisk. Det slog mig, at den behandling for hunden i 5 år har været straffende. Han viser tegn på den passitivitet som en straffet hund kan vise. Desværre vil ejeren, som jeg er i familie med, ikke lytte til mig. Vi er som dag og nat, hvad angår hunde og opdragelse. Så denne rare hund må nok lade livet efter at have lidt i fem år allerede. Det gør mig både vred og ked

Ps jeg har nu ikke oplevet at en lab fx er mere tilgivende end en Foxterrier... Heldigvis! Generelt synes jeg desværre, at alt for mange hundefolk slipper af sted med at behandle hunde dårligt uden konsekvens. Ved andre arter var den ikke gået. Jeg håber, at flere og flere på sigt vil tage de positive metoder til sig. Det skal tilføjes, at rigtig mange ikke træner med al den straf og det er naturligvis ikke dem/jer jeg tænker på her. I ved sikkert... de der "jeg har trænet hunde i 500 år og kan intte nyt lære" typer... Det smerter mig hver gang at se, fordi jeg via andre arter har været tvunget til at lære, at der altid findes et alternativ til straf. Set i det lys foretrækker jeg en hund, som kræver en smule respekt tilgengæld for at arbejde. Det er jo ikke for hundens skyld, at den skal lære plads og sitte....

Host host.... sagde kattetrænere, der faktisk oplever katte nemmere end en hel del hunde:cool: At katte og fx spidshunde kan være en udfordring at motivere er korrekt - det har dog ikke noget med intelligens at gøre (der røg den nattesøvn - jeg tror en kat så mig skrive dette:5up:) men med motivation. Disse hunderacer er avlet til at selv at kunne tage invitiativ, og deres arbejdsopgaver har ikke ligget tæt op af mennesker - altid. Modsat de samarbejdende racer. Jeg får en del af denne type hunde - chow chow har nok ry for at være den sværeste - og den ER svær. Men ikke umulig. Men vil man gå lydighed på højt plan, så bør man lægge en plan for ens chowchow, før man får hvalpen hjem og starte allerede der. Fx skal hunden måske ikke lære sit og dæk, men samarbejde fra dag et, og at al mad kommer fra ejeren og at man altid skal gøre noget for det. Det er min måde at gribe det an på, og det virker. Jeg kan desuden anbefale bogen When pigs fly" - fantastisk bog om, at alle hunde kan lære og trænes - men at ikke alle metoder virker på alle hunde. Jeg elsker de selvstændige racer, og du har ret i, at der ligger en del fejltolkning i ordet. De mere samarbejdende racer samarbejder jo ikke fordi de er "behagesyge", men fordi de er avlet til det og er nemmere at motivere. Og fordi træneren er dygtig. Alle hunde er uanset race opportunister, og de meler egen kage. Det betyder, at en hund gør det jeg beder den om, fordi den oplever, at det kan betale sig. Ikke fordi den synes jeg fortjener det. Og hvis man først har forstået det, så kan man simpelthen træne Chowchow - men aldrig uden at bliver en udfordring, for det er denne race altså stadig. Jeg knuselsker dem:-) Hvis jeg turde ville jeg gerne eje sådan en, men jeg møder en del, der i voksenalderen får aggressionsproblemer, så det ville jeg blive rigtig ked af. (jeg ved ikke hvorfor det sker? Avl? Opdragelse?) Jean Donaldson har sådan et rødt bæst, og den er fantastisk:-)

Så ser han større ud på foto:-) Min var en bordercolie/Karelsk Bjørnehund og Islandsk Fårehunde mix. - Man han er stadig dejlig:-)

Jeg knuselsker basenjien (og kan stadig ikke sætte links ind:-))

Ja sej hund:-) Og nej hunde lugter bestemt ikke:-)

Wikidogs:-)

Jeg er oprindelig kattemenneske lang ind i hjertet, og jeg vil gerne fortælle om, hvordan det egentlig gik til, at jeg faldt pladask for hunde i en sen alder og endte med at eje en. For det lå ikke i kortene - slet ikke. Jeg er vokset op med katte, har altid selv haft katte, og gik egentlig rundt og så lidt ned på hunde.... Jeg havde fx hørt en sige, at "hvis man sparkede en hund, så vendte den sig om og sagde undskyld". Jesus, tænkte jeg, ignorant som jeg var. Sikke dog et dumt og klistrende dyr. Dyr, der finder sig i en så respektløs behandling, sagde mig intet. Jeg blev klogere. Meget klogere. En lille sort ting af en hund, som knap nåede mig til knæet, lærte mig, hvad hunde egentlig er gjort af. Nikki hed han. Og jeg glemmer ham aldrig. Da jeg startede på min uddannelse til adfærdsrådgiver, var formålet ikke at arbejde med hunde overhovedet. De var for nemme, for dumme og for lette at manipulere med. Troede jeg. På skolen fik jeg besked på at skaffe mig en lånehund, da min lærer mente, at jeg også skulle arbejde med hunde. "Når du kan træne en kat, så vil du være en meget bedre hundetræner fra start. du skylde hunde at arbejde med dem", sagde hun og jeg forstod på den måde hun så ud, mens hun sagde det, at det ikke stod til debat, selvom jeg havde en del at debattere om det emne... Jeg hang med andre ord på at finde en hund. Jeg satte derfor en seddel op i den lokale brugs og søgte en lånehund. Jeg glædede mig cirka lige så meget som en ledig, der er indkaldt til møde med det lokale jobcenter, fordi hun har glemt at forny sin tilmelding for tredje gang og dagpengeretten derfor er truet... Der gik en dag, og så væltede det ind med henvendelser, men jeg forstod ejerne. De var glade for at en anden ville tage sig lidt af dette ildelugtende, klister-dyr, kunne jeg forstå, i dybeste foragt naturligvis. Den første lånehund og jeg gik ikke just i spænd. Jeg kom ind, satte mig i sofaen og hunden hilste på mig ved at gå hen og tisse op af mine nye bukser. "Du lugter nok af kattene!" forsvarede ejeren dyret, hvortil jeg sendte hunden et ondt blik og svarede, at katte ikke lugter. Jeg besluttede mig for, at denne hund og jeg ikke havde samme syn på renlighed og takkede nej. Den anden lånehund var værre. Den tissede ikke på mig, da jeg trådte ind. Den bed mig. Lige i min arm. For helvede det gjorde nas! Hunden besluttede sig for at jeg og denne hund ikke skulle samarbejde og takkede nej, kunne jeg på min arm forstå. Modløs og en smule frygtsom gik jeg til den tredje. Nikki hed han. Han tissede ikke på mig eller bed mig, da jeg kom, og ejeren gav mig endda kaffe, så det startede ret godt. Han var en lille sort tingest, som virkede ret lalleglad ved første øjekast. Jeg tænkte: dette blir nemt. Han er en rigtig typisk hund. Haha. Så jeg takkede ja Men jeg blev klogere. Den næste dag startede træningen af Nikki - eller set i bagspejlet - af mig. Jeg tog hunden med uden for, vi gik en tur, hvor jeg endda samlede en hundelort op foran en hel flok mennesker i en park, der alle gloede. Jeg tænkte: dette er det værste der er overgået mig. Jeg vænner mig aldrig til at samle andres lorte op i offentlighed. Jeg blev klogere. Næste dag skulle vi træne. eller det troede jeg vi skulle. Nikki havde andre planer. Jeg bad Nikki sitte - han blev stående. Så prøvede jeg dæk - Nikke satte sig. Målløs forsøgte jeg med kom, hvorefter Nikki vendte sig om og lettede ben. Jeg havde set ejeren lave alle disse ting med Nikki, så jeg var målløs! Mine godbidder gad han ikke tage, og faktisk virkede han ufattelig ligeglad med mig... Jeg anede ikke mine levende råd. På dette tidpunkt overvejede jeg om det mon var en hund denne lille sorte ting med pels foran mig. Men vov sagde han, så det var det jo nok. Jeg prøvede en gang til at sige sit, Nikki blev stående. Så med dæk, han blev bare stående, så forsøgte jeg at lokke ham ned - han fnøs nærmest hånligt af mine forsøg - og så satte jeg mig ned. Slået. jeg havde mødt min overmand, men jeg kunne ikke lade være at grine. Denne hund var jo fuldstændig lige så egenrådig og ligeglad med mig, som havde han været en kat. Det gik op for mig, at jeg havde undervurderet hunde hele mit liv, at de slet ikke var som folk havde fortalt mig, og at jeg stod med en kæmpe udfordring i denne snor. - Du fik mig. Jeg har undervurderet dig Nikki, sagde jeg til den lille sorte hund foran mig, som stadig stod op og så ned på mig. - Hvis du er en hund, og hunde er som dig, så indrømmer jeg, at dig har jeg fandeme respekt for. Så satte Nikki sig ned. Jeg har trænet hunde lige siden. Men jeg har aldrig undervurderet en eneste hund igen. Det fik Nikki pillet af en gang for alle. Heldigvis:5up:

Ja de spinder sådan:-) Jeg tænker, at hvis hunde kunne det, så ville de også spinde. I stedet logrer de og sender glade hunde blikke:-)

Hvis du virkelig vil adfærden til livs, så bør du undgå at bringe hunden i denne tilstand undervejs. det er svært at rette op på alene hjemme problemer, og det kræver meget små skridt. En måde er at få hunden passet mens I træner det, så han ikke får tilbagefald eller forsinker fremskridtene fordi han ind imellem går og har det skidt. Normalt arbejder man ved adfærdsproblemer sub treshold dvs under hundens grænseværdi for hvornår den uønskede adfærd optræder. Det betyder at du hele tiden skal arbejde der, hvor hunden har det godt i situationen, og så gradvis udvide tiden. det giver det hurtigste og mest stabile resultat MVH Helle PS det er ellers en lækker hund! Er det ham i din profilfoto? Han ligner min gamle hund lidt, så ham falder jeg jo for:-)

Man skal også huske, at hård træning kan ødelægge enhver hund - ingen ved om de hunde, der sker uheld med, skældes ud ofte eller er udsat for forældede metoder. Det kunne også være en forklaring frem for racens skyld... Ikke fordi jeg har indtryk af at lab.ejere er mere eller mindre hårde end andre ejere, men det ses ved andre racer, at straf brugt forkert og for tit, kan give aggressivitet. det kan det iøvrigt også ved os mennesker.

Jeg ved fra Karelsk Bjørnehunde kenneler i DK, at de hunde der er i DK ikke ligner de oprindelige ret meget - der er udviklet en "udstillingslinje" som er nemmere at holde end en af de oprindelige. Samtidig er det dog stadig ikke en nem hund, synes jeg. Men jeg tror gerne, at der via menneskelig selektion sker ting og sager - også ting, der ikke var tilstræbt. Det kan man se ved domesticering af andre arter. Når man tamgør, så får man tit en masse andet med - nogle mener, at man ved labben har fået den der lalleglade hilse adfærd, som en del andre racer finder uhøfligt. Om det passer ved jeg dog ikke - det er en erfaren lab.ejer, der har luftet tanken for mig MVH

Debat er vel kendetegnet ved forskellige holdninger. Alle har ret til at udtrykke dem, mener jeg

Jeg håber du har læst op på basenjien.... Det er ikke verdens nemmeste race, hvis man ikke forbereder sig. jeg elsker den personligt, men jeg har også forberedt mig:-) Snak eventuelt med Helle, som har svaret her i tråden om racen... KH

Og imens du træner alene hjemme problematikken bør du finde pasning til din hund så den ikke gen-oplever angsten igen og igen - for det vil forsinke processen eller umuliggøre løsningen. Der findes ingen nemme omveje ved denne problematik.

Jeg kender ikke denne hundelufter, og ej heller hendes version, men jeg synes dette bør lære dig at overveje grundigt, hvem du overlader din hund til - og så håber jeg, at du får professionel hjælp til at træne den utryghed væk og lappe på hundens mangelfulde socialisering. angst er det problem, der tager længst tid, da det er forbundet med overlevelse, og din hund burde ikke være overladt til andre, før disse ting var trænet korrekt. Blot mit pip Ellers godt, der ikke skete mere. Det må have været et stort chok for lufteren også. Ingen vælger det job for at skade andres dyr MVH Helle

Ja de virker superskønne:-)

Hej Helle:-) Sikke hygsomt:-) Jeg har kig på flere racer, men ved pudlen er det endten stor eller mellem - de andre er for små

Ingen agressiv lab her heller - til gengæld har jeg haft mange uheldige oplevelser med, at min bordermix ikke brød sig om labbens her kommer jeg adfærd... Men det var ikke labben, der blev gal:-)