Audrey

Hvilken pris er den rigtige? :hmm: (Og hvad er renteforskellen på de forskellige betalingsmuligheder...? :slem: ... Sorry )

Jeg mener faktisk, at det blev nævnt i den dokumentar om græske hunde, jeg så, at man ikke må aflive raske hunde i Grækenland, som man må herhjemme. Det medfører jo så også nogle udfordringer i forhold til, hvad man skal stille op med alle de hunde, som har brug for hjælp.

Det fik jeg virkelig også. Man kan jo altid håbe, at det var et enkeltstående tilfælde, men sådan som han gik og skældte den ud efterfølgende, er det nok ikke så sandsynligt.

Jeg havde en ubehagelig oplevelse på vores morgentur i dag. Vi gik på fortovet langs en bred vej med græshøje i midten. Audrey var i snor, som hun altid er, når vi færdes i trafikken. På den anden side af vejen kom en mand gående med sin løse retriever. Da den så Audrey stoppede den op, og gik derefter hen mod kantstenen med henblik på at løbe hen og hilse. Jeg var egentlig ikke bange for at hunden ville gøre noget, men stivnede helt, da der kom biler ovre i deres side. Manden panikkede og råbte meget højt "Hektor nej!" og "Kom så her!". Hunden tøvede, men vendte så om og løb tilbage til sin ejer. "Gudskelov" nåede jeg lige at tænke, før jeg så så, hvordan Hektor blev modtaget af sin ejer. Han bøjede sig ind over den krybende hund, imens han råbte op, tog fat i nakkeskindet og pressede hundens hoved ned. Jeg fik det simpelthen så dårligt over at være tilskuer til sådan en scene. Jeg ved godt, at manden nok er blevet forskrækket, og at det dels er en efterreaktion, men den hund fortjente da bare verdens største "DYYGTIIIIG!", og så blev den i stedet undertrykt på den måde. Audrey søgte øjenkontakt meget insisterende de næste 10 meter. Jeg sørgede for at rose hende rigtig meget. Håbede nok lidt, at Hektor kunne mærke mine anerkendende vibrationer... :ae:

Det kan være, at jeg lige skal komme ind på, hvilke "erfaringer" jeg har. Jeg indrømmer, at det er meget begrænset, men ikke desto mindre nok til, at jeg ikke har tillid nok til foreningen Græske Hunde til selv at få hund derfra. Jeg havde en veninde, som fik en græsk hvalp eller unghund sammen med sin kæreste. Jeg ved ikke hvordan de er blevet godkendt, men det blev de desværre. Hunden var ikke renlig. Når kæresten kom hjem og så, at hunden havde tisset eller skidt på gulvet, fik den lige et spark, eller hvad der nu ellers faldt fyren ind at afreagere med. Den var alene hjemme hele dagen og der blev ikke trænet med den eller noget. En gang brækkede den sig i hendes bil. Hun reagerede ved at råbe ad den, og tvinge dens hoved ned i opkastet. Gudskelov endte de med at skille sig af med det stakkels dyr, og den fik et nyt hjem hos en dame, som havde adopteret dens bror. Da familiens King Charles Spaniel døde, gik der et par måneder, inden min mor besluttede, at hun ikke kunne undvære at have hund. På ovennævnte venindes anbefalinger (det var før, jeg var klar over situationen omkring deres hund) gik vi ind og kiggede på Græske Hundes hjemmeside. Her fandt vi en hund, som matchede størrelsesmæssigt, og ud fra beskrivelsen af den, mindede den meget om vores gamle hund. Det var vigtigt, at det var en voksen hund, da min far ikke ville blive gode venner med en hund, som skulle igennem tyggeperiode og renlighedstræning. Denne hund var en blanding af Beagle og Basset, og bestemt ikke et godt race-match for vores familie, men på det tidspunkt tænkte vi ikke på raceegenskaber osv. Vi ville bare gerne have en hund, som mindede om den gamle. Min mor ringede og vi tog til Høje Taastrup for at møde hunden. Den var i pleje i et hjem med to fastboende og to andre plejehunde, og det var ren kaos da vi kom. Hunden var slet ikke interesseret i os, og vejledningen var efter min mening meget mangelfuld. Vi fik at vide, at den nok ville gå og lette ben op ad møblerne de første dage, var en dominant hund, og at den ville springe over hegn, som var lavere end 1 meter. Da vi gik derfra, havde jeg en følelse af, at denne hund ville have haft det bedre som gadehund i Grækenland. Det var jo det liv, den havde haft i 1½ år, og havde lært at klare sig på sin egen måde. For nylig så jeg en kort dokumentar om græske hunde. Den handlede mest om en kvindelig dyrlæge, som tog til Grækenland for at hjælpe hundene, og om et par familier, som ventede på hunde, de skulle have hjem. Jeg kan jo ikke vide, hvor meget de har undladt at vise, men det lød lidt, som om folk havde valgt hundene ud, som varer i et katalog. Jeg ved, at mange har gode oplevelser med de udenlandske hunde, og det synes jeg da, er en god ting! Men jeg tror desværre, at mine uheldige oplevelser sidder i baghovedet, og minder mig om, at det så let kan gå galt. Naturligvis må det give en feel good-fornemmelse i kroppen, at give en hjemløs hund et trygt og godt hjem. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Jeg synes ikke, at det skal være motivationen for at adoptere en udenlandsk hund, at man selv får det bedre, men det er da heller ikke et minus, idet den følelse i sig selv må være enormt motiverende for fortsat at arbejde med sin hund. Er den til mig Ulla? I så fald har du misforstået mig. Jeg finder ikke konceptet så forkert, som du lader til at tro. Men ud fra de erfaringer jeg beskriver ovenover (og som jeg vist også har forklaret i en tidligere tråd), så er jeg usikker på, om det primært er for hundens eller menneskets skyld, at man importerer hundene. Jeg har lært, ved at læse nogle af dine indlæg, at der bliver gjort meget for at lære grækere en mere human omgang med hunde, at det ikke er alle hunde, som bliver vurderet egnede til adoption, og at man reducerer hundebestanden ved at sterilisere og kastrere. Disse ting var jeg ikke klar over før, og jeg er glad for at vide, at min første opfattelse var baseret på mangelfuld information.

Ja nu kommer jeg altså til at tage fat i nogle gamle indlæg. Jeg er faktisk rigtig træt af dine hyppige angreb imod ejere af blandingshunde. Jeg ved godt, at dine evindelige vredesudbrud vedrørende blandingshunde (danske) og ikke mindst opdrætter og køber heraf, ikke er møntet på mig personligt. Det ved jeg, fordi jeg har betalt 3500 kr. for en hvalp, nogenlunde samme beløb i dyrlægeregninger i løbet af de første to måneder, knap 3000 kr. på en adfærdsbehandler pga. problemer med alene hjemme-træningen, hundetræning, udstyr og legetøj en mas, udvidet ansvars- og sygeforsikring, ordentligt foder, etc. Jeg har ikke valgt min hund, fordi hun var billig, men fordi det skulle være hende. Hvorfor er det mere forkert, end at falde for en udlænding? Og samtidig efterlyser du nuancering i andres indlæg...? Jeg er nok ikke helt enig med dig i, at hvalpetræning kan sidestilles med adfærdsproblemer hos en voksen hund. Jeg skal da gerne indrømme, at jeg nogle gange fornemmer en form for "selv-piedestalisering", når jeg ramler ind i et af dine indlæg om, hvor galt det er, at der bliver produceret blandingshunde i Danmark, og endnu værre; at folk køber dem, når der nu er så mange hunde i Spanien, Grækenland, Polen osv., som har brug for et nyt hjem. Jeg mistænker din måde at formulere dig på omkring dette emne, som en del af årsagen til min opfattelse af det, du skriver. Det er ingen skam at være en ildsjæl, men ej heller at søge nuanceringen i sig selv. Måske har jeg misforstået Ghandis budskab, men jeg tror nu ikke, at tilsvining af folk med andre holdninger er en del af hans filosofi. Jeg er selv perfektionist og samtidig enormt selvkritisk. At du kan sige til dig selv, at du gør dit bedste, og at det er godt nok, synes jeg oprigtigt er en beundringsværdig egenskab. Men kunne du så ikke også give andre (her) hundeejere den credit, at de trods alt også kun er mennesker, og ikke altid træffer den beslutning, som for andre tydeligvis er den rigtige? Kan du forstå, hvorfor jeg (og muligvis andre) er lidt trætte af at høre, at avl på blandingshunde skulle forbydes, fordi de involverede mennesker er så og så uansvarlige? Jeg tilslutter mig igen de, som oplever, at du har en forstyrrende debattone. Jeg har skam forstået, at dette emne er din hjertesag (og intet ondt i det), men i mine øjne bliver det altså en dårlig undskyldning, når du fortsætter med de samme udbrud, selvom du egentlig er klar over, at dit computersprog godt kunne tåle lidt finjustering. Jeg er enig med dig, hvis du mener, at man kan opfatte et indlæg skrevet i en hård tone, som (eksempelvis) nedladende eller aggressivt, hvis man selv modsat er meget påpasselig med, hvad og hvordan man snakker til andre. Ovenstående indlæg er et godt eksempel på, hvorfor jeg sidder og spænder op, når jeg læser. Ville du bare bekræftes i dit første indlæg? Jeg kan godt forstå, at du bliver irriteret over at blive misforstået, men helt ærligt, er det virkelig nødvendigt at blive så fornærmet? Her har du ellers en mulighed for at sætte en nysgerrig hundeejer ind i dine synspunkter omkring den sag, som du brænder så meget for. Det er altså rigtig dårlig stil, at brokke sig over folks "ignorance", for derefter at fyre sådan en hoven kommentar i hovedet på en bruger, som faktisk viser interesse for emnet. I forhold til referenceren fra artiklen (som jeg ikke har læst), så har jeg desværre dårlige erfaringer med Græske Hunde, og ud fra dem synes jeg ikke, at der er noget forkert i at minde folk om, at "Happily ever after" ikke er noget, som indgår i prisen for en (hvad skal jeg kalde den? ) udenlandsk gade-/forladt familiehund.

Jeg kender ikke nogen papilloner godt nok til at udtale mig om dem, men nu hvor Birgitta nævner, at de ikke er gode til alene hjemme, så ved jeg at den papillon, som bor i naboblokken, gør og piver når den er alene hjemme. Ejeren har aldrig snor på den, og den er ret lydig, så det er ikke fordi, det er sådan en "pyntehund".

Åååårh pretty! :klap: Der var ikke lige så mange at vælge mellem, da jeg bestilte mit for et år siden, så det blev den her: Lidt fesent til hendes seje pink halsbånd. Det er nu skiftet ud med et regnbuekødben, som jeg elsker. :banan: Synes at Red Dingo er fedt fedt fedt! Har et gult halsbånd med cosmo-mønster og har planer om, at erhverve mig et i hver farve, så vi har noget at vælge mellem... Ville ikke være tosset, om man liiige havde råd til matchende hundetegn også.. Farvefreak...

Det er faktisk et spørgsmål, som jeg selv har overvejet at stille folk herinde. At passe andres hunde kan jo ikke helt sammenlignes med at have to permanent, men jeg vil sige, at jeg tror det kræver et overblik, som jeg desværre ikke besidder, at have styr på to (eller flere :vuf:) hunde. Selvom Audrey kun er et år, har jeg da nogle gange tænkt lidt på, om jeg en gang i fremtiden kommer til at eje to hunde på én gang. Så længe jeg kun er mig, tror jeg faktisk ikke, at det sker. Jeg kan sagtens forstå jer, som synes, at det er det bedste i verden, men både Audrey og jeg har det nok bedst med vores tomands-familie. Vi er så tætte, at jeg (på nuværende tidspunkt) kun kan se hund nr. to som et tredje hjul, og så kan vi da for alvor tale om dårlig samvittighed! Jeg har svært ved at knytte mig til andre, og en ekstra hund ville nok aldrig få lige så meget af mig, som Audrey gør nu. Jeg nyder at have en bedste ven. Hun har sine legekammerater, og jeg har mine, men vi er bare hinandens tryghedszone. For mig er en enkelt hund den største glæde, jeg overhovedet kan forestille mig (og jeg kan altså blive meeeeget begejstret ). PS: (Det er sjovt nok altid, når jeg passer andres hunde, at jeg lige bliver mindet om, hvor perfekt min prinsesse er, og at jeg egentlig nok har hænderne fulde med hende.. )

Hvis det er med henblik på anskaffelse af hund, så ville jeg nok tage udgangspunkt i nogle andre ting, end om racen har ry for at være kælen.

Shii jeg begynder lissom at fornemme, at vi to er nogenlunde lige skruptossede med krøllebøllerne..

Så er du jo også dækket ind. Hvilket motiv har du valgt?

Jeg har en Labrador/Flatcoat-blanding på 2. sal. Til gengæld har jeg kun en etage at gøre godt med, så der er ikke andre trapper hun skal forholde sig til. Nu kan jeg ikke rigtig vurdere, hvor mange trappetrin I har, men hvis I når frem til, at det ikke er for mange at udsætte en hund for, tænker jeg, at en mellem-pudel måske var værd at kigge nærmere på?

Hvis du er glad for DDi, synes jeg da, at du skal blive der. Jeg er selv lige startet hos dem i Charlottenlund, og er indtil videre rigtig glad for det. De har jo netop et hold, med specifik fokus på tricks, som du selv nævner.

Jeg tænker ligesom Ascha, at begrebet "selskabshund" som regel forbindes med en ikke-brugshund. De fleste hunde i Danmark er vel selskabshunde, forstået således at de er en del af familien, og en hund kan jo sagtens være en kælepotte, når den har fri fra arbejde. Jeg tror, at det kommer meget an på hundens personlighed. Min hund er blevet ret glad for at putte (var hun ikke i starten), men det er ikke altid, hun lige gider det dersens pelsroderi, og det er helt fint med mig. Jeg var jo bange for, at jeg havde fået en hund, som slet ikke brød sig om at blive nusset, så jeg er bare taknemmelig for den ordning, vi har nu, tror jeg. :blink:

:banan:

Det kunne meget vel være Zoey... Men kan ikke placere svenskeren... :hmm:

Okay. Jeg skal ikke kunne sige, om det har været en af min nabos venner, som har luftet hende. Har ikke mødt andre Franske Bulldogs her i området.. Men hende her er sgu en lækker en. :hjerte:

Jeg har altså også nok til en længere liste efterhånden. Somme tider ville jeg altså ønske, at jeg kunne være fløjtende ligeglad med, hvad andre tænkte om mig og min måde at have hund på. Jeg er bare så dårlig til at sige fra, når folk f.eks. hviner op over Audrey og kalder på hende, selvom jeg går med hende i snor. Det der med at spørge om man må hilse på hunden, er ikke så udbredt, som man kunne ønske sig. Jeg har fået kommentarer om, at jeg skal huske at socialisere min hund, når jeg har prøvet at smile pænt og ellers gå forbi uden at lade Audrey hilse, og sådan noget præller desværre ikke af på mig, men gør, at jeg lader dem hilse, så de ikke tror min hund er en stakkel. Folk fornemmer jo min ubeslutsomhed og udnytter det. På samme måde mistolker de nok dig. Når du siger, at du er reserveret, tror folk måske, at du er en genert stakkel, som skal hjælpes på vej.. Dog vil jeg sige, at det var værre i starten, hvor jeg var meget usikker på, om det jeg gjorde vedr. min hund, nu også var det rigtige. I dag har jeg jo trods alt udviklet holdninger til, hvad jeg synes er ok. Så er næste skridt bare at give udtryk for de holdninger så selv de svagtopfattende har en chance for at forstå. :blink:

Zoeys ejer er ikke svensker nej. Men jeg tror, jeg ved hvem du snakker om. Har i hvert fald mødt en svensk kvinde på plænen engang. Kan ikke huske hvilken hund, hun havde. Audrey er heldigvis holdt op med at tisse på fliser og fortov, og som noget nyt kan hun en gang imellem finde på at gå afsides når hun skal skide. Det er faktisk helt omvendt med Zoey, der som regel går i busken. Men det kan jo også bare være, at lige netop de to er undtagelserne... :blink:

Fordi jeg desværre - modsat dig - ikke er ret god til at afvise og sige fra. Jeg har en idé om, at jeg skal gøre så mange som muligt tilpas, og at det er på min egen velfærds bekostning er ikke nogen hindring. Arbejder med det, men det tager tid, og lige denne episode ligger jo i den milde ende af skalaen.