Camilse

Ken er også den næste person der skal have fat i hende. Charlotte henviser altid til ham. Men Charlotte vil gerne have grundarbejdet på plads inden hun sendes videre. ken kunne forresten bare ved at se på Lotte fortælle at den havde en diskus i ryggen. Så vi kommer forbi ham, vi skal bare lige sendes videre. Og det er lettere når de dyrlæger man har kan arbejde sammen. Nu er der så sket det lidt sære i dag. Cassi skal stadig lave lidt, da vi skal være 100 % sikre på at rimadyl ingen effekt har. I går var hun med nede på marken og løb frit rundt, ingen halthed eller ømhed at se. I dag har hun været ude at gå spor og lavet lidt Fremadsendelse. Det plejer at være nok til at trigge haltheden, så hun kun står på tre ben efter den ti minutter lange tur hjem. I dag var der absolut intet at se. Det betyder så at det nok ikke er nerverne alligevel. Ja, hun er sgu ikke til at blive klog på...

Helt enig, skriver jo også til retrieveren at en border collie tit er en velsignelse...

Meget muligt, men du må da i den grad animere hunden for at holde dens opmærksomhed. Er dog godt klar over at retriverne de har en meget stor kærlighed for at skulle ud og lige have styr på om hele terrænet nu også er vildtfrit(tror ikke jeg ikke har haft en retriver der ikke tog på tur på et eller andet tidspunkt). En border er jo generelt en pleaser og vil helst ikke for langt væk fra en. Men det ændre ikke på at træningen altid er foregået uden snor. Beskeden var nu også mest skrevet i sjov

Måske det er lidt snobbet/flabet... Men bruger I aldrig det at træne uden line? Min har aldrig og kunne aldrig finde på at gå. Men måske den bare er tidligt skadet :blink:

Og nej, jeg trænede ikke med med min egen hund når jeg underviser. De kommer kun ud, hvis det er nødvendigt at skulle vise hvordan en øvelse den ser ud. Så jeg stod som træner tre gange om ugen og trænede derudover på tre hold. Lige pt. Hedder det træner på tre hold, træning på et(måske), da den kvikke jo er skadet.

Der var en grund til at Joy ikke skulle være med til lydighed længere... om vinteren er der kun træning i weekenderne, så der er kun to dage. men i sommerhalvåret er der træning i på hverdagsaftenerne. Der hed det undervisning(c-konk+grundlæggende lydighed) mandag aften, undervisning på trivselshold tirsdag aften, træne Cassi på Konkurrencehold onsdag aften, begynder agility med Cassi torsdag aften. Fredag der holdte vi fri. Lørdag agilitytræning med joy, evt. Også Cassi hvis fremmødet på hold nr. 2 ikke var så stort, nogle lørdage faldt fra på grund af konkurrence i agility, søndag blev typisk brugt til konkurrencer primært med den unge. og så kunne jeg da finde på at tage med ud og træne på min fridag fra arbejdet sammen med folk fra andre klubber, så greb vi chancen der også. i den periode havde jeg desuden fultidsarbejde hvor jeg tog afsted hjemmefra 06:15 og var hjemme 16:30. Og så skulle der jo lige bruges tid på forberedelse også... men jeg har så ikke andre end mig selv at tænke på, og da det med hundetræning er noget min far og jeg har at gå op i sammen og mange af vennerne er ude i klubben, jamen så er det næsten altid en fornøjelse...

Jeg kan så ikke genkende det med at det tager meget tid fra ens egne hunde. Jeg har i 2012 taget den sidste halvdel af grundtræneruddannelsen, samt overbygningen for både lydighed og agility. Udover det har jeg haft tre hold hver uge. Det kunne fint lade sig gøre at træne begge hunde(den ene på to hold, den anden på kun et enkelt). Udover det har den unge da været ude til konkurrence i 14 weekender(her måtte jeg sige nej til 3 konkurrencer, men den var nu ikke klar alligevel) og den gamle har været ude det samme antal weekender, formentlig lidt mere. Der hvor jeg synes det bliver svært, det er når man står som træner og skal vurdere om man skal aflyse træningen fordi man selv skal til en konkurrence. Der var fin forståelse for det når det var træneruddannelsen man skulle afsted på. Lige nu føler jeg selv at jeg svigter de godt 25 hundefører jeg underholder hver søndag i vinterhalvåret, når jeg tager afsted. Men jeg har besluttet mig for at der altså skal være plads til at jeg kommer ud med mine egne. Dog skal man huske at kravene til en under uddannelsen er forskellige alt efter hvilken klub man er medlem i, da klubberne selv bestemmer hvor meget praktik man skal have. Jeg har fx aldrig haft et hvalpehold(personligt gør det mig ikke så meget, da det ikke der mit interesseområde er pt.). jeg vil så lige sige at jeg er enig med de andre i at det er i mødet med de forskellige hundeførere man lærer noget, og det er da også derfor man kan undre sig over at der er så lidt praktik

Ja... Så er man vist heldig når man har en hund hvis livret er mad Det er kun hendes piller der var skulle bruges overtalelse for at få hende til at spise...

Hvorfor er dagens højdepunkt for Joy når jeg skal ud med skraldeposen?

Jeg er helt enig i at et overordnet forum der hed træning med underforaer med de forskellige discipliner ville være perfekt.

Har du prøvet at bestikke ham med de der små tørrede fisk? Der kunne man jo klippe dem over til mindre mundrette bidder. Det dufter godt nok ikke af roser, men min er glad for dem, de gange jeg har brugt dem. Lige til alle andre, så I ikke er i tvivl. Nej, det har jeg dog ikke haft i munden. Der går grænsen ligesom...

Har I nogle billeder af jeres hunde der viser at de rigtig har hygget sig? Her er et billede af Cassi, 4 måneder gammel på det tidspunkt og netop færdig med projekt swimingpool i et bed i haven Billedet er taget efter hun havde været på den store sejrsrunde i huset og det kunne ikke bare ses på gulvet, men også på vægge, døre og sofaen :slem: Det ses ikke så tydeligt, men hun havde nået at fået taget sig en rigtig dukkert i sin swimingpool også, så den sorte pels var smurt ind i mudder. Ja... Der er ingentvivl om at det skybrud der kom den dag gav anledning til stor fornøjelse for den lille og jeg lærte at jeg skulle lukke døren ud til haven når det var regnvejr Desværre for Cassi så så hun sådan ud en lille time før vi skulle til dyrlægen, så hun blev tvunget en tur under bruseren. Synes egentlig billedet bare siger alt. Kom lige med jeres og husk historien til :blink:

Hvorfor skal det være af fisk?

Hun er forsøgt rettet op ved kiropraktor, men status på knæet er det samme når vi kommer igen. det er især rigtig svært fordi hun jo ikke halter i det daglige og bare er frisk og glad. Og hun er jo slet ikke hæmmet af det.

Med så ung en hund ville jeg slet ikke koncentrere mig om hvor vidt den gik pænt, men mere om at den fik nogle gode, trygge oplevelser på gåturen

Puha, jeg føler lidt jeg vil skrive om det herinde. For det har efterhånden været et langt og frustrerende forløb og vi er endnu ikke klar over hvad der er galt. Det hele startede tilbage i midten af oktober. Efter at have trænet noget slalom blev Cassi pludselig halt. Hun var kun halt på dage hvor hun havde lavet noget og det kom typisk lige efter hun havde ligget ned eller havde siddet i sit bur i bilen. Hun ville ikke støtte på sit bagben i nogle skridt, begyndte så at gå på det og efter at have gået på sit bagben i nogle skridt gik hun normalt. Vi lod hende få lidt ro, men umiddelbart gav det ingen ændring, så afsted til dyrlægen. Cassi er en lidt speciel hund og der skal mere end bare overtalelse til hvis fremmede skal have lov til at røre ved hende. Så vi endte med at hun stod med snørret mund og måtte være om at holde hende, mens dyrlægen fik lov til at trække lidt i hende. Umiddelbart var der ikke noget at mærke omkring knæet fik vi at vide, og Cassi blev sendt hjem, skulle holde sig i nogenlunde ro og hun skulle være på smertestillende. Var den stadig gal med benet efter to uger, skulle vi have taget røntgen. To uger efter var der ingen bedring, så det gik afsted til røntgenfotograferingen. Cassi kunne godt huske hvor ubehageligt det var sidst og hun havde bare ikke lyst til at nogen skulle røre ved hende, så det endte med at jeg måtte bukke hende igennem på dyrlægens anvisning. Kun på et tidspunkt kom der en reaktion og det var da hun blev bøjet i hasen. Der blev taget billeder af knæ og ryg(og vist også noget mere, som jeg ikke husker hvad er). Billederne var fine, intet at se. Så han konkluderede at der måtte være tale om en forstrækning formentlig i hasen. Så hjem igen på smertestillende. Nu her i dag kan jeg selv se at det bare var en lidt ærgerlig tur, for han havde meget travlt og det var sent på dagen. Da vi en måned efter var færdige med det smertestillende og der stadig ikke var nogen bedring, så måtte der altså ske noget nyt. Så vi tog kontakt til en kiropraktor/dyrlæge som vi har brugt til vores andre hunde, mest i forbindelse med velvære, men også da min fars tæve var halt. Jeg blev simpelthen nødt til at få en andens vurdering, gerne en der vist hvordan man skulle mærke en hund igennem. Jeg var lidt bekymret for hvad Cassi ville sige til det, men vi ville forsøge. Vi kom afsted og Cassi kom op på madrassen. Jeg sagde selv at hun ikke skulle snøres om munden, jeg vidste at jeg godt kunne holde hende. Og hun stod bare så fint. Hun var ikke tryg, men hun blev gået igennem i hele bagpartiet. Konklusionen var at hendes ryg ikke havde meget bevægelighed og at hun var tydeligt øm omkring det knæet(som vi jo ellers to gange havde fået at vide ikke var grunden:???. Vi fik en balancedisk med hjem og skulle lave noget styrketræning og to uger efter skulle vi så tale om hvad der var sket. To uger efter var der ikke nogen bedring, så vi skulle afsted igen. Der var ingen tvivl om at Cassi godt vidste hvor hun var, og da hun havde været afsted sidst havde det ikke været sjovt at blive løsnet op der hvor man var øm. Der var lidt positivt, hendes ryg var rigtig fin(hun har også siden den første gang vi var afsted ligget meget på ryggen i forhold til før, hvor man næsten aldrig så det). Men der var kun meget ringe bedring ved knæet. Vi blev nu sendt hjem med besked på at Cassi skulle få nogle dage med rimadyl og her skulle jeg observere hende og hun skulle have lov til at arbejde(dog ikke på fuld gas). Formålet var at jeg skulle have et sammenligningsgrundlag, for efter 3-4 dage skulle hun igang med gabapentin som tog nervesmerter. Hun var ikke lige så halt som normalt på rimadylen, men det var tydeligt at se på hende at hun var øm. Hun har normalt en fin lige ryg, men her blev ryggen meget krum og der var en meget let halten. I de tre uger hun var på gabapentin var der absolut ingen halthed eller ømhed, heller ikke de dage hun havde været ude at arbejde lidt. I lørdags kom hun af gabapentinen og søndag after og det meste af mandagen havde hun det skidt. Og hvis jeg strøg hende ned langs benet, så smuttede hun væk fra mig og kom straks igen som en af de der totalt undskyldende hunde. I går var vi afsted for tredje gang, og vi tog hjemmefra med en tro på at det burde være nerverne. Men da Cassi blev gået igennem, så reagerede hun ikke som hun burde hvis det skulle være nerverne den var gal med. Så nu har vi fået et par dage mere med rimadyl for at være helt sikre på om de piller tager smerten og røntgenbillederne fra klinikken bliver sendt til vores kiropraktor, som gerne vil se dem. Og så må vi se hvad der sker. Formentlig skal vi en tur igennem en scanner og en operation bliver det nok også til. Ja, det er historien indtil nu. 3 måneder og vi ved ikke hvad der er galt endnu. Øv altså...

Jeg bor jo alene, lige sammen med to styks border collier og derfor har jeg kun en to personers sofa. Det sker af og til at jeg og begge hunde er her på engang. Men især den unge forstår at snige sig til en plads... Se bare her... Ja, om hun så skal ligge skørt, så skal hun nok finde ud af at være der. Og det er nu meget hyggeligt.

Og min er ellers så stor en tæve må være, hvis den stadig skal holde målene. Lige nu er hun med lidt for meget på sideben, men vejer normalt de 16 kg. Men hendes kuldbrødre er ikke meget under de 60 cm og en af dem vejer små 10 kg mere end prinsessen mener jeg og det er sgu stort for en border collie...

Jeg mener også hun selv har talt om han er for lille... Men når man som jeg har en border collie, så er der jo mange racer der er store.

Kom til at tænke... Måske nogle har forslag til andre tiltag man kunne gøre sig :slem: Har jo lige skrevet om Basse aka. Joy og hans store kærlighed for det at sige vov. Det sker især når han hører ordets plads. Jeg er gået igang med at træne lydighed med ham, med det formål at tage ham med til en lydighedskonkurrence til marts måned. Det er bare en lokalkonkurrence, så det er nu ikke så alvorligt. Men, men, men... Han kan jo lave sine øvelser rigtig flot, det nytter bare ikke meget når han siger vov :stupid: Mit tiltag er lige nu. Begynder han at gø, bare det mindste, så bliver han dækket af og jeg går simpelthen fra ham. Synes jeg kunne se at han ændrede sin adfærd, men lad os nu se på lang sigt. Pladskommandoen er nu bandlyst, lige med undtagelse for når han skal gå fra positionen foran en og ind på plads. Og her skal den siges roligt, lavmælt og afslappet. Jeg må ikke køre ham op, så legetøj er et no go. Kun godbidder er tilladt. Det gælder ALLE øvelser med undtagelse af runderingen(skal lige have styr på hvad der er bedst for ham her). Det gamle liv kører højt i gear så snart han ser en træningsplads, så ingen grund til at skulle putte mere drift i ham Inden jeg tager linen af ham, så tager jeg mig tid til at stryge ham langs siden og tale roligt til ham. Og så skal jeg jo så bare holde helt ro over mig selv. Men er der andet man kan gør? For jeg tror ikke det skyldes stress, men mere en meget stærk tro på at det altså er helt i orden at man gør og det er sådan det skal være. Årsagen til dette er at jeg ved han stressgør når vi løber agility og der kan man se det på vejrtrækning, øjne m.m. når han rigtig er i sit es. Han er jo samtidigt en ældre herre som er ret overbevist om at han altid ved bedst. Min søster havde ikke de store problemer med ham i sin tid(altså tilbage i 2007 ) og hun siger at man bare skal sige "Hold kæft!" til ham, så skal han nok være stille. Jeg har nu forsøgt at være mere diplomatisk og forsøge mig med bare at sige "NEJ!", men det havde altså ikke den store effekt. Og egentlig tror jeg at man kommer længst ved at bryde ham i hans adfærd. Men nøj, man kan blive lidt frustreret, når man til en fremadsendelse kan lave turen hen til startporten om hele seksgange før den går lydløst Især når man er vant til den lille stille prinsesse. Så er der nogle forslag så vi kan gå fra problem til succes :blink: Vores første mål er at vi kan gå vores FVF uden støj, positionen er ligegyldt, for hvis jeg begyndte at rette på det nu, så tror jeg den gamle nok skulle fortælle mig at det gider han ikke. Han har forøvrigt en fantastisk FVF når det lige rammer ham, hvilket han da også fandt frem til sidst i dag.

Jeg synes nu han er en stort bumlehovede... men en rigtig dejlig dreng. Men kan godt se at han sammenlignet med dem du har video af, så er han lille :slem: Han hedder forresten Uffe og hende der har ham Harriet.

Joy har i dag præsteret at gå en hel fri ved fod og det med kun 3 gange vov. Det er altså store sager for en hund der med glæde gør hele turen rundt :stupid:

Jeg har også måtte spørge en dommer om hvorfor jeg var blevet disket... Vi havde vist glemt et spring...

Vi har en riesen i klubben der løber agility... Mener faktisk den har været oppe hos Riesenfan en gang og lave noget bidearbejde... Utroligt nok kan den nu fint komme rundt på banen...