Missing

Har der været fyrværkeri, der hvor du bor nu - altså her i december? Eller er du forskånet? Jeg ville nok give anxicalm (som på ingen måde sløver) for at støtte hunden, når jeg ikke ved, hvordan den reagerer. Det kan ikke skade, og i værste fald gør det bare ingen forskel.

I år har vi prøvet noget andet. Min hund har tiltagende lydangst bla pga fyrværkeri. December er hård, for der fyres også af løbende - uanset lovgivningen. I samråd med dyrlægen får han derfor clomicalm i december og frem til ca 7 januar. Han har fået det siden starten af december og vi er gået fra uro og angst ved affyring til Ingen reaktion. Ingen overhovedet. Udover lydtræning generelt så tror jeg, at det bliver vejen frem i december for os fremover.

Mindre. Helt klart mindre

Jeg har sendt dig en pb. Jeg ved ikke, om det kunne have interesse (og om du kan læse linket)

En cocker er da ret lille, tænker jeg. Jeg holder øjnene åbne, men har pt ikke nogen bud.

sjælland og pit pudel :blink:

Nå ja og jeg bor for langt væk og der er virkelig meget lidt spids eller schæfer over min hund

Tigerdyrsimpressionisten

Hvor er de søde, alle 3

Nej, men hunde avles sjældent uden menneskelig indblanding. Hvis der var tale om vilde hunde, der avlede som kattene gør, så havde jeg haft samme holdning og været fortaler for at neutralisere alt og kan man ikke det, så aflive. Jeg synes ikke, at opdrættere af katte bare skal aflive katte, de ikke er kommet af med. Her gælder samme "regler" som for hundene - behold dem - du har selv sat dem i verden.

Har DU læst videre end første indlæg? (og Anjas indlæg) Der skrives netop om en anden opdrætter, der afliver sunde hvalpe, fordi de ikke kan afsættes.

Men hunkatte kan sagtens gå i løb 8 dage efter fødsel. Det er den samme ammestuehistorie som at mennesker ikke kan blive gravide,mens de ammer :blink: Hankatte får også killinger. ...bare et andet sted. Jeg ville nok fjerne dem alle. Og så neutralisere hunkatten.

Ærligt talt, så burde han beholde dem, hvis de ikke er afsat - og så lade være med at avle flere, hvis der ikke er et marked for dem. Hvis han bare ville have en selv, så kunne han købe den et andet sted. Så kom vi også udover problemet med overudbud. Til den med at reducere kuld, så er jeg som udgangspunkt imod, når det drejer sig om sunde, levedygtige hvalpe. Jeg ville finde en ammetæve. Men omvendt vil jeg heller ikke ønske at rende ind i en af de "højdriftige hunde" i de forkerte hænder. Men det klares vel ved at være selektiv i afsættelsen af hvalpene? Mht kattene, så forstår jeg ikke, hvorfor den sidste killing ikke også aflives. Morkatten vil sikkert lede/sørge, men det gør hun også efter de andre, og det er ikke anderledes end hvis en ræv havde taget hele kuldet

Hver gang jeg ser denne tråd poppe op, så kører der den der sang "never gonna get it, never gonna get it" i mit hoved Men faktisk tror jeg ikke, at Dorit er så dum igen. Jeg tror bare, hun er selektiv med, hvad hun vil spilde sit krudt og mundvand på

Hov, jeg glemte afslutningen Han afviser indtil videre også store kendte hunde.

Fyssen sagde forresten, at hans kortere lunte overfor leg/fremmede hunde godt kan være permanent - simpelthen for at beskytte sig selv. Han har været sammen med Minibillens Charlie uden problemer, men der ved B også, at det ikke gør ondt. Vi mødes også tit med tre mindre dsg/blandinger om morgenen, og dem vil han hjertens gerne følges med - og lægger selv op til lidt leg (som så ikke bliver accepteret af dem, for han er for stor )

Hvordan går det? Jo det går ok. Der er nogle situationer, hvor jeg bliver mindet om, at han ikke er på 100% I søndags mødte vi en tysk pinscher. Den var simpelthen så sød og talte rigtig fint hundesprog. Den ville meget gerne lege - løbeleg, som er B's foretrukne - men B var meget afvisende. Egentlig var han ok med hunden, men han havde en personlig zone, der var ret stor i forhold til, hvad han ellers har. Han var hurtig til at signalere, at den skulle holde afstand. Den forstod nu godt og løb bare cirkler om sig selv af glæde B ville normalt være løbet med. Men jeg tror helt ærligt, at han passer meget på sig selv og forbinder stadig hunde/leg med smerte. Det har jo gjort ondt at lege i en del tid inden operationen også. Han var i waterwalker i mandags, og det var virkelig hårdt for ham. Overraskende hårdt. Det til trods for at det var tre korte intervaller. Mandag aften var han virkelig træt og han virkede ikke helt stabil på benet. Jeg formoder, at det er musklen, der er påvirket, da han har tabt meget muskelmasse på særligt højre side (og ikke danner muskel på den side så godt, da signalet fra hjernen var "koblet fra") tirsdag var han også træt i benet og han havde krampe/kortvarig smerte, da han kom ud af bilen hjemme efter at vi havde været på arbejde. Overordnet går det godt. Han går længere ture (op mod en time ad gangen) og uden snor. Hvis han er uden snor, så korter jeg turen lidt, da det stadig er så nyt at løbe og hoppe. Vi øger langsomt og går stadig på bakker.

Det lyder desværre rigtig meget som om, det er det. Positive er jo, at det kan udbedres, og jo før desto bedre. Hvis der ventes, kan skaderne være permanente. Vi oplevede noget akut halthed, men forbandt det ikke selv med noget. Nok fordi vi ikke vidste det. F.eks sprang han over et højt hegn (trådhegn) Det var bestemt ikke meningen, at han skulle hoppe over og bagefter kunne han slet ikke støtte på bagbenet. Jeg tænkte hofte/knæ, men bagefter har jeg så fundet ud af, at det var afklemning af nerven og ekstremt smertefuldt. Det gjorde ekstra ondt, fordi han har lavet et ekstra stort afsæt (så borer det direkte ned i nerverne) En anden gang var vi ude med Mayamutten og de løb ved vandkanten ved en sø. Inden da havde de bare gået en tur sammen. Her blev der løbet lidt i gallop og lavet fjollespring. Han skreg op og var stokhalt på højre bagben. Jeg afskrev det som et vrid/knæet måske. Vi var pænt langt fra bilen, men efter lidt tid gik han mere normalt igen. Jeg lagde ikke mærke til, om der var neurologiske problemer, for jeg vidste ikke, jeg skulle kigge efter det dengang. Det var ikke så længe efter den episode, at jeg opsøgte Claus Sloth. Han har meget lidt neurologisk nu. Han taber poten maks 2 gange om dagen og det er ikke generende. Det kan vokse tilbage, når nerverne får tid. Igen jo før, det bliver opereret, desto bedre er prognosen, da skader kan være permanente.

En statisk øvelse er (som jeg vist har nævnt før) at skubbe let på bringen, så hun spænder op i baglårene. Det er nemt at udføre og kræver minimum af hunden. Den må startes med det samme. Når hun er friskere kan du bede hende stille sig med forbenene på noget (ligesom til elefanten), og så lave den samme øvelse. Det giver øget vægt på bagparten (og fungerer lidt som bakketræning - uden en bakke) Jeg ville også bruge luftmadras, omend det nok er svært at lave fodersøg på en, når hunden er så stor Men husk, at det er korte intervaller i starten, da det er ret hårdt, hvis muskulaturen er svækket. Jeg fik besked på, at jeg ikke måtte lave det mere end 1-2 min ad gangen her i starten. Mht waterwalker, så vær obs på, at selvom det beskrives som nænsom genoptræning, så er det drønhårdt og det kræver en del kræfter. Ikke alle hunde har gavn af det og ikke alle må i forhold til hvilken operation de har fået. Jeg ved ikke, hvad restriktionerne på det i forhold til mavedrejning er, men jeg tænker, at stingene skal være taget først. Vi måtte først waterwalker 9 uger efter operationen - og B er tydeligt påvirket det, selvom det var 3 korte intervaller han gik. Han skal stadig, men det er klart hårdt og dagen efter kan han ikke meget uden han mærker det i det ene ben (ikke kun selve dagen)

Det er bare så enormt svært at forholde sig til, når man har en hund, der hellere bider halen end sig selv end bide mennesker. Jeg har virkelig svært ved at se situationen, hvor min hund bider uberettiget (i mangel af bedre ord). Hvis han bider, skal der virkelig være sket noget ekstremt (enten udefra eller inde i ham) Såfremt det er inde i ham (hjerneblødning eller lign), så må jeg gå ud fra, at aflivning er vejen frem - og det behøver han ikke vente på på et internat. Men igen, jeg har virkelig svært ved at se situationen med ham. Min gamle tæve var lige så. Altid flight. Min gamle hanhund ville formentlig have bidt, hvis der var indbrud og jeg blev overfaldet. Men der tænker jeg, at der er tale om formildende omstændigheder der gør, at min hund ikke vil blive krævet aflivet. Så jeg kan ikke svare på, hvad jeg ville gøre, for jeg ville formentlig ikke ende med en hund med den adfærd

Mine andre hunde har alle undtagen en været genbrug og haft navne, da jeg fik dem. De navne beholdt de. Det eneste navn, jeg besluttede selv, var Maggie (til min riesen) Jeg kunne bare godt lide navnet

Jeg blev bidt i ansigtet af en schæferblanding, da jeg var barn. Lige i læben. Så ret beset har det været en markering, for ellers havde jeg set værre ud, men der gik hul og det blødte. Jeg vil tro, at det var min egen skyld. Altså jeg har ikke været voldsom eller truende, men jeg tænker (med den viden jeg har nu), at den hund har haft et meget stort personligt rum. Og det har jeg overtrådt. Jeg gætter på, at han også har dæmpet mig, men igen, jeg kan ikke huske det. Jeg snakkede faktisk ikke med hunden i resten af dens liv (ignorering er vejen frem), og kan huske, at jeg var lidt lettet, da den ikke var der mere (jeg kom der en del gange) Ellers er det mest mine hunde, der er blevet bidt. Det er stort set ingen af dem sluppet for (og altid forskyldt af anden hund/ejer)

Godt, for sådan har jeg også udtalt i mit hoved jeg undredes blot Hvordan folk kunne høre det som Donna

Buzz hed Buzz. Hvalpene var fra et B kuld og var alle opkaldt efter en form for tegneseriefigurer (Bernhard og Bianca og Buzz (Lightyear) osv) Vi ville egentlig kalde ham noget andet, mem han boede lidt ekstra ved opdrætter, da vores ferie skulle passes ind. Vi besøgte ham hver uge og der kaldte vi ham Buzz.

Det gør det også :blink: Udtaler du det egentlig djona eller Jonna? Jokum Åh ha ha Det er vel også lidt derhenad på sønderjysk?