MichelleH

Hej Siri Jeg kender ikke specifikt til den sygdom som Jobbe har fået, men kan drage erfaringer af min egens sygdom. Min yngste Cavalier på 3 år blev i sommers diagnosticeret med syringomyeli som også er en sygdom som giver nerveskader, overfølsomhed (eller mangel på) og nogen gange fantomsmerter. Min er på daglig fast smertestillende 2 gange dagligt og har det efter omstændighederne godt. Men det er en daglig vurdering og jeg kender alt til dine bekymringer i forhold til om hunden skjuler sine smerter. Hos Nellie er fordelen at hendes race meget nemmere nøjes end en border nok gør. Hvis du har brug for at dele tanker, overvejelser eller bekymringer lytter jeg gerne. Det er ikke altid nemt at stå med en kronisk syg hund.

Tak for din besked. Det gør mig da lidt glad at jeg ikke er helt alene om at stå i den situation ☺️ Jeg er også overordnet af det princip at de kun skal forlades en gang om dagen. Nu er de jo priviligeret at jeg er studerende og ikke meget væk hjemmefra. Og hvis alt flasker sig med min biuddannelse som hundemassør vil jeg kun arbejde deltid væk fra hjemmet. Når jeg flytter til januar kommer jeg til at bo alene med dem så engang i mellem vil det da være dejligt hvis de kunne uden at skulle passes. Det skal så også siges at på trods af hun kun er 6 år, virker hun meget ældre og har desværre en del skavanker så det tænker jeg også kan have indflydelse?

det er lidt de tanker jeg har. Jeg tænder alt det lys der er muligt, men uden ændring.. Så måske det er det... Men dejligt du har haft lidt bedring ved træning. Så er der da håb. Hun er normalt en meget stabil hund i sind, men det kan godt mærkes at hun er blevet lidt mere utryg i kraft af at hun ikke kam høre. Hun følger os mere rundt i huset og sådan. Jeg vil selvfølgelig forsøge at få dem passet så vidt muligt eller have dem med. Men det ville nu være dejligt hvis hun ikke var så utryg ved det. For er samtidig bange for at det kan smitte den yngste

Og evt nogen der kan anbefale en specialist jeg kan kontakte hvis det er? På Fyn? Jeg bliver færdig uddannet til slut januar og som jobsituation ser ud lige nu kommer jeg til at gå ledig, så muligheden for at starte helt forfra vil være der

Tak for jeres bud. Synes det er så ærgerligt at de ikke kan finde ud af det. Og synd for dem Jeg prøver at gøre præcis de samme rutiner som om morgenen, men det gør ingen forskel. Tror i det kan have noget at gøre med at hun har mistet hørelsen? Altså mistet en vigtig sans? Jeg står og skal flytte i ny bolig til januar og håber at skiftet kan bryde adfærden. Og så tænker jeg at forsøge et træne det hele forfra. Vil det være en god ide??

Jeg er i vildrede..mine to hunde på 6 og 2 år har altid været dygtige til at være alene hjemme indtil for et års tid siden. Da mistede den ældste næsten al hørelsen og vi havde en overgang hvor naboen sagde hun engang i mellem i løbet af dagen hørte den ene hund gø. Ikke hele tiden men i perioder. Intet er nogensinde blevet ødelagt og begge venter på at få en guf når vi tager afsted. Vi trænede lidt forfra og begrænsede deres plads til entréen i stedet for hele huset. Det virkede til at løse det. Alene hjemme tiden er ca 3-5 timer dagligt så det er jo ikke meget. Men nu er det galt igen. Ikke hvis de er alene i løbet af dagen (i hvert fald ikke hvad vi ved af) men hvis de er alene om aftenen og det er mørkt udenfor. Gardinet er ellers rullet ned, lyset tændt og det samme er musikken. Nu har vi været ude og spise igår aftes og kom hjem og kunne dem gø. Specielt den ældste. Hun var også meget tørstig da vi kom ind (var væk 3 timer) Der har været gøen næsten hver gang de har været alene om aftenen Hvordan pokker griber jeg det an? Er jo næsten 100 % sikker på at problemet ligger hos den ældste og skyldes den mistede hørelse? Jeg ønsker at løse problemet, da det udover at det er hammer synd for hende/dem går det også mig meget på. Igår da vi var ude og spise kunne jeg ikke rigtig lade være med at tænke på dem derhjemme, og sådan skal det jo ikke være. Jeg skulle gerne kunne tage fra dem med god samvittighed og vide at de er trygge ved det. Det er ikke ret tit de er alene om aftenen, men nogen gange skal man jo i bio eller ud og spise.

Jeg kan godt forstå du er blevet forelsket i cavalieren. Det er også en skøn race på alle punkter undtagen sundheden. Jeg er fuldt ud enig i hvad der bliver skrevet i forhold til sygdomme. Jeg har selv 2 cavaliere. Begge tæver. En blenheim på knap 6 og en ruby på 2. Min blenheim er et skravl og fejler alverden. Hun er næsten døv, har patella luxation, gigt, parodontose og epilepsi. Hun har dog et fint liv så længe vi tager vores forbehold, men en gammel hun bliver hun nok ikke. Den yngste har vi massive spiseproblemer med. Det er en daglig kamp at få hende til ar spise noget. Sygdomsmæssigt har hun indtil videre ikke haft noget. Jeg kender så mange cavaliere med problemer enten fysisk eller psykisk og syringomyeli er klart det værste. Jeg har kastet håndklædet i ringen og skal ikke have flere. Hvad jeg så skal have i stedet ved jeg ikke endnu. Men en ny cavalier kommer der først i huset igen hvis der nogensinde kommer lidt styr på sygdomsproblematikken og specielt syringomyeli.

Jeg har samme problem med min cavalier på 23 mdr. Vi har kæmpet hele hendes liv og det er stadig en daglig kamp. Hvorimod min tæve på 5 kunne spise sig ihjel. Min Nellie får slet ikke hundemad men lever af vores menneskemad og hvad vi ellers kan få hende til at spise. Er enig i der er et eller andet genetisk omkring det. I hendes linjer er det åbenbart et udpræget problem med ekstrem kræsenhed.

Det kunne man sikkert godt Min hund har haft lungeorm så er blevet lidt opmærksom på det skidt

Jeg tænker bare det heller ikke er det bedste at lære ens hund i forhold til hjertelunge orm? Smitten kan jo sidde på græsset via snegleslim

Lidt billeder af mine to piger Chilli bliver 5 år om 14 dage og Nellie er 14 mdr

Jeg har været meget rundt i verden efterhånden og har set en del. Min far boede en årrække i Brasilien. Hans første hund var en stor cockerhvalp fra en dyrhandel. Den havde han desværre kun ganske kort da den døde under et ophold på en pension. Han var væk 3 uger og da han kom efter hunden var den ikke til at finde. Da han gik dem på klingen var den død efter knap 14 dage. Grunden vidste de ikke. Han fik den i en sort sæk hvor den var fyldt med sår og smurt ind i afføring. Puha :'( næste hund var også en cocker. Købt privat i Brasilien 4 uger gammel. Den havde jo lært at spise selv Det undre vel ingen at den har et dårligt hundesprog idag. Et par år senere fik han en golden hvalp. Var med ham da han skulle hente den i dyrehandleren i Brasilien. Masser af glasbure med masser af hvalpe af forskellige racer. Hunden er endt heldigt ud. I Brasilien kan man groft sige at enten har hundene det godt ellers er det et hårdt liv på gaden. Nu bor han i Florida hvor langt størstedelen af hundene har et dejligt liv. Alt er lidt poppet og smart men hundene ser ud til at have det godt. Masser af parker, petshops osv. Men stadig masser af dyrehandleren hvor man kan købe hund. Glasbure med forskellige racer og playrooms hvor man kan lege med en hvalp man måske godt kunne tænke sig. Har de ikke hvad du søger kan de altid skaffe. Får også helt ondt i maven over det

Tak for dit svar Hendes øre er fine og der er intet at komme efter der overhovedet. Heldigvis da. Men ihh det er trist for hende at hun synes det er så ubehageligt

Så slemt er det nu ikke. Hun er rimelig kortpelset på kroppen det er kun ørene og halen der er begyndt at komme længde på. Så ligefrem at skride til klipning er vi ikke nået til. Der er hverken filtre eller knuder i pelsen. Og vi ved godt hvilken pelspleje der følger med racen, og tiden til det er der også masser af Jeg søger bare råd til hvordan vi vænner hende til at det er ok

Hej. Jeg har to dejlige hunde, begge af racen Cavalier King Charles Spaniel. Den ældste på knap 5 har altid elsket at blive børstet og vi har egentlig ikke gjort noget ud at øve det. Det står desværre helt anderledes til med den yngste som lige er blevet et år. Hun har aldrig brudt sig om det selvom vi har prøvet på mange måder og med godbidder. I starten var det til at håndtere da hun ikke havde så meget pels men nu er pelsen begyndt at komme og problemet bliver værre Når hun ser/høre vi finder børsten frem stikker hun af og prøver at gemme sig og når vi så får fanget hende er halen helt under maven og hun prøver at vride hovedet hovedet når vi skal børste hendes øre. Hun smasker og gør sig lille og sender tydeligt alle tegn om at hun synes det er ubehageligt. Hun bider eller knurre dog ikke. Godbidder vil hun tit ikke tage imod. Jeg er bare så trist og ked af at det skal være sådan og ønsker bestemt ikke at de næste 10 år skal være sådan og synes faktisk det langsomt bliver værre. Hun bliver mere og mere obs på os for tænk hvis vi finder børsten frem. Og hvis vi skal have fat i hende tror hun hver gang det er fordi vi skal børste hende Min hundetræner siger at vi bare skal holde hende fast så skal hun nok lære det, men det bryder jeh mig bare ikke om. Jeg ved godt det sikkert er os selv der har lavet fejl mens hun var hvalp Men hvordan kommer vi videre? Alt jeg ønsker er bare at det kan komme til at foregå på en ordentlig måde som både hun og os vil finde ok. Jeg ved godt hun sikkert aldrig kommer til at elske det, men bare hun kan acceptere det uden ubehag vil være dejligt.