Det gav mening
Jeg er til dels enig, og som Irene også skriver ovenover, så ér store hunde med uhensigtsmæssig adfærd mere farlige end små! Det tror jeg ikke der er nogen der kan argumentere imod!
Jeg har personligt altid haft en mild undren overfor folk der har hunde som man ikke kan bede om at gøre noget – du ved, gå ind der, læg dig her, hop over, gå den anden vej og andre simple ting og konkluderet at det typisk er småhunde(ejere) der lider under dette ”syndrom”. Det er jo ikke fordi de små hunde ikke er lige så trænbare – langt fra, men nok fordi de er lette at samle op og stoppe i hvad end de er i gang med og træningen af disse simple momenter derfor har vist sig unødvendig i ejerens optik.
Der hvor jeg ikke holder mig til at undre, men står af en lille smule af overfor konceptet, er nok når ejerne af små usikre (hysteriske) hunde synes det er en del af hundens personlighed/bare er sådan små hunde er, og lader stå til. Selvfølgeligt er der en grund til at små hunde gøer, laver udfald, bider og en masse andet, men på mig virker det som om at det er bredt accepteret at ”det bare er sådan det er” – de er jo små, og jeg er bare langt fra enig! Det er synd – både for hund og omgivelser! De små hunde er nok mere disponerede for at gø, men det er jo ikke umuligt at træne væk!
Jeg krummer tæer ved tanken om de blikke og kommentarer jeg ville få, hvis Asta i går havde opført sig ligesom godt og vel 30-40% af alle de små hunde vi mødte i går. Vild gøen, udfald i linen, konstant forsvar af burene de sad i… øredøvende LARM! Og guderne måtte forbyde at hun skulle sætte tænderne i et af de to ADHD-like snotunger som jeg adskillige gange måtte bede at lade hende være, fordi hun var træt og tydeligvis ikke orkede deres voldsomme klap og råb.
Men hvorfor er der så stor forskel?