PBC

At du skriver dette efter du har et citat fra mig kunne indikere at du mener jeg stikker hundene en på skrinet eller går ind for det. Dårlig stil synes jeg.

Hmmm....... Jeg har aldrig oplevet at en af mine Spaniels har knurret af mig. Heller ikke min Norske Elghund. Heller ikke min Riesen Schnauzer han, men min Riesen Schnauzer tæve, som jeg havde for 30-40 år siden, hun kunne godt finde på det. Uanset om hun knurrede, blev det nu som jeg ville. Jeg kaldte hende for min Rotweiler. Hun er den mest selvsikre og modigste hund jeg nogen sinde har haft. I hendes 9 år lange liv, så jeg hende kun bange en gang og det var da lynet slog ned 30-40 meter fra os på en gåtur. Jeg tror hellere hun ville have ladet sig slå ihjel end holde op med at knurre, hvis hun skulle noget hun ikke ville. Som fx når vi skulle hjem fra besøg fra mine forældre, så havde hun lagt sig under en seng og var ikke til sinds at gå med os, så knurrede hun. Hun kunne også hyggeknurre når hun havde det godt. Jeg er ikke sikker på jeg nogensinde helt forstod hvorfor og hvornår, hun måtte knurre. Men knurre, måtte hun. Jeg tror det vigtige her er at forstå at hunden siger - jeg er helst fri for det du vil nu - og lige så vigtigt er det at ejeren siger: Det kan godt være, men vi skal altså gå nu. Jeg tror det er et skråplan at lade hunden bestemme hvad den ikke vil, så længe det man vil have den til at gøre er "inden for rimelighedens grænser" - altså gå en tur, gå ind i et andet rum osv. Jeg kunne godt forestille mig at der var mere og mere hunden ikke ville, hvis den finder ud af at det virker at knurre. Ideelt kommer man aldrig i den situation, men hvordan jeg ville tackle det hvis det sker? Enten ignorere den og gøre som jeg havde planlagt eller give en skarp irettesættelse og gøre som jeg havde planlagt. Det kommer nok lidt an på situationen og humøret.

Det er altså dyrt at købe foder i små mængder og det meste hundefoder kan fint holde sig i 3-6 måneder hvis det opbevares tørt og lidt køligt. Check hvornår det er fremstillet når du køber og køb et produkt som der er noget omsætning af, så er det sansynligt at du kan få noget som ikke allerede har ligget 3 måneder hos forhandleren. At skifte er ikke nødvendigvis særlig godt. I studier af jagthunde viser det sig at nyt foder ikke udnyttes særlig godt indtil hunden er vant til det. Derfor skifter jeg aldrig foder i jagtsæsonen.

Jeg synes godt nok der gås meget op i hvad man kan måle hos dyrlægen. Øjne, HD, AD osv. Personligt lægger jeg mere vægt på at hundene i stamtavlen har opnået en ret høj alder uden sygdomme og med et aktivt liv fx op til 9-10 års alderen. En opdrætter som leverer hunde der overvejende lever godt og længe har et godt avlsmateriale. En opdrætter som har fx en tævelinje i 3-4-5 led og som han kan vise alle har haft gode, aktive, lange liv mener jeg også har dokumenteret avler sunde hunde. Det er en absolut mangel ved hunde Web at man ikke registrerer hvor gamle hundene blev og hvad de døde af, hvis man vil bruge hunde-Web til at avle sundere hunde udfra. Udstillingsresultater og Hunde-Web tror jeg man næsten kan sige, ikke har gjort meget godt for racernes sundhedsniveau. Seriøse avlere, som selv tager stilling til sundhed og temperament før udseendet, gør meget for racernes sundhed.

Hvis man bruger et godt foder skal man ikke tilsætte en masse andre ting. Mine hunde får et foder jeg har tillid til og som er godt som basis. Har vi gode rester fra køkkenet - æg, ost, kød eller kogte grønsager, kan jeg godt finde på at give dem dette. Jeg tror det giver hundene en god oplevelse at få lidt andet i en gang imellem. Kødaffald fra fx slagtning af er skudt Dådyr kan give flere kilo godt hundefoder. Jeg piller alt kød og fedt af. Skærer det i passende stykker og koger det 30 minutter i en suppe, som jeg har lavet ved at koge benene i 2-3 timer. Så fordeles suppe og kødrester i 100 g pr portion. Det hele fryses og bruges så som supplement til tørfoderet, når vi kommer hjem fra jagt vinteren igennem. Jeg varmer det i mikro ovnen og hælder over en halv portion tørfoder. Det er populært:vuf:

Der er vel ikke nogen grund til ikke at flytte en hund pga. avl. Det handler vel om at avle de bedst mulige hunde. Sunde, racetypiske og med super temperament. Det ville da være skidt for racen, hvis man lader sig begrænse og bruger en ringere hanhund, bare fordi man ikke mener det er politisk korrekt at brugen en fra en anden forening. Om det så er godt eller skidt med flere stambogsførende foreninger er en helt anden snak, synes jeg.

Man kunne næsten have lyst til at fordele maden over 3 måltider pr dag bare for at glæde hundene 3 gange i stedet for 2:blink:

Men der er stor forskel på at være enestående - og enestående smuk. Mange blandinger er enestående, men få er enestående smukke. Det er lidt anderledes hos racehundene. Kan man lide en race og finder den smuk er de fleste hunde af den race smukke, mens et fåtal er enestående smukke. vh PBC

Det virker da ikke ondt hvis den ikke gider æde det. Det er derimod ondt at ødelægge hunden gode appetit ved at overfodre den. At få mad skal være dejligt - en god oplevelse, noget hunden glæder sig til når man begynder at finde mad frem. Så jeg mener at du skal skære ned på mængden indtil den glædeligt spiser op. Så kan du øge langsomt igen. Det er passende når hunden spiser op, men lige vender tilbage en enkelt gang til foderskålen for at checke at der ikke er mere. Vender den tilbage flere gange øges mængden lidt indtil du finder den rette mængde. En hund skal have glæder i livet. En af de store glæder hos mine hunde er når det er fodertid:5up: De skal ikke sulte, men må gerne være sultne, når der serveres, så den helt rette mængde er vigtig. Og du skal da ikke tage den til dyrlæge hvis den er frisk, og ikke drikker meget. Penge ud af vinduet. Gem dem til der er brug for dem. vh PBC

Jeg tror da at der er nogen hanhundeejere som skal lære at begrænse deres hanhunde en hel del. De er da for liderlige, hvis de i den grad hidser sig op over en tæve som ikke er højløbsk - altså de 3-4 dage den er højløbsk + - 3 dage = 10 dage i alt. Burde ikke tævehundeejerens problem. Men kan man ikke holde hanhunde væk kan jeg godt se at det bliver et problem alligevel. jeg har dog aldrig selv oplevet at det har været noget problem. Har haft 5 tæver over tid. På jagter er det vist ret acceptabelt at man kan tage sin tævehund med ca en uge efter den sluttede med at være højløbsk. det er ofte ca 3 uger efter løbetiden startede. Jeg har aldrig hør om nogen der har vasket numse på dem før de kom med eller giver medikamenter. Der er hanhunde der er så liderlige at de uanset om tæver er løbske eller ej ikke har andet i hovedet end at parre sig. De bør kastreres for de er uudholdelige og fuldstændig uanvendelige i avlen. vh PBC

De hanhunde jeg har fundet og brugt i min avl har jeg fundet ved at tage ud og kigge på markprøver og se på hundene, samt ved at finde disse hundes data på nettet - ejerens hjemme side. Jeg har kigget efter gode unge hunde og så har jeg spurgt hvem der er er far til dem. Når man har fulgt med nogle år kender man jo så også de fleste gode avlshunde og hvad de hidtil har leveret - især de lokale, hvor man også ser afkommet på jagter, træningspladser og på prøver. Det sidste er så min evne til at vurdere hvad der lige netop vil avle bedst på min tæve. Det er nok den evne der i ret høj grad skiller de allerbedste opdrættere fra alle de andre, derfor har jeg også bedt den slags opdrættere give mig råd. Det er uvurderligt at få en dygtig og erfaren opdrætters gode råd. vh Jagt57

Set med mine øjne kan man ikke stille spørgsmålet op på den måde det er gjort. DeR er smukke blandinger og smukke race hunde. Mindre pæne blandinger og mindre pæne racehunde. Det må være den enkelte race og det enkelte individ man vurderer. Noget af det smukkeste jeg har set er når de Engelske stående hunde - fx. En Irsk Setter søger i langstragt galop over en grøn mark. Højt ædelt hoved, skindende rød pels, hale og faner bølgende i vinden. Et udtryk for livsgælde, kraft, perfektion og alt går op i en højere enhed. Jeg er overbevist om at der kan findes en blandingshund der vil være præcis lige så smuk. EN Russisk mynde i sneen, en Sibirien Husky i sneen, en Golden der springer i søen, en Collie der løber ved siden af cyklen, en korthåret hønsehund der har stand... En.... Og jeg er sikker på at for hver af disse pragtfulde racer findes der en blandingshund som er præcis så smuk. Generelt synes jeg hunde der arbejder og som er velbyggede i super god form og med pels i topkondition er de smukkeste hunde. Den smukkeste hund jeg møder på mine daglige gåture her i nanolaget er en stor, stærk Alaskan Malamute. Den har udstråling, format og strutter af selvtillid. Men jeg er sikker på at der kan findes en blanding der er præcis så smuk. Vh PBC

Jeg kender ikke prøvesystemet for Retrievere så godt men for FT Spaniels stiller hunde jo kun op få gange i åben klasse. Herefter er det normalt vinderklasseprøver og det er hunde som stilles i disse prøver gang på gang og placeres jeg ville satse på, hvis jeg ønskede en hund med stort arbejdspotentiale, max. Samarbejdsvilje, og stor lærevillighed og kontaktlyst. Det er klart at det er hunde med stor lyst og drive og her er jeg enig i at det skal hunden have. At arbejde med hunde som ikke gider er op ad bakke. vh PBC

Ja det er jo en smags sag. Men samarbejdsvillig, glad for arbejde, lærevillig og lyst til arbejde uden stor jagtlyst (hvis det er det du mener med drive, men ikke sikker jeg forstår den del) peger på Retriever og til en vis grad Drente. I hvert fald ikkr FT Spaniel hvis jagtdridt ikke ønskes. vh PBC

Der er vel flere linjer indenfor hver klub. Der er formentlig også gode og ringe hunde indenfor hver klub. Har men en egnet avlstæve søger man vel bare den bedst tænkelige hanhund til hende. Mht. sundhed, linjer, temperament osv. Findes den indenfor den klub man er i bruger man den. Findes den i en anden klub med en anden stambog må man jo overveje hvad man vil. Nu bliver FT Spaniels jo i fremtiden med DKK stambog. Det bliver de hverken ringere eller bedre af, men hvis den hanhund man lige havde et godt øje til fordi den er linjeavlet på de linjer man ønsker og har de sundhedsmæssige, brugsmæssige og temperament mæssige kvalifikationer man søger, ville jeg da undersøge muligheden for at bruge den selvom den har DJR stambog. Det kunne jo være ejeren ville flytte den i DKK hvis jeg ville købe en parring. vh PBC

dejlig tillidsfuld knægt der selvfølgelig lige skal lære at man spørger først og så hvordan man hilser på en hund. Selvfølgelig skal folk spørge før de kontakter hunden og så skal kontakten jo også helst være på den rigtige måde. Mille vil godt snakke og lade sig klappe, Bonnie er helst fri. Jeg er dog meget glad for at de trods alt ikke ville bide, hvis de blev kontaktet på den omtalte måde, bare trække sig væk og regne med at jeg tager mig af eventuelle problemer, hvad jeg jo så også gør, ved venlig, men bestemt, bede folk lade hundene være. Bonnie har retten til at hilse først på andre hunde og Mille følger efter. Begge dog først efter jeg har sagt ok for det, men jeg hilser faktisk oftest først på hunden efter den har hilst på mine. Jeg hilser allerførst på hundeføreren ved at sige hej og spørge om hundene skal hilse..... Hvis det ligner en ekvipage som vi kan komme ud af det med. Oftest er det jo nogen man kender og så ved man om der hilses eller ej. Og hvordan og hvor meget. vh PBC

Hvis det handler om en hund med optimal samarbejdsglæde, lærevillighed og evne, energi og lyst til arbejde ville jeg absolut gå efter en hvalp efter hunde som er præmieret på de mest krævende jagtprøver vi har. Altså de vanskeligste vinderklasser for apporterende hunde eller fuldbrugsprøver for de kontinentale fuglehunde. Det var med et smil jeg sagde FT Spaniel. Den er måske for lille, men mere villig og arbejdsivrig, letlært hund finder du ikke. Eneste udfordring er at man jo skal kunne kontrolere den store jagtiver. Her er FT klubbens vinderklasse markprøver, de mest krævende. vh PBC

Jeg vil som sagt undgå at købe en hund med forkøbs klausuler. Men skulle den slags klausuler dele sol og vind lige skulle give opdrætter både pligter og rettigheder. Altså at de ikke kun har en ret til af købe hunden eller beslutte omplacering men også en pligt til at omplacere hunden eller købe hunden tilbage til en given pris. Kun at have retten er ikke særligt seriøst, for faktisk kan en opdrætter jo bare sige: Det kan jeg desværre ikke hjælpe med, sorry. vh PBC

FT Spaniel... hvis kun det bedste er godt nok :hjerte: vh PBC

Jeg troede egentlig ikke Flatcoated retriver var befængt med at være opdelt i udstillings og ´jagt linjer? men så forstår jeg måske bedre hvorfor der efter sigende i Sønderjylland er mange gode jagt Flatter, men de få jeg har mødt på jagt har været temmelig gumpetunge, sammenlignet med F1 labrador. vh PBC

Det med om en race er køn eller grim behøver vel ingen spørger hjælp til at vurdere:slem: Faktisk synes jeg at langt de fleste racer til jagt er kønne. Jeg prøvede at sætte mig i mandens sted - altså Nollikes mand. Og udsagnet - "egentlig ville han vist gerne have både en retriever og en stående fuglehund" - peger i retning af en stående fuglehund, hvor man i opdrættet har lagt betydelig vægt på efterskudsarbejde. Det peger lige hen imod de kontinentale hønsehunde. Når man så tager kravet om lidt lækker pels og middel (55-65) størrelse ind ja så bliver resultatet Drente, Langhåret hønsehund, Grosser münsterlænder (med der er meget få i DK) - eller Kleiner Münsterlænder, hvis man kan kompromiserne lidt på størrelsen (52 cm). Her er en hjemmeside hvor ejeren har stort kendskab til Drente og langhår: http://www.kennel-lillebrusen.dk/34165169 Jeg tror det er meget vigtigt at man som jæger tager stilling til hvad man ønsker af en hund og køber efter dette. Og jeg tror at stort set alle de jagthunde vi taler om her ville kunne opfylde behov for anden sport, men hvorfor egentlig ikke træne efter de jagtlige discipliner også selvom man ikke selv går på jagt. Avanceret apportering med dirigering er da super sport for alle. Vand, land osv. vh PBC

Der er 2 racer der umiddelbart falder mig udfra de kritterier du beskriver. Først Langhåret hønsehund og derefter Drente. Hunde i en passende størrelse og med passende pels efter hvad du så vidt jeg kan se ønsker. Drenten er nok en skøn familiehund som også gerne går på jagt. Den har måske ikke så meget power, men er til gengæld nok lidt lettere at træne op til nødvendigt niveau hvor dens potentiale er nået. Den Langhårede hønsehund er en fuldblods jagthund som også vil være en dejlig hund som familiehund forudsat at den trænes og bruges på jagt. Den har et større potentiale og kan trænes i stort set alle jagtlige dicipliner - og er også kapabel til jagthundenes allerfornemmeste prøve, fuldbrugsprøven, men det kræver jo så en fører som har tiden til at udnytte dette fantastiske potentiale. Samme potentiale har korthåret hønsehund, ruhåret hønsehund og Kleiner Munsterlænder, men de lever ikke så godt op til de øvrige krav. Selv ville jeg vælge Langhår, men det kommer lidt an på hvor højt jagtegenskaberne vægtes. jeg kan anbefale at købe og se denne film, som er en super hjælp til valg af jagthund: http://www.hunde-forum.dk/debat/38784-anmeldelse-af-film.html vh PBC

Vi havde Riesen Schnauzere før vi fik børn. Træning konkurencer, udstillinger osv. Da de døde havde vi jo så i mellemtiden fået 2 drenge og vi mente at en lidt mindre hund kunne være fin - men stadig ikke alt for lille. Jeg havde allerede som stor knægt læst Eberhard Trumlers bøger om hundeadfærd og ville gerne have en hund med oprindelige instinkter osv. Det blev til en Norsk Elghund. Det var en skøn hund. Nærmest født velopdragen. Kunne altid gå løs. Kom når vi kaldte. Gik fint med og uden line. Gøede vagtsomt når der kom fremmede og faldt helt ned og blev venlig når vi havde hilst velkommen. Den havde personlighed, charme og vi får nok aldrig bedre hund igen. Men da den døde lidt for tidligt i 9 års alderen, havde vi en lille pause. Vi talte frem og tilbage om det. Jeg havde taget jagttegn og ville derfor gerne have en jagthund. Ruhåret hønsehund synes at trække linjen tilbage til udgangspunktet med Riesen Schnauzere, men drengene ville gerne have en knap så stor hund og da det jo var dem som hver dag kom først hjem til hunden fra skolen var det naturligvis vigtigt. Jeg havde haft en sort Cocker hjemme som dreng og hvis jeg skulle lidt ned i størrelse syntes jeg at Springer Spaniel ville være et godt valg. Der var en kennel i nærheden som havde en FT Springer Spaniel på 7 måneder til salg. Det passede os fint ikke at skulle have en 8 ugers hvalp, når den skulle være alene hjemme 5 timer dagligt. Vi fik hunden - Sally, en skøn sort hvid tæve på prøve i 14 dage. Det blev hurtigt klart at her havde vi været heldige. Hun var det sødeste man kan tænke sig. Rolig, kælen og charmerende. Altid kvik til udendørs aktiviteter, træning og leg. Da vi havde haft hende et år sagde jeg til min kone: Stop mig hvis jeg nogen sinde er ved at købe noget andet end sådan en FT Springer. Da hun var færdigtrænet med grundtræning og jagt træning blev hun en super jagthund som har lært mig meget om jagt. Hun døde også som ca 9 årig men havde inden givet 2 gode kuld. Vi har nu en hvalp efter hende, Bonnie + endnu en FT Spaniel Mille, som vi har købt. Vi nåede at have de 3 sammen i 2-3 år før Sally døde. Her er de 3 nu har vi de 2 og vi plænlægger hvalp til sommer. Vh PBC

I rest my case. Du har nok ret i at et stor sammenfald i DNA ikke i sig selv betyder at man kan anvende studier på en art til at lære noget om hvordan man med fordel kan kommunikere og håndtere en anden art. Den store forskel på bla. et menneskes intelligens og chimpansens ville gøre en sådan læring uanvendelig. Men jeg tror nu stadig godt man kan gøre dette mellem ulve , vildhunde og tamhunde - altså bruge studier af disse grupper til at lære noget om hvordan vi som mennesker kan kommunikere med vore hunde og hvordan vi kan håndtere dem. Om dette så har noget som helst at gøre med et stor sammenfald i DNA aner jeg faktisk intet om. vh PBC

Nu ligger den store forskel på chimpanser og mennesker i hjerne og intelligens. Jeg tror derfor ikke sammenligningen er relevant. man skal naturligvis altid tage den slags studier med et gran salt. Vh PBC