Amocca

Vi har et fra Dogman - det fungerer på samme måde som Stjernetosse... Vi er rigtigt glade for det...

Aaaah, ja så er situationen jo lidt en anden Der er ikke megen "liv og død" over hverken rally eller agility som vi træner Karla har også faste legekammerater, dette er dog kommet helt af sig selv, efter som hun ikke selv ønsker at lege med fremmede hunde... De fleste vil hun gerne hilse på, men har sjældent interesse i mere end det...

Måske er jeg bare heldig, men jeg synes nu ikke det har været svært at lære Karla, at man beder om lov til at hilse og får man nej, så hilser man ikke... Vores udgangspunkt var som CS-Dumles, at jeg gerne ville have, at hun blev ved mig og bad om lov når en anden hund var i nærheden... Og selvfølgelig at hun også respekterede at der blev sagt nej Dette var MEGET vigtigt for mig, da Karla går uden snor i 90% af tiden vi er udenfor... Da dette fungerede, var det egentlig en naturlig fortsættelse, at hun ikke skulle hilse når vi arbejder...

hehe, ja jeg tænkte nok han allerede var den størrelse nu

Tak for billeder, og så siger jeg: glem at plante det græs... det forsvinder jo alligevel grundet tævetis, gravning og hunderenderi af jord er du kommet til jord skal du blive -agtigt :blink: Så bare lad den stå som den er nu... så slipper du for ærgrelsen over spildt arbejde, når den ser ligesådan ud igen til efteråret :lol:

nuir sådan af ren nysgerrighed, hvor stor er sådan et kræ så i den alder? Kan fortælle at min fuldt udvoksede vapper vejer 8,5 kg og er 41 cm over skulderen er det ca størrelsen på din hvalp?

Vi har ingen indkørsel - eller anden parkering på grunden, man må bare finde sig et sted at parkere... det er jo så ikke altid på vores egen vej der er plads... men når der er, så reagerer hun tydeligt! Hun kan rejse sig fra den dybeste søvn og give sig til at logre og små-pive og hoppe op mod vindueskarmen... og 30 sek. senere kan jeg så høre ham på trappen... Dette er ikke noget der sker ved alle bildøre der smækker... kun vores! Hun ved helt sikkert at det er ham

en gammel klapvogn fra genbrugsen eller lån af naboerne... sele på lillevov og spænd snore fast til stellet, så hun ikke kan hoppe af i farten...

Jeg er også behørigt imponeret - ligesom jeg også er meget imponeret af, at hun kan genkende hvilken smækkende bildør der er min mands hvis han parkerer ude på vejen foran huset...

Jeg har kun selv oplevet første løbetid ved Karla, så skal ikke kunne sige det... Men har hørt at uregelmæssig blødning (udenfor løbetide) samt hanhundeinteresse KAN skyldes livmoderbetændelse... Ser hun ellers sund og rask ud?

Karla ved med 100% sikkerhed hvem der går ude på trappen... er det min mand, jeg selv eller vores underbo (og hundesitter) så kan hun knap være i sin egen pels af begejstring... men hun gøer ikke... hun har dog forskellige pive-signaler for hvem af os det er der kommer så det ved man altid i forvejen hvis man er mig Er det gæster / fremmede, så får de hele vov-vov rutinen med...

Jeg har jo en ung dame som absolut ikke gider hvalpe... jo bevares, når de er under 5-6 mdr så snuser hun til dem og ignorerer dem dernæst efter alle kunstens regler... over 5-6 mdr. får de et "smut kammerat" med på vejen... og det må både jeg og hvalpeejer desværre acceptere...

nuiiii hvor er han snuskesød

Jeg håber meget at få 2 hunde på et tidspunkt, men det bliver tidligst om et år. Karla skal være minimum 2 år gammel inden jeg bringer vapper nr 2 hjem, har jeg bestemt... Jeg tror det er for tidligt at få en hund nr 2. Jodie er ikke mentalt voksen endnu, og du bør absolut kigge på hvilke ting ved hende der er en udfordring, da hun jo nemt kan "smitte" den nye hvalp i samme retning...

Jeg regner med at komme forbi om søndagen - og så må jeg da forbi gravbasserne og heppe på Maggie i hendes første udstilling

Jeg vil da gerne hænge op i Horsens, hvis det har interesse?

Karla har en helt kort pels uden underuld og med bar mave... Hun bryder sig ikke om at komme ud i vådt vejr og hun æææææælsker varme. Ligger helst under dyner og tæpper, samt i solen både inde og ude...

Dine kriterier er ikke helt nok til at afgøre hvilken hund der er den rette for dig... Lad mig tage mig selv som eksempel. For mig var det vigtigt, at det var en samarbejdende, lærevillig hund jeg fik - som ikke var alt for selvstændigt indstillet, da jeg gerne ville træne meget -og selvfølgelig helst nå ret langt . Det udelukkede alle terriere og spidshunde i min bog. Det var vigtigt, at det var en let og adræt type, da jeg gerne vil dyrke agility. Derfor blev de store tunge hunde udelukket. Jeg vidste, at jeg simpelthen ikke er typen der orker daglig pelspleje, eller ture til hundefrisøren flere gange om året, derfor skulle hunde være korthåret. Det udelukkede langhårede samt trimmeracer... Jeg ville gerne have en lille hund, som var til at tage med rundt. Valget faldt derfor på den dansk/svenske gårdhund... at det så endte med en blanding af dansk/ svensk er en hel anden historie Vær ærlig overfor dig selv mht hvor meget tid du vil bruge på træning og aktivering... og træk derefter lidt fra... en aktiv hund der ikke bliver brugt, bliver ikke kun en byrde for din samvittighed, men også en plage at bo sammen med... Alle hunde kan lære at være alene i 7-8 timer, det drejer sigbare om at gøre sit arbejde godt nok... En hvalp kan selvfølgelig ikke med det samme, men det kan sagtens læres... så længe man har den fornødne tid til det...

Jeg boede sammen med en Dobermantæve ved navn Ami indtil jeg var 5 år, men jeg husker hende ikke rigtigt... for mig var min barndomshund mine naboers... Viggo var en 3 årig skt. Bernhards hund, som jeg mødte og forelskede mig i, da hans ejere flyttede til vores vej... Han blev 8 år, jeg har ikke styr på hvor mange timer jeg har brugt i hans selskab i de 5 år vi kendte hinanden... han var en vidunderlig hund... Jeg forstår dog ikke, den dag i dag, at jeg blev betroet det hverv, at være hans hundepasser... Han vejede langt mere end jeg, og var en intakt hanhund, der havde tendens til egetkønsaggression ... Sussi var en 10 år gammel langhåret gravhund, der flyttede ind hos familien, da konens far døde. Jeg tog hende pænt med når jeg tog Viggo ud, men jeg kom aldrig til at have samme forhold til hende... Dette skyldes primært, at Sussi var en yderst reserveret tæve, der bed fremmede hvis de kom for tæt på hende... Vi lærte dog at komme overens, og i de sidste par år af hendes liv, kom vi endda rigtigt godt ud af det med hianden... men soulmates blev vi aldrig .... Min barndoms allerstørste hundekærlighed må dog tilfalde min bedste venindes airedaleterrier Spicaways Kvik - Tjago i daglig tale. Den dag den lille krøllede hvalp tumlede over dørtrinnet første gang var jeg solgt... Jeg prøvede desperat at overtale min forældre til at få hund, men det lykkedes aldrig... Tjago var den eneste anden hanhund Viggo kunne tolerere, og vi 4 brugte mange mange timer sammen... Tjago blev 12 år gammel. Han blev aflivet i år 2000, mens jeg sad med hans hoved i mit skød i mine gamle naboers have... De havde ringet for at høre om jeg ville være der, når dyrlægen kom Det var meget rørende og forfærdeligt trist... I 1 af de 4 år jeg tilbragte i England delte jeg hus med Staffien Sammy, som var en fantastisk dejlig hund, men heller ikke hun var min... Dengang var hun 1 år - hvis hun stadig er i live, vil hun nu være 9 år gammel... Karla er min første rigtige hund - ejet af mig - hun er snart 1 år og har givet mig en hel anden oplevelse af at have hund, end alle de andre tilsammen. Ikke blot grundet det, at jeg har det fulde ansvar for hende, men også fordi jeg har en hel anden "connection" med hende, end jeg har haft med nogle af de andre hunde i mit liv... Jeg ved ikke hvad der gør forskellen, men Karla er noget helt helt specielt og hun har lovet mig at blive minimum 25 år gammel, alt andet er for skrækkeligt at tænke på... Når jeg engang kommer hjem fra USA vil jeg prøve at finde billeder af mine barndomshunde...

dem er Karla helt pjattet med nu... men hun gad dem ikke som lille... Kaninører har vi haft stor glæde af... de er blødere og knap så fedtede (eller fede) som griseører...

Karla havde hele huset til at begynde med, det kunne hun slet ikke overskue... det gik rigtigt godt de første 10-15 minuttern og så begyndte hun at stresse... Da hun røg i køkkenet med børnegitre for dørene, var problemet løst... men det er forskelligt fra hund til hund... nogle hunde vil helst have lidt plads, andre meget... Hvis Karla har hele huset stresser hun fra rum til rum, når hun kun har køkkenet ligger hun sig ned og sover...

Karla tjekker om dybden er ved at være der... Karla og hendes ven Jackpot samarbejder lidt om hullet... Karla graver... i græsplænen! tsk tsk... Vi er dog (måske) nået til enighed om, at græsplænen er nono og der skal graves i beddet bag skuret i stedet....

Jeg kan sagtens følge dig Har været ca det samme sted som dig, og selvom det var begyndt at vende, så var det først da lille-vappen meldte sin ankomst, at det virkeligt vendte helt... Jeg har aldrig været så glad som siden min hund kom ind i mit liv Hun giver mig så meget ... Dejligt at høre din historie :ae:

Det håber jeg virkelig ikke er det der er ment, for det er virkelig en dum ide... Jeg var for sløv, i slutningen af Karlas løbetid, så hun fik overtrådt sine grænser lidt for mange gange af pågående uhøflige unge hanhunde... hvilket har betydet, at alle hanhunde under 1 år (med undtagelse af dem hun kender virkelig godt) bliver mødt af en knurren nærmest med det samme hun snuser til dem Hun har nemlig lært, at de VIL overskride hendes grænser, så hun bliver nødt til at sige fra med det samme... Det er MIN fejl, og det betyder at JEG bliver nødt til at tage slæbet med at rette op på det igen... Og det har betydet, at hundemøder (med unge hanhunde) i den sidste måneds tid, kun har fået lov at vare et sekund nærmest, fordi jeg hele tiden har skullet stoppe mens det gik godt... Der er langsom fremgang, men det er et kæmpe arbejde jeg har lavet for mig selv Så lad endelig vær med at grave det hul, for det er uden tvivl endnu sværere at få en hanhund på 60 kg op af det, end det er, at få en tæve på 8 kg op igen...