AnnaS

Totte får også vådfodder om aftenen, da han har haft urinkrystaller som helt lille og skal sørge for at få rigeligt med væske. Han har ikke kronisk forstoppelse, men havde det en enkelt gang, hvor han måtte til dyrlægen. Han var blevet passet i en periode og var, i den bedste mening, nærmest blevet voldfodret med godbidder, han ikke havde godt af . På den foddertype han får nu, er hans afføring helt normal i farve og konsistens. Men jeg vil helt klart have dit indlæg i tankerne, hvis Tottes afføring skulle ændre sig.

Jeg er selv et kæmpe ude-menneske og det tror jeg smitter af på Totte. Når det drejer sig om at være ude, skelner jeg ikke meget mellem sne, storm, torden, regn, sol og varme. Jeg klæder mig selv og Totte efter vejret. Er det meget koldt eller vådt får han sit lille dækken på. Er det frost, så der er saltet, får han potevoks på og vi er ikke ude så længe af gangen. Til gengæld er vi så ude flere gange. Er det meget varmt, sørger vi for altid at have vand med og hvis solen skinner meget, sørger vi for at opholde os mere i skyggen. Totte har ikke noget imod at det styrter ned, hvis han først êr ude, når det begynder. Så kan man se en hund, der bliver mindre og mindre i takt med at hans store pels tynges af vandet. Hvis det styrter ned, når han skal ud, skal han lige overvinde det men så futter han til gengæld også bare afsted. Han er heeelt vild med sne. Ja det er nok hans yndlingsvejr. Han kan finde på at stoppe op og se på mig, hvis han hører ordet hjem og han er godt i gang med at lege. han elsker at få kastet løs sne over sig og graver gange med næsen mens han drøner afsted i sneen. Hvis det bare er sne kan vi være længe ude, til hans store glæde. Men hvis det samtidig fryser, må jeg sætte grænsen fordi hans lange pels rundt om poterne ellers vil blive fyldt med små frosne sneponponer. Blæsevejr er nok det, JEG hader allermest, fordi Totte i forvejen er en hund, hvis næse bevæger sig konstant. Blæser det meget, kan han være svær at få kontakt med og svær at få til at lystre. Min teori er at det skyldes alle de dufte han bombarderes med. Jeg kunne godt tænke mig at være ham for en dag i blæsevejr, bare for at sætte mig ind i, hvordan han har det. Falder der blade, har vi til gengæld en fest, når jeg kaster blade op i luften og Totte løber rundt efter dem. Jeg håber aldrig, han holder op med at lege, for han er sjov at lege med Det værste af det hele er jo selvfølgelig at Totte kan blive meget beskidt og våd, hvis det ikke er tørt udenfor. Det hænder tit at han kommer ind og ligner én, der er slæbt gennem en mudderpøl eller en vandpyt. Men det er der råd for, for hunden skal have lov at være hund. Og han er heldigvis flink til lige at lade sig dirigere ud i brusekabinen og få skyllet poter og mave. Eller stille sig på håndklædet og få tørret poter:-P.

Totte har heller aldrig besørget i haven. Og når vi går ned i hundegården, sørger han altid for at gøre sig færdig, da han ikke vil bruge hundegården som toilet. Mht. foder får Totte "kornfrit hundefoder" med kun én slags protein og ris, kartofler og andre grøntsager. Han prutter, så det hørmer, hans afføring bliver stinkende, kitfarvet, tenderer til tyndt og en kæmpe portion, hvis han er fodret med for meget korn i fodder og godbidder. Da han ikke får så meget stivelse, optager han så måske ikke sin mad så hurtigt? Mener du, det kan være en del af problemet? Jeg bestræber mig på at foderets protein- og kulhydratfordeling er 70/30. da jeg har læst at fodder så tæt på 30 % i kulhydrat er foder af god kvalitet og svarer nogenlunde til dyrets fodder i naturen. Tottes dyrlæge siger at en sådan kost er god for Totte, der har været til dyrlægen en gang pga. forstoppelse.

Det virker ikke til at Totte har dessideret yndlingssteder at skide.Og det virker heller ikke som om det SKAL være på hans faste rute. Det betyder vist mest for ham at der er det rette underlag og at han har fred. Han virker ikke generet overfor os, han er knyttet til. Det er tydeligt, han gerne vil være i fred (det vil vi mennesker vel også, når vi er på toilettet), men han søger ikke lige så langt væk, når vi går i fred og ro allerhøjst med én anden hund, han er meget gode venner med. Det virker nu også som om, de kender hinanden så godt, at de ved, hvornår den anden vil være i fred for at gå på toilettet. Det er heller ikke fordi, det er et problem hver gang han skal af med noget. Men det er et stort nok problem, til at jeg bliver frustreret. Og det tror jeg, jeg skal arbejde lidt med, for jeg synes næsten at kunne se på Totte at han kan læse på mig at jeg er irriteteret. Så står den lille hund der og ved måske ikke om han har gjort noget forkert og så har han ikke ro i sindet til at besørge. Og kan ovenikøbet finde på at kaste blikke på mig, som om han spørger om det han gør er OK. Idag var jeg meget bevidst om min egen rolle, da vi den hyggeligste tur. Vi er først lige kommet hjem efter at have været ude i den friske luft i 3 timer. En lille togtur til vigerslevparken og vester kirkegård, hvor vi to bare gik og undersøgte tingene, legede med pinde og sad på bænkene og holdt pause, mens Totte drak vand. Der havde jeg besluttet mig for at nu skulle jeg lade være at blive irriteret når han viste tegn til at skulle på toilettet. Istedet stillede jeg mig afventende uden at være stiv i kroppen. Kiggede væk, gabte lidt og blinkede. Det tog Totte en brøkdel af den sædvanlige tid at gøre sig færdig. Åh jeg håber ikke det lyder som om jeg er en dårlig hundeejer, for det ønsker og håber jeg ikke at være.

Jeg skriver på intet tidspunkt at 3x5 min om dagen er nok. Det er slet ikke min holdning. Jeg gav udtryk for min undren over at at andre hunde åbenbart kan besørge på så korte gåture, mens Totte ikke kan finde ud af det på sine lange ture. Måske ved de hunde at de bliver altså nødt til at skide i en fart, for de har ikke ret lang tid til rådighed? Anyway....måske udtrykte jeg mig ikke klart. . Totte er ude 4 gange om dagen. Hans morgentur er bare en hurtig på ca. 15 min ved 8-tiden for at gå på toilettet. Ved 11-tiden er han ude 1 time til halvanden. Ved 16-tiden en time. Og ved 20-21 tiden omkring 20 min. Nogle gange er vi på en dagstur. Morgen og aftenturen er allerede faste ruter på stisystemet, hvor vi bor. Han får ofte skidt på disse ture, der udelukkende er han hans. Forståede på den måde at han får lov at bestemme tempoet og hvornår der skal snuses. De lange ture er så rundt omkring for at opleve noget nyt og netop som du skriver...... at læse avisen. det kan være at tage en togtur, tage til stranden, på engene etc. I vores område skal hunde holdes i snor og der bor rigtig mange hunde og ikke alle er lige venlige. Jeg kunne godt være nervøs for at give Totte en 15 m sporline på. Mine tanker går også på om han ikke allerede har fået lov at "få magten" i forhold til problemet ved netop at trække os rundt efter hans behov. Jeg ved det ikke. jeg har dog lagt mærke til at totte oftest har sværest ved det, når det blæser og han får smækket en masse dufte i næsen. Han er i forvejen en kæmpe snuser og hans kælenavn er pindsvinet fordi han ofte lyder som ét, når han snuser.

Jeg håber meget at der er nogle, der kan komme med nogle gode forslag for jeg er, ind imellem ret frustreret. Totte er en hund, der er lidt blufærdig omkring det at skulle skide. Det har han altid været. Han går hellere i lang tid og holder sig på gåturen end sætter sig det første det bedste sted. Ofte kan man faktisk se hans rumpehul udvide sig mere og mere, mens han bliver mere intens i sin søgen og også begynder at trække lidt i snoren for at ville bestemme tempoet. Når han endelig finder et sted har han det bedst med at trække flekslinen ud i sin fulde længde. Er han uden snor, ligner han én, der er ved at stikke af, fordi han vil finde et sted langt væk, hvor han i ro og mag kan skide med ryggen til. Derudover vil han stort set kun skide på græs, hvilket kan være lidt svært, når man færdes på områder uden græs. Han er også nem at distrahere (ikke at forveksle med at være stresset, for det er nysgerrighed og han følger med i alt. Så han kan have fundet et sted, for så at afbryde sit forehavende, fordi han liiiige skal følge med i, hvad der nu foregår omkring ham. Når han endelig synes at have fundet et sted, begynder han at dreje rundt om sig selv. Nogen gange er det så ikke det rigtige sted alligevel og så fortsætter søgeriet. Andre gange er stedet ok og så kan han dreje op til 25 gange rundt om sig selv for endelig at få besørget. Vi er faktisk, flere gange, kommet hjem, uden han har fået skidt, selvom det var tydeligt at han skulle. Først og fremmest fordi jeg ikke kan se rimeligheden i at hans i forvejen lange gåture skal gøres endnu længere, fordi han ikke kan tage sig sammen. Det er ikke Tottes skyld og Jeg tager selv det fulde ansvar, da jeg tror at vi selv er skyld i mønstret omkring hans toiletbesøg, som vi nu synes er en dårlig vane. Vi har, fra han var lille, ladet ham styre i hvilken retning han ville og på hvilket underlag, for det var jo vigtigt han fik besørget. Og da han helst har villet på græs har han fået sin vilje omkring det også. Det gør det heller ikke bedre at han ind imellem følges med nogle hunde, der stikker hovedet op i røven på Totte, når han skal, fordi deres ejer ikke har pli omkring det at gå på toilettet. Disse ture er nu minimeret. ØV ØV. Som situationen er nu, får han mindre snor, når vi ser tegn på at han skal og han får ikke lov at styre os hid og did. Han er allerede blevet LIDT bedre. Jeg tror også at vi, qua hans lange ture, har givet ham fornemmelsen af at der er masser af tid inden vi skal hjem. Så han har haft travlt med alt muligt andet end at gøre det, han skulle gøre. For når jeg f.eks ser mange andre hunde, der lige bliver luftet 3x 5 min om dagen kan de godt finde ud af at gå på toilettet. Jeg kan bare ikke rigtig overskue, hvordan vi får vendt situationen. Vi genkender jo tegnene, når han skal skide og Totte forstår hvad det betyder, når vi siger han skal pølle. Det siger vi så, når han viser tegn på at skulle for at få hans fokus rettet mod at han skal besørge. Han virker ikke stresset over det, men jeg kan da godt tænke på om han føler irritation over at vi blander os i hans forehavende. Ih jeg håber på nogle input, for jeg ønsker ikke at Totte skal få gener, fordi han går og holder sig.

Jeg har også Dyrekassen med livslang forsikring. Det er forskelligt, hvad man giver om året og hvad den dækker alt efter hvilken race man har. Og hvilke skavanker racen er kendt for at have. De dækkes så ikke. Jeg har en selvrisiko ligesom du, men vil dog lige gøre opmærksom på at der på forsikringen udover selvrisikoen også er en variabel selvrisiko på 20 %. Der står i forsikringsbetingelserne at de kun dækker 80 % af dyrlægeregningen ud over selvrisikoen. Og så vidt jeg har fået oplyst er det kun 1. år man får 10 % rabat, hvis man er medlem af DKK. Edit. Og nu har jeg så læst at dkk ikke længere har samarbejde med dyrekassen

Jeg har en bichon havanais på lidt over 2 år. Han gør nøjagtig det sammen. Han bliver ikke fodret med BARF, men får ind imellem også mademner, som jeg ikke synes, det er så lækkert, han slæber rundt omkring. Han begyndte på at sortere i maden, løbe med det og gemme det, da han var ganske ung. Hvis det er mere eller mindre tørt og lugtfri mad, får han lov til det. Det virker som om, det er vigtigt for ham og som om han betragter det som et bytte. Han kan finde på at svinge og kaste med det, som om han dræber det og det kan være ret underholdende at se på. Eller han nærmest danser rundt om det, mens han logrer med halen. Ofte er det, han gemmer på, noget han virkelig elsker. Så man skulle tro at det gjaldt om at få det spist i en fart. Men sådan ser han åbenbart ikke på det. Når han får noget, vi ikke synes, det er hensigtsmæssigt, han slæber rundt på, begrænser vi ham. Det kan f.eks være ved at lukke af til det område, hvor han er kendt for at løbe hen. Eller vi siger "bliv" til ham, hvis han f.eks er i entréen og vi gerne vil have at han skal blive der og spise. Han har også lært, hvad det betyder, når vi peger i en retning. Så det bruger vi også til at dirigere ham et sted hen.

Jeg kan anbefale en Bichon havanais. Den minder meget om Löwchen af sind. Lærenem, social, robust og viljefast Min havaneser Totte elsker faktisk agility, selvom han er en hund på kun 8 kg og ca. 40 cm høj. Han er en stor havaneser og benene er længere end normen. Men skal hunden springe, tilpasser man jo bare højden. Totte kan springe gennem ring, tunnel, og over forhindringsbarre. Han kan zig-zagge (ligesom slalon gennem pinde) Og han synes simpelthen det er så sjovt at han kan finde på at prikke mig på benet, hvis han ikke synes, vi er færdige, når han er det. Vi har et agilitysæt i haven, som vi bruger. Han er ikke hurtig, men det tror jeg skyldes at jeg ikke altid er lige mobil selv. Om han kan gå som håndbagage i et fly er jeg ikke helt sikker på. Men hvis havaneseren overholder standardmålene, kan den godt. Men der er ingen garantier, da jeg ved, de vejer alt fra 3-9 kg. Men jeg kender til opdrættere, der udelukkende avler små havanesere.

Godt nytår allesammen. Jeg er bare så stolt over Totte. Han var ude på et par lange ture i løbet af dagen. Her bragede det allerede pænt, men han stoppede bare op kiggede og gik videre. Hilste på de hunde vi mødte og virkede i det hele taget, som han plejer. Ved 18-tiden gik vi ud inden vi skulle spise. Der skulle han lige "trækkes op", men futtede ellers derudaf i sit sædvanlige nysgerrige tempo. Indtil kl. 21- hvor vi gik ud på sidste tur, tullede han rundt, vi spillede bold, han lå og nussede i sofaen og kiggede ud af vinduet for at se på fyrværkeriet. Han tog selv initiativ til at lege og kastede rundt med sine godbidder. Han gøede ikke og virkede meget rolig, selvom man da godt kunne se at han helst ville undvære fyrværkeriet. Da vi gik ud kl. 21 var der faktisk ro på fyrværkeriet indtil vi havde fået tøj på. Så smed en idiot et kanonslag udenfor vinduet. Jeg følte at jeg blev nødt til at fortsætte, da han nok ville undre sig, hvis jeg ombestemte mig. Han gik da også med men nægtede at tisse. Gik bare lidt rundt udenfor huset og kiggede sig lidt nervøst omkring. Da jeg spurgte om vi skulle gå ind igen kiggede han på mig som om han sagde ja. Og vi gik ind. Han tissede så den største tår ved 01 tiden da der var faldet ro på derude. Totte fik aldrig sit marven for da det var tid til det, var han faldet i søvn i sin kurv:-D. Idag virker han fuldstændig normal. Dog mere træt end vanligt. Men med et marvben, der venter.

Ok så er jeg med hvad det indlæringsmæssige angår:blink: Jeg har, i en anden tråd beskrevet, hvordan det er lykkedes mig at aflede Tottes angst for fyrværkeri ved at sætte mig på græsplænen foran huset og iagttage fyrværkeriet, komme med begejstrede udbrud og fylde godbidder i ham. Han gik modstridigt, men mere eller mindre frivilligt udenfor (Jeg skulle ikke bære ham). Men han var tydeligvis ikke begejstret. Han kæmpede dog på intet tidspunkt for at komme ind igen og det virkede på intet tidspunkt som om han forbandt godbidderne med "det farlige". Jeg havde den opfattelse at jeg lokkede Totte og derfor undrede jeg mig over at man så kategorisk skal passe på med at lokke en angst hund til at gøre noget, den er bange for. Jeg er selvfølgelig opmærksom på at godbidder ikke altid kan være med til at forebygge eller rette op på skræmmende situationer. Men Tottes nysgerrighed og selvsikkerhed synes at medvirke til at han ofte kommer sig over stressende situationer eller situationer, hvor han bliver bange. Og da han først var kommet ud, var han måske i situationen mere tryg end jeg umiddelbart fornemmede. Til syvende og sidst handler det vel i virkeligheden om at være opmærksom på at man ikke overtræder sin hunds grænser så meget at det forstærker dens angst for noget, den i forvejen er meget angst for.

Og det er nok det, der gør det så forvirrende ind imellem. For jeg kan da have svært ved at skelne. Jeg er med på belønningen (Godbid, ros, legetøj etc), der gives efter at have udført det ønskede. Men kan have svært ved at skelne mellem opmuntring og lokken. Jeg kan f.eks finde på at give Totte en godbid eller ros, mens han udfører opgaven. Det betegner du som opmuntring. Jeg kan godt se, hvad du mener, men mener også at det kan kaldes en lokken hunden til at gøre opgaven færdig. Eller belønne den for sit initiativ til at ville gøre noget. Er der virkelig så regelrette definitioner på begreberne? Og er man, i så fald, langt ude i skoven, hvis man ikke kan skelne? For langt hen af vejen er jeg kommet langt med Totte. Men han kan også blive lidt forvirret ind imellem. (eller måske forvirrer jeg ham). Jeg ved at noget klikkertræning foregår efter belønningsbaserede principper, hvor hunden lærer at tage initiativ istedet for at lade sig lokke af en godbid. Men handler det oftest ikke om at vi, uanset hvilket begreb, vi anvender, manipulerer hunden til at gøre det, vi ønsker? Altså uanset vi kalder det belønning, opmuntring og lokning? Og kan hunden kende forskel? Ved du om der findes noget litteratur om emnet, for jeg synes, det er interessant.

Jeg er selvfølgelig med på at hvis der er tale om en hund, der dessideret gemmer sig for ikke at komme ud, kan det blive nødvendigt at bære den ud fremfor at lokke. Men Alfen skrev: sæt den ned og tal opmuntrende glad og frisk til den, lok ikke, hunde der lokkes finder ofte at det er endnu mere farligt. Det var i den sammenhæng jeg ikke forstod, hvorfor man ikke skulle anvende lokken. Jeg mener....... når den først er taget ud og eksponeret for det, den er bange for, har man ligesom taget en beslutning på dens vegne om at den skal ud. Den kan så ligesom ikke gemme sig mere og så kan man vel ligeså godt lokke den, mens man taler opmuntrende og frisk til den? At tale opmuntrende og frisk kan jo også opfattes som en form for lokkeri.

Jeg har et lille marvben, der ligger og venter på Totte i morgen aften. Det skal nok gå. Det komiske er at jeg selv har haft meget let ved at blive chokket over fyrværkeri. Det har jeg pænt måtte lægge fra mig. Selv min mand er lidt overrasket over de manglende spjæt i sofaen fra min side. Men så igen...... Da vi lige havde fået totte, mødte vi en hunderace, jeg tidligere havde fordomme overfor og var bange for. Den måtte jeg selv lige hilse på, for ikke at overføre min angst til ham

Jeg er ikke helt enig med dig angående det med ikke at lokke . Og jeg har ikke erfaring med at det har den modsatte virkning, hvis jeg f.eks lokker Totte. Tværtimod synes jeg det virker som om hans alarmklokker ringer, hvis jeg bærer ham. Som om han tænker at "det ER farligt, hun bærer mig". Som om han betragter det som ynk. Når jeg har gået til hvalpe og unghundetræning med Totte er der også altid blevet opfordret til at give godbidder, når man får dem til at udføre det, man vil have dem til. Og det er da, efter min mening, det samme som at lokke dem. De lærer at de får en godbid, hvis de gør det, man beder dem om.

Ja godbidder er altid rare at have ved hånden, hvis man har en madglad hund :blink:. Og heldigvis i dette tilfælde .

Jeg kan ikke se, der er noget galt i at bruge dæmpende signaler. Men nu er jeg heller ikke adfærdskonsulent, så jeg er ikke ekspert på området og det kan være andre er af en anden mening.:hmm: Jeg kan godt finde på at bruge dæmpende signaler til totte. Og som jeg opfatter det er der tale om et gensidigt kommunikationssystem hundene imellem. Og at hunde bruger dæmpende signaler til at berolige sig selv, situationen og andre. Det er en helt almindeligt kommunikationsmiddel hos hunde. Før jeg fandt ud af at der var noget, der hed sådan, troede jeg at totte var forkølet når han nogengange slikkede sig om næsen. Indtil jeg fandt ud af at han oftest gjorde det, når han blev irettesat på gåturen. Og at han faktisk prøvede at dæmpe den konflikt, han syntes vi havde. Jeg begyndte så at bruge dem selv og synes at det virker afledende, så situationen bliver mindre stressset og "konfliktramt". Faktisk synes jeg, det får totte til at virke mere selvsikker. Nu ved jeg jo ikke helt, hvordan en hunds psyke fungerer, hvad en hund tænker og i hvilket omfang den tænker. Men jeg har opdaget at det virker som om at et dæmpende signal fra mig får totte til slappe mere af. Dæmpende signaler er jo ofte et signal om at der er fred og ingen fare. Og hvis hunden viser tegn på usikkerhed over fyrværkeri tror jeg det kan have en gavnlig effekt fremfor at ynke hunden, der kan øge dens angst.

Det er Tottes 3. nytårsaften. 1. nytårsaften var han omkring 3 mdr. han var vildt imponeret over bragene og lysene. Kunne ovenikøbet finde på at trække hen mod dem, der fyrede krudt af op til nytår. Og selve nytårsaften ville han gerne hen og kigge ud af vinduet. Sidste år var vi så uheldige at gå aftentur, da et batteri fyrværkeri sprang i luften tæt på, hvor vi gik. Totte og hunden vi fulgtes fik et chock og de ville bare hjem. Det fik de så ikke lov til, da jeg mente at de ville blive forstærket i deres angst. Så vi gik videre som om intet var hændt. De så stadig skræmte ud og det fortsatte de med den næste uges tid. Totte ville faktisk helst ikke ud, når det blev mørkt . Han var i løbet af året løbende blevet lydtrænet med en CD, jeg havde købt. Den indeholdt alle mulige lyde, som motorsave, hækkeklippere, barnegråd og fyrværkeri, så jeg tror det bevirkede at han lettere kom sig over chokket. Men jeg fik også den, åbenbart, gode idé at tage en pose godbidder ud og sætte mig med ham på plænen foran huset, når det blev mørkt. Når der så var fyrværkeri, klappede jeg i hænderne, lød ivrig og med stemmen i et højt leje sagde jeg dygtiiii, floooot og se deeeeer og pegede i retning af farverne fra fyrværkeriet, mens jeg nærmest tvangsfodrede ham med godbidder. Det endte faktisk med at han kom sig over skrækken og efterfølgende, når der lød et brag, kiggede han efter lyden, som om han havde forstået at der fulgte noget håndgribeligt med, som han kunne kigge på. Og så var det ikke så farligt mere. Da vi nåede nytårsaften fik han et lille marvben. Der var ingen problemer og da han havde fået nok af larmen lagde han sig ud i mørket i gangen og sov. I år har det ikke været så slemt med fyrværkeri endnu. Der har dog været nogle kæmpebrag, og han virker ikke synderligt påvirket. Nok også fordi jeg er blevet mere moden som hundeejer. Ofte lader jeg som ingenting og går bare videre. Et par gange har han dog virket lidt usikker. Så har jeg afledt ham, ved f.eks at give ham en kommando til f.eks at lave et af de tricks, han har lært. Jeg kan nemt måle hans stress-niveau. Han er nemlig meget madglad og hvis han ikke vil tage imod en godbid, er det fordi han er blevet virkelig forskrækket. Og så må han afledes.

Totte følger med overalt i kolonihaven. Og går indimellem i vejen:lol:. Det her billede er fra hans første sommer i kolonihaven, hvor alt skulle undersøges.

Totte har sin kurv stående ved siden af min side af sengen. Han har også et lammeskind på gulvet ved siden af sin kurv. Han er nok lidt forkælet hvad sovepladser angår, for han har kurve stående rundt omkring i vores 3-værelses lejlighed. Og en "fatboy" som jeg lavede af en dyne der alligevel skulle kasseres, som jeg så proppede ned i et baby-dynebetræk. Han sover IKKE i sengen. Det besluttede vi før vi fik ham at han ikke skulle. Om morgenen gør han opmærksom på at han er vågen ved at stille sig på forpoterne på kanten af sengen. Og han har et par gange lagt sig på sengen, når den er redt. Men ser han os i farvandet, springer han med det vups ned på gulvet. Han må gerne ligge på sit tæppe i sofaen og det gør han også. Han flytter, så vidt jeg kan høre, lidt rundt om natten.

Tak til jer alle Ja han er både sød og smuk. Jeg er førtidspensionist og da min mand og jeg flyttede til et sted med mange grønne områder, benyttede jeg lejligheden til at få denne lille hund. Og vi er en gensidig glæde til hinanden. Siden han var 10 uger har han kørt i tog og bus og han er socialiseret til alle typer hunde og mennesker, siden jeg fik ham. Så jeg kan have ham med mange steder og vi har mange dejlige oplevelser sammen. Han elsker at komme med på eventyr og jeg har fået trænet ham godt, så han nu selv giver udtryk for at have brug for at hvile benene. Han er jo trods alt kun en lille hund på 8 kg. Og selvom han er robust, skal ture og rejser tilpasses hans tempo. Men det gør at vi kommer ned i et helt andet gear. Og ofte ser tingene fra et andet perspektiv

Jeg er ny herinde og ville lige præsentere mig Jeg er den heldige ejer af den skønneste bichon havanais. Han hedder Totte og er lidt over to år. Han ligger på sofaen og sover ved siden af mig nu fordi han er træt ovenpå et bad. Totte har virkelig vendt op og ned på mit liv. Aldrig har jeg fået så meget motion og mødt så mange mennesker. Han er meget social og udadvendt og altid klar til spilopper. Her sidder han og griner til fotografen i sommer, da han og jeg var to uger på ferie i Flensburg og Hamburg, hvor han tog det hele i stiv arm