bernerazuro

Er jo egentlig også meget enig med dig i din holdning, også at man ikke kan sammenligne på tværs af arter. Grunden til, at jeg bragte lemurerne ind, var at jeg her ikke synes, at de klassiske fortolkninger af dominans gælder her heller - man klassificerer deres adfærd som dominerende, alligevel så passer det ikke rigtig, når man kigger nærmere på det og er der overhovedet snak om dominans, eller bare alm. læring? Fx jager den større gruppe hannerne væk, så de nærmest ikke tør komme ind. Det er jo egentlig bare bølle adfærd, der er åbenbart ikke engang ritualiseret adfærd indblandet, som vores hunde jo ellers har. Udover at de ikke bider hul, altså, så der er kun snak om skinangreb, når de jager. Så har vi gruppen, hvor dominansforholdet ikke er stabilt, men situationsafhængigt. Og de to, hvor jeg endnu ikke har været i stand til at observere noget som helst, selvom jeg har arbejdet med dem i snart 4 måneder og nok først ser noget, når vi kommer ind i parringssæsonen. Giver det mening? Egentlig er jeg vel bare ude på at debattere og få bragt fokus på, om begrebet i grunden overhovedet er brugbart, navnlig hos hunde. Og om det ikke bruges generelt lidt for meget i flæng og her tænker jeg jo så ikke kun på grunde (glæder mig til diskussionerne på skolen). Men dominans skulle netop have noget med ressourcer at gøre og tilgangen til disse. Og en udadreagerende reaktion er vel normal, når en anden irriterer én unægteligt? :hmm: Det ville vi mennesker jo også, uden vi ville klassificere det som dominans. Ser du tydeligt, at kommunikationen kun går én vej - Karla reagerer over for begge, Johna kun over for Wilma, mens Wilma aldrig siger fra osv.? Eller er der også noget dynamik? Jeg er ikke imod tanken om, at der er en hund, der har en slags lederposition, det er jo ganske normalt, at der er en, som de fleste ser op til og tilpasser sig på en eller anden måde, også hos mennesker. Ang. situationen med unghanner - så er det jo, at man siger, at dominans kun foregår internt mellem hunde, der har en egentlig relation og tilknytning. Så kan det overhovedet kaldes dominant? Selvfølgelig er der en relation, så snart de har mødt hinanden, men de har jo ikke knyttet flok eller har nogen intentioner derom, tænker jeg. Hun har fået nok og siger fra på en ritualiseret måde. Og det er selvfølgelig relationsdannende og kunne nok klassificeres som dominerende adfærd, men også bare som et "nu har jeg sgu fået nok, fat det" - uden der er tanker om status/rang indenover.

Har DJR krav om prøver og sundhed osv.? Ved bare, at de samarbejder med DKK, så ja, de er også en vej at gå. Tænkte bare, at det blev for forvirrende, hvis jeg begyndte at nævne flere organisationer. Vil dog stadig mene, at udstillingslinier kan være vejen at gå, hvis de er kritiske med opdrætter som jeg beskrev - kender en, der har en formel 1 labrador og den er altså ikke så tilpasningsdygtig, som nogle jagtfolk siger, at de er. Han er herlig, skide god at arbejde med, verdener væk fra en berner sennen (ejeren havde bernere før) og så kræver han, at der sker noget i hans liv. Hun er så heldigvis også dedikeret, træner meget og går lange ture dagligt. Men ifølge hende, ikke tilpasningsdygtig, dertil er der for meget knald på i hans hjerne og for meget energi i kroppen. Og hendes næste hund bliver nok samme slags, så det er på ingen måde, fordi hun er afskrækket.

Men hvordan kommer det til udtryk? Det siges jo også, at der både er hierakier for kønnene og nogle gange på tværs af kønnene. Ulvene, som hundene stammer fra, kører jo med to hierakier - et for tæverne og et fra hannerne, men vel også noget på tværs på én eller anden måde, som du mener at have observeret hos dine Synes ofte jeg har hørt (uden at være helt sikker) i hundehold med både hanner og tæver, at tæverne normal er ret bossene, men at det er hannerne i sidste ende, når det virkelig gælder - men det gælder ikke dine? Er rent i diskussionsmode nu og skriver de ting, jeg mener at have lært om det, uden at jeg absolut selv deler samme holdning Prøver bare at få nogle flere dimensioner på og synes det er en interessant debat.

Jeg er jo kommet ind i Zoo verdenen og der bruges ordet "dominans" ganske ofte og netop i situationer, hvor det kommer til udtryk fysisk især. Derfor jeg er kommet til at spekulerer rigtig meget over det igen, selvom jeg egentlig helt havde forkastet ordet fra mit ordforråd nærmest Men ja, det er jo netop Karlas måde at være dominant, der ofte skildres af trænere, der bruger positiv forstærkning. En uvoldelig 'leder', der har opnået sin status gennem alder, ro og selvsikkerhed-agtigt. Når hun giver dem/Wilma en røffel, er det så i ressourcesituationer, hvor de prøver at tilsjuske sig noget, eller hvor hun får dem væk fra det eller hvornår sker det?

Wow, fedt! Kæmpe meget held og lykke med det! Det skal nok gå godt med den sejeste Dingle :hjerte:

Normalt ikke et ord jeg bruger, når vi taler om hunde. Men hvordan forstår I ordet? Er dominans i grunden bare, hvad vi kalder bølleadfærd blandt vore egne børn? Det er sådan jeg beskriver det for mine hvalpekursister og egentlig også sådan jeg ser alle disse situationer, da jeg ikke kan se hvad godt det gør, at bruge et fancy ord, som også har fået tilhæftet diverse myter i hundeverdenen. Når det egentlig ikke ændrer på måden, problemet skal håndteres. Som et eksempel siger man at lemurer er "martriarchal", dvs. det er 'damerne', der bestemmer. De er større og stærkere end hannerne, så sjovt nok også de fysisk overlegne. Jeg passer pt to lemurer, hvor det egentlig kan drages i tvivl (og to, hvor jeg ikke har kunnet se nogen tegn på magtanvendelse eller at de undviger hinanden - og så en større gruppe på 5, hvor det er tydeligt). Hunnen er størst og stærkest og er madmotiveret. Men hannen er så meget desto mere madmotiveret - så hvis jeg ved et uheld, når jeg belønner dem, ikke præsenterer dem ét stykke hver i behørig afstand af hinanden, så maser hannen altså hunnen væk og hun viger for ham. Men derudover, så er det typisk hende, der bosser rundt med ham og når de får adgang til mad, flytter han sig som oftest for hende, hvis hun springer hen der hvor han er. Hvilket igen får mig til at tænke, hvad søren menes der egentlig med dominans? Er det egentlig bare, at dette individ er stærkest/har en historie for at være stærkest og er tilpas motiveret til at dominere (være en bølle/skræmme) i de fleste situation? Men så snart at motivationen er relativt begrænset, så gider man ikke tage kampen? Og derfor bare et spørgsmål om, hvem der er mest motiveret og fysisk stærk i situationen. Og dermed igen udelukkende et spørgsmål om læring: Is it worth the effort or not? Og når de ældste så stadig er de dominerende, selvom de er ved at blive fysisk svagere, så har de stadig "the grip" på grund af en læringshistorie hos de andre individer. Anderledes sagt, så defineres dominans som, at dyrene former et "hiraki", hvor hvert dyr kender dets plads og at det er en udfordring af øvre rangerende, når de forsøger at tilsjuske sig noget - og de øverste rangerende er dem, der er førsteret til ressourcerne. Kort udgave. Hvor jeg mere tænker, at der er tale om en læringshistorie bag snarere. Og så selvfølgelig noget genetisk, der gør, at de ikke ofte vil forsøge at anvende deres magt, da det vil svække dem i længden med for mange skærmydsler. Altså ikke rigtig anderledes end, at jeg ikke har tænkt mig at sætte min hånd i nærheden af en kogeplade - med den forskel at jeg gennem attitude ville kunne påvirke et dominant individ. Nu har jeg ikke selv flere hunde, så kan ikke trække på egne erfaringer ift. hunde og dominans. Men glæder mig da til at høre jeres

Det er jo rigtig sjovt! Og et tegn på, at I begge gør jeg nogle tanker bag det at få hund, hvilket er super :5up: Det er en stor beslutning og et stort ansvar man tager på sig, især når man også har et børn, der ikke har det nemt. Først og fremmest bør I læse nogle gode bøger om hundetræning, adfærd osv. inden I får hvalpen hjem, så I har basis på plads Irene Jarnved og Lone Greva har nogle fine bøger herom. Der er desværre ingen krav om uddannelse når det gælder hundetræning og -adfærd, så det er en ren jungel. Plejer altid at anbefale folk at gå efter nogle, der er uddannet hos Hund og Træning for at være sikker på, at de får en hundetræner, der ved, hvad han/hun har mellem hænderne. DKK har også en masse træningspladser, men her er niveauet meget varierende, det samme med DCH's træningspladser. Der findes knald dygtige trænere, der tager hensyn til de forskellige hundes niveau og har styr på indlæringsteori, adfærd osv. Og så findes der dem, der enten fik deres uddannelse for alt for mange år siden eller som har lidt for meget egen improvisation. Har selv oplevet en træner på en DKK plads der gennemgående var dygtig, men lige havde et tvist af noget meget ubehageligt, desværre. Alle hunde kan selvfølgelig lære at samarbejde, men fx. jagt- og hyrderacerne har været avlet til at samarbejde med deres ejer om arbejdet, hvor for eksempel en berner sennen er en gårdhund, vogter og trækhund. Den holder sig tæt til familien, knytter sig tæt, men skal samtidig være i stand til at tage selvstændige beslutninger og derhar har den der "Njah, den idé synes jeg egentlig ikke er så god, mor - hvorfor var det jeg skulle gør det, fordi det her ovre ser mere spændende ud, så du er altså nød til at have en god grund" - hvilket nogle elsker. Og andre forbander Hvis vi så går over i spids hundene så er selvstændigheden endnu større og aktionsradiusen lige så, så der har vi en hund, der ikke har noget imod at løbe langt væk og samtidig egentig synes at samarbejde er højst opreklameret, så et stabilt indkald siges af mange husky ejere at være en umulighed, for eksempel. Anderledes sagt, jo mere selvstændig hunden er, jo længere tid skal der ligges i træningen blot for at få stabilitet i samarbejdet (og jo mere korrekt skal man udføre træningen for at hunden ikke opgiver dig). Er man flittig med sin berner, vil langt de fleste få et super stabilt indkald og kunne komme langt lydighedsmæssigt, men en labrador er unægteligt gennemsnitligt nemmere at gøre stabil. Men hvis I vælger en berner, så tror jeg, at I skal gå efter nogle bestemte linier. Jeg vil normalt ikke kalde berneravlen for opdelt, for det kan INGENLUNDE sidestilles med fx labrador- og schæferavlen, men der er opdrættere, der avler mere aktive og træningsfokuserede hunde end andre, som går efter de mere rolige og selvstændige. Har kunnet skimte et lille billede som instruktør på et hvalpehold. Man siger generelt at hvalpe ikke må løbe, så det er 0 løbetur i det første år (altså, udover hvad den selvfølgelig selv udsætter sig for i leg og undersøgelsesadfærd osv.), da risikoen for skader i de voksende led er for stor. Skal bare lige være sikker på, at du er helt med på hvad jeg mente En berner kan fint løbe om vinteren, om sommeren skal det være tidligt om morgenen og selvfølgelig skal man vurdere vejret. Jeg ved ikke hvor godt labradors klarer løb i varmen, men nok væsentligt bedre. Som minimum de første tre måneder af dens levetid bør den bæres op og ned ad trapperne - dette gælder også for labradors. Jeg opgav selv vores 6 trin da Møffe blev ½ år (36kg!) Nogle vil sige hele det første leveår, hvilket jeg gik efter dengang, men et studie lavet i Norge viste, at det var hvalpens første tre måneder, der er afgørende. Jeg tør ikke sige noget med sikkerhed. Grunden til frygten for trapper skyldes hofte- og albueledsdysplasi og OCD (mus i skulderen primært), hvilket er et arveligt problem som de fleste racer er disponeret for. Det lyder super :5up: Der findes et hav af sportsgrene, det mest oplagte med en labrador vil nok være Rally-O, Lydighed (også kaldet LP, for lydighedsprøver) og markprøver. Hvis det bliver en berner skal I nok holde jer til Rally og Lydighed. Og eventuelt noget vogntræk, der findes vist et sted på Sjælland, hvor de træner vogntræk for sjov. Der er også nogle der har succes med redningshundearbejde med en berner. Men start først og fremmest hos en rigtig dygtig hvalpeinstruktør, hvor der max er 8 på holdet og der sættes individuelle opgaver for hvalpene. Hvis træneren fx siger "indtag plads" og derefter dirigerer kursisterne rundt, så ville jeg holde mig langt væk. Der er ikke plads til individuelle mål i træningen, da alle bliver bedt om det samme og for det meste kan nærmest ingen af hvalpene leve op til instruktøren krav = både hvalpe og fører føler nederlag og fiasko. Giver det mening? Spørg endelig løs! Giver lige nogle link: Træning: http://sea-hund.dk/ http://dogtraining.dk/ http://www.canis.dk/ Bøger: Hvalpe, adfærd og træning: https://www.saxo.com/dk/hvalpen_lone-greva_indbundet_9788702046403 https://www.saxo.com/dk/fra-hvalp-til-hund_irene-h-jarnved_indbundet_SX42980424 Denne er ambitiøs og handler UDELUKKENDE om træning, men den er godt skrevet og giver en rigtig god forståelse for indlæringsteori og hvordan man egentlig bygger træningen op, så man får succes: http://dyrelageret.dk/boeger-fra-canisno-139/klikkertraening-for-din-hund-dansk-udgave-p3651

Om jeg gør! Er begyndt at drømme om ham hver nat, tror jeg - i hvert fald de sidste to drømme, jeg kan huske Tror nok jeg glæder mig - meget Undskyld Umulia

Og kan dælme godt forstå, at du glæder dig! :hjerte:

Ingen tvivl, Møffe bliver stadig overstadigt glad Men heldigvis ikke så sindssygt, som da jeg kom hjem fra Paignton, hvor han kom op i det røde felt. Kunne ikke rejse mig i flere timer fra min stol uden han næsten gik i panik.

Tænker at med alt det man efterhånden har fundet ud af med hunde og indlæring, at det sagtens kan være social læring/tillært. Capturing har jo været velkendt, også at det virker bedre på nogle hunde end andre. Tror Møffe ganske enkelt ville være forfærdelig til den indlæringsmetode, men han smiler sjovt nok heller ikke. Men "Do as I do" er jo også ved at vinde frem, hvor man lærer hunden, at kopiere ejers adfærd til at indlære nye øvelser. Synes egentlig det er rigtig interessant, for det beviser jo at hunde har en bevidsthed om både sin egen og vores krop i en grad jeg faktisk ikke rigtig tilskrev dem før. Og derfor tænker jeg også, at det er mere sandsynligt, at det rent faktisk er, at de har kopieret vores smil, end jeg tænkte førhen. Derudover også at det kan være forskelligt fra hund til hund, hvor meget der er egentlig læring (mor bliver sjov, når jeg gør det her) og hvor meget, der er social læring (mor gør sådan i de her situationer, så det gør jeg også). Ikke at jeg har nogen erfaring med smilende hunde dog

Vil ikke anbefale en cocker spaniel - tro mig, den kan sagtens løbe, især hvis du tager ft linierne. Men den er lille og derfor mindre tolerant overfor hårdhændet behandling, da det føles hårdere. Og så har de vist stadig en tendens til ressourceforsvar, hvilket ikke er en god kombi med børn (alle hunde kan selvfølgelig få ressourceforsvar, især hvis man ikke respekterer deres ejerskabszone, men risikoen har været større ved cockers). Var ikke klar over, at det var et krav, at den skulle med på løbeturene - for så er en berner nok ikke det bedste valg, medmindre du går efter de mere aktive linier. Kender bernere, der er med ude og løbe Men selvfølgelig først når de er fuldvoksne, som med alle andre racer.

Møffe genkender intet - der var en mild reaktion en enkelt gang, hvor han måske syntes han genkendte noget, nok i mit tonefald/måden jeg sagde det på. Men ikke noget, han troede på, for det var ovre efter et par sekunder. Tror også de vender sig lidt til, at vi "forsvinder". Da jeg var i Paignton Zoo i 4 uger var han fuldstændig sindssyg da jeg kom hjem og jeg var faktisk nød til at træne alene hjemme med ham (dog ikke sådan helt vildt, bare lige minde ham om, at jeg altså kommer tilbage). Da jeg var i praktik i Ree Park i 4 uger og kom hjem hver weekend, blev han bedre for hver uge - men forlod ham IKKE i weekenderne, end ikke for at handle en liter mælk (gudkselov for at bo hjemme ). Når jeg skal hjem på ferie om 7 dage er jeg meget spændt på hans reaktion, når jeg har været væk i næsten 4 måneder...

Nu du siger det, trådene lyder meget ens - tænkte det godt, da jeg svarede på den anden også, men kunne ikke huske detaljerne præcist længere og tænkte "et af livets sjove tilfælde" :hmm: Men da kun godt, hvis begge har fundet herind for at spørge om råd

Han genkender faktisk din stemme osv? Møffe genkender intet, når vi skyper! Hvilken egentlig er heldigt nok, for tænker at det må være vildt frustrerende for dem? :hmm:

Udover tolerancetærskel, hvordan ønsker I så sindet? Udover en løbetur, hvor meget tid vil I så bruge på gåture og træning fx? Meget samarbejdende, eller lidt selvstændig/meget selvstændig? Labrador lyder som et godt valg. En mindre fysisk krævende race, men typisk med større selvstændighed, kunne være berner sennen tæve, som også er virkelig rolig og sikker og tolerant, men, hvis fra de rigtige linier, også vil have det fint med en løbetur. Men det er selvfølgelig noget, I skal sætte fokus på at træne hunden til at være ok med, dvs. i skal træne situationerne med datteren med hunden, så den ikke lærer at tolerere det - men faktisk at have det helt fint med hendes adfærd. Ellers risikerer I at ende med en hund, der har virket til at klare det fint i masser af år, indtil den pludselig bed "ud af det blå". Deruover skal I også være kritiske med opdrætter og være sikre på, at det er selvsikre og tolerante hunde, der opdrættes der og at I får en godt egnet hvalp Ikke alle opdrættere lægger ordentligt vægt på temperament, især ikke hvis vi bevæger os ud af den registrerede avl (hvilket jeg vil anbefale jer ikke at købe fra).

Jeg ville altid gå efter en DKK-opdrætter, aldrig andet. Noget I også skal sætte jer ind i, er at racen er delt op i to-tre "linier". Der er den typiske, du ser i gadebilledet, som er udstillingsudgaven - en mere tungt bygget hund. Så er der jagtmodellen og formel 1 typen. Begge to jagtlinier, men formel 1 stammer DIREKTE fra engelsk/irske markprøve linier. Typisk mere spinkle, men stærkt bygget, hunde. Jeg kender ikke de præcise forskelle, men typisk er jagtlinierne mere bløde i munden, mere samarbejdsvillige - og mere aktive. Uden at jeg kan sige det mere præcist! Grunden til, at jeg siger en DKK-opdrætter, er, at det er her du finder de seriøse avlere, der avler for at bedre racen og som typisk ved noget om avl og genetik (der er krav om opdrætteruddannelse, hvis de vil have kennelnavn/-mærke). Søg på retrieverklubbens opdrætterliste og find nogle opdrættere, du synes virker tiltalende og besøg dem og få en snak med dem Men besøg dem gerne, INDEN de har hvalpe, da du ellers forelsker dig kritikløst i de små poder og ikke kan sige nej. Snak med dem om, hvad de gør for at socialisere og præge hvalpene til at blive godt rustet til deres nye liv og snak med dem om, hvilke tanker de har gjort sig bag parringen og hvad de forventer af hvalpene, både når det kommer til sundhed og temperament. Og følg din mavefornemmelse. Du kan finde opdrættere og læse om racens sundhed her: http://www.dansk-retriever-klub.dk/

Møffe gør det samme, dog er bamsen temmelig underordnet her. Hver gang han kører for højt op i glædesgearet (hvilket vil sige - hver gang han får gæster og nu og da også når vi - familien - kommer hjem), så snupper han gerne en bamse og spurter udenfor, hvor han ligger og sutter på den. Min erfaring er, at det hjælper ham til at tage toppen af stressen væk, men hvis ikke man stopper ham hurtigt, så vedligeholder det til gengæld det resterende stressniveau. Så jeg lader ham gerne have den i nogle få minutter og så er det slut med bamse (bytter selvfølgelig med godbid), hvorefter han selv må finde ro. Det går som regel fint (hvis jeg ellers husker at gemme alle de andre ting væk, som kan blive sutteobjekt ). Ville dog foretrække at lære ham selv at finde roen hurtigt og forsøger at hjælpe ham dertil, men har jeg glemt en bamse, så lader jeg ham få den. Har en kollega, som også har en hund, der gør dette.

Desværre ikke specielt meget - udover det obligatoriske "come on in!" og "come on out!". Men det bevæger sig efterhånden i den rigtige retning lige så stille og selvfølgelig vha. positiv forstærkning/klikkertræning Kbh. Zoo gør et knald godt stykke arbejde! Har været behind the scenes til flere af deres træningsprojekter, både med tigrene (halleluja, vi tager lige en blodprøve fra tigerens hale, uden den så meget som rykker et knurhår) og uglerne + været til en konference, hvor de fortalte om, hvad de har gang i. Det er fandme fedt og imponerende og jeg tager hatten af for hvor meget de gør for at højne dyrenes velfærd! :5up: Det er nemlig lige det jeg synes det er, den viser bare sådan en glad og fjollet Møffe-dreng

Se, det var faktisk et scenarie jeg brugge for nylig, da en bekendt fortalte mig, at hun ville bruge bur til alene hjemmetræning... "Jeg kan lige se overskrifterne for mig, hvis vi begyndte at spærre tigrene inde i bure natten over, fordi vi ikke var der til at holde øje med dem." Typisk lukkes de kun inde i deres indendørs anlæg, hvis det blæser kraftigt med risiko for væltede træer = farerisiko for både mennesker og dyr. Og deres indendørs anlæg kan ikke just sammenlignes med noget som helst hundebur Tjah, en chihuahua i det bur jeg købte engang til udstillingsbrug til når jeg ikke kunne holde linen selv (toiletbesøg fx) og ikke havde adgang til mennesker, jeg havde tillid til (pest eller influenza Giv linen til en person, der bruger metoder, der er er imod dine principper eller put den kortvarigt i bur, mens du er væk? Bruger dog aldrig buret, kom frem til, at der nok forhåbentligt altid var nogen tilstede jeg havde tilpas tillid til), det kunne måske/næsten være ok. Men jeg tror faktisk ikke den chihuahua ville have trivedes i buret, hvis den havde lavet enten nr. 1 eller 2 i den ene ende. Når jeg tænker på, hvor lang væk Møffe vil fra sin egen lort. Og mig bekendt findes de ikke større? Hunden skal i hvert fald ikke være meget større end en chihuahau, førend buret faktisk kunne udøve problemer. Og igen vil jeg ikke finde det ok i længere tidsperioder. Angående flugt, så er det selvfølgelig afhængigt af husets/lejlighedens størrelse, men skulle Møffe blive forskrækket over noget i vores hus, så kan han fandme godt flygte i en rigtig god grad! Men sådan kan vi jo altid sætte det op - ikke desto mindre er muligheden for, at hunden kan flygte svært begrænset (faktisk ikke-eksisterende) i et bur uanset din lejligheds eller hus' størrelse, for i buret er der INGEN mulighed. Til gengæld kan din hund gøre voldsom skade på sig selv i forsøget på at komme ud gennem tremmerne. I de fleste lejligheder/huse kan din hund vel i hvert fald flygte 10-15 meter. And that's the point - selvfølgelig kan vi ikke tilbyde hunden muligheden at flygte langt væk fra det, der forskækker den, det ville gå imod dansk lovgivning, da vi skal holde hunden på matriklen (og sund fornuft, da vi ville udsætte hunden for fare). Men vi kan i det mindste gøre, hvad vi kan og ikke afgrænse hunden mere end højst nødvendigt imo.

Absolut! Hårdt og beskidt! Har i dag været nødsaget til at stikke hånden ned i et afløb næsten helt op til skulderen med råden spåner, lemurlort og -tis af flere måneders dato (og jeg havde ingen handsker på). Næh, synes da ikke det var lækkert, men når jeg tænker tilbage på dagen, så har jeg sgu haft en god dag, selvom jeg da også lige knaldede knæet hos edderkoppeaberne (så jeg knækkede sammen og følte, at jeg ikke kunne gå), tidsplanen væltede osv. og forresten i det hele taget havde mega travlt (heldigvis fik jeg ordnet berigelse inden jeg opdagede at min dag blev travl!). Dyrepasser er ikke noget man bliver, fordi man uddanner sig... Det er noget man bliver, fordi man VIL det. VIL man det ikke, så stopper man hurtigt eller bliver fyret, for man skal give sig selv 100%, så rengøring gøres ordentligt hver dag og så dyrene bliver beriget - og det til et job med dårlig løn, som er fysisk hårdt, med ekstreme krav til ens indsats (især lønnen taget i betragtning), beskidte arbejdsopgaver (70-90% består i udmugning og de resterende opgaver er heller ikke alle sammen det folk typisk vil sætte pris på) osv. Og tænk - jeg elsker det Jeg vender tilbage så snart jeg ved noget nærmere :mrcool:

Jeps, jeg gør! Især fordi jeg har aaaalt for lidt weekend! Sådan går det jo, når man arbejder i Zoo, der foregår dagene lidt anderledes end ved de fleste andre jobs Super med hjemmestudie, så håber jeg, at Stella-mor også kan en hverdag!

Åh, en chow chow Herlige hunde - ville ikke selv have temperament til dem, men kender en blanding og hun er MEGET chow chow-agtig og herlig

PS. Er i DK fra d. 6.-16. december.

Uuuhh, det lyder bare godt! Hm., d. 12. må næsten være dagen, hvis I kan der (d. 13. er vi nok ude og fælde juletræ, tror hundetræning + juletræsfældning bliver for meget for Møffe-dyret på én dag )? Det er jo mørkt, når I har fri på hverdage (går ud fra at både du og Stella-mor laver noget på hverdagene? Må lige høre Stella-mor, hvis du er fri på nogen hverdage, for så vil jeg foretrække det). Ai, for pokker, hvornår skal jeg dog møde alle de mennesker, jeg skal møde på 11 dage?! :-o