bernerazuro

Wow Nej, gudskelov har Møffe ikke fået en næsten 10cm stor bar cirkel på benet, hvor såret var! Det er bare dækhårene, der mangler, underulden er kommet... Men det er da bare mærkeligt, at underulden kommer ud - men ikke dækhårene? :hmm: Det er jo netop underulden, der er årstidsbestemt (og dem skulle han lige have fældet). Nu har jeg barberet Møffe ALT for mange gange grundet hot spots i hans ungdom og der kom begge dele samtidig. Sådan her så han ud 3 måneder efter korsbåndsoperation og det viser nogenlunde hans pels normale voksehastighed - man kan se, hvor morfinplasteret sad, men det er fint dækket af dækhår og så kan man også ane noget ved bagbenet : Og så hans ben nu, efter 5 måneder - er ikke rigtig i tvivl om, at dækhårene er på vej nu - for få uger siden var det helt "tørt" at se på, som underuld nu er Benet var klippet nøjagtigt som de typisk bliver ved korsbåndsoperationer - så mange spurgte, hvad han dog var blevet opereret for

Spændende! Og dejligt at høre at de klarer jagterne med hale! Måske ikke det vigtigste fokus, men fandme man bør prøve at avle hunde, man ikke er nød til at skære ting af på, for at de kan fungere i deres job... Så det lyder godt - uden jeg har forstand på resten ) Men dejlig ser den ud!

Har selv (haft) en (intakt) hanhund, der humpede alle kastrater, så jeg kender problemet... Jeg fik ham til gengæld også lært at holde op, så længe han mødte pågældende hund ofte nok - gik der for lang en pause, var al lærdom glemt! Jeg vil sige, at al samværd imellem de to bør være overvåget, indtil det er lært. Det kan SAGTENS aflæres, men den intakte han kører typisk i så høj en drift, at det ikke er fair at bede den anden hund om at sige fra - for det hjælper næppe. Her må vi som mennesker gå ind og styre samværdet. Hav masser af ros, tålmodighed og godbidder og overvåg samværdet. Ros-ros-ros alle tegn på ikke at have fokus på bagpartiet/humpedrift - al egentlig leg, al afslappet adfærd osv. belønnes/roses. Og vær parat til at stoppe ved den første antydning af opkørthed. Hvis den intakte hanhund, trods afbrydelse, går igang igen straks med drifterne, så skal der afstand til og samværdet startes ikke igen, førend den er afslappet. Brug også tid på at lære ham, at være afslappet sammen med den gamle. Træn læg dig med godbidder. Hav en line parat til hjælp, når I trænger til et break. Det vigtigste er, at han lærer alternativ adfærd og ikke får succes med at humpe. Det lod jeg aldrig min få og han lærte at blive venner med og lege med disse kastrerede hanner, som han ellers havde opført sig virkelig grimt over for (som i - desperat voldtægtsforbryder agtigt). Her et eksempel med labben Arrie, som var kastreret og over vildt lækkert, men det lykkedes at træne det væk, til trods for at de sås mellem 1-3 gange om ugen kun Jeg tænker, at det kan læres rimelig hurtigt, når de lever under samme tag, så går det spændende nok også lidt af - men det er ikke fair eller sundt over for den gamle, at håbe på, at tiden løser problemet.

Tillykke med den lille Walther! Og ja, jeg vil da også sige, at her er en seriøs mangel på billeder

Hej alle! Møffe havde et hot spot på bagbenet i sommers, juli måned. Det kom i behandling og alt blev fint. Hele benet blev barberet og underulden er nu vokset ud igen. Men dækhårene lader vente på sig... Vi har aldrig oplevet dette før... Jeg tror måske, jeg kan mærke, at der er nogle dækhår på vej nu, men er ikke sikker. De sidste gange, vi har haft et helt barberet bagben, har al pels næsten været tilbage på 3 måneder (han er jo langhåret, så der skal en del til, førend alm. længde er nået over det hele). Det er 5 måneder siden nu, at han blev barberet. Er der nogle, der har oplevet dette med deres hunde? Jeg overvejer, om der kan ligge noget til grund for det, eller om det er fordi han ikke er så ung længere - 7½ år har han jo nået nu. Han virker dog heldigvis fit for fight Det er bare lidt spøjst med de dækhår.

Sorry Er nu også hamrende skruk! Er dog ikke sikker på, at Møffe er enig i, at vi trænger til familieforøgelse

Bliver grøn af misundelse... Jeg vil også ha' hvalp til foråret...! Men nope, ingen planer foreløbigt, da fremtiden lige skal være lidt mere forudsigelig, end den er nu...

Jeg ville personligt aldrig købe en Julius K9. I mine øjne, skal en sele fylde "så lidt på hunden som muligt", så den er til mindst muligt gene. Har også hørt (hørt, rygter og alt det der, tredjehåndsoplysninger) at der er dyrlæger, der har set skader på hunde (hvalpe), fordi de har brugt K9 selen over længere perioder og derfor ikke har haft fri bevægelighed i rygsøjlen. Om det passer, det aner jeg ikke. Men jeg har ikke svært ved at tro på, at det kan ske. Kan desværre ikke huske detaljerne nærmere. Selv ville jeg gå primært efter y-sele typen og derudover kan jeg ikke rådgive. Alle hunde er forskelligt bygget og hvad der sidder godt på én - sidder dårligt på en anden

Møffe er også sådan en slags kompas - når vi går tur på stillevejene og han er løs. Nogle gange, så er den anden vejside altså bare spændende og så stopper man op liiige ved kantstenen og kiiiiiiiigger på én. Et "værsgo'" sender ham afsted med høj haleføring til den anden vejside Et "Nej, ikke denne gang" kræver til gnegæld gentagelse og efterfølges kun modvilligt. Han er alle tiders tiggehund. Sidder lige dér og kiiiigger på én. Og kigger man på ham, så får man nok et kys. Det plejer jo at give pote? Han er ekspert i at sørge for, at ingen unødvendigt åbner opvaskemaskinen. Den ligger han altid foran, når vi er i køkkenet! Morgenmøsser er han også god til. Dem får mor-Ea hjertens gerne i sengen, når jeg lukker ham ind, fordi jeg skal på arbejde (til mor-Ea's lykke er dette næsten aflært og han går efterhånden bare ind og lægger sig, så hun kan sove i fred). Og så kan han, selvfølgelig, som enhver dannet hund, spise af gaffel og ske - især ske. Hver søndag bliver han fodret med blødkogt æg af ske. Ét æg, kogt specielt til ham.

Nå ja, det er ikke sådan, når man logger på og ser man har et like, går ind i tråden og så svarer man på tråden, som om debatten stadig er i fuld gange

Ja, jeg mener da i allerhøjeste grad at ledlidelser er arvelige - om de springer frem og graden de fremtræder i, afhænger så af miljøet. Jeg har en nevø lige nu, 3 år gammel og fulgt ham fra han var 0. Hvis han havde været en hund, ville han ifølge diverse "dommedagsteorier" om hvalpe nok både have svær dysplasi i albuer og hofter, sprungne korsbånd og diskusprolaps og spondylose. Det har godt nok sat nogle tanker i gang hos mig om avlen af hunde. Men han er heldigivs sund og rask. Har besteget hjemmets trapper et utal af gange dagligt fra han havde forstået hvordan (superviseret med voksne hænder parat til at gribe ham indtil balance osv. var på plads). Springer ned fra stole, der er højere, end der hans albuer går til (det råd jeg fik af opdrætter, da jeg købte Møffe, nemlig ikke at lade hvalpen springe højere ned end dens albues højde), ude og vandre lange ture med sin far m.m. Da jeg arbejdede i vuggestue, havde jeg lidt af de samme tanker. Selvfølgelig kan man ikke sætte direkte paralleller op, men alligevel? Altså er min konklusion, at hunde er noget skravl avlsmæssigt! Og selvfølgelig skal vi passe på dem, men der må altså være grænser for galskaben imo, hvis en dedikeret familie på 2. sal ikke kan anskaffe sig en labrador - så er de da godt nok blevet for syge genetisk. Kender selv en lab, der lever på anden sal, han har ingen problemer (endnu i hvert fald). Læste for resten lige fra tidligere ejer i går på en bernergruppe om deres berner, der blev 14 år - levet på 2. sal hele sit liv. Det er jo så det dobbelte af, hvad racens gennemsnit er og ofte begynder dens bentøj under gode forhold at give gener, når den er 10, måske endda tidligere. Men nej, selvfølgelig skal man ikke lade sin hund springe ubehersket og utallige gange op og ned ad trappperne og slet ikke i voksealderen. Roligt og begrænset, som det nok helt naturligt også er (altså begrænset).

Det har du ret i, men tror næppe det gør den voldsomme forskel - selvom der selvfølgelig højsst sandsynligt er forskel. Men hvalpe er vist ikke helt så skrøbelige, som man ellers går og prædiker ifølge dette studie, i hvert fald ikke i hofterne.

Ifølge dette studie, så er det kun de tre første måneder det har betydning om hunden går på trapper: "Season of birth being fall or winter, breeder house type being single family house, and daily use of stairs at 3 months of age increased the risk of CHD." Gå til side 64, der står det bedre uddybet, sammen med flere andre interessante ting http://www.knickerbockers.se/upload/Krontveit_PhD_thesis_2012.pdf

Møffe går op og ned ad trapper flere gange dagligt hjemme hos os, da der er trapper fra stuen op til køkkenet og soveværelserne og han har endnu ikke problemer med gigt - til trods for løse hofter og sprungne korsbånd. I hvert fald ikke noget, han lader sig genere af. Han er 6½ år nu og en stor hund. Og han smutter vel at mærke op og ned ad de trapper mange gange i løbet af en dag, da han nogle gange søger roen i den anden ende, andre gange spænder efter for at observere os lave frokost eller aftensmad eller hvis vi befinder os i hver vores ende af huset, så skal man jo også nogle gange lige på visit hos de forskellige. Så jeg må indrømme, at jeg overraskes over, at en labrador ikke skulle kune tåle at gå op og ned fra anden sal 4 x dagligt (hvor ofte er det nødvendigt, når man ikke bare kan lukke hunden ud i haven, når den lige skal tisse og ikke absolut skal luftes? Min hund har selskabsblære og kunne sagtens nøjes med 2-3 gange uden at generes)?! Der er selvfølgelig altid risici, men opstår der problemer, så må man tage den derfra, imo? Ja, den bliver nok ikke lige så gammel, som hvis den havde levet i stueplan og derfor ikke ville have problemer med trapper som gammel og gigtplaget med at blive luftet... Men så længe den ellers har haft et godt og langt og givtigt liv, så gør det vel egentlig ikke den store forskel, om den blev 10, 11 eller 12 år. Og da slet ikke, hvis den har levet livet hos en dedikeret familie, som den har været ønsket hos og som har gjort hvad de kan for, at den har fået et godt liv. Hvilket jeg synes det lyder til med denne familie.

Jeg aner egentlig heller ikke rigtig hvad jeg har tilmeldt mig, har bare kun hørt godt om ClickerEXPO - så ja, jeg har tilmeldt mig og jeg GLÆDER mig!

Uha, jeg - men jeg synes nu også, at positive trænere kan være voldsomt aggressive, desværre. De glemmer vist, at principperne gælder for alle arter...!

Jeps, det er snarere mit ordvalg, den var helt galt med Det jeg mente, var intelligent evolution, som jeg mente at Lenschow hentydede til, da hun skrev "genetisk hukommelse" (jeg ved det dog ikke?). En interessant tanke, som jeg læste en artikel om for nylig, hvor det blev bragt op, at det måske rent faktisk ikke bare er en gammel teori, men en del af den egentlige arvegang... Fx. at giraffen fik en længere hals, fordi den havde brug for det og ikke kun fordi, det var de længsthalsede, der klarede sig bedst (om dette kunne ske ifølge artiklen ved jeg dog ikke, skimmede den kun - hvilket irriterer mig nu). Jeg har selvfølgelig glemt hvor jeg fandt artiklen, mener det var i en FB-gruppe - men der deles massevis af ting i flere grupper, hvor artiklen kunne have relevans :chok: Jeg kan ikke sige, hvor træt jeg er af mennesker, der bare har den der affejende "sådan er det" attitude :damn:

Genetisk tilpasning er jo et interessant emne, jeg godt hørte lidt om for nylig. Jeg har svært ved at tro det dog. Tillægger miljøet betydningen. Og nej, vi kan ikke sætte zoo-dyr ud i naturen og forvente de overlever - det kræver decideret oplæring for manges tilfælde. Det er ok, der er dog ingen grund til at du behøver skynde dig med at svare Jeg skal ikke kunne sige, om jeg kan se alt, hvad du har skrevet dog? Og om du ved mere, kommer an på definitionen af "at vide" - du har trods alt en uddannelse bag dig hos Hund og Træning. Men det er altid godt at være ydmyg - det er selv forskerne... Én ting jeg har bidt mærke i, er at de yderst yderst sjældent er konkluderende. Hvilket gør mig så meget mere irriteret over hundemennesker, der mener, at de ved (og dermed afskriver andres fortolkninger) noget om hundeadfærd, når selv en forsker ikke påstår at vide Må nok erklære mig rigtig enig i, hvad du skriver her om brugen af begrebet dominans - det er simpelthen for flyvsk og udefinerbart! Men er der ikke rimelig bred enighed om, at alle hunde forsvarer deres ressourcer og har ret til dette, uagtet? Men hvis en hund er ekstra sulten, så er den nok også mere tilbøjelig til at tage en konflikt (cost and benefit)?

Åh, for pokker, Missing, sikke en omgang I har været igennem :-( Er da glad for at jeg først ser det nu og kan se, at det ser ud til at gå godt med Buzz...! Det er bare lykken den dag, man må tage linen af igen!

Advarer lige om, at jeg er pænt træt i dag, så hvis jeg lyder kortfattet, skarp eller andet, så læg ikke noget i det. Så er det bare min hjerne, der ikke lige fangede kanten, fordi den er træt (var jo nød til at blive oppe i går aftes for at nå en Early Bird billet til ClickerEXPO efter at de var nødsaget til at lykke systemet kortvarigt ned). Altså, dominans? Så langt, så godt, vi er enige - jeg har heller aldrig set noget, jeg vil tilskrive dominant (men er samtidig så ydmyg, at jeg ikke siger, at jeg ikke tror på at det måske findes). Så det folk tilskriver dominant adfærd, tolker du også som alm. læringsadfærd? Altså, at den "dominante" ikke er dominant, men bare har lært at det kan betale sig at være aggressiv? Og ikke fordi at den egentlig har en genetisk kodning, der siger "lær de andre, at jeg er floklederen". Mit store spørgsmål er så, om vi ikke også kan hive dette over på andre arter i rigtig stor udstrækning, end bare hunden. Men det kommer også an på, hvad man ligger i dominans. Er det dominans, når de andre individer ser op til et individ, følger det og føjer det, uden at der har været dominerende adfærd involveret - men fordi de ser op? Eller er dette "bare" social dynamik? For hvis dette er dominans, så har vi det også hos mennesker. Eller er det kun dominans, når der har været dominerende adfærd indblandet (ritualiseret voldelig adfærd, fx) og den mest dominerende har førsteret til ressourcerne og så fremdeles? Håber det giver mening Indrømmet? Nej. Jeg skimtede overskrifterne, læste de afsnit, hvor overskrifterne indikerede "Nyt". Coppinger har jeg læst, Bayleuv (staveplade, kan aldrig stave til det) og rævene har jeg læst om, Miklosis bog er jeg begyndt på og har set dokumentarer om - så dem sprang jeg over. Du nævner forresten også selv, at hundene lever i [løse] grupper i din artikel. Men ordet "løse" var åbenbart meget vigtigt i den sammenhæng, undskyld at jeg sprang det over Men jeg går heller ikke ud fra, at du mente, at hunden er solitær. I grunden kommer den egentlige definition måske også an på racerne, hvis hunden skulle nedstamme fra flere forskellige ulvearter. Angående hvem hunden nedstammer fra, så synes jeg, der kommer en ny stamfader hvert halve år, så jeg har nok egentlig konkluderet lidt, at jeg venter med at stole på noget resultat, førend det har stået uimodsagt i nogle år - for jeg er ikke klog nok på det til at kunne analysere det og finde ud af, hvem der er mest troværdig og kan egentlig heller ikke se, hvad gavn den viden skulle gøre, da jeg ser hunden som en selvstændig art. Det seneste jeg hørte var den fælles forfader eller også var det gråulven - før da asiatiske ulve osv.. Har også hørt om Canis arabs på et tidspunkt. Men en fælles stamfader indikerer selvsagt også nogle sammentræf, men det gør det umuligt at sige hvad. Hvad jeg mente var, at fordi der nok er en floklevende art bag hunden (jeg kom vist til at skrive konkluderende med Canis Lupus), så kan vi nok ikke helt afskrive al flokadfærd og dette kan være en delvis forklaring på hundes skepsis over for fremmede - det var et tankespind, som der egentlig ikke skulle lægges større vægt på. Jeg har læst en bog af David Mech som han skrev efter at have studeret ulvene på Ellesmere Island i 10 år. Og jeg er helt sikkert på, at jeg læste ordene "alfa" og at alfaparret spiste først, når de havde nedlagt store byttedyr. Og at han kunne se, at de var alfaparret igennem deres kropssprog (han var hverken til stede i parringssæsonen eller fødselstidspunktet vist, da det er mørkt der) og ved deres førsteret til store byttedyr - hvilket jo kan tolkes som dominant adfærd. Husker det, fordi grunden til at jeg læste bogen, var at jeg ville have nogle fakta, der afskrev dominanshalløjet (hvilket det sages, at Mech gjorde), så jeg blev jo egentlig svært skuffet... Og tilskrev det, at det var en af hans gamle bøger. Det er efterhånden mange år siden, det var mens jeg forsøgte at lære Møffe at være alene hjemme og brugte tiden på biblioteket - og kunne desværre ikke få fat i en bog af nyere dato!, selvom jeg prøvede! Men han skulle jo have ændret en del på sin analyse siden, da han jo netop afskriver alfabegrebet. Jeg er absolut åben for henvisninger, for jeg er ikke i tvivl om, at du ved mere end jeg kva din uddannelse (jeg har kun været så heldig at træne under Karen Frost og været på et par kurser igennem Hund og Træning). Men pt har jeg vist gang i rigeligt læsestof (Miklosis bog, KLIK dig til SUCCES, Control unleashed + en fantasybog ). Jeg er dog ikke sikker på hvor du vil hen med dette ift. dominans diskussionen? Ville foretrække argumenter i debatten (evt. med henvisninger), i stedet for bare henvisningen Skandinavisk ulv? Har de ikke kun arktiske ulve? Dyrepasserne er nok ikke enige med dig (i hvert fald ikke den ene af dem), men de arbejder jo også kun med dem i fangenskab og har nok også lært mest fra tidligere dyrepassere og tolker adfærden derudfra... Var i praktik i fire uger og fik at vide, at ulve har et strengt hierarki - forsøgte at åbne en diskussion med henvisning til Mechs vidt delte dokument og youtubevideo ("whatever happened to the therm alfa"), men det lykkedes ikke rigtig. Nåede desværre ikke selv at observere dem, da jeg ikke rigtig arbejdede med dem og smuttede hjem til Sjælland og Møffe hver weekend, så fik aldrig besøgt parken som gæst. Anyways, interessant det med linier, for det burde jo egentlig ikke ske, da populationerne ikke skal isoleres. Det er ikke noget jeg har hørt om endnu.

Tak for dit input. Oplever du nogle forskelle i dynamikken imellem dem, når Bamse og Yoda har haft deres uoverensstemmelse eller har det overhovedet nogen indflydelse på deres adfærd efterfølgende? Flokdyr/gruppedyr, der er forskel, I know, men de stammer til dels i hvert fald fra Canis Lupus, så lidt flokinstinkt har de nok i behold. Jeg udpenslede det blot ikke så meget lige der, for at illustrere en anden pointe. Jeg er enig, men man ser også det, der kaldes dominans i naturen. Dog langt fra nær så udpræget som i fangenskab. Deraf min diskusion, fordi jeg mener, at ordet helt generelt bruges i alt for mange situationer - især ved hunde, men også med andre arter. For er dominans i grunden bare et spørgsmål om læring gennem positiv straf? Og hvor kropssrog/ritualiseret adfærd kan bruges til at dæmpe eller tydeliggøre meningen på en knap så blodig måde? Jeg er ikke sikker på, at du helt har forstået spørgsmålet i min tråd For vi er faktisk helt enige, jeg tolker aldrig adfærd hunde imellem som dominans, men forsøger snarere at finde andre forklaringer og andre metoder til at løse problemet. Lige nu debatterer jeg bare generelt brugen og forståelsen af ordet og har måsket også lidt leget fandens advokat. Men er selv umiddelbart af den mening, at det andre kalder dominans, har andre forklaringsårsager (alm. læring/stress/usikkerhed m.m.). Og at man i hvert fald ikke kan bruge ordet til at finde en løsning på problemet. Den er desværre sejlivet i en grad, der er skræmmende og jeg kan blive noget så trælst, når hunde klassificeres som dominerende. Møffe er endda blevet spået til at være underdanig, fordi hans yndlingsmåde at lege på, er at kaste sig på ryggen og lade andre hunde gnave i ham Og som nævnt tidligere, så tror jeg ærligt han hellere ville dø end at udføre passiv underkastelse Men jeg er nysgerrig alligevel om, hvordan dominans forstås, fortolkes osv.

Det var så lidt Og rigtig meget held og lykke med projektet! Nogle advarer om, at det måske er lidt tidligt - jeg har ingen erfaring med barn og hund selv, udover når forældrene har taget børnene med på træningspladsen og de er generelt ikke specielt gode til det der med træning (hvilket jo er hvad man kan forvente), selvom de som oftest rigtig gerne vil og helt klart kan lære noget - men de har været lidt ældre end jeres Men hvis I læser op på det hele og besøger nogle opdrættere, så kan der alligevel stadig gå måneder førend projekt hvalp lykkes, så begynd endelig allerede nu, så I er godt forberedt. Nogle opdrættere har et kuld årligt eller hvert andet år kun. Så der er intet til hinder for allerede at kontakte opdrætterne

Og det gælder kun hunde? For det er ikke sådan jeg forstår dominans, når vi snakker om det i zoologiske sammenhænge. Ikke kun i Zoo, men også vildt (glæder mig dog vildt til diskussionerne på skolen, når vi begynder at bevæge os ud over parringsadfærd i adfærdslektionerne!). Selvfølgelig med forskellige grader. Primater og hyæner er ikke blandt de flinkeste Og nok slet ikke primater i fangenskab. Men der sidestilles dominans og dominerende og dominant. Det dominante individ, er det individ, der har formået at dominere de andre og dermed skabe ro i flokken, da alle nu ved, hvem der har ret til hvad, indtil en af de andre vover at udfordre det dominante individ. Man kan så nok sige, at forskellige arter har variende grad af aggression i deres dominerende adfærd (både niveau og mængde de skal bruge for at opnå status). Møffe er nok, hvad du vil kalde dominant - han har aldrig nogen sinde udvist nogen form for aggression, udover hvad jeg har beskrevet i indlægget herover. Men aner ikke hvordan han ville opføre sig i en situation med få ressourcer, han synes nok, at der konstant er mangel på mad dog Han er i hvert fald virkelig desperat for mad. Men det får ham sådan set ikke rigtig til at jage andre hunde væk fra mig, selvom jeg er kilden til mad og han kun fik sin mad på gåturene i en periode (udover den ene gang, hvor han tumlede en anden hund - men det er seriøst kun sket én gang). Hvordan ville du sige, at det ville se ud i en situation med få ressourcer, for en dominant hund, der vil holde på sin ret, når den egentlig aldrig har givet de andre hunde grund til at respektere dens overlegenhed i en ressourcesituation?

Wilma og Johna Tænk, det overrasker mig af en eller anden grund ikke Men har du oplevet, at de har sagt fra over for en, der er over dem? Ud fra at du siger meget sjældent i samme sætning som Wilma, så tolker jeg det umiddelbart som, at du har oplevet hende sige fra? Det er de der gråzoner, du ved :slem: Det er nemlig et rigtig tricky spørgsmål, hvis vi insisterer på at snakke om dominans/rangorden, med hvornår det kommer på tale. Det er vel også ganske normalt, at man har en længere lunte over for dem, man har en tæt tilknytning til, når man er en hund. Selvom de gennem domesticeringen er blevet gjort mere venlige, så er det jo stadig et flokdyr, der ikke bare sådan tænker at andre hunde er en potentiel ven uden forbehold? I modsætning til mennesker, som måske tør lidt mere med folk, vi kender - hvorimod vi over for fremmede varer vores tunge og forsøger at være mere politisk korrekte. Og jeg tænker også, at de hunde, der har det man ville kalde dominerende adfærd, egentlig bare er hunde, med kortere lunte end andre og som bare siger fra tidligere. Eller er bange/nervøse og skjuler det med rejste børster, aggressiv fremfærd osv. Men jeg er samtidig også så ydmyg, at jeg ikke vil sige, at jeg er 100% sikker/ved det. Men tilbage til relations- og flokdannelse o.lign. Når to hanhunde mødes, hvad er det så der sker? Altså, når Møffe møder en hanhund, så sker der intet, medmindre den anden hanhund spiller op. Men er det dominans, når de står der og "ser hinanden an" (det er jo det, mange typisk siger), eller er det fordi de ser en trussel og overvejer hvordan de skal forholde sig til den? For man kan jo sige, at hanhundene konstant konkurrerer om en ressource: Tæver. Og hvis de på forhånd har sat en anden hanhund på plads, så er den ligesom sat på en hylde og af vejen. I naturen ville de jo kæmpe til døden, fordi den anden var trængt ind på et territorium, men der har vi ændret hunden tilpas meget, så vi faktisk ikke længere kan se på, hvad ulven ville gøre. De fleste voksne ulve dræbes netop af andre ulve, ikke af sult osv. Men så er det bare, at det ikke helt stemmer overens med min egen observation. Nu har jeg en hanhund, der er 6 år gammel og var intakt indtil i sommers (kastreret af medicinsk årsag). Han har aldrig startet balladen (undtagen da han var teenager og havde haft et par dårlige oplevelser), altid været rolig og selvsikker. Når han har mødt en anden hanhund, der har "strammet op", så har han for det meste også selv strammet op som respons og jeg har kunnet se på ham, at han nærmest har tænkt "f*ck, hvad har den gang i?". Men min erfaring er, at når jeg har fået Møffe væk fra de situationer (eller de par gange, hvor vores træning er gået rigtig godt og han selv valgte at forlade disse hanner), så har den anden hanhund tydeligt slappet af og nærmest prustet ud og tænkt "puha, det var en lettelse!". Altså siger det mig, at det snarere skyldes at de ser et trusselmoment/faremoment i andre hanner, end en konkurrent? For de har jo ikke formået at få Møffe til at underkaste sig (tror hellere han ville dø Ikke engang da han var hvalp underkastede han sig, men opførte sig som en voksen hund - undtagen overfor en bestemt sankt bernhard, hvor han altid opførte sig som en lille, fjollet hvalp, selv da han blev voksen Men han udførte aldrig passiv underkastelse). Møffe har så at skrive aldrig nogensinde været fysisk. Han vogter ingen ressourcer (udover en enkelt gang, hvor han 'vogtede' mig, fordi jeg var lige høj nok i værdi grundet træning og han lige tumlede en anden hund, der syntes mine godbidder duftede godt - det fik vi hurtigt ændret, så det gør han ikke længere). Han stjæler gerne fra mennesker (han lever højt på GG-metoden ), er dog ikke sikker på det med hunde(?), men han respekterer knurren/brummen, når han ellers forstår det (det gjorde han IKKE da han var hvalp, det førte til nogle knubs og jeg er stadig ikke helt sikker på hvor godt han forstår det i ressourcesituationer? Han går for det meste i stå, ikke stivner, bare går i stå/går i baglås). Hvis en anden hund kommer hen og prøver at tage noget fra ham, så slipper han det for det meste også bare. Prøver en anden hund til gengæld at knurre noget fra ham, så bliver han altså gal - eller, dvs. han svarer igen med samme skyts, aldrig mere. Knurren fører til knurren, markering til markering. Har haft ham i en slåskamp én gang, fordi han fandt en bold og en anden hund forsøgte at knurre den fra ham (bolden var retteligen dens i menneskeøjne, men i hundeøjne var den ingenmands, da Møffe tog den, men havde selvsagt en høj værdi hos denne hund). Møffe er faktisk en af de hunde, som andre hunde ser op til naturligt - selv hanhunde, der har udviklet egetkønsaggression overfor andre hanner, de er vokset op med, opfører sig som hvalpe overfor Møffe. Men han er aldrig nogen sinde fysisk og aldrig dominerende i sin adfærd. Og netop dette får mig også til netop at tænke på, at det med at dominans er en speciel egenskab (her tænker jeg ikke som individ, men som en relationsbyggende metode hos en art) er noget halvvås og igen egentlig bare et spørgsmål om læring om, hvad der kan betale sig og hvad der ikke kan. Men min erfaring stammer jo ikke fra en observation af en flok, men derimod hans interageren med mere eller mindre kendte hunde, vi møder i den lokale park. Og der er så også hunde, som jeg ganske enkelt holder mig på lang afstand fra, fordi deres kropssprog ikke tiltaler mig (og jeg har så at skrive altid ret - reddede en hund engang fra at blive bidt af den ene, fordi ejeren lod den vandre hen til os (greb den lige som den sprang frem med åbent gebis), en anden er lige blevet efterlyst på en FB-gruppe grundet alvorlig øjenskade efter overfald og jeg kunne blive ved...). Og disse hunde kan jo ikke siges at gøre det i dominans, da de har mistet den ritualiserede del og der er kommet skader (hvilket det jo netop skulle være med til at forhindre). Det var vel lidt om vores erfaringer fra parken :hmm: Nogle af hundene møder vi på ugentlig basis, andre mere månedligt. Jeg synes ikke selv, jeg kan observere noget dominans-halløj iblandt dem, men mere noget alm. dynamisk, hvor de lærer hinandens forskellige personligheder at kende, hvem, der gider lege, hvem der er gode at snuse med, hvem man egentlig ikke rigtig gider noget med osv.. Det mest dominansagtige jeg oplever er vel den madglade jack russel, der mener, at hun kan løbe hen til alle de forskellige hundeejere og når hun så er der, så jager hun de andre hunde væk, i håbet om at hun kan få godbidderne for sig selv (selvsagt en hund, jeg holder mig på afstand af, da jeg ikke er interesseret i at min hund får et hak i tuden, når han tjekker ind). Men det er jo igen bare alm. ressourceforsvar og som du siger, så respektere dine hunde hinandens ejerskabszoner Og ellers, at nogle hunde virker til at "se op" til nogle, som for eksempel Møffe. Som ikke længere selv ser op til nogle, da sankt bernharden desværre er taget over regnbuebroen... Men på den måde kan man vel godt sige, at der er noget slags lederskab, uden jeg egentlig synes, man kan kalde det det? De kender hinanden, tilpasser sig hinanden og ved hvem hinanden er og lægger forskellig værdi. Men det kan man nok mest sige om dem, der virkelig møder hinanden fast - og så de egetkønsaggressive hanner, der stadig elsker Møffe Men de har jo så også kendt ham længe, selvom de ikke møder ham så ofte længere (den ene går aldrig i parken længere og har ikke mødt den i flere år, så den har nok glemt ham nu). Jeg passede godt en anden berner engang i 14 dage, der er 1½ år yngre end Møffe. Det gik sådan set fint, der var aldrig nogen konflikter. Han er lidt skarpere og langt mere usikker end Møffe i temperamentet (hvis man kan kalde det skarpt, han var stadig en berner ) og havde ressourceforsvar og var mere vagtsom. Skarpheden, vagtsomheden og ressourceforsvaret kunne foranledige nogle til at tro, at han var lederen, men usikkerheden gjorde ham jo egentlig uegnet ved siden af Møffe, samtidig med at han stadig kun var en unghund. Jeg vil ikke engang konkluderer at nogen af dem blev lederen umiddelbart, men det var altså også kun 14 dage... De gik super godt i spænd, legede og havde ingen konflikter, udover under et fodersøg, hvor Jayson knurrede af Møffe, der kom for tæt på den foderpille, han havde fundet (konklusion: Ingen fodersøg sammen). Ingen syntes at se hverken op eller ned til den anden. De mødte desværre ikke hinanden så ofte den efterfølgende tid (grundet Møffes korsbåndsoperationer) og efterhånden begyndte han at knurre af Møffe, når de mødtes - men så snart jeg kløede ham lidt på ryggen og sagde "Jaaaaysoooon, det' jo bar' Møffe", så var alt glemt. Møffe ignorerede koldt hans knurren, tænker at han kendte Jayson og kunne læse "hvorfor". Igen, hvis det havde noget som helst at gøre med dominans, så ville alt vel næppe være glemt, fordi man lige blev afledt? Han kom også altid løbende glad og fro hen til os, for han kendte os jo, men når han så kom hen til Møffe var det som om han tænke "øh, ups" og begyndte at spænde op. Åååh, håber alt dette gav mening

Det er jo også den beskrivelse jeg har hørt om dem, men det er bare ikke min vens erfaring. Det kan have noget at gøre med, at hun samtidig har en alt for venlig berner, der aldrig siger fra, det skal jeg dog ikke kunne sige! Tak for, at du nævnte gode og dårlige opdrættere i begge lejre Og når der ikke er krav om markprøver i DJR heller, så er der jo netop også risiko for opdrættere, der bare avler for at avle (hvilket jeg synes du fik det til at lyde som om ikke rigtig var tilfældet i DJR, men det kan være min misforståelse). Så endte det jo egentlig ud med, at vi var meget enige, bortset fra at jeg tænker, at en udstillingsmodel måske stadig kan være en mulighed - men igen, jeg har faktisk ikke rigtig stor forstand på eller erfaring med labradors. Så der er jeg i grunden nok ikke den bedste at spørge, jeg ved bare, at hende, jeg kender, ikke lige synes at formel 1'eren var helt som ofte beskrevet (men hun elsker ham til månen og tilbage igen og vil have samme type næste gang - så det er ikke fordi hun finder det problematisk, hun kan bare ikke se, at en formel 1'er passer ind hos den typiske familie).