bernerazuro

Helt klart, jeg tror ikke der findes mange mennesker med hund berner-størrelse, der vil have et bur i tilpas størrelse inden for huset fire vægge! Jeg er generel og meget firkantet i min holdning og det kan du nok takke min uddannelse + amerikanerne for - jeg håber ikke at se de tilstande herhjemme. Men som jeg også skrev: Jeg kan se at brugen af bure kan være en fordel for hunden i visse scenarier. Jeg orker ikke at uddybe dem, da det er afhængigt af så meget. Men jeg holder fast i, at buret som udgangspunkt ikke er den bedste løsning. I mine øjne har ethvert dyr ret til muligheden for at flytte sig og vælge en anden soveplads, at flygte og at kunne forrette sit nødtørft, hvis man skulle blive så trængende, uden resultatet er, at man er nød til at sove i det...

Jeg er frisk! Er i absolut træningsunderskud! Læste lidt i dag i bogen "KLIK dig til SUCCES", endelig er jeg kommet til den rigtig spændende del og blev nød til at lægge bogen fra mig - fik bare mere og mere lyst til at træne, mens jeg læste og jeg har intet at træne lige nu! Ved jeg har en aftale med chow chow blanding Stella's mor om træning, så måske vi alle tre kan mødes og måske med noget kage eller andet Tro mig han er dejlig, nøjagtig lige så forfærdelig dejlige, som han ser ud - måske endda mere! :hjerte:

Hvorfor jeg er indædt burhader, er, at jeg hører om så mange måder at bruge det på, hvor det ikke er for hundens skyld, men ejers - især amerikanere, hvor det nærmest er et must at have bur til hvalpen om natten og hvor det ikke er unormalt at have hunde, der ikke kan sammen og så kører man da bare med "crate-rota" (øh, omplacering havde måske været et bedre valg i stedet for at hundene lever 50% af livet i bur, mens du forsøger at løse problemet, ind til videre over flere måneder uden succes?). Men ja, jeg synes faktisk ikke, at det er ok at sætte hvalpen i et bur natten over. Jeg ved at mange gør det, også mennesker, som jeg ellers ser som aldeles kompetence, men jeg finder det ikke ok - freedom of choice er tabt og hvis hunden får tynd mave, ikke kan holde sig, ejer ikke vågner ved rastløshed eller piven - så er det IKKE længere sjovt at være hund. Jeg tror heller ikke, at hunden starter med at pive, førend den finder ud af, at den ikke kan komme væk = frustration. Mange hunde trives rigtig fint i bur - men i langt de fleste tilfælde vil jeg mene, at hunden kunne trives nøjagtig lige så godt eller bedre UDEN bur, hvis bare man havde lagt træningen der i stedet og ja, nok lidt mere træning, end man lagde i buret. Men imo er det det værd. Ond er man kun, hvis man bevidst udsætter et andet individ for noget, man ved ikke er godt, selvom man havde et valg, men man er ligeglad og måske endda finder tilfredsstillelse ved det. Det er næppe tilfældet for jer herinde, der bruger bur. Tror fuldt og fast på at alle mener, at det er det bedste eller i hvert fald lige så godt et valg, som ikke at bruge bur. Jeg er bare ikke enig.

Vi må aftale en playdate! Havde vi ikke også en halv aftale om en rally-date, eller var det kun med Stella? :hmm:

Det er helt ok Jeg fik en unik chance for en dyrepasserelevstilling i Banham Zoo, England - de stillinger hænger ellers ikke på træerne. Desværre er den engelske dyrepasserelevløn virkelig ringe, hvorfor det er svært at finde en bolig, man har råd til OG må have hund i. Pt logerer jeg hos en kollega, men har et håb om, at der dukker noget op inden det er for sent. Stillingen er på 12 måneder og de første 4 er næsten gået :-/

Åååh, for pokker, når man er væk fra sin hund, så sætter man ekstra pris på sine videoer! Og nu har jeg lige behov for at dele en video med andre hundemennesker, fordi Møffe simpelthen er så glad, fjollet, forsøgs-snedig, dejlig, skør og Møffet i denne video Han er lige begyndt rigtig at forstå springøvelsen og har besluttet, at han ELSKER den! Fik masser af grin i løbet af denne træningssession, hvor vi begge havde en fest! :banan: (og hvor jeg viser min absolut manglende evne til at holde kæft imens jeg træner). Håber andre end jeg kan grine lidt af ham på den gode måde Bonus er, at jeg kommer hjem på ferie d. 6. December, GLÆDER mig!

Bliver helt ked af at læse det indlæg :-( Jeg er nok temmelig indædt burhader og forstår ikke brugen af dem - og slet ikke til hvalpe om natten eller alene hjemme. Jeg hvalpesikrede værelset og satte vækkeuret efter et bestemt tidsinterval om natten og stod op og tog min hvalp ud, så han kunne nifle, inden han absolut selv fandt ud af at han skulle og i sådan en grad, at han måske endda peb! Mindes faktisk ikke, at vi nogensinde havde nogen natteuheld, udover et par omgange tynd mave - men der peb han så sandelig også, jeg har bare et virkelig tungt sovehjerte... Og der var han endda voksen... Og at det skulle være specielt for en SBT er noget sludder. I Sverige er der love omkring bure, tror næppe, at deres SBT'er er anderledes end herhjemme, mistrives eller andet. Mener kun at bure er tilladt i forbindelse med sygdom? Eller er der bare en stram tidsbegrænsning? Bevares, jeg kan da se et par scenarier, hvor et bur kan være godt, men ikke som noget, hvor hunden er inde i et lukket et i timer - medmindre vi da snakker om specifikke adfærdsproblemer.

Der er imo ingen gode grunde til at drive jagt på de unge hanhunde. Kan ingen se, udover at man selvfølgelig kan risikere at en god avlshund bliver dræbt uforskyldt grundet en ulykke. Som nogle nævner, 1-2 kuld, når hannen er ung, men temmelig moden både fysisk og psykisk (alder afhænger af race). Og så se, hvordan de udvikler sig fysisk og psykisk, før man bruger ham igen. Og her gælder så, at jo ældre, jo bedre - men måske ikke tudsegammel: Med hensyn til øvre aldersgrænse, så har jeg lært, at hanhundes sædkvalitet begynder at dale ved 6-års alderen (hvor den topper) og at antallet af mutationer herefter stiger. Jeg mindes en rigtig pålidelig kilde, men kan ikke huske den, så ingen garantier! Så træk 1-2 kuld i 1/1½-3 års alderen, afvent kuldenes udvikling og se hannens videre egenudvikling an.

Møffe er ikke vokset op med kat, men min søster og svoger har kat og den har han besøgt nogle gange i sin hvalpetid. Og han har gjort sit indtryk, for Møffe endte med at elske katte - og elske dem alt for meget! Det har været en halv pestilens på gåturene nogle gange Hvor han er stoppet op ved synet af en kat og har pjevset og ynket efter den og ikke været til at få med. Det tog alligevel en rigtig god del træning at lære ham at ignorere fremmede katte! Men det lykkedes nogle gange, er de langt væk ignoreres de fuldstændig, er de på den modsatte side af fortovet kan vi fint passere, dog ikke uden at han kigger et par gange lettere længselsfuldt efter dem. Buster (min søsters og svogers kat) er højt elsket og han opfører sig eksemplarisk sammen med ham. Min mosters to katte, Kurt og Kamma... Navnlig den ene. Er ret frygtet af Møffe. Første gang vi passede dem, løb han forventningsfuldt efter dem for at hilse med det resultat at de blev pisse bange for ham. Efter han begyndte at stresse ned og slappe lidt mere af blandt dem (han kørte simpelthen for højt op i glædesgearet), blev Kurt-katten efterhånden modig og meget hertugagtig og har hakket ud efter Møffe et par gange, selvom han intet gjorde - mistænker at nogle af gangene har været i leg på det seneste dog. Så nu er han (Møffe) bange for dem, eller snarere, mest for Kurt... Så anderledes sagt: Nope, ingen katte jages her, hverken kendte eller fremmede. Men det er dog ret generelt med Møffe, at der ikke er noget jagtinstinkt gemt i ham, ikke engang da han løb efter en gråand, der fløj ind i vores hegn, var det jagt - han skulle bare hilse på den forskræmte and, der forsøgte at gemme sig (uden held) i græsset.

Jeg hopper med på annemangetals vogn og taler ud fra erfaring. Jeg fik min berner som 20 årig og havde netop kun lige just afsluttet STX hm, hvad, 5 dage forinden? Jeg fortryder som sådan ikke jeg fik hund, men set i bagklogskabens skinbarligt klare og objektive lys, så var det en rigtig skidt ting - hvis man ser bort fra, at han selvfølgelig er mit et og alt og derudover gav mig nogle erfaringer, der hjalp mig ift. netop lige min karrierevej (dyrepasser - takket være min interesse i hunde, havde jeg en hel del viden på forhånd, har prøvet at side i bestyrelse, arbejdet frivilligt som hundetræner og været afsted på kurser og en trænings-/berigelseskonference - hvor jeg mødte den person, der skaffede mig en elevplads. Så i grunden kan jeg nok takke Møffe for at jeg har en dyrepasserelevplads, fordi det har givet mig nogle erfaringer inden for dyrefeltet). Jeg troede aldrig, jeg skulle flytte fra ham - jeg skulle da nok finde en løsning! Men nu sidder jeg i England i 1 år (elevplads) og Møffe er i DK. Og føler mig som en lousy hundeejer, fordi jeg blev nød til at prioritere min fremtid efter ham også. Jeg har en drøm om at få ham herover, men om det sker? Heldigvis kunne mine forældre tage ham. Men for helvede, det er ikke sjovt! En hund har ikke så mange år igen at leve i, så det er sgu forfærdeligt at gå glip af næsten et helt år på den konto :- Du tror måske du ved hvad du vil nu, men når du er halvvejs gennem studiet finder du måske ud af, at det er noget andet du brænder for? Og den uddannelse kan du måske kun tage i den anden ende af landet, hvor du ikke må have hund på kollegiet og der er lange ventetider til lejligheder, hvor du kun måske må have hund? Hvad hvis du skal i praktikophold undervejs? Elevophold? Kender selv en, der nåede 4 år igennem biologi-studiet på universitetet i Sverige, hvorefter hun fandt ud af, at det var det praktiske arbejde med dyrene hun var interesseret i. Hun droppede ud og begyndte på dyrepasseruddannelsen i DK. Så fra et studie, der ikke "flyttede" sig, er hun nu i gang med en uddannelse, hvor hun studerer i DK og har forskellige elevpladser i Sverige. Hun havde heldigvis ingen hund, men havde hun haft, havde hun enten måtte droppe sin drømmeuddannelse eller omplacere hunden. Derudover, så er man ikke rig som studerende og den fritid man har, skal prioriteres til hund - dvs. en biindtægt er ikke rigtig muligt, medmindre vi snakker nogle få timer i weekenden. Hvis du så oven i købet vælger en stor hunderace, så er alt bare meget dyrere dyrlægemæssigt, da intet er skabt til størrelse 45kg+ klassen (så hvis du fx skal have Frontline, mener jeg det er, så skal du købe til både små hunde og størrelse 45kg ca. og bruge begge to!). Og hundetræning, hvilket er et must + godt foder og måske specialfoder/tilskud, hvis hunden ender ud med nogle problemer. Beklager for min sortseenhed, men selvom jeg selv fik hund som 20-årig og dengang mente at det var fuldt ud forsvarligt (for jeg havde jo planlagt det hele), så ville jeg i dag personligt aldrig selv sælge en hvalp til mig selv i den situation jeg stod i dengang - når jeg kigger tilbage med de øjne jeg har i dag. Men uanset hvad du vælger, så held og lykke. Jeg har ingen erfaring med allergihunde, da jeg ikke selv har nogen problemer, men der synes jeg annemangetals idé med frivilligt arbejde lyder rigtig god til at tjekke det ud :5up:

Jeg tror i høj grad, det er bestemt af hvilken blanding, der er tale om. Forskellige racer, forskellige sygdomme med forskellige arvegange og forskellige nye genkombinationer, der kan medføre nye dårligdomme + mange racer har de samme sygdomsproblemer, såsom kræft, HD, AD, PRA osv.. Jeg mener fx at have hørt, at lab/puddel blandinger har højere grad af risiko for allergi end både lab og puddel? Er dog ikke sikker - og så Lenschows link, hvor det kommer frem at korsbåndslæsioner er mere hyppige i blandinger. Men blander man en race med tendens til Degenerativ Myelopathy (som er recessiv) med en race uden tendens (og med den forudsætning, at det ikke er typisk at opdrætterne DNA-tester), så er risikoen mindre. Nu er arvegangen så ok kendt for DM + der findes DNA-tests, så i grunden er det nok sikrere at købe racen med DNA-testede forældre... Og sådan er det jo hele vejen rundt. Da de fleste racesygdomme er recessive, så vil jeg næsten lægge hovedet på blokken, at blandingshunde ville være gennemsnitligt(!) sundere, hvis ellers "opdrætterne" gad TESTE deres hunde. Men hånden på hjertet, hvornår har nogen sidst set et blandingskuld efter forældre der havde DNA-testes, var røntgen for hofteledsdysplasi eller albueledsdysplasi osv.?

Da jeg var til en konference i foråret, var der en der fortalte om hendes brug af BAT. Hun valgte det, fordi hunden selv skulle tage et aktivt valg, i modsætning til ved kontrabetingning/desensibilisering, hvor man arbejder under "threshold". I BAT arbejder man over "threshold", men stadig i "choice and control"-stadiet - hvor hunden er opmærksom på det ubehagelige, ikke føler sig helt sikker, men stadig formår ar lade sig abstrahere. Hun havde brugt det på sine beagler, der gøede af nogle heste, fordi de var bange for dem. Hun bevægede sig så tæt, at de kun lige begyndte at gø, men var fuldt ud i stand til at reagere på deres navn for en godbid. Så de lærte at tage valget: Gø af hestene? Eller kigge på mor? Hun blev ikke ved at bevæge sig tættere på, hvis de ikke gjorde som ønsket, da de så ikke længere ville være i stand til at tage et valg og lære (og altså være ude af "choice and control"-området). Jeg mener vist dog, at der findes to "BAT"-metoder, men jeg kender ikke den dybere forskel. Men nogle refererer til dem som "BAT 1" og "BAT 2".

Det er fandme heller ikke ok, nej. Kan ikke huske, om du har været i kontakt med DKK om det? For det er bare ikke ok...! Trist, at nogle mennesker i den grad kan ødelægge det for andre - og hundene! :-(

Æv, for pokker da... Fandme surt, at du gik all in og så endte det sådan. Men ja, det gør jo ikke hvalpene et hak mindre bedårende Glæder mig til at følge Aslan-baby!

Uh, de ser lækre ud Tillykke med den kommende familieforøgelse (eller, det er jo vel i princippet allerede en familieforøgelse, da det det Aslans blod, selvom de ikke bor hos jer endnu - men du ved hvad jeg mener :blink: ) Og så er jeg nysgerrig, jeg er bagud - har Aslan fået lov til at få hvalpe alligevel i klubben eller hvordan? Uh, bliver fedt med hvalpeballadebilledspam!

Åh nej, Shii, hvor gør det mig ondt for jer :-( Jeg er ikke i tvivl om, at I har kæmpet hårdt for Dexter - kæmpe stor kram til jer herfra :kram: Hvil i fred, dejlige Dexter <3

Jeg kender en, der forhandler Lifewave. Hendes mor sværger til det og bruger det rigtig meget. Møffe fik engang et par stykker på af en osteopat, syntes dog ikke det havde nogen virkning, som jeg bemærkede i hvert fald. Jeg selv har prøvet det én gang, til en jobsamtale, mod stress/nervøsitet. Men om det var plastret, eller det at det var over Skype (hvilket jeg aldrig havde prøvet før) og vedkommende, som interviewede mig bare var alletiders, skal jeg ikke kunne sige. Jeg blev nervøs som altid til at starte med, men det forsvandt nærmest fuldstændig - og jeg fik jobbet :slem:

Njah, nu overfortolker du vist lidt på, hvad vi skriver Sandt nok, det kan ske, at en hund ved en dommer bliver bedømt rigtig godt, men hos en anden dommer dårligt - men det er sjældent! Er en hund af virkelig god kvalitet, men dårligt trænet, vil den ALDRIG få et good kun! Den vil kunne veksle mellem Very Good, Excellent og Excellent med CK - og så måske et KIP (kunne ikke bedømmes), fordi den ikke kan finde ud af at trave, men hopper rundt i ringen i stedet = dommeren kan ikke bedømme bevægelserne. Møffe for eksempel har fået Good én eneste gang, ellers har han ligget på Very Good til Excellent m. CK (jo ældre han blev, jo bedre bedømmelser). Good fik han på sin første officielle udstilling, hvor han var ranglet teenager. Så helt galt er det ikke. Og jeg var ikke just vildt god udstiller. At jeg så i grunden er dybt uenig med dommerne i, om en hund med løs front burde kunne få excellent er en anden sag...

Nu får jeg sgu da også lige lyst! Kritikker fra to på hinanden følgende dage og dommerne var mand og kone, hvilket jo faktisk gør det lidt sjovt at de så Møffe så forskelligt - vi var seriøst tæt på at vinde CERT'et på andendagen, vi løb og vi løb og vi blev sat til at løbe lidt mere imod 1. vinderen i åbenklassen, som blev 3. bedste hanhund m. CERT og vi blev 4. bedste: 1. dagen Excellent: Stor og maskuling velskåret hov3ed, utmærket udtryk bra hals, kraftig krop, som kunne være lidt kortere o i lænden, kraftig benstamme, bra vinklet, bra bevægelser fra sid en, kunne være mere parallel i fronten, utmæ pels, snudebåndet kunne være lidt bedre ellers bra tegnet, utmæ. temperment 2. dagen Excellent m. CK, 4. bedste hanhund + Res.CERT: Stor kraftig og af meget god type, velbygget med gode proportione maskulint meget bra hoved med go bredde i skallen, meget bra hals, stram ryg, lang bra brystkasse, korrekt vinklet, tupoiske og meget bra bevægelser, meget bra pels, fin farve (kunne være mere parallel i fronten = løse bevægelser - det så dommeren på andendagen ikke, heller ikke den lange lænd, som vi ellers ofte fik at høre for)

Nu har jeg trænet både Rally-O og udstilling... Og jeg vil faktisk vove den påstand, at Rally Begynder Klassen er langt nemmere end at træne en hund til at udføre super flot end at træne en super udstillingshund. Måske endda også Rally Øvet Klassen. Dertil skal jeg lige have lidt mere erfaring med begge verdener, inden jeg vil udtale mig, men jo, det tror jeg faktisk - for kan hunden begynder klassen super flot, så sker der nok ikke noget ved at fjerne linen og tilføje et par øvelser Men hvis man bare vil kaste sig ud i det og er ligeglad med, om hunden gør det ordentligt... Så er udstilling nemmest, for der bliver man ikke rigtig trukket for, at hunden "ikke er med".... Hvor det nok ville blive en IB i Rally.

Glæder mig til at høre om det, har ingen forstand på pudler, men tror desværre at dommerne gerne ser, at de er klippet i facon. Men I don't know! Har aldrig set en puddel blive udstillinger Husk at prøv det et par gange når den er fuldt udvokset, uden at have gjort noget for at forbedre den - og derefter et par gange, hvor der er fiflet Helt ærligt, jeg er nysgerrig.

Annemangetal, kan se, debatten er blevet lang, men kort sagt: JA! Der er hunde, der STORelsker det. Det er langt fra alle, men jo, de findes - og jo, det ER ligesom alt andet hundearbejde! Om det er LP, hvor de skal ligge i en røvsyg dæk i 1-2 minutter med ejer flere meter væk, eller en udstilling, hvor de skal stå sammen med ejer, bliver berørt af en dommer (som af og til også nusser lidt), der er altså ikke rigtig nogen forskel. At få hunden til at elske dækøvelsen er egentlig nok sværere end at få den til at elske udstilling (i hvert fald under identiske forstyrrelser, men vil nu nok sige i det hele taget). At mange så desværre ikke formår kunsten at træne hunden til at elske udstilling er en anden sag, men de findes, dem med ejere, der virkelig har arbejdet for at lære hunden at elske det. Så er det til gengæld pludselig også fedt at se dem i ringen

Helt klart noget er overtroisk. Men når en dommer kan sige at hunden har for kort en hals, fordi hundens pels står op (grundet blowning), så er der altså noget galt. Nogle dommere gider heller ikke besvære sig med at berøre hundene, de kigger bare på dem. Så man kan snyde sig til meget, men det komme sandelig an på dommeren. Ændring i tempo kan også skjule en løs front - det er ofte mindre tydeligt, når man løber stærkere.

Jeg forsvarede egentlig engang udstillinger... Formålene var jo gode nok: Hunden skulle leve op til en standard, der var ideel i forhold til dens arbejdsopgave og hvordan den originalt så ud, dengang man etablerede racen. Jeg forsvarer det dog ikke rigtig længere... Det er en sjov sport, men det er alt for let at tabe, fordi man er ny og at vinde, fordi man er "gammel og garvet" - jeg siger hermed ikke at det er let, kun at det er "for let". Og bevaring af mange racers originale udseende må jo godt nok siges ikke at have holdt stik! Hvis det så beviseligt var fordi man havde forbedret racerne til arbejdsopgaven, havde det været ok... Men det er vist hverken tilfældet for bulldogs, schæfer, sankt Bernhard m.fl. Dommerne har i grunden nok alt for lidt tid på dagen og bliver præsenteret for alt for mange hunde og oftest med for lidt uddannelse. Jeg kender personligt ikke uddannelsen, men når jeg kan se hunde, der knap kan styre deres bagben (og her snakker vi ikke kun højavlsschæferen) eller forben i ringen og alligevel få excellent eller very good, så bliver jeg chokeret! Min egen hund er en af dem, han er smadder løs i fronten og har til trods scoret excellent med CK og reserve certifikat. For at det ikke skal være nok, så haltede han ifølge nogle mennesker på det ene bagben den dag (han var blevet opereret for sprunget korsbånd få måneder forinden), om det passer ved jeg dog ikke. De sidste udstillinger han var på fik han generelt Excellent. Andet jeg har set, er hunde, der er voldsomt sky (læs angst) over for dommeren få excellent og bliver placeret som 1. vinder i klassen, hunde, der har gjort udfald over for andre hunde m.m. Nej, jeg mener slet ikke, at udstillinger fungerer, som de burde! Heldigvis er der dommere, der tager disse ting seriøst, men ikke alle... Nu lyder jeg smadder negativ, men indrømmer blankt, at den næste hund jeg får nok også kommer til at blive udstillet - for jeg synes jo egentligt, at det er sjovt. Jeg synes bare slet ikke, at det fungerer, som det skal! I mine øjne er det eneste positive ved hundeudstillinger avlsmæssigt, at man kan se og møde de forskellige hunde. Men igen, ikke alle kommer på udstillingerne jo. Og ofte skaber det jo næsten flere fjendskaber end venskaber i mange racer på grund af konkurrenceelementet... Efter at være kommet ind i Zoo-verdenen og set, hvordan det fungerer her med koordinationen af avlen, så har jeg også fået så mange flere tanker om, hvad der egentlig er galt ved avlen i hundeverdenen...

Ok, super - tak :5up: Så var det en misforståelse herfra