Tak
Det har været svært at nå til det her punkt, og jeg er ikke helt landet endnu. Når jeg sad og så billederne og videoerne, så kunne jeg tage mig selv i at blive helt overrasket, fordi at mine sidste minder var plaget af sygdom og hans mentale reaktion på denne sygdom. Så det jeg huskede var jo egentlig slet ikke Baldur, men derimod sygdommens grimme ansigt.
Men imens jeg sad og så på billederne og videoerne, så begyndte jeg stille og roligt at huske den rigtige Baldur. Ham der altid var så kærlig, ham der var sød ved Luna på trods af at jeg nu har fået at vide at det slet ikke er normalt at hanhunde gider hvalpe, men han gad hende bestemt godt
Jeg så en video hvor han legede sin elskede papkasse leg, jeg så et billede hvor han og jeg krammede, ih jeg så bare så mange gode minder, og begyndte stille og roligt at huske ham som han var hovedparten af sit liv og altid var inderst inde, men bare ikke altid formåede at vise i den sidste del af hans liv hvor hele hans krop gjorde ondt.
Så det var en dejlig tur ned af "memory lane" :hjerte: