Umulia

ALDRIG! Jeg nægter at støtte organiseret raceavl, så længe det foregår de præmisser, DKK står for. Og jeg nægter at lade mig kujonere af hovedløs signallovgivning. Ja, der skal åbenbart betales en pris i form af konstant mistænkeliggørelse, hvis man insisterer på at bevare sin ret til frit valg, men den er jeg så villig til at betale. Min evt. næste hund bliver temmelig sikkert en Staffy- eller Bulldogblanding.

Sikke et flot hvidt ansigt, hun har fået! Og stadig de smukke øjne

Seneste forskning om bosættelse i Australien viser at der har været mennesker i mindst 50.000 år, i modsætning til den tidligere teori, som sagde højst 30.000 år. Det er derfor ret sandsynligt at Dingoen er lige så gammel, og det er jo ret imponerende.

https://www.etsy.com/dk-en/shop/InkPug?section_id=14933456&ref=shopsection_leftnav_2 Et par eksempler: Hundehimlen

Beklager, men jeg tror ikke jeg kan diskutere med dig, for vi er vist slet ikke på samme planet... Der er ikke mange ulve tilbage fordi mennesker har jaget dem, og ødelagt deres levesteder. Der er masser af hunde fordi mennesker avler løs uden omtanke. Er kvantitet bedre end kvalitet? Rigtig mange hunde, måske de fleste, set på verdensplan, har en meget lav livskvalitet.

Hvorfor lave om på det perfekte? Det er jo hvad ulven er - et dyr, der er perfekt tilpasset et miljø, der ikke har ændret sig siden forrige istid. Det kan man da ikke i fuldt alvor sammenligne med menneskers forskellige modeluner, og påstå at naturen er inferiør... Ved hjælp af indavl? Det er jo gået rigtigt godt indtil videre

Jeg har virkelig været kvik da jeg valgte hund :stupid: Men seriøst, jeg lever også i frygt. Her i turistsæsonen tager jeg aldrig Oluf med til byen. De lokale er ligeglade, men skulle der komme en Kjøvenhavner forbi, ved man aldrig hvad de kan finde på. Det var allerede et problem, da jeg havde DdB. Der var altid lige en turist, der ikke kunne dy sig for at kommentere min "rednose"

Jeg ville - uden på nogen måde at være i besiddelse af ekspertise på området! - mene at hos pattedyrene er det nok 50/50 mellem miljø og genetik. Hos fugle derimod - som jeg har en vis erfaring med - er yngelplejen 100% instinkt, altså genetisk betinget. Det kan man f.eks. se ved at visse racer helt mangler evnen til at ruge, medens andre er perfekte mødre, også hvis de selv er udruget af en maskine. En ting, der er forsket lidt mere i, i de senere år, er menneskets yngelpleje, og her opdager man flere og flere hormonelle mekanismer. Det, vi kalder "moderfølelse" og mange andre romantiske ting, er genetik og instinkt nøjagtigt som hos andre dyr. Men selvfølgelig er nogle bedre end andre til at skifte ble, se baby i øjnene osv. hvis de har lært det rigtigt. Så burde man måske sætte egne ambitioner i baggrunden, og i stedet gøre hvad der er bedst for dyrene. Det er et sørgelig faktum at det meste af den avl, der foregår indenfor ikke-produktionsdyr, stort set udelukkende handler om menneskelig forfængelighed - udstillingspræmier, hundesportspræmier, ekspertstatus osv. Og så er det at man har travlt, fordi man selv vil høste frugten af anstrengelserne, og ikke vil overlade noget til dem, der kommer efter. Der er nok raceforskelle, der skal tages hensyn til. De små modner jo hurtigere, det glemte jeg lige Det er alligevel spændende Darwinismen, eller "survival of the fittest" er jo et princip, vi næsten helt har sat ud af kraft når det gælder vores egen forplantning. Og vi er ved at gøre det samme med vore dyr. Det er interessant at se hvad fremtidsperspektiverne er - om vi pludselig, om mange år, opdager at det nok alligevel ikke var så smart.

Hvis man er uheldig og møder den forkerte betjent, er intet andet end en DKK stamtavle nok. Men ifølge justitsministeriets vejledning fra dengang loven blev indført, var en underskrevet erklæring også gyldigt bevis. Jeg havde et link til et høringssvar fra Folketinget, men det er desværre dødt nu.

Fotos af forældrene og en underskrevet erklæring fra begge hundes ejere, samt gerne fra dyrlæge. Det er desværre vilkårene Håber du får en dejlig hvalp!

Jeg synes mange indlæg i denne tråd bærer præg af at folk har utroligt travlt! Man har ikke tid til at vente på at hundene lærer hinanden at kende, og rent faktisk får lyst til at parre. Man har ikke tid til at vente på at de finder ud af teknikken selv. Og først og fremmest har man ikke tid til at vente på at hundene bliver voksne. Mange problemer i racerne ville blive løst, hvis man ikke brugte tæver under 4 og hanner under 6 år. Dels ville de være ordentliug voksne, og hvad de måtte have af arvelige defekter ville i mange tilfælde nå at blive synlige, så man kunne sortere uønskede egenskaber fra. Men det er jo ikke i opdrætternes interesse. tænk hvis man skulle gå og fodre på en hund, der viser sig at være uegnet til avl - så hellere få parret så meget som muligt, før det evt. er for sent.

Jeg har en fjern fortid i fjerkræavl. Her har man racer, som fuldstændig har mistet evnen til dels at forplante sig på naturlig vis, og dels passe afkommet. Det er, efter min ringe mening, ikke en ønskelig situation for vores hunde. Men faktum er, at vi allerede har racer, der ikke kan gennemføre en naturlig parring og fødsel. Jeg er enig med PBC et langt stykke henad vejen - man bør i videst muligt omfang lade hundene klare parringen selv. Men selvfølgelig skal man stå klar til at assistere hvis der er optræk til problemer. Jeg har selv haft en "tyvparring" i huset, og der stak tæven af ind i sit bur, med hanhunden slæbende efter sig. Da hun nåede buret, ville hun til at vende sig, men hanhunden kunne altså ikke komme ind gennem lågen, så det kunne hurtigt være blevet meget ubehageligt for ham. Selvfølgelig greb jeg ind (hvad jeg burde have gjort FØR parringen, men det løb var ligesom kørt på det tidspunkt KimJ har også en udmærket pointe - vores hunde er ikke "naturlige". De er tilpasset livet hos os. Men det er en tilpasning, som vi bør forvalte ansvarligt og etisk. Og der var det desværre at mit bogprojekt kuldsejlede - fordi ingen vil tale om de mange mange uetiske ting, der foregår i opdrættet, og som hvalpekøbere enten ikke ved noget om, eller hjernevaskes til at acceptere.

På et tidspunkt havde jeg planer om at skrive en bog, og lavede i den anledning en del research, bl.a. om dette emne. Ikke overraskende er det meget svært at kortlægge det reelle omfang, for folk, der ved noget om det, vil enten ikke citeres med navn, eller de vil ikke sige noget overhovedet. Men angiveligt skulle det være meget brugt indenfor højavlsschæfer og flere andre racer, selv selskabshunde. For schæferens vedkommende er det fordi hanhundeejere frygter at deres hund kan tage fysisk skade af parringsakten, pga. svage haser og ryg. Den eneste begrundelse, jeg har hørt fra en selskabsrace er, at det er "hurtigere og nemmere". Når man er topopdrætter har man åbenbart ikke tid til at vente på forspil...

Stakkels lille fyr Jeg tror måske I burde prøve at overveje omplacering endnu engang.

Kan du forklare hvorfor der er den forskel for dig? Spørger af oprigtig interesse. I det tilfælde kan man vel ikke sige at vedkommende slet ikke var interesseret. Han var bare kun interesseret på sine egne betingelser. Det synes jeg måske er en fejlfortolkning af situationen. Hvis pigen havde beskrevet hunden så godt, var prisen jo den eneste oplysning, der manglede. Selv om pris ikke er det eneste afgørende, er det vel stadig en del af billedet. Jeg ville f.eks. også gerne vide noget om prislejet på forhånd, for så kunne jeg undgå at spilde både min egen og sælgers tid, hvis det var et beløb, jeg ikke kunne eller ville betale - som eksemplet med designer-blandingen til 16.000.

Jeg kan godt se at det må være let at få andre folk til at ligne idioter, når man selv opstiller nogle betingelser for diskussionen, hvor der ikke er andre svarmuligheder end de idiotiske. Skulle vi ikke bare antage at jeg ER interesseret i en hvalp, men lader være med at ringe fordi jeg synes prisen er for høj? Eller alternativt - jeg ER interesseret i en hvalp, ringer, tager på besøg og ser hvalpen, og derefter spørger sælger om prisen ikke er lidt rigelig høj? Jeg tror det er de to mest realistiske scenarier, og også dem, tråden handler om.

Er det ikke en lidt underlig teoretisk situation? :hmm: Hvorfor skulle nogen gøre det?

Synes også det er en ok pris, men min ex ville helt sikkert være ligesom din søsters mand. Det havde ikke noget at gøre med prisen - han ville bare af princip aldrig give hvad der blev forlangt. Det kan jeg lige så lidt forstå, som dem, der aldrig stiller spørgsmål ved prisen.

I det indlæg, jeg citerede, blev der jo netop sagt at prisen blev sat højt for at sortere useriøse købere fra. Det må jo betyde at enhver, der fravælger den pågældende hund pga. prisen, må være useriøs. Samtidig er det så helt i orden for en sælger at sætte en kunstigt høj pris, men det er ikke i orden for en køber at nægte at betale en kunstigt høj pris... Synes bare det er en sjov dobbeltmoral.

Lærer aldrig at forstå hvorfor der sættes lighedstegn mellem hvor løst pengene sidder og hvor "seriøs" man er som hundeejer Hvis jeg ikke ringer til sælgeren af en "Cockapoo" til 16.000 kr, er det så mig eller ham, der er useriøs? Ja I behøver ikke svare, det er selvfølgelig mig. Men det kan jeg godt leve med

[ Og jeg kan så bare ikke se at det kan være en ny ejers problem Som udgangspunkt "kender" jeg jo ikke nogle af de hunde, jeg evt. kan komme til at overtage. Med mindre man overtager en hund fra en bekendt el. lign. Jeg kan slet ikke forstå hvordan det er relevant? Som PBC skrev tidligere, tager man udgangspunkt i en række facts - afstamning, hvalp eller voksen, helbred, træning osv. Er det det, du mener med at kende hunden? Eller er vi ovre i noget føleri med at netop denne hund vil blive min soulmate, og så er alverdens millioner ikke nok til at betale for den? Jeg tror ikke du forstår, at det jo ikke er et fast princip at jeg absolut VIL forhandle pris HVER gang jeg køber hund. Sådan er det selvfølgelig ikke. Men der er nogen omstændigheder hvor jeg synes, det vil være på sin plads. Da jeg købte Oluf, stillede jeg ikke spørgsmål til prisen. Men da jeg købte Vinnie, gjorde jeg. Jeg synes ikke folk skal tjene på at ødelægge en hund og lade andre om at samle stumperne. Det er til gengæld en holdning, jeg ikke forstår. Alle hunde er da søde. Men alle hunde er også handelsobjekter, i og med at de koster penge. Jeg kan sagtens adskille det ene fra det andet.

Jeg ville da være enormt nysgerrig efter at få at vide hvorfor Hr. Jensens hund var så meget mere værd Hvis der ikke fulgte en forklaring med, ville jeg nok bare smutte over til Fru Poulsen. Jeg forstår i øvrigt ikke hvad du mener med "personligheden"? Man kan ikke købe en personlighed, det er noget, der (forhåbentlig) følger med i handlen når man køber retten til at eje en hund eller et andet levende væsen.

Det kommer sandelig an på så meget. Hvis han f.eks. forlangte 10.000, og hunden hverken havde tavle eller var trænet, så ville jeg ganske afgjort stille spørgsmål ved prisen. Jeg er i øvrigt 100 % enig med PBC's indlæg herunder:

Og det er lige netop den holdning, hundehandlere lever højt på.

Held og lykke med at finde en hund, du ikke kommer til at elske Da min første hund, Bo døde, var jeg absolut sikker på at jeg aldrig kom til at få samme forhold til en hund igen. Det er måske også rigtigt, men det betyder ikke at jeg ikke har elsket mine andre hunde af hele mit hjerte. Det er ikke kun følelsernes biologi, men også de omstændigheder, man er i, medens man har hunden, og de oplevelser, man har sammen med hunden, der bidrager til hvordan forholdet er. Jeg tror at for de fleste hundeejere betyder den første hund noget helt særligt, fordi man har lært sammen og udviklet sig sammen. Men det betyder ikke at kærligheden ikke er lige så stærk næste gang. Den er bare "anderledes"