DKWiechert

Og netop dét var hensigten "dengang". Og det må man sige er lykkedes så'n rimelig godt.. Og ja. der er vist en overvægt af dobere i gyserfilm..

Dobermannen er ikke fremavlet som en angrebshund, men som en let håndterbar hund med et formidabelt beskytterinstinkt, og et frygtindgydende udseende. Temperementet på en dobermann skal være venligt, fredeligt og hengivende i hjemmet, såvel som hos føreren når denne er "ude", med en årvågenhed, og et beskytterinstinkt der gør hunden let at "tænde", skulle dette være påkrævet. http://www.dobermanns.dk/ http://www.dansk-kennel-klub.dk/files/pdf/Doberman.PDF Og i nyere tid er det bløde og hengivende sind blot blevet endnu højere værdisat i avlen.

Det mener jeg bestemt ikke er det samme. Bidsk er en hund der konstant er "på" i dén funktion. Det er en dobermann ihvertfald ikke. Den er nem at tænde, og akkurat lige så nem at "slukke" igen. Og er tillige så blødsindet at selv gamle og svagelige mennesker sagtens kan håndtere den. Dens funktion som skatteopkræverens højre hånd, udfyldte den primært ved dens absolut frygtindgydende udseende... Dens blotte tilstedeværelse. Og dét ved jeg ikraft af at min gamle og enormt spinkle/liden af udseende bedstemor igennem mange år har haft dobermanns. Og hun var dagplejer!

Dét hænger da ikke helt sammen. Pitbull har sit navn efter pit, som er betegnelsen for det opsatte sted en hundekamp foregår. Og en dobermann er vist ikke ligefrem avlet til at være bidsk. Faktisk er den igennem temmelig lang tid avlet til at være temmelig blød af sind, for at skabe en hund der var temmelig nem at have med at gøre. Oprindelig er det en hund skabt til at forsvare en ejer.

Favoritfoderet er dét som hunden trives på hér. Uanset hvad mærke der er på posen, eller hvilken ideologi der ligger bag. Som oftest undgår jeg dog foderideologier der er overrendt med skamrosende prædikanter. :blink:

Naturligvis skriver man at en gravhund tager kampen op med ræven... Men den gør det ligesom den er trænet til i træningsgrave, og ligesom den er avlet til at gøre: Små lynhurtige skinangreb uden kontakt, og med masser af lyd. Alle gravgående jagthundes funktion er at "presse" ræven ud af graven. Ikke at flå dem i graven, hvilket kun sker ved en urutineret, dårligt avlet, eller utrænet gravhund.

:lol: Ikke efter mødet med bly :blink:

Ingen gravgående hund må tage kampen op med en ræv i graven. Dels er det ikke god jagtetik at tillade dette, dels kan det resultere i tilskadekommen hund, og sågar hunde der sidder fast i graven. Så nej. En gravgående jagthund er ikke en kamphund. Det er en gravgående jagthund. AT en hund har funktion som rottefænger, gør den vel ikke til en kamphund? Det kan vel næppe klassificeres som kamp, at fange rotter og mus... :blink:

Nja... både og.... For amstaff og Pitbull er jo reelt set én og samme race, bare 2 forskellige avlslinjer.

Så tænker jeg lige, at der i sådan et tilfælde må være tale om et individ, og dermed hverken om en generel betragtning eller en race.. Eller hur? :blink:

Hvorfor? Disse 3 racer, er jo ikke blevet hverken avlet eller brugt til kamp mod andre dyr..

Arh..... Biprodukter dækker nu også over ting som vi gladeligt vil putte i hunden, men som i Danmark normalvist ikke bruges til menneskelig fortæring. Negativt behøver det såmænd ikke være.

Find en anden dyrlæge, og få en anden mening.

Det er et udmærket indlæg... Men jeg får knopper når man kalder fedt, protein og kulhydrater for makro næringsstoffer. Ikke fordi det er forkert, for det gør man indenfor menneskelig ernæring. Men fordi man indenfor biologien bruger samme udtryk om de grundstoffer der indgår i næringskredsløb. Det betyder bla. at alle de forskellige kemiske forbindelser som anvendes som næringsstoffer, består af adskillige mikro- og makro-næringsstoffer. Eksempelvis består protein af mindst 4 makronæringsstoffer. Svovl, kulstof, ilt og kvælstof. Men hva... Dén slags skal åbenbart ikke være standardiseret. Jeg er dog faldet over at du skriver at protein udskilles som Urea (altså urinstof) Og dét kan jeg ikke få til at harmonere med noget som helst, eftersom tæt på 90% af protein-indtaget omdannes til aminosyrer, hvoraf noget bruges, og resten omdannes yderligere og udskilles derefter. Det er derfor ikke direkte fra protein til Urea. Det kan rent kemisk slet ikke lade sig gøre. Åh ja... Den sammenligning mener jeg så ikke heeelt holder vand.. Konklusionen er ganske rigtig, meeeennn at sammenligne protein og glukose med kyllinger og æbler.... ej vel. Dén må du lige forklare engang... Hvordan kan sukkerarter som fællesbetegnelse (kulhydrater) udvinde glukose (et monosakkarid, der findes i ret mange forskellige sukkerforbindelser) ??

For at holde hunden ude af trafikken. Gående trafik er i venstre side af vejen, og ved at holde hunden på venstre side, er hunden dermed væk fra trafikken. Når man cykler, skal man holde til højre, og hér skal hunden så også på højre side, for at holde hunden væk fra den øvrige trafik. Udover dét, så er der den rent praktiske side af sagen. De fleste er højrehåndede, og har brug for at højre hånd er fri til diverse opgaver, selv når hunden er i snor. Det samme med jægere, da våben mv. føres i højre hånd for de fleste. Osv osv.

Nej. EGentlig ikke. Han er næppe hverken større eller tungere end mig, og jeg er lidt af en splejs. :blink:

Dét syntes han jo også... Men man kan jo ikke lade være at grine lidt af det alligevel. Og så fortæller det givetvis lidt om hvor villig en lab er, til at lyde det mindste vink fra føreren, og ikke mindst hvor smertetolerant spdan et kræ er. Jep

Fik på en markprøve fortalt en lille anekdote.. Mandens gamle hund værgrede sig under en markering. Dét undrede ham lidt, og han stod da også lidt paf et sekunds tid, hvorefter han lidt "skjult" giver hunden tegn til apport endnu engang... Igen det samme: den springer fremad, men sætter sig igen. Ja faktisk havde den ikke flyttet sig overhovedet.. Først da så han, at han stod på dens hale... Dummeslag!!!

Ork det er ingenting dét der... Forleden under en diskussion om adfærdsbehandleruddannelser (mere specifikt EI), var jeg ligesom nødt til at sætte mig ind i hvad de nu engang underviste udfra. Og dét betød bl.a. at jeg måtte læse noget ABrantes..... Godt jeg nærmest af princip ikke læser sådanne bøger. Hvis jeg gjorde, havde jeg nok også fornemmelsen af at mine hunde igennem tiden havde overtaget herredømmet, og dominerede alt og alle, osv.

Hvorfor bliver man ved med overhovedet at kalde det en labrador, når nu pøbelen anvender dét navn om noget helt andet.

nøh... jeg mener nu stadig at have læst dig skrive at du mente du kunne se forskel på en formel 1, og en ikke-formel 1. Jeg indrømmer gerne at jeg ikek gider bladre tilbage for at finde det, og reelt set er det ligegyldigt. Der er IKKE forskel på formel 1'ere, og labradorer af anden avl, og det er der ikke, fordi formel 1'ere ikke er en pind anderledes end labber af andre jagt- og markprøvelinjer, andet end ved at engelske labber har en tendens til at være enddog meget blødere af sind, end tilsvarende danske avlslinjer. JAmen det er dælme ikke noget "vi bare siger". Det er sådan det er. Men jeg siger igen: jeg forstår ikke helt hvad du spørger om. Så du må jo omformulere spørgsmålet.

Ikke helt. En formel 1 KAN være lille og grim. Men det kan labber af al anden avl også. En formel 1 KAN være et hærebredt lokum. Men det kan en lab af al anden avl også. FOrmel 1 er ikke en helt supersærlig særskilt type. Det er blot en hund af jagt- og markprøvelinjer, som har sin afstamning fra england/irland.

Og det i den røde markering er jo netop IKKE mindre og mere spinkle hunde. Det er bare hunde der har luft under maven. Mere "frihøjde" om du vil. Og du vil stadig ikke kunne se entydigt om en lab er formel 1 eller ej, hvis du tager ud til en retrieverdag/triplearrangement, og kigger. ANdet end hvis du kigger i stamtavlen. (hvad du jo giver udtryk for at du kan) ANdre avlslinjer end de engelsk/irske markprøvede linjer, kan ikke være formel 1. Ved ikke hvad du mener med dét spørgsmål, for svaret har jeg givet. Mange gange, rundt omkring. Også i denne tråd. De engelsk/irske jagt- og markprøvelinjer kaldes formel 1, fordi det var engelsk/irske importer afprøvet på markprøver efter engelsk/irsk mønster den pågældende journalist skrev om.

Det siger man jo nu... Men "dengang for længe længe siden", hvor labradorens evne til at affinde sig med lange perioder af inaktivitet blev vurderet til at være vigtigt, blev de såmænd ikke trænet synderligt udenfor jagtsæsonen. For manges vedkomemnde, er det endda gældende idag. Og det er jo ironisk nok netop England der står bag labradoren som jagthunderace, og de egenskaber den nu engang (bør) være i besiddelse af. Det er også netop england der den dag idag leverer de blødeste og mest tolerante labradorer der findes. (sådan generelt betragtet, for naturligvis findes der akkurat ligesåmeget lort derovre, som hér. Forskellen er imidlertid ved jagt-labberne derovre, at normerne for hvad man vil ha' ikke har ændret sig. Deres ønsker til egenskaber, og deres måde at finde og værdisætte de egenskaber, er idag ikke anderledes end dengang. Den dag idag værdisætter de en enormt blød og letdresserbar hund, med en enorm tolerance og pleasergen, meget meget højt. Meget højere end man har gjort i danmark for små 20 år siden. Og for netop 20 år siden havde vi i Danmark et par temmelig skarpe avlslinjer, ganske som man kan li' dem i Amerika. Men dé så så til gengæld fra et udstillingssynspunkt, enormt godt ud. De var hærebrede, og ganske uanvendelige til reelt arbejde.

Læs igen: Der er ikke jagtsæson hele året... Udenfor jagtsæsonerne, skal hunden kunne affinde sig med ikke at blive brugt. Og De klarer såmænd dette til UG med kryds og slange og stjerne med pil op.