Puha, det er en svær en...
Louie er min første hund, så jeg har heldigvis ikke stået i situationen endnu. Men jeg har aftalt med mig selv, at når tiden kommer, vil jeg ikke blive ved med at prøve og prøve alt muligt, som blot forlænger hans liv en lille bitte smule. Så siger vi farvel.
Men hans historie er jo også lidt anderledes end de fleste andres hunde, pga. alene hjemme problemerne, og jeg har efterhånden haft aflivnings-tankerne inde på livet mange gange, på trods af at han kun er 2,5 år. Lige nu får han prednisolon hver dag pga. hans allergi, for sådan er hans livskvalitet bedst. Jeg er klar over, at det betyder, at han nok skal herfra tidligere end normalt, men det er jeg indstillet på. Jeg vil hellere have, at han har det godt i 5 år end halvskidt i 10 år. Og når tegnene på de mange år med prednisolon begynder at vise sig, så er det på tide at sige farvel.
Hvis ikke hans alene hjemme-problemer tager livet af ham inden. For hvis han på et tidspunkt igen glemmer at være alene (og jeg er nået grænsen for, hvor mange gange endnu jeg kan klare at starte forfra), så skal han ikke have et nyt hjem. Det er måske egoistisk, men jeg føler ikke jeg kan stole 100% på, at folk gør som jeg vil have det. F.eks. om de vil råfodre ham og ikke lade ham være alene over hans grænse.