Cesar's Way - laaangt indlæg

[Gæst Ninjamor]

Så har jeg læst bogen om Cesar Millan og hermed følger et kort referat.

 

Debatten om den amerikanske ”hundehvisker” Cesar Millan har gerne været ophedet og til tider krydret med personangreb.

 

 

Vi der er imod Millans håndtering af hundene, som vi så det i programmet ”Hundehviskeren” på TV2 for snart to år siden, har måttet høre for, at når vi ikke havde læst om Millans baggrund samt det han ellers forklarer i sin bog ”Cesar's Way”, så kunne man ikke udtale sig.

 

 

OK, nu har jeg så læst bogen

 

 

Først: Jeg er slet ikke i tvivl om, at Millans hjerte banker for hundene, og at han sikkert mener, han gør det bedste for dem gennem sin såkaldte rehabilitering.

 

 

Millan nævner flere gange, at vi skal omgås vore hunde uden fysisk hårdhed, ”slå ikke din hund” - for at nævne et eksempel, og at det er hundeejerens ansvar, at sørge for hundens mentale og fysiske behov.

Dette kan vel ingen være uenige i.

Millan går heller ikke ind for at hundeejeren straffer sin hund i vrede.

 

 

Faktisk siger Millan meget af det samme som f.eks. jeg og andre: At ejeren skal udstråle ro og selvtillid, at hunden ikke bør få opmærksomhed gennem uhensigtsmæssige adfærd, at hunden skal have stabilitet i hverdagen osv. osv.

 

 

Vi er bare ikke enige om, hvordan vi når dertil.

Eller hvad f.eks. uhensigtsmæssig adfærd er.

Og vi er heller ikke enige i baggrunden for disse holdninger.

 

 

Jeg opfatter tonen i bogen som lidt nedladende og distancerende. Der bliver lagt et stort arbejde i at forklare, hvordan Millan mener hunde tænker – eller ikke tænker – på et synes jeg, børnehaveniveau. Dette niveau går igen og igen i hans forklaringer, når han vil vise forskellen på menneske og hund..

Muligvis ER det amerikanske folk ”dumme” og overfladiske - eller han tror det - og dette kan være årsagen til at han skærer tingene ud i pap.

 

 

Noget af det første jeg studsede over var, at han tilsyneladende har haft en enorm indsigt i og viden om hunde allerede som lille barn. Det kan naturligvis være sådan, men for mig virker det underligt, at han allerede inden han fyldte 6 år (hvor han flyttede til byen) kan have erhvervet sig sådan en forståelse og viden, som han påstår.

Hvis dette er tilfældet var han et sjældent indsigtsfuldt barn med nogle fantastiske evner til at se i dybden og forklare sig. Dette er naturligvis en mulighed, jeg ikke kan nægte forefindes.

Alligevel synes jeg ikke det harmonerer med den energi han udstråler, og selv forklarer som intens, eller med den vrede han ligeledes fortæller, han besad i rigt mål. Så meget at han måtte dyrke kampsport for at få udløst denne energi.

Det er ikke typisk for mennsker, for ikke at nævne små børn, som besidder denne intense energi at kunne holde sig i ro længe nok til at kunne gøre sig sådanne betragtninger, Millan mener at have gjort i sin tidlige barndom.

Blot min erfaring.

 

 

Millan refererer ofte til sin barndoms hundeflok, som værende den der lærte ham hvordan hunde fungerer, og hvordan strukturen i en flok er.

Og han modsiger sig selv. Jeg tager dette op, ikke for at nedgøre Millan, men fordi disse tidlige år ifølge bogen gav ham den basisviden om hunde, som han lægger til grund for sin måde at håndtere hunde på.

 

 

På farmen fandtes en flok hunde, der arbejdede for føden som medhjælpere. Disse hunde holdt til bag huset, hvor de kom og gik efter forgodtbefindende.

Hundene kom ikke ind i familiens bolig og må derfor have passet sig selv meget af tiden.

 

 

Millan bruger som en del af sit argumentation for ikke at ville tolerere ”dominans” hos hunde, at dette tillod bedstefaderen, hvis hunde disse var, ikke. Men hundene var uden opsyn en del af tiden og da de har levet i flok, må der naturligt have fundet dominans sted og har været en flokstruktur.

 

 

Jeg var noget spændt på, om Millan ikke kender til hundesprog og derfor tromlede hundene på TV eller om han gjorde dette velvidende, at han overskred hundenes grænser.

 

 

Han kender til hundesprog, fortæller om det og viser det på fotos. Han accepterer bare ikke, at hundene forsvarer deres grænser.

 

 

Hos dyr findes der kun regler, rutiner og ritualer baseret på at den stærkeste overlever. Sådan forklarer Millan sin opfattelse af hunde.

 

 

Han skriver, at man ikke kan bluffe en hund til at tro, man ikke er bange for den, hvis man er. Og at selve denne frygt hunden kan mærke som ”energi”, kan være udløsende for et angreb. Han mener, at hundene kan LUGTE frygt.

 

 

For år tilbage lavede Anders Hallgren et studie omkring netop dette. Personer som var bange for hunde blev instrueret i hvordan de skulle bevæge sig, som om de ikke frygtede hunde, og omvendt med personer, som ikke var bange for hunde.

Forsøget viste klart, at de personer som var bange, men bluffede tryghed ikke fremkaldte nogle reaktioner hos testhundene.

Derimod blev der reageret på de personer, som bluffede frygt.

 

 

Millan er meget optaget af, at hunde opfanger andre hundes/menneskers sindstilstand og svarer på den f.eks. ved at vise ”dominans”, som i Millans brug af ordet betyder, at hunden vil overtage herredømmet, og eventuelt med en del aggressivitet smidt oveni som overtalelsesmiddel.

Også overfor fremmede personer og hunde.

 

 

Alle andre tilstande end ”calm assertiveness” eller ”calm submission”, som jeg ikke har kunnet finde anvendt i andet materiale end Millans, vil hunde reagere på som ustabilitet og enten blive angste eller aggressive.

Derfor er det af største vigtighed, at hundeejeren besidder denne ro og mentale fasthed, som bliver beskrevet som ”energi”.

 

 

Der beskrives nogle tilfælde af problemhunde, som Millan har ”rehabiliteret”. De fleste af hundene kunne jeg genkende fra TV.

 

 

Når vi har diskuteret Millan eller blødere metoder, har det ofte lydt, at det er bedre at hunden kommer hurtigt igennem sin frygt/angst med hårdere metoder end at blive i følelsen pga. metoder med en længere behandlingstid.

 

 

Da det vi ser Millan foretage sig er symptombehandling med flooding, som er en risikabel metode, kan jeg naturligvis ikke være enig.

I bogen fortæller Millan selv, at det er flooding han anvender.

Når vi taler tidsfaktor, er jeg nødt til at nævne, at med Millans metoder tog det ca et år (1 år!) at kurere hunden Julius, en dalmatiner/pitt bullblanding, for angst!

 

 

Og at entlebucker sennenhunden, Brooks, med tvangshandlinger skulle bære pighalsbånd i flere måneder, så ejerne kunne stoppe adfærden.

 

 

Ved at arbejde MED hundene ville der kun være gået kort tid før disse problemadfærd var under kontrol og hundene godt på vej til et gladere liv. Som jeg så ofte har pointeret.

 

 

Derfor holder ovennævnte argument ikke og retfærdiggør derfor heller ikke at bruge Millans ”lige på og hårdt” metoder.

 

 

Sin egen flok på 40 – 50 hunde af forskellige racer, heraf flere pit bulls, beskriver han som en velfungerende flok, som er ”mellow” 90% af tiden. De sidste 10% forlyder der intet om.

 

 

Der har tit været forsvar af mandens metoder, hvor eksemplet med hans egen velfungerende hundeflok er blevet lagt frem som bevis på, at han ”må kunne noget”.

Og ja, helt klart, det kan han.

Men hvor velfungerende er flokken egentlig?

 

 

Jeg tager oprigtigt hatten af for hans trang til at give forladte hunde et hjem. Hvorvidt deres hjem så er super er en anden sag.

 

 

Hvordan holder han så ro i flokken, tænkte jeg..

 

 

Jo, han bruger selv udtrykket, så jeg kan også tillade mig at gøre det, han udmatter hundene fysisk på daglig basis. Og, det er det samme han gør med de hunde han får i behandling. En udmattet hund vil gladelig vise underkastelse resten af dagen – hans egne ord.

 

 

Endvidere er det kutyme at amerikanerne rutinemæssigt får neutraliseret deres hvalpe og unghunde, hvilket også hjælper på roen og medgørligheden.

 

 

Millan skriver et spændende kapitel om ”red zone” hunde. Da jeg intet kender til disse hunde i USA, kunne jeg slippe alt og bare læse.

Det var spændende læsning og jeg fandt Millan sympatisk i dette emne.

 

 

Det er sikkert sådan uvidende hundeejere oplever ham, det han fortæller lyder plausibelt og selvsikkert.

 

 

Han fortæller, at mange af de kamphunde, som findes på gade og stræder, hvoraf en del ender hos ham, har fået skabt en ulyst til at slås gennem deres kamptræning. De er blevet kasseret fordi de ikke vil slås og kun slås, hvis de bliver virkelig trængt.

Dette kan være en medvirkende årsag til flokkens, tilsyneladende, fredelige sameksistens.

Det og så den fysiske udmatning.

 

 

Millan beskriver hvordan en almindelig dag forløber: Han tager flokken op i bjergene og vandrer/løber der ca. 4 timer.

Så hviler hundene et par timer og herefter er det tid til mad.

 

 

Det tager 2 – 2½ time at fodre hundene. De er linet op foran ham og skal opfatte fodersituationen som et krav om ro og afslappethed. Millan kalder fodringen for en mental udfordring for hundene, og jeg kan se hvorfor.

Den hund som hurtigst er rolig bliver fodret først. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud, hvis der er flere hunde på samme niveau af ro samtidig

På denne måde vil de øvrige indse, hvad der skal til for at få mad.

 

 

Dette kræver blot at hvis nr 15 i rækken skal lære af situationen når nr. 33 bliver fodret fordi denne er rolig, at nr. 15 er bevidst om dette og har iagttaget nr 33.

 

 

Millan tolererer ikke knurren eller slåskamp over foderet og hundene skal spise ved siden af hinanden.

 

 

Efter de har renset sig er det tid til at løbe på rollerblades. Her løber han med ti hunde af gangen og som han skriver: ”Bagefter er både hundene og jeg udmattede”.

 

 

Et par timer senere bliver hundene aktiveret med 20 minutters boldleg. En bold og 40 – 50 hunde. Her tillades heller ikke udtryk for følelser andre end de som fører til underkastelse.

 

 

Dette er dagens program for hundene. Millan siger, de bliver både fysisk og psykisk stimuleret gennem programmet.

Jeg mener den fysiske udmattelse og frygten for Millan er den, som holder ro i flokken.

 

 

Er der tegn på uro bliver synderen taget ”i skole” ved at blive prikket på siden af hovedet med stive fingre.

Således mener Millan hunde korrekser hinanden, og at de gør det hele tiden, så det må være måden at gøre det på

Han kræver absolut underkastelse af hunden og dette indebærer, at hunden skal trække sig væk og lægge sig ned i passiv underkastelse. Der er fotos af dette i bogen.

På denne måde demonstrerer og fastholder Millan det, han kalder for lederskab.

 

 

Dette skal i øvrigt vedligeholdes dagligt gennem faste rutiner hos alle hunde: 50% exercise, det er der Millan mener, man virkeligt bonder med sin hund, så 25% disciplin, hvilket er de regler, grænser og begrænsninger hundeejeren har stukket ud for hunden og derefter 25% ”affection”.

Rækkefølgen og procentfordelingen er vigtig.

 

 

Årsagen til at denne daglige vedligeholdelse er nødvendig er, som jeg tidligere har været inde på, at det Millan foretager sig er symptombehandling. Han slår ned på den aktuelle adfærd uden at skele til baggrunden og udrede denne.

 

 

Det er uhyre vigtigt, at din hund ikke kan påvirke dig til at gøre noget for sig. Hvis den f.eks. vil ud at tisse om natten og du giver den adgang til dette, så er den leder over dig!

Din hund må ikke sætte dig i gang med noget eller blive kælet, når den tilbyder sig.

 

 

Dette kalder Millan for, at hunden ”forlanger” og adlyder du, har du solgt dit lederskab!

 

 

Lederskab er også, at hunden aldrig må gå først ud af døren eller gå forrest på den første del af turene.

 

 

Du skal som leder kontrollere alle hundens aktiviteter og ressourcer og først når exercise og discipline er blevet gennemført, må du vise din hund ”love”.

Herefter må du gerne gøre alt det med den du har lyst til, boldleg, frisbee, kæle osv.

 

 

Din hund må sove i sengen eller ligge i møblerne, hvis du er til det. I sengen dog kun på en bestemt plads ligesom du anviser liggeplads i huset, som skal være det sted hunden sover og ligger.

 

 

Alle problemer, angst, separationsangst, frygt, agressivitet, tvangshandlinger, transportskræk, køresyge m.v. bunder i manglernde lederskab, at hunden ikke er i underkastelses tilstand, når den præsenteres for situationen, og recepten på en velafbalanceret hund i disse situationer er exercise – at gå lange ture med hunden og vise sig som en rolig og stærk leder.

Har man som hundeejer ikke tid til de lange gåture, foreslår Milan, at man investerer i et løbebånd og lader hunden løbe på det, som supplement til turene.

Når hunden har lært at løbe på båndet, kan den godt forlades, mens man laver andet i hjemmet dog kun kort tid af gangen.

Hunde med et højt energiniveau vil med løbebåndet som supplement til de daglige ture kunne holdes fri for dominans og aggressivitet.

Det er en meget simpel indstilling til et komplekst dyr, som gør det hele nemt for hundeejeren, men på hundens bekostning.

 

 

Millan skriver dog også, at den gode hundeejer forbereder sin hund forud for f.eks. transport, dyrlægebesøg o.lign. ved at øve situationerne og gradvist bygge op til dem.

 

 

Millan mener, at floklederen kontrollerer hundens instinkter og dens gener.

 

 

Han går ind for positiv forstærkning til de hunde, som kan ”nøjes” med dette. Han mener, at det ikke er alle hunde, som kan klare sig med det.

Dette er jeg enig i, men der er andre muligheder end Millans gåen til ydergrænserne.

 

 

Endvidere forklares det om lederskab, at i en vild flok kontrollerer lederen hvem der må spise, hvor meget vedkommende må spise samt hvornår. Altså forsvares det at den hundeejeren skal have fuld kontrol.

 

 

Dette passer slet ikke med de nyere studier af vildtlevende ulve og det passer heller ikke med de erfaringer, jeg har gjort mig med de efterhånden mange hunde jeg har levet sammen med, har kendt indgående eller har hørt om fra venner og bekendte.

 

 

Millan påpeger også, at lederen selv påtager sig funktionen.

 

 

Men i det virkelige flokliv er det mere et ”forældreskab” med forældrene, de ældste, som naturlige ledere og hvalpene som samarbejdende flokmedlemmer, og det er sidstnævnte som med daglige og rituelle underdanighedsadfærd bekræfter de ældre i rollen som ledere og dem selv som accepterende dette.

Straf og hård behandling som disse ”prik” Millan uddeler hører kun til dagsordenen i stressede situationer f.eks. ved fødemangel og ved løbetider. Meget af den aggressivitet som kan ses på film er udelukkende rituel.

 

 

En udefrakommende ulv ville ikke bare kunne vandre ind i en bestående, sund og rask, flok og kræve underkastelse. Lederskab kræver et tilvalg fra de øvrige i flokken.

 

 

I sagen om Emily, den 6 årige pit bull tæve som skulle behandles for aggressivitet overfor andre hunde, beskriver Millan hvordan han havde hunden 6 uger i behandling på sit center.

En del af behandlingen af hunde, som skal ”rehabiliteres” består i løb på løbebånd. Hunden skal udmattes fysisk, hvilket er en smart måde at få den til at være ”ligelad” med alt andet. Det er vanskeligt at forholde sig til noget, når man er så træt, at man bare ønsker at sove, så kroppen kan blive ladet op igen.

 

 

Problemet er bare, at med tiden kommer hunden i en fantastisk fysisk form, så der skal mere og mere til for at trætte den, og da vil dens oprindelige problem vise sig igen, hvis årsagen til dette ikke er blevet løst.

 

 

Sideløbende med den fysiske træning på løbebånd, rulleskøjter og hvad Millan ellers tilbyder, kommer gåturene med den tynde nylonsnor lige bag hundens øren.

Det er vigtigt at nylonsnoren sidder lige netop der og hurtigt kan strammes til, når hunden opfører sig uhensigtsmæssigt. Der er illustration af dette i bogen.

Dette i forening med de udmattende ture er det grundlæggende i leder/undersåt rollen i Millans opfattelse.

 

 

Ros når hunden opfører sig som ønsket er ikke nødvendigt. I det hele taget vil Millan have, at man ikke taler til sin hund, men anvender kropssproget i disse situationer.

 

 

Millan beskriver Emily som så ophidset at hun nåede at kaste op tre gange da hun skulle ind i hans flok. Han beskriver også, at hun var skrækslagen over de andre hundes snusen til hende.

 

 

Et andet sted skriver han, at han mener alene frygten hos en hund kan få andre hunde til at angribe, så det han udsatte Emily for, finder jeg yderst kritisabelt.

Hvis det virkeligt var sådan, at alene ”lugten af frygt” skulle udløse angreb, skulle Emily i denne ekstreme situation af stress og skræk stole så meget på, at Millan kunne styre 40 – 50 hunde og dermed beskytte hende, så hun kunne være tryg. Er det rimeligt?

 

 

Der er flere sider med råd til hvordan man skal lære sin hund hvilken adfærd, man ønsker i bestemte situationer.

For eksempel når man henter sin nye hund hvad enten denne er fra et internat eller fra en opdrætter.

Først en times gåtur for at skabe et fællesskab og etablere sin lederstatus, derefter skal man gøre klart for hunden, at huset ejes af en selv og ikke af hunden!

Hunden vil tro den ejer huset, hvis den frit får lov at komme ind og hvis den får lov at undersøge huset.

Hunden (hvalpen?) skal inviteres ind i hvert nyt rum af dig.

 

 

Du må ikke i de første to uger vise din nye hund ”affection”, du skal vise den, at du er en stærk leder.

 

 

Jeg kan naturligvis ikke være enig, da en naturlig måde at give sin hund omsorg på også indebærer at dens taktile behov dækkes, samt at man beskæftiger sig med hunden på en følelsesmæssig facon.

Netop omsorgsfuld berøring kan gøre en stor positiv forskel mellem hund og ejer og da vi står med ansvaret for hundens velfærd er det også vores ansvar at opfylde samtlige de elementer floklivet består af.

Hunden er et socialt flokdyr.

Ovenstående fremgangsmåde er ikke specielt rettet mod problemhunde, det er hunde generelt, som bør behandles sådan.

 

 

Millan mener, at vi menneskeliggør hundene og jeg synes, han gør lidt nar ad den almindelige hundeejer.

 

 

Han gentager ofte, at hunden er et dyr og reagerer som sådan, alligevel er hans egne regler funderet på menneskelige betragtninger og selvopfundne begreber.

 

 

Læsningen af denne bog har kun understøttet min tidligere opfattelse af Cesar Millan, som værende en person, der kører rundt i sine egne forestillinger om, hvad en hund er og hvordan den fungerer.

Ved at fastholde sine egne regler og dagligt håndhæve disse overfor sin egen flok, bekræftes han igen og igen i at reglerne fungerer. Dette betyder dog ikke, at hans regelsæt er korrekt i forhold til hunde. Det er den gamle machoholdning der kræver alle øvriges underkastelse han gør gældende overfor hundene.

 

 

Jeg kan godt sætte mig ind i hans stolthed og glæde over at være blevet et stort navn. Fra at komme fra beskedne mexikanske forhold oplever han at personificere den amerikanske drøm og det må være en overvældende følelse.

Samt hans glæde over at komme under verdenstjernes vinger.

 

 

Min oplevelse af ham fra TV, og nu fra bogen, er at han virker nærmest manisk, han indeholder så intens en energi, at han også selv skal udmattes dagligt for at kunne holde det ud. En amatørbetragtning ganske vist, men jeg genkender meget i Millans væremåde fra en manisk person i familien.

 

 

Denne trang til udmattelse overføres direkte til hundene og ved at køre dem så langt ud fysisk oplever han, at problemerne forsvinder.

 

 

Dog fortæller han også, at han har oplevet hundeejere, som ikke kan overholde regelsættet og derved selv er skyld i, at det aktuelle problemet ikke bliver løst.

 

 

Millan boede gratis og arbejdede et år i en hundesalon ejet af to kvinder, som var afsættet til hans succes, dette er han meget taknemmelig over, dog ikke mere end at han har glemt de kvinders navne.

Dette illustrerer fint hvordan han arbejder på overfladen.

 

 

Han opdagede i øvrigt, mens han arbejdede i denne salon, at han fik et kick af at ”tæmme dyret i hunden” og dette er, hvad jeg reelt tror driver ham.

Det passer perfekt med det billede jeg fik af ham fra TV, hvor han ofte selv leder interviewet af hundeejeren hen mod at hunden er aggressiv og ”dominant”, at hunden har taget herredømmet i huset.

 

 

Jeg har nu en forståelse for Millans baggrund og hvordan han arbejder, beskrevet med hans egne ord.

Der er intet i dette, som har ændret mit syn på hans metoder. Måske snarere tværtimod. Millan ved hundene frygter ham og han kender hundesprog, alligevel respekterer han ikke dette.

Og dermed kan han ikke få min respekt – hvad han sikkert også ville være ligeglad med

Redigeret Maj 13, 2008 af Ninjamor

[Gryn]

Meget interessant indlæg, og så er det dejligt du gengiver på dansk:-D Hans bøger findes vist ikke på dansk:?:

[Nollike]

Pyh, jeg er glad for at jeg ikke er hund hos Milan. Og især at Noomi ikke er det, eller Futte var for den sags skyld

Tak for gennemgangen :5up:

[Nollike]

Ps.: Nu har du jo godt nok skrevet i overskriften at indlægget er laaaangt, men det ville blive ca. halvt så langt, hvis ikke indlægget stod to gange... :blink:

[Gryn]

Ps.: Nu har du jo godt nok skrevet i overskriften at indlægget er laaaangt, men det ville blive ca. halvt så langt, hvis ikke indlægget stod to gange... :blink:

Nå, så er det ikke mig det er galt med, troede et kort øjeblik jeg så dobbelt.

[Nollike]

Nå, så er det ikke mig det er galt med, troede et kort øjeblik jeg så dobbelt.

 

Det kan være at Irene har tænkt på dem med Alzheimer light, som på denne måde bliver underholdt lidt længere...

[Gæst Ninjamor]

Det kan være at Irene har tænkt på dem med Alzheimer light, som på denne måde bliver underholdt lidt længere...

 

He he, ja jeg tænker ho på alle

 

Det er rettet nu

[Jane]

Efter at have læst dit lange og interesante indlæg, må jeg sige at jeg tager endnu mere afstand for CM end jeg gjorde før hvis det er muligt.

 

Ingen steder ser jeg at CM ser hunden som et selvstændig individ. Det er hele vejen igennem hans regler der gælder, uden hensynstagen til de regler der naturligt gælder for hunde.

 

Jeg føler med de hunde, som han har taget til sig. De får jo ikke lov til at være hunde, men må indordne sig under nogle regler der gør at de må være meget frustrerede og bange.

 

Dette var lidt af hvad jeg fik ud af at læse indlægget igennem. Jeg vil helt sikker læse det igennem flere gange.

 

Dejlig at du ville dele det med os andre.

[Gæst anne-marie]

Ja, det er rigtigt, tænk om en labrador skulle udsættes for den form for udmattelse hver dag, mange af hans hunde dør sikkert tidligt simpelthen fordi de slides op

 

Et problem jeg synes vi har set i hans programmer er at han fx ikke er opmærksom på smerter, og at en hund der har smerter udsattes for de her programmer er til at holde ud at tænke på :hmm:

 

Tak Irene for din heltemodige indsats, du belønnes hermed med en kæmpestor omgang fløde (is eller kage, det må du selv om) og en omgang god karma

[Stjernetosse]

Tusind tak fordi du har skrevet dette lange indlæg! Jeg er blevet styrket i min overbevisning om at Milan er en sær lille mand med en underlig magtsyge. I mine øjne må der være noget galt, når man har en idé om at alle dyr skal kues for at anerkende ham som leder... Det er noget værre bavl!!

 

Jeg synes det er en totalt forkvaklet måde han holder hund på. Jeg væmmes virkelig ved det. Som Anne-Marie også skriver, så må mange af hundene dø i en relativ tidlig alder pga det hårde fysiske arbejde som de bare skal igennem hver dag. Stakkels hunde...

[bernerazuro]

Tusind tak fordi du har skrevet dette lange indlæg! Jeg er blevet styrket i min overbevisning om at Milan er en sær lille mand med en underlig magtsyge. I mine øjne må der være noget galt, når man har en idé om at alle dyr skal kues for at anerkende ham som leder... Det er noget værre bavl!!

 

Jeg synes det er en totalt forkvaklet måde han holder hund på. Jeg væmmes virkelig ved det. Som Anne-Marie også skriver, så må mange af hundene dø i en relativ tidlig alder pga det hårde fysiske arbejde som de bare skal igennem hver dag. Stakkels hunde...

 

Man kan håbe på, at han selv bliver hurtigt slidt op :djævel:

 

Så slipper hans hunde da i hvert fald for alt det slid - og gad vide, hvad han gør, når han ikke kan bruge den metode længere:?:

 

Og tusind tak for det super indlæg, Irene :5up:

[mariesvita]

Hvor går han glip af mange ting ham Cesar.

 

Jeg bekræftes atter i min opfattelse af at Cesar ingen rigtig viden har. Hvor må det være trist at være hund hos ham og opleve at (næsten) alle ens signaler og behov misforståes.

 

Jeg ville altså blive temmelig knotten hvis Cesar kom og prikkede til mig:shock:

 

Og så kan Cesar gå sin vej - jeg tager en anden:blink:

[Trei]

Som de andre har skrevet så tusind tak for dit lange indlæg!

 

Jeg er pænt sikker på at manden har nogle seriøse problemer, mange flere end han tilskriver de hunde han "hjælper".

 

Efter at have læst dit indlæg er jeg endnu mere sikker på at han har brug for en rigtig dygtig psykolog. (hvis det kan gøre det) Og så synes jeg det er så synd for de hunde, der skal skræmmes indtil de udviser nok "submission" i alle mulige (og umulige) situationer.

[linda-hvid]

kæmpe stort Tak for alt det arbejde du har lagt i det her indlæg, det er da en utrolig energi du har. dejligt at du altid er så interesseret i at dele dine erfaringer og holdninger med os :5up: :5up:

[Gæst T_Martinsen]

for et godt indlæg.

 

Puha det var jo ikke just noget, man begyndte at smile af at læse

 

Man kan undre sig over, at der er nogen der mener, man bør læse hans bog, før man dømmer ham.

[Stjernetosse]

for et godt indlæg.

 

Puha det var jo ikke just noget, man begyndte at smile af at læse

 

Man kan undre sig over, at der er nogen der mener, man bør læse hans bog, før man dømmer ham.

 

Ja det studser jeg bestemt også meget over...

[luckyluna]

Tusind tak for dit lange referat:5up: Som dig synes jeg da egentlig også bare at det gør det hele værre..

 

Og jeg sad også og tænkte at manden har jo et unaturligt aktivitetsniveau:shock: 4 timer i bjergene, to timer om at fodre og rulleskøjtetur...

 

Og så i den californiske hede, så kan man godt forstå hundene ikke har energi til andet end at dase bagefter...

 

Hvordan fragter han egentlig alle de hunde, står der noget om det? Og bor de alle sammen udenfor hele tiden?

[Gæst Vivi]

:klap:

Tak fordi du har gidet bruge tid på at læse bogen, og fortælle os andre om den. Det er kendetegnende for dig at du ikke bare har en mening fordi du nu engang har den.

Men at du sætter dig ind i tingene, også selvom du har en skepsis. Dels fordi du ikke er urokkelig, men også fordi du er klog nok til at vide at man argumenterer bedst når man har tilegnet sig en baggrundsviden.

 

-Noget som hr Millan vist ikke helt er klar over.

[Gæst Zarina]

Jeg siger også tak for en klar og overskuelig gennemgang! :5up:

 

Poster du det ikke også på Jubii?

[Gæst Ninjamor]

Tusind tak for dit lange referat:5up: Som dig synes jeg da egentlig også bare at det gør det hele værre..

 

Og jeg sad også og tænkte at manden har jo et unaturligt aktivitetsniveau:shock: 4 timer i bjergene, to timer om at fodre og rulleskøjtetur...

 

Og så i den californiske hede, så kan man godt forstå hundene ikke har energi til andet end at dase bagefter...

 

Hvordan fragter han egentlig alle de hunde, står der noget om det? Og bor de alle sammen udenfor hele tiden?

 

Han kører dem i bil. Fotos af dem i bjergene viser ikke hele flokken på en gang, så jeg ved ikke om det ER dem alle på en gang, men han skriver ikke det ikke er.

Han har en medhjælper.

han pointerer, at når han rulleskøjter med dem er det ti af gangen, så jeg går ud fra at når han ikke skriver dette om bjergturene er det samtlige hunde som er med.

 

I øvrigt også en fransk bulldog sammen med de store. Det synes jeg bare er for meget...

 

Han skriver intet om deres forhold på centret udover at der er forhindringsbane og badepøl de kan muntre sig med - jo og vist også noget om hundehuse.

 

De forhold man kan se på fotos ser ikke flotte ud, men det er hunde jo ligeglade med.

 

Han skriver for øvrigt også, at man først skal relatere til hunden som dyr, art, race og navn.

Gad vide hvor man lige har læst det henne før?

Han mener at amerikanerne ser hunden som sit navn og ikke som en hund - et dyr.

En hund har ikke personlighed og dyr er dejligt simple...

[Gæst Ninjamor]

Jeg siger også tak for en klar og overskuelig gennemgang! :5up:

 

Poster du det ikke også på Jubii?

 

Jo jeg ville bare have en "blød" start

 

En af de pro Millan debattører derinde har stort set alle de ideer han har beskrevet fra denne bog, så det kan godt blive en hård omgang Især hvis de sædvanlige medløbere kommer til.

Men, jo jo jeg gør det.

[Gæst Ninjamor]

for et godt indlæg.

 

Puha det var jo ikke just noget, man begyndte at smile af at læse

 

Man kan undre sig over, at der er nogen der mener, man bør læse hans bog, før man dømmer ham.

 

 

Ja, jeg kan ikke se bogen stiller ham i et bedre lys.

 

Han SKRIVER, man ikke må slå og være aggressiv og det tror jeg heller ikke han gør, men han holder hundene nede psykisk og fysisk.

Så medmindre man skal falde på halen i sympati over at den lille dreng har kunnet arbejde sig op til at blive verdenskendt, kan jeg ikke se, bogen giver er bedre indtryk af ham. En forståelse muligvis, men at man forstår en mands trang til selvhævdelse gør jo ikke hans handlinger bedre.

 

Jeg har været meget mild mod ham, synes jeg selv, har udeladt de mere personlige betragtninger af hvordan han fremstiller sig selv i bogen. For det er jo personen og ikke hans handlinger.

[Imba]

ØØøh .... der blev postet dobbelt, men det nederste indlæg havde det hele med. Min computer stenede da jeg skrev det, og kom vist til at poste det mens der var lag Sry, men jeg kunne ikke finde ud af at slette indlægget igen...

Redigeret Maj 14, 2008 af Imba
Dobbelt post

[Imba]

Jo jeg ville bare have en "blød" start

 

En af de pro Millan debattører derinde har stort set alle de ideer han har beskrevet fra denne bog, så det kan godt blive en hård omgang Især hvis de sædvanlige medløbere kommer til.

Men, jo jo jeg gør det.

 

Er det muligt at linke til det? Så vidt jeg ved, er jubii også offentligt og kan læses af alle, så det ville da være interessant at følge med selvom jeg ikke er bruger der.

 

Modigt at du gør det, men synes det er nødvendigt. Man kan da kun håbe at du når igennem til bare en tilhænger, ikke? Du skal nok kunne klare dem, dine argumenter plejer at være i orden.

[Gryn]

Han kører dem i bil. Fotos af dem i bjergene viser ikke hele flokken på en gang, så jeg ved ikke om det ER dem alle på en gang, men han skriver ikke det ikke er.

Han har en medhjælper.

han pointerer, at når han rulleskøjter med dem er det ti af gangen, så jeg går ud fra at når han ikke skriver dette om bjergturene er det samtlige hunde som er med.

 

I øvrigt også en fransk bulldog sammen med de store. Det synes jeg bare er for meget...

 

Han skriver intet om deres forhold på centret udover at der er forhindringsbane og badepøl de kan muntre sig med - jo og vist også noget om hundehuse.

 

De forhold man kan se på fotos ser ikke flotte ud, men det er hunde jo ligeglade med.

 

Han skriver for øvrigt også, at man først skal relatere til hunden som dyr, art, race og navn.

Gad vide hvor man lige har læst det henne før?

Han mener at amerikanerne ser hunden som sit navn og ikke som en hund - et dyr.

En hund har ikke personlighed og dyr er dejligt simple...

 

Har en hund ikke personlighed:confused: AK ja, er eller andet sted har jeg ondt af manden, ha er gået i stå et sted i udviklingen:roll:

 

Måske man skulle opfordre ham til at løbe på rulleskøjter NED af bjerget.

 

Kan man kun få hans bøger på engelsk?