Hvornår giver man op? (Lang)

[Gæst Inch]

Jeg risikerer at få negativ respons på denne tråd, men jeg har brug for råd fra andre hundeejere.

 

Jeg håber, at nogle kan finde en smule forståelse - og hvis nogen vil slå mig i hovedet, er i velkomne – men gør det gerne konstruktivt.

Jeg magter ikke at høre flere kommentarer om at ”det bliver bedre med alderen”, ”hun skal da bare lære det på den hårde måde”, ”Jeg kan da sagtens lære din hund at være alene” osv..

 

Here it goes:

Jeg har altid haft den mening, at man skal tage konsekvensen af sine handlinger, og har altid rystet på hovedet af de mennesker, der valgte at omplacere deres hund kort efter de har fået den.

 

Da vi fik Molly var alt planlagt i mindste detalje. Vi havde snakket om det i næsten et år, skaffet liner, halsbånd osv., fundet et hvalpehold i nærheden og talt med opdrættere. Og selvom jeg er opvokset med hund læste jeg alligevel alt, hvad der er værd at vide om hvalpeopdragelse og hundepsykologi.

Samtidig passede det perfekt med, at jeg skrev afsluttende opgave, og derfor var hjemmegående i nogle måneder, så vi havde god tid til at koncentrere hverdagen om hvalpens socialisering og træning.

 

Og pludselig var hun der: en lille perfekt hvalp, født i et kærligt hjem med to søskende. Og vi fik hende hjem da hun var 9 uger.

 

Men Molly var bare ikke helt som sine søskende, eller andre hvalpe på den alder, der som regel går til verden med et åbent og nysgerrigt sind uden frygt. Hun var rigtig kærlig og sød overfor os, men nervøs og krybende overfor fremmede hunde og mennesker.

Det har været en hård kamp, men nu vil hun efterhånden gerne hilse på fremmede hunde og lege med dem - og som regel også fremmede mennesker. Engang sad hun bare og gemte sig bag os og tissede af skræk.

 

Det store problem har været alene hjemme træningen. Jeg har trænet med hende nærmest siden vi fik hende: Åbne og lukke døre, jakke, sko, nøgler, ind og ud af huset i få sekunder 30 gange dagligt, tyggeben, legetøj, optagelser af min stemme, tændt tv og radio, slukket tv og radio, adgang til hele huset, begrænset adgang. Intet hjalp.

 

Undervejs nåede vi max op på 30 minutter alene – og hver gang faldt vi tilbage til sekunder. Det stod på i flere måneder og gik til slut helt i kage. Hun ødelægger ikke noget. Hun hyler bare. Højt og inderligt.

 

Jeg var ikke i tvivl om, at det drejede sig om separationsangst. Det var frygteligt at efterlade hende hjemme hos kæresten, for at handle ind en times tid, og komme hjem til en hund der sprang forstyrret rundt, hylede og tissede på sig selv, og prøvede at fortælle i hysteriske vendinger, at hun aldrig troede hun skulle se mig igen

 

Så fik vi fat på en adfærdsbehandler og gik for 2-3 uger siden ind i et træningsprogram, som jeg ikke kan holde, fordi det går for langsomt. I dag skulle vi fx gerne nå op på 2 minutter, men jeg kan slet ikke se hvordan det skal kunne lade sig gøre.

I går var vi på 30 sekunder og jeg havde endda nærmest luftet hende til døde i to timer inden træningen startede.. :damn:

 

Samtidig er vi i gang med at ”reducere opmærksomhedskrævende adfærd” – selvom jeg ikke mener, at hun er specielt opmærksomhedskrævende overfor mig. Bare jeg er i huset er hun tilfreds, og kan sagtens snorke i timevis i stuen, mens jeg sidder bag en lukket dør i et andet rum.

Balladen opstår, når jeg forlader huset helt og hun ikke længere kan fornemme mig bag døren

 

Og jeg hader at skulle ignorere min hund, når hun af og til tager kontakt. Jeg føler, at hun er blevet mere trist over den manglende respons, og jeg kan tydeligt mærke hendes lettelse, når jeg tager initiativ til hygge.

Og jeg ser, hvor svær træningen er for hende. Hun forstår ikke, hvorfor jeg vader ind og ud af huset 10-20 gange dagligt, og det stresser hende nogle gange, så vi slet ikke får noget ud af det

 

Jeg har boet i et fængsel i flere måneder. Jeg er ked af, at jeg ikke kan gå ned med affaldet eller i vaskekælderen. ked af, at jeg har brugt hele min opsparing på zylkene, blomstermedicin, nyttesløse dyrlægetjek, adfærdsbehandling og betalte hundepassere. Ked af, at hun ikke bare kan være normal!

 

Hun er jo ikke en hund, der er blevet efterladt i timevis som hvalp og nu har fået problemer – hun har ganske enkelt aldrig lært at være alene og intet hjælper tilsyneladende.

 

I går brød jeg fuldstændig sammen foran kæresten. Han blev meget forskrækket og begyndte straks at pointere alle de gode ting: Fx springer hun ikke længere op af døren og hyler og skriger når jeg går, så han må fjerne hende fysisk, så hun ikke skal gøre skade på sig selv.

 

Men det går stadig for langsomt. Nu er hun 6 måneder og efter mange gange frem og tilbage er vi som sagt oppe på et halvt minut alene – efter fire måneders daglig træning med flere forskellige metoder.

Deadline for et par timer alene hjemme er omkring 1. maj og tiden er for alvor ved at løbe fra mig...

 

Hvor længe kan man kæmpe for sin hund? Hvor længe kan man sætte sit sociale liv i stå, fordi kæresten har fuldtidsjob og ofte må arbejde over for at tjene ind til adfærdsbehandling og hundepasser, når vi ikke kan være hjemme? Hvor længe må man planlægge flere dage frem og hvor mange gange skal man panikke over at ingen kan passe hunden og må aflyse diverse aftaler, før det er nok?

 

Jeg elsker hende rigtig højt. Men nu ved jeg ikke, om jeg bare skal give op og nyde den sidste måned med hende uden den opslidende træning og derefter forsøge at få hende omplaceret til en kærlig familie, der har hunde i forvejen og tid til at fortsætte med træningen.

Kan hun lære at være alene, hvis hun bare bliver adskilt fra mig, der jo er primær-personen for hendes separationsangst?

 

Det vil knuse mit hjerte, og jeg vil aldrig turde at få hund igen, hvis det skal ende sådan.

 

Jeg ved, at andre herinde har kæmpet med alene hjemme problemer. Har i nogensinde haft samme tanker som jeg har nu? Hvad lykkedes for jer?

[Tweesa]

Årh :ae: det lyder virkelig også som en slem slem omgang.. Og jeg har kunnet læse i den store alenehjemme tråd, at du slet slet slet ikke er den eneste der overvejer at kaste håndklædet i ringen..

 

Og det lyder jo virkelig til at du/I har gjort alt hvad man kan forvente, uden resultat.. Og jeg har SÅ ondt af jer..

Kan nok ikke rådgive, men i hvert fald bare sige at jeg forstår hvorfor det ikke er sjov længere

[Gæst kleo]

Jeg risikerer at få negativ respons på denne tråd, men jeg har brug for råd fra andre hundeejere.

 

Jeg håber, at nogle kan finde en smule forståelse - og hvis nogen vil slå mig i hovedet, er i velkomne – men gør det gerne konstruktivt.

Jeg magter ikke at høre flere kommentarer om at ”det bliver bedre med alderen”, ”hun skal da bare lære det på den hårde måde”, ”Jeg kan da sagtens lære din hund at være alene” osv..

 

Here it goes:

Jeg har altid haft den mening, at man skal tage konsekvensen af sine handlinger, og har altid rystet på hovedet af de mennesker, der valgte at omplacere deres hund kort efter de har fået den.

 

Da vi fik Molly var alt planlagt i mindste detalje. Vi havde snakket om det i næsten et år, skaffet liner, halsbånd osv., fundet et hvalpehold i nærheden og talt med opdrættere. Og selvom jeg er opvokset med hund læste jeg alligevel alt, hvad der er værd at vide om hvalpeopdragelse og hundepsykologi.

Samtidig passede det perfekt med, at jeg skrev afsluttende opgave, og derfor var hjemmegående i nogle måneder, så vi havde god tid til at koncentrere hverdagen om hvalpens socialisering og træning.

 

Og pludselig var hun der: en lille perfekt hvalp, født i et kærligt hjem med to søskende. Og vi fik hende hjem da hun var 9 uger.

 

Men Molly var bare ikke helt som sine søskende, eller andre hvalpe på den alder, der som regel går til verden med et åbent og nysgerrigt sind uden frygt. Hun var rigtig kærlig og sød overfor os, men nervøs og krybende overfor fremmede hunde og mennesker.

Det har været en hård kamp, men nu vil hun efterhånden gerne hilse på fremmede hunde og lege med dem - og som regel også fremmede mennesker. Engang sad hun bare og gemte sig bag os og tissede af skræk.

 

Det store problem har været alene hjemme træningen. Jeg har trænet med hende nærmest siden vi fik hende: Åbne og lukke døre, jakke, sko, nøgler, ind og ud af huset i få sekunder 30 gange dagligt, tyggeben, legetøj, optagelser af min stemme, tændt tv og radio, slukket tv og radio, adgang til hele huset, begrænset adgang. Intet hjalp.

 

Undervejs nåede vi max op på 30 minutter alene – og hver gang faldt vi tilbage til sekunder. Det stod på i flere måneder og gik til slut helt i kage. Hun ødelægger ikke noget. Hun hyler bare. Højt og inderligt.

 

Jeg var ikke i tvivl om, at det drejede sig om separationsangst. Det var frygteligt at efterlade hende hjemme hos kæresten, for at handle ind en times tid, og komme hjem til en hund der sprang forstyrret rundt, hylede og tissede på sig selv, og prøvede at fortælle i hysteriske vendinger, at hun aldrig troede hun skulle se mig igen

 

Så fik vi fat på en adfærdsbehandler og gik for 2-3 uger siden ind i et træningsprogram, som jeg ikke kan holde, fordi det går for langsomt. I dag skulle vi fx gerne nå op på 2 minutter, men jeg kan slet ikke se hvordan det skal kunne lade sig gøre.

I går var vi på 30 sekunder og jeg havde endda nærmest luftet hende til døde i to timer inden træningen startede.. :damn:

 

Samtidig er vi i gang med at ”reducere opmærksomhedskrævende adfærd” – selvom jeg ikke mener, at hun er specielt opmærksomhedskrævende overfor mig. Bare jeg er i huset er hun tilfreds, og kan sagtens snorke i timevis i stuen, mens jeg sidder bag en lukket dør i et andet rum.

Balladen opstår, når jeg forlader huset helt og hun ikke længere kan fornemme mig bag døren

 

Og jeg hader at skulle ignorere min hund, når hun af og til tager kontakt. Jeg føler, at hun er blevet mere trist over den manglende respons, og jeg kan tydeligt mærke hendes lettelse, når jeg tager initiativ til hygge.

Og jeg ser, hvor svær træningen er for hende. Hun forstår ikke, hvorfor jeg vader ind og ud af huset 10-20 gange dagligt, og det stresser hende nogle gange, så vi slet ikke får noget ud af det

 

Jeg har boet i et fængsel i flere måneder. Jeg er ked af, at jeg ikke kan gå ned med affaldet eller i vaskekælderen. ked af, at jeg har brugt hele min opsparing på zylkene, blomstermedicin, nyttesløse dyrlægetjek, adfærdsbehandling og betalte hundepassere. Ked af, at hun ikke bare kan være normal!

 

Hun er jo ikke en hund, der er blevet efterladt i timevis som hvalp og nu har fået problemer – hun har ganske enkelt aldrig lært at være alene og intet hjælper tilsyneladende.

 

I går brød jeg fuldstændig sammen foran kæresten. Han blev meget forskrækket og begyndte straks at pointere alle de gode ting: Fx springer hun ikke længere op af døren og hyler og skriger når jeg går, så han må fjerne hende fysisk, så hun ikke skal gøre skade på sig selv.

 

Men det går stadig for langsomt. Nu er hun 6 måneder og efter mange gange frem og tilbage er vi som sagt oppe på et halvt minut alene – efter fire måneders daglig træning med flere forskellige metoder.

Deadline for et par timer alene hjemme er omkring 1. maj og tiden er for alvor ved at løbe fra mig...

 

Hvor længe kan man kæmpe for sin hund? Hvor længe kan man sætte sit sociale liv i stå, fordi kæresten har fuldtidsjob og ofte må arbejde over for at tjene ind til adfærdsbehandling og hundepasser, når vi ikke kan være hjemme? Hvor længe må man planlægge flere dage frem og hvor mange gange skal man panikke over at ingen kan passe hunden og må aflyse diverse aftaler, før det er nok?

 

Jeg elsker hende rigtig højt. Men nu ved jeg ikke, om jeg bare skal give op og nyde den sidste måned med hende uden den opslidende træning og derefter forsøge at få hende omplaceret til en kærlig familie, der har hunde i forvejen og tid til at fortsætte med træningen.

Kan hun lære at være alene, hvis hun bare bliver adskilt fra mig, der jo er primær-personen for hendes separationsangst?

 

Det vil knuse mit hjerte, og jeg vil aldrig turde at få hund igen, hvis det skal ende sådan.

 

Jeg ved, at andre herinde har kæmpet med alene hjemme problemer. Har i nogensinde haft samme tanker som jeg har nu? Hvad lykkedes for jer?

 

 

Stakkels stakkels jer

Jeg syntes i skal huske på, at i har gjort alt hvad der er jer muligt, der er nogle hunde som ikke kan lære at være alene, sådan er det.

Der er kun jer selv som kan svare på hvor meget i orker, men orker i ikke mere så er det ingen skam at finde et andet hjem til jeres hund, et hjem fx hos et pensionist par som kan have en hund som ikke kan være alene, jeg ved det for jeg har selv stået i det, min elskede lille Luna blev omplaceret af samme grund, hun har stadig et pragtfuld hundeliv sammen med nogle dejlige mennesker som kan være hos hende altid

Jeg har aldrig fortrudt, jeg elsker den hund, derfor gjorde jeg som jeg gjorde.

[Umulia]

Det første jeg lige umiddelbart får ud af din beskrivelse, er at jeg synes du skal droppe den adfærdsbehandler. Det der med at skemalægge hvor længe hunden skal kunne være alene, det virker ikke som særligt realistisk. Og hun må ikke søge opmærksomhed? Ved ikke, jeg får bare ikke en god fornemmelse af det :hmm:

 

Jeg kan godt genkende noget af det, du skriver. Jeg har haft to hunde, der havde svært ved at være alene hjemme, og nummer to var nok selvforskyldt, er jeg bange for.

 

Men alligevel - 6 måneder er ikke ret gammel. Ikke at jeg på nogen måde vil bagatellisere dine problemer, men måske er en del af problemstillingen at det fylder så meget hos dig, og hvis din hund er "tunet ind på dig", som nogle hunde er på deres ejere, så forstærker I hinandens angst og frustrationer, og det hele bliver en ond cirkel.

 

Jeg har ikke rigtig fulgt med i alene hjemme tråden, så jeg ved ikke hvad du allerede har prøvet, men måske er tiden til at læne sig tilbage engang, og beslutte at der skal være en grænse for hvor meget det problem må fylde i din hverdag - også selv om det skal betyde nogle ekstra hyleture for din hvalp.

 

Så det jeg foreslår er nok, at du lægger afstand til dine egne følelser omkring alene hjemme problemet, i stedet for at lægge afstand til hunden. Ved ikke om det giver mening...

[Gæst maian889]

Har I overvejet bur træning?? Tænker et passende størrelse bur som hun trænes til at være i og hvor der hygges....

 

For nogen fungerer bur, for andre ikke.. Men det er da værd at prøve....

[Umulia]

Har I overvejet bur træning?? Tænker et passende størrelse bur som hun trænes til at være i og hvor der hygges....

 

For nogen fungerer bur, for andre ikke.. Men det er da værd at prøve....

 

Det endte jeg med at gøre, med den omplaceringshund jeg overtog, der ikke kunne være alene hjemme. Og det virkede!

 

Det var virkelig imod mine principper, men jeg følte mig tvunget til det til sidst, og det viste sig at hun følte sig tryg i buret.

[Gæst Inch]

Det første jeg lige umiddelbart får ud af din beskrivelse, er at jeg synes du skal droppe den adfærdsbehandler. Det der med at skemalægge hvor længe hunden skal kunne være alene, det virker ikke som særligt realistisk. Og hun må ikke søge opmærksomhed? Ved ikke, jeg får bare ikke en god fornemmelse af det :hmm:

 

Jeg kan godt genkende noget af det, du skriver. Jeg har haft to hunde, der havde svært ved at være alene hjemme, og nummer to var nok selvforskyldt, er jeg bange for.

 

Men alligevel - 6 måneder er ikke ret gammel. Ikke at jeg på nogen måde vil bagatellisere dine problemer, men måske er en del af problemstillingen at det fylder så meget hos dig, og hvis din hund er "tunet ind på dig", som nogle hunde er på deres ejere, så forstærker I hinandens angst og frustrationer, og det hele bliver en ond cirkel.

 

Jeg har ikke rigtig fulgt med i alene hjemme tråden, så jeg ved ikke hvad du allerede har prøvet, men måske er tiden til at læne sig tilbage engang, og beslutte at der skal være en grænse for hvor meget det problem må fylde i din hverdag - også selv om det skal betyde nogle ekstra hyleture for din hvalp.

 

Så det jeg foreslår er nok, at du lægger afstand til dine egne følelser omkring alene hjemme problemet, i stedet for at lægge afstand til hunden. Ved ikke om det giver mening...

 

Adfærdsbehandleren er såmænd god nok tror jeg - og hendes råd ville nok fungere, hvis jeg havde en hund der sad på skødet af mig konstant og havde brug for at blive presset lidt frem i træningen. Det lader bare ikke til at virke for os

 

Og du har helt ret i, at det er blevet en ond cirkel. Hver gang jeg starter træningen er det med en klump i halsen, og jeg må af og til tage hårdt fat i mig selv, for ikke at råbe og skrige når det går galt (har aldrig gjort det, men lysten har været der, når frustrationerne bliver for meget)..

 

Som du siger er hun jo stadig ung, og jeg håber meget på, at hun bliver mere selvstændig med alderen. Men tør jeg godt bare gå fra hende i korte perioder, selvom hun hyler? Kan det ikke ødelægge hendes mod på at være alene helt og aldeles? :hmm:

[Gæst Inch]

Har I overvejet bur træning?? Tænker et passende størrelse bur som hun trænes til at være i og hvor der hygges....

 

For nogen fungerer bur, for andre ikke.. Men det er da værd at prøve....

 

Nej, det har jeg ikke. jeg udelukkede det fra starten, fordi hun er meget utryg i små rum.

Fx har vi trænet med døre i alle husets rum, og det sværeste var klart gangen og badeværelset - altså de små rum. Til gengæld er der ingen problemer i stuen.

 

Samtidig er det jo ikke fordi hun ødelægger noget. Hun hyler bare.

 

Men det kan vel være et forsøg værd. Om ikke andet kan buret vel sælges, hvis det ikke går..

[Gæst spix]

Hvis du tænker over på en ulveflok, finder du jo netop at hele deres overlevelse er baseret på at de kan agerere i flok- alt i ulvens adfærd handler om overlevelse og selvopofring på flokkens vegne.

 

Det flokinstinkt er mere eller mindre udpræget hos vores tamhunde- og du har fundet en hund som reagerer meget stærkt på det.

 

Hun synes hele verden braser sammen for hende ,når hun efterlades af sin flok - hun kan ikke overleve alene- og det genkender hendes instinkter.

 

Worm (ulvemanden som mange af jer,herinde kender) startede sit ulvehold med at have en han, så en tæve og så en flok sorte ulve. Men bevillingerne faldt ikke på plads og han blev nødt til at skille sig af med den sorte flok. Hanulven som stadig var teenager, opfattede sig selv som flokfører.............................gik til han dejsede af sorg og nægtede efterfølgende at spise noget i lang tid.

Opfattelsen af flok og enhed er ekstremt vigtigt- det enkeltstående vigtigste instinkt, i hele canisgruppen. Før mennesket forstår den betydning, bliver vi efter min opfattelse ikke gode hundeejere.

 

Vi er bare nogle der er "heldige" at vores tamhunde,gerne ligger sig i kurven og daser mens vi er væk.

 

Ergo, du har ikke gjort noget forkert- du har bare en "rigtig" hund.

 

Jeg tror heller ikke på du skal ignorerer hende- hun søger kontakt af ovenstående grunde, og det svækker jeres bånd at hun ikke kan få den tryghed og bekraftigelse.(

 

Jeg siger det sådan her: vil du have en hund der har det godt, eller en hund der gør som du vil have -det er ikke altid det samme).

 

Men for at stoppe den evige kontaksøgning, ville jeg istedet forsøge at tage kontakt til hende mange gange- med små træningssessions, og rose hende når hun lægger sig ned og hviler(bare med ord). Undgå at hun sover i din seng, at i hele tiden har fysisk kontakt og at i hele tiden er i samme rum, når du er hjemme.

 

Jeg ville også give hende en tshirt du har sovet i, så hun altid har din lugt hos sig.

 

Og så ville jeg sidst, men ikke mindst droppe langvarig alenehjemmetræningen et lille stykke tid- kun hurtigt ud og ind, og istedet træne, bliv øvelser. Sådan at du dækker hende i stuen, siger bliv, går ud i køkkenet og kommer tilbage med det samme.

udvid tiden, sæt hende af på trappen mens du afleverer skrald,tager post osv.

Find et "dæk" tæppe og tag det og hunden med dig, og lær hende at dæk af. Du skal simpelthen bekræfte hende i , at du dukker op igen....altid.

 

Og når du går hurtigt ud og ind, så skal det helst ske inden hun hyler, så hun belønnes for at være stille og ikke for at hyle (hvis du kommer ind når hun hyler- så har det jo virket.........at hyle.

 

Men jeg vil også gerne huske at sig- at det at hun stopper med at hyle, betyder ikke at hun har det godt.

 

Og når hun så skal være alene, find nogle pensionister som trænger til lidt selskab,og en pølsefodringsaftager (så er der bare mere gå tir til dig)

 

En anden løsning- som jo kan virke ret skræmmende- var jo egentlig at have 2 hunde og tage en lille ældre internatshund hjem, som kan være alene hjemme- den vil givetvis styrke hende meget.

 

Og min opfattelse af bur--til sådan en hund.........lad vær......og det er så pænt jeg overhovedet kan finde ud af at skrive det. Det er ikke et forsøg værd.

[Gæst kleo]

og jeg siger også, bur lad være en hund som er så angst for at blive efterladt bliver ikke mindre angst af at være i bur.

[Gæst Findus]

Åh, hvor har jeg dog ondt af jer, det gør mig ondt at Molly stadig ikke kan være alene :ae:Jeg havde sådan håbet, at det ville gå fremad for jer, nu når har I har fået adfærdsbehandler på...

 

Jeg synes ikke, at der er noget forkert i, hvis løsningen bliver, at I giver op...-I har jo gjort alt hvad I har kunnet, og i stedet for at lukke øjnene for at hunden ikke kan være alene, så tager i jo virkelig ansvar og prøver at finde den bedste løsning -netop for Mollys skyld.. Det er også et spørgsmål om, hvor længe I selv kan holde til det, men også hvor længe I har lyst til at udsætte Molly, for noget hun reagerer så stærkt på og som der falder hende så unaturligt...

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal rådgive jer til andet end at mærke efter indeni jer selv og ikke bebrejde jer selv for at være nogle dårlige hundeejere, for det er I jo absolut ikke, I tænker netop på Molly og gør alt hvad I overhovedet kan for at løse problemet...

[sonja77]

Jeg ved, at andre herinde har kæmpet med alene hjemme problemer. Har i nogensinde haft samme tanker som jeg har nu? Hvad lykkedes for jer?

 

Jeg har ofte haft de samme tanker. Og har mange gange været ved at kaste håndklædet i ringen.

 

Det tog over et år at lære min hund at være alene hjemme en arbejdsdag (men han så også er omplaceringshund med issues i bagagen). Og han har flere gange siden haft tilbagefald.

 

Det er sindssygt hårdt. Jeg ved slet ikke, om man kan fatte hvor hårdt det er, hvis man ikke selv har stået i situationen.

 

Jeg havde to adfærdsbehandlere på. Den første var sådan set god nok. Men nr. 2 var helt klart bedre. Og så måtte jeg glemme alt om forventninger til, hvor hurtigt det kunne/skulle gå.

 

Det er ikke sikkert, at du når det til "deadline" i maj. Nogle gange kan man bare ikke få tingene til at hænge sammen, uanset hvor gerne man ville. Og så er det måske bedre at finde et godt omplaceringshjem til hende et sted, hvor hun ikke vil skulle være alene. :ae:

 

Adfærdsbehandleren er såmænd god nok tror jeg - og hendes råd ville nok fungere, hvis jeg havde en hund der sad på skødet af mig konstant og havde brug for at blive presset lidt frem i træningen. Det lader bare ikke til at virke for os

 

Men når din hund ikke er sådan, så lyder det ikke til, at adfærdsbehandleren har taget udgangspunkt i hendes specifikke personlighed og adfærd. En behandlingsplan skal jo netop være individuelt tilpasset den enkelte hund, og det lyder det ikke til, at denne plan er? Også når du siger, at hun bare bliver mere stresset af, at du går så meget ind og ud af døren?

[Gæst Inch]

Hvis du tænker over på en ulveflok, finder du jo netop at hele deres overlevelse er baseret på at de kan agerere i flok- alt i ulvens adfærd handler om overlevelse og selvopofring på flokkens vegne.

 

Det flokinstinkt er mere eller mindre udpræget hos vores tamhunde- og du har fundet en hund som reagerer meget stærkt på det.

 

Hun synes hele verden braser sammen for hende ,når hun efterlades af sin flok - hun kan ikke overleve alene- og det genkender hendes instinkter.

 

Worm (ulvemanden som mange af jer,herinde kender) startede sit ulvehold med at have en han, så en tæve og så en flok sorte ulve. Men bevillingerne faldt ikke på plads og han blev nødt til at skille sig af med den sorte flok. Hanulven som stadig var teenager, opfattede sig selv som flokfører.............................gik til han dejsede af sorg og nægtede efterfølgende at spise noget i lang tid.

Opfattelsen af flok og enhed er ekstremt vigtigt- det enkeltstående vigtigste instinkt, i hele canisgruppen. Før mennesket forstår den betydning, bliver vi efter min opfattelse ikke gode hundeejere.

 

Vi er bare nogle der er "heldige" at vores tamhunde,gerne ligger sig i kurven og daser mens vi er væk.

 

Ergo, du har ikke gjort noget forkert- du har bare en "rigtig" hund.

 

Jeg tror heller ikke på du skal ignorerer hende- hun søger kontakt af ovenstående grunde, og det svækker jeres bånd at hun ikke kan få den tryghed og bekraftigelse.(

 

Jeg siger det sådan her: vil du have en hund der har det godt, eller en hund der gør som du vil have -det er ikke altid det samme).

 

Men for at stoppe den evige kontaksøgning, ville jeg istedet forsøge at tage kontakt til hende mange gange- med små træningssessions, og rose hende når hun lægger sig ned og hviler(bare med ord). Undgå at hun sover i din seng, at i hele tiden har fysisk kontakt og at i hele tiden er i samme rum, når du er hjemme.

 

Jeg ville også give hende en tshirt du har sovet i, så hun altid har din lugt hos sig.

 

Og så ville jeg sidst, men ikke mindst droppe langvarig alenehjemmetræningen et lille stykke tid- kun hurtigt ud og ind, og istedet træne, bliv øvelser. Sådan at du dækker hende i stuen, siger bliv, går ud i køkkenet og kommer tilbage med det samme.

udvid tiden, sæt hende af på trappen mens du afleverer skrald,tager post osv.

Find et "dæk" tæppe og tag det og hunden med dig, og lær hende at dæk af. Du skal simpelthen bekræfte hende i , at du dukker op igen....altid.

 

Og når du går hurtigt ud og ind, så skal det helst ske inden hun hyler, så hun belønnes for at være stille og ikke for at hyle (hvis du kommer ind når hun hyler- så har det jo virket.........at hyle.

 

Men jeg vil også gerne huske at sig- at det at hun stopper med at hyle, betyder ikke at hun har det godt.

 

Og når hun så skal være alene, find nogle pensionister som trænger til lidt selskab,og en pølsefodringsaftager (så er der bare mere gå tir til dig)

 

En anden løsning- som jo kan virke ret skræmmende- var jo egentlig at have 2 hunde og tage en lille ældre internatshund hjem, som kan være alene hjemme- den vil givetvis styrke hende meget.

 

Og min opfattelse af bur--til sådan en hund.........lad vær......og det er så pænt jeg overhovedet kan finde ud af at skrive det. Det er ikke et forsøg værd.

 

Jeg tror du har ramt hovedet på sømmet: for hun opfører sig jo virkelig, som om hun har mistet alt, når hun er alene i mere end det halve minut.

 

Til gengæld er hun rigtig god til øvelser om at vente. Fx kan jeg efterhånden lægge et stykke pølse på gulvet og bede hende vente med at tage det - og derefter gå hen i den anden ende af rummet og sige "værs'go". Hun er altså ikke specielt tilbøjelig til at være utålmodig..

 

Og jeg vil have en hund, der har det godt - netop af den grund er jeg også bange for, at det ikke er hos mig hun skal være. Jeg kan ikke gå hjemme for evigt

 

Hun er på ingen måder overdrevet kontaktsøgende, og virker tilpas bare jeg er i rummet - dvs at hun ikke konstant har brug for fysisk kontakt. Jeg roser hende altid når hun lægger sig og hviler og hun sover på en pude ved siden af sengen.

 

Vi har også overvejet, at få en hund mere - både som selskab og som måske kan bekræfte hende i, at det ikke betyder død og ødelæggelse at der ikke er menneske-selskab konstant.

Vi må desværre kun have én hund hvor vi bor - vi er dog villige til at flytte til et andet sted, hvis vi kan afhjælpe alene-hjemme-problemerne ved at få en hund mere.

Jeg er bare SÅ bange for, at det ikke vil virke..

[BassilBerner]

Du skriver at kæresten nu kan fjerne hende fysisk når du forlader lejligheden og det nu er blevet bedre (hvis han er hjemme)

 

Jeg har ikke læst alene-hjemme tråden, men har I prøvet at det er ham der er 'hunde-ejer' - altså hvor det kun er ham, der træner, går tur, fodrer, leger osv. Så afhængigheden af DIG forsvinder lidt?

 

Edit: og evt. at han forlader lejligheden med hunden inden du går? - så det ikke er dig der går, men hunden?

 

(giver det mening?)

 

Det kan jo være at du allerede har prøvet det, og har fået rådet før - i så fald skal du bare se bort fra det her..

[Gæst Inch]

Jeg har ofte haft de samme tanker. Og har mange gange været ved at kaste håndklædet i ringen.

 

Det tog over et år at lære min hund at være alene hjemme en arbejdsdag (men han så også er omplaceringshund med issues i bagagen). Og han har flere gange siden haft tilbagefald.

 

Det er sindssygt hårdt. Jeg ved slet ikke, om man kan fatte hvor hårdt det er, hvis man ikke selv har stået i situationen.

 

Jeg havde to adfærdsbehandlere på. Den første var sådan set god nok. Men nr. 2 var helt klart bedre. Og så måtte jeg glemme alt om forventninger til, hvor hurtigt det kunne/skulle gå.

 

Det er ikke sikkert, at du når det til "deadline" i maj. Nogle gange kan man bare ikke få tingene til at hænge sammen, uanset hvor gerne man ville. Og så er det måske bedre at finde et godt omplaceringshjem til hende et sted, hvor hun ikke vil skulle være alene. :ae:

 

 

 

Men når din hund ikke er sådan, så lyder det ikke til, at adfærdsbehandleren har taget udgangspunkt i hendes specifikke personlighed og adfærd. En behandlingsplan skal jo netop være individuelt tilpasset den enkelte hund, og det lyder det ikke til, at denne plan er? Også når du siger, at hun bare bliver mere stresset af, at du går så meget ind og ud af døren?

 

Jeg har læst om dine problemer i din efterhånden alenlange tråd. Og jeg har følt med dig og genkendt Molly i mange af problematikkerne. Det er helt vildt så meget du har gjort for din hund

 

Behandlingsplanen jeg har fået er ret specifik - adfærdsbehandleren var i hjemmet et par gange og observerede.

Molly er MEGET "all over" og stresser op når der er fremmede i huset, og det er helt sikkert derfra rådet om ignorering kom ind i billedet. Hun er på ingen måde specielt opmærksomhedskrævende overfor mig eller kæresten.

 

Jeg har samlet en lille liste over ting, som ikke matcher med den plan, der er lavet, som jeg vil sende til behandleren.

Fx at hun stadig stresser op når jeg går ind og ud flere gange dagligt og at hun bliver passiv og trist frem for afslappet, når det er os der bestemmer, hvornår der skal være kontakt mellem os.

 

Adfærdsbehandleren kommer forhåbentlig frem til, at vi må skifte kurs med visse ting..

[skipper-odense]

Allerførst vil jeg sige hvor ondt jeg har af jer

 

Når du skriver deadline 1 maj hvad betyder det så helt konkret? Skal hun kunne være alene en hel arbejdsdag inden den dato? Og hvis ikke i når det inden, hvor akut er det så med at finde et nyt hjem til hende?

 

For hvis det skal fungere ellers skal hun have et andet hjem så ville jeg nok begynde at kigge mig rundt efter et nyt hjem, samtidig med at i fortsætter træningen.

Hun er jo en hund med specielle behov så det kan måske tage lidt tid at finde det helt perfekte hjem.

 

Du kan jo bare være ærlig overfor mulige købere og sige at i giver det en sidste chance så i har mulighed for at fortryde hvis nu det (forhåbentlig) begynder at køre.

 

Måske vil det også give dig lidt mere ro på at i er ved at finde en anden løsning for hende, hvilket så kan smitte af på hende

 

Masser af :ae: til jer

[Gæst Inch]

Du skriver at kæresten nu kan fjerne hende fysisk når du forlader lejligheden og det nu er blevet bedre (hvis han er hjemme)

 

Jeg har ikke læst alene-hjemme tråden, men har I prøvet at det er ham der er 'hunde-ejer' - altså hvor det kun er ham, der træner, går tur, fodrer, leger osv. Så afhængigheden af DIG forsvinder lidt?

 

Edit: og evt. at han forlader lejligheden med hunden inden du går? - så det ikke er dig der går, men hunden?

 

(giver det mening?)

 

Det kan jo være at du allerede har prøvet det, og har fået rådet før - i så fald skal du bare se bort fra det her..

 

 

Måske er der rod i min sætning: men i starten sprang hun op af døren og hylede og kradsede når jeg var gået, så kæresten måtte fjerne hende fysisk derfra.

Nu er det slet ikke nødvendigt længere. Hun piver højest lidt og går så hen og sover. På den måde er der da fremskridt i og med at hun har accepteret, at kæresten er fint selskab..

 

Vi har trænet med, at kæresten fodrer, leger mv., og at vi af og til tager hende i snor og han fodrer med pølser mens jeg bevæger mig væk.

 

Det plejer at gå udmærket og jeg kan også mærke, at hun er blevet mere knyttet til ham efterhånden - men det har til gengæld ikke rigtig slækket på hendes bånd til mig..:hmm:

 

Hun er fra dag 1. vænnet til, at han tager afsted om morgenen og kommer hjem om eftermiddagen. Derfor tager hun det overhovedet ikke tungt når han tager på arbejde.

Til gengæld reagerer hun kraftigere, hvis han fx tager hjemmefra om eftermiddagen. Hun har aldrig skreget på samme måde som hun gjorde før i tiden når jeg gik - men hun bliver været rastløs og pibende.

[BassilBerner]

Måske er der rod i min sætning: men i starten sprang hun op af døren og hylede og kradsede når jeg var gået, så kæresten måtte fjerne hende fysisk derfra.

Nu er det slet ikke nødvendigt længere. Hun piver højest lidt og går så hen og sover. På den måde er der da fremskridt i og med at hun har accepteret, at kæresten er fint selskab..

 

Vi har trænet med, at kæresten fodrer, leger mv., og at vi af og til tager hende i snor og han fodrer med pølser mens jeg bevæger mig væk.

 

Det plejer at gå udmærket og jeg kan også mærke, at hun er blevet mere knyttet til ham efterhånden - men det har til gengæld ikke rigtig slækket på hendes bånd til mig..:hmm:

 

Hun er fra dag 1. vænnet til, at han tager afsted om morgenen og kommer hjem om eftermiddagen. Derfor tager hun det overhovedet ikke tungt når han tager på arbejde.

Til gengæld reagerer hun kraftigere, hvis han fx tager hjemmefra om eftermiddagen. Hun har aldrig skreget på samme måde som hun gjorde før i tiden når jeg gik - men hun bliver været rastløs og pibende.

 

Min er også lidt rastløs hvis jeg går igen når vi er kommet hjem fra job -siger kæresten. Han ligger foran vinduet og 'venter' på at jeg kommer hjem igen.

 

Det gør han ikke hvis det er kæresten der smutter en gang til.

 

Men jeg ville prøve den med at hunden går fra dig og ikke omvendt og se hvad der sker når hunden kommer hjem igen og du ikke er der..

[Gæst spix]

Jeg tror du har ramt hovedet på sømmet: for hun opfører sig jo virkelig, som om hun har mistet alt, når hun er alene i mere end det halve minut.

 

Til gengæld er hun rigtig god til øvelser om at vente. Fx kan jeg efterhånden lægge et stykke pølse på gulvet og bede hende vente med at tage det - og derefter gå hen i den anden ende af rummet og sige "værs'go". Hun er altså ikke specielt tilbøjelig til at være utålmodig..

 

Og jeg vil have en hund, der har det godt - netop af den grund er jeg også bange for, at det ikke er hos mig hun skal være. Jeg kan ikke gå hjemme for evigt

 

Hun er på ingen måder overdrevet kontaktsøgende, og virker tilpas bare jeg er i rummet - dvs at hun ikke konstant har brug for fysisk kontakt. Jeg roser hende altid når hun lægger sig og hviler og hun sover på en pude ved siden af sengen.

 

Vi har også overvejet, at få en hund mere - både som selskab og som måske kan bekræfte hende i, at det ikke betyder død og ødelæggelse at der ikke er menneske-selskab konstant.

Vi må desværre kun have én hund hvor vi bor - vi er dog villige til at flytte til et andet sted, hvis vi kan afhjælpe alene-hjemme-problemerne ved at få en hund mere.

Jeg er bare SÅ bange for, at det ikke vil virke..

 

lige hurtigt (min hund vil i skoven nu)

 

hvad med en låne hund til at teste- måske nogen i kender vil låne jer en godhund som kan være sammen med jeres.......Så kan de hygge sig sammen:vuf:

[Gæst Inch]

Allerførst vil jeg sige hvor ondt jeg har af jer

 

Når du skriver deadline 1 maj hvad betyder det så helt konkret? Skal hun kunne være alene en hel arbejdsdag inden den dato? Og hvis ikke i når det inden, hvor akut er det så med at finde et nyt hjem til hende?

 

For hvis det skal fungere ellers skal hun have et andet hjem så ville jeg nok begynde at kigge mig rundt efter et nyt hjem, samtidig med at i fortsætter træningen.

Hun er jo en hund med specielle behov så det kan måske tage lidt tid at finde det helt perfekte hjem.

 

Du kan jo bare være ærlig overfor mulige købere og sige at i giver det en sidste chance så i har mulighed for at fortryde hvis nu det (forhåbentlig) begynder at køre.

 

Måske vil det også give dig lidt mere ro på at i er ved at finde en anden løsning for hende, hvilket så kan smitte af på hende

 

Masser af :ae: til jer

 

 

"Deadline" er lidt flydende. Vores håb er, at der er fremskridt omkring maj.

 

Vi forventer slet ikke, at hun skal kunne være alene hjemme en hel arbejdsdag, men hvis der ikke viser sig et lys for enden af tunellen i løbet af den næste måneds tid, må vi nok indse, at det er bedst at bryde båndene og give hende en ny start.

Det kan vel kaldes en "følelsesmæssig deadline" eller sådan noget :hmm:

 

Det er heldigvis ikke akut med at finde et nyt hjem, og hvis det mod alle odds skulle blive akut, så er jeg 100% sikker på at opdrætteren kan hjælpe os.

 

Og hvis den rette familie ikke dukker op, så knokler vi videre. Der MÅ simpelthen være en løsning for os, og jeg nægter at give min hund til nogen, der ikke kan tage hendes behov seriøst. Hun har bare SÅ meget at byde på og er en fantastisk hund

[skipper-odense]

"Deadline" er lidt flydende. Vores håb er, at der er fremskridt omkring maj.

 

Vi forventer slet ikke, at hun skal kunne være alene hjemme en hel arbejdsdag, men hvis der ikke viser sig et lys for enden af tunellen i løbet af den næste måneds tid, må vi nok indse, at det er bedst at bryde båndene og give hende en ny start.

Det kan vel kaldes en "følelsesmæssig deadline" eller sådan noget :hmm:

 

Det er heldigvis ikke akut med at finde et nyt hjem, og hvis det mod alle odds skulle blive akut, så er jeg 100% sikker på at opdrætteren kan hjælpe os.

 

Og hvis den rette familie ikke dukker op, så knokler vi videre. Der MÅ simpelthen være en løsning for os, og jeg nægter at give min hund til nogen, der ikke kan tage hendes behov seriøst. Hun har bare SÅ meget at byde på og er en fantastisk hund

 

Okay så er jeg med, det lød bare lige på mig som om det var en deadline der fx var bestemt af jobstart eller andet og det var nok rimeligt optimistisk at tro i ville nå frem til en hel arbejdsdag på 1 måned...

 

Ih jeg håber så meget for jer at det lykkes!

[Dinah]

Åh din stakkel:megaked: kan så godt følge dig:cry:

 

Jeg kæmpede med min Cleo i 1½ år, som også havde massive problemer: hun tissede, skred, bed i sine poter, stod i hjørnet med ørerne tilbage, pev og hylede - dette fik vi på det 1½ år ned til 45 minutter alene hjemme med øjnene stirrende på hoveddøren uden piv og gø, men bare et minut mere så startede hyl og gø.

På dette tidspunkt kunne vi så tydeligt se, at hun ALDRIG ville komme videre.

Hun fik clomicalm fra dyrlægen, men det måtte vi ud af, da hun blev for sløv og ikke var en glad hund.

 

Jeg tog en øve-pause på 3 måneder, hvor hun så lærte at stole på, at jeg aldrig gik og hun var med mig overalt. Herefter gik det faktisk ret hurtigt og solidt fremad - hun blev også sterilliseret, da hun var meget hormonpåvirket. Men da vi nåede de 45 minutter slog vi panden mod en mur og kunne indse, at nu ville det ikke rykke mere:megaked:

 

Vi var nået til et punkt, hvor vi bare ikke engang overvejede at tage på tur med ungerne ( har tre børn ), for hun kunne jo ikke være alene. Vi aflyste en masse ting eller delte os, hvilket gjorde, at vi aldrig var sammen som hel familie uden for husets fire vægge.

 

Men . . . . . hun skulle ikke omplaceres igen. Hun ville ikke få det bedre hos et ældre ægtepar (der var også meget mere at arbejde med: gømonster og adfærd). Så jeg besluttede at min elskede hund skulle have fred, men . . . . . . dagen før, fik jeg et tilbud, som jeg bare ikke ville undlade at forsøge. Hun flyttede derfor 4 dage senere op til en stor hundeflok i nordjylland. Vi aftalte det som en ferie og kunne de se deroppe, at det ikke ville gå, ja så fik hun fred deroppe fra, men så havde hun en chance. Hun var jo kun 3år.

 

Hun kom fra en flok, jeg vidste hun savnede og manglede en hundeflok, hun fik en ny hundeflok og er nu blevet en rigtig glad hund, der aldrig er alene. Hun trives og har det godt, men hun knytter sig ekstrem meget til 1 person, hvvilket hun også gør deroppe. De andre kan ryge og rejse:mrgreen: Hun venter på janni ved døren, når hun ikke er der, men er ikke ulykkelig og hun kan afledes.

 

TING, der hjalp os:

-Gik max 2 minutter inden alene hjemme øvelser

- Mental aktivering: hundespil, næsearbejde, fodersøg mv = meget mere træthed end gåture

- Øvede max 3-4 gange om dagen (også det med at hive i håndtag) for Cleo blev simpelthen for stresset og slappede aldrig af i frygt for, hvornår jeg igen hev i håndtaget. = kom faktisk hurtigere frem i minutter med den metode.

 

Cleo har det fantastisk nu (flyttede juni 2011) og jeg har fået en ny lille hund, som stortrives og næsten venter på, at vi gider at gå ud af døren:klap:

[Gæst Inch]

Åh din stakkel:megaked: kan så godt følge dig:cry:

 

Jeg kæmpede med min Cleo i 1½ år, som også havde massive problemer: hun tissede, skred, bed i sine poter, stod i hjørnet med ørerne tilbage, pev og hylede - dette fik vi på det 1½ år ned til 45 minutter alene hjemme med øjnene stirrende på hoveddøren uden piv og gø, men bare et minut mere så startede hyl og gø.

På dette tidspunkt kunne vi så tydeligt se, at hun ALDRIG ville komme videre.

Hun fik clomicalm fra dyrlægen, men det måtte vi ud af, da hun blev for sløv og ikke var en glad hund.

 

Jeg tog en øve-pause på 3 måneder, hvor hun så lærte at stole på, at jeg aldrig gik og hun var med mig overalt. Herefter gik det faktisk ret hurtigt og solidt fremad - hun blev også sterilliseret, da hun var meget hormonpåvirket. Men da vi nåede de 45 minutter slog vi panden mod en mur og kunne indse, at nu ville det ikke rykke mere:megaked:

 

Vi var nået til et punkt, hvor vi bare ikke engang overvejede at tage på tur med ungerne ( har tre børn ), for hun kunne jo ikke være alene. Vi aflyste en masse ting eller delte os, hvilket gjorde, at vi aldrig var sammen som hel familie uden for husets fire vægge.

 

Men . . . . . hun skulle ikke omplaceres igen. Hun ville ikke få det bedre hos et ældre ægtepar (der var også meget mere at arbejde med: gømonster og adfærd). Så jeg besluttede at min elskede hund skulle have fred, men . . . . . . dagen før, fik jeg et tilbud, som jeg bare ikke ville undlade at forsøge. Hun flyttede derfor 4 dage senere op til en stor hundeflok i nordjylland. Vi aftalte det som en ferie og kunne de se deroppe, at det ikke ville gå, ja så fik hun fred deroppe fra, men så havde hun en chance. Hun var jo kun 3år.

 

Hun kom fra en flok, jeg vidste hun savnede og manglede en hundeflok, hun fik en ny hundeflok og er nu blevet en rigtig glad hund, der aldrig er alene. Hun trives og har det godt, men hun knytter sig ekstrem meget til 1 person, hvvilket hun også gør deroppe. De andre kan ryge og rejse:mrgreen: Hun venter på janni ved døren, når hun ikke er der, men er ikke ulykkelig og hun kan afledes.

 

TING, der hjalp os:

-Gik max 2 minutter inden alene hjemme øvelser

- Mental aktivering: hundespil, næsearbejde, fodersøg mv = meget mere træthed end gåture

- Øvede max 3-4 gange om dagen (også det med at hive i håndtag) for Cleo blev simpelthen for stresset og slappede aldrig af i frygt for, hvornår jeg igen hev i håndtaget. = kom faktisk hurtigere frem i minutter med den metode.

 

Cleo har det fantastisk nu (flyttede juni 2011) og jeg har fået en ny lille hund, som stortrives og næsten venter på, at vi gider at gå ud af døren:klap:

 

Årh, sikke en solstrålehistorie. Hvor er det dejligt at høre, at det rent faktisk kan lade sig gøre at give en seperationsangst og bange lille hund et godt liv

 

Men det må dælme også have været en daglig kamp for jer. Det er jo slet ikke meningen at man skal føle, at hunden hæmmer ens liv på en dårlig måde - eller omvendt. Hverdagen skal jo gerne være god for alle parter.. :hjerte:

 

Jeg aktiverer som regel Molly til hudløshed inden jeg starter træningen. Laaaang tur i skoven, ofte leg med de lokale hundekammerater, fodersøg og spor, kongs osv.

Men uanset hvor træt og mæt hun er, så finder hun altid kræfterne til at slæbe sig hen til hoveddøren. Det skærer altså i hjertet at se det lille pus på den måde

[Ascha]

Nu har jeg ikke fulgt med i tråden om jeres prøvelser, men tror ikke man kommer langt ved at afskære hunden fra kontakt når den viser at den har behov for det (det kan i værste fald give et underskud af behovet, som hunden så samtidig skal kæmpe med). Og hvem ved om hunden ikke også opfatter sådan en adfærdsændring som, at du har fået en brist et eller andet sted, hvilket heller ikke øger den generelle tillid og tryghed.

 

Hvis Molly altid vælger at lægge sig, så hun kan mærke at du er der, så væn hende stille og roligt til at hun godt kan sove på et tæppe ved siden af dig, uden at du pludselig bliver væk. (Som sagt har jeg ikke læst tråden).

 

Nu mangler vi jo Ninjamor, men jeg er sikker på at hun havde rådet dig til at sætte en kasse ind i et andet rum, fyldt med legesager (for at gøre det svært at komme til) og masser af lækre godbidder. Meningen er, at hunden selv vælger at opholde sig udenfor synsvidde og at man efterhånden lukker døren imellem rummene, men til en start åbner inden hunden er færdig. Kassen kan også fjernes mens der stadig er godbidder i for at motivationen er stærkere næste gang den bruges. Og så må den selvfølgelig aldrig stå fremme når der ikke bliver trænet. Kassen bruges så i fremtiden som signal på at: nu går jeg og du hygger dig imens,... ganske frivilligt.

 

Op med humøret, det skal nok lykkes til sidst.

[Gæst Inch]

Nu har jeg ikke fulgt med i tråden om jeres prøvelser, men tror ikke man kommer langt ved at afskære hunden fra kontakt når den viser at den har behov for det (det kan i værste fald give et underskud af behovet, som hunden så samtidig skal kæmpe med). Og hvem ved om hunden ikke også opfatter sådan en adfærdsændring som, at du har fået en brist et eller andet sted, hvilket heller ikke øger den generelle tillid og tryghed.

 

Hvis Molly altid vælger at lægge sig, så hun kan mærke at du er der, så væn hende stille og roligt til at hun godt kan sove på et tæppe ved siden af dig, uden at du pludselig bliver væk. (Som sagt har jeg ikke læst tråden).

 

Nu mangler vi jo Ninjamor, men jeg er sikker på at hun havde rådet dig til at sætte en kasse ind i et andet rum, fyldt med legesager (for at gøre det svært at komme til) og masser af lækre godbidder. Meningen er, at hunden selv vælger at opholde sig udenfor synsvidde og at man efterhånden lukker døren imellem rummene, men til en start åbner inden hunden er færdig. Kassen kan også fjernes mens der stadig er godbidder i for at motivationen er stærkere næste gang den bruges. Og så må den selvfølgelig aldrig stå fremme når der ikke bliver trænet. Kassen bruges så i fremtiden som signal på at: nu går jeg og du hygger dig imens,... ganske frivilligt.

 

Op med humøret, det skal nok lykkes til sidst.

 

Jeg tror du har helt ret i, at hun ikke skal ignoreres når hun forsøger at tage kontakt. Det har jo vist sig ikke at give de resultater, vi havde håbet på :hmm:

 

Det med kassen er en god ide. Jeg har også ofte givet hende en kasse med guf og legetøj i stuen mens jeg selv gik ind i et andet rum.

Men problemet er, at hun konsekvent slæber det med ind til mig eller fiser frem og tilbage mellem mig og kassen, medmindre jeg lukker døren (hun er dog også helt okay med, at døren er lukket).

 

Jeg har tidligere trænet med at hun fik en kasse med alskens legetøj og guf når jeg gik, men så snart kassen mistede sin nyhedsværdi - og nogle gange endda før det - sad hun igen ved hoveddøren.

 

Hun er bare så uforudsigelig. Nogle gange har hun haft selskab af et marvben i op til 25-30 minutter uden hyl, andre gange har hun ignoreret benet totalt så snart jeg trådte udenfor døren og grædt allerede efter få sekunder.

 

Nu er vi nået dertil, at hun bliver mistænksom hver gang hun får et marvben og først æder det, når jeg sætter mig ned. Så jeg bruger dem slet ikke i træningen mere..