Stof til eftertanke i disse køb og smid væk tider

[Gæst Tante Lilla]

Hvor kunne du ?

 

 

 

 

Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger, og fik dig til at le. Du kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig", sagde du til mig med løftet pegefinger "hvor kunne du?", men lod dig så formilde, og kløede mig på maven. Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig, og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre. Vi gik lange ture, og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du), og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen.

 

Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket.

 

Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed, og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig. Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur.

 

Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en "kærlighedsslave". Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels, og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører, og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.

 

Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung, og fortalte dem historier om mig. Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig. Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde.

 

Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du udfyldte papirerne, og sagde: "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende". De trak på skulderen, og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg: "Nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne, og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med.

 

Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet, og sagde: "Hvor kunne du?"

 

De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader. De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden. I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm, eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen, som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne ­ boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne, og ventede. Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum.

 

Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord, og nulrede mine ører, og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben, mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden.

 

Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede: "Hvor kunne du?" Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde: "Undskyld". Hun krammede mig, og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt, eller ville skulle klare mig selv ­ et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit;

 

"Hvor kunne du?" ikke var møntet på hende.

 

Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig, og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig lige så stor loyalitet.

 

[Shii]

:megaked: Årh hvor bliver jeg bare ked af det!

 

Det sætter virkelig en masse følelser igang hos mig... Min eks-kæreste havde to hunde da vi blev kærester, og jeg knuselskede dem... vi var sammen i tre år, og de var virkelig "vores børn", hele vores liv var tilpasset dem, og alt handlede om dem....

Da vi gik fra hinanden tudbrølede jeg fordi det jo var hans hunde, og jeg tvang ham til at love at hvis han nogensinde skulle af med dem (Han arbejdede rigtig meget synes jeg), så ville jeg have dem, og det var en aftale...

 

Han fik så en ny kæreste og de flyttede sammen.. Og så valgte han at aflive dem :megaked: For hun kunne ikke lide dem, for "De mindede hende om hans fortid" Hvad fanden er det fornoget pis at aflive to raske hunde på det grundlag, sådan en idiot.. Ej hvor var jeg bare gal og ked af at han var sådan en idiot

[Gæst Musel]

:megaked: Årh hvor bliver jeg bare ked af det!

 

Det sætter virkelig en masse følelser igang hos mig... Min eks-kæreste havde to hunde da vi blev kærester, og jeg knuselskede dem... vi var sammen i tre år, og de var virkelig "vores børn", hele vores liv var tilpasset dem, og alt handlede om dem....

Da vi gik fra hinanden tudbrølede jeg fordi det jo var hans hunde, og jeg tvang ham til at love at hvis han nogensinde skulle af med dem (Han arbejdede rigtig meget synes jeg), så ville jeg have dem, og det var en aftale...

 

Han fik så en ny kæreste og de flyttede sammen.. Og så valgte han at aflive dem :megaked: For hun kunne ikke lide dem, for "De mindede hende om hans fortid" Hvad fanden er det fornoget pis at aflive to raske hunde på det grundlag, sådan en idiot.. Ej hvor var jeg bare gal og ked af at han var sådan en idiot

 

Hun må godt nok være et kold og afstumpet menneske. :megaked::ae:

 

Edit: Og da er da godt at i ikke fik nogle børn sammen.

[Shii]

Hun må godt nok være et kold og afstumpet menneske. :megaked::ae:

 

Edit: Og da er da godt at i ikke fik nogle børn sammen.

 

 

Det synes jeg jo også, det var nogle super dejlige hunde (En papillon og en dansk/svensk gårdhund, kan man andet end elske de to racer?). Specielt papillonen, var min lille elskling, han var bare det mest nuttede og dejlige i hele verdenen... De to hunde betød alt, vi tog ingen steder uden dem. At finde ud af at han vælger at få dem aflivet fordi hun ikke kan lide dem Ej tror i på at han blev svinet til Heldigvis var hans mor og to søstre enige med mig i at det var dybt uansvarligt af ham!

[DaniellaJ]

Det går lige i hjertet

[JeanetteH]

Helt ærligt, så har jeg læst den så mange gange, at den ikke har en virkning længere..

[Gæst Tante Lilla]

Det har jeg også, men mange har ikke læst den.

[Gæst Stefano]

Har ikke læst den, tak for nedtur! :5up:

 

Shii det var godt nok en idiot af rang, får endnu mere nedtur, tak.

[FrkSmilla]

Den er så fantastisk godt skrevet, så fængende. Alle der har anskaffet dyr burde nemlig læse den og have den i baghovedet for altid!

[tantemaier]

:megaked::megaked:

Havde ikke læst den før... Hold op den sætter tankerne i gang. Nu vil jeg kramme og fortælle mine hunde at jeg elsker dem overalt på jorden og så skal de have børstet tænder (som de eeeeeelsker) :5up:

[Audrey]

 

Er du sindssyg, hvor jeg bare elsker min hund højt lige nu!

[Gæst Findus]

Jeg har læst den nogle gange efterhånden og stadigvæk fælder jeg en tåre, når jeg læser den

[Lonny]

Her er endnu en

 

 

 

Dear Mom and Dad,

 

I died today. You got tired of me and took me to the shelter. They were overcrowded and I drew an unlucky number. I am in a black plastic bag in a landfill now. Some other puppy will get the barely used leash you left. My collar was dirty and too small, but the lady took it off before she sent me to the Rainbow Bridge .

 

Would I still be at home if I hadn't chewed your shoe? I didn't know what it was, but it was leather, and it was on the floor. I was just playing. You forgot to get puppy toys.

 

Would I still be at home if I had been housebroken? Rubbing my nose in what I did only made me ashamed that I had to go at all. There are books and obedience teachers that would have taught you how to teach me to go to the door.

 

Would I still be at home if I hadn't brought fleas into the house? Without anti-flea medicine, I couldn't get them off of me after you left me in the yard for days.

 

Would I still be at home if I hadn't barked? I was only saying, "I'm scared, I'm lonely, I'm here, I'm here! I want to be your best friend."

 

Would I still be at home if I had made you happy? Hitting me didn't make me learn how.

 

Would I still be at home if you had taken the time to care for me and to teach manners to me? You didn't pay attention to me after the first week or so, but I spent all my time waiting for you to love me.

 

I died today.

Love, Your Puppy

[Shii]

:megaked:

 

Årh jeg bliver så ked af efter at læse den... Ingen i Oliviers familie har jo haft hund før, og der er også bare nogen gange hvor jeg høre dem blive "sur" på Dexter fordi han stjæler en sko eller lignende, og jeg siger bare "Jamen han VED jo ikke bedre, du kan ikke skælde ham ud, for noget han ikke har lært!"...

Heldigvis er de ved at forstå det... Det er kun vores egen skyld og hvad vi priotere at træne vi kan forvente af ham...

 

Gud hvor jeg elsker min hund

[Gæst Coda]

Jeg må sige den første rammer!! Det er nu også første gang jeg læser den, men jeg tror den kommer til at ramme igen skulle jeg læse den en anden gang...

 

Det er det værste ved at være i udlandet syntes jeg, alle de herreløse dyr jeg gerne ville kunne give et hjem!

[Gæst jepsen]

Har aldrig læst dem. Er da lige ved at tud-brøle

 

Går lige ind og giver D et ordenligt kram :hjerte: og så ud og fjerne mascara fra kinderne......

[Maria84]

Jeg har læst den første en del gange efterhånden og jeg kan bare ikke holde ud at læse den mere. Jeg bliver så ked af, at tænke på de stakkels loyale og kærlige hunde der bliver svigtet

[anne-lise hansen]

sidder med en kæmpe klump i halsen:hjerte:

[Simba2011]

Sidder nu også her og vræler og får mest af alt lyst til at putte mig ned til Simba og bare kramme ham i flere timer. Ja tænk at nogen kan gøre sådan ved deres bedste ven. Jeg håber aldrig jeg bliver tvunget ud i sådan en situation.... I det mindste skylder man dyrene selv at være med til at finde et bedre hjem end at skulle sidde i "fængsel" ene og forladt.