Min hund er ikke god nok....

[Siri]

 

Hvis man gør op med sig selv, at forholdet til hunden er af underordnet betydning i forhold til den hyldest, man drømmer om, når man vinder konkurrence efter konkurrence, så - ja. Så må hunden ud.

 

Jeg lærer nok bare aldrig at forstå det.

 

Jeg er ikke enig. Jeg tror slet ikke det handler om den "hyldest" man drømmer om. Det gør det i hvert tilfælde ikke for mig. Det handler mere om vejen dertil. At det er fedt at træne målrettet og opnå målene. Men det er bare ikke fedt, hvis hunden ikke er motiveret. Det er på ingen måde sjovt at træne, hvis ikke hunden kan motiveres til at være "på".

For mig personligt er den regelmæssige træning og den målrettede træning det absolut fedeste. At man så får resultaterne af denne træning i form af eks. at vinde konkurrencer - det er da også fedt. Men jeg tror at "hyldesten" er mindre væsentlig for mange hundeførere.

[PinPoynter]

Ninjamor, hvor gammel er Pelle nu?

 

Jeg kunne aldrig skille mig af med en hund pga ambitioner, så store er mine planer slet ikke for nogen hund jeg nogensinde har haft. Vi troede faktisk da vi fik Charles, at han en hund med temmelig meget drive og arbejdsiver, men det viste sig bare at være kennelstress han er nemlig helt vildt doven!!

Sally har masser af arbejdsglæde, og jeg begynder (med encouragement fra min træner) at tro at Sally måske en dag kommer ud at konkurrere i agility!

Det gode ved at overtage en voksen hund med blakket baggrund, er at man bliver glad for hvad end det viser sig de kan/vil være med til :hjerte:

Charles har f.eks vist sig at være rigtig god til lur i mors arme på sofaen, og det er ikke en evne man skal kimse ad

[PinPoynter]

Det handler mere om vejen dertil. At det er fedt at træne målrettet og opnå målene. Men det er bare ikke fedt, hvis hunden ikke er motiveret. Det er på ingen måde sjovt at træne, hvis ikke hunden kan motiveres til at være "på".

:5up:

[Riesenfan]

Jeg er ikke enig. Jeg tror slet ikke det handler om den "hyldest" man drømmer om. Det gør det i hvert tilfælde ikke for mig. Det handler mere om vejen dertil. At det er fedt at træne målrettet og opnå målene. Men det er bare ikke fedt, hvis hunden ikke er motiveret. Det er på ingen måde sjovt at træne, hvis ikke hunden kan motiveres til at være "på".

For mig personligt er den regelmæssige træning og den målrettede træning det absolut fedeste. At man så får resultaterne af denne træning i form af eks. at vinde konkurrencer - det er da også fedt. Men jeg tror at "hyldesten" er mindre væsentlig for mange hundeførere.

 

 

Enig- er man træningsjunkie er det ikke særlig sjovt at træne med en sløv banan der er mega svær at belønne. Nogle hunde er jo mere lade end andre (født til sofaer), nogle kan ikke se det fantastiske i at løbe efter en bold og godbidder er måske også en opreklameret dille .. og så er det altså hverken nemt eller sjovt at træne hund...Jeg gider i hvert fald ikke kæmpe med sådan en buk mere.

 

Jeg har haft to og som sagt - jeg elskede dem og levede med dem som de nu var men jeg gider ikke en gang til ....tror jeg

 

For jeg er jo så også sådan at - nå ja vi laver det vi så kan fordi jeg knytter mig følelsesmæssigt til hunden.

[Dina]

At det er fedt at træne målrettet og opnå målene. Men det er bare ikke fedt, hvis hunden ikke er motiveret. Det er på ingen måde sjovt at træne, hvis ikke hunden kan motiveres til at være "på".

Jeg læste for tusind år siden - tror, at det var Anders Hallgreen -, at det bedste, en hundefører kunne få, var en "dum hund". At træne og motivere sådan én var den allerbedste måde at blive en god hundefører på, for intetsteds kunne man lære mere.

 

Det tror jeg, at der er megen sandhed i. Så hvis man har problemer med at motivere sin hund til samarbejde (fx lydighed), så burde man jo i følge AH have en rig mulighed for at vokse som hundefører?!

 

:banan:

 

jeg tror at "hyldesten" er mindre væsentlig for mange hundeførere.

Det kan sagtens være tilfældet for dig, indrømmet. Det er så bare ikke lige mit generelle indtryk, når man ser, hvor knotne hundeejere kan blive, når det går skævt til en konkurrence. Det ser godt nok ud til at være ret væsentligt for dem. Det må du sikkert også have set.

[Dina]

men jeg gider ikke en gang til ....tror jeg

 

For jeg er jo så også sådan at - nå ja vi laver det vi så kan fordi jeg knytter mig følelsesmæssigt til hunden.

Sådan har jeg det osse - det er skideirriterende.

[Siri]

Jeg læste for tusind år siden - tror, at det var Anders Hallgreen -, at det bedste, en hundefører kunne få, var en "dum hund". At træne og motivere sådan én var den allerbedste måde at blive en god hundefører på, for intetsteds kunne man lære mere.

 

Det tror jeg, at der er megen sandhed i. Så hvis man har problemer med at motivere sin hund til samarbejde (fx lydighed), så burde man jo i følge AH have en rig mulighed for at vokse som hundefører?!

 

:banan:

 

 

Det kan sagtens være tilfældet for dig, indrømmet. Det er så bare ikke lige mit generelle indtryk, når man ser, hvor knotne hundeejere kan blive, når det går skævt til en konkurrence. Det ser godt nok ud til at være ret væsentligt for dem. Det må du sikkert også have set.

 

Jeg er ikke enig med Hallgren. Det kan godt være, at det er sjovt at motivere en "doven" hund og opnå noget med den - men det er det bare ikke, hvis man er ambitiøs omkring sin træning og har helt klare mål. Jeg synes ikke det er sjovt, at skulle "løfte" en hund rundt på træningsbanen og jeg tager virkelig hatten af for de Hundeførere, der gør et stort stykke arbejde med deres hunde, på trods af hundens manglende drive. Jeg synes bare ikke det er sjovt.

 

Men igen - det er nok forskelligt hvordan man træner. Jeg træner efter at blive verdens bedste. Det bliver jeg nok aldrig, men jeg har det klart bedst med at have et højt mål at træne imod.

 

Ift. det med at være sur på sin hund, når man kommer ud, så tror jeg du har ret - til dels. Der findes hundeførere, der kommer ud og er sure og irriterede. Men for de flestes vedkommende er det bare et kort øjeblik. Det er klart at man bliver både frustreret og irriteret, når man har trænet målrettet på noget og det så ikke lykkes. Så kan jeg sgu også sagtens blive sur. Det ser jeg også andre blive. Heldigvis er langt de fleste dygtige til lige at tage 5-10 minutter uden hund - sunde sig og så starte forfra Vi elsker alle vores hunde (håber jeg da) også selvom vi har ambitioner. Men lige i øjeblikket kan jeg sagtens forstå at man kan være skuffet og sur.

[Riesenfan]

Belønningsinteresse skal selvfølgelig oparbejdes fra hvalp - men der er immervæk en del genetik med i spillet. Og jeg vil altså hellere arbejde med en hund der selv er arbejdsnarkoman

[Siri]

Belønningsinteresse skal selvfølgelig oparbejdes fra hvalp - men der er immervæk en del genetik med i spillet. Og jeg vil altså hellere arbejde med en hund der selv er arbejdsnarkoman

 

Det er SÅ fedt at arbejde med en arbejdsnarkoman. Glæden ved arbejdet smitter og motiverer mig endnu mere til at træne. Nogle gange bliver jeg nødt til at skrive "træningsfri" i kalenderen, for at huske ikke at træne alle dage.

[Audrey]

Jeg ved selv hvor superærgerligt det er, når man er nødt til at opgive de ambitioner man har, fordi ens dyr (i mit tilfælde hest) ikke kan leve op til disse. Men som så mange andre forstår jeg bare ikke, at det kan være årsag til at man sender sit elskede dyr videre i "systemet". ISÆR ikke med en hund, som jo i mange tilfælde er som et medlem af familien.

 

Og det kan godt være, at hunden kan få et nyt hjem, hvor den vil blive værdsat højere og får lov til at være sig selv, men det er bare ikke altid uden omkostninger for hunden, som måske aldrig kommer sig over at være blevet forladt af sin familie.

 

Tja, ved ikke rigtig... Er enig i, at man måske skulle anskaffe sig en voksen hund, eller i hvert fald en stor hvalp, som har vist interesse/talent for den specifikke sport man ønsker at træne, hvis dette er vigtigere end alt andet.

[Ascha]

Denne tråd får mig til at tænke på hvor meget det står i kontrast til den trend der er i øjeblikket, nemlig at hunden skal være en udfordring. Uuuuh nej fy da, man vil ikke i nærheden af en retriever, eller en hund af udstillingslinier for den er der ingen udfordringer i. Nej, så anskaffer folk sig istedet den udfordring de så gerne vil have og så kan de ikke kan håndtere den. :stupid: Folk tænker sgu mærkværdigt.

[Siri]

Denne tråd får mig til at tænke på hvor meget det står i kontrast til den trend der er i øjeblikket, nemlig at hunden skal være en udfordring. Uuuuh nej fy da, man vil ikke i nærheden af en retriever, eller en hund af udstillingslinier for den er der ingen udfordringer i. Nej, så anskaffer folk sig istedet den udfordring de så gerne vil have og så kan de ikke kan håndtere den. :stupid: Folk tænker sgu mærkværdigt.

 

Er det en trend? ikke noget jeg har oplevet - heldigvis!

[Gæst Spilop]

Denne tråd får mig til at tænke på hvor meget det står i kontrast til den trend der er i øjeblikket, nemlig at hunden skal være en udfordring. Uuuuh nej fy da, man vil ikke i nærheden af en retriever, eller en hund af udstillingslinier for den er der ingen udfordringer i. Nej, så anskaffer folk sig istedet den udfordring de så gerne vil have og så kan de ikke kan håndtere den. :stupid: Folk tænker sgu mærkværdigt.

 

Heldigvis ser jeg mest af det modsatte.

Folk der har anskaffet sig sofa udstillings dyret, bliver træt af motivationsarbejdet anskaffer sig et arbejdsdyr, og nyder arbejdsintensiteten. Jeg har levet af at værre hundetræner i 3 år nu, med cirka 8-10 hvalphold i ugen. Kun 2 gange har jeg oplevet at det har synes helt håbløst, en ft springer og en visla. Ellers oplever jeg tvært i mod det modsatte tit. Folk på konkurrence (rally/ agility) og til jagt der har anskaffet sig sofapuden, kæmper en brav kamp, lever med hunden som den er, træner den etc og køber hund nr. 2 med mere arbejdsiver.

[Ascha]

Er det en trend? ikke noget jeg har oplevet - heldigvis!

 

Har man haft retriever, så ved man hvor mange der tænker sådan (også selvom man ikke selv spørger ind til det) :pift: og det er da heller ikke helt ukendt herinde. Synes mange taler arbejdslinier, arbejdslinier, arbejdslinier.

[Siri]

Heldigvis ser jeg mest af det modsatte.

Folk der har anskaffet sig sofa udstillings dyret, bliver træt af motivationsarbejdet anskaffer sig et arbejdsdyr, og nyder arbejdsintensiteten. Jeg har levet af at værre hundetræner i 3 år nu, med cirka 8-10 hvalphold i ugen. Kun 2 gange har jeg oplevet at det har synes helt håbløst, en ft springer og en visla. Ellers oplever jeg tvært i mod det modsatte tit. Folk på konkurrence (rally/ agility) og til jagt der har anskaffet sig sofapuden, kæmper en brav kamp, lever med hunden som den er, træner den etc og køber hund nr. 2 med mere arbejdsiver.

 

Du har lige beskrevet mig! Startede med en bomuldshund - har nu også to bordere! Men derfor holder jeg ikke mindre af min bomuldshund!

[Siri]

Har man haft retriever, så ved man hvor mange der tænker sådan (også selvom man ikke selv spørger ind til det) :pift: og det er da heller ikke helt ukendt herinde. Synes mange taler arbejdslinier, arbejdslinier, arbejdslinier.

 

Jeg kender virkelig ikke ret meget til retrievernes arbejdslinjer - udover mine forældres lab, som er af arbejdslinjer.

Personligt vælger jeg arbejdslinjer, fordi de indeholder netop det jeg søger i mine hunde.

 

Håber ikke det bliver en trend at få arbejdshunde i almindelige familier. Det kan meget hurtigt blive en meget dårlig kombi!

[Gæst Spilop]

Du har lige beskrevet mig! Startede med en bomuldshund - har nu også to bordere! Men derfor holder jeg ikke mindre af min bomuldshund!

 

Så er du kvikkere end mig. Det tog mig tre standard spaniels:stupid:

[Siri]

Så er du kvikkere end mig. Det tog mig tre standard spaniels:stupid:

 

Haha!

Men jeg har jo også fået en gammel, græker der ikke kan bruges til andet end at prutte, bøvse og æde. Men det lå nu aldrig i kortene, at hun skulle være min nye arbejdshund :blink:

[KarinaG]

Jeg er ikke enig. Jeg tror slet ikke det handler om den "hyldest" man drømmer om. Det gør det i hvert tilfælde ikke for mig. Det handler mere om vejen dertil. At det er fedt at træne målrettet og opnå målene. Men det er bare ikke fedt, hvis hunden ikke er motiveret. Det er på ingen måde sjovt at træne, hvis ikke hunden kan motiveres til at være "på".

For mig personligt er den regelmæssige træning og den målrettede træning det absolut fedeste. At man så får resultaterne af denne træning i form af eks. at vinde konkurrencer - det er da også fedt. Men jeg tror at "hyldesten" er mindre væsentlig for mange hundeførere.

Jeg er helt enig og hvorfor jeg skifter race og type næste gang.

 

Jeg elsker Misja og ja, jeg har lært rigtig meget om mig selv som føre og formidler fordi hun i høje grad var meget spids-agtig især i hendes første mange år. Det var en udfordring og vi kom/er kommet rigtig langt men nu har jeg det bare sådan at TÆNK at få en hund der gider gentagelser men også fanger hurtigt og ikke bare gætter sig frem konstant og stadig efter mange år!

 

Javel, det er muligt at jeg kunne have gjort det bedre med hende, men jeg har gjort mit bedste og ændret mig/vokset så meget jeg har kunnet og jeg gider det bare ikke igen

 

Det er og var bestemt ikke fordi at hun manglede/mangler drive, hun var og er tildels stadig en hund med durasell batterier i måsen. Men at få al den energi kanaliseret ud i øvelser og gentagelser var mere end hendes manglende tålmodighed kunne rumme. Næ, tag en heldags cykeltur med hende og hun var i hendes ES......Men at opnå bare alm. lydigheds resultater var hendes liv li'som for kort til.....vi er nået der, men det har været op ad bakke.

 

NUJ det bliver fedt med en hund en dag der kan, gider, vil og forstår :banan:

[Dina]

Jeg er ikke enig med Hallgren. Det kan godt være, at det er sjovt at motivere en "doven" hund og opnå noget med den - men det er det bare ikke, hvis man er ambitiøs omkring sin træning og har helt klare mål.

Nej, så har jeg forklaret mig for dårligt. Han snakkede ikke om, hvad der var sjovt, men om, at det var en himmelsendt mulighed for en hundefører for at vokse og blive bedre. Lidt i stil med, at hvis du lykkes med et svært projekt - uanset art -, så har du undervejs i processen lært mere, end hvis du arbejdede med et nemt projekt.

 

Lyder egentlig meget logisk i mine ører.

 

men jeg har det klart bedst med at have et højt mål at træne imod.

Ikke for at drille, men er det ikke et højere mål at motivere en sløvert (som måske ved en anden træningsindsats viser sig slet ikke at være en sløvert) end at træne en arbejdsnarkoman, hvor man får så meget forærende?

[Dina]

Belønningsinteresse skal selvfølgelig oparbejdes fra hvalp - men der er immervæk en del genetik med i spillet. Og jeg vil altså hellere arbejde med en hund der selv er arbejdsnarkoman

Der kan jeg slet ikke være uenig med dig. Det er lidt i stil med "jeg vil hellere være rig end fattig, hellere rask end syg"-agtigt.

 

For det ER skæppeskægt at træne noget, som ens hund bare er plimtosset med.

[Siri]

Nej, så har jeg forklaret mig for dårligt. Han snakkede ikke om, hvad der var sjovt, men om, at det var en himmelsendt mulighed for en hundefører for at vokse og blive bedre. Lidt i stil med, at hvis du lykkes med et svært projekt - uanset art -, så har du undervejs i processen lært mere, end hvis du arbejdede med et nemt projekt.

 

Lyder egentlig meget logisk i mine ører.

 

 

Ikke for at drille, men er det ikke et højere mål at motivere en sløvert (som måske ved en anden træningsindsats viser sig slet ikke at være en sløvert) end at træne en arbejdsnarkoman, hvor man får så meget forærende?

 

Jeg tror altså stadig ikke, at jeg er enig med Hallgren. Ja, man bliver sikkert dygtigere på nogle områder af en "sløv" hund, men jeg mener helt sikkert også at man bliver meget dygtig af en arbejdsnarkoman. Så er man tvunget til at være opmærksom på nogle andre ting.

 

Når jeg har sat mig som mål at være verdens bedste, så er det et dybt urealistisk mål at motivere en sløv hund.. for den bliver jo aldrig verdens bedste. Jeg synes ikke nødvendigvis at man får det hele forærende ved en arbejdsnarkoman. Man får motoren forærende, men resten skal man jo selv proppe ind i hunden. Og det er bare ikke at mål, der tænder mig at "motivere en sløv hund". Det tænder mig at være den bedste sammen med min hund og det er det, der driver mig i min træning.

[Dina]

Personligt vælger jeg arbejdslinjer, fordi de indeholder netop det jeg søger i mine hunde.

Godt, at du har været så heldig med dine bordere. Jeg trænede i tidernes morgen med en hundefører, der købte en hollandsk bouvier af fineste arbejdslinier. Den lagde sig til at SOVE oppe i ruinen en varm sommerdag, efter at den med besvær havde lokaliseret to ud af tre gemte figuranter. Der blev taget et billede af det.

 

Mange af de øvrige hundeførere havde almindelige familiehunde, men derfor kunne de nu alligevel godt arbejde. :slem:

 

Håber ikke det bliver en trend at få arbejdshunde i almindelige familier. Det kan meget hurtigt blive en meget dårlig kombi!

Jeg tror slet ikke, at du behøver at være så bange for, at der kommer hunde af brugslinier ind i en almindelig familie. Hvis familien ikke værdsætter hunden og beskæftiger den på passende vis, så havde den sikkert heller ikke aktiveret en hvilken som helst anden hund, tror jeg.

[Riesenfan]

Jeg tror altså stadig ikke, at jeg er enig med Hallgren. Ja, man bliver sikkert dygtigere på nogle områder af en "sløv" hund, men jeg mener helt sikkert også at man bliver meget dygtig af en arbejdsnarkoman. Så er man tvunget til at være opmærksom på nogle andre ting.

 

Når jeg har sat mig som mål at være verdens bedste, så er det et dybt urealistisk mål at motivere en sløv hund.. for den bliver jo aldrig verdens bedste. Jeg synes ikke nødvendigvis at man får det hele forærende ved en arbejdsnarkoman. Man får motoren forærende, men resten skal man jo selv proppe ind i hunden. Og det er bare ikke at mål, der tænder mig at "motivere en sløv hund". Det tænder mig at være den bedste sammen med min hund og det er det, der driver mig i min træning.

 

Jeg er helt enig Siri. Man får bestemt ikke alt forærende i forhold til FÆRDIGHEDER i programmet man træner som sådan. Man får en mulighed der sjovere - for en hurtig letbelønnet hund kan sagtens være sindsyg svær at træne fordi der her er andre udfordringer. F.eks.: Hvis den lærer hurtigt - lærer den også fejl hurtigt( stiller høje krav til timing hos fører), det kan være svært at lægge det rigtige aktivitetsniveau i forskellige øvelser (f.eks. i langtidsdæk her hos mig - kæmpe udfordring overhovedet at forholde sig i RO), .....for ikke at tale om håndtering af selve belønningssituationen (prøv at spørge hvordan det har været at lære Loke at man KAN slippe kongen af og til....) osv. Det er IKKE problemfrit at træne en arbejdsnarkoman men det er meget sjovere og når man så når til det niveau hvor hunden skal lære kæder og man skal til at strække belønningsfrekvensen meget - ja så har man bare noget en sløvbert aldrig får! Og jeg mener virkelig at man dermed aldrig når op til højere niveauer i træningen med sådan en hund fordi man i al uendelighed skal kæmpe med om den overhovedet gider at lade sig belønne (overdrivelser fremmer forståelsen)

[chr68866]

Så kan man da i hvert fald godt konkludere, at sporten kommer før hundeførerens forhold til hunden. Det er trist, synes jeg.

 

Derfor kan man da sagtens have et godt forhold til sin hund.

 

Samme gælder vel for hestefolk, hvor børn vokser fra deres ponyer som de elsker men må sælge efterhånden.