Tal mig lige fra at få en hund til ... ;-)

[Gæst celinamoon]

Jeg er lidt træt lige nu så har ikke lige læst hele tråden. Altså jeg kan allerede nu se hvor meget det betyder at have 2 hunde. Bella og Betty nyder hinandens selvskab så meget når de er sammen og de giver klart hinanden noget som jeg aldrig vil kunne give nogen af dem selv. Og jeg har jo set hvordan du snakker om det lille pus. Det kommer jo i virkeligheden ikke an på hverken penge eller plads, men om hvorvidt du har energien, overskuddet og ikke mindst kærligheden til at få endnu en hund. Selvfølgelig skal du ikke anskaffe dig en hund hvis absolut ikke har råd, men man kan altid finde ud af noget med billigt foder osv.

Du skal vel gøre op med dig selv hvorvidt du vil fortryde hvis du ikke adopterer ham i stedet for at kigge på om du "kun" har 60kvm

[Tullemus]

Hvor er han bedårende. Kan godt forstå , at han smelter dit hjerte.

Vi har altid haft 2 eller flere hunde og de har alle haft stor glæde af hinanden.

Lige i øjeblikket har vi 2 .

De var kun med os , da de var hvalpe og ikke kunne være alene hjemme. Vi spurgte selvfølgelig om vi måtte tage dem med, hvor vi nu skulle hen.

Men nu er de hjemme, når vi er nogen steder og det har jeg det godt med, da de jo har hinandens selskab.

Men det er jo en smagssag.

Med hensyn til katte, så har vi altid haft hunde og katte sammen i de 30 år , vi har haft dyr og det er min erfaring, at det tager ca. 14 dages tid , før de har vænnet sig til en ny hund, så bliver det hverdag igen. Lige nu har vi 4 katte, hvoraf de 2 bor i garagen , fordi de har angrebet mig og hundene flere gange, men det er også de eneste 2 , hvor det ikke har fungeret i alle disse år.

Så, med hensyn til Raul... ja, nogen gange må man tage chancen, selv om man måske er i tvivl, men sådan er livet og det er det vi lære af.

Og hvor er det dejligt, at du gør så meget , for de spanske vovser.

Jeg synes, at du skal følge dit hjerte, det har som regel altid ret

[Shii]

Altså hvis det er pga. besøg hos folk du overvejer det så vil jeg sige det sådan:

 

De steder hvor du må komme med en hund, har de som regelt ikke noget imod at du har to hunde med heller, hvis de altså er velopdragne... Om der er en hund eller to der ligger under bordet og sover betyder jo ikke noget...

 

Og de steder folk ikke vil have det, jamen så kan de jo blive hjemme "sammen" Eller du kan vælge at lave kvalitets tid med dem skiftevis...

 

Hvilket minder mig om at vi blev kontaktet af et internat vi havde kontakt med da vi kiggede efter hunde, at hun godt vidste vi havde fundet en hund, men hun var altså sikker på hun havde fundet vores perfekte hund, og synes vi skulle komme og se ham og at han altså godt kunne sammen med andre hunde... Havde vi dog bare ikke boet her, så havde jeg taget afsted, "desværre" lyder hendes beskrivelse af ham netop til at han ville passe perfekt til os, så nej vi tør ikke tag eud og se ham, og så vide at vi ikke kan få ham

[Gæst Chocolate Labrador]

Hej lyt til din mavefornemmelse og dit hjerte. Så kender du sikkert det rigtige svar men går selv i tanker om nr to og generelt tror jeg kun det er os hundetosser der fatter hvorfor man gerne vil have mere end en hund... Husk og fortælle os hvad det ender med. Pps han er super!!! Skønt

[Gæst Joey-Salome]

Vi har været SÅ glade for at have to hunde!.. Da Thayson fik Tilde som lillesøster, blomstrede han virkelig op!.. Og nu hvor han er væk, kan vi virkelig mærke på Tilde hvor meget gavn de har haft af hinanden Derfor har vi også allerede bestilt en ny søster til Tilde.. jeg ville meget nødig undvære at have to hunde!

 

Det er også det ... Charlie er jo internathund, men han har knyttet sig så meget til mig, at han næsten aldrig gider lege med andre hunde, når vi er ude og gå. Det sker lige i småglimt, at han hopper lidt rundt med en ind imellem, men det er så sjældent.

Så kommer vi hjem, og så går han banjo med frisbee og tøjdyr og står og hopper op ad mig med et megasmil. Så er jeg sådan lidt "altså, din fjolle - hvorfor benyttede du dig ikke af det, da der stod to andre kåde hunde og kørte charmeoffensiv på dig for at I skulle lege??". Jeg vil jo gerne lege med ham, men jeg tænker tit, at det på en eller anden måde er lidt synd, at han "kun" har mig. Og Bowie, jojo, men hun er jo en kat, hun leger kun ved at springe frem på ham fra en busk, når vi går tur, og så straks springe væk igen. Det tager han nærmest ingen notits af. Og ellers hygger de jo, men de går mest bare rundt om hinanden og accepterer at den anden er der. Jeg ville aldrig byde Charlie en eller anden damp-vildbasse af en legetosset hund, sådan nogle gider han slet ikke, men ham Raul-bassen er jo 6-7 år, rolig og mild, så de kunne lege lidt og ellers bare hygge og putte. Det de skriver fra internatet med at han vil trives optimalt i et stille hjem med en anden hund, det er det, der får mig til at kunne mærke, at han er den bedste hundekammerat, Charlie kunne få.

Årh altså. En af mine veninder sagde til mig tidligere i dag "jeg tror, du har taget beslutningen om at få ham, du vil bare ikke indrømme det". He ... måske.

[Gæst Stella]

Jeg vil jo gerne lege med ham, men jeg tænker tit, at det på en eller anden måde er lidt synd, at han "kun" har mig. Og Bowie, jojo, men hun er jo en kat, hun leger kun ved at springe frem på ham fra en busk, når vi går tur, og så straks springe væk igen. .

 

Hehe kan lige se det for mig, og Charlie tænker bare " årh hende igen "

[Gæst Stella]

Altså, min mor brugte sidst, jeg ville have endnu en hund, en masse snak om at det er aaaaaalt for voldsomt at komme anstigende hjem til folk med to hunde. En er fint, men to, uha nej, det er for meget. Jeg ved ikke, hvordan mine venner vil have det i praksis, har ikke spurgt dem. Tror nogle af dem vil være fjong med det, og nogle vil måske nok foretrække bare mig. Men altså, man behøver jo heller ikke altid have sine hunde med.

Og generelt er min mor ikke den rigtige at lytte til, når det kommer til hvordan man skal leve sit liv. Men her har hun jo måske alligevel lidt en pointe. Det ER enklere med en hund. For andre.

 

En af mine venner, som jeg har snakket lidt med her til aften, bekymrer sig lidt for, om jeg, som han siger "begraver mig i dyr". Og bruger dyreselskab og hygge og kærlighed med dyrene som en slags erstatning for menneskeselskab. Fordi jeg ikke orker mennesker så meget, som jeg har gjort engang.

Jeg tror, han siger sådan, fordi jeg i det sidste års tid har talt en del med ham om, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde vil have børn. Det har jeg ellers altid villet. Men jeg fatter bare bjælde af de folk, jeg ser omkring mig med små børn. De lever et grotesk sygt liv, synes jeg. I konforme, kedsommelige forhold hvor de aldrig oplever noget eller ser nogen mennesker. Og børn, børn, børn. Nå, nevermind, det kan jeg tale længe om. Og jeg ved godt, jeg ikke ville være lige sådan, men jeg har fået lyst til andre ting. Også noget andet end hele det der parforholds-show. Og samtidig ved jeg ikke helt, hvad jeg vil. Sådan, på længere sigt. Med arbejde og familie eller hvad end. Men jeg ved, at jeg er lykkelig med mine dyr og med at se de mennesker, jeg holder af, når jeg vil. Og jeg har ikke én dag fortrudt, at jeg fik Charlie. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Og jeg er mere mig selv nu end nogensinde. Jeg var engang meget mere sådan en, der levede for at please alle andre og passe ind og gøre hvad andre syntes, jeg skulle. Efter stress og sygdomsperiode og sådan fik jeg lagt mit liv og prioriteter meget om. Og jeg fik Charlie.

Måske er jeg blevet sær. Måske gør jeg bare det, jeg altid har villet. Stod det KUN til mig, og havde jeg pladsen og en egen have, så ville jeg også have kaniner. Jeg elsker dyr. Jeg elsker al tiden med dem.

Men jeg kan også godt blive bange. For om han har ret, om jeg bare ikke magter ret mange mennesker mere. Og om der er noget galt med det. Jeg er jo glad ... men jeg kan godt se, at jeg ikke er særligt "konventionel". Og hvis jeg får endnu en hund, her mens jeg lever alene og sådan, så er jeg det endnu mindre.

Nå, klokken er mange og jeg vrøvler vist lidt. Må hellere gå i seng, er også småsyg pt. så er lidt groggy.

 

 

 

Jeg synes overhovedet ikke det lyder underligt at du gerne ville have kaniner og hunde og jeg skal komme efter dig. Indtil for 3 år siden havde jeg ikke mindre end 9 kaniner. Min mor havde 23 for to år siden , men er nu nede på 6 kaniner. Jeg har 3 marsvin, men havde 5 før. Mange tænker at sådan nogle er for børn, men det synes jeg bestemt ikke de er. Tværtimod. Men jeg har godt nok også fået mange mærkelige blikke gennem tiden. Særlig når jeg gik til dyrlæge med en af mine kaniner eller marsvin, så himmlede folk med øjene og var så flabet at tilbyde at køre den over. Kun enkelte havde respekt for det og ja nogen roste mig ligefrem for det var åbenart et særsyn.

 

Min familie synes jo jeg har en skrue løs hvad angår dyr og har aldrig lagt skjul på det. Hver eneste gang jeg har været til dyrlægen med en af mine dyr, spørger min mor altid hvad det har kostet og ligegyldigt hvad jeg svarer så skriger hun op om at det er vanvittig. Hun bliver lige chokeret hver gang, selvom det da snart ikke kan komme bag på hende hvad det koster at gå til dyrlæge, når hun har set alle mine regninger.

 

 

Jeg er ikke typen der har mange veninder, men har flere bekendte, men kun 2 nære veninder, desværre bor vi langt fra hinanden så vi ses sjælden. Derudover bor jeg alene, så jeg tilbringer jo mange mange timer med mine hunde og folk spørger oprigtig bekymret om jeg er ved at blive sær eller andet. Men jeg har intet i mod mennesker, men hygger mig fint i mine hundes selskab OGSÅ. Det bedste er at være sammen med andre dyre eller hundeelsker. Folk der ikke forstår sig på dyr eller interessere sig for dem har jeg intet til fælles med. Det bliver højst til høflig snak.

 

Det ene udelukker jo hellere ikke det andet, om du så begravede dig i dyr, så ville du jo stadig se og være sammen med andre mennesker. Og at have to hunde er ikke at begrave sig i dyr, ork du milde, ham din kammerat ved vist ikke hvad det ville sige at have mange dyr

 

 

Desværre har din mor ret i at mange synes det er voldsomt med to hunde, men ikke at jeg selv fatter det. Men det er også det jeg oplever, uha nej to hunde, ej det kan vi ikke rumme. Lidt ligesom med børn, når et par får et barn er det ih og åh og nej hvor fantastisk, ved nr 2 er der lidt mindre begejstring og ved nr 3 er glæden til at overse. Min mor som jo fik 3 børn fik flere kommentar da nr 3 var på vej, med om det nu ikke var for voldsomt og " åh ikke flere" eller " de er da ikke kede af det var "

 

 

Lidt ligesom dengang man var barn. Jeg måtte kun have ET marsvin, skidt med at marsvin er flokdyr i svær grad. Jeg måtte kun have EN fugl, skidt med at fugle virkelig er flokdyr og elsker at sidde og nusse hinanden. Sådan var vi da mange i min klasse, der kun måtte få et dyr, det var som om forældrene ikke kunne overskue to dyr i samme bur. Måske andre har oplevet det ?

 

og nej der er ikke noget galt i at elske at være sammen med sine dyr og visse dage kun have overskud til det eller ligefrem glæde sig til at komme hjem til sine hunde, efter en dag med andre mennesker. Sådan tror jeg vi er rigtig mange der har det. Men det kan mennesker der ikke har/kan lide dyr aldrig oplevet, så det kan de ikke sætte sig ind i.

 

Jeg får også at vide at jeg er mærkelig og har et unaturligt forhold til mine hunde og bla bla bla og det sårer en hver eneste gang. Folk fatter ikke sådan noget. Det må man nok desværre lærer at leve med.

 

Håber det kan bruges til noget.

[Gæst Joey-Salome]

Hvor er han bedårende. Kan godt forstå , at han smelter dit hjerte.

Vi har altid haft 2 eller flere hunde og de har alle haft stor glæde af hinanden.

Lige i øjeblikket har vi 2 .

De var kun med os , da de var hvalpe og ikke kunne være alene hjemme. Vi spurgte selvfølgelig om vi måtte tage dem med, hvor vi nu skulle hen.

Men nu er de hjemme, når vi er nogen steder og det har jeg det godt med, da de jo har hinandens selskab.

Men det er jo en smagssag.

Med hensyn til katte, så har vi altid haft hunde og katte sammen i de 30 år , vi har haft dyr og det er min erfaring, at det tager ca. 14 dages tid , før de har vænnet sig til en ny hund, så bliver det hverdag igen. Lige nu har vi 4 katte, hvoraf de 2 bor i garagen , fordi de har angrebet mig og hundene flere gange, men det er også de eneste 2 , hvor det ikke har fungeret i alle disse år.

Så, med hensyn til Raul... ja, nogen gange må man tage chancen, selv om man måske er i tvivl, men sådan er livet og det er det vi lære af.

Og hvor er det dejligt, at du gør så meget , for de spanske vovser.

Jeg synes, at du skal følge dit hjerte, det har som regel altid ret

 

I er så søde alle sammen. Igen TAK til jer alle for jeres råd og tanker. Mit hjerte ... mit hjerte elsker at have en dyrefamilie, og det synes slet ikke, den er stor nok med en hund, en kat og to ørkenrotter. Mit hjerte er hver dag med de mange, mange spanske hunde, som ikke har det så godt som Charlie har fået det. Som jeg ville ønske også havde alt det, som han har her hos mig. Tryghed, kærlighed, utallige kys og kram, lange, hyggelige gåture, god mad, legetøj, varme senge, putteplads i min seng og sofa og flere kødben end de nogensinde kunne drømme om. Det burde alle hunde jo have, synes jeg.

 

Og ja, I har ret, folk som ikke er hundetossede forstår det ikke og vil aldrig forstå det. At man ikke får "nok". Det får jeg aldrig, når vi går tur og møder andre hunde er jeg altid helt fjollet og overentusiastisk for at hilse på dem og nusse dem. Selv med alle de dyr, jeg ser på dyreklinikken, når jeg er der, så er jeg ikke træt af dyr, når jeg kommer hjem, tværtimod.

Og altså ... det er jo heller ikke en kæmpe, ustyrlig flok. Det er EN til. En lillebitte, bittebitte, rolig og sød, lillebitte en. Bare en ... en lillebitte en til. Fnis.

[Gæst Joey-Salome]

Hehe kan lige se det for mig, og Charlie tænker bare " årh hende igen "

 

Ja, præcis. Det ser SÅ sjovt ud, når hun gør det. Hun ligner en, der lige har fået en revolutionerende, sjov ide som er helt original og ny og spændende - og Charlie, selv når hun springer frem hvor hun hopper OP på ham, han er bare all "ja, som om jeg ikke har set dig, pfffff ...".

[Ulla H]

Jeg bliver virkelig blød om hjertet , når nogen overvejer at give en voksen hund , der har levet kummerligt i lang tid , et dejligt hjem. Og jeg ville frygtelig gerne selv se en ældre hund live op med det man kan bibringe den af positive oplevelser.

Jeg har jo 2 græske spitfire kanoner, jagthunde + mine nu 4 spaniels, og ja hunde har gavn af kammereater, når de kan indpasset i hjemmet.

Hvis jeg var dig, så sagde ja til ham og håbede at få en god glad hund ud af ham.

Du ved hvad en usikker opvækst kan gøre ved hunden og kræve efterfølgende af tålmodighed.

Og hvis du med dyr er så tålmodig at du har tiden og indsigt i hunde, så spring ud og tag ham hjem, jo før jo bedre for ham.

Den glæde man oplever ved at se en trist hund live op og blive tryg med tiden kan ikke opvejes i meget andet , man har tilsidesat af veninde/kærestekontakt. Dem der føler med ens interesse og beslutning holder jo ved..

Jeg tænker hver dag på, hvad der var sket med Nana og Snoopy, hvis græske hunde ikke havde taget dem under deres vinger-og sørget for en fremtid med livsindhold for dem.

So go for it- ellers kan du tænke og tænke på ham, til han af andre hundes stress måske kommer voldsomt tilskade dernede. Han lever nok stadig ala dødens forgård.

[tjikson]

Det er også det ... Charlie er jo internathund, men han har knyttet sig så meget til mig, at han næsten aldrig gider lege med andre hunde, når vi er ude og gå. Det sker lige i småglimt, at han hopper lidt rundt med en ind imellem, men det er så sjældent.

Så kommer vi hjem, og så går han banjo med frisbee og tøjdyr og står og hopper op ad mig med et megasmil. Så er jeg sådan lidt "altså, din fjolle - hvorfor benyttede du dig ikke af det, da der stod to andre kåde hunde og kørte charmeoffensiv på dig for at I skulle lege??". Jeg vil jo gerne lege med ham, men jeg tænker tit, at det på en eller anden måde er lidt synd, at han "kun" har mig. Og Bowie, jojo, men hun er jo en kat, hun leger kun ved at springe frem på ham fra en busk, når vi går tur, og så straks springe væk igen. Det tager han nærmest ingen notits af. Og ellers hygger de jo, men de går mest bare rundt om hinanden og accepterer at den anden er der. Jeg ville aldrig byde Charlie en eller anden damp-vildbasse af en legetosset hund, sådan nogle gider han slet ikke, men ham Raul-bassen er jo 6-7 år, rolig og mild, så de kunne lege lidt og ellers bare hygge og putte. Det de skriver fra internatet med at han vil trives optimalt i et stille hjem med en anden hund, det er det, der får mig til at kunne mærke, at han er den bedste hundekammerat, Charlie kunne få.

Årh altså. En af mine veninder sagde til mig tidligere i dag "jeg tror, du har taget beslutningen om at få ham, du vil bare ikke indrømme det". He ... måske.

 

Thayson legede heller ikke med andre hunde (han var angst overfor de fleste).. Men med Tilde legede han en smule, men han foretrak da lege med os Men derfor fik han stadig en masse glæde ud af hende

[tjikson]

Og næste gang nogen kalder dig sær, kan du bare henvise til mig

 

2hunde(snart), 1kanin, 1chinchilla og 35marsvin.. og jeg sælger ikke af dem

[Gæst Miss_menelli]

Vi har to omplaceringshunde og gjorde os mange af de samme overvejelser som du har gjort dig og havde mange af de samme bekymringer inden vi fik Kaia.

 

Men uanset hvilke overvejelser man gør sig, så dukker der overraskelser op, og ting man ikke liiiige havde tænkt over.

 

Vi har dog ikke et sekund fortrudt vi fik nr. 2. De to har ekstremt meget glæde af hinanden og jeg er ret overbevist om, at Bamse savner Kaia når hun er væk længere tid.

Det er super sjovt at se deres indbyrdes sprog og de leger på en helt anden måde sammen, end de gør med os. Det er lidt svært for os, at spurte rundt i haven og på markerne i samme tempo som de gør

 

Der følger selvfølgelig nogle ting med, som man bare skal være afklaret på at tage med i købet.

- Den dårlige samvittighed over, at man har knap så meget alene tid og tid til træning med den enkelte hund som tidligere.

- Ikke alle er lige glade for at have to hunde på besøg. Slet ikke hvis de i forvejen selv har en hund.

- Mine har problemer med at hilse på andre hunde, når jeg går med begge to på samme tid. Kan én af dem ikke lide den anden hund, så smitter det af på den anden og de kan køre hinanden helt vildt op.

- De uvaner den første hund har, vil den anden sandsynligvis også få - Og det er sværere at vænne to hunde af med dårlige vaner, end det er med én. Så hvis du ikke vil have dobbelt op på uvanerne, så få den fjernet inden nr. 2 kommer.

- Man skal være meget konsekvent, eller også skal man være villig til at affinde sig med mere larm og tumult og svineri indendørs.

- Det tager tid at lære den nye hund at være helt alene hjemme og især i starten skal der bruges rigtig meget tid på, at gå ture alene med den nye og lære den omgivelserne at kende.

 

Det lyder jo som om jeg synes der er mere imod end for nr. 2.... Og listen på imod siden er da også længere end på for siden.

Men alle tingene på for siden vejer bare langt tungere for mig, end dem der taler imod.

 

De fleste synes jo vi var små-sindssyge da vi fik Kaia og de gamle meldte meget klart ud, at de så absolut ikke ville passe to hunde og de gad ikke have to hunde med på besøg hos dem. Så vi måtte selv stå for pasning og de ville ikke hjælpe....

Erhhmm.... Så fik vi rent faktisk Kaia og vi er da heldige vi stadig har hende, for min far har prøvet at tyvstjæle hende flere gange.

De passer med glæde begge kræ og de skuler ondt til os, når vi ikke har hundene med på besøg.

De passer dem med glæde og nyder at have en hund hver at putte med

 

Selv hos svigerforældrene, har vi begge hunde med, selvom de selv har en hund - Og de tager så også deres hund med på besøg hos os.

Det giver en masse postyr og liv i huset, men vi hygger os med hundene og alting er hvad man gør det til. Hvis vi bare vil slappe af os have en aften med rødvin og snak, jamen så er det bare ikke lige den dag hundene skal med.

 

Nu er vi så igennem møllen en gang til, for Miina kommer om en uge og så har vi 3 hunde. Vi håber tornadoerne tager pænt imod hende, for det er utrolig vigtigt at hundene fungere sammen, for ellers kan det være ganske forfærdeligt at have flere hunde. Men er de glade for hinanden, så synes jeg ikke det er noget større problem at have to hunde, end det er at have en.

 

Men nu er det jo en gadehund..... Og selvom jeg snart giver mig i kast med den 3 omplaceringshund, så gambler man bare noget mere når man tager en gadehund ind i sit hjem. Især fordi man ikke har samme mulighed for at lære hunden at kende inden og se hvordan hundene fungere sammen.

Så selvom jeg synes du bare skal kaste dig ud i det, så vil jeg nok alligevel råde dig til at have en backup plan. Det ville da være ganske frygteligt at skulle aflive den stakkels hund, fordi han ikke kan din første hund og ingen vil have en så "gammel" gadehund, som måske/måske ikke fungere optimalt i DK. Så en aftale med organisationen, eller en evt. plejefamilie vil være god at have i baghånden hvis det nu ikke går.

 

Men nøj hvor er han bare lækker Og hvor har jeg bare svært ved at forstå han endnu ikke har fundet et hjem... Det går over min forstand.

[Gæst Joey-Salome]

Jeg synes overhovedet ikke det lyder underligt at du gerne ville have kaniner og hunde og jeg skal komme efter dig. Indtil for 3 år siden havde jeg ikke mindre end 9 kaniner. Min mor havde 23 for to år siden , men er nu nede på 6 kaniner. Jeg har 3 marsvin, men havde 5 før. Mange tænker at sådan nogle er for børn, men det synes jeg bestemt ikke de er. Tværtimod. Men jeg har godt nok også fået mange mærkelige blikke gennem tiden. Særlig når jeg gik til dyrlæge med en af mine kaniner eller marsvin, så himmlede folk med øjene og var så flabet at tilbyde at køre den over. Kun enkelte havde respekt for det og ja nogen roste mig ligefrem for det var åbenart et særsyn.

 

Min familie synes jo jeg har en skrue løs hvad angår dyr og har aldrig lagt skjul på det. Hver eneste gang jeg har været til dyrlægen med en af mine dyr, spørger min mor altid hvad det har kostet og ligegyldigt hvad jeg svarer så skriger hun op om at det er vanvittig. Hun bliver lige chokeret hver gang, selvom det da snart ikke kan komme bag på hende hvad det koster at gå til dyrlæge, når hun har set alle mine regninger.

 

 

Jeg er ikke typen der har mange veninder, men har flere bekendte, men kun 2 nære veninder, desværre bor vi langt fra hinanden så vi ses sjælden. Derudover bor jeg alene, så jeg tilbringer jo mange mange timer med mine hunde og folk spørger oprigtig bekymret om jeg er ved at blive sær eller andet. Men jeg har intet i mod mennesker, men hygger mig fint i mine hundes selskab OGSÅ. Det bedste er at være sammen med andre dyre eller hundeelsker. Folk der ikke forstår sig på dyr eller interessere sig for dem har jeg intet til fælles med. Det bliver højst til høflig snak.

 

Det ene udelukker jo hellere ikke det andet, om du så begravede dig i dyr, så ville du jo stadig se og være sammen med andre mennesker. Og at have to hunde er ikke at begrave sig i dyr, ork du milde, ham din kammerat ved vist ikke hvad det ville sige at have mange dyr

 

 

Desværre har din mor ret i at mange synes det er voldsomt med to hunde, men ikke at jeg selv fatter det. Men det er også det jeg oplever, uha nej to hunde, ej det kan vi ikke rumme. Lidt ligesom med børn, når et par får et barn er det ih og åh og nej hvor fantastisk, ved nr 2 er der lidt mindre begejstring og ved nr 3 er glæden til at overse. Min mor som jo fik 3 børn fik flere kommentar da nr 3 var på vej, med om det nu ikke var for voldsomt og " åh ikke flere" eller " de er da ikke kede af det var "

 

 

Lidt ligesom dengang man var barn. Jeg måtte kun have ET marsvin, skidt med at marsvin er flokdyr i svær grad. Jeg måtte kun have EN fugl, skidt med at fugle virkelig er flokdyr og elsker at sidde og nusse hinanden. Sådan var vi da mange i min klasse, der kun måtte få et dyr, det var som om forældrene ikke kunne overskue to dyr i samme bur. Måske andre har oplevet det ?

 

og nej der er ikke noget galt i at elske at være sammen med sine dyr og visse dage kun have overskud til det eller ligefrem glæde sig til at komme hjem til sine hunde, efter en dag med andre mennesker. Sådan tror jeg vi er rigtig mange der har det. Men det kan mennesker der ikke har/kan lide dyr aldrig oplevet, så det kan de ikke sætte sig ind i.

 

Jeg får også at vide at jeg er mærkelig og har et unaturligt forhold til mine hunde og bla bla bla og det sårer en hver eneste gang. Folk fatter ikke sådan noget. Det må man nok desværre lærer at leve med.

 

Håber det kan bruges til noget.

 

Årh, Stella, du kan tro, det kan bruges til noget - MEGET.

Jeg var jo for nylig helt oppe på barrikaderne over det med din familie, jeg synes simpelthen de teede sig så dårligt. Og jeg står ved, at hvis de ikke gider have dig på besøg med begge hunde, så kan de da have det så godt. Sådan ville jeg selv have det. Sådan har jeg det også - jeg tænker jo bare over det, i forbindelse med det her, for ja, man bliver ked af det, når andre mennesker viser, at de ikke kan rumme en.

Og det kan de jo ikke, når de slet ikke fatter det der med at flere dyr er dobbeltplusgodt.

Jeg har tænkt meget på det, og helt ærligt ... hvis folk ikke gider have mig på besøg med Charlie og endnu en hund, så gider vi ikke komme. Eller jeg kommer alene i særlige tilfælde, hvis det ikke er ALTID, det er sådan. Jeg har jo ofte Charlie med, men ikke altid, da ikke hvis jeg skal til fest eller ud steder, hvor der ikke kan være hunde eller sådan. Jeg hader i øvrigt steder, hvor man ikke må have hund, det irriterer mig, og jeg savner ham altid, når jeg er væk fra ham. Så jeg kender godt det der med at det kribler lidt i en for at komme hjem til dyrene. Og når folk ikke fatter det, så citerer jeg inde i hovedet én, som også er herinde, som engang sagde om noget med dyr og kærlighed at "ja, det kan kolde hjerter ej forstå." Hahaha. Næh, det kan de nemlig ikke, og så fuck dem, det må de selv om.

Men altså ... nej, det er ikke sjovt at blive stigmatiseret som "tosset dyredame" og frosset ude og sådan. Det sårer. Men jeg har det ligesom dig, Stella, folk, som ikke kan lide dyr, dem har jeg altså ikke ret meget til fælles med. Heller ikke selvom jeg altså også har mange andre interesser og passioner, musik, kunst, film, bøger, alt muligt. Hvis folk synes dyr er ligegyldige eller nederen, så fatter jeg bjælde. Og så bliver det som du siger ikke til meget mere end høflighed.

 

Jeg har jo ørkenrotter, og det synes mange folk også er børnedyr. Det synes jeg slet ikke - ikke KUN. Jeg elsker at Bono og Gandhi bor i deres flereetagers bur på mit skrivebord, at de fiser op og ned i deres tunnel fra det ene bur til det andet (det ene står på mit skrivebord, det ovenover står på en hylde, og de er så forbundet med en flexslange som tunnel) - de hygger om mig, når jeg sidder og arbejder, fordi jeg kan se dem grave eller gnave eller løbe rundt, kan tage en pause og give dem noget frugtguf eller solsikkefrø og nusle dem lidt og så arbejde videre. Det afstresser mig og laver et smil i mit ansigt. Og jeg elsker at skifte deres bur og gøre fint og nørkle med det.

Før de boede på skrivebordet havde jeg fisk. Det var bare ikke helt mig, fordi man ikke kunne snakke med dem - og så var det mere som at være kemiker med vandrens og algeproblemer og alt det. Så ørkenrotterne er fantastiske at have her. Min mor syntes også, det var SÅ åndssvag en ide, da jeg ville have Bono og Gandhi. Hun var sikker på, at det ville ikke give andet end problemer. Men det er jo gået fint, nu har jeg snart haft dem i 1½ år. Hun har altid haft en kat - 1 - så hun havde nok svært ved at se, at det ikke var nok for mig, jeg havde jo Bowie.

 

Hun syntes såmænd også, at det var idiotisk at jeg ville have hund i sin tid. Hun var sikker på, at det ville gå galt og give intet andet end problemer. Men hun har indrømmet, at hun godt kan se nu, at det var rigtig, rigtig godt at jeg fik Charlie. At det faktisk var det bedste, jeg kunne have gjort. At han på sin vis reddede en masse i mit liv, fra efter jeg havde været syg.

Og hun er selv helt vild med ham.

Hun synes ikke, det er en god ide at få endnu en hund, så jeg gider ikke snakke videre med hende om det nu. Mest fordi, jeg har sådan en tendens til at føle, at jeg skal gøre hvad hun siger. Men jeg er jo voksen, så hun bestemmer jo ikke mere. Og i øvrigt er hun overhovedet ikke en, der skal fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv.

 

Haha - se lige mig. Der er EN, som ikke synes, det er en fed ide, så hende gider jeg ikke snakke med om det nu. Selvom jeg jo ville tales fra det ...

 

Du har ret om ham min kammerat - der skal da ret meget mere til før man ligefrem er "begravet" i dyr. Jeg synes heller ikke, det er så mange. Og jeg har et par venner, som også har flere dyr. Bl.a. en veninde, som har 3 katte, en hund, en kanin og fisk. Hun har haft en hund til, den blev desværre bare ikke så gammel. Hun siger jo også go for it.

 

Og jeg har talt med hende min veninde, som selv er fra Spanien og som vil give mig Rauls adoptionsgebyr som gave, og hun siger, at hun bakker mig fuldstændigt op, jeg skal bare sige til - hun vil bare elske at være med til at give endnu en hund et godt liv. Hun kan desværre ikke have hund selv, hun har katte et sted man ikke må have hund. Og hun er seriøst Charlies største fan, hun eeeelsker ham og nutter altid sådan om ham og giver ham godbidder til han er stopmæt og kan sidde og nusse ham og synge for ham, så jeg er ved at dø af grin over, at det er skønt at også andre end mig kan være så fjolle-elskelige med ham.

 

Måske er vi sære fordi vi elsker dyrenes selskab så meget. Men hvad er det at være "sær"??!? Jeg ser jo også masser af mennesker. Men ofte foretrækker jeg faktisk også dyrene - men er det partout forkert? Jeg har aldrig haft det godt med regler for, hvordan "man" skal være eller bør gøre. Og når jeg har forsøgt at passe ind i de der normer, så er det aldrig gået alligevel.

 

Lige om lidt, så skriver jeg til Spanske Hunde og til internatet. Jeg er nødt til at høre om Raul. Jeg ville især gerne vide, om de ved noget om hans interaktion med katte - det spurgte jeg også om med Charlie. Jeg kan jo godt se, hvor det bærer hen.

 

Min usikkerhed er jo også bare fordi, jeg gør ikke noget uovervejet. Det skal man ikke, når det kommer til dyr. Det vidner de mange omplaceringer jo også om. Så jeg er jo bare bange for, om der kunne ske noget, som gjorde, at det ikke gik. Om jeg nu gør det rigtige. Men mit hjerte ... ja, det er ikke rigtigt i tvivl.

[Gæst Joey-Salome]

Jeg bliver virkelig blød om hjertet , når nogen overvejer at give en voksen hund , der har levet kummerligt i lang tid , et dejligt hjem. Og jeg ville frygtelig gerne selv se en ældre hund live op med det man kan bibringe den af positive oplevelser.

Jeg har jo 2 græske spitfire kanoner, jagthunde + mine nu 4 spaniels, og ja hunde har gavn af kammereater, når de kan indpasset i hjemmet.

Hvis jeg var dig, så sagde ja til ham og håbede at få en god glad hund ud af ham.

Du ved hvad en usikker opvækst kan gøre ved hunden og kræve efterfølgende af tålmodighed.

Og hvis du med dyr er så tålmodig at du har tiden og indsigt i hunde, så spring ud og tag ham hjem, jo før jo bedre for ham.

Den glæde man oplever ved at se en trist hund live op og blive tryg med tiden kan ikke opvejes i meget andet , man har tilsidesat af veninde/kærestekontakt. Dem der føler med ens interesse og beslutning holder jo ved..

Jeg tænker hver dag på, hvad der var sket med Nana og Snoopy, hvis græske hunde ikke havde taget dem under deres vinger-og sørget for en fremtid med livsindhold for dem.

So go for it- ellers kan du tænke og tænke på ham, til han af andre hundes stress måske kommer voldsomt tilskade dernede. Han lever nok stadig ala dødens forgård.

 

Det er jo lige præcis også det - noget af det, der giver mest mening i mit liv, det er at gøre en forskel for dyr. Jeg er hver dag så uendeligt glad for det liv, Charlie har fået hos mig. Og for, at internatet reddede ham fra den lede killing station, så han kunne få det. Og i virkeligheden reddede han mig mere end jeg reddede ham.

At se Charlie blomstre op, blive tryg og nyde hver dag, se ham med undren tage imod forkælelse, fordi han simpelthen ikke fattede, at livet kunne være sådan, se ham løbe æresrunde med kødben og bamser, når han fik noget nyt, mens han lykkehvinede af fryd på sådan en "det er jo for sindssygt, det her liv, jeg har nu - hvaaaaad sker der, se lige mig!!" - det har været noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet. Og jeg oplever det jo stadig, han er jo så livsglad og sød og skøn hver dag.

Åh, at gøre det for endnu en vaps ... en, som har så hårdt brug for det. Jeg ved jo, at når man giver til hunde, så får man tifold igen. Det er jo det magiske.

[Gæst Joey-Salome]

Og næste gang nogen kalder dig sær, kan du bare henvise til mig

 

2hunde(snart), 1kanin, 1chinchilla og 35marsvin.. og jeg sælger ikke af dem

 

:klap: I know. Når jeg dagdrømmer om at vinde i Lotto, så er det altid sådan noget med, at "så skulle jeg have et stort hus med endnu en hund og kaniner i fedt udendørsbur med tunnel til et bur inde i stuen og agilitybane i haven og hver søndag kunne alle kvarterets hunde komme på besøg og lege på banen og så kunne jeg servere kaffe og kage for deres forældre ... og så skulle jeg sende store lastbiler fulde af foder, hundehuse, tæpper, legetøj, dyrlægeting og alt muligt andet ned til alle internaterne i Spanien og i Grækenland og og og ...". :banan:

Damn, jeg ville være så GOD til at være rig! Og det ville komme alle mulige andre end mig selv til gode. Hehe.

[Gæst Joey-Salome]

Vi har to omplaceringshunde og gjorde os mange af de samme overvejelser som du har gjort dig og havde mange af de samme bekymringer inden vi fik Kaia.

 

Men uanset hvilke overvejelser man gør sig, så dukker der overraskelser op, og ting man ikke liiiige havde tænkt over.

 

Vi har dog ikke et sekund fortrudt vi fik nr. 2. De to har ekstremt meget glæde af hinanden og jeg er ret overbevist om, at Bamse savner Kaia når hun er væk længere tid.

Det er super sjovt at se deres indbyrdes sprog og de leger på en helt anden måde sammen, end de gør med os. Det er lidt svært for os, at spurte rundt i haven og på markerne i samme tempo som de gør

 

Der følger selvfølgelig nogle ting med, som man bare skal være afklaret på at tage med i købet.

- Den dårlige samvittighed over, at man har knap så meget alene tid og tid til træning med den enkelte hund som tidligere.

- Ikke alle er lige glade for at have to hunde på besøg. Slet ikke hvis de i forvejen selv har en hund.

- Mine har problemer med at hilse på andre hunde, når jeg går med begge to på samme tid. Kan én af dem ikke lide den anden hund, så smitter det af på den anden og de kan køre hinanden helt vildt op.

- De uvaner den første hund har, vil den anden sandsynligvis også få - Og det er sværere at vænne to hunde af med dårlige vaner, end det er med én. Så hvis du ikke vil have dobbelt op på uvanerne, så få den fjernet inden nr. 2 kommer.

- Man skal være meget konsekvent, eller også skal man være villig til at affinde sig med mere larm og tumult og svineri indendørs.

- Det tager tid at lære den nye hund at være helt alene hjemme og især i starten skal der bruges rigtig meget tid på, at gå ture alene med den nye og lære den omgivelserne at kende.

 

Det lyder jo som om jeg synes der er mere imod end for nr. 2.... Og listen på imod siden er da også længere end på for siden.

Men alle tingene på for siden vejer bare langt tungere for mig, end dem der taler imod.

 

De fleste synes jo vi var små-sindssyge da vi fik Kaia og de gamle meldte meget klart ud, at de så absolut ikke ville passe to hunde og de gad ikke have to hunde med på besøg hos dem. Så vi måtte selv stå for pasning og de ville ikke hjælpe....

Erhhmm.... Så fik vi rent faktisk Kaia og vi er da heldige vi stadig har hende, for min far har prøvet at tyvstjæle hende flere gange.

De passer med glæde begge kræ og de skuler ondt til os, når vi ikke har hundene med på besøg.

De passer dem med glæde og nyder at have en hund hver at putte med

 

Selv hos svigerforældrene, har vi begge hunde med, selvom de selv har en hund - Og de tager så også deres hund med på besøg hos os.

Det giver en masse postyr og liv i huset, men vi hygger os med hundene og alting er hvad man gør det til. Hvis vi bare vil slappe af os have en aften med rødvin og snak, jamen så er det bare ikke lige den dag hundene skal med.

 

Nu er vi så igennem møllen en gang til, for Miina kommer om en uge og så har vi 3 hunde. Vi håber tornadoerne tager pænt imod hende, for det er utrolig vigtigt at hundene fungere sammen, for ellers kan det være ganske forfærdeligt at have flere hunde. Men er de glade for hinanden, så synes jeg ikke det er noget større problem at have to hunde, end det er at have en.

 

Men nu er det jo en gadehund..... Og selvom jeg snart giver mig i kast med den 3 omplaceringshund, så gambler man bare noget mere når man tager en gadehund ind i sit hjem. Især fordi man ikke har samme mulighed for at lære hunden at kende inden og se hvordan hundene fungere sammen.

Så selvom jeg synes du bare skal kaste dig ud i det, så vil jeg nok alligevel råde dig til at have en backup plan. Det ville da være ganske frygteligt at skulle aflive den stakkels hund, fordi han ikke kan din første hund og ingen vil have en så "gammel" gadehund, som måske/måske ikke fungere optimalt i DK. Så en aftale med organisationen, eller en evt. plejefamilie vil være god at have i baghånden hvis det nu ikke går.

 

Men nøj hvor er han bare lækker Og hvor har jeg bare svært ved at forstå han endnu ikke har fundet et hjem... Det går over min forstand.

 

Tusind tak for dit input, det giver virkelig noget at tænke over.

 

Det lyder måske underligt, men - Charlie har ingen uvaner. Det har han ikke. Det havde han, dengang han var bange for fremmede, men det er jo gået over. Og dengang han syntes, han skulle tisse i køkkenet for at markere, at her fik han sin mad, og det var HANS. Det holdt han op med, da jeg greb ham i det første gang og han forstod, at det måtte man altså ikke. Og det var det eneste.

Ellers er han simpelthen så eksemplarisk, at det kan være helt kedsommeligt. Nej, det er det ikke, det er fantastisk, at han er så nem.

Og jeg har hørt, at har man én fornuftig hund og får en til eller flere, så smitter den første hund af på de næste. Det håber jeg jo. Og det er også derfor, jeg er game på Raul, fordi han er lidt ældre - for mange er det ikke optimalt nej, men han kan have mange, mange gode år endnu, og jeg vil hellere give en hund som ham et skønt liv fra nu og en dag en skøn alderdom end have en unghund, som de første år skal køre krudt af hele tiden. Det er Charlie, Bowie og jeg ikke til.

 

Jeg er godt klar over, at Charlie vil blive jaloux. Han ER mor-syg. Men det gik jo fint med ham og Bowie, og han har det fint når jeg hilser på andre hunde og gør stads af dem. Han kan lige sådan komme og kline sig lidt op af mig, men han laver ikke udfald mod dem eller noget.

 

Det med alene-hjemme-træningen, det er jeg helt klar på, det gjorde jeg jo også med Charlie. Startede med få minutter og byggede op, og det gik jo så fint, han sover jo bare og har aldrig ødelagt noget eller noget. Jeg håber, at han kan smitte af på Raul, hvis jeg får ham med det.

 

Jeg skal lige forstå - hvorfor skal man gå alene-ture med den nye hund? Altså, det gør jeg gerne, hvis det er, men Charlie er jo så fredsommelig og rolig, så er det ikke bedre at have ham med? Han går jo bare der ved siden af mig. Jeg har kunne se, at han smitter positivt af på den lille cavalier-bebs, når de går tur sammen - hun går pænere, når han er med. Og med andre hunde, hvor vi har gået sammen, jamen, der lunter Charlie bare og de fiser af sted på deres jagt-trip, og så passer de hver sit og tjekker lige ind hos hinanden engang imellem.

 

Ja, det er noget af det, der holder mig tilbage - det med, at der ikke rigtig er nogen fortrydelsesret. Og at jeg ikke bare lige kan besøge Raul og tjekke, hvordan han og Charlie har det. Men jeg tænker jo bare, at de har fælles baggrund og det virker altid som om, at Charlie ekstra meget "forstår" de hunde, vi møder, som også er adoptionshunde. Det har jeg lagt mærke til.

 

Og ja, igen, så fatter jeg heller ikke, at ingen har villet have ham. Jeg kan kun gætte på, at han simpelthen er druknet i mængden og desværre ikke lige var det heldige lod, der blev udtrukket, når folk har valgt mellem de mange hundrede hunde på de spanske internater. Jeg havde jo selv kig på ham dengang jeg faldt for Charlie. Det var bare fordi jeg faldt hårdest for Charlie, at det blev ham og ikke Raul dengang. Og nu taler hans alder så imod ham ... det sker for en del hunde dernede, når de er over 3 år er det sværere. Over 5 endnu sværere.

[Gæst Miss_menelli]

Tusind tak for dit input, det giver virkelig noget at tænke over.

 

Det lyder måske underligt, men - Charlie har ingen uvaner. Det har han ikke. Det havde han, dengang han var bange for fremmede, men det er jo gået over. Og dengang han syntes, han skulle tisse i køkkenet for at markere, at her fik han sin mad, og det var HANS. Det holdt han op med, da jeg greb ham i det første gang og han forstod, at det måtte man altså ikke. Og det var det eneste.

Ellers er han simpelthen så eksemplarisk, at det kan være helt kedsommeligt. Nej, det er det ikke, det er fantastisk, at han er så nem.

Og jeg har hørt, at har man én fornuftig hund og får en til eller flere, så smitter den første hund af på de næste. Det håber jeg jo. Og det er også derfor, jeg er game på Raul, fordi han er lidt ældre - for mange er det ikke optimalt nej, men han kan have mange, mange gode år endnu, og jeg vil hellere give en hund som ham et skønt liv fra nu og en dag en skøn alderdom end have en unghund, som de første år skal køre krudt af hele tiden. Det er Charlie, Bowie og jeg ikke til.

 

Du har godt nok gjort et godt stykke arbejde :5up:

Kan du så ikke lige komme og opdrage mine baryler også?

Nej, de er total uopdragne, men vi kan lide dem sådan - Det er bare mere den, at man typisk får dobbelt op på både de gode og de dårlige sider :mrgreen:S

Men det er jo SÅ dejligt at Charlie kan hjælpe med at opdrage og vise hvordan man forholder sig til verdenen!!

 

Jeg er godt klar over, at Charlie vil blive jaloux. Han ER mor-syg. Men det gik jo fint med ham og Bowie, og han har det fint når jeg hilser på andre hunde og gør stads af dem. Han kan lige sådan komme og kline sig lidt op af mig, men han laver ikke udfald mod dem eller noget.

 

Der er jo også stor forskel på at være jaloux og så reagere udfarende. Jalousien kan jo nemt fixes, så længe man har hænder nok til at nusse begge hunde Vores hunde vil da heller ikke altid dele, men gør det så alligevel og de finder deres egne metoder (som er ganske fredelige, men udspekulerede ) til at få deres vilje på.

Måske de endda vil kunne få så meget ud af hinanden, at du kan få et par hænder fri

 

Det med alene-hjemme-træningen, det er jeg helt klar på, det gjorde jeg jo også med Charlie. Startede med få minutter og byggede op, og det gik jo så fint, han sover jo bare og har aldrig ødelagt noget eller noget. Jeg håber, at han kan smitte af på Raul, hvis jeg får ham med det.

Helt bestemt - Især i starten.

Bare sørg for at få det trænet med dem enkeltvis, så de ikke er afhængige af hinanden hele tiden.

 

Jeg skal lige forstå - hvorfor skal man gå alene-ture med den nye hund? Altså, det gør jeg gerne, hvis det er, men Charlie er jo så fredsommelig og rolig, så er det ikke bedre at have ham med? Han går jo bare der ved siden af mig. Jeg har kunne se, at han smitter positivt af på den lille cavalier-bebs, når de går tur sammen - hun går pænere, når han er med. Og med andre hunde, hvor vi har gået sammen, jamen, der lunter Charlie bare og de fiser af sted på deres jagt-trip, og så passer de hver sit og tjekker lige ind hos hinanden engang imellem.

 

Bestemt - Men de skal jo begge kunne fungere selvstændigt, og kunne begå sig alene, uden backup fra den anden hund.

Det er vigtigere end man tror. Det er helt vildt så anderledes Kaia reagere når hun ikke har Bamse med som backup - Og jeg fortryder lidt, at vi ikke har arbejdet på at gøre hende lidt mere selvstændig.

 

Nu er vi begyndt konsekvent at have hende med til træning og have hende ude og hilse på en masse når jeg ikke træner med Bamse, så hun har noget tid ude blandt mennesker og hunde uden backup i Bamse.

Men kunne jeg gøre det om, så havde vi været mere opmærksomme på det fra starten, da det jo sker, at man kun skal have én hund med.

 

Ja, det er noget af det, der holder mig tilbage - det med, at der ikke rigtig er nogen fortrydelsesret. Og at jeg ikke bare lige kan besøge Raul og tjekke, hvordan han og Charlie har det. Men jeg tænker jo bare, at de har fælles baggrund og det virker altid som om, at Charlie ekstra meget "forstår" de hunde, vi møder, som også er adoptionshunde. Det har jeg lagt mærke til.

 

Det er lidt mystisk, for det er sjovt nok det samme jeg oplever med mine egne.

Det virker total ulogisk, men de hunde som også har været igennem lidt af hvert, er de hunde som mine holder allermest af!

Og især med gadehunde, så kunne jeg godt forstille mig det var meget mere udpræget. De har jo levet under samme forhold og har skulle forholde sig til mange af de samme ting.

 

Omvendt, så har man jo heller ikke den store fortrydelsesret når man får en OP hund fra DK. Vi har været så heldige at kunne få hundene på prøve, men man vil jo ikke af med kræet igen, når man først har forelsket sig. Mange andre har dog ikke haft samme muligheder og derfor er der stadig hunde i DK som ikke finder et hjem. Men tager man aldrig chancen, så er der da slet ingen hunde der får en ny chance.

 

Og ja, igen, så fatter jeg heller ikke, at ingen har villet have ham. Jeg kan kun gætte på, at han simpelthen er druknet i mængden og desværre ikke lige var det heldige lod, der blev udtrukket, når folk har valgt mellem de mange hundrede hunde på de spanske internater. Jeg havde jo selv kig på ham dengang jeg faldt for Charlie. Det var bare fordi jeg faldt hårdest for Charlie, at det blev ham og ikke Raul dengang. Og nu taler hans alder så imod ham ... det sker for en del hunde dernede, når de er over 3 år er det sværere. Over 5 endnu sværere.

 

Jeg er også vild med de lidt ældre hunde. Nød at have Kaia som 5 mdr. gammel hvalp og det var da fantastisk at se hende udvikle sig.

Men jeg er næsten mere knyttet til Bamse, som jeg fik da han var 4 og som jeg har måtte arbejde endnu mere med for at få styr på ligene i lasten.

Man har bare et forskelligt forhold til dem, og det ene er ikke bedre end det andet for mig og jeg ville heller ikke have nogle problemer med at tage en 5-6 årig hund til mig.

 

Omvendt så forstår jeg udemærket dem som helst vil have hvalpetiden med.

 

Men jeg synes egentlig lidt det lyder som om du har taget beslutningen.... Så hvornår kommer skønheden hjem?? :slem:

[Gæst Missing]

Hvor hurtigt kan du få ham til DK?

[Gæst Joey-Salome]

Du har godt nok gjort et godt stykke arbejde :5up:

Kan du så ikke lige komme og opdrage mine baryler også?

Nej, de er total uopdragne, men vi kan lide dem sådan - Det er bare mere den, at man typisk får dobbelt op på både de gode og de dårlige sider :mrgreen:S

Men det er jo SÅ dejligt at Charlie kan hjælpe med at opdrage og vise hvordan man forholder sig til verdenen!!

 

 

 

Der er jo også stor forskel på at være jaloux og så reagere udfarende. Jalousien kan jo nemt fixes, så længe man har hænder nok til at nusse begge hunde Vores hunde vil da heller ikke altid dele, men gør det så alligevel og de finder deres egne metoder (som er ganske fredelige, men udspekulerede ) til at få deres vilje på.

Måske de endda vil kunne få så meget ud af hinanden, at du kan få et par hænder fri

 

 

Helt bestemt - Især i starten.

Bare sørg for at få det trænet med dem enkeltvis, så de ikke er afhængige af hinanden hele tiden.

 

 

 

Bestemt - Men de skal jo begge kunne fungere selvstændigt, og kunne begå sig alene, uden backup fra den anden hund.

Det er vigtigere end man tror. Det er helt vildt så anderledes Kaia reagere når hun ikke har Bamse med som backup - Og jeg fortryder lidt, at vi ikke har arbejdet på at gøre hende lidt mere selvstændig.

 

Nu er vi begyndt konsekvent at have hende med til træning og have hende ude og hilse på en masse når jeg ikke træner med Bamse, så hun har noget tid ude blandt mennesker og hunde uden backup i Bamse.

Men kunne jeg gøre det om, så havde vi været mere opmærksomme på det fra starten, da det jo sker, at man kun skal have én hund med.

 

 

 

Det er lidt mystisk, for det er sjovt nok det samme jeg oplever med mine egne.

Det virker total ulogisk, men de hunde som også har været igennem lidt af hvert, er de hunde som mine holder allermest af!

Og især med gadehunde, så kunne jeg godt forstille mig det var meget mere udpræget. De har jo levet under samme forhold og har skulle forholde sig til mange af de samme ting.

 

Omvendt, så har man jo heller ikke den store fortrydelsesret når man får en OP hund fra DK. Vi har været så heldige at kunne få hundene på prøve, men man vil jo ikke af med kræet igen, når man først har forelsket sig. Mange andre har dog ikke haft samme muligheder og derfor er der stadig hunde i DK som ikke finder et hjem. Men tager man aldrig chancen, så er der da slet ingen hunde der får en ny chance.

 

 

 

Jeg er også vild med de lidt ældre hunde. Nød at have Kaia som 5 mdr. gammel hvalp og det var da fantastisk at se hende udvikle sig.

Men jeg er næsten mere knyttet til Bamse, som jeg fik da han var 4 og som jeg har måtte arbejde endnu mere med for at få styr på ligene i lasten.

Man har bare et forskelligt forhold til dem, og det ene er ikke bedre end det andet for mig og jeg ville heller ikke have nogle problemer med at tage en 5-6 årig hund til mig.

 

Omvendt så forstår jeg udemærket dem som helst vil have hvalpetiden med.

 

Men jeg synes egentlig lidt det lyder som om du har taget beslutningen.... Så hvornår kommer skønheden hjem?? :slem:

 

Du er skøn, jeg bliver så glad :kys:. Det er I alle sammen. Tak for opbakningen. :blink:

 

Og ja - efter alt det her og snak med et par veninder og tanker og tanker og tanker, så ... nu har jeg skrevet til Pia fra Spanske Hundes adoptionsmail, så hvis hun siger god for det, så flytter Raul ind her så snart, de kan få ham hertil :banan::klap::hjerte:. Jeg ved jo ikke, hvor lang tid der så går, det afhænger af, hvornår der er nogen, der kan have hunde med hertil. Med Charlie gik der vist en måneds tid fra jeg bad om at få ham reserveret til han ankom.

Jeg skal lige høre om det med katte og have Pia, som kender både Raul og Charlie til at sige ja og fortælle lidt mere, men hun har før bakket op om at jeg fik endnu en spansk hund, så tror blot det er en formalitet. Så med mindre der lige før mig - efter fire år - er nogen andre, der har sagt haps til ham i går eller sådan, så skal han altså være min. Nu har jeg været helt urolig i maven mens jeg har overvejet og overvejet, og nu, hvor jeg har sagt "okay, jeg gør det sgu!" så er jeg helt rolig. Nu er jeg bare glad.

 

Nå, vil lige svare på noget af det, du skriver:

 

Mit arbejde med ham ... ja, det siger folk ofte, jeg har. Sådan ser jeg det egentlig ikke. Altså, jo - det krævede tålmodighed og kræfter at Charlie var så bange for alle, og det var da en prøvelse, når han f.eks. gøede i fire timer i træk, når der kom nogen på besøg. Det var svært at folk ikke syntes, det var specielt fedt at få os på besøg, for hvad fornøjelse havde de af en hund, som var bange for dem og som de ikke kunne nusse. Men han skulle jo bare have tid og kærlighed. Og i dag er alle så lykkelige for ham - det er som om de holder endnu mere af at nusse ham, fordi de engang ikke kunne. Som om det betyder mere.

Når vi går tur, og han går der så pænt ved siden af mig, og venter bag mig når vi skal over en vej, indtil jeg siger "så skat, nu må vi gå", så tror folk ofte også, at han har gået til femstjernet hundetræning og at jeg må være ekspert. Men det er ham selv, der har lært sig det. Han gik så pænt i snor lige fra starten, og det med at vente og stoppe, når jeg stopper, det gør han instinktivt - morsygheden igen, tror jeg. Og så det at han er meget hyrdehund - han vil jo gerne følge flokken. Så han begyndte jo bare at gå mere og mere løs, fordi han ikke stak af eller løb ud på vejen eller sådan (bank under bordet, jeg kan da godt frygte, der en dag sker noget, men sådan kan man jo frygte alt).

Havde jeg stået med en megafræk balladehund var min opdragelse jo blevet anderledes, end den har været. Så havde der været mere træning og sådan. Men han har hele tiden i forhold til mig og livet herhjemme været meget sød og rolig. Jo, jeg arbejdede med nogle øvelser i forbindelse med hans fremmedskyhed, hvor han også lige skulle være helt sikker på, at jeg bestemte, men jeg synes ikke, jeg sådan har "arbejdet-arbejdet".

Charlie er sådan en fornemme-hund, så vi tager næsten alting på følelsen. Jeg er jo så forberedt på, at det kan blive helt anderledes med en anden hund, og det må vi tage, som det kommer.

Men generelt er jeg vist ikke sådan en, der kan opdrage alle hunde til at være rolige og artige. Haha. En nem hund gør ikke én til Victoria Stillwell.

 

Og ja - jeg bruger ofte en hånd til Bowie og en til Charlie som det er nu. Men hun får nu også sin kattetid for sig selv, og så må hundene deles om de to hænder - og kyssemysserne .

 

Ja, de skal lære at være hver for sig. Men når jeg nu er alene, så vil vi jo blive en "flok" lidt mere, da jeg ikke har en mand eller sådan, hvor vi kan gå med hver sin hund. Det tror jeg også bliver helt fint. Men selvfølgelig - jeg vil f.eks. gerne på sigt kunne veksle mellem at have den ene eller den anden med, hvis jeg skal på dyreklinikken og skal være der i længere tid eller på fuld tid igen. Så det skal trænes, klart. Så forstår jeg bedre, hvad du mente.

 

Jeg er ret paf over hundes intuition, og jeg tror virkelig, at der er noget om, at de kan fornemme, når det er andre hunde, som har været igennem noget lignende som de selv. Det er vel heller ikke så meget anderledes end at de kan lugte alder, temperament, hvor i ulveordenen de naturligt er (om de er alfatyper eller hvad end) og den slags. Men det er forunderligt. Jeg håber, at de kan få en særlig samhørighed, fordi de er fra samme sted.

 

Der er jo ikke noget at gøre ved det med fortrydelsesretten, jeg ville heller ikke selv bryde mig det mindste om at skulle omplacere et af mine dyr, og jeg vil gå længere end de fleste for at undgå det. Så jeg må jo gå ud fra tankegangen "det går nok, for det SKAL det".

 

Jeg har jo for nylig haft meget hvalpebesøg, og jeg er bare ikke hvalpemenneske, det kan jeg godt endnu engang erkende. Altså, jo, bevares, jeg synes hvalpe er nuttede og sjove og alting, men jeg har bare ikke lyst til at få en selv. Det havde jeg heller ikke, da jeg fik Charlie. Og dengang Bowie var killing, der glædede jeg mig virkelig ofte til hun blev stor og lidt mindre hærge-tosse-agtig. Jeg ville ofte gerne have billeder/set Charlie som hvalp, for jeg kan jo forestille mig, hvor nuttet han har været. Men årh. Alt det der med miniblære, der kun kan holde sig en time, skiftetænder-tyggealder, teenage-humpe-alting-alder og alt det, det er ikke mig. Der er et andet arbejde med en voksen hund, som skal komme sig over en fortid, og det er også hårdt, men det er mere mig. Det eneste, jeg synes er hårdt er, at man så ikke kan have hunden i helt så mange år. Men Raul kan jo have mange gode år endnu, og det betyder noget særligt for mig at give ham luksus og forkælelse resten af hans liv, netop fordi han ikke har haft det altid. Han fortjener det virkelig.

Det er jo vigtigt at erkende den slags, så er man bedre rustet og vælger nemmere den rigtige hund, tror jeg.

 

Ihhhhh ... lalalalalalala, jeg er sær og tosset og ufornuftig og skal have en hund til! Fuck verden og hvad dem, som er imod det synes. Det skal jeg. Hapsihapsivapsi, kom her og få al vores familievarme og kærlighed, lille bamse.

[Gæst Joey-Salome]

Hvor hurtigt kan du få ham til DK?

 

Ved det som sagt ikke - det afhænger af, hvornår der er nogen, der kan følges med et hold hunde hertil. Håber bare, det er snart.

 

Og nåja - i nat, hvor jeg var søvnløs og tænkte mange hundetanker, der kom jeg vist nok til at give ham et nyt navn. Charlie hed jo Sancho på internatet, de giver alle hundene et navn dernede, men jeg synes, at et nyt liv også fortjener et nyt navn. Så han fik navnet Charlie efter Chaplin. Hvilket viste sig at passe perfekt, da han jo har skæve fødder præcis som Chaplin, er min lille vagabond og alting. Alle mine dyr er opkaldt efter store stjerner, for de ER stjerner. Og fordi det startede med Bowie, som jo ikke kunne hedde andet, når hun nu var hvid som The Thin White Duke og havde to forskellige øjne - endda det blå i samme side som David. Bono og Gandhi er Ørkenrotter for Verdensfred, og de bruger skam meget tid på at mægle fred og forståelse på tværs af racer og ophav - når Bowie ligger ovenpå buret, så springer de altid op på øverste etage og står og nutter hende i pelsen og forklarer hende ting om at man skal være gode venner, uanset om man er jæger og byttedyr, stor og lille, kat og mussedyr.

 

Såeh ... Raul skal hedde Buster. Efter Buster Keaton. Så er de to stumfilmsstjerner herhjemme - som ligesom i filmene begge to skulle så grueligt meget igennem før det endte godt. Og SE, hvor de ligner hinanden :

 

[ATTACH=CONFIG]69007[/ATTACH][ATTACH=CONFIG]69006[/ATTACH]

 

[ATTACH=CONFIG]69005[/ATTACH][ATTACH=CONFIG]69004[/ATTACH]

[Gæst Buddha]

Det er også det ... Charlie er jo internathund, men han har knyttet sig så meget til mig, at han næsten aldrig gider lege med andre hunde, når vi er ude og gå. Det sker lige i småglimt, at han hopper lidt rundt med en ind imellem, men det er så sjældent.

 

Motor skal også overtales ret meget efterhånden, for at få ham til at lege ude (altså andre hunde skal overtale ham), men hjemme leger ham og Voodoo dagligt. Ude er han på tur, sådan rigtig hanhunde tur hvor der skal tisses, snuses og fanges mus. Ved ikke hvorfor, for han har hele sin ungdom været på lege-dates og er kommet til ret fast hundeleg i en park tæt på os - men pludselig opdagede jeg at han ikke rigtigt legede mere, han ville hellere gå tur og snuse. Men hjemme er noget andet, også når vi har passet andres hunde, så leger han helt vildt.

 

Det med alene-hjemme-træningen, det er jeg helt klar på, det gjorde jeg jo også med Charlie. Startede med få minutter og byggede op, og det gik jo så fint, han sover jo bare og har aldrig ødelagt noget eller noget. Jeg håber, at han kan smitte af på Raul, hvis jeg får ham med det.

 

Jeg skal lige forstå - hvorfor skal man gå alene-ture med den nye hund? Altså, det gør jeg gerne, hvis det er, men Charlie er jo så fredsommelig og rolig, så er det ikke bedre at have ham med? Han går jo bare der ved siden af mig. Jeg har kunne se, at han smitter positivt af på den lille cavalier-bebs, når de går tur sammen - hun går pænere, når han er med. Og med andre hunde, hvor vi har gået sammen, jamen, der lunter Charlie bare og de fiser af sted på deres jagt-trip, og så passer de hver sit og tjekker lige ind hos hinanden engang imellem.

 

For os skulle nummer 2 hund være Motors bedste ven og arbejdskammerat (og selvfølgelig endnu en yndlingshund for os), så jo, her var tanken også at de skulle ud sammen størstedelen af gangene (det er også sådan vores arbejdstider er indrettede). Men dertil kommer så, at Voodoo stadig ikke sådan heeeelt elsker at man går, og det er selvom Motor er hjemme. Han hader også hvis Motor er ude selvom jeg/min mand er her. Alle skal helst være hjemme, hvis du spørger Voodoo. Pt. har jeg helt opgivet at lære ham at være helt alene hjemme og det er noget upraktisk nogle gange. Heldigvis sjældent, men stadig. F.eks. hvis den ene hund skal til dyrlæge eller som i dag hvor jeg skulle til træning og min mand ikke er hjemme, der måtte jeg have begge med og det tog en hel del af koncentrationen.

 

 

Bestemt - Men de skal jo begge kunne fungere selvstændigt, og kunne begå sig alene, uden backup fra den anden hund.

Det er vigtigere end man tror. Det er helt vildt så anderledes Kaia reagere når hun ikke har Bamse med som backup - Og jeg fortryder lidt, at vi ikke har arbejdet på at gøre hende lidt mere selvstændig.

 

Synes ikke vi sådan har givet Voodoo ekstremt mange alene oplevelser, men han tager det faktisk helt køligt når jeg er ude med ham uden Motor. Kan slet ikke mærke forskel på ham. Det vil jo nok komme helt an på hvordan Raul er, hvis han finder bånd med Charlie, tror jeg da bestemt godt han kan være en god støtte hvis Raul har svært ved alle omvæltningerne. Det har Bamse nok også været for Kaia, men klart, forstår godt i prøver at have hende mere alene når i kan se så stor forskel - helt indviklet vil jeg nok bare sige, at det måske i starten med en omplacering kan være godt med en anden hund at følges med, og når alt andet så er faldet til ro, har man måske også nemmere ved at se hvad der kan gøres bedre med/for hundene.

[Gæst Buddha]

Vi skrev vist samtidigt - hvor er jeg glad for at læse din beslutning Spændende!

[Gæst Joey-Salome]

Motor skal også overtales ret meget efterhånden, for at få ham til at lege ude (altså andre hunde skal overtale ham), men hjemme leger ham og Voodoo dagligt. Ude er han på tur, sådan rigtig hanhunde tur hvor der skal tisses, snuses og fanges mus. Ved ikke hvorfor, for han har hele sin ungdom været på lege-dates og er kommet til ret fast hundeleg i en park tæt på os - men pludselig opdagede jeg at han ikke rigtigt legede mere, han ville hellere gå tur og snuse. Men hjemme er noget andet, også når vi har passet andres hunde, så leger han helt vildt.

 

 

 

For os skulle nummer 2 hund være Motors bedste ven og arbejdskammerat (og selvfølgelig endnu en yndlingshund for os), så jo, her var tanken også at de skulle ud sammen størstedelen af gangene (det er også sådan vores arbejdstider er indrettede). Men dertil kommer så, at Voodoo stadig ikke sådan heeeelt elsker at man går, og det er selvom Motor er hjemme. Han hader også hvis Motor er ude selvom jeg/min mand er her. Alle skal helst være hjemme, hvis du spørger Voodoo. Pt. har jeg helt opgivet at lære ham at være helt alene hjemme og det er noget upraktisk nogle gange. Heldigvis sjældent, men stadig. F.eks. hvis den ene hund skal til dyrlæge eller som i dag hvor jeg skulle til træning og min mand ikke er hjemme, der måtte jeg have begge med og det tog en hel del af koncentrationen.

 

 

 

 

Synes ikke vi sådan har givet Voodoo ekstremt mange alene oplevelser, men han tager det faktisk helt køligt når jeg er ude med ham uden Motor. Kan slet ikke mærke forskel på ham. Det vil jo nok komme helt an på hvordan Raul er, hvis han finder bånd med Charlie, tror jeg da bestemt godt han kan være en god støtte hvis Raul har svært ved alle omvæltningerne. Det har Bamse nok også været for Kaia, men klart, forstår godt i prøver at have hende mere alene når i kan se så stor forskel - helt indviklet vil jeg nok bare sige, at det måske i starten med en omplacering kan være godt med en anden hund at følges med, og når alt andet så er faldet til ro, har man måske også nemmere ved at se hvad der kan gøres bedre med/for hundene.

 

Jeg håber, det bliver rigtig godt for Charlie med en fastboende legekammerat. Jeg tror, der for ham er en særlig tryghed i det herhjemme og mig, der gør, at han giver los, når han leger. Når han er ude er han morsyg og hænger på mig, selvom hundene springer rundt om ham. Så jeg tænker, at det ville være godt med en hundeven - som netop kan give ham alt det, jeg ikke kan, legemæssigt og selskab og sådan. Lige nu lever han jo "alene" med mig og Bowie. Og har meget kun mig, selvom mange mennesker elsker ham og er glade for at se ham. Jeg ville være glad, hvis han havde lidt mere end mig og Bowie som flok, og det er det, jeg har tænkt hele tiden, også dengang jeg sidst overvejede at få en hund til.

 

Jeg må jo tage det, som det kommer, det med hvordan jeg lige præcis gør med at træne dem hver for sig. For det vil jo være smart om jeg kan gå med den ene, men hovedsageligt vil jeg jo helst have begge med eller lade dem begge være hjemme. Men f.eks. med arbejdet på klinikken ville det jo være smart at kunne veksle mellem dem. Det er lige lovlig meget at have begge med, når dyrlægen også altid har sin hund med derned. Der har vi det sådan, at jeg hovedsageligt er i butikken med Charlie, og hendes hund (som er hele 14 år) mest putter ude bagved, i baglokalet bag kliniklokalet - der kan hun hele tiden høre sin mor, men hun ligger meget og sover og hygger. Hun og Charlie er fiiiine venner, de er begge rolige og godmodige.

Men ja, lige først skal tingene jo lige omrokeres og falde til ro, det bliver jo en omvæltning at få ham. Og jeg er så spændt på, hvordan det vil gå. Det bliver nok ikke helt problemfrit, men det tager vi oppefra og ned. Jeg er rustet til udfordringer, og jeg har bare sådan en god fornemmelse for Raul. Lille, kommende Buster.

[Gæst Joey-Salome]

Vi skrev vist samtidigt - hvor er jeg glad for at læse din beslutning Spændende!

 

Ja, hehe. TAK! Ja, som min veninde sagde, så havde jeg jo taget den ... jeg skulle bare lige indrømme det.