Vil vi egentlig have en hund mere?

[Shii]

I dag sad vi og snakkede om HVOR dejlig Dexter egentlig er, og at det var super fantastisk at have fået en hund der tilpassede sig så fantastisk, der elskede at køre bil, kunne være alene hjemme uden problemer, kunne med andre hunde osv osv osv....

 

Vi kom så til at snakke om, hvad med hund nummer to? Det har jo hele tiden været planen at vi skulle have haft to hvalpe samtidigt, men vi ombestemte os fordi det var umuligt at finde to der passede til os, og derfor valgte vi at nummer to måtte komme senere når vi engang fandt den...

 

Men hvad hvis vi får en hund som hader at køre bil? Som bare ikke kan være alene... Som æder hele huset... Som er lige modsat Dexter? Hvor ville det være ærgerligt at have jordens dejligste hund, og så en hund som bare var træls...

 

Hvad var jeres tanker omkring hund nummer to? Frygtede i at den ikke ville kunne leve op til jeres nuværende hund?

 

Dexter er jo absolut ingen engel, og vi har da haft problemer som skulle løses, men det hele har virket meget ligetil, og det meste har løst sig "af sig selv"... Hvad hvis vi får en lille ballademager, og vi fortryder at vi fik hund nummer to?

 

Spørgsmålet om hvilken race vi skal have bliver også VED at at komme frem, vi kan slet ikke beslutte os! En ting er helt sikkert! Det er godt der stadig er lang tid til at vi skal have hund nummer to, for nøj hvor er vi usikre lige nu!!! Det er bare pudsigt at noget som har været en plan helt fra starten, pludseligt kan virke så usikkert (Vi har stadig kontoen til hund nummer to, med de penge der var afsat til indkøb, vaccinationer osv osv.)

[Petrine]

Jeg var fuldstændigt klar over, at jeg ikke ville få en som Petrine, vi var ude at kigge på en anden, før vi fandt Zamzam og han var 'forkert', det er jo fordelen ved voksne hunde, lidt nemmere at se, hvad vi ville få. Men nej, en evt hvalp vil jeg ikke bekymre mig så meget om, ingen hunde er ens, men de er alle sammen dejlige.

 

Hvis du ikke kan overskue det, eller er meget bekymret / stresset, så lad være, synes det er helt fair at nyde sin perfekte hund uden at anskaffe en mere

[Shii]

Jeg var fuldstændigt klar over, at jeg ikke ville få en som Petrine, vi var ude at kigge på en anden, før vi fandt Zamzam og han var 'forkert', det er jo fordelen ved voksne hunde, lidt nemmere at se, hvad vi ville få. Men nej, en evt hvalp vil jeg ikke bekymre mig så meget om, ingen hunde er ens, men de er alle sammen dejlige.

 

Hvis du ikke kan overskue det, eller er meget bekymret / stresset, så lad være, synes det er helt fair at nyde sin perfekte hund uden at anskaffe en mere

 

Det ville ikke stresse mig, og jeg ved vi sagtens kan have to hunde... Jeg tænker bare... Ingen hunde er jo lige så dejlig som Dexter... Og stakkels hund nummer to der bare ville... føle sig som hund nummer to

[Petrine]

Ha ha, Zamzam blev netop valgt udfra, at han skulle kunne klare ikke at være centrum, nr 1 vil altid være nr 1

[Gæst Chocolate Labrador]

mon ikke det er lige som børn? Man elsker jo ikke sit barn nr. 2 mindre end nr. 1. Måske ikke kærligheden kommer fra forskellige konti (siger bankdamens datter) Altså, jeg har ikke børn, men tænker da det er sådan. men selvfølgelig skal man have personligt og økonomisk overskud og sådan. Men kærligheden tænker jeg, at der er nok af. Men måske var det ikke det du mente?

[Gæst Miss_menelli]

Synes den første måned var sværest - Der var det sådan lidt.... Bamse skal da i hvertfald ikke lige under vi fik Kaia.

 

Men derefter så har de begge været nr. 1 hele tiden, for 1 pladsen kan sagtens deles af to, selvom de er vidt forskellige

Kaia var urenlig, gnavede alt i stykker, kunne ikke være alene ret lang tid af gangen og så var hun den mest fantastiske, charmerende og personlighedsfyldte lille trunte man kunne tænke sig til

 

Så selvom hun var så langt fra den hund vi havde i forvejen og som var så perfekt for os, så var det kun en fordel hun netop var helt anderledes.

De giver hver især noget helt specielt og jeg ville ikke for noget i verden undvære en af dem - Og skulle jeg af en eller anden mærkelig årsag tvinges til at vælge mellem dem, så ville det være et aldeles umuligt valg.

 

Så lige den del ville jeg slet, slet ikke være nervøs for!!

[Gæst sunrise]

I min version af verden er nr 2 hund elsket lige så højt, som nr. 1 hund. Sådan er det hvert fald herhjemme ved os:lun:

[Shii]

Det er dejligt at høre det er muligt at elske nummer to lige så meget som nummer et!

 

Økonomisk og overskudsmæssigt er jeg ikke i tvivl om vi sagtens kan klare det... Dexter er ufatteligt let, og ærligt synes jeg ikke han kræver noget tid... Jovist skal vi ud et par gange om dagen, og vi hyggetræner da lidt, men så stor betydning har det jo heller ikke.... Så på den måde savner jeg at have en hund der f.eks. ville kunne træne i en smule længere tid og en smule mere målrettet, end Dexter kan...

 

Jeg er stadig i dyb tvivl om vi skal have en Border Collie eller en Husky næste gang... Et eller andet sted vil jeg gerne have en husky fordi Dexter er jo dejlig, men jeg savner virkelig at træne mere.... Men igen tænker jeg... Hvad hvis vi får en Border Collie og jeg så slet ikke kan træne så meget som den har behov for

[MiniBillen]

Er ret overbevist om, at når man har en hund der fylder hele hjertet, så kommer nummer to ikke til at tage noget af pladsen - hjertet vokser bare til dobbeltstørrelse:blink:

 

Omkring race nummer to, så synes jeg det er lige så vigtigt at det er en race der leger på samme måde som Dexter, som at det en der vil træne mere Selvom to vidt forskellige racer er glade for hinanden og lever i fin harmoni, synes jeg at observere at på legefronten er det sjovest, hvis de har noegnlunde samme legemønster.. Ser i hvert fald tit Mille blive lidt trist over at løverne hverken gider trækkeleg eller pote-daske-leg.. De synes jo fangeleg er det sjoveste.. De er meget glade for hinanden og leger også ok sammen, men det er ikke perfekt, og jeg føler at jeg kan se Mille være lidt øv-agtig over at de ikke gider det samme som hende..

 

Det ikke sådan at du nogen i omgangskredsen med lidt forskellige typer hunde, du kunne prøve at lege med og høre fra ejerne om, hvordan de fungerer i hverdagen, så du har en nogenlunde idé om, hvad du mest har lyst til?

 

Uuuh, drømmeplanerne om nr. 2 hund er så hyggelige at fifle med:mrgreen:

[Gæst Miss_menelli]

Det er dejligt at høre det er muligt at elske nummer to lige så meget som nummer et!

 

Økonomisk og overskudsmæssigt er jeg ikke i tvivl om vi sagtens kan klare det... Dexter er ufatteligt let, og ærligt synes jeg ikke han kræver noget tid... Jovist skal vi ud et par gange om dagen, og vi hyggetræner da lidt, men så stor betydning har det jo heller ikke.... Så på den måde savner jeg at have en hund der f.eks. ville kunne træne i en smule længere tid og en smule mere målrettet, end Dexter kan...

 

Jeg er stadig i dyb tvivl om vi skal have en Border Collie eller en Husky næste gang... Et eller andet sted vil jeg gerne have en husky fordi Dexter er jo dejlig, men jeg savner virkelig at træne mere.... Men igen tænker jeg... Hvad hvis vi får en Border Collie og jeg så slet ikke kan træne så meget som den har behov for

 

Tænker at det jo ikke behøver være en border, for at du kan træne målrettet.

Der er vanvittig mange racer, som du kan nå rigtig, rigtig langt med indenfor hundesport og som er lære og samarbejdsvillige, men har knap så meget drive og tendens til at kravle på væggene som nogle bordere kan have.

 

En border er jo absolut ikke nogen nødvendighed for at gøre noget seriøst ved træningen - Og tror f.eks en lab ville passe bedre i legemønster med en husky.

Men du ved jo nok bedst selv hvilke racer han leger bedst med.

 

Har jo selv en border blanding og han er som sådan ikke krævende, men livet er jo stort set også indrettet efter at der skal være tid til træning og næsearbejde.

Så han får jo det han har behov for.

Men mens vi har bøvlet med huset har han været en pestilens fordi vi har trænet mindre og så finder han altså selv på noget at lave og det er sjældent noget vi værdsætter

Nu er der så også stor forskel på bordere og på hvor meget de kræver - Man bestemmer tildels selv. Men hvis man har en der bare minder om Bamse, så skal der afsættes en del tid til mental aktivering for at hunden fungere og er i balance.

Og med job, hus og alt det daglige, så kræver det en smuuuule planlægning at få tid til både Bamse og Kaia.

 

Så det kan jeg godt forstå du måske vil tænke over en ekstra gang, når du nu har en husky, som godt nok er nem, men trods alt er en husky og ikke en lille cavalier blanding som min den bette

Men der er jo god tid til endnu, så synes da du skal undersøge om der måske ikke kunne være andre racer der kunne være interessante og opfylde dine behov og omvendt.

Og så ellers få snakket med nogle border ejere og få mødt en masse repræsentanter for racen - For der er dælme stor forskel på dem her i DK og det skulle undre mig, hvis det var anderledes i Holland.

[Shii]

Tænker at det jo ikke behøver være en border, for at du kan træne målrettet.

Der er vanvittig mange racer, som du kan nå rigtig, rigtig langt med indenfor hundesport og som er lære og samarbejdsvillige, men har knap så meget drive og tendens til at kravle på væggene som nogle bordere kan have.

 

En border er jo absolut ikke nogen nødvendighed for at gøre noget seriøst ved træningen - Og tror f.eks en lab ville passe bedre i legemønster med en husky.

Men du ved jo nok bedst selv hvilke racer han leger bedst med.

 

Har jo selv en border blanding og han er som sådan ikke krævende, men livet er jo stort set også indrettet efter at der skal være tid til træning og næsearbejde.

Så han får jo det han har behov for.

Men mens vi har bøvlet med huset har han været en pestilens fordi vi har trænet mindre og så finder han altså selv på noget at lave og det er sjældent noget vi værdsætter

Nu er der så også stor forskel på bordere og på hvor meget de kræver - Man bestemmer tildels selv. Men hvis man har en der bare minder om Bamse, så skal der afsættes en del tid til mental aktivering for at hunden fungere og er i balance.

Og med job, hus og alt det daglige, så kræver det en smuuuule planlægning at få tid til både Bamse og Kaia.

 

Så det kan jeg godt forstå du måske vil tænke over en ekstra gang, når du nu har en husky, som godt nok er nem, men trods alt er en husky og ikke en lille cavalier blanding som min den bette

Men der er jo god tid til endnu, så synes da du skal undersøge om der måske ikke kunne være andre racer der kunne være interessante og opfylde dine behov og omvendt.

Og så ellers få snakket med nogle border ejere og få mødt en masse repræsentanter for racen - For der er dælme stor forskel på dem her i DK og det skulle undre mig, hvis det var anderledes i Holland.

 

Vi har været hele den proces igennem, og havde jo faktisk besluttet os for en border, og står skrevet op to steder.. Men jeg ved ikke... Jeg synes bare alle hunde ved siden af Dexter ser kedelige ud... Og selvom udseenet selvfølgelig ikke skal gøre man vælger en race, så vil jeg gerne have to hunde som "passer sammen"... En labrador får vi aldrig, de er for "tunge", vores max vægt er 25 kg for en han... Selvom en labrador ligger kun få kg over, og en tæve vil muligvis kunne klare grænsen er det bare en race hvor jeg ikke rigtig ja... Jeg har dog forelsket mig i de brune, men... Jeg tror næppe det bliver en...

 

Dexter elsker at lege med alle hunde, undtagen små hunde... Jeg ville faktisk helst have haft en lille papillon, men er bange for Dexter ville æde den Min boxeren er kommet på tale igen.. Men min kæreste kan ikke lide flade snuder!

[Amocca]

Jeg elsker mine piger, men jeg vil indrømme, at det nok er på lidt forskellige måder... Karla er den anden halvdel af mig og vi forstår hinanden ud og ind... Johan og jeg er ikke på samme måde på bølgelængde, men hun er umulig IKKE at elske

 

Vil dog sige, at jeg er meget glad for at jeg ventede med at få hund 2 til nr 1 var helt og aldeles voksen - 3 år - for hun har været en kæmpe hjælp med hvalpen... Ja faktisk må vi nok indrømme, at det er Karla der har stået for opdragelsen af Johna

 

Der er dog ting som jeg savner. Fx mere tid kun mig og karla.... Og at kunne gå en afslappet tur med hunden fri, hvor jeg rent faktisk kan stole på at kræet kommer når der bliver kaldt... det er en saga blot med Johna med på turen... Nu om dage er jeg istedet tvunget til at bruge flexliner - som jeg hader af et ondt hjerte - eller finde indhegnede områder... Det er en kilde til stor irritation og frustration for mig må jeg erkende... Og selvom vi træner og træner, så tror jeg bare aldrig jeg kommer til at stole på hende, ligesom jeg gør på Karla...

[Gæst Stella]

Altså Tjalfe er jo Teiturs modsætning. Teitur har aldrig nogensinde skidt indenfor, han blev renlig på nul komme fem, han er sjælden klar over han faktisk kan gø, han kunne være alene et kvarter fra dag 4, og har aldrig ødelagt noget, man behøver aldrig at hæve stemmen og et blik er oftes nok. Tjalfe han gør og gør og gør, han skider indenfor , er ikke renlig endnu, han kommer til at kræve en masse arbejde for at lærer at være alene, han klatre på bordene, skal have alting skåret ud i pap med høj stemmeleje og ofte skal jeg fjerne ham og alligevel gør han det igen og igen og igen.

 

Men der er også gode ting, han går pænt i snor, er god til bare at sove når vi kører i bus eller bil. Teitur HADER at kører, når vi tager bussen, piver han hele vejen, så de andre næsten sidder og holder sig for ørene. Han kan jo hellere ikke gå pænt i snor. Tjalfe er også god til at slappe af og sove, Teitur tæskede jo rundt som en sindsyg da han var hvalp, han kunne aldrig slappe af.

 

 

 

Men trods forskellen så elsker jeg dem begge, på hver sin måde og alligevel på samme måde, min omsorg, kærlighed, bekymring og ømhed er ens for dem begge.

 

 

Jeg synes det var GODT i ikke købte to hvalpe på samme tid, dette tror jeg aldrig kan anbefales, der er stor risiko for at hundene bliver helt sammenklistret og slet ikke kan trække været uden at den anden hund er der, ligesom at de knytter sig så voldsomt til hinanden at vi mennesker næsten bliver overflødige over for dem, og blot gode madmaskiner.

 

 

Nogle gange nede i solbjerg hundeskov kommer der en par med to hunde, de ( altså hundene ) er næsten lige gamle, tror kun der er et halvt år i mellem dem. Jamen de har ingen kontakt til de hunde, de lever deres helt eget liv, har deres helt eget sprog og er fuldkommen ligeglade med ejeren. Man kan også bare se det på det. De ignoere dem fuldkommen, både ved kæl og indkald osv.

Sådan kunne jeg virkelig ikke tænkte mig at holde hund.

[Gæst Miss_menelli]

Vi har været hele den proces igennem, og havde jo faktisk besluttet os for en border, og står skrevet op to steder.. Men jeg ved ikke... Jeg synes bare alle hunde ved siden af Dexter ser kedelige ud... Og selvom udseenet selvfølgelig ikke skal gøre man vælger en race, så vil jeg gerne have to hunde som "passer sammen"... En labrador får vi aldrig, de er for "tunge", vores max vægt er 25 kg for en han... Selvom en labrador ligger kun få kg over, og en tæve vil muligvis kunne klare grænsen er det bare en race hvor jeg ikke rigtig ja... Jeg har dog forelsket mig i de brune, men... Jeg tror næppe det bliver en...

 

Dexter elsker at lege med alle hunde, undtagen små hunde... Jeg ville faktisk helst have haft en lille papillon, men er bange for Dexter ville æde den Min boxeren er kommet på tale igen.. Men min kæreste kan ikke lide flade snuder!

 

Hehe - Den der med udseendet kan jeg selvfølgelig godt forstå, men det MÅ bare ikke have noget at sige, hvis det er den perfekte hund der bliver fravalgt på den bekostning.

Jeg har så heller aldrig helt forstået den der med, at hundene skal se specielle og anderledes ud.

Selvfølgelig savler jeg over de lækre anderledes hunde man ikke ser hver dag, men 99.9% ville jeg aldrig eje.

 

Kan godt forstå i faldt for borderen, er selv skrevet op til en om 1½ år fordi jeg absolut elsker træningen og det drive og tempo en border kan lægge for dagen - Og så giver det mere mening at vælge sådan en type hund, når jeg gerne vil til tops indenfor hundesport med den næste, end det ville gøre at vælge en race jeg ikke er sikker på jeg kan samarbejde med.

 

I skal i hvertfald have gjort jer klart hvad det præcist er i ønsker, for border, papillon og boxer ligger jo mega langt fra hinanden

Og det er bare så ærgerligt at få en hund som ikke passer til både jer og Dexter.

Men så er det jo godt i er ude i god tid og overvejer alting - For en border er for mig en arbejdshund, der bedst egner sig til at blive brugt til noget hundesport, som ejeren virkelig, virkelig gider og brænder for.

Og ja... Der vil gå noget tid fra dexter, fordi du flere gange ugentligt skal afsted med hunden og træne, men det følger med og det får man til at fungere hvis man virkelig ønsker det :5up:

[Gæst Stella]

Jeg får lyst til at forslå jer at nyde Dexter nogen tid endnu alene, uden at tænke på hund nr 2 selvom det er svært Bare være glad hver dag over hvor fantastisk en hund han er, husk at nyd det. Men det gør i sikkert også

 

Jeg kan ikke rigtig anbefale nogen racer, er jo ikke selv spidshunde eller hyrdehunde ekspert. Herhjemme står den på noget ala " vild med jagt"

 

 

Men jeg ved at en Finsk lappehund er en meget inteligent hund, ligesom border collien, dog uden ligefrem at kravle på væggene og drive ejeren til vanvid, hvis ejeren skulle være så uheldig at ligge med influenza en hel uge. Kort og godt, dens aktivites nievu er måske ikke helt så ekstrem som borderen.

[Shii]

Jeg tror folk har misforstået mine tanker....

 

Jovist er vi lidt i tvivl om det skal være en border eller en husky, eller måske en helt 3... Men det er ikke det jeg har brug for at "høre om nu"... Men det faktum hvordan folk har klaret at få hund nummer to, i forholde til "kærligheden"... Kan hund nummer to komme på siden af hund nummer et.... Hvad hvis hund nummer to bare er umulig, når hund nummer et var "så let"... Vil man stadig elske den?

 

Jeg er ingen tvivl om at hund nummer to kommer "snart"... Hvis Dexter fortsætter som nu bliver det sandsynligvis næste sommer, når han er 1½ år ca... Men igen er det ikke noget vi planlægger så grundigt... Hvis det passer ind, så passer det ind...

 

Og valget falder 100% på hvad der passer til Dexter... Jeg har selv haft papillon og boxer før, og det er begge racer der har egenskaber jeg elsker... Nok mest boxeren, og den ville passe perfekt til Dexter, i hvertfald i forhold til papillonen Og nok egentlig også i forhold til borderen... Jeg skal bare have kæresten overbevist om at fladsnuder er dejlige! Har forsøgt at vise boxer hvalpe, men han er stadig ikke helt solgt

[Shii]

Forresten med hensyn til aktivitetsniveau på en border, er jeg slet ikke urolig, uanset hvordan og hvorledes så skal Dexter ud.. Og selvom han ikke ligefrem kravler på væggene hvis han ikke får løbet hver dag, så er det tydeligt når han keder sig

 

Det ved borderen som skræmmer mig er andre folks forventninger til at man har en "klog hund", og at man på den måde er "tvunget" til at træne til et vidst niveau... Man er jo nærmest forfærdelig hvis man ikke vil dyrke agility eller ligende på konkurrenceplan...

 

Forstå mig ret, jeg vil dyrke agility med vores kommende hund, men jeg har ingen intentioner om at det skal være på højt plan.... Min kæreste står for træningen med Dexter, og derfor vil "min træning" med ham være på samme niveau som altid tror jeg... Jeg hygge træner kun med Dexter, og det tror jeg altid jeg vil gøre

[Gæst Malene Nielsen]

Forresten med hensyn til aktivitetsniveau på en border, er jeg slet ikke urolig, uanset hvordan og hvorledes så skal Dexter ud.. Og selvom han ikke ligefrem kravler på væggene hvis han ikke får løbet hver dag, så er det tydeligt når han keder sig

 

Det ved borderen som skræmmer mig er andre folks forventninger til at man har en "klog hund", og at man på den måde er "tvunget" til at træne til et vidst niveau... Man er jo nærmest forfærdelig hvis man ikke vil dyrke agility eller ligende på konkurrenceplan...

 

Forstå mig ret, jeg vil dyrke agility med vores kommende hund, men jeg har ingen intentioner om at det skal være på højt plan.... Min kæreste står for træningen med Dexter, og derfor vil "min træning" med ham være på samme niveau som altid tror jeg... Jeg hygge træner kun med Dexter, og det tror jeg altid jeg vil gøre

 

Husk at tage med i overvejelserne, at huskyen og borderen ikke har de samme behov. Dexter har behov for masser af gå og løbetid, mens en border har behov for, at bruge hovedet.

 

Mht at holde af - så kommer man til, at holde lige meget af dem alle sammen.

[Petrine]

Mht at holde af - så kommer man til, at holde lige meget af dem alle sammen.

 

I tilfælde af brand er jeg ikke i tvivl om, hvilken rækkefølge folk og fæ bliver reddet ud, vil være grov og påstå alle har en rækkefølge også forældre til børn jeg tilstår ihvertfald, min kærlighed er ikke uendelig og nogen er højere elsket end andre.

[Gæst Miss_menelli]

Forresten med hensyn til aktivitetsniveau på en border, er jeg slet ikke urolig, uanset hvordan og hvorledes så skal Dexter ud.. Og selvom han ikke ligefrem kravler på væggene hvis han ikke får løbet hver dag, så er det tydeligt når han keder sig

 

Det ved borderen som skræmmer mig er andre folks forventninger til at man har en "klog hund", og at man på den måde er "tvunget" til at træne til et vidst niveau... Man er jo nærmest forfærdelig hvis man ikke vil dyrke agility eller ligende på konkurrenceplan...

 

Forstå mig ret, jeg vil dyrke agility med vores kommende hund, men jeg har ingen intentioner om at det skal være på højt plan.... Min kæreste står for træningen med Dexter, og derfor vil "min træning" med ham være på samme niveau som altid tror jeg... Jeg hygge træner kun med Dexter, og det tror jeg altid jeg vil gøre

 

Grunden til at jeg nævner borderens aktivitets niveau og krav er lige så meget for at ruste dig, til når den tid kommer.

For en del af det der høre med til at have to hunde, er i rigtig, rigtig mange tilfælde dårlig samvittighed.

 

Man bruger jo unægtelig mindre tid med den første hund, end man gjorde før man fik nr. 2 og jo mere krævende hund man får som nr. 2 jo mere vil man skulle være klar på at tage den dårlige samvittighed med.

Jeg løser f.eks. det problem ved at tage Kaia med til træning og så kommer hun ud før og efter Bamses træning og får nogle andre oplevelser. Når jeg går to-tre spor med Bamse, så går jeg et eller to med Kaia osv.

 

Jeg hyggetræner f.eks også bare med Kaia, men når jeg så har hende med ude og afløse Bamse og hun så billierer til træning, så kan jeg da godt få et stik i hjertet over, at hun ikke får lov at udfolde sig på samme måde som Bamse.

Men hun har ikke samme behov som ham og så er det ham der bliver prioriteret der, hvor Kaia har nogle andre luksus goder, som opfylder hendes behov.

Hun er jo stort set med alle steder og det er Bamse ikke.

 

Sådan er det hele vejen igennem i vores hundehold - Kompromisser og prioriteringer. Men det er dælme også det hele værd, for begge kræ er fantastiske og jeg ville ikke undvære dem for noget i verden!!

 

Tror ikke det er forventningerne til konkurrencer du skal bekymre dig om ved en border.

Mange gange så kommer det bare helt af sig selv, fordi de hele tiden har brug for nye udfordringer og lære så hurtigt, at hvis man er en dygtig træner, så når man rimelig hurtigt et niveau hvor man kan starte konkurrencer.

Dermed ikke sagt man skal gøre det, for hunden er jo bedøvende ligeglad - Og den er også temmelig ligeglad om du træner tricks eller lydighed, bare den får lov at bruge hovedet og bliver udfordret.

 

Men jo mere aktiv race i får, jo mere tid vil der gå fra Dexter og det skal du være bevidst om og være klar til at tage med.

For den dårlige samvittighed kender de fleste med to eller flere hunde

 

I tilfælde af brand er jeg ikke i tvivl om, hvilken rækkefølge folk og fæ bliver reddet ud, vil være grov og påstå alle har en rækkefølge også forældre til børn jeg tilstår ihvertfald, min kærlighed er ikke uendelig og nogen er højere elsket end andre.

 

I mit tilfælde kommer det nok an på dagen.... Mine kræ er begge elsket lige højt, men bare på forskellige tidspunkter

 

Altså, nogle dage er Bamse favoritten og andre dage er det Kaia, men jeg tror helt ærligt ikke jeg ville kunne vælge en rækkefølge.

Det blev sgu' nok den hund der stod først for, der kom først ud.... Ellers bliver det i hvertfald et ubevidst valg, for jeg kan ikke sige at jeg elsker den ene højere end den anden.

Det kunne jeg det første halve år vi havde Kaia - Men derefter, så betød begge tornadoer lige meget for mig.

[Gæst Krusty]

Jeg oplevede netop den situation du taler om.

Min første hund var bare en drømmehund lige fra start af, dygtig til at være alene, køre bil, omgås mennesker og det hele.

Hver dag fik jeg så meget ros for min dejlige hund og hvor dygtig jeg var til at opdrage og håndtere min hund.

 

Hvem drømmer dog ikke om at have 2 af den slags hunde?

 

Det fik jeg bare ikke. Allister havde problemer, og det næsten fra start af. Hele min selvtillid som hundeejer røg sig en tur - jeg gik fra at være hende alle smilte til i parken, til hende folk skældte ud fordi hun ikke kunne styre sin ene hund.

Det var et kæmpe nederlag og en kæmpe frustration, for det eneste jeg kunne gøre var hele tiden at sammenligne Allister med Elliott: "Det her kan Elliott jo godt finde ud af, hvorfor kan han ikke?? Elliott havde aldrig problemer med..." I mit hoved blev Elliott denne her idealhund som aldrig havde haft nogle problemer (Og det havde han jo, jeg glemte dem bare) og Allister - nej jeg elskede ham ikke, han var en stor skuffelse, jeg var en stor skuffelse.

 

Men da jeg anskaffede mig Allister var min drøm jo netop at få noget helt andet end Elliott, og det fik jeg.

 

Det har taget mig næsten 3 år at lære Allister at kende, og lære at værdsætte hans personlighed og hans fordele i stedet for at sammenligne ham med Elliott, Men mit forhold til Allister vil altid være mindre intimt end det er til Elliott, for hvor jeg er nummer 1 i Elliotts verden, er Elliott nummer 1 i Allisters verden, så Allisters og mit forhold vil altid være den evige nummer 2.

[Inkognito]

Mollie var min soulmate på trods af alle hendes problemer, men der var aldrig problemer med nr. 2-følelsen, da Rosie flyttede ind.

 

Jeg var villig til (og gik) gå gennem ild og vand for dem. Men jeg gjorde altid lidt mere for Mollie og hendes problemer end Rosie og hendes - måske fordi jeg stort set var den eneste, der rigtig kunne lide hende og Rosie havde masser af andre, der støttede op om hende samt en knaldhamrende dygtig dyrlæge, der kæmpede for hende. Det var dog altid mig, der tog hende til dyrlægen og prøvede nye tiltag.

 

Rosies problemer var fysisk sygdom, hvor Mollies var psykiske.

 

Skal jeg være 110% ærlig, så ville jeg bytte mine to velfungerende meget knuselskelige hunde væk med det samme, hvis jeg kunne få Mollie igen.

 

Jeg elsker Jessie og Emma meget højt, men de er ikke Mollie og vil aldrig blive det.

 

Det er svært at forklare uden at fremstå som følelseskold og som uinteresseret i Jessie og Emma og for Rosie for den sags skyld, men der er en klar forskel indeni mig på mine følelser for dem (Jessie og Emma) og så for Mollie.

 

Jeg kan ikke fortælle dig hvem af Jessie og Emma, der ligger nr. 1 hos mig nu - de ligger begge ens.

Meeeeen Jessie har ligget klart øverst i starten, da Emma er en meget anderledes hund præcis som Amocca beskriver Karla og Johna.

 

Mollie var min once-in-a-lifetime-hund og jeg tror alle, der har haft flere hunde kan sætte sig ind i den følelse - dermed ikke sagt, at jeg ikke elsker Jessie og Emma og jeg nyder at have ukomplicerede hunde, der ikke skal passes på enten på grund af det psykiske eller fysiske.

[luckyluna]

Mollie var min soulmate på trods af alle hendes problemer, men der var aldrig problemer med nr. 2-følelsen, da Rosie flyttede ind.

 

Jeg var villig til (og gik) gå gennem ild og vand for dem. Men jeg gjorde altid lidt mere for Mollie og hendes problemer end Rosie og hendes - måske fordi jeg stort set var den eneste, der rigtig kunne lide hende og Rosie havde masser af andre, der støttede op om hende samt en knaldhamrende dygtig dyrlæge, der kæmpede for hende. Det var dog altid mig, der tog hende til dyrlægen og prøvede nye tiltag.

 

Rosies problemer var fysisk sygdom, hvor Mollies var psykiske.

 

Skal jeg være 110% ærlig, så ville jeg bytte mine to velfungerende meget knuselskelige hunde væk med det samme, hvis jeg kunne få Mollie igen.

 

Jeg elsker Jessie og Emma meget højt, men de er ikke Mollie og vil aldrig blive det.

 

Det er svært at forklare uden at fremstå som følelseskold og som uinteresseret i Jessie og Emma og for Rosie for den sags skyld, men der er en klar forskel indeni mig på mine følelser for dem (Jessie og Emma) og så for Mollie.

 

Jeg kan ikke fortælle dig hvem af Jessie og Emma, der ligger nr. 1 hos mig nu - de ligger begge ens.

Meeeeen Jessie har ligget klart øverst i starten, da Emma er en meget anderledes hund præcis som Amocca beskriver Karla og Johna.

 

Mollie var min once-in-a-lifetime-hund og jeg tror alle, der har haft flere hunde kan sætte sig ind i den følelse - dermed ikke sagt, at jeg ikke elsker Jessie og Emma og jeg nyder at have ukomplicerede hunde, der ikke skal passes på enten på grund af det psykiske eller fysiske.

 

 

Du skrev nemlig det er er så svært at skrive uden at lyde som en kold skid.. Jeg er dog ikke bange for at indrømme at Sheila ligger på en meget meget klar 1 plads i forhold til mysla.. En situation fra idag kan måske beskrive det. Vi går tur et af de få steder jeg tør slippe jagtglade sheila og hvor hun har været lsø mange gange uden at finde vildt. Idag strøg hun så efter en hare! Og det ligger tæt på stor vej, så jeg var ved at gå i spåner indeni, hold da op mit hjerte bankede afsted og jeg var ovenud lettet da hun få min senere dukkede frem fra marken. I min lettelse over at sheila var i god behold er jeg ikke opmærksom på at mysla genoptager harens spor og pludselig er hun ikke at se nogen steder. Der står jeg helt roligt og venter i mange min fordi jeg ved at hun sjældent løber langt.. Da det så endelig går op for mog at hun sku da er væk, så bliver jeg da lidt urolig, men kort efter inger min nabo så og har hende derhjemme.. Så mysla har ikke kunnet finde os og er løbet hjem og dermed krydset togbane og vej og jeg var ikke engang lige så urolig for hende som for sheila der ikke løb længere end et par 100 meter...

Jeg HAR prøvet at blive rigtig urolig for hende også, men det tager bare lidt længere tid før alvoren går op for mig... Som et ordsprog siger: "kærlighed mærkes på hvor ondt det gør at miste".