Ville du tage imod en udlovet dusør, hvis du fandt en efterlyst hund ?

[millemus]

For nogle år siden, fandt jeg en lille - og meget sky - chihuahua, som kom løbende ude på cykelstien langs en meget befærdet vej.

Jeg fik gennet den ned ad en stille sidevej, og prøvede så at lokke den hen til mig ved at sætte mig på hug og tale venligt og lokkende til den.

 

Det tog meget, meget lang tid at få lokket den helt hen til mig, så jeg kunne få fat på den. Den var meget sky og bange.

Og at den ikke havde halsbånd på, gjorde det ikke lettere at fange den...

Men endelig lykkedes det da.

 

Den havde som sagt ikke halsbånd på, og øretatoveret var den heller ikke, så umiddelbart var det ikke til at se, hvor den hørte til.

Jeg ringede til politiet og det nærliggende internat for at høre, om nogen havde efterlyst den. Og det var der i første omgang ikke nogen, der havde.

Så jeg tog den med hjem.

 

En times tid senere ringede politiet til mig og sagde, at der var en familie der havde efterlyst den.

De fik min adresse, og kom så og hentede den.

 

"Ska´ du ha´ noget for det?", spurgte faderen.

Jeg takkede nej.

Ærgrede mig dog en smule bagefter over at have takket nej, for det var ikke let at fange den lille vaps, og jeg måtte aflyse et vigtigt møde på kommunen fordi jeg - selvfølgelig - ikke ville lade hunden i stikken.

 

Hvis der var udlovet dusør, ville jeg nok ikke sige nej tak til pengene.

Men hvis jeg finder en hund igen på gaden, og det ikke tager mig flere timer at fange den, ved jeg ikke rigtigt...

Så tror jeg bare, at jeg vil være lykkelig over, at se hund og ejer genforenet

[Agnete87]

Nope, men har heller ikke fundet efterlyste dyr i den forstand, det har været nogle der har været væk i mindre end 1 døgn. Men om den har været væk i 10 min eller 3 år gør ikke at jeg kunne finde på at tage imod penge for at genforene ejer og dyr. Det går jeg ikke så meget op i...

[Bitten Soerensen]

Der er ingen tvivl om at hvis jeg igen, så/fandt en herreløs hund, ville jeg gøre alt hvad jeg kunne for at få den tilbage til ejeren igen - uden så meget som at overveje, om der var dusør eller andet.

Men jeg ville da blive glad hvis jeg blev "belønnet" efterfølgende, uanset om det er en buket blomster fra ejerens have/grøftekant, eller det er noget købt, som chokolade/vin eller lign... For mig handler det mere om tanken bag ved, end den faktuelle værdig for giveren...

 

Når dét så er sagt, så er jeg også så meget på spanden lige pt., så jeg ville nok ikke sige nej, hvis jeg fik tilbudt penge... Men jeg kunne aldrig drømme om at forvente/forlange dét...

[Howlucky]

En kollega fik en temmelig høj regning for bortløbet hund, som var blevet optaget af politiet og kørt til overnatning på dyrehospital i århus - de bor altså i horsens. Og alt kunne være blevet meget billigere hvis den dumme betjent havde indtalt en besked på hendes telefonsvarer:rolleyes:

Men det jeg ville frem til er, at hun nok glædeligt havde stukket en der havde fundet hendes hund 500-1000 kr frem for kæmperegningen:) og hvorfor skulle man egentlig ikke tage imod det?

[Doberfan]

Jeg var ude for en episode for et par måneder siden, den var ikke speciel rar på nogen måde. Jeg var ud på den store rute sammen med Viggo hvor vi skal krydse en stor vej hvor der er rigtig mange biler og lastvogne. Jeg ser så en bette hvidt dyr rende midt på kørebanen. Den rendte forvildede rundt, men kunne ikke komme ind på fortovet. Jeg tror ikke jeg har rendt så stærkt længe, fik stoppet biler og samlet den her uldtot op, der viste sig at være en ruhåret jack russell terrier hvalp. Hun var beskidt, våd og kold og ræd som bare pokker. Da jeg kom ind på fortovet hvor Viggo havde fået ordre på at blive, snuste han til det lille pus. Han fik hende lidt beroliget og jeg tog hende ind under jakken for at hun kunne få noget varme. Hun faldt i søvn på ganske kort tid. Hun havde heldigvis halsbånd på hvor der stod en adresse, som lå ca 7 km væk fra stedet jeg fandt hende. Det er mig stadig en gåde hvordan hun er nået så langt.

Endelig fandt jeg adressen og jeg da ringede på kom en meget brysk kvinde ud. Jeg spurgte hende om hun manglede en hund, det gjorde hun så. "Jeg tror hende her er din så" smilede jeg og fik hvalpen op fra jakken. Hun så på hvalpen, flåede hende ud af mine hænder og skældte ud (beklager virkelig meget for sproget, men citatet her er ordret):

"Det kan fandeme ikke passe at du stjæler min hund og forventer at få en dusør!"

"Jeg melder dig til politiet for afpresning, din fucking møgluder!"

"Jeg ved hvor du bor, du skal ikke vide dig sikker når du vender ryggen til!"

Så smækkede hun døren og råbte og skreg af hunden.

 

Jeg måbede over det møgfald jeg lige fik leveret i fjæset. Jeg forventede ikke en dusør, men bare et tak. Nok den mest ubehagelige situation i mit liv.

 

Penge betyder ikke så meget for mit vedkommende, bare et venligt tak og måske en fin lille gestus.

 

Jeg undskylder meget igen for de grove ord, men som sagt er det ordret fortalt.

 

Det var dog en umanerlig ubehagelig oplevelse. Og stakkels hund.

 

Hvis jeg støder på en hund (eller kat eller hest) på min vej, gør jeg alt for at hjælpe den hjem, og der forventer jeg absolut ikke noget til gengæld, blot et håb om at andre vil gøre det samme hvis en af mine skulle forvilde sig væk hjemmefra.

 

Men hvis jeg ser et skilt om en savnet hund og tager tid til at gå ud og lede efter den, så ville jeg nok tage imod dusøren som var udlovet.

[Gæst snuseren]

Jeg var ude for en episode for et par måneder siden, den var ikke speciel rar på nogen måde. Jeg var ud på den store rute sammen med Viggo hvor vi skal krydse en stor vej hvor der er rigtig mange biler og lastvogne. Jeg ser så en bette hvidt dyr rende midt på kørebanen. Den rendte forvildede rundt, men kunne ikke komme ind på fortovet. Jeg tror ikke jeg har rendt så stærkt længe, fik stoppet biler og samlet den her uldtot op, der viste sig at være en ruhåret jack russell terrier hvalp. Hun var beskidt, våd og kold og ræd som bare pokker. Da jeg kom ind på fortovet hvor Viggo havde fået ordre på at blive, snuste han til det lille pus. Han fik hende lidt beroliget og jeg tog hende ind under jakken for at hun kunne få noget varme. Hun faldt i søvn på ganske kort tid. Hun havde heldigvis halsbånd på hvor der stod en adresse, som lå ca 7 km væk fra stedet jeg fandt hende. Det er mig stadig en gåde hvordan hun er nået så langt.

Endelig fandt jeg adressen og jeg da ringede på kom en meget brysk kvinde ud. Jeg spurgte hende om hun manglede en hund, det gjorde hun så. "Jeg tror hende her er din så" smilede jeg og fik hvalpen op fra jakken. Hun så på hvalpen, flåede hende ud af mine hænder og skældte ud (beklager virkelig meget for sproget, men citatet her er ordret):

"Det kan fandeme ikke passe at du stjæler min hund og forventer at få en dusør!"

"Jeg melder dig til politiet for afpresning, din fucking møgluder!"

"Jeg ved hvor du bor, du skal ikke vide dig sikker når du vender ryggen til!"

Så smækkede hun døren og råbte og skreg af hunden.

 

Jeg måbede over det møgfald jeg lige fik leveret i fjæset. Jeg forventede ikke en dusør, men bare et tak. Nok den mest ubehagelige situation i mit liv.

 

Penge betyder ikke så meget for mit vedkommende, bare et venligt tak og måske en fin lille gestus.

 

Jeg undskylder meget igen for de grove ord, men som sagt er det ordret fortalt.

 

 

:shock:Det var dog den groveste, jeg er måløs, simpelhen måløs! Ikke nok med,( at kællingen ( et udtryk jeg ikke bruger ret tit) ikke takker), men truer med at anmelde en for tyveri, og ikke nok med det men siger at hun ved hvor man bor, og dermed ligefrem truer en med, at blive overfaldet og andet uhyggeligt altså jeg er da normalt en meget stille og rolig person, men altså lige her tror jeg sgu nok der var brændt en sikring!!

[LouiVonPoul]

Jeg ved ikke lige hvad der forgik i den kvindes hoved. Det var en pæn uhyggelig fremtoning hun havde. Viggo blev også utryg ved situationen, han begyndte at knurre, og der skal ellers meget til når det omhandler andre mennesker.

 

En af naboerne havde overværet situationen og fortalte mig at kvinden havde flere voldsdomme bag sig, hvilket gjorde det mere uhyggeligt. Normalt er jeg ikke paranoid, men jeg indrømmer at jeg dobbelt tjekkede døre og vinduer en ekstra gang den første måned.

 

Jeg ved snart ikke om det var godt at jeg afleverede hvalpen. Selvfølgelig skulle jeg det, men sådan som hun råbte og skreg af hvalpen, det gjorde lidt ondt på mig. Der kom et meget skingert, hyl inden jeg forlod adressen og det løb koldt ned af ryggen på mig. Havde hun slået eller sparket hunden, eller var det "bare" fordi at hvalpen blev forskrækket?

 

Idag har jeg bestemt at jeg vil kontakte naboen og høre om han ved hvordan hunden har det, bare for en sikkerhedsskyld. Situationen bliver det lettere, hvis jeg høre om hunden har det godt. Jeg krydser fingre for at hun har det godt, ellers må jeg tage den derfra og kontakte nogen, der kan komme ind og tjekke om hun er sund og rask.

[LouiVonPoul]

Til jer der har fulgt tråden:

 

Kvinden jeg fik et møgfald af er flyttet, men hvalpen har det godt :klap:

 

Hvalpen bor nu ved nabomanden, en ældre enkemand, og har fået et dejligt nyt hjem. Hun har fået et nyt navn, da det virkede som om hun kryb sammen når man sagde hendes daværende navn.

Jeg er ikke i tvivl om at han kan tage sig af hende, det er jeg helt sikker på.

 

Og nu har Viggo fået en ny kammerat han skal lære op fra bunden, hvordan det er at være en glad hund

[Tonks]

Hvis der er udlovet en dusør og jeg kommer forbi hunden, og indfanger den og aflevere den. Så vil jeg da ihvertfald have belønningen