Parat til hvalp?

[Gæst caro4805]

Hej med jer..

 

Altså jeg har altid elsket hunde hele mit liv og studeret dem i mange år, så jeg ved godt hvad det er for noget, det at få hund.. Men hvordan ved man om man er parat? At læse om dem, er jo ikke det samme, som at have en IRL.. Man skal jo ud at gå med dem hver dag og også hvis man nu har lyst til at tage i biffen, hvilket jeg sjældent gør.. Men altså hvordan vidste i at i nu var parate til at få hvalp/hund? Og hvordan får i så både tid til venner, familie og arbejde? Håber meget at føre fra jer Kh.

[Trinek]

Jeg har to børn på 4 og snart 8 år.

På nogle punkter er det faktisk mere hunden der fylder i hverdagen. Vi kan jo altid tage børnene med, men det er jo ikke alle der er interesseret i at få besøg af hunden Feks.

Desuden kræver det planlægning i forhold til ferier, jul og andre familie ting. Vi smutter heller ikke lige på weekend i Hamburg, og når jeg rejser med jobbet, er der en del mere planlægning for min mand.

Men kan nu ikke undvære min lille hund:lun:

Det hele fungerer jo også i sidste ende alligevel.

[Amocca]

Jeg var ikkeparat før jeg var 30... For der havde jeg styr på arbejdet, boligen og fremtiden

[Eris]

Jeg var parat da jeg var 17 år, havde brugt lang tid om at læse om racer (og plaget min mor gennem hele min barndom). Min kæreste og jeg er meget ens, så vi vidste bare, at det skulle være nu, efter vi var flyttet hjemmefra.

Vi er så rimelig kæreste-kedelige og har ikke særlig mange venner. Gider ikke gå på vilde byture, rejser aldrig etc og har en familie hvor vi altid kan få passet hund.

Så hele livsstilen passede allerede til os, hvis jeg selv skal sige det.

Vi nyder bare at være os tre derhjemme.

 

Jeg synes man er parat, hvis man har sat sig ind i "det at have hund" og faktisk også kan tage ansvar for hunden og har tiden gennem hele hundens levetid!

Man har ikke den samme frihed hvis man har en hund.

Du kan ikke bare tage med kammerater efter skole/arbejde, du SKAL hjem og lufte hunden.

Det er meget lettere hvis man har en kæreste eller mand, så har man lidt mere frihed. :blink:

[Umulia]

Jeg var ikkeparat før jeg var 30... For der havde jeg styr på arbejdet, boligen og fremtiden

 

Samme her.

[Gæst caro4805]

Tusind tak for hjælpen allesammen!!

[Ninjamor]

Min datter har haft egen hund siden hun var 11 år.

Fint nok så længe hun boede hjemme, men jeg kunne se at hun måtte sige en masse af det sociale fra, da hun flyttede hjemmefra.

Besvær med alene hjemme har der også været.

Jeg ved hun aldrig ville have valgt anderledes, men bare det at finde et kollegium hvor hun måtte holde hund var svært..

 

Hun var så heldig at have studier hvor hun kunne have sin hund med visse dage, hun havde endda Lobo med på Rustur, og hans ve og vel var det der blev prioriteret højest, hvilket betød at biografture, fester mm med vennerne ofte måtte vælges fra pga. manglende Lobotid hvis hun tog med vennerne.

 

Skulle jeg vælge for hende, her i bagklogskabens klare lys, ville jeg have frarådet hende at flytte så langt væk fra pasningsmuligheder som hun gjorde, hvilket naturligvis ikke kunne være anderldes pga hendes studier.

 

Der er mange andre faktorer end lige det at have lysten og energien til motion i al slags vejr, aktivering mm. der spiller ind når man får hund i så ung en alder.

 

Hvis du er i tvivl om du er parat så forestil dig de værste situationer:

 

Dårlig mave over hele boligen når du kommer hjem og kun har tre timer før du skal afsted igen. De tre timer du ville have brugt på din hund.

 

Ingen akutte pasningsmuligheder når du har brug for det

 

Alene hjemme problemer

 

Du bliver for syg til at stå op mm.

 

Din kæreste vil have mere af din tid

 

Hvis du oveni lysten, tiden, energien og kærligheden til din hund kan se dig i disse situationer og stadig vælge til, så mener jeg du er klar.

 

Skaf dig pålidelig pasningshjælp i nærheden, så vil meget blive nemmere

[sonja77]

Jeg var ikkeparat før jeg var 30... For der havde jeg styr på arbejdet, boligen og fremtiden

 

Samme her... eller jeg var så 31.

 

Det er meget lettere hvis man har en kæreste eller mand, så har man lidt mere frihed. :blink:

 

Ja, det må gøre det noget lettere, det kunne jeg godt ønske mig nogle gange. Når man er alene med hunden, er det vigtigt med gode pasningsmuligheder (og flere af slagsen, så hvis den ene hundepasser ikke kan, så er der måske en anden, der kan). Hvis jeg ikke kunne få Tyson passet, ville det begrænse mit sociale liv helt enormt. Når jeg har været på arbejde hele dagen, skal han ikke være alene igen, så hvis jeg vil i biografen e.l. om aftenen, skal han passes. Og så er der alle mulige andre situationer, hvor jeg har brug for pasning: Hvis jeg skal på ferie uden hund, hvis jeg skal på kursus uden hund, hvis der er teambuildingdag på mit arbejde, som inkluderer aktiviteter til ud på aftenen, hvis håndværkere skal have adgang til min lejlighed, mens jeg er på arbejde, hvis jeg skal til en fest og ikke har lyst til at gå som den første (ikke at jeg konstant render til fester, men engang imellem sker det da ), hvis jeg både er inviteret til min nevøs fødselsdag om eftermiddagen og min venindes housewarming om aftenen... osv. osv. osv. Før jeg fik Tyson, havde jeg faktisk ikke gjort mig klart, hvor mange situationer der kunne være, hvor en hundepasser er nødvendig.