Hop til indhold

Bekymringer vedr. anskaffelse af hanhund


Gæst Skonberg

Recommended Posts

Gæst Skonberg

Min kæreste og jeg har besluttet os for at anskaffe os en Berner Sennen til sommer :)

 

 

Vi har haft mange svære overvejelser om, hvorvidt vi skal have en hanhund eller en tæve. Vi er førstegangs-hundeejere, forstået på den måde, at jeg har haft labrador og golden hanhunde i mit barndomshjem, men ikke mens jeg har boet for mig selv. Min kæreste har aldrig haft hund.

 

 

Jeg er helt klart mest til en hanhund, og tror ikke jeg vil få problemer med at styre den. Min kæreste er også mest til hanhund, da hun ikke er meget for tævens løbetid. Min bekymring er dog, at hanhundens aggressivitet mod andre hanhunde i forbindelse med gåture godt kunne tage magten fra min kæreste, der ikke mønstrer samme kropsstørrelse som mig selv. Derudover kunne det muligvis også blive en udfordring for hende i den periode, hvor hunden er "teenage-træls" og ikke vil gå pænt i snor. Det skulle jo nødig blive sådan, at hun bliver bange for at gå med hunden :)

 

 

Jeg er ude efter erfaringer på området fra jer erfarne ejere af Berner Sennenhunde.

 

 

Kan intensiv og god opdragelse/socialisering gøre, at min kæreste kan gå tur med en kæmpe hanhund uden at risikere, at hun mister kontrollen over den og derved bliver træt af/bange for at gå med den, eller skal vi vælge en tæve, der jo både er lidt mindre af størrelse og måske lidt nemmere at styre?

 

Vh. Skonberg

Link til indlæg
Del på andre sites

Lige et pip her fra :-)

 

Tæver kan man sterillisere inden løb, eller mellem første og anden løbetid. Så at vælge en tæve fra, fordi man vil undgå løbetider er noget pjat og jeg forstår godt jeres overvejelser vedr. om en hanhund måske kan blive for voldsom, så godt I vælger at trække på andres erfaring på det område :5up:

Link til indlæg
Del på andre sites

God træning og opdragelse kan gøre meget - men ikke alt. Temperamentet i teenagetiden kan nærmest svinge fra dag til dag - for ikke at sige bogstavelig talt.

 

Jeg er selv en "lille" pige på 161cm og 65-66kg. Jeg har ingen problemer med at holde Møffe (som vejer 57,6kg), medmindre han tager mig på det forkerte ben - og indrøm det, sådan kan enhver tages af en hund af en rimelig størrelse :-)

 

Men det er noget man lærer - at sætte fødderne "rigtigt" i jorden, holde linen i den rigtige længde osv. Og frem for alt at være forudseende.

 

Jeg vil mene, at man kan gøre RIGTIG meget i forhold til hanhundes aggressioner overfor hinanden, hvis man griber det rigtig an fra start af. Men meget afhænger også af hundens eget sind, om man kan bevare en lalleglad hanhund, der elsker alle, eller bare kan lære den at acceptere de andre, vil jeg tro. Nu har jeg kun haft Møffe, der trods det var ved at udvikle sig skidt, med rette håndtering i dag elsker alle.

 

Men de fleste griber desværre problemet forkert an, er mit indtryk.

 

 

Jeg vil hverken anbefalde eller fraråde - det kommer helt an på kæresten ambitioner ift. træning og hendes fysiske styrke.

 

Dog vil jeg advare jer om at købe hvalp "hovedkulds". Der er rigtig mange helbredsproblemer, så spørg opdrætter omkring hundenes families sundhed (kræft, nyrer, allergi, hot spots/vådeksem, OCD/ledmus, hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi, mavedrejning og korsbåndsproblemer) og vælg fra én, hvor I har en god mavefornemmelse. I kan selv undersøge en del ved at melde jer ind i Dansk Kennel Klub og bruge Hundeweb.dk s database (desværre skal man være medlem, selvom man kun er interesseret i denne ene ting). Og køb endelig med DKK-stamtavle - helst med påtegning fra DBSK, hvis I ikke overskuer de store undersøgelser... Så ved I i hvert fald, at forældrene ikke har egentlige problemer i hofter og albuer + de er rimeligt racetypiske (har de nødvendige tænder en hund skal have, en fornuftig kropsbygning osv.).

 

DKK-tavle alene er desværre ikke rigtig nogen garanti for andet end, at der er lavet nogle undersøgelser (uden krav til resultat) og en garanti for, hvilke hunde, der ligger bag. Hvor DBSK har lidt strengere krav for at sætte påtegning på DKK-stamtavlen (ingen invaliderende albuer eller hofter, minimum udstillet med et rimelig godt resultat).

 

Aaai, det er blevet lidt forvirrende med det nye system med 2 typer stambøger i samme organisation. Jeg håber, at jeg har gjort det forståeligt :-)

 

Men ja, som sagt, racen har en del helbredsproblemer, så vær på vagt. I kan ikke få en hvalp, fra aner, der er helt igennem sunde, men I kan søge efter en hvalp fra aner, med en mere fornuftig sundhedshistorik end gennemsnittet. Racen bliver gennemsnitligt kun 7 år, men rigtig mange opdrættere gør efterhånden en del ud af at avle på hunde fra aner, der er blevet gamle :-)

Link til indlæg
Del på andre sites

Hej,

 

Jeg har selv en stor hanhund og han er berner med stort B ;-) =meget selvstændig :stupid:.

Jeg (samme str. som Rikke ;-) ) og kan godt holde ham, men han kan også godt finde på lige pludselig at ville et andet sted hen(god duft) og så gælder det om at være vågen ! Og en berner -han eller hunhund er en stor tung hund.

 

Min hanhund kan med de fleste andre hanner.

 

Jeg elsker min berner, men næste gang vil jeg have en mere samarbejende race (her er min aussie et godt eksempel :-) ) .

 

Og skal jeg have en bamsehund bliver det ikke en berner(også p.g.a. den relativt korte levetid).

 

Hvad er det der gør at I har valgt berneren som race og har I andre racer i tankerne ??

 

V.H. Sille

Link til indlæg
Del på andre sites

Velkommen til :-)

 

"Magten" sidder ikke i linen men i den mentale og følelsesmæssige kontakt og samarbejde der er mellem hunden og mennesket.

En lille spirrevip på 30 kg som ved hvad h*n har med at gøre kan styre den største hund uden at bruge kræfter hvis der er dannet det rette bånd fra starten af.

 

Du skriver som om aggressivitet fra en hanhund er noget der ligger i kortene, det samme med at der er en periode hvor hunden ikke vil gå pænt i snor. Sådan kan det blive, men behøver langfra at blive det.

Jo mere man lægger op til at det er musklerne der skal styre en hunds udfoldelser des mere for man at slås med for når musklerme styrer showet forsvinder den mentale del af det og hunden vil da kun have respekt for at blive stoppet fysisk og så har vi problemet.

 

Derimod kan I arbejde på det mentale samarbejde og lære hunden fra hvalp at samarbejde i "fri dressur" og dermed have en følelsesmæssig og mental elastik i den mens den vokser til.

 

En stor og stærk hund som berneren bør aldrig opleve at den kan mase/trække sig ud af en situation eller ind i en anden situation og jo mere man går efter at kunne styre den med musklerne des sværere bliver det at kunne med tiden, netop fordi den vil prøve at bruge sin styrke til at opnå det den vil.

 

Des mere vi kan lære en hund at det er de ord vi siger der har betydning for hvad de kommer til at opleve af gode ting, des mindre rå muskelkraft har vi brug for.

 

Med dine betænkeligheder ville jeg vælge en tæve, både fordi de som regel er mildere og pga. størrelsen.

Du kan ved at vælge en hanhund undgå løbetider på dens krop, men ikke de langt mere frustrerende og krævede perioder med en opkørt hanhund pga løbske tæver i nabolaget, hvis hanhunden viser sig at blive den type hund, medmindre I lægger en god træningsindsats i projektet. De fleste hanhunde kan nemlig godt lære at være afslappede i tævernes løbetid, men det kræver som nævnt et pænt stort arbejde :-)

Link til indlæg
Del på andre sites

Velkommen til :-)

 

"Magten" sidder ikke i linen men i den mentale og følelsesmæssige kontakt og samarbejde der er mellem hunden og mennesket.

En lille spirrevip på 30 kg som ved hvad h*n har med at gøre kan styre den største hund uden at bruge kræfter hvis der er dannet det rette bånd fra starten af.

 

Du skriver som om aggressivitet fra en hanhund er noget der ligger i kortene, det samme med at der er en periode hvor hunden ikke vil gå pænt i snor. Sådan kan det blive, men behøver langfra at blive det.

Jo mere man lægger op til at det er musklerne der skal styre en hunds udfoldelser des mere for man at slås med for når musklerme styrer showet forsvinder den mentale del af det og hunden vil da kun have respekt for at blive stoppet fysisk og så har vi problemet.

 

Derimod kan I arbejde på det mentale samarbejde og lære hunden fra hvalp at samarbejde i "fri dressur" og dermed have en følelsesmæssig og mental elastik i den mens den vokser til.

 

En stor og stærk hund som berneren bør aldrig opleve at den kan mase/trække sig ud af en situation eller ind i en anden situation og jo mere man går efter at kunne styre den med musklerne des sværere bliver det at kunne med tiden, netop fordi den vil prøve at bruge sin styrke til at opnå det den vil.

 

Des mere vi kan lære en hund at det er de ord vi siger der har betydning for hvad de kommer til at opleve af gode ting, des mindre rå muskelkraft har vi brug for.

 

Med dine betænkeligheder ville jeg vælge en tæve, både fordi de som regel er mildere og pga. størrelsen.

Du kan ved at vælge en hanhund undgå løbetider på dens krop, men ikke de langt mere frustrerende og krævede perioder med en opkørt hanhund pga løbske tæver i nabolaget, hvis hanhunden viser sig at blive den type hund, medmindre I lægger en god træningsindsats i projektet. De fleste hanhunde kan nemlig godt lære at være afslappede i tævernes løbetid, men det kræver som nævnt et pænt stort arbejde :-)

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg (170 cm og 70 kg) har berner hanhund (50 kg) og kan nogen gange blive overrumplet og hevet omkuld - især om vinteren hvis der er glat!

 

Men normalt kan jeg godt holde ham. Jeg sørger dog næsten altid for at undgå situationer, hvor jeg ikke har styr over ham fra start.

 

Min kæreste (187 cm og 85 kg) kan ikke holde ham hvis han virkeligt går efter noget (duft, andre hunde eller andet).

 

Med det vil jeg bare sige at det ikke altid har noget med størrelsen på føreren at gøre, men mere hvordan føreren håndterer situationen.

Link til indlæg
Del på andre sites

Uanset hvilket køn man vælger er der jo fordele og ulemper ved begge - begge køn kan blive egetkønsagressive , begge køn kommer i " løbetid " - hvis du har en tæve VED du hvornår den er i løb - det gør du ikke med en hanhund -her må du forlade dig på at du kan se på ham om der er " dejlige damer " i nærheden - og tro mig - de fleste hanhunde ved hvornår tæven 4- 5 veje væk er i løb !

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg har to store hanhunde, godt nok ikke Bernere. Jeg er helt med på hvad Ninjamor skriver, at det ikke drejer sig om fysiske kræfter, men om at kunne samarbejde og have gode og tætte bånd til sin hund. Det er når alt kommer til alt, ikke snoren der afgør om hunden går pænt. Jeg har gjort det, at når hvalpen af sig selv har fulgt med mig og gået pænt, så er den blevet rost og har fået godbidder. Når hvalpen så har forstået øvelsen har jeg sat et signal på. Jeg tror mange begynder for sent med at træne, at hunden ikke må trække i snoren. Det er først når hvalpen er blevet så stor, at det er blevet et problem, at mange begynder at træne det og da har hvalpen ofte fået den dårlige vane at trække i snoren.

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg er enig med de andre, det handler (for en gang skyld:mrgreen:) ikke om størrelse!

 

Jeg vejer omkring 60 kg, og har en ekstremt lalle-hilse-glad schæfer. Når vi passer en anden schæfer, en egetkønsaggressiv han på 45 kg, kan jeg stadig uden de store problemer styre de tilsammen 80 kg for enden af snorene. Det er så enkelt, at begge hunde er velopdragne, og så ved de i øvrigt ikke at de kan trække af med mig.

 

Det handler om at hunden respekterer personen for enden af snoren, og det kan ikke understreges nok, at det gøres bedst ved positive metoder og samarbejde.

 

Umiddelbart ville jeg foreslå at det er din kæreste der går til hvalpetræning, og at i så begge går til unghundetræning når hunden bliver lidt ældre. Du har selv haft hanhunde, og tænker garanteret at sådan en skal holdes nede med dominans og fysisk styrke. Det kunne ikke være mere forkert, så derfor vil det være en god ide at komme afsted til træning og høre lidt om hvordan man træner hund i dag, og få inspiration til positive metoder der øger samarbejdet.

Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst Skonberg

Tak for jeres konstruktive svar :)

 

Jeg fornemmer, at der er nogenlunde enighed om, at størrelsen på hunden med den rette træning og opdragelse ikke behøver være et problem for en mindre person. Det er jo meget positivt.

 

Jeg ved allerede nu, at det bliver mig, der kommer til at lægge mest tid i træningen. Jeg er i tvivl om, hvorvidt hunden så primært vil lystre mig, eller om træningen og opdragelsen lige så vel kan "bruges" af min kæreste?

 

Derudover fornemmer jeg også, i denne og andre tråde, at ikke alle synes, at en Berner Sennen er en god begynderhund bl.a. pga. dens selvstændighed og måske mindre vilje til at samarbejde end andre racer. Jeg tror ikke, jeg synes at det er negativt. Jeg synes, det er meget charmerende med små særheder hos en hund, bl.a. såsom selvstændighed, så længe det ikke tager overhånd - hunde skal naturligvis være velopdragne. Er der noget jeg har overset ved racen, der gør, at man ikke skal vælge den som førstegangshund?

 

Vh. Skonberg

Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst Skonberg
Jeg er enig med de andre, det handler (for en gang skyld:mrgreen:) ikke om størrelse!

 

Jeg vejer omkring 60 kg, og har en ekstremt lalle-hilse-glad schæfer. Når vi passer en anden schæfer, en egetkønsaggressiv han på 45 kg, kan jeg stadig uden de store problemer styre de tilsammen 80 kg for enden af snorene. Det er så enkelt, at begge hunde er velopdragne, og så ved de i øvrigt ikke at de kan trække af med mig.

 

Det handler om at hunden respekterer personen for enden af snoren, og det kan ikke understreges nok, at det gøres bedst ved positive metoder og samarbejde.

 

Umiddelbart ville jeg foreslå at det er din kæreste der går til hvalpetræning, og at i så begge går til unghundetræning når hunden bliver lidt ældre. Du har selv haft hanhunde, og tænker garanteret at sådan en skal holdes nede med dominans og fysisk styrke. Det kunne ikke være mere forkert, så derfor vil det være en god ide at komme afsted til træning og høre lidt om hvordan man træner hund i dag, og få inspiration til positive metoder der øger samarbejdet.

 

 

 

Hej Anne

 

Tak for svaret :)

 

Jeg tror såmænd slet ikke, at man skal holde en hanhund nede med dominans og fysisk styrke, selvom man formentlig brugte mere af det, dengang jeg havde hunde i mit barndomshjem. Jeg har læst et par nutidige bøger om hundeopdragelse, og påtænker at rette mig efter den mere moderne tankegang på området :)

 

Når det er sagt, kommer vi ikke uden om, at hvis hunden (måske utilsigtet) rykker min kæreste omkuld under en gåtur, kunne det godt tænkes, at hun pludselig indser, at min ide med at få en 60 kg. hund måske ikke var så god alligevel. Den situation vil jeg meget nødigt ud i, hvorfor jeg efterspørger folks erfaringer.

 

Vh. Skonberg

Link til indlæg
Del på andre sites

Undskyld mine fordomme:blink:

 

Om hunden vejer 25 eller 60 kg, gør faktisk ikke den store forskel. De kan sagtens rykke et menneske omkuld! En standard politihund, vejer vel omkring 27-30 kg, og kan nedlægge hvem som helst.

 

Men igen, hvis det er din kæreste der starter på hundetræningen, vil hun få det bånd med hunden der gør, at den vælger ikke at rykke hende omkuld.

 

I øvrigt, så vil jeg næsten til enhver tid stemme for en steriliseret tæve:engel:

Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst Skonberg
Hej,

 

Jeg har selv en stor hanhund og han er berner med stort B ;-) =meget selvstændig :stupid:.

Jeg (samme str. som Rikke ;-) ) og kan godt holde ham, men han kan også godt finde på lige pludselig at ville et andet sted hen(god duft) og så gælder det om at være vågen ! Og en berner -han eller hunhund er en stor tung hund.

 

Min hanhund kan med de fleste andre hanner.

 

Jeg elsker min berner, men næste gang vil jeg have en mere samarbejende race (her er min aussie et godt eksempel :-) ) .

 

Og skal jeg have en bamsehund bliver det ikke en berner(også p.g.a. den relativt korte levetid).

 

Hvad er det der gør at I har valgt berneren som race og har I andre racer i tankerne ??

 

V.H. Sille

 

Hej Sille

 

Vi er faldet tilfældigt over berneren. I første omgang var det selvfølgeligt udseendet der gjorde udslaget. Efterfølgende har vi så erfaret gennem læsning om racen, at den efter vores mening, har de helt rigtige kvaliteter en hund skal have. Kvaliteter der vil passe godt til vores livsstil og temperament. Vi har sidenhen besøgt to kenneler, hvor vi har mødt flere eksemplarer af racen, og det har ikke mindsket begejstringen :)

 

Vi har også haft golden retriever, labrador og schæfer i overvejelserne.

 

Vi har dog også betænkeligheder vedr. helbredsproblemerne. Jeg synes dog ikke, at gennemsnitsalderen på 7 år er så afskrækkende, da jeg ikke mener, den er væsentligt højere for de racer, vi ellers har overvejet (ret mig endeligt, hvis jeg tager fejl)

 

Ang. problematikken med at det ikke er en særligt samarbejdende race, tænker jeg, at det vel også er et spørgsmål om, hvilke krav man har til sin hund, og hvad man vil bruge den til. Vores kommende hund skal i første omgang være en god familiehund og være velopdragen. Så skal den være rolig og tage godt imod gæster i hjemmet. Derudover har vi ikke så mange krav til den. At den har lidt egen vilje og selvstændighed, synes jeg egentligt bare er skægt og charmerende - det ved du jo nok bedre end mig, om det rent faktisk er det :)

 

Vh. Skonberg

Link til indlæg
Del på andre sites

Hej,

 

Jeg smiler lidt :-D for dine argumenter for at få en berner er faktisk lig med mine for 4 år siden ;-) . Jeg syntes det selstændige var charmerende og bare et plus.

 

Og misforstå mig ikke, jeg synes min berner er skøn, men har fundet ud af at jeg nok mest er til samarbejdende hunde, der vejer omkring de 30-35 kg :-) .

 

Men held og lykke med projekt berner, jeg er sikker på at du bliver glad for dit valg.

 

V.H. Sille

Link til indlæg
Del på andre sites

Nå, HF har så åbenbart ædt mit indlæg, som jeg skrev tidligere... Så må jeg jo prøve igen :-)

 

Tak for jeres konstruktive svar :)

 

Jeg fornemmer, at der er nogenlunde enighed om, at størrelsen på hunden med den rette træning og opdragelse ikke behøver være et problem for en mindre person. Det er jo meget positivt.

 

Jeg ved allerede nu, at det bliver mig, der kommer til at lægge mest tid i træningen. Jeg er i tvivl om, hvorvidt hunden så primært vil lystre mig, eller om træningen og opdragelsen lige så vel kan "bruges" af min kæreste?

 

Derudover fornemmer jeg også, i denne og andre tråde, at ikke alle synes, at en Berner Sennen er en god begynderhund bl.a. pga. dens selvstændighed og måske mindre vilje til at samarbejde end andre racer. Jeg tror ikke, jeg synes at det er negativt. Jeg synes, det er meget charmerende med små særheder hos en hund, bl.a. såsom selvstændighed, så længe det ikke tager overhånd - hunde skal naturligvis være velopdragne. Er der noget jeg har overset ved racen, der gør, at man ikke skal vælge den som førstegangshund?

 

Vh. Skonberg

 

En berner er vel netop en skidt førstegangshund, fordi den netop er en selvstændig, viljestærk og fysisk stærk hund, hvor der blandt hannerne oven i købet er en vis tendens til egetkønsaggressioner. Den er ikke let at danse med og førstegangshundeejere har sjældent den store forhåndsviden om hundesprog, indlæringsteori osv. - hvorfor det nemt og hurtigt kan gå galt med en berner. Hvor vidunderlige, rolige, afslappede, glade, rare og kærlige de så end er.

 

En berner er aktivitetsmæssigt ikke en specielt krævende hund. Den elsker at blive brugt, men kan fint tage nogle afslapperdage og tilpasser sig i god udstrækning familiens aktivitetsniveau.

 

Jeg synes Pia Larsen beskriver det ganske godt i denne artikel, hun har:

Planlagte hvalpe

 

En historie jeg kender, omkring bernerens "æselsyndrom" (stædighed, viljestyrke, selvstændighed - kald det hvad du vil) :-) Jeg kender én, som har en bernertæve, der ikke er helt som hunde er mest... Hun synes nemlig ikke altid, at gåture er dagens store højdepunkt og når hun bliver luftet, kan hun pludselige i indkørslen, når de er ved at passere bilen, stoppe op og sætte helt i bak-gear, mens hun nærmest kaster sig ind mod deres bil :-) Og hun er IKKE til at få videre, ifølge ejer. Enten er det tur i bilen - eller også er det nul tur! Jeg har set billede af hende, når hun laver nummeret - og hun har bare bernerens skønherlige stædighedsblik på her, mens hun nærmest klamrer sig til bilen... Nix, nej, det vil jeg ikke! Hun har også engang været løs på en eng og så ville ejeren gå over i skoven - nope, det ville hun ikke! Så løb hun tilbage til bilen. Ejer forsøgte igen - forfra! Line på - stopklods :lol:

Hun er lidt slem på dette punkt :lol: I dagligdagen er det for det meste lidt mindre problemer, det kan give. Tingene foregår ligesom i "bernertempo", som vi kalder det herhjemme. Der skal liiiige tænkes over, om man nu også er enig i, at det var så fin en idé igen. Men for det meste gør Møffe da, hvad vi beder om.

 

Derudover, så er jeg ikke enig med dem, der ikke mener, at ejeres styrke har noget at sige, selvom det da ikke er alt... En unghund kan få rigtig meget hormonkuller, der kommer og går fra den ene dag til den næste (sådan var det for det meste med Møffe) og opdragelsen kan nemt gå skævt i løbet af hvalpetiden, enten grundet fejlhåndtering i nogle situationer, eller uundgåelige uheldige oplevelser. Kender personligt til flere bernerdrenge, der har slæbt afsted med deres kvindelige ejer - den både tværs over en vej, fordi den så en anden hund. Henover gårdspladsen (ejer slap ikke linen, da den ellers ville stikke af)... Tværs over en parkeringsplads... Det er altså ikke en størrelse og styrke, man skal spøge med. Dette var midaldrende kvinder og en ung kvinde vil jeg mene i de fleste tilfælde KAN holde en bernerdreng, når hun har lært "taget".

 

Det er ikke fordi jeg vil afskrække jer, men I skal bare lægge meget træning i det og være realistiske om, at det KAN ske, at der kommer en periode af kortere eller længere varighed, hvor kæresten måske ikke bare kan lufte en stor hanberner. Jeg mener selv, at jeg lagde en masse træning i Møffe og gjorde det stort set "rigtigt", især taget i betragtning, at han er min første hund - alligevel havde vi en periode på et par måneder (og det kom som lyn fra en klar himmel, fra den ene dag til den anden), hvor hans hjerne sagde klik, så snart der var visse tæver på en vis afstand (så han opdagede, at det var en tæve). Han skreg, pev og hylede og sprang ud i linen, så folk glooooede og grinte (de kendte os og ja, det må have været et syn for guder) - han var nærmest uden for pædagogisk rækkevidde, jeg kunne kun få MEGET flygtigt kontakt med ham (om nogen?) og blev nød til at "flygte" fra situationerne til en afstand, hvor kontakten kunne reetableres. Efter to måneder med intensiv træning og nogen forbedring, forsvandt det - pist væk og så var han nærmest gode gamle Møffe igen, der dog havde opdaget, at der var noget, der hedder tæver. I hvert fald lidt mere bevidst om det, end før det show begyndte :lol:

Link til indlæg
Del på andre sites
Hej,

 

Godt indlæg Rikke og jeg må sige at ovenstående (hylen og hoppen i snoren) kan min 4 årige berner stadig præstere - måske han ikke ved at puberteten er ovre :stupid:.

 

V.H. Sille

 

Tjaaah, bernere modnes jo sent :mrgreen: Skal siges, at Møffe stadig får sine hovedkulds forelskelser... Vi har en riesenschnauzer i parken... Den er simpelthen for lækker! Den kan Møffe simpelthen ikke modstå... Men i unghundetiden var det så 8 ud af 10 tæver, der fik den reaktion! Og den var voldsommere dengang - i dag skal han dog lige have hilst, før han går "amok", før kunne vi stå på 20 meters afstand :lol: Og han er nooooget nemmere at få kontakt med, bare meget "flyvsk" :lol:

Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst Skonberg
Nå, HF har så åbenbart ædt mit indlæg, som jeg skrev tidligere... Så må jeg jo prøve igen :-)

 

 

 

En berner er vel netop en skidt førstegangshund, fordi den netop er en selvstændig, viljestærk og fysisk stærk hund, hvor der blandt hannerne oven i købet er en vis tendens til egetkønsaggressioner. Den er ikke let at danse med og førstegangshundeejere har sjældent den store forhåndsviden om hundesprog, indlæringsteori osv. - hvorfor det nemt og hurtigt kan gå galt med en berner. Hvor vidunderlige, rolige, afslappede, glade, rare og kærlige de så end er.

 

En berner er aktivitetsmæssigt ikke en specielt krævende hund. Den elsker at blive brugt, men kan fint tage nogle afslapperdage og tilpasser sig i god udstrækning familiens aktivitetsniveau.

 

Jeg synes Pia Larsen beskriver det ganske godt i denne artikel, hun har:

 

En historie jeg kender, omkring bernerens "æselsyndrom" (stædighed, viljestyrke, selvstændighed - kald det hvad du vil) :-) Jeg kender én, som har en bernertæve, der ikke er helt som hunde er mest... Hun synes nemlig ikke altid, at gåture er dagens store højdepunkt og når hun bliver luftet, kan hun pludselige i indkørslen, når de er ved at passere bilen, stoppe op og sætte helt i bak-gear, mens hun nærmest kaster sig ind mod deres bil :-) Og hun er IKKE til at få videre, ifølge ejer. Enten er det tur i bilen - eller også er det nul tur! Jeg har set billede af hende, når hun laver nummeret - og hun har bare bernerens skønherlige stædighedsblik på her, mens hun nærmest klamrer sig til bilen... Nix, nej, det vil jeg ikke! Hun har også engang været løs på en eng og så ville ejeren gå over i skoven - nope, det ville hun ikke! Så løb hun tilbage til bilen. Ejer forsøgte igen - forfra! Line på - stopklods :lol:

Hun er lidt slem på dette punkt :lol: I dagligdagen er det for det meste lidt mindre problemer, det kan give. Tingene foregår ligesom i "bernertempo", som vi kalder det herhjemme. Der skal liiiige tænkes over, om man nu også er enig i, at det var så fin en idé igen. Men for det meste gør Møffe da, hvad vi beder om.

 

Derudover, så er jeg ikke enig med dem, der ikke mener, at ejeres styrke har noget at sige, selvom det da ikke er alt... En unghund kan få rigtig meget hormonkuller, der kommer og går fra den ene dag til den næste (sådan var det for det meste med Møffe) og opdragelsen kan nemt gå skævt i løbet af hvalpetiden, enten grundet fejlhåndtering i nogle situationer, eller uundgåelige uheldige oplevelser. Kender personligt til flere bernerdrenge, der har slæbt afsted med deres kvindelige ejer - den både tværs over en vej, fordi den så en anden hund. Henover gårdspladsen (ejer slap ikke linen, da den ellers ville stikke af)... Tværs over en parkeringsplads... Det er altså ikke en størrelse og styrke, man skal spøge med. Dette var midaldrende kvinder og en ung kvinde vil jeg mene i de fleste tilfælde KAN holde en bernerdreng, når hun har lært "taget".

 

Det er ikke fordi jeg vil afskrække jer, men I skal bare lægge meget træning i det og være realistiske om, at det KAN ske, at der kommer en periode af kortere eller længere varighed, hvor kæresten måske ikke bare kan lufte en stor hanberner. Jeg mener selv, at jeg lagde en masse træning i Møffe og gjorde det stort set "rigtigt", især taget i betragtning, at han er min første hund - alligevel havde vi en periode på et par måneder (og det kom som lyn fra en klar himmel, fra den ene dag til den anden), hvor hans hjerne sagde klik, så snart der var visse tæver på en vis afstand (så han opdagede, at det var en tæve). Han skreg, pev og hylede og sprang ud i linen, så folk glooooede og grinte (de kendte os og ja, det må have været et syn for guder) - han var nærmest uden for pædagogisk rækkevidde, jeg kunne kun få MEGET flygtigt kontakt med ham (om nogen?) og blev nød til at "flygte" fra situationerne til en afstand, hvor kontakten kunne reetableres. Efter to måneder med intensiv træning og nogen forbedring, forsvandt det - pist væk og så var han nærmest gode gamle Møffe igen, der dog havde opdaget, at der var noget, der hedder tæver. I hvert fald lidt mere bevidst om det, end før det show begyndte :lol:

 

 

Spændende at høre om jeres erfaringer :)

 

Vi har snakket meget frem og tilbage og kigget på mange racer. På trods af de ulemper i beskriver her i tråden, og hvad vi ellers har læst os frem til, bliver vi ved med at vende tilbage til Berner Sennen. Det er bare en dejlig hund med de rigtige egenskaber :)

 

Jeg læste artiklen, som pia har skrevet. De negative sider hun beskriver, er heldigvis ikke særligt store. Jeg vil dog sige, at vi hælder mere og mere til en tæve, da jeg fornemmer, at de kan være en smule mere medgørlige og pga. størrelsen. Vi har så talt om at få den steriliseret, men det må jeg få undersøgt nærmere, inden vi beslutter os for det.

Link til indlæg
Del på andre sites

En steriliseret tæve er imo verdens bedste hund:-) Jeg lod min tæve få en enkelt løbetid, og hold da k*ft!!!! Hun blødte i over 3 uger, vi havde blod i hele huset - 1 meter op ad væggene og hun var deprimeret som bare pokker. Det er den bedste beslutning nogensinde, at få hende steriliseret:-)

 

Arbejdsmæssigt er hun stabil (ifht. intakte hunde), og hun lader sig ikke distrahere af andre hundes hormoner.

 

Husk dog på, at en steriliseret tæve også er unghund i et års tid eller mere. Og de er altså nogle værre banditter når de er teenagere:mrgreen:

Link til indlæg
Del på andre sites
En steriliseret tæve er imo verdens bedste hund:-) Jeg lod min tæve få en enkelt løbetid, og hold da k*ft!!!! Hun blødte i over 3 uger, vi havde blod i hele huset - 1 meter op ad væggene og hun var deprimeret som bare pokker. Det er den bedste beslutning nogensinde, at få hende steriliseret:-)

 

Arbejdsmæssigt er hun stabil (ifht. intakte hunde), og hun lader sig ikke distrahere af andre hundes hormoner.

 

Husk dog på, at en steriliseret tæve også er unghund i et års tid eller mere. Og de er altså nogle værre banditter når de er teenagere:mrgreen:

 

Liva fik også en enkelt løbetid (som lignede det Stockholmske blodbad), inden hun blev steriliseret. Maggie er ikke steriliseret og på vej mod sin 3. løbetid. Hun er rigtig dygtig til at være i løbetid; holder sig fint rent osv. Om Maggie skal steriliseres, har jeg ikke besluttet endnu. Men en ting er sikkert, hun skal være lidt mere voksen, inden det evt. bliver.

 

Men livet er lettere med en steriliseret tæve - især hvis man som mig (og Anne) bruger hunden til prøver.

Link til indlæg
Del på andre sites
Tak for jeres konstruktive svar :)

 

Jeg fornemmer, at der er nogenlunde enighed om, at størrelsen på hunden med den rette træning og opdragelse ikke behøver være et problem for en mindre person. Det er jo meget positivt.

 

Jeg ved allerede nu, at det bliver mig, der kommer til at lægge mest tid i træningen. Jeg er i tvivl om, hvorvidt hunden så primært vil lystre mig, eller om træningen og opdragelsen lige så vel kan "bruges" af min kæreste?

 

Der kommer stort set an på din kærestes engagement i hvalpen. Hvis hun bare "er der" vil hunden højst sandsynligt føje hende i de ting den synes er mindre vigtige, mens den højst sandsynligt vil ignorere hende når der er ting den synes er meget vigtige. Derfor er det vigyigt a hu n også kommer indover noget træning med den, træning som i opdragelse og hyggeaktivering.

 

Derudover fornemmer jeg også, i denne og andre tråde, at ikke alle synes, at en Berner Sennen er en god begynderhund bl.a. pga. dens selvstændighed og måske mindre vilje til at samarbejde end andre racer. Jeg tror ikke, jeg synes at det er negativt. Jeg synes, det er meget charmerende med små særheder hos en hund, bl.a. såsom selvstændighed, så længe det ikke tager overhånd - hunde skal naturligvis være velopdragne. Er der noget jeg har overset ved racen, der gør, at man ikke skal vælge den som førstegangshund?

 

Jeg synes bare du skal være uhyre opmærksom på, at den grad af selvstændighed mange hundeejere synes er fantastisk hos en race før købet ofte er det der ender med at blive problemet mellem dem! Jo, vist er det charmerende at en hund har en mening om ting og sager, men det bliver mindre charmerende når en hunds selvstændighed bliver årsagen til konflikter i opdragelsen.

Skidt så være med at en hund ikke gider træne øvelser, men ting som indkald og forbud mod eksempel at æde alt der ligger på mark og fortov skal gerne sidde ret godt, så det virker. Ligesådan med stopord og ros, så man kan stoppe sin hund i uhensigtsmæssig adfærd samt opmuntre den til alternativ adfærd. Jo mere selvstændig en hund er des sværere kan disse ting blive.

Det betyder at velopdragenhed i sig selv kan blive en udfordring :-)

Link til indlæg
Del på andre sites
Der kommer stort set an på din kærestes engagement i hvalpen. Hvis hun bare "er der" vil hunden højst sandsynligt føje hende i de ting den synes er mindre vigtige, mens den højst sandsynligt vil ignorere hende når der er ting den synes er meget vigtige. Derfor er det vigyigt a hu n også kommer indover noget træning med den, træning som i opdragelse og hyggeaktivering.

 

 

 

Jeg synes bare du skal være uhyre opmærksom på, at den grad af selvstændighed mange hundeejere synes er fantastisk hos en race før købet ofte er det der ender med at blive problemet mellem dem! Jo, vist er det charmerende at en hund har en mening om ting og sager, men det bliver mindre charmerende når en hunds selvstændighed bliver årsagen til konflikter i opdragelsen.

Skidt så være med at en hund ikke gider træne øvelser, men ting som indkald og forbud mod eksempel at æde alt der ligger på mark og fortov skal gerne sidde ret godt, så det virker. Ligesådan med stopord og ros, så man kan stoppe sin hund i uhensigtsmæssig adfærd samt opmuntre den til alternativ adfærd. Jo mere selvstændig en hund er des sværere kan disse ting blive.

Det betyder at velopdragenhed i sig selv kan blive en udfordring :-)

 

Ja, for s*tan, hverdagslydigheden... Jeg har intet imod det der sker herhjemme, det er en blid og overbærende race, der for det meste er villig til at lave "deals" og nogle gange, har jeg indtryk af, så gør de simpelthen tingene ud fra devisen "du får ret, jeg får fred" (og man kan nærmest se at kræet ruller med øjnene) :lol: og jeg har aldrig oplevet konflikter ved hverdagsting med Møffe, men indkaldet for syv søren... Jeg HADER, at det i dag stadig ikke sidder liiiige i skabet. Vi har kæmpet og kæmpet med det som ingen anden, føler jeg og alligevel er det stadig ikke perfekt. Det virker efterhånden i de fleste situationer, men ikke i alle og jeg skal gå med "øjnene på stilke", hvis jeg har ham løs.

 

Nu har jeg kun erfaring personligt med hanhunde, men jeg har indtryk af, at tæverne generelt er nemmere og at de fleste bernertæver er rimeligt lydhøre overfor et indkald. Det er en race, der knytter sig tæt og helst ikke vil være væk fra ejer. Men samtidig selvstændig - en lidt sjov cocktail :-)

 

 

Jeg vil dog tilføje, at jeg synes der virker til at være stor forskel på de forskellige linier inden for racen - nogle er mere samarbejdende end andre. Snak med opdrætter, om deres erfaringer med deres hunde på disse punkter og vurdér den tæve, I skal have hvalp efter :-) Vi har en bernerdreng her hvor jeg bor, han lyder nærmest det mindste vink fra sine ejere :-)

Link til indlæg
Del på andre sites
Spændende at høre om jeres erfaringer :)

 

Vi har snakket meget frem og tilbage og kigget på mange racer. På trods af de ulemper i beskriver her i tråden, og hvad vi ellers har læst os frem til, bliver vi ved med at vende tilbage til Berner Sennen. Det er bare en dejlig hund med de rigtige egenskaber :)

 

Jeg læste artiklen, som pia har skrevet. De negative sider hun beskriver, er heldigvis ikke særligt store. Jeg vil dog sige, at vi hælder mere og mere til en tæve, da jeg fornemmer, at de kan være en smule mere medgørlige og pga. størrelsen. Vi har så talt om at få den steriliseret, men det må jeg få undersøgt nærmere, inden vi beslutter os for det.

 

Jeg synes, det lyder fornuftigt at starte med en tæve ud fra hvad du har skrevet om jer i tråden her :-) Det kan jo også være, at hun er renlig nok i sine løbetider, så I kan holde det ud uden at sterilisere. Jeg passede engang en labradortæve, der viste sig at være i løbetid - jeg fandt én blodplet fra hende og ellers kunne det kun ses ved hanhundenes øgede interesse.

 

En sådan tæve og som ikke lider af falske drægtigheder osv., ville det imo være synd at sterilisere (selvom nogle er uenige i dette)...

Link til indlæg
Del på andre sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Gæst
Svar på dette emne...

×   Du har kopieret indhold med formatering.   Fjern formatering

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.



×
×
  • Tilføj...