"Fordomsfulde" familiemedlemmer og venner..

[Gæst Chevy]

Det er ikke sjovt at møde fordomme. Herhjemme bliver jeg mødt med rigtig mange fordomme fra den nærmeste familie pga. min hund. (dog ikke pga. racen, tror ikke der er så mange der er bange for en cavalier hahaha) og det er bare ikke en sjov følelse. Men jeg synes i skal gøre det i føler for, og så held og lykke med jeres hund/hunde. Og glæder mig til at se tonsvis af billeder af sådan nogle lækre rottebasser

Jamen lover der bliver smidt en masse billeder ind.. (Tror mine FB venner snart får pip af alle de billeder.. Men havde nu advaret dem.. ) Der er da, til en start, nogle stykker på vores side.. )

[Gæst mulline]

Nu har jeg selv haft en flok på 4 rottweilere på en gang, og de fleste af vores gæster som var lidt mistroiske overfor racen er blevet omvendt dog blev min far aldrig rigtig glad for dem, men pyt med den:-D

 

[PinPoynter]

Min mor er skeptisk hver gang vi får en ny hund Hun påstår hårdnakket at hun ikke er hundemenneske, og ikke bryder sig om store hunde... alligevel kan man ofte finde hende i sofaen, sammen med 2-3 hunde ved siden af sig/på skøddet, når hun er på besøg

 

Min allerførste hund var en akitablanding, og min mor proklamerede højlydt, at sådan en stor hund var hun altså rigtig bange for. Men Akita var jo kun 9-10 uger da hun første gang kom med ud til "mormor", og ingen kan være bange for sådan en bette fis! De blev også bedte venner, og min mor passede hende ofte, mens akita var enehund.

[Gæst Chevy]

Ej hvor dejligt at høre.. ) Og lækre vapser.. )

Nu har jeg selv haft en flok på 4 rottweilere på en gang, og de fleste af vores gæster som var lidt mistroiske overfor racen er blevet omvendt dog blev min far aldrig rigtig glad for dem, men pyt med den:-D

 

[ATTACH=CONFIG]110717[/ATTACH]

[Gæst Chevy]

Min mor er skeptisk hver gang vi får en ny hund Hun påstår hårdnakket at hun ikke er hundemenneske, og ikke bryder sig om store hunde... alligevel kan man ofte finde hende i sofaen, sammen med 2-3 hunde ved siden af sig/på skøddet, når hun er på besøg

 

Min allerførste hund var en akitablanding, og min mor proklamerede højlydt, at sådan en stor hund var hun altså rigtig bange for. Men Akita var jo kun 9-10 uger da hun første gang kom med ud til "mormor", og ingen kan være bange for sådan en bette fis! De blev også bedte venner, og min mor passede hende ofte, mens akita var enehund.

 

Nej tænker også at det i de fleste tilfælde egentlig bare skyldes uvidenhed og at de rent faktisk aldrig rigtig har mødt en sådan hund.. Men en ting jeg synes er lidt sjovt i dette tilfælde, er at de lige netop altid har haft schæfere i hele hendes barne/ungdomsår, og skal man nu tænke kun på alle statistikkerne, så er de jo altid øverst/ nr. 1 på listen af bid osv.. Jeg mener nu absolut heller ikke schæfere er farlige, bare mere en lidt sjov pointe, når nu det lige netop er det hun/de er bange for.. )

[Franziska]

Springer lige alle indlæg over for at fortælle en solstrål-historie. Min kærestes moster ment at hun heller ikke gad ses med os mere hvis vi fik hund.

Min kommentarer til det var "fint det bestemmer du helt selv"

Og den dag i dag må vi endda tage vores hund med i hendes hjem selvom hun har kat som ikke tollerer hunde. Men det bliver bare lukket væk/ud i den tid vi er der.

Hunden bliver endda inviteret op i sofaen for efter hendes (ny) mening er det meget bedre at putte men hunden sådan.

 

Jeg tror mange bliver skræmte af tanken om en stirre hund man skal forholde sig til, når de så har lært hunden at kende er det ikke så slemt længere.

[Potemis]

Altså min nevø er lidt bange for hunde men han kan alligevel ikke lade være med at tø op når cookie står med sin bold og lokker han vil ikke give hende kiks endnu men mon ikke han bliver mere modig når lillesøster er stor nok til det. Hun skraldgriner når jeg fodrer cookie, også når hun sidder på skødet og cookie springer op med åben mund..

Min far bryder sig slet ikke om dyr og ihvertfald ikke hunde. Alligevel er der ingen grænser for hvor meget kærlighed og opmærksomhed han giver hende

[Doberfan]

Kender alt for godt til fordomme om racer. Min egen søster kaldte mig "skudt i hovedet" hvis jeg fik en Doberman som var planen, for de er jo helt utilregnelige .

 

Men mine hunde har omvendt rigtig mange mennesker - og næsten alle er omplaceringshunde. Pt. har jeg en hanhund som er terapihund, vi besøger plejehjem og hospitaler hver uge, og nogle gange biblioteker hvor børn læser for hundene. Chase er en favorit alle steder han kommer. Han har omvendt sygeplejesker der har haft en livslang skræk for store hunde/dobere.

 

Men det er vigtigt at skelne mellem ubegrundet/indlært skræk og deciderede fobier. Nogle er bange for hundene fordi de har haft en dårlig oplevelse eller har hørt/læst at den og den race er "farlig". Dem kan man arbejde med hvis de ønsker det. Andre har en fobi for hunde som er irrationel og der skal man respektere dem og holde afstand. Fobier er per definition irrationelle og der har vi absolut ingen ret til at pådutte dem kontakt.

[Trixie83]

Jeg har kun oplevet at folk er blevet omvendt af mine hunde (dog er det den anden vej rundt - jeg har jo små "tæppetissere som gør af alt og alle )

 

I min familie er jeg (vi) de eneste med hund - ingen har dog sagt de ikke ville besøge os, men har da udtalt hvad vi dog ville med så små irriterende hund. OG ting som, nå, skal de så sidde på skødet eller kan de ikke gå selv, hvis vi har løftet/båret på dem.

 

Vi fik så Milo først og alle, og jeg mener ALLE, blev totalt forelskede i ham. Han skulle med rundt til alle venner og i familien, måtte putte i sofaen, måtte hoppe op - det gjorde jo ikke noget, han ville jo bare sige hej osv :klap:

 

Så de blev klart omvendt fra ikke at gide hunden og den skulle bare være "nederst" i hierakiet til at knuselske ham mindst lige så meget som os :hjerte:

 

Da v så fik nummer to, tja, SÅ blev det altså for meget. NU kunne de ikke længere komme med på besøg - og alligevel har vi her 2 år senere altid begge med alle steder :blink:

 

Den måde vi gjorde det på, var ved at respektere folks forskellige grænser. Altså ingen hund i sofaen hvis de ikke gad det i starten osv. Da vi gentagende gange jo skulle køre tidligt hjem fra fester osv pga hund, ja så måtte han jo med, men ikke i møblerne! Det ændrede sig også hurtigt - det ER bare hyggeligt med en lille privat varmedunk.

 

Lidt rodet, men moralen er: Respekter deres grænser, men hold fast i hvad DU mener er bedst for jeres hunde - så tror jeg på familien nok skal tø op for jeres skønne hunde Og hvis ikke de gør, så er det jo bare dem som går glip af en masse skønne oplevelser!

[CrazyDogLady]

Jeg fik maaaaange fordomme skudt i hovedet, da jeg som 19-årig fik min første hund, en grand danois min familie havde haft hund da jeg var helt lille, en golden som blev aflivet da jeg var 4-5 år, så kan ikke rigtig sige at jeg er opvokset med hund, opdragelse, almindelig opførsel og liver med hund.

"Du kan jo ikke holde den, hvis den vil løbe af med dig!!" - Men det ville hun jo ikke, hun ville være sammen med mig, trods en kat/anden hund/whatever!

"Din mor kan ikke tåle hund, så få den da aflivet!!" - Men hun elsker den hund og nyder den lige så meget som mig!

"Du er jo ikke færdig med at rende i byen, så skal dine forældre belemres med den !" - Men de VIL gerne passe hende når jeg føjter!

 

Det største skænderi min far og jeg nogensinde har haft (og vi har dælendytme haft mange!!) var da jeg skulle flytte hjemmefra da Nala var omkring 1½ år. Vi havde boet hos mine forældre i godt 1 år og de holdte af Nala, som havde de selv valgt at få hund. Far mente at de skulle beholde Nala, for hun hørte til hos dem. Jeg mente hun skulle med mig, da jeg stod med alle udgifter og hun var min

Jeg flyttede til denby min far arbejdede og var ugentligt på besøg efter han havde fri. Ikke for at besøge mig, men for at besøge Nala, kæmpehunden :hjerte:

 

Alle de grumme kommentar kom fra familien, og da de ligesom havde set det bånd Nala havde knyttet til mig, min lillebror og mine forældre, måtte de bide i det sure æble og måtte indrømme at Nala var perfekt!

[MissLøven]

Da jeg fortalte min mor, at jeg skulle have hund, synes hun det var en vildt dårlig idé. Hun kom med den ene prædike efter den anden, om hvorfor jeg ikke skulle få en hund (lige nu)

 

Nu har jeg haft Rigmor lidt over en uge. Og man kan jo ikke andet end at synes hun er skøn.

Så min mor kalder selvfølgelig sig selv for mormor nu

[Hewlett]

Min svigermor har altid været bange for hunde.

 

Efter vi fik vores første hvalp og efterfølgende Ninja er hun ikke længere som sådan bange for hunde. Hun har respekt for dem, men går ikke længere over på den anden side af gaden når hun skal passere en hund (som hun gjorde før i tiden).

 

Da vi så fik Mollie var det jo lidt spændende, for hun var jo en voksen hund, godt nok ikke en stor en af slagsen, men altså heller ikke en sød og nuttet lille hvalp.

 

Men svigermor har bare fra dag 1 taget imod Mollie, og man ville ikke gætte at hun engang havde en frygt for hunde.

Hun har helt styr på at give dem godbidder og betragter dem måske nok lidt som en form for børnebørn

 

En anden historie er min kærestes niece - hun er autist, og har en mor som er skrækslagen for hunde. Dette smittede desværre over på niecen, men min kærestes bror og kone gik fra hinanden, så nu er niecen kun i selskab med hundene uden hendes mor er der til at påvirke hende.

 

Hun bryder sig stadig ikke om hvis hundene pludselig er omkring hende, men hvis hun ser dem komme er hun ikke længere bange, og lader dem gerne snuse til hendes hænder

[Gæst Vincent W]

Uvidenhed er roden til mange mærklige ting. Har selv haft en Rottweiler som barn, de er gode som dagen er lang, med den rigtige opdragelse naturligvis!