Hop til indhold
Mone

Jeg har mistet min elskede hund :’(

Recommended Posts

Kære alle 

jeg skriver dette indlæg i håb om at nogen af jer har nogle råd til at hjælpe mig igennem den største sorg jeg nogensinde har oplevet 

jeg mistede min dejlige sheltie Snutzi i onsdags, det her er de værste dage i mit liv hun var mit et og alt og det aller bedste der var sket for mig. Jeg har et kæmpe tomrumsfølelse og har svært ved at se glæde ved livet nu. 

Vi tog den hårde beslutning om at hjælpe hende med at få fred. Hun var 12 år gammel og havde fået kræft. Vi prøvede med en operation i april da dyrlægen var optimistisk og hun klarede det så flot og kom sig helt, men bare nogle uger senere kom der nye knuder. :’( vi smertedækkede hende i hele forløbet og hun spiste og ville stadig gå tur og lege, men til sidst fik hun vejrtrækningsproblemer (dyrlægen mener det havde spredt sig til lunger) og så fik hun fred<3 den værste beslutning nogensinde havde sådan håbet hun havde sovet stille ind når hendes tid var. 

Jeg sidder nu tilbage og er bange for at vi ikke lod hende få fred tidsnok, men vi holdte fast i de små opblomstringer hun havde og håbede virkelig til det sidste på et mirakel. 

Jeg har skyldfølelse over at jeg ikke satte mig mere ned til hende på gulvet til sidst (hun ville ikke være ved os i sengen eller sofaen til sidst pga varmen) 

og jeg føler at det er som om det ikke er sket eller som om det er længe siden det er  sket, det er som om min hjerne ikke kan huske de sidste måneder af hendes liv og jeg kæmper for at huske nogle gode minder fra den sidste tid, jeg er bange for at jeg måske sørger forkert og at jeg ikke får bearbejdet denne kæmpe sorg rigtig?

Jeg kigger på billeder af hende mange gange om dagen og så husker jeg hendes dejlige udtryk og ubetinget kærlighed og jeg græder over at hun ikke længere er her hos os. 

Vi har også en anden lille sheltie Trut hun har haft Snutzi gennem hele hendes 10 år lange liv, og hun er også blevet mere stille, sover meget og er ikke så aktiv som hun ellers altid har været. Selvfølgelig savner hun også sin Snutzi som var hendes klippe. 

Vi har overvejelser om at få en ny lille sheltie både for at hjælpe os igennem dette kæmpe tab og jeg ved at både Snutzi og Trut har elsket hinandens selskab, så også for Truts skyld. Det skal nævnes at Trut ikke er så glad for andre hunde udover et par vi kender og så elskede hun Snutzi, men vil det mon blive anderledes hvis vi fik en lille ny? 

Sammetid vil jeg ikke have at nogen skal erstatte min dejlige Snutzi for hun var virkelig en en’er, og jeg vil ikke gøre noget som vores Trut ikke vil trives med. 

Håber sådan nogen af jer har prøvet noget lignede og måske har nogle trøstende ord<3

Kærligst Simone 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Hej Simone.

Det gør mig meget ondt at du har mistet din elskede hund! Jeg har selv været turen igennem, og kan desværre afsløre at det ikke bliver nemmere hverken anden, tredie eller fjerde gang.

Det er vigtigt at du giver dig selv lov til at sørge for fuld udblæsning. Folk har forskellige måder at sørge på. Jeg selv en af dem, der græder øjnene ud af hovedet den første uge. Derefter kan jeg leve nogenlunde normalt, men der har været dage - selv flere år efter, hvor jeg var nødt til at tude igen, fordi jeg så et billede eller fik et eller andet minde om min hund. Det er for øvrigt det samme med de mennesker, jeg har mistet.

Hvis der er nogle i din familie eller omgangskreds, der ikke forstår din sorg, så lad være med at diskutere med dem. Det kan ikke betale sig - enten fatter man det, eller ikke. Undgå de mennesker et stykke tid - eller bed dem pænt om at skifte emne.

Den dårlige samvittighed er næsten det værste - den følelse at man ikke har gjort det rigtige for sin hund. Den kan jeg ikke tage fra dig, blot sige at for mig lyder det som om du har været en meget kærlig og samvittighedsfuld hundeejer. På et tidspunkt vil du sikkert komme til det resultat, at du gjorde dit bedste, og ingen kan gøre mere. Og det, der evt. kunne være gjort anderledes, det kan du vælge at tage ved lære af.

En hvalp kan være en god idé, hvis din anden hund vil acceptere den. Da jeg fik hvalp sidste gang var min gamle Grand Danois smækfornærmet, men efter en måneds tid blev hun glad for hvalpen alligevel, og de blev bedste venner. En hvalp kan give en ældre hund nyt mod på livet, det er skønt at opleve.

 

 

  • Like 3

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Hej Simone. 

Jeg er helt enig med Umulia her. 

Jeg sagde selv farvel til mit hjertebarn, min første egen hund, Luna i december 2016. Før det havde jeg sagt farvel til 5 katte. Det bliver aldrig nemt og det skal det heller ikke, i min optik. Man er ked af det, fordi man mister noget, man har elsket. 

Jeg vrælede også de første mange dage og så bliver det mindre og mindre. Og jeg kan mindes hende med glæde nu. 

Om det vil hjælpe at få en hvalp, ved jeg helt ærligt ikke. Trut er 10 år gammel og ikke så glad for andre hunde. Så det skal I lige tænke igennem. 

Jeg havde ikke andre hunde og har først nu fået hvalp igen. Jeg har ikke været klar før. 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
39 minutter siden, Umulia skrev:

Hej Simone.

Det gør mig meget ondt at du har mistet din elskede hund! Jeg har selv været turen igennem, og kan desværre afsløre at det ikke bliver nemmere hverken anden, tredie eller fjerde gang.

Det er vigtigt at du giver dig selv lov til at sørge for fuld udblæsning. Folk har forskellige måder at sørge på. Jeg selv en af dem, der græder øjnene ud af hovedet den første uge. Derefter kan jeg leve nogenlunde normalt, men der har været dage - selv flere år efter, hvor jeg var nødt til at tude igen, fordi jeg så et billede eller fik et eller andet minde om min hund. Det er for øvrigt det samme med de mennesker, jeg har mistet.

Hvis der er nogle i din familie eller omgangskreds, der ikke forstår din sorg, så lad være med at diskutere med dem. Det kan ikke betale sig - enten fatter man det, eller ikke. Undgå de mennesker et stykke tid - eller bed dem pænt om at skifte emne.

Den dårlige samvittighed er næsten det værste - den følelse at man ikke har gjort det rigtige for sin hund. Den kan jeg ikke tage fra dig, blot sige at for mig lyder det som om du har været en meget kærlig og samvittighedsfuld hundeejer. På et tidspunkt vil du sikkert komme til det resultat, at du gjorde dit bedste, og ingen kan gøre mere. Og det, der evt. kunne være gjort anderledes, det kan du vælge at tage ved lære af.

En hvalp kan være en god idé, hvis din anden hund vil acceptere den. Da jeg fik hvalp sidste gang var min gamle Grand Danois smækfornærmet, men efter en måneds tid blev hun glad for hvalpen alligevel, og de blev bedste venner. En hvalp kan give en ældre hund nyt mod på livet, det er skønt at opleve.

 

 

Tak for din besked Umulia, jeg er glad for at der er nogen som kan sætte sig i mit sted og forstår mig. Jeg har brug for at græde over hende som du også skriver sammetid er det som om mit hoved prøver at gemme sorgen væk og det er så hårdt, jeg har langt fra lyst til at glemme hende nogensinde hun fortjener at blive husket altid for den fantastiske hund hun var<3

Jeg håber jeg snart kommer frem til at jeg gjorde det bedste for hende, for mig var min vigtigste opgave i livet netop at passe på hende og give hende det bedste liv. 

Jeg er glad for at høre at en ny hvalp fik din grand danois til at få helt nyt mod på livet. Måske en lille hvalp også vil hjælpe Trut og os<3

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
41 minutter siden, JeanetteH skrev:

Hej Simone. 

Jeg er helt enig med Umulia her. 

Jeg sagde selv farvel til mit hjertebarn, min første egen hund, Luna i december 2016. Før det havde jeg sagt farvel til 5 katte. Det bliver aldrig nemt og det skal det heller ikke, i min optik. Man er ked af det, fordi man mister noget, man har elsket. 

Jeg vrælede også de første mange dage og så bliver det mindre og mindre. Og jeg kan mindes hende med glæde nu. 

Om det vil hjælpe at få en hvalp, ved jeg helt ærligt ikke. Trut er 10 år gammel og ikke så glad for andre hunde. Så det skal I lige tænke igennem. 

Jeg havde ikke andre hunde og har først nu fået hvalp igen. Jeg har ikke været klar før. 

Tak for dit svar Jeanette. Åh det er bare så hårdt Snutzi var også min første hund. Jeg glæder mig til jeg også kan mindes hende kun med glæde og uden at græde, hun var virkelig også mit hjertebarn ❤️

Jeg er meget i tvivl om en ny hvalp og vi er stadig også kun ved overvejelserne, vil aldrig gøre noget som Trut ikke vil trives med, men kan bare mærke hun mangler en makker og bedsteven som Snutzi var for hende. Jeg ved heller ikke hvornår jeg bliver klar til en ny hund eller om jeg nogensinde bliver det.. 

  • Like 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Nej det bliver ikke nemmere uanset hvor mange hunde vi mister. Min første dalmatiner - har været død i 11 år og jeg tænker stadig på ham hver dag.

Så fik jeg min første beagle nogle måneder efter Pongo døde og her blev det lidt nemmere, da jeg fik ham at gå op i. Charlie fik følgeskab af Oscar det samme efterår og ca. 3 år senere kom Darwin til.

For 5 måneder siden mistede jeg min elskede Charlie - han var da 13½ år. Han døde meget pludselig og uventet og det har været så hårdt lige siden. Vi savner ham forfærdelig - jeg kan se billeder af ham nu - men ikke videoer - det er for hårdt. Jeg har to tilbage nu og har nu fået rettet op på hverdagene så det fungerer for dem. 

Det har været mega sjovt at have de 3 sammen - men jeg skal ikke have en ny beagle - der er ikke noget der kan erstatte Charlie. Jeg forventer det bliver endnu mere hårdt når tiden er inde for de andre to - men har efterfølgende besluttet - at der ikke kommer ny hund igen - når det sker. Det er alt for hårdt for mig og ikke mindst familien når de ikke er mere.

Det er kun tiden der kan råde og mildne sorgen og om du skal have en ny hund igen. Jeg føler med dig - det er en slem tid at komme igennem :megaked::bighug:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
35 minutter siden, Beaglepack skrev:

Nej det bliver ikke nemmere uanset hvor mange hunde vi mister. Min første dalmatiner - har været død i 11 år og jeg tænker stadig på ham hver dag.

Så fik jeg min første beagle nogle måneder efter Pongo døde og her blev det lidt nemmere, da jeg fik ham at gå op i. Charlie fik følgeskab af Oscar det samme efterår og ca. 3 år senere kom Darwin til.

For 5 måneder siden mistede jeg min elskede Charlie - han var da 13½ år. Han døde meget pludselig og uventet og det har været så hårdt lige siden. Vi savner ham forfærdelig - jeg kan se billeder af ham nu - men ikke videoer - det er for hårdt. Jeg har to tilbage nu og har nu fået rettet op på hverdagene så det fungerer for dem. 

Det har været mega sjovt at have de 3 sammen - men jeg skal ikke have en ny beagle - der er ikke noget der kan erstatte Charlie. Jeg forventer det bliver endnu mere hårdt når tiden er inde for de andre to - men har efterfølgende besluttet - at der ikke kommer ny hund igen - når det sker. Det er alt for hårdt for mig og ikke mindst familien når de ikke er mere.

Det er kun tiden der kan råde og mildne sorgen og om du skal have en ny hund igen. Jeg føler med dig - det er en slem tid at komme igennem :bighug:

Åh jeg har haft de helt samme tanker. Når man får en hund ved man at det er på lånt tid og at man skal igennem den største sorg og jeg har også frygtet for denne tid i lang tid :’(  

Men jeg vil jeg aldrig have været for uden de skønne år jeg fik med min Snutzi ❤️ Og måske er det derfor tankerne nu kredser om jeg skal have en lille ny som måske kan lindre smerten en smule over tabet og give mig noget af den del tilbage af mig som jeg føler jeg nu også har mistet 😢

  • Like 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg måtte sige farvel til min hund i maj måned i år. Det spøger af gode grunde stadigvæk ret ofte. Der kan godt gå dage imellem, at jeg sådan virkelig savner ham helt ned i maven. De fleste dage kan jeg godt tænke på ham med et smil og vished om, at han ikke har ondt mere. Og så trøster jeg mig ved, at jeg skal se ham igen en dag. 

Og så er der dage som i dag, hvor livet er noget lort og jeg får helt ondt i maven ved tanken om, at jeg aldrig skal begrave fingerne i hans bløde pels eller kysse ham godnat om aftenen. For det var jo ham, der fik mig igennem, når det hele var træls. 

Så det svinger meget. Og det tror jeg er helt normalt. 

Mit råd til dig er også at sørge. Og ligesom når man mister et menneske, man har elsket, så tager det tid. Og det går formodentligt aldrig helt væk. Men det bliver lettere at bære med tiden. Så lad det tage den tid, det tager selvom det kan være svært at være i. 

Sorg og savn er jo ikke fede følelser at gå rundt med. Men jeg tror, det er virkelig vigtigt at gennemleve det for at kunne leve med det. Hvis man hele tiden gør en masse tiltag for at glemme det eller forsøger at skubbe det væk, så bliver det aldrig lettere. Så, en sorgproces er ret vigtig. 

Og så en masse kram til dig - det er så hæsligt :ae: :ae: :bighug:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
1 time siden, Therese skrev:

Jeg måtte sige farvel til min hund i maj måned i år. Det spøger af gode grunde stadigvæk ret ofte. Der kan godt gå dage imellem, at jeg sådan virkelig savner ham helt ned i maven. De fleste dage kan jeg godt tænke på ham med et smil og vished om, at han ikke har ondt mere. Og så trøster jeg mig ved, at jeg skal se ham igen en dag. 

Og så er der dage som i dag, hvor livet er noget lort og jeg får helt ondt i maven ved tanken om, at jeg aldrig skal begrave fingerne i hans bløde pels eller kysse ham godnat om aftenen. For det var jo ham, der fik mig igennem, når det hele var træls. 

Så det svinger meget. Og det tror jeg er helt normalt. 

Mit råd til dig er også at sørge. Og ligesom når man mister et menneske, man har elsket, så tager det tid. Og det går formodentligt aldrig helt væk. Men det bliver lettere at bære med tiden. Så lad det tage den tid, det tager selvom det kan være svært at være i. 

Sorg og savn er jo ikke fede følelser at gå rundt med. Men jeg tror, det er virkelig vigtigt at gennemleve det for at kunne leve med det. Hvis man hele tiden gør en masse tiltag for at glemme det eller forsøger at skubbe det væk, så bliver det aldrig lettere. Så, en sorgproces er ret vigtig. 

Og så en masse kram til dig - det er så hæsligt :ae: :ae: :bighug:

Hej Therese 

det gør mig ondt at du også måtte sige farvel til din hund i maj :’( 

jeg håber på at jeg ligesom du snart får flere af de gode dage hvor jeg også kan mindes min snutzi uden den kæmpe sorg og tomhed som der er nu

jeg glæder mig også til den dag hvor vi bliver genforenet med vores elskede hunde ❤️

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
24 minutter siden, Mone skrev:

Hej Therese 

det gør mig ondt at du også måtte sige farvel til din hund i maj :’( 

jeg håber på at jeg ligesom du snart får flere af de gode dage hvor jeg også kan mindes min snutzi uden den kæmpe sorg og tomhed som der er nu

jeg glæder mig også til den dag hvor vi bliver genforenet med vores elskede hunde ❤️

Det skal nok komme :bighug: Men det er individuelt, hvor lang tid det tager. Og mens det står på er det bare virkelig hårdt :(

Og ja, det gør jeg virkelig også :x Jeg forestiller mig at himlen er sådan et sted, hvor alt det man godt kan lide findes i overflod, så i Bobos hundehimmel er der masser af lækre kødben (som mirakuløst ikke feder!) masser af søer at bade i og masser af pinde, som kan knækkes over i bitte små stykker :-D Og så er der jo selvfølgelig ingen smerter eller andet ubehag :) 

Det trøster lidt at tænke sådan på det, synes jeg. 

Redigeret af Therese

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
4 timer siden, Therese skrev:

Det skal nok komme :bighug: Men det er individuelt, hvor lang tid det tager. Og mens det står på er det bare virkelig hårdt :(

Og ja, det gør jeg virkelig også :x Jeg forestiller mig at himlen er sådan et sted, hvor alt det man godt kan lide findes i overflod, så i Bobos hundehimmel er der masser af lækre kødben (som mirakuløst ikke feder!) masser af søer at bade i og masser af pinde, som kan knækkes over i bitte små stykker :-D Og så er der jo selvfølgelig ingen smerter eller andet ubehag :) 

Det trøster lidt at tænke sådan på det, synes jeg. 

Det er SÅ hårdt jeg mangler hende hele tiden ved min side 😢 

Jeg forestiller mig hundehimmelen lige præcis som du beskriver og for Snutzi er der masser af hendes livretter frikadeller og pølser og alle hendes lege kammerater som heller ikke længere er i denne verden. Det gør mig så glad at tænke på at hun ikke længere har smerter eller besvær med vejrtrækningen og nu kan udfolde sig lige som hun var inden hun blev syg ❤️

  • Like 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
På 31/7/2018 den 13:40 , Mone skrev:

Åh jeg har haft de helt samme tanker. Når man får en hund ved man at det er på lånt tid og at man skal igennem den største sorg og jeg har også frygtet for denne tid i lang tid :’(  

Men jeg vil jeg aldrig have været for uden de skønne år jeg fik med min Snutzi ❤️ Og måske er det derfor tankerne nu kredser om jeg skal have en lille ny som måske kan lindre smerten en smule over tabet og give mig noget af den del tilbage af mig som jeg føler jeg nu også har mistet 😢

Det er jo sådan livet er - man oplever op og nedture og det er med til at bygge på de erfaringer man gør sig gennem livet. Jeg ville heller ikke have undværet nogen af mine hunde, aldrig i livet - de er alle unikke og skønne på hver deres måde  - men er så nået til den konklusion at man også skal overveje når tiden er inde til at det ikke længere er forsvarligt hverken for hunden eller mig (ejer) at anskaffe en ny hund - og det er nok den situation jeg vil stå i om 5-6 år ca. Men det er igen kun tiden der kan råde :)

 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!

Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.

Log ind nu

×