Livet som omplaceringshund/genbrugshund

[Dinah]

Synes, der manglede et forum for os med genbrugshund, så jeg lægger den bare hér:blink:

 

LIVET SOM GENBRUGSHUND

 

Da vi fik Cleo for ½ år siden, som genbrugshund, skulle der faktisk arbejdes mere end jeg umiddelbart havde regnet med.

På nogle punkter er det lettere end at få en hvalp og på andre ting er det sværrere, så jeg vil sige at det for os har givet den samme mængde arbejde hér det første halve år, som med en hvalp.

 

- nervøs for de nye lyde i huset

- gøede, hver gang, der kom folk ind i huset

- Blev urenlig og skulle gøres renlig igen

- bange for fremmede (ikke børn)

- seperationsangst = alvorlige problemer mht alene hjemme

- manglende kontakt ved gåture

 

Nu er der gået ½ år og hun reagerer slet ikke på lyde mere og farer ikke sammen, som hun gjorde i de første måneder, gør overhovedet ikke af folk mere, helt renlig, ikke bange for fremmede - nu kun reserveret, stadig alene hjemme problmer (men er blevet meget bedre) og vi har god kontakt på gåturene:5up:

 

Vil jeg tage en genbrugshund igen? tja .. . . . kommer an på så meget og nu ved jeg jo hvordan det er. Dog nervøs for endnu en hund, der ikke kan være alene:cry:

 

Skriv i denne tråd, hvis du vil dele dine erfaringer med en genbrugshund eller har spørgsmål?

[Petrine]

Det kan bare være afsindigt hårdt arbejde med en genbrugshund, men synes også det giver lidt god samvittighed. Godt Cleo er endt hos dig

[sonja77]

Nogle ting er helt sikkert lettere med en genbrugshund end med en hvalp. Man slipper bl.a. for biden i alting - dette var meget vigtigt for mig, da jeg har Tyson med på arbejde, og der ligger mange ledninger, mine kollegaers tasker og papirer osv. - og for renlighedstræning (dog ikke i Cleos tilfælde ), hvilket jeg så som en stor fordel, da jeg bor på 3. sal, og da vi har tæpper på gulvet på min arbejdsplads, der hurtigt kunne blive ulækre.

 

Til gengæld har vi måttet arbejde med:

 

- separationsangst (ongoing træning her næsten et år senere)

- gøen af fremmede hunde (så godt som kureret nu)

- gøen af/udfald mod mennesker på gaden (så godt som kureret nu)

- utryghed ved børn (det har vi ikke arbejdet så meget på, men han kan gå roligt forbi børn uden at gø, de må bare ikke hilse på ham)

- angst for fyrværkeri/tordenvejr (det har vi ikke arbejdet på endnu, men det skal vi have gjort på et tidspunkt)

 

Jeg havde nok undervurderet, hvor meget det kan kræve at få en genbrugshund. Og så var jeg nok heller ikke opmærksom nok på, at de tidligere ejere måske vælger at fortie/pynte på nogle ting, måske af god vilje for at skaffe hunden et godt hjem.

 

Jeg fortryder dog intet, Tyson er så sød og klog og dejlig, og jeg elsker ham meget højt. :hjerte: :kys:

 

Hvis jeg en anden gang skulle have en genbrugshund, ville jeg dog være mere opmærksom på, at det tager tid, før man rigtig lærer hinanden at kende. Tyson virkede umiddelbart til at falde til med det samme, men set i bakspejlet kan jeg se, at der gik et par måneder, før han så at sige "frivilligt" valgte mig til, fordi han elskede mig, og før jeg rigtig så alle sider af ham. I starten var han ikke sig selv i alle situationer, fordi han ikke var 100 pct. tryg og ikke vidste, hvad der skulle ske.

 

En anden gang ville jeg tage ferie med hunden, ligesom hvis jeg fik en hvalp, så vi havde god tid til bare at være sammen og lære hinanden at kende.

 

Men ligesom Dinah ville jeg nok være nervøs for at binde an med endnu en hund med separationsangst, så jeg ville gøre meget for at sikre mig, at det ikke var et problem for den at være alene. Til gengæld ville jeg en anden gang så også være mere opmærksom på, at man skal træne alene-hjemme helt forfra med en genbrugshund, når den skifter hjem.

[Dinah]

[quote name='sonja77;181696

Hvis jeg en anden gang skulle have en genbrugshund' date=' ville jeg dog være mere opmærksom på, at det tager tid, før man rigtig lærer hinanden at kende. Tyson virkede umiddelbart til at falde til med det samme, men set i bakspejlet kan jeg se, at der gik et par måneder, før han så at sige "frivilligt" valgte mig til, fordi han elskede mig, og før jeg rigtig så alle sider af ham. I starten var han ikke sig selv i alle situationer, fordi han ikke var 100 pct. tryg og ikke vidste, hvad der skulle ske.[/b']

 

.

 

Du har så ret. jeg har af flere gange skrevet herinde, at NU var hun rigtig faldet til og "formet" som jeg ville, men har hver gang måttet trække udtalelsen tilbage. Nu har hun været hos os i ½ år, og den sidste måned har hun været, som hun forbliver og helt tryg. Intet der viser, at hun er genbrugshund. Bortset fra alene-hjemme-problemet, altså:blink:

[Gæst EngelAriel]

Et godt emne

Tja. . . jeg har faktisk kun haft genbrugshunde. Vi fik den første hund da jeg ikke var så gammel. Han hed Miki og var en blanding mellem Lab, Golden og Schæfer. En dejlig hund - men min familie og jeg havde ingen forstand på hunde dengang. Vi havde en stor grund, og vi fik ham fordi han ellers dengang skulle være druknet - og det ville vi ikke gå med til. Han var 4 måneder, og noget af et arbejde, men han blev en rigtig god hund.

Han blev 9,5 år og blev aflivet pga. kræft i maven som ikke kunne helbredes.

 

Så fik vi min kære gamle Basse. Ham hentede vi ude på Tingskov Dyreinternat da han var 1,5 år gammel. Min mor ville ikke have hvalp igen, så derfor tog vi derud. Han blev mest min hund eftersom jeg gik ture med ham, gik til træning med ham og fodrede ham. Han var blanding af Flatcoated, Collie og Tysk Ruhåret hønsehund. Bestemt et arbejde i starten og var meget bange for skud, tordenvejr og fyrværkeri. Jeg kunne næsten ikke få ham med ud i december måned. Han var også utrolig aggressiv overfor andre hunde i starten, men dette fik vi ligeså stille pillet af ham og han blev til en dejlig og godmodig hund.

 

Ham måtte jeg desværre sige farvel til d. 20/11-2007. Han blev 13 år og det var sorgens dag da jeg skulle sige farvel. Det skete på en dag hvor hans kredsløb pludselig brød sammen - men han nåede også en høj alder. Han betød virkelig meget for mig.

 

Herefter fik jeg Buller. Han kommer dog fra en hundetræner - så jeg har haft det ret nemt med ham. Han har da sine nøkker i ny og næ, men det er ikke noget der gør noget

 

Jeg kunne godt finde på at tage en genbrugshund igen - men jeg skal dog være sikker på hvilken race osv. den har.

[Gæst EngelAriel]

Og ja . . . jeg vil give ovenstående ret i, at det tager tid at lære hinanden at kende. Buller hentede jeg en dag efter aftale med ejeren, og Buller havde aldrig mødt mig før. Så det var noget underligt for ham, og jeg kunne se på hans ansigtsudtryk den første aften at han nok tænkte noget i retningen: Hvem er du? Hvorfor skal jeg nu være her?

Det tog ham små 14 dage før han begyndte at logre med halen når jeg kom hjem. Men jeg gjorde også meget ud af fra dag 1 af, at gå lange ture med ham (vi har en dejlig skov + hundeskov lige i nærheden), og fik ham ud så han kunne møde en masse hunde

[Aussiepower!]

Det man skal være mest opmærksom på når man vælger en omplacerings/genbrugshund, er HVORFOR hunden omplaceres og så skal man være opmærksom på at det desværre ikke er alle der er lige ærlige på det punkt når de står og skal omplacere en hund...

 

Jeg er selv glad ejer af to genbrugshunde

Flica er i dag 9 år, jeg fik hende da hun var knap 2 år, fra en familie der skulle skilles, hun var veltilpasset, renlig, kunne være alene hjemme, fungerede fint med andre hunde og mennesker, både børn og voksne og udgjorde faktisk ingen problemer, det eneste var at hun lige skulle lære at spise mere end bare for at overleve -det lærte hun hurtigt og i dag spiser hun alt hvad hun kommer i nærheden af Og så trak hun som en bryggerhest når man gik med hende :blink:

Hun faldt utroligt hurtigt til hos os, jeg mener at vi hentede hende en onsdag og om lørdagen havde jeg hende med på træningspladsen til en agility konkurrence, hvor jeg lige skulle hjælpe med et eller andet i fem minutter hvor jeg fik en anden til at holde hende, og allerede der, efter kun 3 dage hos os stod hun og kiggede efter mig da jeg gik og trak frem i mod mig med logrende hale da jeg kom tilbage

Alt i alt har hun været fuldstændig problemfri

 

Cody er i dag 12 år og kom til os dagen før sin 7 års fødselsdag, han blev omplaceret pga. bla. manglende tid og plads i hans forrige hjem, han var veltilpasset, renlig, kunne være alene hjemme osv., der har aldrig været nogen problemer som nok ikke ville have været der selvom vi havde haft ham fra hvalp, fx. er han meget skudræd, men han fungere generelt fint i dagligdagen og selv små problemer som han havde i sit forrige hjem, som fx. lejlighedsvis manglende appetit og stress over løbske tæver har aldrig været et problem her hos os og hans forrige ejer og jeg er enige om at omend hans forrige ejer troede at han havde det helt fint hos dem, så har han det faktisk endnu bedre her hos os

 

Så personligt har jeg kun positiv erfaring med genbrugshunde, men man skal som sagt være opmærksom på hvorfor hunden omplaceres og om man kan stole på dem der ejer hunden...

[Gæst mariannaa]

 

Han har da sine nøkker i ny og næ, men det er ikke noget der gør noget

 

 

Nøkker? - Buller?????.......Neeej da :blink: Han er da bare nogengange en lille uartig hundebasse

[Gæst Bam-bi]

Hej

 

Tak for en meget fin tråd.

 

Jeg har lige taget en super dejlig pige på 11 mdr til mig.

Hun er min første genbrugshund, og super dejlig.

Kan med alle hunde vi møder på vores vej, men kan ikke gå uden snor

på gaden, for man skal jo lige over og hilse hvis hun ser en anden hund,

Også hvis det er på den anden side af gaden

Lilo kan også lige gø lidt ved lyde man ikke kender, men det prøver

vi at gøre noget ved.

Efter kun to dage var vi super venner, hun lorger med hele kroppen

når jeg kommer hjem, eller bare har været i Aldi og hun har ventet i 5 min.

Jeg har nu haft hinde siden 29-4-09 og er bare super glad for hinde, og nu

har hun jo snart 1 års fødselsdag (3-6-09).

Hun kan også fint med min kat og min gamle pige Bibi på 12 År.

Så måske jeg bare har været heldig, men har nu en stort set

problemfri genbrugshund som jeg elsker over alt på jorden :5up:

 

[ATTACH]10194[/ATTACH]

 

Mvh og vov

Bo, Bibi og Lilo.

[Dinah]

Dejligt at høre jeres historier og erfaringer:5up:

[Kennel-Harmo9]

Vi har oss et par genbrugs hunde.. De er begge utrolig søde og lydhør..

Det eneste som jeg synes kunne være med dem er at de er meget mere trygheds søgende, end de andre vi har..

[Gæst SikkeEtHundeliv]

Det er da en super idé.

 

jeg har også en omplaceringshund.

Congo på 6½ år.

Han kom til os for 2½ år siden.

 

Jeg synes slet ikke jeg har haft nogle "issues" med ham. Han er en meget venlig hund, godt socialiseret og stille og rolig.

Han kan med de fleste hunde, men allerbedst er mindre hunde.

De store hunde gør ham vist utryg og han har det med at skælde dem ud med det samme han ser dem.

Men det har aldrig givet anledning til slagsmål,så han må tydeligvis give udtryk for usikkerhed og ikke agressioner.

Hvem der bare kunne snakke "hundsk" hehe.

[KimC]

3/4 af mine hunde er genbrugs.

 

Min gamle jagthund var 13 måneder da jeg overtog ham. Han hedder Bjørn, fordi det gjorde den anden hund de havde også. Bjørn hedder noget andet på stamtavlen, som jeg har glemt. Bjørn blev kasseret på grund af at han er dårlig til at bruge sin næse. Endte som lænkehund, jeg fik ham for 500.

En kærlig og venlig hund, men med meget begrænset læreevne. Han kan godt lære noget, men har glemt det igen næste morgen. Nogen siger at det er backupbatteriet der skal skiftes...

 

Min ulvehund var først ude ved en familie, hvor der kom alvorlig sygdom på tværs (en ofte brugt undskyldning - her var den dog god nok) jeg overtog ham med 16 uger. Det var uproblematisk. Han havde oplevet noget af verden inden jeg fik ham, OK prægning, vilje og evne til at lære nyt, og udforske ukendte ting.

 

Min borzoi var 2½ da jeg overtog ham. Ikke stueren, megasky, meget mystik om hans tidligere liv. Opdrætter-supporter der forsøgte at forstyrre træningen. Det var problematisk. Jeg er stadig den eneste der kan røre ham (uden brug af tvang). Og det efter et års træning, hvor der trods alt er gjort betydelige fremskridt, og for mig mulighed for at lære en masse om hundeadfærd.

Andre oplever ham som en forstenet sfinks. Jeg oplever ham som en behagesyg klæbelus.

 

Om jeg vil gøre det igen ? Jada, men det vil altid være på baggrund af en vurdering af den enkelte hund.

 

Hilsen Kim

[Gæst Miss_menelli]

Det er da en dejlig tråd - Rart at læse om andres erfaringer.

 

Vi fik selv Bamse for nogle måneder siden.

Han er ca. 3 år og en dejlig blanding af samojede/golden retriver, tror vi (andre bud er meget velkomne )

 

Vi fik ham fra en pige der ikke måtte beholde ham i sin lejlighed pga. han gøede af alt! Hun havde vist fået ham fra en mand, som af ukendte årsager ikke ville beholde ham. Så den stakkels hund er allerede i sit 3 hjem, siden han var hvalp!

 

Men det er gået så nemt, og han er faldet perfekt til. Ingen ulykker overhovedet, og han gør næsten aldrig længere - Kun postbudet og skraldemanden får en tur!

 

Tilgengæld har jeg savnet at kende ham fra han var lille, og vide hvad han har oplevet, for i nogle situationer reagere han aggressivt, og i andre gemmer han sig bag os, og det er så svært at vide hvad der udløser hvilken reaktion.

Bla. knurre han af fremmede mænd, hvis de prøver at klappe ham på hovedet, og det betød at vi har haft nogle trælse episoder som kunne være undgået hvis vi havde vidst han havde det sådan med mænd.

 

Men jeg er helt sikker på jeg vil have en genbrugshund igen, når bamse engang ikke er her længere - Det er givende på en anden måde end en hvalp.

Og vi er sluppet helt for alene hjemme problemerne og "potte træningen"

Selvom hjertet da næsten hopper ud af brystkassen på mig, når jeg ser alle de dejlige hvalpe der er i området her i sommerperioden!!

[Gæst sandi]

dejlig tråd, vi fik dixie som hittehund fra internatet og har som sådan ikke haft nogle problemer med ham. Men jeg læste så osse en masse før vi fik ham. Jeg vil nok helt personligt foretrække en gen placerings hund frem for en hvalp fx... ikke fordi jeg har noget mod hvalpen men fordi jeg godt vil give hunden en chance mere. Da vi skulle have hund foretræk vi en internat hund vi havde enten den her som vi har nu som er halvt rottweiler halvt schefer eller en schefer lab blandingshund.

Vi var begge klar over det nok ville blive rott-blandingen da en familie med små børn havde kik på den anden hund. nåh hjem og læse om rottweileren... det tog et par nætter. Vi vidste alt hvad vi skulle om "dixie" så der har ikke været de store problemer, det eneste der har været er som andre beskriver ... den har været mere kontaktssøgende. Ville jeg gøre det igen? sure! faktisk er jeg ved at lave arbejdstider så vi kan blive plejefamilie for flere. Hvorfor? det er en helt speciel følelse når du kan se du hjælper en hund til et bedre liv. Det tager meget tid ja men stadigvæk... det er hele arbejdet værd, og det kræver alle er med på den før det kan lade sig gøre.

 

 

mvh sandi

[Gæst sandi]

hej.

Nogengange finder man først ud af bagefter hvad man har sagt ja til. Vi vidste fx godt at dixie var en rottweiler-blanding og vidste osse at han vil blive stor, men jeg anede ikke fx at rotterne er på muskelhunde listen og det har da givet lid mere træning. Som andre har skrevet er det mere givende end at fx tage en hvalp ind. Der dog som jeg ser det nok samme arbejds mængte bare på andre områder, jeg kan fx ikke forlade dixie hvis vi er alane hjemme... hvis jeg går ud af rummet piver og klynker han som om jeg ikke vil komme tilbage hvis jeg har dækket ham af et sted. Det skal siges til hans ros at han prøver at være en stor hund og blive liggende men en gang i mellem tager frygten overhånd og vi må lige ud og se om nu sandi nu osse er hvor jeg kan høre hun er. Normalt er jeg ikke fortaler for grusgrave i sengende men jeg har haft dixie tæt på mig konstant fra vi fik ham. Det har givet lidt ting er skulle udskiftes såsom en enkelt nederdel og en ny oplader til eee'n. Alt i alt er det gået godt. Men for der er jo et men... det har osse krævet meget arbejde med ham. Som sagt før var det et tilfælde at det blev en rottweiler blanding men det er bestemt ikke noget vi har fortrudt, det eneste jeg nok er lidt ked af er folks negative fordomme om racen, men hvad. De skal jo ikke leve med den:)

mvh sandi

[Gæst astrid05]

Jeg har oxå genbrugshund!!!! Et års daglig träning var en av många ting som krävde övning för at hun skulle kunna va alene hjemme i over en timme!

 

Det kräver helt klart nåe mer av hundeejere til en omplaceringshund, det finnes ikke veldi litteratur i faget omplacering, vi behöver nåenstans att diskutere de ibland nåe udda problem som plutslig kan förekomma hos en gjenbrugshund. Därför förtjänar vi oxå ett eget forum:-D

 

La oss starta ett, nåen som hved hvordan...!?!?! (jeg er nybegynder på dette) men lover å besöke tit hvis det er nåen som startar

 

/ejer av lycked omplacerad rottis

[Drentsche]

Ja jeg er også ejer af genbrugshunde, hele 3 af slagsen.

Den ene blev hentet som 3 årig, hundegårdshund. Han var vant til at besørge hvor han var, da han jo ikke kunne gå væk og gøre det Han har rigtig meget behov, for hele tiden at være i fysisk kontakt, med én af os, så det har været svært for ham, at stå i hundegård.

En tæve på 1½ år, som boede i en familie, med en voksen handicappet søn, en jagthund der var placeret forkert som familiehund. Hun skal lige lære menneske kropssprog forfra, da hun åbenbart ikke, har kunnet tyde sønnens sprog, pga hans handicap.

Og til sidst en lille hvalp, hvor manden i huset fik tilbudt drømmejobbet, med meget rejseri, en skøn lille uspoleret hvalp, med krudt i måsen, var renlig da han kom, kunne de mest basale kommandoer, så alt i alt med ham- kun positivt-.

Men problemet med de 2 største omplaceringshunde er, at de desværre ikke, er ret gode, til at være alene hjemme, så heldigt, at jeg arbejder hjemme, men svært alligevel.

Men de har jo så givet mig, en del erfaring med forskellige sider af "hundelivet".

[Gæst sandi]

faktisk tror jeg ikke det handler så meget om der er literatur om omplaceringshunde eller ikke. Vi har 2 af slagsen. Det det nok mere handler om er vel at læse nogle bøger der handler om hundens forskellige problematikker.

Detsuden... ikke allt hunde der bliver omplaceret har samme problemer. så det ville blive enda meget vanskeligt at lave en bog om det tror jeg.

Det det nok mere handler om er den der har med hunden at gøre plus at man skal nok lige spørge sig selv... har jeg tiden til at have en genplaceringshund? hvor meget tid kan jeg bruge på den? hvis den ikke kan være alene hjemme kan jeg så have den med på job?

Ginnie som vi har kom på internatet, guderne må vide hvorfor for vi har ikke oplevet de problemer der var beskrevet i dens papire.

Nu er den halvt lab halvt schnauzer. Så det er nok ikke så underligt at den har haft snuse behov etc. Et specielt forum til genbrugshunde? hvorfor? det her forum bliver som hovedregel mere besøgt og de der har brug for det kan søge på de emner der er og finde den information som er. Det er en bedre løsning i det lange løb.

 

 

mvh sandi

[Gæst milder batmusen]

jeg har en omplaceringshund fik hende da hun var 15 mdr da jeg fik hende på prøve

 

uspoleret og kunne intet var ikke renlig,knurrede hvis man rørte hunde når de spiste generelt en dejlig hund men den kunne kun lege ingen kommandoer eller lign kom ikke når man kaldte osv osv :hmm::hmm:

[Dinah]

OPDATE:

 

Siden mit første indlæg i denne tråd, hvor jeg havde haft Cleo i ½ år er der gået yderligere ½ år.

 

Nu vil jeg sige, at der "kun" er hendes alene-hjemme-problem tilbage. Periodevist er hun dog mere obs på andre andre, men alt i alt præsist drømmehunden for os - men der gik 1 år fra vi fik hende.

Hendes store ryk skete i august, hvor hun lige var blevet klippet, hvilket medførte en gevaldig stigning i hendes selvtillid:klap:

[luckyluna]

Så opdagede jeg denne tråd:)

 

Dejligt at høre at cleo og alle de andre i det store og hele har fået det godt efter et ejerskifte.

 

Jeg har jo også to styks genbrugsguld.

 

sheila fik jeg som 11 mdr gammel vildbasse fra nogle ældre mennesker. I første omgang ingen problemer, men så viste det sig at hun grundet manglende socialisering var bange for andre hunde og havde intet sprog, meget utryg ved fremmende mennesker, synes det var skræmmende at være alene hjemme, bange for trapper og ting der væltede og dertil vild og voldsom og overstadig! Og så havde hun aldrig lært ikke at bide i fingre:roll:

 

Desværre vidste jeg ikke nok til overhovedet at SE hvad der var galt eller at hun feks var utryg ved folk og det ikke bare var glæde når hun rullede rundt på ryggen og tissede på sig selv og i det hele taget var overdrevent underdanig.

Så utrygheden eskalerede i at hun fandt ud af at for at holde folk væk var det bedst med udfald og gøen... Første gang var 3 uger efter jeg fik hende, så om hun har gjort sådan tidligere er jo ikke til at vide, men noget har været påvirket af at der skete alt alt for meget for hende på en gang da jeg fik hende.

Idag kan jeg sagtens se alle de fejl jeg lavede og har da heldig vis fået rettet op på de fleste.

 

Hun blev hurtigere tryg ved hunde, da vi havde en fantastisk gammel hund i familien og hun fik nogle legekammerater. Desværre blev hun så efter kun et halvt år overfaldet første gang af en hund og det og følgende overfald har sat sig dybt, da hun jo netop ikke havde den nødvendig ballast i orden med hensyn til hundesprog og gode oplevelser. Sheila tror feks stadig at en knurren fra en anden (fremmed) hund betyder angreb..

 

Hun er rimelig ok idag men fremmede mennesker, med lidt hjælp som jeg siger. For hun er bestemt ikke en hund, der bryder sig om at en fremmed kaster sig over hende, holder hendes hoved fast og fortæller hende at hun er dejlig lige ned i hendes ansigt:shock: Og hun har det lidt svært med små børn, da de ofte er sådan nogle kramme nogle.. Det er dog noget der er kommet til hende igen, for på et tidspunkt var hun rigtig god til børn, så længe de ikke ligefrem kravlede på hende når hun lå ned.

 

Omkring hunde er der stadig tilvænning igang. For 4 gang. 3 gange tidligere, efter hvert af de 3 overfald med ca et års mellemrum, har jeg nemlig fået hende vænnet til hunde igen. Denne gang lader det dog til at være anderledes. Efter så mange år, så sidder adfærden godt fast og tilliden til fremmede hunde kan være meget svær at finde. Dog har hun ingen problemer med hvalpe, små hunde og ellers de fleste hunde, hvor hun bare lige får lidt tid til at vænne sig til dem, før de hilser.

Og hun husker sine hundevenner godt og er noget af det nemmeste sammen med hunde hun kender, da hun hverken vogter mad eller vil bestemme over noget på anden vis.

 

Hun er ikke bange for trapper mere, som hovedregel, for det kan komme over hende. Hun tager dog mod til sig, når hun lige får lidt hjælp af en støttende hånd.

 

Vild og blodig kan hun stadig være:roll: i en alder af 8 år:lol: Hun kan godt drive mig til vanvid med hendes aktivitets niveau, men som regel er det da bare skønt med en hund, der stadig har så meget livsglæde:5up: Bider i fingre kan hun faktisk gøre i nu, men kun i spids situationer, når hun stresser og jeg har lært ikke at tage mig så frygtelig meget af det, da noget af det bare er at hun trænger til at have noget i munden. Så får hun det i stedet.

 

Hun er jo også bare verdens største puttegris, der elsker at hygge i armhulen, er fantastisk at have med alle steder lige fra julegave indkøb til ridestævne, til besøg hos folk. Hun kan slappe af alle steder, hvor jeg kan slappe af:5up:

 

Men hun har da skræmt mig væk fra nogensinde igen at tage en usocialiseret omplaceringshund til mig. Det arbejde tror jeg ikke jeg har lyst til igen..

 

Får et år siden fik jeg så mysla. Og hun er vel ikke en ægte omplassering, da hun bare var min mors. Jeg har kendt hende hele tiden, luftet hende mindst 2 gange om ugen i flere år, passet hende en million gange ovs.

 

Så hun flyttede nemt ind. Det tog hende lige lidt tid at finde ud af at hun skulle med hver gang vi havde været på besøg ved min mor og det var så sjovt at se hendes glæde hver gang:klap:

 

Hun skulle også blive bedre til at være alene hjemme, men det gik hurtigt i kraft af at hun havde sheila ved sig:5up: Hun kan stadig ikke være alene uden sheila..

 

Mysla havde/har ikke nogle større problemer. Hun kan lide alle mennsker omend hun gør noget når der kommer gæster. Hun kan enes med de fleste hunde, dog kan hun især i selvskab med sheila gø som besat hvis hun ser en.. Alene er hun rimelig nem at aflede og når hun lige er faldet lidt ned, så vil hun bare lege.

 

Hendes største problem er vel katte. Hun har ikke et roligt øjeblik hvis hun kan se sådan en:roll:

 

Men hun har en lang gøhistorie med i bagagen, mange ting har kunnet ophidse hende til at gø. de fleste kan stadigvæk, men vi tager det stille og roligt og håber det bliver bedre med tiden. For jeg har i hvertfald lært at det ikke hjælper at træne for meget på det, når det er mysla det handler om;-)

[sonja77]

Dejligt at der stadig kommer nye indlæg i denne tråd. :5up:

 

Genbrugsguld er virkelig det rigtige ord. Tyson er i hvert fald min guldhund.

[Gæst sandi]

hey, begge vores hunde er ompladserings guld så jeg vil smide en række podcasts over den næste uges tid.

Startede med lidt teknik test men fik en hund der gik kold midt i det hele og måtte derfor stoppe men såen er det jo

[media]http://filebin.ca/ctufpj/click1.mp3[/media]

 

 

 

sandi

[Gæst Flix]

Jeg har en omplaceringshund.

 

Fik ham da han var 1½ år af en familie, som havde hentet ham på internat, da han var 11 mdr. Hvor han har været før det, ved jeg ikke.

 

Da jeg fik ham, var han velopdragen og en rigtig dejlig hund, der kunne med alle dyr og mennesker. Dejlig er han nu stadig, men han har efterfølgende haft nogle epileptiske anfald, der har gjort at hans opdragelse er røget. Den er simpelthen væk, så han hører kun når han vil høre, kommer når han vil komme osv.

Han har altid været meget lydt og snakkende overfor andre hunde, men nu kan han ikke styre det sprog. Han lyder meget aggressiv i sin stemme, men ikke sit kropssignal. Det forvirrer andre hunde og han leger derfor nu kun med de, som kender ham godt.