søster lagkage

hold kæft han er sød mand! og lille bitte

argh. sevlfølgelig er det en hobby, når man ikke lever af det. det er ligesom definitionen. kom nu videre. amatørboksere der tager til ol er heller ikke professionelle - de er - ja amatører. at en sport er på hobbyplan betyder jo ikke, at det ikke er noget, man bruger meget tid på, er meget dygtig til, eller finder stor værdi i. det er fandme en lidt noller debat, undskyld. ift. hele det her omplaceringsnoget er jeg så nok lidt ambivalent. for der er jo intet offer, når man omplacerer en hund, som man ikke har lyst til at beholde, det er godt for alle og dermed den rigtige løsning og ikke noget, jeg kan hidse mig voldsomt op over. men jeg synes nu så stadig, at det er rimeligt svært at sætte sig ind i, at man kan finde på det - fordi det er så langt fra min egen måde at holde hund på og min egen tilgang til min hund og mine fremtidige hunde - at de er familiemedlemmer for livet uanset deres evner, præferencer etc.

Vil også anbefale artemis. Kristine er både dygtig og meget sympatisk - har dog kun brugt hende til helt traditionelle dyrlægeting, men ved hun også kan det andet.

De grovsalter i København. Og det gør altså rigtig rigtig ondt i små hundepoter - så mon ikke han har knurret, fordi det gør ondt. Det er jo helt naturligt. Disse dage ville jeg udnytte, at han er så lille, og simpelthen bære ham hen til steder, hvor der ikke saltes. Det gør vi, de dage det er værst.

Klart der er store individuelle forskelle. Og så tror jeg også, at det gør en kæmpe forskel at have en anden hund - især for sådan nogle som vores, der er vokset op med, at der måske ikke altid har været mennesker, men til gengæld altid en stor hundeflok.

Jeg er enig. Jeg kender mange hunde der foretrækker at være tæt på ejer at all times, men få der reagerer så umiddelbart ængsteligt og modvilligt på separation. Nu skal det selvfølgelig heller ikke lyde som om, at alle løwchens/bichoner har separationsangst, sådan er det ikke. Men jeg synes nærmest det er mere reglen end undtagelsen at folk fortæller, at det er en udfordring. Og så skal det selvfølgelig begrænses, det er jeg helt enig i jeg tror de færreste løwchens kan lære at være HELT ligeglade med, om deres ejer er i nærheden eller ej. Men tilgengæld tror jeg, at langt dr fleste vil kunne lære at acceptere det. Også ts's hvalp, forhåbentligt.

Men jeg tror, at du får svært ved at finde en løwchen, der vil vælge det. Det er på mange måder anderledes at have sådan en selskabssag. Jeg kender i hvert fald ikke andre hundetyper, hvor AL separation bare skal indlæres med museskridt.

hov, min kæreste har galoperende hundeallergi. og vi har haft hunden i soveværelset fra starten - og lynhurtigt også i sengen. nu er allergi ikke noget, som man skal tage let på, og det kan sagtens være, at din kæreste har bedst af at ikke have hund i sengen. men min kæreste oplever absolut ingen gener i den forbindelse. kun når jeg klipper ham ned indendørs eller børster/fønner ham, kan min kæreste mærke det lidt i øjnene som forbigående irritation. jeg ville helt sikkert forsøge med at have ham i soveværelset, så han kan blive godt tanket op på nærhed i løbet af natten.

nu ved jeg ikke, hvor i bor, men hvis i bor i et rimelig tætbefolket område, burde det være muligt at finde en i nabolaget, som kan passe. vi har f.eks. allieret os med et pensionistpar i en af naboblokkene. de har selv hund og er alligevel som regel hjemme i dagtimerne. det giver enorm ro at vide, at de kan aflaste, hvis vi står med et problem. men ja, jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget lidt mere opmuntrende. det er bare et pisse træls og opslidende problem. MENmenmen, han er kun en hvalp, og min egen begrænsede erfaring siger, at det er meget nemmere at træne det med en hvalp end med en voksen hund. de har ligesom mindre overskud, både fysisk og mentalt, og det gør det bare lidt nemmere. og det lyder som om, at i griber det rigtigt an, så det skal nok lykkes.

jeg har også en löwchen med separationsangst, og det er desværre ikke usædvanligt hos racen - eller hos selskabshunde generelt. på en måde er det jo naturligt nok, når de gennem mangemange år er avlet til at være så selskabelige som muligt. der er efter min erfaring ingen nemme løsninger, når man har en hund med separationsangst, men jeg har et par råd, der i hvert fald har hjulpet på vores indledende problemer. 1. lær ham at være i bur eller lignende på arbejdet og clear det med dine kollegaer/chefer, så det ikke er en stressfaktor at have hende med. 2. allier dig med en der kan passe ham de dage, hvor du ikke kan have ham med + når i skal noget om aftenen og i weekenden. betal jer eventuelt fra det, det gør vi. det er dræbende at altid skulle koordinere alting, så hunden ALTID kan komme med. 3. find en dygtig og erfaren adfærdsbehandler der kan lægge en plan for, hvordan i arbejder med det. det er måske lidt forhastet, når han kun er 4 måneder, men for os gjorde det en stor forskel, og gav os mod på at give træningen en skalle. 4. lad være med at overskride hans tærskel ved at lade ham være alene længere tid, end han er klar til. min hund accepterede at være alene i vores gamle lejlighed pga. meget langsommelig og omhyggelig træning. desværre er vi nu flyttet, og han kan ikke være alene i vores nye lejlighed. det er ikke noget, som vi har løst endnu, men jeg synes, at det går den rigtige vej. vi træner en del separation på andre måder end lige alene hjemme - f.eks. med lukket dør, nrå vi er i bad, når vi putter barn osv. + at vi i en periode har trænet med et børnegitter for at lære ham at håndtere distance til os.

ps. og ikke dårlig hundemor, det tog os flere dage at finde ud af, hvor smerterne kom fra!

jeg tror klart, at kortere negle giver mindre risiko. særligt nu, når jorden snart bliver rigtig frosthård. halfdan har haft knækket neglen en gang og endte med at blive bedøvet og få den ... brændt eller sådan noget? jeg ved ikke, om man skal gøre andet end at holde det rent, når det ikke er "værre". god bedring med hende.

men der er også forskel på at insistere på at være involveret og så KRÆVE at hunden under alle forhold - også hvis ejeren har fundet den helt rigtige nye ejer - skal tilbage til opdrætter. det kunne jeg heller ikke acceptere, mest af alt fordi det ikke er i hundens bedste interesse.

som udgangspunkt synes jeg, at det er positivt - men hvis jeg ved, at opdrætter ikke kan beholde hunden, og alligevel vil omplacere den, vil jeg hellere selv have hånd i hanke med omplaceringen - jeg kender ham trods alt bedst. og det ville helt ærligt være totalt grænseoverskridende for mig at sende min hund retur til en opdrætter der ikke har set ham siden han var lille hvalp, der så ville sende ham videre til nogen, som jeg ikke havde mødt/godkendt/informeret om hundens særheder og karaktertræk. men det er da betryggende og positivt at have en opdrætter i ryggen, der også har interesse i hunden efter den er flyttet hjemmefra.

hepper helt klart på doris! kender den sødeste lille mopspølse, der hedder det.

hvis de altid har mad stående fremme, ser din tæve det nok ikke som en tilstrækkeligt vigtig ressource til at forsvare det - og det er jo fint de andre ting som hun vogter over, synes jeg ikke, at de skal have lov at have, mens de er sammen. i hvert fald ikke uden du har meget hånd i hanke med, at molly ikke kommer for tæt på. det er ikke godt for deres relation, at hun bliver urimeligt "angrebet", og det er jo heller ikke rart for din tæve at føle sig presset. jeg har desværre ingen bud på, hvordan det fikses, men jeg har da hørt om folk herinde, der har succes med at formindske ressourceforsvar mellem deres hunde.

jeg er enig med pinpoynter, han er ikke urenlig som sådan, han strinter/markerer. jeg har en intakt hund som en sjælden gang har forsøgt sig med at strinte indendørs - ikke herhjemme men f.eks. i en dyrebutik - og der siger jeg nej i samme øjeblik. det kræver selvfølgelig, at din hund forstår ordet. det gør jeg i øvrigt også udendørs, hvis han løfter benet for at strinte på noget, hvor han ikke må. det virker fint. det er en vane, som jeg ville arbejde hårdt på at få vendt så hurtigt som muligt, f.eks. ved at i en periode have ham i snor indendørs, så du altid har mulighed for at reagere hurtigt og stoppe ham, før han får held med sit forehavende.

rakel er seriøst verdens mest irriterende barn men jeg har altså ikke set det i år, hun er muligvis blevet mindre irriterende med alderen.

mener du at en voksen, renlig hund skal ud hver 3-4 time? det burde da slet ikke være nødvendigt. men du har da ret i, at renlighed handler meget om, at man er meget omhyggelig med at komme ud med dem, mens de er små.

jeg fik først min hvalp som 12 ugers. Her kunne han fint holde sig nogle timer om dagen og det meste af natten. Men der sker også rigtig meget fra de 8 til 12 uger. i starten luftede vi hver anden-tredje time i dagtimerne. siden fik han blot færre og færre uheld og helt renlig var han vel omkring de 5 mdr. her gik vi dog stadig flere små tisseture, end vi gør nu, hvor han er voksen. så væbn jer med tålmod og rodalon

eller fantomet, hvis du vil være bekendt at stjæle min næste (imaginære) hunds navn. måske ikke helt åndet nok.

snuden! DET er fint synes jeg! og er også vild med dit tema. ellers kunne det måske være

jeg tror, at vores næste hund bliver en pudel. men nok først om mange år.

du har helt ret! pikhud over hele kroppen! det er det samme med hundene. (undskyld til de bonerte)

what?! det er jo ligesom hvalpemave, bare på en HEL hund! men ok. så er der mere hårløs til os andre