Dem der har mødt Bambi er nok ikke itvivl om hvorfor det ender sådan her.
Bambi havde de første 3 mdr af hendes liv, inden jeg fik hende, ikke haft det for nemt.
Hun var blevet banket og tæsket på det groveste, turde ikke gå gennem døre, og krøp ved den mindste bevægelse.
Hun var blevet fejlernæret, eller rettere så havde hun næsten ikke fået noget at spise, hun havde slet ikke lært at tykke.
Bambi har aldrig været som de fleste.
Til hvalpetræning lærte hun ikke at sidde pænt, eller komme på plads.
Men hun lærte at der godt kunne være andre, indefor en radius af 300 meter, uden hun behøvede at gå i panik.
Jeg har altid været klar over at Bambi ikke blev 10 år gammel, men der var tidspunkter hvor jeg var optimistisk omkring hendes fremtid.
Men jeg hverken kan eller vil tvinge hende igennem, mere liv, som hun anser for farlig, og har behov for at panikke mange gange dagligt, og på det sidste også uden nogen åbenlys grund.
Jeg vil heller ikke byde hende, hendes ualmindelige larmene led, der knaser og brager dagen lang, og som højst sandsynlig giver hende smerter, selvom hun ikke udviser det i større grad.