luckyluna

Du kan sagtens give en hvalp voksen foder i en kortere periode.de skal jo bare have en hel del mere så.

Det med at forstærke indkaldes med at kalde igen, synes jeg giver god mening faktisk Jeg oplever også større effekt hvis der roses undervejs, hvilket jeg egentlig tænker opfattes af hunden lidt på samme måde. Den bliver i hvert fald ikke på let forstyrret på vej ind.

Alle dine indlæg hvor du har nævnt molly har det altid lyst ud af tasterne hvor fantastisk en personlighed hun havde- hvil i fred Molly.

Uha, ja nogle cotoner er der godt nok ekstremt meget lyd i. over ingenting! Det der virker for nole af dem jeg har arbejdet med, er at lede dem væk fra der de gøede, feks hen på et tæppe og så belønne for at lægge sig der og være rolig. Og så gøre det konsekvent hver gang hun gør af spøgelser.

Jeg tør ikke komme med råd for jeg synes egentlig hun er rigtig dygtig og er helt enig med dig i at man i snor aldrig bliver sikker på om hunden kommer hver gang. Og jeg synes hun har et meget refleks betinget indkald. Jeg bruger selv stop signal ved vildt og fløjte og navn ved alt andet. Mysla er rimelig sikker, men kommer ikke altid første gang.

sådan plejede det jo også at være og er vel stadig i forsikringsammenhæng? bliver min hund i snor overfaldet af en løs hund, så er det den løse hunds ejer eller vedkommendes ansvarsforsikring der betaler for dyrlægeregningen på både min og deres egen hund. Sådan var det i hvertfald da sheila blev bidt af løs hund første gang for 12 år siden. Jeg går egentlig ud fra at det stadig er sådan?

øv ulla, det er jeg ked af at læse. Kram til dig!

Jeg vil give dig ret omkring adfærd. Der er det så individuelt hvad folk kan og vil leve med at man ikke kan dømme hvad andre vil ofre - så længe det ikke er til fare for andre. Og her vil jeg gerne gentage mig selv fra en anden tråd. Som adfærdsbehandler er det ikke så vigtigt hvad JEG kan leve med hos en hund - det er jo ikke mig der skal leve med den. Her er det mit job som rådgiver at hjælpe folk videre og skønner jeg at de med den indsats og det liv de reelt har mulighed for at give hunden ikke kan give hunden det den har brug for, så støtter jeg dem gerne i at aflivning eller omplacering er den bedste løsning. Men så vil jeg først vurdere hundens adfærd selv og jeg vil have dem til at indse hvad de kunne have gjort anderledes fra start - feks bare at have valgt en anden race. Jeg havde også aflivet en hvalp med kræft i et ben- udsigterne på sigt ville være for dårlige.

Jeg kunne heller ikke styre myslas kalorie indtag da jeg i en periode boede ved min mor. Ikke fordi hun i ond mening gav hende usunde ting, men simpelthen bare fordi hun måske brugte lidt rigeligt foder til at aflede hende fra gøen i haven og inde, som den lette løsning og så fordi hun slet ikke tænkte over at en halv bolle med leverpostej dækker mindst en 4 del af mysla kalorie forbrug. Det der virkede var at samle alt mysla mad og godbidder og tyggeting i dagsdoser i en bøtte om morgenen. Og så fik hun KUN derfra. Var der så ikke mere tilbage til hendes aftensmad, så var det bare ærgerligt. Nu giver du ikke tørkost længere, men når der kommer gæster kunne man sikkert praktisere det samme og afhængig af hvad der er tilbage i dåsen til aften, så ved du hvor meget aftensmad Bobo skal have;)

Men hvor tit ser du egentlig det? I danmark? Generelt så synes jeg sjældent jeg møder folk der behandler og behandler uden effekt - det får de nemlig ikke lov til af dyrlægen. Det jeg har set er hunde som har en elendig livskvalitet fordi folk ikke tør eller vil gå til dyrlægen og få hjælp til hundens sygdom. Så lever det med rådne tænder, svær gigt eller andet som kunne være afhjulpet. Fordi deres ejer ikke kan slippe dem. Men så taler vi oftets ejere som selv har det svært og ikke kan se at dyret ikke har det godt. Og måske kun har det dyr som eneste ven.

Helt klart det handler om holdninger og hvad man selv mener er et værdigt hundeliv - for den hund man har:) Med at se det tit, så mener jeg at jeg tit har set at samme menneske kan have en forskellig grænse, afhængig af hvad forhold de har til hunden. Og altså må det være den tilknytning der påvirker ens holdning til hvad man kan acceptere? I mit indlæg tænkte jeg primært på adfærdsproblemer, men det gælder selvfølgelig også ved sygdom. jeg kan acceptere at andres syn på god livskvalitet ikke er den samme som min, langt hen af vejen. Der hvor jeg ikke længere finder det etisk korrekt, er som tidligere nævnt, når folk ikke tager ved lære af deres egen fejl i henhold til et adfærdsproblem men giver hunden hele skylden og når man ved sygdom ikke længere tænker på hundens bedste på langt sigt. Med det mener jeg, at jeg godt vil byde min hund kortvarigt smerte og ubehag ved for eksempel en operation, hvis udsigterne hurtigt bagefter betyder en bedre livskvalitet. Det var ikke en nem beslutning af lade min 12 år gamle hund gennemgå en stor operation sidste år og det var hele tiden med dyrlægen på råd. Men jeg har ikke fortrudt det. Hun er her endnu et år senere og er stadig frisk og har lige løbet 5 km i strandklitter uden større træthed- hendes alder taget i betragtning. Og frem for alt - selvom operationen er stor, så er hun 2 dage efter stort set sig selv. Skulle hun eller min anden ældre hund derimod springe et korsbånd i benet, så tror jeg det er slut. Det vil kræve måneders genoptræning og med deres alder tror jeg ikke på det bliver helt godt. Men det er min egen grænse for mine hunde - det betyder ikke at den skal gælde for alle andre:) Omkring adfærd vil jeg selv gå rigtig rigtig langt. Og har gjort det med den ældste. Og jeg tilpasser mig også i stor grad til den yngste og hendes problem med at være helt alene hjemme. Jeg tænker ikke over det i hverdagen - sådan er det bare. Og jeg føler mig sjældent begrænset af det. Faktum er bare at jeg vil have meget svært ved at se mig selv i øjnene, hvis det ikke var absolut nødvendigt at aflive. (her tænker jeg adfærd)

Eller simpelthen bare et stykke tørt rugbrød. Det kan de fleste hunde godt lide.

Hvor langt man vil gå for hunden tror jeg ikke handler så meget om ens syn på hunde men mere hvor knyttet man er til den hund det handler om. Hvis man elsker den hund så det gør ondt, så er det meget meget let at forsøge at gøre hvad man kan for at beholde hunden.samme menneske kan have en helt anden grænse overfor en anden hund der ikke er så stor tilknytning til Jeg har set det tit. Kærlighed er kærlighed og den er næppe anderledes hvad enten den er rettet mod et dyr eller mod et andet menneske. Den eneste forskel er måske lige den store forelskelse, den sker nok kun med vores egen art. . Håber jeg.

Så var det godt i kom afsted. Underligt nok har min hest også lige haft en stafylikok infektion mellem forbenene. Gjorde mega ondt. Jeg aner ikke hvorfor.

Så gik du bare glip af at jeg svarede som adfærd behandler;-) Og at jeg som end opfattede spørgsmålet som stillet til alle og ikke kun til Ninja mor. Så du synes ikke andre viser forståelse for hendes situation? Hvor filan ses du det? Jeg ved udmærket Hvordan det er at leve med en hund hvor man overvejer om aflivning er det der skal til og jeg synes da bestemt at både jeg også alle andre i tråden giver udtryk for at det ikke er nemt at være hende. Min holdning er nok ikke meget anderledes end din. Det er bare ikke det vigtige når man skal hjælpe andre hvad ens egen holdning er. Det vigtige er at hjælpe folk til at finde ud af hvad de kan og vil gøre for at ændre på situationen.

Det er så individuelt at det er svært at sætte fakta på. Generelt mener jeg dog at folk skal have taget ved lære af det og indset deres egen skyld inden de omplacerer eller afliver. Deres dgen skyld ksn også være at have valgt forkert race eller dårligt opdræt eller glemt at socialisere.

Undskyld men overser du mine indlæg med vilje? Jeg har svaret p b c på det spørgsmål Og desuden trak et selv aflivning kortet i dit første indlæg, så at Ninja mors indlæg går over din grænse forstår jeg ikke.

Tak. Det er jo meget positiv at han generelt ellers er en venlig hund. Er det forstået korrekt at det så primært er når hans krops zone eller "ejendom" trues at han bliver aggressiv? At han rejser børster når han kommer tæt på en fremmede hund er jo virkelig tegn på usikkerhed og at han kommer i alarm beredskab. Men flot at han kan komme så tæt på uden at reagerer! Det må have krævet meget arbejde af dig. Jeg ved ikke om det hjælper ham, jeg tænker bare at det kan være en stor belastning for en hund i hans situation flere gange om ugen måske at føle sig på vagt i længere tid.

Et andet forslag der måske kan hjælpe din situation derhjemme, er børne låger til at adskille hundene fra hinanden når du ikke er hjemme og så ellers at fjerne alle objekter af værdi når de er sammen Og læse jean Donaldsons bog "mine" , der er som skrevet til en hund som ham Kan købes på Saxo.dk til ingen penge.

Der er kommet flere positive ting frem om tråd starters hund. Blandt andet at han elsker alle mennesker og børn og gerne kaster sig på ryggenmog for at blive kælet. At han ikke er aggressiv overfor andre hunde, med mindre de opsøger ham og at han aldrig? Har bidt hul? Jeg kunne godt tænke mig at vide om du bor alene med ham og om han i så fald reagerer ligedan hjemme overfor din partner? Og så kan aktiviterne godt samles i en pulje selvom man bor i lejlighed, det har jeg nemlig selv gjort, da min hund var stresset som ung. Korte tisse prutte ture i så roligt miljø som muligt og så en lang tur eller træning om dagen. Og efter dage med stressede oplevelser, for eksempel træning, så stod den på to rolige dage, med for eksempel næse arbejde. Så måske du skal trappe ned til kun en gang træning med ham om ugen og så i stedet lægge spor eller endnu bedre lade ham grave efter mus i skoven.

DEr kan sagtens være hunde man som adfærdsbehandler siger stop ved, enten fordi hunden ikke er mentalt i orden af den ene eller anden grund, eller simpelthen fordi det ikke er muligt at få det til at fungere i ejers situation eller liv. Og hunden ikke kan omplaceres. MEN jeg vil forsøge at undgå at komme med de udtalelser på nettet uden at have set hunden og kun have ejeres vurdering af sin hundsadfærd, selvom den i dette tilfælde virker kompetent:)

Men det er jo det der er helt umuligt at spå om uden at vide meget, meget mere. Det kan tænkes at hunden er helt anderledes øjeblikkeligt han eventuelt håndteres anderledes eller bliver alene hund og det kan tænkes at adfærden sidder for fast. Alvorlig skade tror jeg faktisk ikke på, eftersom han allerede flere gange har vist at han har hæmningerne i orden når han bliver aggressiv. Men helt sikkert at det kræver meget af ejer og nok også at ændre sine forventninger til ham.

Tak ninjamor, du sagde det jeg tænkte:) Der er nemlig mange måder at forsøge at vende det på

Og det er fuldt forståeligt. Det kan være at han ville trives bedre som ene hund et andet sted. Igen det kan jeg, som adfærd behandler, ikke berettiget udtale mig om, uden at have set hans adfærd.

Jeg synes det er meget trist at folk tør trække et aflivning kort over en hund som i slet ikke har set. Det er meget muligt at det kræver så stor en indsats at rette op på ham, at det ikke er realistisk, men hunde kan lære de utroligste ting hvis man ved hvordan man gør det rigtigt. Og taget i betragtning hvor temperament fulde Jack russel kan være, så er hans adfærd overfor andre hunde ikke så usædvanlig. Som den beskrives.