Siri

Ej - kelpien er da ikke lille. Da kun hvis man er vant til større hunde :blink: Jeg er heller ikke sikker på at jeg fungerer med så selvstændig en hund, jeg har det i bund og grund bedst med de ret uselvstændige hunde. Men nogle gange tænker jeg at man kan lære meget og udvikle sig meget ved at vælge en anden type hund. Har også overvejet ACD - men her ville jeg vist få rigeligt kam til mit hår

Border Collie: Verdens bedste race, hvis du spørger mig. Arbjedsivrig, let, adræt og intelligent. Naturligvis mener jeg BC af arbejdslinjer. Kelpie: Opfylder samme kriterier som ovenstående. Er dog svære at finde at rene arbejdslinjer og jeg synes de mangler lidt power ift. BC'en. Pyrenæisk hyrdehund; skal eje en en dag. Lille, adræt, reserveret, intelligent. En anden type hyrdehund end de to ovenstående og en spændende arbejdshund. Behøver jeg at nævne, at jeg er fan af hyrdehunde?

Hold da op. Hvor mange sting måtte din hund sys med? Og hvorfor greb træneren ikke ind?

Hvis du er i tvivl om han har smerter, så prøv at tal med din dyrlæge om at give smertestillende en periode for at se om der kommer en positiv ændring.

Årh hvor er det bare en god idé! Sådan lidt ala et dogwiki...

Jeg har det på nøjagtig samme måde. Kan mine hunde ikke leve et aktivt liv med ture og træning - så skal de ikke være her. Jeg sætter også klart kvalitet over kvantitet og mine hunde bliver brugt - hårdt. Jeg ved godt at det måske kan koste dem ½-1 år i den anden ende, men det betyder ikke så meget hvis de har haft et indholdsrigt liv.

Nogle ords betydning udvandes over tid, mens andre ord skifter betydning (pendulord). Altså sproget er bare ikke statisk og bliver det ikke. Når et ord ikke længere er tilstrækkeligt, så kan man vel vælge tre grundlæggende ting: vælge et helt andet ord (evt. hente et fra udlandet), vælge at pryde ordet med forstærkende tillælgsord eller vælge at droppe ordet og i stedet lave en sætningskonstruktion,der udtrykker følelsen. Eks. 1. Jeg forguder dig 2. Jeg elsker dig mere end noget andet i verden 3. Du beriger min hverdag Man kan jo også vælge at sige, at selvom ordet måske er udvandet, så er betydningen kontekstafhængig. Så selvom vi bruger "elsker" i flæng, så er det stadig noget helt andet at sige "jeg elsker" til sin kæreste end om sin mad.. Sådan er det i hvert tilfælde for mig.

Jeg tilsætter kun lakseolie, og når flasken er brugt op regner jeg med at stoppe med det. Hvis foderet er godt nok, ser jeg umiddelbart ingen grund til at tilføje noget som helst.

Det er jo så nok netop her vi er rørende uenige. For jeg mener på ingen måde at italesættelsen dikterer handlingen eller at de to størrelser hænger uforløseligt sammen. Ja, der kan være sammenfald imellem en ændret italesættelse og et ændret handlingsmønster, men det er i mine øjne bestemt ikke reglen. Jeg kan ikke forstå hvad du mener med at sproget bliver fattigere? Dansk ER et fattigt sprog og har altid været det. Det er ikke blevet fattigere med tiden, men har udviklet sig og nye ord er kommet til imens gamle er faldet fra. Vores sprog udvikler sig hele tiden - det er en nødvendighed, men jeg mener ikke at det gør sproget ringere eller fattigere end det var i forvejen. Det kan ikke lade sig gøre at have et statisk sprog. Så skal du vist kaste dig over esperanto!

Det er virkelig svært at vurdere på dyrets vegne, hvornår nok er nok. Mine forældres forrige labrador fik HD, AD og slidgigt osm 4½ årig. Det levede han fint med indtil han var 10 år. Han var ikke specielt aktiv og var rimelig smertedækket. Men helt ærligt - havde det været min hund og ikke mine forældres, så var den ikke blevet ret meget over 5 år. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at en hund, som burde kunne løbe hurtigt og være aktiv, simpelthen ikke kan trives med at være inaktiv og kun tusse rundt. Jeg synes jeg oplever at sådanne hunde bliver lidt apatiske og går i en slags dvale. Jeg ville klart aflive sådan en hund. Heldigvis fik mine forældres lab voldsom ørebetændelse, så da de ringede til mig for at høre om de skulle operere ham ifm. betændelsen, skyndte jeg mig at anbefale aflivning.

Bare lige en sidebemærkning. Den stress som du beskriver kommer ikke nødvendigvis fra borderen, fordi den er af hyrdelinjer. Arbejdslinjer er ofte mindre stressede end udstillingslinjer. Jeg ville nok, hvis det var mig, opdrage kæresten lidt bedre Og måske vælge mine kampe med omhu. Altså sætte ind de steder hvor det virkelig er et problem og lade resten være. Jeg tror sagtens din hund kan lære at skelne imellem om det er dig eller kæresten, der lufter, men når det kommer til lege/kaste/bold problemer, så er det vigtigt at være konsekvent. Hvis ikke andre kan finde ud af det, så gem alt væk og tag kun legetøj frem, når der ikke er gæster.

Ja, men altså jeg troede ligesom, at når man havde fået én hvalp, så var man kureret det næste års tid. Men tro om igen... :blink:

Hvis du nu gad læse mine indlæg, så undgik vi bare SÅ mange misforståelser. For som jeg tidligere har skrevet: jeg elsker min kæreste og jeg elsker mine hunde. Og det er hverken synd for kæresten eller hundene.

haha! Det er eddermanme fri fortolkning så det basker Jeg tænker (helt nøjagtigt og uden indpakning: "Den dag mine hunde ikke er her mere, har jeg meget meget svært ved at overskue hvordan jeg skal komme videre og rumme sorgen. Dermed ikke sagt at jeg begår selvmord, vel. Man kan godt have svært ved at overskue en sorg eller en hændelse, uden at man springer ud af et vindue!! (P.S.: "" er citationstegn, der markerer en tanke eller udtale - i denne sammenhæng er det altså ikke "gåseøjne" P.P.S. Jeg elsker min kæreste og jeg elsker mine hunde. Skulle jeg vælge imellem kæresten og hundene, så tror jeg hundene vandt.

Helt enig! Jeg kigger tit på mine hunde og tænker "hvordan skal jeg nogensinde klare den dag, de ikke er her mere." Jeg kan slet ikke forstå at man kan "elske for meget". Jeg holder ikke af mine hunde, jeg elsker dem. Jeg elsker ikke mine heste, men jeg holder af dem. Det handler vel om ens indstilling til og forhold til dyrene. Jeg kan så tilgengæld garantere at jeg ikke ville sælge hvalpe til en køber, der "bare" holder af sine hunde.

Jada!! Selvfølgelig må man det!! :blink: Og hvis de ikke har en, så er det fordi de generelt lugter for godt. Så forsvinder behovet jo! Jojo - det er logisk. Men husk at du skal slæbe dine hunde ud af hundekurvenfor at dufte til kompensationspletten. Ikke hundesengen.

:klap: Helt sikkert! Fremover vil jeg altså totalt inkorporere "kompensationskirtel" i mit ordforråd. Nyt bizart yndlingsord!

Totalt - det må være sådan en kompensationsplet. Altså fordi de ruller sig i lort, lugter af fisk og prutter rådne æg - så har de én plet, der bare dufter himmelsk!

Hvor spøjst. Otto har også sådan en plet. Den sidder lige imellem øjnene og går op til midten af hovedet. Seriøst - jeg kan snuse til den plet i evigheder. Han har efterhånden lært at jeg eeelsker at dufte lige der, for han er begyndt at komme og stikke panden op til mine næse :blink:

Altså sproget er jo i allerhøjeste grad socialt bestemt og derfor ændres det danske sprog også hver eneste år. Sproget er en foranderlig størrelse, der bølger frem og tilbage imellem forskellige trends og tendenser - som får nye ord og begreber og som mister gamle. Hvordan folk vælger at italesætte deres kæledyr og hvilken diskurs de bruger er i mine øjne helt op til dem. Ja, det kan sgu godt være at folk tænker sit, når jeg for 15. gange fortæller Otto (højlydt) at han er den smukkeste og klogeste hundemand i hele verden, men det er ikke forkert og gør mig ikke til en ringere hundeejer. At andre så vælger at tolke det negativt eller danne holdninger og meninger til hundehold baseret på folks diskurs - ja, det står for deres regning - ikke for min! P.S. Mine hunde spiser, dufter og har senge!

Puha en grim oplevelse! Jeg har selv grækere i pleje løbende og kender alt til hvordan de kan reagere den første tid de er her. Det er dybt uansvarligt af hundelufteren at slippe din hund! Jeg går faktisk selv med kvælerhalsbånd den første periode på mine grækere, fordi jeg er så bange for at de skal blive forskrækkede og trække sig ud af halsbåndet. Bare tanken om sådan en vildfaren græker i panik, kan give mig koldsved. Stakkels hund - men dejligt at historien trods alt endte godt!

Årh altså. Han er godt nok både grim og ækel.... Det har jeg i hvert tilfælde forsøgt at sige til mig selv mange gange, imens jeg har kigget på billederne, men det virker ikke!! Jeg er helt vild med ham Hvordan kan man blive hvalpeskruk så hurtigt igen?

Så skal du måske overveje at udtrykke dine spørgsmål lidt mere klart en anden gang? Du skrev ikke at dit valg var endeligt truffet og at det udelukkende var information om dyrlægen, du søgte. Det er jo sådan set ikke for at irritere dig, at vi svarer i din tråd, men for at hjælpe.

Kastration er et forholdsvist enkelt indgreb som alle dyrlæger kan udføre uden problemer. Så det er en smagssag hvem du vælger at bruge. Det eneste krav, som jeg stiller til mine dyrlæger, er at de kan monitorere vejrtrækningen, mens hunden er under bedøvelse. Jeg plejer at bruge Gistrup Dyrlægerne og er vældig tilfreds. Du kan jo også ringe rundt og forhøre dig om procedurer og priser hos de forskellige.

Umiddelbart ingen. Vi deler ikke økonomi, men vi betaler alle det samme for at træne i hallen. Redskaber må man selv anskaffe sig, hvis ikke man allerede har og har man lyst til at dele dem med andre, kan man frit lade dem stå i hallen. Det er super fedt at vi er så forskellige og jeg lærer meget ved eks. At se dogdancerne eller ag-folkene. Vi prøver også at time det, så vi er forskellige grupper, der træner på tværs indimellem. Fordi vi netop kan udnytte de forstyrrelser der kommer. Det er altså en skam, hvis det er penge der er problemet i klubberne. Selvfølgelig koster det mere at dyrke AG – altså det giver jo lidt sig selv. Det er bare ærgerligt, at der er folk, der mener at der går noget af dem, fordi en anden gruppering får flere penge. Jeg tror, ligesom Anna skriver, at det mere er et DCH problem end et DKK problem. For i DKK køres sportsgrenene som regel separat økonomisk, men deler dog træningsplads.