Dina

Nemlig.

Uuuuuuhh, han ville da ellers sikkert bare ELSKE at blive trænet netop i den disciplin. :banan:

Deri er jeg helt enig med dig. Til gengæld er jeg uenig med dig i, at en dyrlæge ved en måling med bestemthed kan sige, hvornår en tæve er helt klar. Det kan kun tæven. Jeg har haft tæver på besøg, der iflg. dyrlægen (i øvrig min egen, som jeg er meget glad for og helt tryg ved) havde sagt klar om. Alligevel gik der to dage, før tæven ville lade sig parre. Hun ville hellere lege med min hanhund. Men da dagen så kom, nåede hun næsten ikke engang inden for havelågen, før de kom i sving.

Trist, at en tæve, der ikke evner at sige fra over for en "voldsom hanhund", får lov at videreføre sine gener. Men det lyderaltså lidt sært, for netop en løbetidstæve er i den grad ovenpå og kan ellers nok give en overivrig hanhund klar besked om, hvornår tidspunktet er rigtigt og specielt, hvornår det ikke er. Deri har du ganske ret. Kun mennesket er skabt af mennesker. Så er dét på plads. Alternativet til at tvinge en uvillig tæve til at blive parret mod sin vilje er ikke kunstig befrugtning, ej heller kloning. Så er også dét på plads. Hvad der derimod ikke er på plads, er dine svar på mit spørgsmål: Hvorfor vil du ikke fortælle, hvilken hunderace du opdrætter? Du får det faktisk til at lyde helt fordækt.

Jeg får vist nogle forkerte billeder her. Mener du, at en voldsom hanhund kan "springe på" = parre din tæve, før hun er parat? Og at du - for at undgå den situation - får taget en blodprøve af din tæve, inden I tager på besøg hos hanhunden?

Når en hanhund skal parre for første gang, kan det da sikkert godt ske, at han fjumrer, selvom tæven er parat og villig. Der vil vel ingen sige, at man ikke må give en hjælpende hånd. Det var eksemplet med en uvillig tæve, der partout skulle bedækkes, der stødte folk. Mht dit ønske om, at hanhundeejerne skulle støtte, hjælpe og træne deres hunde, så er jeg uenig. Jeg lagde dengang hanhund til og forventede, at både han og tæven nok selv skulle kunne finde ud af noget så grundlæggende som videreførelse af arten. Når man tænker på, at selv bananfluer kan finde ud af det, så burde højtstående dyr som hunde altså også kunne. Og hvis ikke....så er det nok ikke meningen, at der skal komme noget ud af den kombination. Men du svarede ikke på mit spørgsmål om, hvorfor du ikke vil fortælle,hvilken race du opdrætter?

Hvorfor har du så travlt, når dine tæver skal parres? Hvorfor giver du dig ikke tid til at lade hundene selv finde ud af tingene? Det ér svært både for en erfaren opdrætter og såmænd også for en dyrlæge helt præcist at afgøre den ideelle "bryllupsdato". Det kan hundene faktisk meget bedre selv. Det er svært at vide, men personligt tror jeg egentlig, at min holdning til parring ville være uændret, selv hvis jeg fik den idé at blive opdrætter. Men Sigurd, jeg bliver nysgerrig....jeg har forstået, at du ønsker at hemmeligholde navnet på din race. Det er du naturligvis heller ikke forpligtet til at oplyse, men det virker lidt underligt?! De fleste opdrættere fortæller ellers med med stor stolthed og mange ord om netop deres race, men du vælger at fortie navnet. Hvorfor?

Eeejjj, hvor smart. Jeg havde slet ikke opdaget de to små dutter oppe i hjørnet. Godt, at der blev spurgt. Jeg smutter da flux ind og giver hende et dut på karmaen. Det må prøves.

Jamen, sådan opfatter din tæve måske hanhundens springen omkring hende, alt imens han kurtiserer hende på det inderligste. Hvem ved? Men du har faktisk helt ret i, at langt de fleste parringer foregår helt frivilligt og afslappet og heldigvis for det. Men mht. den mere bestemte menneskehånd så kan jeg fortælle, at en opdrætter brugte den til at holde en af sine tæver fast med, fordi hun hele tiden flyttede sig, da min hanhund ville til fadet. Men hver gang opdrætterens bestemte menneskehånd holdt om tæven, så stoppede min hanhund og gik imellem hånden og sin udkårne. Hvorfor han gjorde det, aner jeg ikke, men det gjorde han altså. Jeg tror nu ikke, at der lå de helt store eksistentielle overvejelser bag. Han brød sig bare ikke om det. Og netop denne tæve ville ikke parres, selvom hun kom på havebesøg over flere dage, og tilsidst sagde opdrætteren, at så måtte hanhunden et smut til dyrlægen og "blive tappet". Men der satte jeg så foden ned og sagde fra. Jeg har ikke en egentlig fornuftig grund til at være imod inseminering, men efter at have set tævens opførsel, syntes jeg, at hun nok skulle være fri for moderskabets glæder. Sådan er vi alle så forskellige og opdrætteren var meget utilfreds med min beslutning. Men eftersom hun havde været der med flere tæver, der alle var blevet parret til en halv hvalps pris (jeg gjorde det nemlig af totalt egoistiske årsager og ikke for prisen), så mente jeg jo ikke, at hun havde grund til at være utilfreds. Ydermere havde bemeldte tæve også før modsat sig parringer med et par andre hanhunde, så det kunne der jo være en fornuftig grund til. Hun ville meget gerne lege med min hanhund og fare rundt i haven, men giftes ville hun bare ikke. Og det syntes jeg så, at hun skulle blive fri for.

Næh, men det kan sagtens være, at din tæve synes det. Og det ér altså hende, der styrer slagets gang. Hun giver hanhunden tydelige tegn, når hun er parat, og det plejer altså ikke at kræve den udvidede kystskippereksamen for en hanhund at fatte budskabet. Min første airedale var avlshund og det kom der mange gode og frugtbare hundeægteskaber ud af. En opdrætter kom forbi hver dag i 4-5 dage og det kunne godt ske, at første dag gik med pjank og fjas de to hunde imellem. Men pludselig viste tæven altid, at nununu var hun klar og så var det slut med både pjank og fjas. Det ér jo ikke altid, at vi mennesker kan vide, hvornår det helt rigtige tidspunkt er indtruffet, heller ikke selvom tæven - måske på skrømt - lægger halen lidt til siden ind imellem. Jeg tror, at du er lidt utålmodig, Sigurd, når du kører til bryllup. Kan du ikke indgå en aftale med hanhundens ejer om kaffe i haven. Så kan du selv tage lidt blødt brød med og så er ventetiden ikke helt så irriterende. På et tidspunkt skal hundene jo nok "finde hinanden".

Det er nu ikke ganske uden konsekvenser for "den, der rent faktisk overtræder loven", eftersom vedkommende mister sin hund OG kan imødese en klækkelig bøde. Jeg tror desværre ikke, at du har ret i, at der kun er tale om enkelte lovbrydere. Jeg har i hvert fald endnu tilgode at se en kamphund iført mundkurv. Det er, som om loven slet ikke er indført.

Problemet er, at man jo på forhånd ikke kan vide, om instruktøren er i stand til at "bruge" sin erhvervede viden. Masser mennesker gennemgår kurser både hist & pist, men det er altså ikke en garanti for, at deres efterfølgende udervisning bliver særlig god. Trist, men sådan er det. Man kan altid stille krav, men folk bliver nu altså ikke vupti-bedre end de er. Det er nok til syvende og sidst mest et spørgsmål om, hvor naturligt gode folk er til at undervise. Dét - og så en grundig viden om hunde og hundetræning.

Umiddelbart får jeg en "advarende fornemmelse i håret", når jeg læser at ejeren af træningspladsen er forhandler af et bestemt foder OG at der i træningstilbuddet er inkluderet godbidder. For det andet er over 100 kr. i timen liiiige i overkanten, når man tænker på, at der er 10 hunde på holdet. Det giver ved simpel hovedregning ikke mange minutter til hver enkelt hund?! Selvfølgelig skal hver hundefører arbejde selvstændigt med hunden, men der skal vel ind imellem også være plads til et hjælpende tricks-øje fra instruktøren? Jeg synes faktisk ikke, at det er et særligt godt tilbud, hvis man sammenligner med, at det koster 925 kr. at gå til træning i DcH en gang om ugen et helt år. Men igen - priserne på alt, hvad der smager af hundetræning er eksploderet de seneste år, så....

Netop og det er faktisk også derfor, at jeg mener, at der også skal lidt held med i spillet. Det er bestemt ikke en ulempe, at man ikke kan kontrollere alt, sålænge man blot kontrollerer, hvad kontrolleres kan. Jeg er ikke opdrætter, men hvalpekøber, så jeg siger: Jo mere kontrol af avlshundene, jo bedre. For jeg tror, at det nok alligevel er noget lettere at kontrollere avlshunde for diverse skavanker end det er at afgøre, hvilke opdrættere der er "samvittighedfulde og seriøse personer". Hvilke tests skulle anvendes?

Nej, naturligvis kan der aldrig laves perfekte hvalpe, men du overser en vigtig detalje: hvis der bliver checket for HD og PRA, bliver der da ikke avlet på sådanne forældredyr. Det er også en stor gevinst og nok værd at tage med. Jeg går selv ind for at kontrollere så meget som muligt, men jeg må også indse, at alt desværre ikke kan styres.

Tro mig, jeg har desværre noget at have min påstand i. Da vi skulle have Danny, vores anden airedale, vendte vi - af sundhedsmæssige årsager - blikket mod Finland, hvor begge forældredyr iht. den dér gældende lovgivning skal opfylde flere krav end tilfældet er for racen i DK, hvor forældredyrene som minimum skal have en enkelt 2. præmie på en udstilling. I Finland derimod skal begge forældredyr checkes for HD + PRA, de skal begge være udstillingschampions og begge skal have en eller anden arbejdstitel. Dannys far var tysk "schutzhunde-mester" og hans mor finsk "AG-dronning". Kontakten til den finske kennel blev formidlet af formanden for den finske airedaleklub. Vi havde månedlang kontakt og hun var så sød at både hente og bringe os til og fra lufthavnen og ud til opdrætteren. Hun assisterede såvel ved udvælgelsen som ved købet, eftersom opdrætteren kun talte finsk. Alt var såre godt og vi fik - igen - verdens bedste airedalehvalp med hjem til DK. Han fik det bedste foder og jeg iagttog alle forholdsregler (ingen spring før 1-årsalderen og aldrig uden opvarmning) og alt var som sagt godt, indtil han var næsten 6 år, hvor han pludselig fik konstateret en meget svær spondylose. Trods Gold Treatment-kur (guldspiraler indsat) og flere slags tilskud (glucosamin sulfat, msm, chondroitin + mange andre gode sager) måtte vi alligevel efter knapt et år gå den tunge gang til dyrlægen og give ham fred. Iflg. dyrlægen kunne spondylosen være opstået gr. en skade (han dyrkede kun lydighed og spor!) eller han kunne simpelthen være disponeret for lidelsen. Det var ikke til at sige. Jeg har prøvet at sige farvel til en træt 12 år gammel airedale. Det var hårdt, men også til at forstå. Men at sige farvel til en stor, glad 7 år gammel airedale....det giver en ekstra sorg. Der er ingen retfærdighed, når det gælder sygdom, men det giver mig den dag i dag en fornemmelse af, at det nu alligevel var uretfærdigt. Hilsen Dina

Jeg fortalte blot om et intervies med en amstaff-opdrætter. Hvad andre får ud af det, kan jeg ikke rigtigt styre. Men hun udtalte sig naturligvis ikke om samboende hunde.

Uden at være ekspert mener jeg egentlig, at den lokale politivedtægt overalt tilsiger linepligt på offentlig gade og vej? Men det er muligt, at jeg tager fejl. Men der er til gengæld ingen tvivl om, at hunde omfattet af det splinternye forbud ikke har samme rettigheder som alle andre hunde, eftersom de skal være iført mundkurv og max. 2 m line.

Nu ved jeg jo af gode grunde ikke, hvordan du bliver mødt af andre hundeejere, men hvis deres brøde udelukkende består i, at de går over på det andet fortov, så synes jeg egentlig, at du burde kunne forstå det. Hvis du derimod bliver mødt med nedladende eller uforskammede bemærkninger, så forstår jeg godt din vrede. Jeg tror dig, når du siger, at din Leroy var både venlig og velpdragen, men alligevel ville jeg personligt ikke have taget nogen chancer og lade min hund hilse på ham. Jeg så et interview for 4-5 år siden med en amstaff-opdrætter. Hun var en yderst sympatisk kvinde, der elskede sin race højt. Men allerede dengang advarede hun mod at lade ret mange give sig i kast med at holde kamphunde, for som hun sagde "det er skønne hunde, hvis man ved, hvad man har mellem hænderne, for de kan gå fra leg til drab på et sekund". Hun var meget ulykkelig ved tanken om, at et forbud en dag formentlig ville blive en realitet, for hun gjorde selv, hvad hun kunne for at checke sine hvalpekøbere og de fleste sagde hun oven i købet nej til. Jeg har fra adskillige hundevenner hørt om totalt umotiverede kamphundeoverfald, og uanset om de kamphunde, jeg møder, i bund og grund er venlige og velopdragne hunde, så må jeg sige, at jeg sgutte kan se forskel på dem og "de grumme". Og jeg ønsker som sagt ikke at tage nogen chancer på min hunds vegne. Det bør kamphundeejere altså have en vis forståelse for. Vi elsker jo også vores hunde, præcis som I gør. Jeg tilgiver dig gerne bemærkningen om "vores små hjerner" og også den "muntre" bemærkning om aftensmaden, men kan du så ikke til gengæld prøve at forstå vores frygt for at møde en kamphund i løs tilstand?

Disse racer er ikke omfattet af det nye forbud, der kræver mundkurv og max. 2 m line på offentlig gade og vej. Føler man sig truet af hunde af andre racer, er der ingen, der forbyder billeder af dem også. Men problemet er vist, at det specielt er kamphunde, som de fleste er yderst utrygge ved at møde i løs tilstand?

Malene, blot et lille tillægs-forslag: Hvis du har en mobiltelefon, der kan tage billeder, så vil jeg anbefale dig at fotografere de kamphundeejere, der åbenbart blæser på den nye hundelov. Snup et par fotos af dem og deres løse kamphunde og slå et slag forbi den lokale politistation (på vej til biblioteket) og spørg dem, hvad i alverden du som borger skal stille op med din frygt for disse gykkelykker, der lader deres kamphunde hærge området uden den påbudte mundkurv og i aldeles løs tilstand. Min frygt er så desværre, at politiet ikke selv aner, hvad de skal stille op og derfor fortæller dig, at de desværre ikke har tid til at tage sig af problemet. Hilsen Dina

Det tror jeg altså bestemt heller ikke er en opfattelse, som er meget udbredt?! Nogle mennesker sværger til blandingshunde, andre til racehunde. Præcis på samme måde som at nogle mennesker sværger til pudler, andre til gravhunde. Men det er i virkeligheden ligegyldigt, så længe hundene er elskede, tavle eller ej. Alle hunde er jo blandingshunde, når det kommer til stykket. Racehundene er så bare "kontrollerede blandinger", hvilket bevirker, at man så nogenlunde ved, hvad man får. Min barndomshund var en blandingshund. Lille, fræk og med et højst ureglementeret underbid. Hun var højt elsket! Mine 3 airedales, anskaffet i mit voksne liv, har været med stamtavle og hiv & sving. Og lige så højt elskede. Hvad sundheden angår, er det undertiden også et spørgsmål om simpelt held/uheld, racehunde eller ej. Hilsen Dina & Sofus airedale

Prøv at se på det på denne måde, Sigurd: Er der i en race nogle "vigende gener" for en eller anden sygdom, så kræver det en partner med samme "vigende gener" for at sygdommen kan bryde ud. Ved en blanding af gener hos ovennævnte hund OG en hund af en helt anden race (der vel at mærke har sine egne racebestemte "vigende gener"), så kan blandingshvalpene snildt gå rundt og være bærere af begge forældredyrs defekte gener, men det ses ikke på dem = de bliver ikke selv syge. Det er formentlig derfor, at blandingshunde generelt går for at være sundere. Hilsen Dina & Sofus airedale