Dina

Du har fået bundet en historie på ærmet, er jeg bange for. Kun hvis hundeejeren stod ved siden af hund og tyv og pudsede hunden på tyven, kunne der blive tale om erstatning. En erstatning afgøres i retten, og de fleste dommere har den måske lidt småborgerlige vane at følge loven. Og i følge loven er en hund "skyldfri", hvis den er alene, når tyven bryder ind. Vi har en jurist her på forum og hun har omhyggeligt fundet ting og sager frem, da emnet sidst var oppe.

Hvorfra mener du at vide det så sikkert? Kender du nogen, der har måttet betale en indbrudstyv erstatning? Og hvis ja, hvordan lød historien så?

I Florida må man gerne skyde en indbrudstyv, bare det ikke er i ryggen. Man er totalt skyldfri.

Det lyder som en vandrehistorie?

And again and again.....

Slettet gr. sløseri

Du har formentlig hørt det et sted. Mange siger i hvert fald sådan.

Vores første airedales "far" gik vagthund hver nat i familiens lille virksomhed (sov derude). Han tilbageholdt ved to separate lejligheder en indbrudstyv uden at familien på nogen måde fik lovmæssige ubehageligheder af det efterfølgende, trods det at den ene tyv havde forsøgt at komme ud igen. Det kostede ham et bid i benet. Han blev fundet om morgenen, siddende oppe på noget træværk. Familien gik i ro og mag ind og ringede til politiet, som på et tidspunkt kom og befriede tyven. Det må altså høre ind under erhvervsrisiko, sådan noget, og dermed være helt for egen regning.

Nej, det mener jeg heller ikke. Og i øvrigt må man stadig ikke pudse sin hund på indbrudstyven, om så hele huset var plastret til med sådanne skilte, så det viser vel også, at skiltning er ligegyldig?

Så vidt jeg erindrer, så var hunden "skyldfri", såfremt den var alene hjemme eller hvis ejeren lå og sov og dermed ikke kunne have pudset hunden på indbrudstyven. Eller noget i den retning.

Er det i København, du møder alle de irriterende løse hunde?

Du stod med Taiki i snor og det lykkedes dig alligevel med én hånd at smide en amstaff-blanding væk? Udover at du må være temmelig stærk, må du også være temmelig heldig, når den vrede hund i farten opdagede, at den havde fat i en menneskehånd og ikke i den hund, der skulle have bank, og også meget heldig, fordi hunden bare opgav at fortsætte slagsmålet.

Du ikke den eneste, der har lavet den fejl. I gamle dage lød det konstant: Ro på, ro på og atter ro på! Jeg gjorde som uerfaren hundefører alt for at efterkomme det råd, men min hund forvandlede sig alligevel ikke til et artigt arbejdsomt væsen af den grund. Han faldt i stedet konstant i staver medmindre han var ude i en eftersøgning, hvor han jo selv styrede farten. I dag forsøger de fleste at arbejde MED driften og bruge den som en FORDEL i træningen. Det giver bedre resultater, ikke mindst for de lidt "vilde hunde", og det gør i øvrigt træningen langt sjovere for ALLE hunde. Så dit råd "- og husk at have det sjovt" burde broderes med selvlysende korssting og hænges over enhver klubdør. :5up:

Man skal naturligvis lufte sine intakte tæver uden snor, præcis som man gør med hanhunde. Men er de løbske, er det i hvert fald en skidt idé generelt at lufte, hvor der er løse hunde, for selvom en hanhund er velopdragen, så ryger hjernen omgående ned i buksen, hvis tæveduften er for fristende. Hanhunde er nogle gedigne schwiiiin. Men havde jeg en løbsk tæve på besøg og skulle lufte den, så var det alene og så absolut uden min hanhund. For selvfølgelig ville han ikke være spor tolerant i den situation. Han ville jo også være meget lidt tolerant, hvis jeg medbragte et fad friskbagte svinehjerter på turen.

Eller først. Du må være et bedre menneske end jeg, for jeg havde grebet blidt, men bestemt fat i hvalpen og sagt NEJ. Hvis han var helt opkørt og umulig, så havde jeg nok taget ham i snor og siddet med ham, så jeg havde lidt styr på, hvad der foregik. Spiser du pølsestumper til morgenmad? Ej, det ved jeg jo godt, men jeg er ikke helt sikker på, om du har forstået, hvad jeg mente.

Der holder jeg med din kæreste. Det var en form for "bordskik", som jeg ikke selv ville praktisere. Det, som jeg foreslog, skulle bevirke to ting: få hvalpen til af sig selv at tage øjenkontakt (hvornår fa'en kommer den guf, nå) med dig OG at øve ham i selvkontrol (ikke klatre som en bidende vanvittig op langs dine bukseben).

Nu kan jeg jo af gode grunde ikke fortælle, hvad Kleo mener med små øvelser, men når han er SÅ madfixeret, så har du ham faktisk, hvor du vil have ham. Prøv mens han kigger at tage en lille pølsestump i hånden, hold hånden op foran brystet (dit altså) - og vent uden at sige noget. Måske vil han flippe på kryds og tværs, men hold ud, for han vil garanteret på et tidspunkt sætte sig stille og kigge på dig. Hold denne kontakt et sekund - og kast så stumpen, så han er nødt til rejse sig for at gafle den. Prøv uden et ord at gentage denne lille "øvelse" og du vil sikkert opdage, at han efter nogle gange prompte sætter sig og kigger på dig. Denne lille ting kan styrke hans lyst til at kigge op på dig, en vane der er usandsynlig praktisk senere. Han lyder altså pragtfuld i mine ører.

Ork ja. Og en dag vil du med længsel i stemmen sige: "Åh, kan I huske, hvor kær han også var som hvalp" og helt have glemt, at han også var dødbesværlig. Mht situationsfornemmelse så havde ingen af mine hunde den gave, før de blev voksne. Hvis vi skreg op, når de fik et godt hak ind, så skinnede deres øjne bare endnu mere og de bed bare endnu hårdere. De var de rene bide-sataner. Men vi overlevede alle.

Det bruger nogle, men for mig er det en mærkelig ting at lukke en hvalp væk fra dens flok. Hvis du altid husker dig selv på, at en træt hvalp er en god hvalp, så prøv i stedet at finde på små ting, du kan træne med ham. At samle noget op fra gulvet og aflevere det igen kan han sagtens i den alder. Og en hvalp vil jo gerne lære noget og lege, lege, lege. Benyt dig af den lyst i stedet. Det er heller ikke spor for tidligt at begynde at gå spor med ham. DET bliver de godt nok trætte af - i hvert fald for en rum tid. Benyt dig i det hele taget af, at du udover tommelfingre også har en langt større hjerne end din hund. :slem:

Du gør formentlig intet forkert. Nogle hvalpe er afsindige bidere. Jeg har haft tre af slagsen og jeg har hver gang anskaffet nogle små, tynde hudben. De stod i glas rundt omkring og når hvalpene gik amok, skovlede jeg dem op og sagde: Så må vi trække stavene (udtryk fra politiet, hæ). Så sad de på skødet og bed og gnaskede i tyggebenet i stedet for at bide i os. Det aftog langsomt (meget langsomt) over nogle måneder, men pludselig en dag var det overstået. Som jeg husker det, faldt det sammen med deres blivende tænder. Man kan sikkert være meget striks og ihærdig og alting, men det gad jeg ikke. Jeg vidste jo, at det ville gå over af sig selv. Men afledning - det er altid en god ting.

Tak! Det synes jeg jo også, men måske jeg er lidt forudindtaget. Han var en dejlig dreng med sit helt eget værelse i mit gamle hjerte.

Jamen, i dag får man også det hele foræret ved at bruge et færdigt program, så man behøver ikke selv at kode noget. Men det andet var langt, langt skæggere - og så skulle jeg bruge det på arbejdet alligevel, og så kunne jeg lige så godt lære det på en sjov måde.

Bliver folk ikke lidt overraskede, når de ser, at der er tale om en fransk bulldog? Heldigvis bliver vi aldrig opsøgt af løse hunde på veje og stier. De eneste to gange det er sket, har det været hunde, der fræsede ud fra deres have og lige i skallen på Sofus. De ville ikke hilse. De ville slås. De kom de så til.

Det er ualmindeligt hårdt at miste en gammel hund, fordi man næsten var i symbiose med den. Men hvalpen skal nok på et tidspunkt få sit eget værelse i dit hjerte. Det bliver aldrig Bilbos værelse, men et lige så godt og dejligt rum alligevel. Bare vent.

Mie - fortæl om drift i stedet for. Der kan ikke siges nok om drift i forbindelse med træning. De sværeste hunde at træne er jo netop dem, hvor driften er svag eller neddæmpet af ejer.