chr68866

:hmm::hmm: ikke fci-land, hmmm. altså det er jo ikke noget problem at hente hund i USA eller UK, og kan ikke lige huske andre ikke FCI-lande der skulle være et issue...

har lige ringet og spurgt ringsekretærveninde som har arbejdet som sådan siden ruder konge var knægt, og som selv opdrætter sådan noget småt halløj, hun har heller ikke hørt om noget lignende.

??? i mine mange år som ringsekretær er jeg godt nok aldrig stødt på det der. Hundene dømmes på lige vilkår i kvalitetsbedømmelsen og så må dommeren selv vurdere om den skal videre i konkurrencebedømmelsen. Jeg har set en nedklippet hund få cert i øvrigt (at det så var dommerens eget opdræt er en heeeeelt anden historie)

jeg har meldt til lørdag, men ved endnu ikke om ejg kommer.

Det skal mennesker jo også kunne, men der hjælper man jo også hvis det ikke kan lade sig gøre naturligt. Jeg har set lige så mange store kuld 10+ med inseminering som jeg har set små 1, jeg tror det kommer rigtig meget an på sædhåndteringen. -nåja, og hvor mange æg der er i tæven....

Det kræver bare det rigtige håndelag :slem: Igen, det er primært ejeren der skal trænes og ikke hunden.

man skal ihvertfald have et godt kort i baghånden, og det havde jeg heldigvis også i den situation, da jeg har en veninde der er super til både at tappe sæd og inseminere. Da vi så sæden, var vi dog begge ret sikre på at tæveejeren var rejst forgæves, og var det ikke fordi at tæveejeren var rejst rigtig langt, havde brugt rigtig mange penge, og ikke mindst havde fået special tilladelse til at bruge den specifikke hanhund (der er ret mange krav i tyskland til den race, hvis man skal mikse farver) så havde vi nok bedt hende om at prøve en anden hanhund. Heldigvis endte det lykkeligt for alle parter og hanhunden blev behandlet for en infektion som ingen sandsynligvis havde opdaget hvis ikke han var blevet tappet.

Det anbefales normalt at både han og tæve (men ikke nødvendigvis med hinanden) skal have kunne vist at de kan parre normalt inden man inseminerer. Men der kan være mange årsager til man inseminerer. Jeg har skulle assistere ved en parring, hvor en ældre, meget erfaren, hanhund skulle parre en tæve der kom nede fra røven af Tyskland (Stuttgart). Hanhundens ejer var på ferie, og da hanhunden har produceret langt over 100 hvalpe uden problemer skulle det være piece of cake for mig at få hundene parret.... Men sådan gik det ikke. han oksede og oksede løs, tæven var højløbsk, fuldstændig klar, og han viste sig desværre at være i noget dårlig kondition, og lavede ikke ret meget andet end at okse på, og råbrække sig konstant. -Han var noget overvægtig og kunne ikke holde på ret længe. Efter at have forsøgt i 3 dage, hvor vi nok kunne få ham jaget indenbords, men hvor han ikke svulmede op, foreslog jeg simpelthen ejeren at vi inseminerede istedet. I Tyskland er det ikke tilladt at inseminere, men jeg lovede hende at holde kæft med det (derfor heller ikke et ord om racen :blink:), men hun havde immervæk spenderet over 1000 euro på rejsen og det skulle være tævens sidste kuld, da hun ikke var helt ung længere og havde langt mellem løbetiderne. Så det endte med vi hjemmeinseminerede tæven (vi bruger ikke det med dyrlæger ude på landet), og det endte med 7 hvalpe, som tæveejeren har udnævnt til at være det bedste kuld hun nogensinde har lavet. Da vi fik ham tappet viste det sig at han ikke havde noget prostata vand, og sæden var meget blodig. Tæveejeren fik valget mellem vi inseminerede med blodsæden eller slet ikke. -Et dyrlægebesøg efterfølgende viste sig at hanhunden havde en prostatainfektion (som han nu er behandlet for), og det sandsynligvis var det der var årsagen til han ikke kunne parre + den dårlige kondition. Han har siden været brugt i avl (efter infektionen var overstået), men også her inseminerede man da ejeren havde rejst langt og ville være sikker på at parringen blev til noget. Der findes racer hvor man stort set kun inseminerer fordi man er bange for at ens hanhund smittes med herpesvirus eller bange for hvad tæven finder på.

Som jeg læser det her, er det ikke fordi hanhunden er uinteresseret, han aner bare ikke helt hvordan han skal gribe situationen an, og der må man efter min mening gerne give en hjælpende hånd. Er tæven derimod skrupumulig kan det også tage pippet fra en hanhund, og så ville jeg nok personligt foretrække at inseminere fremfor at tvangsparre.

Ja, apporteringsprøven er DJUs prøve

I sådan et tilfælde der er det ikke hanhunden der mangler træning (for hvordan hulen vil du lære den det når der ikke står løbske tæver til rådighed), men ejeren. Hvis en hanhund er uerfaren og ikke ved hvad den skal gøre, så kan en erfaren opdrætter/hanhundeejer sætte hundene sammen. Uden det bliver til gene for hundene. Afhængig af racens størrelse kræver det lidt fingersnilde eller armkræfter (så gå du bare i træning zaz-zaz)

Kartoffelmel hvis det er frisk urin. Hvis det er gammel urin så er det vask på vask på vask på vask. Og skal han udstilles skal du jo alligevel bade ham ugentligt. Hvis du bruger shampoo til hvide hunde, så kan han få et meget koldt blåligt skær i pelsen. Skal pelsen derimod være rigtig hvid, så skal du bruge..... sort shampoo. En god ide kan være at sætte elastikker i pelsen inden lufteturen. -og selvfølgelig vask af tissepelsen lige efter.

Til den rigtige pris er der hjem til de fleste hvalpe... Jeg tror ikke der er ret mange der bliver aflivet, tilgengæld tror (ved) jeg at mange opdrættere skyder dem af til billigere penge.

Jeg synes ikke der er noget som helst i mit indlæg der indikerer snobberi. Om du så havde en hund med stamtavle ville mit svar stadig være det samme til dig. Jeg er fuldstændig fløjtende ligeglad med om du tager et kuld hvalpe på din tæve eller ej, der går ingen skår af mig fordi der findes hunde uden stamtavle. Jeg giver dig bare en objektiv beskrivelse af hvad du skal tage højde for. Men nu hvor du har kommet med din bandbulle, så lad mig komme med en til dig: Du skriver du går mere op i hunden end du gør i papirerne.... Så er min påstand, nej, det gør du ikke. Du går mere op i egen egoisme end i din hund. For ret beset er det det der sker når VI vælger at tage hvalpe på vores hunde. Hundene har ikke noget ønske om at få hvalpe. Det er DIG der har ønsket, og så overfører DU det til din hund. Eftersom DU tager valget for din hund, så er det også DIT ansvar at gøre det bedst muligt, og det gør du ikke ved bare at finde en tilfældig hanhund. Du skriver du vil afbetale parringen, men hvad med dyrlægen? Hvad med foderet? Hvad med de hvalpe du ikke får solgt? Skal din studenterøkonomi være faktor for hvor gode gener hundene skal have, om din tæve får den rette behandling hos dyrlægen, får det rigtige foder? Tænk dig nu grundigt om inden du giver dig i kast med projektet. Hvad gør du hvis hvalpekøberne finder ud af at ungerne har allergi og alligevel ikke kan tåle hunden, eller hunden udviser aggressiv adfærd, viser sig at have en arvelig sygdom. Er du klar til at tage hvalpen/unghunden/den voksne hund tilbage? At være opdrætter er ligesom at få børn. Hvalpene forsvinder ikke ud af dit liv efter 8 uger (forhåbentlig da), hvalpekøberne vil vende tilbage til dig og bede om råd og vejledning, og de ser dig som et alvidende orakel. Er du klar til at bruge din tid på det?

nu er jeg jo ikke den der sætter mit lys under en skæppe... men ja, jeg synes jeg har lidt styr på racen

Nej, der tager du fejl. Racen har faktisk ikke de store problemer med ovenstående ting. Faktisk arbejdes der pt. fra specialklubbens side for at afskaffe øjenlysningerne og hd-fotograferingerne. -øjenlysning skal istedet erstattes af gentest. Der findes pt. kun en for prcd-Pra (den mest almindelige), men der arbejdes på at finde en for cataract. Stort set ingen af de cockere der øjenlyses har arvelig cataract. De der øjenlyses med cataract er ikke af den arvelige type. HD- er mere komplekst. Cockerne skal HD-fotograferes, men til trods for at enkelte (det er faktisk den race der set over de sidste 10 år har den bedste statistik) kommer ud med dårlige hofter, så hører det til absolut sjældenhederne at hundene får fysiske problemer. Dette skyldes cockeren er en meget lille hund og anderledes designet end de store racer, så de får ikke de samme belastningsskader som de større racer. Der er andre ting jeg mener man bør tage mere højde for hos cockerne end hd og øjenlysninger. Ser vi på sundhed, så synes jeg at hængeøjne er et af de store problemer, da dette ofte giver infektion i øjenregionerne, endvidere så skal man være ekstremt opmærksom på allergi som er en potentiel bombe under racen. Begge lidelser bør ofres langt større opmærksomhed end hofter og øjne. Derudover er der vores store hovedproblem, -temperamentet. Og der vil jeg gerne advare trådstarter mod at kaste sig ud i den første og bedste hanhund der melder sig på banen. Jeg synes, hvis du vitterligt har tænkt dig at få hvalpe på din tæve, at du skal tænke dig rigtig godt om, og undersøge alt omkring temperamenter. Det er ikke nok at hanhunden er en sød og rar familiehund. Du skal virkelig have de store antenner ude, specielt har vi store problemer med ressourceforsvar inden for racen. -og det gælder både de stambogsførte og de ikke stambogsførte. Som de andre skriver, så synes jeg lige du skal overveje dit projekt igen, for der er mange udgifter forbundet med hvalpe inden der kommer penge i kassen, og hanhunden er bare en lille del af de udgifter. -og lad mig sige det med det samme. Cockeren er IKKE en modehund, og opdrættere har virkelig svært ved at komme af med hvalpene pt. Der har aldrig været så mange usolgte hvalpekuld på hvalpelisterne som der er nu. Økonomisk har mine hvalpekuld været tilsætning. Din hund er i øvrigt fuldstændig helt og aldeles ligeglad med om den får hvalpe eller ej. Det er kun dig selv du glæder ved at få hvalpene. De tæver jeg har der aldrig skal have hvalpe eller aldrig har fået, lever lige så gode liv som dem der har fået hvalpe. Faktisk siges det at hvert hvalpekuld forkorter tævens liv med 1 år. Jeg ved ikke om det passer, men når jeg ser på mine tæver, så bliver de der har fået hvalpe bare mere grå og lade i det, end dem der aldrig får.

Som jeg læser det, så anser du ikke temperamentet som det væsentlige, det er også ok, du kender tæven bedst. Men summen af faktorer gør at jeg stadig står ved mit ovenstående svar

Jeg har nu gået i et stykke tid og overvejet om jeg skulle svare i denne tråd eller ej. Det første jeg faldt over i dit startindlæg var heller ikke højden, men temperamentet. Jeg har selv en diktatorhund. Absolut ikke en begynderhund og en hund som i virkeligheden var allerbedst tjent med at være alenehund. Hun egner sig bare ikke til at være i flok. Hun er heller ikke det smukkeste eksemplar i sin race, men hun er en fantastisk jagthund, enormt pågående, ikke bange for noget og i virkeligheden ville vi meget gerne have en hvalp efter hende selv om hun aldrig bliver udstillingschamp og hvalpene heller ikke ville blive det. Men med det temperament? ellers tak, det skal jeg ikke nyde noget af at sende ud til hvalpekøbere, for ret beset, så er 80-90 % af vores hvalpekøbere almindelige familier og selv om man kan screene dem nok så meget, så er det bare en potentiel disaster waiting to happen. Jeg har også en newf jeg har pillet ud af avlen til trods for hun er gået gennem sundhedsundersøgelserne til UG, hendes udseende er ikke til mere end VG, hun er stor som et hus, og heller ikke her er der nogen maksgrænse, men hun er lige så stor som de største af hannerne... Men hun er rimeligt harmonisk og har nogle gode bevægelser. -størrelsen ville jeg kunne se igennem med hvis alt andet var ok (hun er så også stejl i fronten). Men det kan jeg ikke med hendes temperament. -for det er ikke noget der bare minder om racestandarden da hun har en ret lav stresstærskel med hvad dertil hører.... Bernerazuro skriver at hun ikke ville kunne tolere hund-hund problemer i hendes nuværende boligsituation... De ændrer sig ikke hvis man flytter på landet kan jeg hilse og sige... Vi har alle forskellige avlsmål. Direkte adspurgt ville jeg med stor sandsynlighed vælge din tæve fra.

Nej, ikke alle er antibakterielle, men antibakteriel og resistens har ikke noget med hinanden at gøre.

og så gentager jeg lige det lange indlæg og siger.... what she said.

Nej, det tvivler jeg på, men det er noget med små aber

Jeg har for længe siden taget en uddannelse som agronaut (cand.agro) på Landbsbyhalløjskolen (KVL), nu KU-Life (bvadr!). Uddannelsen hedder vist nok ikke engang cand.agro længere men cand.scient.... Nå, who cares. Jeg bruger ikke min årelange skattefinansierede uddannelse anyway, for nu arbejder jeg som revisor og stiler efter endnu en kandidatgrad som cand.merc.aud. -man er vel samler. I fritiden bruger jeg min agronautuddannelse på min farm, hvor jeg har ca. 40 bah-bahs, 10 stk. muh-muhs, 4 krikker og en milliard dræbersnegle som jeg ikke vil give gift fordi jeg ikke kan få det over mit økologiske hjerte. Nå ja, og så har jeg jo også et par hunde (eller 5-7 stykker)

He, vores hænger har nu heller ikke ligefrem hængt i kølerum, men det er en helt anden historie. Pt. har vi dog ikke grise, og spiser derfor af samme årsag heller ikke svinekød, bortset fra at vi et par gange køber det 3die krydderi (bacon). Hvis en gris bliver fedtet i kødet og klammo i fedthinderne, så er det fordi den har været stresset under slagtning. Så vil adrenalinen give den en lidt småfedtet hinde som nemt bliver klammo. Det samme ses ofte med råvildt som har stresset enten fordi det er blevet kørt over eller anskudt.

Ikke dem vi har hjemmeslagtet da..... Vi har slagtet både vildsvin og alm. grise derhjemme, de bliver ikke anderledes af at hænge end lam eller vildt. Bare man holder øje med de graddage de hænger (men det gælder alt der skal hænge :blink:) Alt kød bør i øvrigt hænge. Vi foretrækker selv at vores oksekød hænger i 3 uger hos slagteren. Hvormeget vores hjemmeslagtede dyr hænger afhænger naturligvis af hvor varmt det er i vejret. Min mand foretrækker dog at får hænger mindst ½ år............................ (men så har han dem også helt for sig selv)

Jeg har set Inception og jeg tror altså hellere jeg ville se The Expendables