Ninjamor

Man kan kalde det hvad man vil, men hunden viser den er presset. Den kan ikke vise det meget tydeligere. Hvis den viste det samme: Næsten helt lukkede øjne, ørene smøget helt bagud, ansigtet vendt væk og halespidsen der logrer, for en hund, ville hunden højst sandsynligt bakke ud af situationen. Den ville se at Denver var presset. Langsigtet effekt ift at spise forbudte ting: Ingen positiv effekt

Jeg har ingen fordomme overfor retrievere - men jeg har nogle erfaringer og derfor bliver jeg nok ved med at ville have lab/retriever. Mage til fantastisk hund synes jeg man skal lede længe efter, uden at fornærme alle de andre fantastiske racer vi har. Stort set hvilket job man kan finde på, så kan retrieveren klare det med bravour. Labradoren er for mig nok yndlingsracen. Udfordringer? Åh jo... Der er en årsag til at en del labradors bliver aggressive. De er ofte meget følsomme og oplever de at blive voldet for meget af andre hunde vil de ofte blive aggressive mobbere. Det synes jeg er en udfordring! Labbens tilknytning til familien giver ikke så sjældent separationsproblemer. Det synes jeg er en udfordring! Bliver de taget for hårdt bliver de enten apatiske eller kolde i måsen overfor ejerens meninger, så balancen er også en udfordring! Kedelig? Tjah, hvis man synes at en hundeven som vil være sammen og gøre alt for at samarbejde og som lægger op til sjov og ballade, villigt affinder sig med ændringer, viser sin glæde ved at ville bære mv. ja så er labradoren røvkedelig! Her er min kedelige Pelle som hvalp

Det lyder godt med fremskridt. Du kan hjælpe dig selv og Lexus ved at afslutte mens hans motivation er højest. Fortsæt ikke til han ikke gider mere, da han derved går fra øvelsen med en følelse af udtømt motivation. Dette er ikke særlig hensigtsmæssigt ift. motivation. Jeg ville lade ham dutte ganske få gange og så evt gentage det senere samme dag. 3 - 4 dut, færdig. Hvis du oplever, at hans motivation i det hele taget ikke er voldsomt høj, vil jeg anbefale at du efter disse få dut afslutter uden at tage andre øvelser bagefter, da han, ved afslutning i høj motivation på dut, husker dette når du igen stiller op til øvelsen.

Og det tager ofte fusen på hundeejeren som tror alt fungerer Jo også derfor jeg har valgt at forklare min definition af det Hvis man ser det fra hundens øjenhøjde så må opdragelse ofte opleves som fravalg af en igangværende motivation, hvor øvelser må opleves som et tilbud eftersom vi "lokker" og sætter situationen op som tilbud "nu har du muighed for at indtjene belønning". Der må være forskel på om hunden skal afbryde noget den allerede er motiveret for og at blive motiveret for træning af ejeren?

Jo jeg tror jeg er med. Det er også blandt andet derfor at jeg mener at ØVELSEN inkald er omsomst hvis ikke hvalpen opdrages (vokser op med) at det den vælger til for at lystre på indkaldet er umådeligt meget bedre - eller mindst ligeså godt - som det den må afstå for at komme hjem. Man kan øve indkald i årevis med en beagle, for at tage en race, uden at det lykkes at få et virksomt indkald fordi den oplever at der er meget mere spændende ude i periferien og at den får det dejligt af at løbe. Men tager man samme race og arbejder intenst på at knytte den til sig ad frivillighedens vej i hvalpestadiet og, naturligvis, sørger for at dække dens behov for at løbe og søge, så vælger hunden en til og så er indkald bare en formsag. Mht forskellen på cockerne og grækerne, så er der vel også mere "vildhund" i sidstnævnte hvis de ikke har levet som domesticerede hunde i generationer? I mit foregående indlæg er der en masse tastefejl ser jeg nu, jeg beklager, men kan ikke komme til at redigere i indlægget

Det er vel ligegyldigt hvordan det lyder? Hvis en hund ikke kommer når der kaldes er det fordi den hellere vil noget andet (end at komme til ejeren = at vælge ejeren fra i denne situation) er du ikke enig i det? Min definition af øvelser: Øvelser er hundens respons på nogenlunde ens påvirkning i nogenlunde ens situationer. Indkald er også en øvelse, som trænes på de fleste træningspladser. Men, som jeg stratede med at sige, hvis "øvelsen" ser ens ud (ens respons på stort set ens påvirkning) så har øvelsen en bestemt form og denne form skal være ens hver eneste gnag hvis hunden skal genkende "øvelsen". Hvis for eksempel indkald mest trænes ved at en person holder hunden og ejer løber væk, sætter sig ned og kalder mens hunden har fokus på ejeren, så vil den som regel komme styrtende og man kan synes man har et indkald der fungerer rigtig godt - i den situation. I en anden situation vil indkaldet ikke fungere fordi hunden mangler hele formen, opsætningen med person som holder, ejer som løber osv. Skal indkaldet virke, skal det læres i alle tænkelige situationer og med alle de forstyrrelser, man kan komme ud for. Det er sådan man gør det når man vil nå noget stort til konkurrence. Der er dog stadig en vis form, en bestemt opsætning af situationen som fortæler hunden på forhånbd at NU er vi på, nu er det indkald det drejer sig om. Når vi går tur med hunden så mangler den opsætning og hunden oplever nu kun en del af hele det samlede signal og vil ofte ike resgere herpå ford dels mangler der noget dels er den optaget af noget den synes er vigtigt. Jeg gentager lige mine definitioner: I øvelser giver vi hvalpen et tilbud om gevinst ved at samarbejde og i opdragelse vil vi ofte have den til at stoppe noget den allerede er motiveret for at udføre. Så i den ene situation (øvelser) skal hvalpen handle for at få belønning og i den anden situation (opdragelse) skal den stoppe/undlade sin handling for at opnå belønning (eller undgå ubehag) Det er altså handling eller hæmning af den aktuelle motivation. Det ved jeg ikke om du er, men din venindes hund og din veninde har nogle mønstre som ikke fungerer, du kommer med noget andet, som kan være en anden stemmeføring, kropsholdning mm og så har du ingen negative følelser i klemme ift. om hunden lystrer. Alene dette kan gøre meget Der er altid en grund til om man bliver valgt fra eller til af en hund, nogle gange er det bare ikke en årsag vi umiddelbart selv kan få øje på.

Det du nævner kommer ind under min definition af opdragelse. Opdragelse er i mine øjne at hunden vælger at være lydhør overfor ejeren, vælger at ville være sammen med ejeren mm. En øvelse kan forsvinde netop fordi hunden bare ser det som noget den har mulighed for at gøre, men ikke noget den nødvendigvis behøver gøre. Øvelser fungerer kun så længe hunden mest af alt ønsker at få den belønning den ved venter. Hvis for eksempel man vænner si nhvalp til at den altid får en ekstrem god belønning når den kommer på indkald og derefter udelader belønningen et stykke tid, vil hunden pludselig en dag ikke længere komme når der kaldes. Den har nu lært, at den ikke bliver belønnet og derfor vælger den indkalds "tilbuddet" fra. x antal belønninger holder x tid, til hunden opdager at der ikke længere belønnes. En belønning skal kunne matche alle "dagens tilbud", hvis den altid skal virke. Opdrager man derimod sin hvalp, så den opdager ejerens værdi og selv vælger at holde sig til vedkommende, vil indkaldet holde - også uden bold, godbidder mv, fordi hunden gennem sin opdragelse har lært at ejeren har nogle værdier hunden gerne vil udnytte. Hunden har valgt ejeren til og ikke fra. En hund kan altid vælge en øvelse fra... Opdragelsen sidder langt dybere og der skal meget mere til før hunden vælger denne lydighed fra. Dér er forskellen på opdragelse og øvelser når det drejer sig om indkald. Mht. at "alle hundetrænere og adfærsbehandlere" har forsøgt sig med din mors hund så er det nok lidt overdrevet? Der findes så mange af dem du kalder ulydige hunde, netop fordi ejerne tror på at træning af lydighedsØVELSER giver lydige hunde.

En hund bliver ikke lydig af at træne øvelser - den bliver lydig med den rette opdragelse og det er i mine øjne noget helt andet. Øvelser er hundens respons på nogenlunde ens påvirkning i nogenlunde ens situationer. Hundene lærer at kunne dække, når de får signalet og dette gør de (forhåbentligt) i sikker forvisning om, at de herefter vil blive belønnet. Dækøvelsen er således lystbetonet og vil meget ofte blive udført på signal når omstændighederne er til stede = hundens vante miljø og signalgivning. Dette gælder alle de øvelser vi øver. Hunden har nu lært at x øvelse udløser en belønning af en vis værdi. Enig så langt? På et tidspunkt opdager unghunden, at der er meget mere spændende at foretage sig, typisk når kønsmodningen starter. Hunden ser hele verden gennem briller som er duggede pga den øgede produktion af kønshormoner og disse briller forvrænger hundens syn. Hunden ser noget den "ALDRIG "har set før - også selvom det er skiltet udenfor slagteren, som den har passeret hver dag de sidste tre måneder. Når unghunden er i denne tilstand, bliver den meget motiveret for andre ting end de vante. Snusningen bliver intensiveret, andre hunde bliver meget mere spændende mm. Unghunden er meget mere motiveret for at undersøge og få de oplevelser den kan se vinker forude. Disse oplevelser og opdagelser er den langt mere motiveret for at få end de belønninger, man indtil nu har haft stor succes med at aflede og motivere med. Belønningerne kan ikke måle sig med de oplevelser hunden søger. Unghunden er "forvirret" og har svært ved at holde fokus pga alle de nye sanseindtryk den får og det er derfor nogle hundeejere oplever at deres hunde pludseligt er "blevet døve" eller at de tilmed opleves som ulydige. Giver det mening? Hunde kan kun være ulydige hvis de har lært at være lydige og det mener jeg er en opdragelsesting og ikke en træningsting Det har intet at gøre med lydighed/ulydighed at hunden pludselig ikke kan motiveres til de sædvanlige adfærd med den normale belønning. Det har udelukkende med situationsbetinget motivation at gøre. Jeg har aldrig selv haft hunde som pludselig blev døve eller ulydige, men jeg ved, at mange hundeejere oplever fænomenet og kalder det for lømmelalderen, hvilket indikerer trods og opsætsighed og det synes jeg er en helt forkert måde at se tingene på. Hvor øvelser er noget vi motiverer vores hunde til at udføre, så er opdragelse ofte noget vil vil stoppe hunden i at udføre og dermed er motivationen ikke ens hos hunden. I øvelser giver vi hvalpen et tilbud om gevinst ved at samarbejde og i opdragelse vil vi ofte have den til at stoppe noget den allerede er motiveret for at udføre. Så i den ene situation (øvelser) skal hvalpen handle for at få belønning og i den anden situation (opdragelse) skal den stoppe/undlade sin handling for at opnå belønning (eller undgå ubehag) Det er altså handling eller hæmning af den aktuelle motivation. Sig til hvis det ikke giver mening Min erfaring er at det langt bedre kan betale sig at lære sin hvalp at vi følges ad, vi holder os til hinanden, vi oplever ting sammen og lignende ting som knytter hvalp og ejer sammen end det er at lære hvalpen øvelser. Øvelser kan hunde altid lære, men den gode og positive opdragelse, den som påvirker hundens opfattelse af hvor den hører til, den skal man helst have godt og grundigt indarbejdet inden hvalpen når unghundealderen. Så glider tingene nemlig meget nemmere for begge parter

Jeg finder det særdeles ucharmerende og afstandstagende at sdu indlder dit indlæg med "suk" og den aktuelle smiley. Når vi andre vil forklare noget som kan virke er uforståligt for nogle brugere, så gør vi/de det forståeligt i stedet for at øge afstanden mellem os. Hvis du sidder inde med materiale/viden der kan kaste klarhed over diskussionen, synes jeg du burde komme med en konklusion og så evt. linke til relevant materiale i stedet for denne nedladende attitude. Jeg kan desværre kun se din tone som arrogant og afstandsøgende. Det må være en ommer

Med denne fysiske styrke følger råstyrke (som giver et maskulint præg) og dette er hæftet op på øget testosteronproduktion som igen øger aggressivitet. Allerede i firserne kom der fokus på at hunde, som bevidst avledes hen mod et større kønspræg, gav aggressive hanhunde hos ellers fredelige racer.

Ah se, vores Miss Mille var heller ikke ældre desværre da hun blev verfet hjemmefra og min søn overtog hende. Så hun er jo vokset op sammen med hund og måske derfor god til "hundsk"..

Hvem skal så aflive hvalpene? Der burde være en lov mod hende

Her i huset reagerer katten også på hundesproget omkring mad, men jeg tror faktisk det er erfaringer hun har gjort sig.

Okay, den synes jeg bare er for tynd. Jeg har haft en hel del "muskelhunde" til træning og har hverken på holdene eller på anden måde oplevet at hundene ikke "kunne" socialiseres pga omverden. Meget ofte kan en hundeejer ikke genkende en såkaldt muskelhund og bliver forbavset når h*n hører, hvilken race den tilhører.

Okay. På den måde Ja det er et grimt billede

Jep. At stirre på noget er dels interesse, som når vi tager stand for en godbid, men kombineret med kropssproget (stivnen og evt. at puste sig op) er det også at kræve ejendomsretten over noget.

Det er da ikke korrekt! Man kan ikke bare vurdere adfærd som en samlet pakke! Adfærd indeholder både artstypiske, racetypiske og individuelle dele. Adfærd er f.eks. også¨legemønster og tager vi en collie og en labrador og beder dem lege vil collien ofte føle sig truet og nedtromlet. Sætter man en ambull sammen med en setter vil setteren ofte ikke synes det er leg. Cavalieren vil ofte ikke synes det er en fest at lege med en fransk bulldog osvosvosv.. Adfærd udtrykker også racernes og individernes tærskelværdier og en masse andet, så denne vet. sygeplejerskes udsagn synes jeg ikke kan bruges til noget som helst seriøst. Hvis muskelhundes adfærd ikke er anderledes hvorfor kræver det så ifølge vedkommende ekstra ansvar og opmærksomhed at have sådan en??

Aggression er i høj grad en vigtig ingrediens i hundens overlevelsesstrategi. Overdrevet lav aggressionstærskel er ikke en god strategi ift. artens overlevelse, men det enkelte individ kan sagtens klare sig på disse egenskaber. Jeg ved ikke om det er det du mener, men jeg synes det er vigtigt at få de rigtige billeder på bordet. Enig. Mangt en hundeaggressiv hund har måtte lade livet på den konto

De metoder du beskriver har intet med SAMARBEJDE at gøre, det er mere kæft, trit og retning. Al forskning indenfor indlæringspsykologi taler imod at anvende de nævnte metoder hvis man vil have en samarrbejdende, glad og lydhør hund. Metoderne er afstandstagende og modarbejder samarbejdet. Hvis du ikke kan finde en træningsplads som anvender indlæringspsykologi i undervisningen vil jeg anbefale at I træner selv ud fra gode bøger.

De var særdeles godt bevogtet, så det turde jeg sgu ikke. Men der blev talt om "næste udstilling" så du må bare afsted og se dem. Jeg fik nusset den ene

God bedring

slettet

Jeg plejer at præsentere hånden tæt ved hundens næse, vel ca 20 - 30 cm fra. De fleste hunde som er vant til at hænder = noget godt snuser så til hånden. Klik eller beløn straks fra den anden hånd. Jeg gør det således at touchhånden og godbidhånden aldrig er fremme på samme tid. Når hunden har duttet, skjules hånden på ryggen og frem kommer godidshånden og omvendt. En hånd fremme af gangen. Dutter hunden ikke straks hånden præsenteres, gemmes hånden om på ryggen igen - og præsenteres igen. Hvis touchhånden konstant er fremme er den ikke så virkningsfuld en stimulus som når den præsenteres efter at have været skjult. Vil du vide at jeg mødte to ddb hvalpe hos dyrlægen i går?

Hundetræning - Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening - DcH "Ungdom" - "U-lejr håndbog" del 2, der har jeg forskellige forslag. Måske kan du finde noget der.

Der er forskel på at have at lav tolerancetærskel og at OPSØGE konflikter. Det du beskriver er hunde som ikke vil have deres kropszone invaderet uden invitation. Det kan på ingen måde være at opsøge konflikter. Hunden som invaderer en hunds personlige rum efter ignorering af dennes afstandsøgende signaler er konfliktsøgende, har enten ikke lært at opføre sig korrekt ved møder - eller er så overbevist om sin egen charme at den tror det går Hvad det jo også gør i langt de fleste af situationerne