Ninjamor

Reinkarnation: Absolut, også blandt dyr. Hvis man skal følge én retning indenfor det spirituelle, reinkarnerer man ikke "tilbage" andet end i helt specielle tilfælde. Med "tilbage" skal forstås at nogle dyrearter har en gruppesjæl og andre individuelle sjæle. Ifølge denne retning kan et dyr godt skifte størrelse fra hest til hund, det vil endda være den "rigtige" vej at inkarnere mod en større bevidsthed og med tættere tilknytning til mennesket. Ifølge en anden retning inkarnerer man efter fortjeneste og kan blive straffet ved f.eks. at skifte fra at være menneske til i næste inkarnation at blive en fasan eller andet. Det tror jeg ikke på En letlæst lille bog om emnet hedder "Når ånd og stof mødes" og er skrevet af Eskild Tjalve og Birgit Tjalve Jeg kender, også personligt, til hunde som efter alt at dømme er kommet tilbage til samme ejer som ny hund.

Tjah, han havde nok sine forbindelser i orden Det kan undre mig at man ikke valgte hjælpemodellen, da det kunne holde på nogle medlemmer

Stress og at ligge på ryggen passer ikke lige sammen Der er forskel på opkørthed/stress i en situation og vedvarende stress. At en hvalp/hund bliver opkørt evt. stresset i en situation betyder intet. Det er den vedvarende stress vi skal være på vagt overfor. Hvalpe gør alle de ting du nævner. Hjælp Morgan til ro når han ikke selv kan finde ud af det, for i disse situationer er han for opkørt (som ikke er det samme som stress) til selv at kunne finde ud af det. Hvis han efter en oplevelse ikke kan falde til ro af sig selv har oplevelsen været lige i overkanten og det kan du så lære af og byde ham lidt mindre næste gang. Hvis han kan ligge og sove roligt nogle gange i løbet af dagen er han næppe stresset. Stress hos Morgans race vil iøvrigt være atypisk

Nej det siger jeg ikke Jeg er bare sådan indrettet at jeg ser situationen både gennem instruktørens øjne og mine egne som hundeejer. Det er nemlig ikke en nem situation Som privat instruktør, som gerne vil have penge i kassen (ja, det skrev jeg ) prøver jeg at sørge for at alle hundeejere har det godt på holdene og gerne så de har lyst til at komme igen. For mig som instruktør ville det være ualmindeligt svært at sige til den ene af hundeejerne at netop hendes hund var der ikke plads til. Når jeg har dette lille skriv de skal læse forud, er det også for at gøre det så nemt som muligt for mig selv evt. at blive nødt til at afvise en hund. Det er ikke sket endnu, så vidt jeg husker, men jeg giver mig selv muligheden for at have god samvittighed, hvis det bliver nødvendigt.

Fint med ros, dermed viser I, at I er positive og afslappede overfor hende og hvalpene. Man kan også sidde og tale "om" hvalpene: Næh, hvor er de fine uden at henvende sig til tæven, men det gør I måske allerede

Det er min oplevelse at tæver stort set kun mangler interesse for hvalpene af få årsager: Hvalpene er syge (det er ikke årsagen her), tæven er syg, er stresset, har smerter eller hun er "forkælet" og vil ikke forlade sine mennesker. Det behøver jeres tæve så ikke gøre, så jeg tror bare, uden at have set situationen, at I er kommet til at blande jer for meget. Det er uhyre vigtigt for relationen mellem tæven og hvalpene at hun er nok tid hos dem og passer og plejer dem, men umiddelbart ville jeg selv prøve det du foreslår: At træde bagud et par dage og følge udviklingen. Så længe de sover godt og spiser godt er der ingen fare. De vil pibe vedvarende hvis de ikke får omsorg nok. Nogle tæver vil gerne ligge hos hvalpene konstant andre i mindre tid, men ro hos hvalpene fortæler at de får nok. Hun skal nok opdrage dem når de begynder at mosle rundt

Spørgsmål: Hvor står fødekassen ift, hvor tæven plejer at opholde sig? Roser I når hun går til hvalpene frivilligt? Som jeg læser det du skriver er I måske røget i fælden med at blande jer for meget. Hvis tæven ellers er sund og rask - og harmonisk - kan hun selv passe hvalpene og vil gå fra og til som det er nødvendigt. Ved at presse hende kan I opnå den stik modsatte effekt. Det er rigtig varmt for en tæve at ligge med hvalpene og hvis hun ellers går til dem når de piber og de tager på ville jeg bakke væk og se om hun ikke klarer det selv. Hvalpene bør ikke lægges til, de skal selv finde frem til hende Allerede ved dieningen finder de et "hieraki", som de selv opretholder og dette piller vi ved hvis vi blander os for meget.

Det kan de måske ikke selv se, men jeg synes nu ikke der er så meget at tage fejl af hvis man læser dette: Er din hund klar til træning på hold? Det er min erfaring, at der fra tid til anden kommer hunde til træning, som egentlig ikke er klar til træning på hold af den ene eller den anden årsag. Disse hunde kan vokse meget gennem træningsforløbet med de rette redskaber, men en del af dem får ikke trænet øvelser sammen med de andre hunde, fordi de ikke kan håndtere situationen og det er meget ressourcekrævende for instruktøren at skulle være på et problem, der typisk kræver konstant opmærksomhed, hvilket de øvrige kursister naturligvis kommer til at mærke som en manglende opmærksomhed overfor dem. Typiske adfærd og tilstande som behøver opmærksomhed, og muligvis adfærdsbehandling, før træning på hold er - vedvarende gøen som ikke kan stoppes - vedvarende uro og stress som ikke kan stoppes her og nu - frygt og angst for andre hunde/mennesker Med dette mener jeg ikke, at din hund skal kunne være stille 1½ time, skal kunne være totalt afslappet hele tiden eller skal acceptere andre hunde/mennesker meget tæt på sig, men at den skal være rimeligt tilpasset, så du kan bruge det meste af din energi på den træning du kommer efter i stedet for at bruge al din tid på at få lidt ro på din hund og på at få dens opmærksomhed. Det er dyr vi har med at gøre og vi forventer ikke, de opfører sig perfekt eller at der ingen udfordringer er at arbejde med. I virkeligheden synes jeg det ville være fint hvis alle hundeejere som påtænker at melde sig til træning, det være sig i klub eller hos en privat instruktør, burde have taget stilling til ovenstående før de ankommer på træningspladsen. Det kunne spare nogle ærgrelser og skuffelser. Til dette: enten kan man sige at hunden ikke hører til på holdet og penge tilbage. Ja, det kan man og denne hundeejer vil nok føle sig smidt af holdet, hvilket ikke må føles godt. Jeg ville nok selv få tanken hvorfor os og ikke den anden hund og ejer?

Vi skal nok lige have med, at disse rapporter fra DcH, nævner separationsproblemer. så vidt jeg husker er problemerne ikke inddelt ift. baggrunden for dem, altså at separationsangst ikke er nævnt som årsag? Vi er blevet meget dygtige til at give hunde prædikatet "angst" hver gang der er problematisk adfærd ifm at hunden er alene hjemme, hvilket bestemt ikke altid er tilfældet. Aslan: Jeg kender ikke til sådan en undersøgelse, men hovedparten af de separationsangste hunde jeg har været hjemme hos bor faktisk i hus med have. Ja, hovedparten af alle hundene uanset problem har boet i hus med have. Hvis du vil iværksætte en undersøgelse så kan uddannelsessteder for adfærdsbehandlere være et godt sted at henvende sig.

Næh det er ikke nok at se på ejer og hund. Noget helt andet er, at blandt andre racer end kamphunderacerne, kan et møde starte fint for to sekunder efter at eksplodere, så jeg lader stort set aldrig Pelle hilse på fremmede voksne hunde bare fordi vi tilfældigvis mødes. Situationen kan vende fra positiv til negativ på et splitsekund.

Selv tak.. Jeg har netop mailet til Lars og spurgt om der er løbet nyt vand i åen siden han fortalte om sine oplevelser. Så må vi se hvornår der kommer svar

Så strengt holder jeg personligt ikke på det, men jeg er også i høj grad kompetent til at træne selv. Fungerede jeg som træner i klubben ville jeg heller ikke mene at andre skulle behøve have min holdning til det. Men man skal måske lige have med i baghovedet at i hundeklubber opstår der som regel en klubånd, fællesskab og alt det der og folk vil gerne hjælpe hinanden. Eller er det for længe siden jeg har trænet i klub?

Og hvad gør en træner så, hvis der kommer to eller flere hvalpe eller voksne hunde med tidskrævende problemer Jeg har en "er din hund klar til træning" liste som hundeejerne bedes se på, før de melder sig til træning. Netop fordi alle skal have noget med hjem og hunden som ikke er klar til træning på hold oplever ikke succes og det gør ejeren heller ikke.

Absolut! Hvis jeg melder mig til 8 x træning vil jeg have noget for mine penge! Jeg kommer ikke for at hjælpe andre, jeg kommer for at have noget sammen med min hund. Lyder det frygteligt og egoistisk? Muligvis. Hvis jeg derimod frekventerede den lokale DcH afdeling, ville jeg garanteret se anderledes på det, idet der er træning hver uge hele året rundt og skulle der blive lidt mindre træning engang imellem så skidt med det. Dér ville jeg også kunne blive på træningspladsen efterfølgende og træne videre hvis jeg syntes vi trængte Jeg finder det meget sympatisk at hundeejere stiller op for andre, men skal det være lang tid eller ofte, hører det efter min menig til udenfor træningstimerne.

OG mebringe nok suppekødboller så ingen løber tør for godis

Præcis! Og omvendt: En hundeejer kan gå til træning "100 år" uden at opleve virkelige fremskridt hvis det andet i hundens liv ikke fungerer

Jeg kan godt forstå at rigtigt mange småhunde både lyder arrige og mange også er det! Nu er der blevet skrevet så meget om at listehundene som regel først bliver dårligt fungerende hvis de har lig i lasten af den ene eller anden slags, hvis skylden så end er. Det samme gælder faktisk småhundene, de er bare i den uheldige situation at de ofte tiltrækker både børn og voksne som absolut vil klappe på dem. Ligeledes oplever de også at større hunde ikke respekterer deres afvisninger og i begge situationer ender det ofte op med at den lille hund sørger for at være på forkant med situationen og tage kontrol ved at være den henvendende på mere eller mindre heldig facon. Lige præcis de helt små hunde kan være vanskelige at socialisere korrekt til børn idet det kræver at børnene arbejder med hvilket kan være vanskeligt når de tiltrækkes af den lille bitte hvalp og frygteligt gerne vil ae og nusse. Sidst men ikke mindst: De små hundekroppe har ikke volumen til andet end at lyde "hysteriske" selvom de mener det de "siger" i samme tone som en rottweiler Det er rigtig dejligt du opdrager din datter til at bede om lov før hun hilser på hunde. Hvis alle forældre dels gjorde det og også lærte børnene, at det er hunden som bør tage den første fysiske kontakti hilsesituationer ville mange kedelige episoder kune undgås. Og så til trådens emne Min holdning til kamphunderacerne ligger ikke fast. Jeg har haft en del af dem på min træningsplads og i rådgivningsøjemed og der har de spændt over alt lige fra lalleglad "jeg kaster mig om halsen på dig" amstaff som sagtens kunne enes med andre hunde til det modsatte. Jeg har haft cane corso, dogo argentino, bullterrier, bullmastiff, ambull, amstaff, blandinger af disse samt nogle jeg ikke husker længere og de har stort set opført sig som andre hunde. Jeg har haft en 9 ugers amstaffhvalp hvis dagsorden bare var at mule de øvrige hvalpe og jeg har haft det modsatte. På et kursus jeg arrangerede for nogle år siden med etolog Lars Fält som underviser, opstod der af forskellige årsager lidt luft i undervisningen og jeg bad ham komme med sit syn på kamphundene. Det skal lige siges, at LF i en menneskealder (han er omkring 70 år nu) har arbejdet professionelt med hunde i hele verden. Han er konsulent når det svenske retsvæsen skal vurdere kamphunde og har som sådan meget stor erfaring med alle hundetyper. Hans udlægning var, at de fleste kamphunde fungerer som alle andre hunde, de er hverken mere eller mindre aggressive, men der er naturligvis noget med tærskler for reaktioner. Han mente, at det er opdragelsen der gør forskellen. Og igen, ingen hund kan vise egenskaber som ikke findes i den! Så, ifølge LF (det ligger omkring 10 år tilbage, så han har måske ændret opfattelse siden, det ved jeg ikke) er det mere opdragelsen end andet der får visse træk frem i hundene. Mine egne erfaringer med voksne kamphundetyper drejer sig blandt andet om tre uprovokerede overfald på min datters hund. Alle tre overfald skete på åben gade hvor der bare pludselig sad en hund i nakken på ham. Hunde som kom ud af det blå. Dette var altså ikke "slåskamp" som var opstået i hundemøder, det var Lobo som kom gående i line og hunde som kom flintrenede med den ene intention at slås/dræbe. Disse hunde har ikke haft standset op for at tjekke om Lobo var en tæve eller hanhund, de har bare set en stor sort labrador på nogen afstand og er tændt af. Lobo har måttet til dyrlæge hver gang.

Det er bare vanskeligt på hold, fordi hundene ikke har samme tolerancegrænser, så hvis hund X skal have 10 meters afstand til andre hunde for at kunne fungere og hund Y kan nøjes med 5 meters afstand, er det kun hund X som får noget ud af træningen idet den kan komme tættere på Y end Y kan på den. Derfor mener jeg at enetimer er det der skal til i de fleste af sådanne tilfælde. Jeg har, ligesom du, også erfaring for at hundetrænere i klubber så gerne vil hjælpe at de ofte overskrider egne kompetencer. Dels har jeg selv oplevet det dels er det hvad jeg ofte får fortalt er sket, når jeg bliver tilkaldt i min egenskab af adfærdsrådgiver. Ikke så sjældent endda har trænerens vejledning øget problemet.

Der er forskel på hvilke problemer hunde udviser... På mine hold er "problemhunde" såmænd velkomne, men de må ikke tage min tid fra de øvrige hunde. Jeg har ofte haft hunde ude på sidelinien, det er der intet problem i for mig, men drejer det sig om hunde hvis adfærd ikke kan afhjælpes uden der skal bruges ekstra tid på det hver eneste træningsgang, så mener jeg ejeren skal have enetimer eller en adfærdskonsultation. Lige netop impulskontrol ser jeg ikke som det store problem, for det er en generel træningsting på mine hold, men taler vi f.eks. stor angst eller aggressivitet, hvor hunden ikke kan være tæt nok på til at ejeren kan høre med, så er hunden ikke klar til træning på hold og vil have bedre af enetræning.

Efter min mening hører hunde med forskellige problemer ikke til på træningspladsen - eller jeg retter lige mig selv - der bør ikke nødvendigvis bruges ekstra tid på disse hunde! Kan en hund ikke glide ind på et træningshold og fungere der, bør ejeren rette op på problemet andetsteds. Dette sagt fordi nogle adfærd kræver rigtig meget tid at bedre, den tid går fra holdet, plus kan nemt overstige en træners formåen. På denne måde er det ofte de problematiske hunde, som får uforholdsvist meget af opmærksomheden. Ang. at være statister til andres hunde så kan du sige fra, hvis du ikke vil stille op

Mon ikke også en af årsagerne er, at disse hunde bider sig fast og helst ikke slipper igen, hvilket jo reelt er det der gør dem mere farlige i en kamp end de fleste andre hunde? Hurtighed og styrke alene gør ikke en god kamphund, der skal også vilje til at anvende disse egenskaber, vedholdenhed og et godt bid Sikkert derfor taktikken med at bide sig fast og trække den anden hund ned at ligge Med dette vil jeg sige, at det ikke kun er styrke, adræthed og hurtighed som gør en hund potentielt farlig for andre hunde

Fint med en uddybning Jeg har nemlig, ikke så sjældent endda, ufrivilligt måtte lægge min lille hund til at folk ikke fik opdraget deres og har i den forbindelse måtte høre på at " så kan den lære det" sagt i en lidt frydefuld tone - underforstået at min lille hund skulle opdrage den fremmede, grænseoverskridende hund og det er bare ikke i orden. Lige så lidt som en cairn terrier og en labrador kan sidestilles, selvom de begge har den baggrund du beskriver. Racer er forskellige, du har valgt husky lige præcis pga. denne forskellighed i både udseende og sind. Ellers kunne du lige så godt have valgt en labrador. Forskellene kommer ikke udelukkende fra opvæksten og hundens livsomstændigheder, selvom disse har stor betydning. Min cairn havde, som terrier, en langt lavere tolerance- og dermed reaktionstærskel, altså kortere lunte, end min labrador og dette gjorde sig gældende i mange situationer.

Med fare for at skabe et nyt emne Jeg håber det går Dina? Markeringen: Om det er en ambull vs labrador eller husky vs gravhund, så er det samme historie, der er en svagere og en stærkere hund! Jeg synes det ikke er kønt af en hundeejer at sige som du. Det underliggende: Min hund må gerne provokere en meget mindre hund for den lille kan ikke skade min! Som gravhundeejer ville jeg blive voldsomt vred over at min hund skulle opdrage din (medmindre vi havde aftalt det på forhånd) - min er den lille og kommer enten skidt ud af det, hvis din ikke acceptere en afvisning - eller næsten lige så slemt - får et skidt forhold til større hunde. Jeg tror ikke du havde gennemtænkt det og set det fra den vinkel

Finder du det så i orden at kritisere for uansvarlighed o.lign. ifm. omplaceringen, som et par stykker gør? Er det okay fordi det stadig er indenfor emnet "omplacering"?