Bitten Soerensen

Han blev tjekket i hovede og røv - og der var ikke noget at se på anal-kirtlerne (Som jo jævnligt bliver "masseret" når han har en ben-dag! ), og nej, han havde hverken ondt i maven, eller nogle steder hvor han reagerede da Dr. Dyr hev og sled i alle hans led... (Altså Linus's led!) Han er ikke kommet på hverken penicillin eller smertestillende, da der iflg. blodprøverne ikke var noget som helst der kunne antyde at der var en infektion - og fordi Linus ikke reagerede da der blev trykket på maven... Og hvis det ikke var en mave-influenza, skulle vi se om vi kunne "lokalisere" problemet, inden han kom på smertestillende.... (Måske ikke helt sådan han sagde - men det var lige hvad jeg opfangede, midt i min panik!) Men puuhh - det vækker trælse minde fra min rottweiler der fik spondylose - så også derfor jeg gik lidt i panik og nærmest bare fløj derud... Og så ER jeg jo stadig sårbar - det er jo ikke andet end 4 uger siden jeg fik aflivet Kenya... :-(

Hej med jer... Puhh - pludselig kunne jeg se på min Linus at han havde svært ved at rejse sig og gå... Han var trykket, slet ikke glad, og gik kun modvilligt med, når jeg gik udenfor - og så snart vi kom ned i haven, lagde han sig under et træ - og ikke om jeg kunne kalde ham ud derfra... Han plejer ellers altid at være en fjolle-røv, og være glad og pjattet - men han var da HELT fra den... Jeg gik nok lidt i panik, og ringede fluks til Dr. Dyr, og jeg kunne komme med det samme. Så ud til hunden, og da han så jeg kom med selen og snoren, rejste han sig, og logrede med halen, dog stadig "trykket". På vej ud i bilen var der heller ikke noget jubel hos ham. Jeg var jo bange for at det var ryggen der var sket noget med, så han kom undtagelsesvis ind på passager-sædet - og dér sad han og sagde IKKE en lyd, på hele turen. (Normalt gør og piber han hele vejen derind!) Han blev tjekket grundigt igennem - men ingenting... Mens vi ventede på svar på blodprøven gik vi lidt rundt udenfor, og så "satte han sig" - og så SKAL jeg da lige love for der kom noget bagud - i stråle!!! LIGE i minutterne derefter, virkede han lidt friskere, men da vi kørte hjem, var det igen galt: Han lå helt stille, også selvom jeg bakkede ned derhjemme... :-( Vi gik lige en lille tur da vi kom hjem, og der stod det igen ud af ham... Og lige nu ligger han igen bare udenfor og vil ikke rigtigt noget... :syg: Men efter aftale med Dr. Dyr, så får han nu Zoolack, og skånekost (er ved at koge ris og kylling sammen til ham) og så skal jeg selvfølgelig holde øje med ham, og bliver det ikke bedre, så skal jeg selvfølgelig kontakte ham igen... For der var intet på de undersøgelser som kunne påvise noget som helst - og som han sagde at hundene selvfølgelig også sagtens kunne få en omgang "maveinfluenza"... Normalt er jeg ikke så hysterisk (Andre ville nok mene noget andet!!!) med hvis de har lidt dårlig mave - men lige hér, hvor det ligefrem påvirker hans gang og almene velbefindende, SÅ bliver jeg sgi bange... :scared: Så efter denne laaaaange smørre, så vil jeg egentlig bare høre om der er nogle herinde der har erfaringer med disse symptomer?

Nej - men er der noget som helst der indikerer at der IKKE er tale om en kroniker-hund?

Jeg bliver nødt til at reagere på dette indlæg - for sådan som jeg læser det, lyder det som om jeg har et privat/personligt forhold til mine dyrlæger - og dette er under ingen omstændigheder tilfældet. Som jeg skrev i tråden: "Jeg ved ikke om det har nogen betydning at jeg kender dyrlægerne ret godt, efterhånden, samt de kender mig, og hvordan jeg forvalter den medicin jeg får udleveret fra dem" Med dét mente jeg at jeg har ofte har konsulteret mine dyrlæger, fordi mine hunde har haft behov for det, gennem de sidste år - og netop derfor kender mine dyrlæger til måden jeg behandler mine dyr, samt min holdning til dét at ha' hunde. Derfor véd de også at jeg aldrig kunne drømme om at give mine hunde noget som helst medicin (håndkøb eller på recept) uden først at ha' rådført mig med dem.

Uhh - jeg læser med stor ivrighed med i denne tråd.... Jeg har vel kendt 4 rottweilere i mit liv - og kun den ene har været "utilregnelig" - men når jeg kigger tilbage på det idag, var det sikkert fordi hun både havde ondt, og var blevet "misforstået"... (Det er mange år siden - hvor opdragelse af hunde bedst foregik med hård hånd) Ham jeg har mest erfaring med, var Tarzan - en genbrugshund, som jeg var heldig at overtage for nogle år siden... Han var det største nussehovede - der brummede lystigt når han blev nusset - hvilket bestemt ikke skal forveksles med at knurre. (Selvom det umiddelbart kan være svært at høre forskel!) Han var vokset op et sted hvor der kom mange mennesker - så han sagde vov hvis der kom nogen, men det var også dét. Han var mørkeræd når vi gik tur om aftenen, og så elskede han andre hunde... Når vi var hjemme hos mine forældre, sammen med min brors hund, som er en mini-golden-retriever-blanding, var der ingen tvivl om at det var den lille der bestemte - han blottede lige tandsættet (Elvis-style) og SÅ var der ro på Tarzan-drengen! Mht. sygdomme, så fik han spondylose, og jeg fik ham aflivet efter kun 3 år sammen - men der er ingen tvivl om, at en rottweiler også er blandt dem der er med i overvejelserne når der skal ny hund i huset igen!

Jeg er glad for at du ville ridse det op hér - eftersom det jo ikke var klart for mig hvad du mente: - Altså at det var min dyrlæge du ikke mente var kompetent - trods dét du ikke kender hverken ham, klinikken, eller øvrige forhold der kan påvirke hans beslutning. - Og at det er dem der evt. KØBER de piller jeg har til overs - uanset hvilke grunde de købere har for at købe disse piller. Ja, jeg er både blond og naiv, men jeg tror ikke på at der er nogen herinde som kunne drømme om at købe dén slags piller (og til dén pris) hvis det ikke er fordi de ER ordineret fra egen dyrlæge...

Jeg kan godt høre på dig, at du tvivler på om jeg taler sandt. Dels skriver du at jeg "leger dyrlæge for min egen hund - og hælder smertestillende i hende som var det hundeguffer"... Eftersom vi to, hvad jeg ved af, ikke kender hinanden, så må du jo ha' konkluderet det ud af det indlæg jeg har skrevet... Jeg véd hvad der er rigtigt, og hvor ansvarlig jeg er - og hvis du vælger at tro at du véd noget andet, så kan og skal jeg ikke lave om på dét... Men jeg ville ønske du ville læse hvad jeg skriver, og ikke hvad du tror jeg skriver... Håber du får en dejlig aften...

Ja, jeg er helt med på hvad du mener med sætningen - men er nok usikker på HVEM du mener, når du skrive "man"? (Og jeg vil nødig ud i en misforståelse...)

Jeg ved ikke hvad der er "typisk" eller "normalt", men som sagt (skrevet ) så købte jeg denne portion hos min dyrlæge, som "bare" spurgte hvor mange jeg ville have/købe, da vi jo begge forventede at hun levede meget længere end hun desværre gjorde... Jeg ved ikke om det har nogen betydning at jeg kender dyrlægerne ret godt, efterhånden, samt de kender mig, og hvordan jeg forvalter den medicin jeg får udleveret fra dem. Jeg kan ikke helt gennemskue hvad du mener med din sidste linje - vil du ikke uddybe den?

Ja, jeg synes at mange af vores regler også kan høre ind under "opdragelse" - men regler er, i hvert fald for mig, nogle hvor der ligger en velovervejet grund bagved... Og altså ikke noget der er "bare fordi...." men fordi vi alle trives bedst med den regel! Altså BÅDE hunde og mennesker... (Ok - det er måske ikke helt gennemtænkt endnu, så bær lige over med mig, hvis jeg ændrer mening senere, ikke?) Jeg har også dén ufravigelige regel, at INGEN (hunde, altså!!!) kommer ud af bilen, før de har sat sig ned, giver mig øjen-kontakt OG får et "værs'go'" af mig!

Bestemt det er forsøget værd - men desværre.... Jeg har prøvet lidt af hvert, synes jeg - men jeg har ikke samme brugernavn hér som på Facebook, så derfor ville det også undre mig... Men NU går jeg så til gengæld snart i panik - Jeg kan logge ind via "alm. brugernavn og kodeord, hér på siden - men uanset HVAD jeg prøver, så kan jeg ikke komme ind!!! :damn: (og JA, godt nok er jeg blondine - meeeeeeeen jeg synes nu ikke helt jeg plejer at være SÅ meget en teknik-mongol!!!!)

...Men jeg bruger jo netop ikke noget login når jeg logger ind her på portalen - jeg klikker på dét ikon så jeg bliver logget ind via Facebook...

Tak, Admin.... Jeg er jo bare SÅ forbistret nysgerrig, så jeg vil jo NØDIG gå glip af noget! Jeg bliver ikke auto-logget på når jeg bruger détte link - og ja, mit brugernavn er Bitten Sørensen - men hvad skal jeg bruge som kodeord?

...og hvis nogen undrer sig over jeg svinger mellem at skrive at jeg har "hund" - og så skrive "mine hundE" i indlægget, så er det fordi jeg stadig i mit sind har to hunde... Kenya venter bare, sammen med alle de andre, ved enden af Regnbuebroen, som hun gik over for 14 dage siden...

Superspændende diskussioner - både mht. om man vil sætte livet på spil for sin hund/dyr, men også den med følelserne hund kontra børn! Først: Jeg tror, som mange andre, heller ikke jeg ville sætte mit liv på spil for min hund. Jeg VED at hvis jeg på nogen som helst mulig måde kunne, så ville jeg gøre "alt" for at redde ham - men ikke med mit liv som betaling... Og igen: Jeg håber aldrig at jeg finder ud af det!!! Dernæst: Jeg er en kvinde, der ikke har fået børn. Ikke fordi jeg ikke VILLE ha' børn, men fordi jeg aldrig har følt mig så sikker i et forhold, at jeg synes at der var grundlag for at sætte børn i verden. (Jeg skal da TRO på dét - i det mindste NÅR barnet produceres!!!) Jeg har haft hund i ret mange år - og elsker dét, og har klart et andet syn på hunde, end mange andre i familien. Men NÅR der er nogen der siger til mig, at "det er jo også dine børn", eller "Så er I lige hjemme ved bedstemor og bedstefar "(når vi er hos mine forældre) så ser jeg RØDT!!! For: NEJ, det er IKKE mine børn - det er mine HUNDE! Eftersom jeg ikke har nogle børn, er mine hunde de "væsner" jeg har det største ansvar for, og føler den største forpligtelse overfor!!! Og détte er nok det eneste jeg mener man kan "sammenligne" mellem det at være hengiven hunde-ejer og være mor. Jeg er ret sikker på, at hvis jeg HAVDE fået børn, så ville jeg stadig elske mine hunde HØJT, men jeg ville forhåbentlig også have fået én, for hvem jeg følte endnu større ansvar overfor! (F.eks. hvis barnet og hunden ikke kunne tåle hinanden (allergi, aggression eller lign.) så VIL jeg da håbe at det var hunden og ikke barnet der kom til adoption!!!)

Uhh - dét har jeg bestemt også overvejet - men tror desværre at min Linus ville stresse alt for meget, og dét ville nok i bung og grund ikke være særligt sjovt for nogle af os... :-(

Uh, det er ikke nemt når de er så bange/angste for noget som helst skulle være "hurtigt overstået".... Min Kenya HADEDE at blive børstet - men endte dog med at kunne acceptere at jeg gjorde dét... JEG ville forslå at du starter helt fra bunden igen - ja, eller nærmere helt fra minus! Et par gange om dagen (måske mindre) finder du "saksen" frem, og viser hende den. Når hun så bare snuser til den, kigger på den eller slikker på den, eller bare IKKE viser angst, så roser du hel vildt, og giver hende godbidder - og så lægger du den væk igen. Hun skal helst vende hendes angst til at det er en god ting at du finder saksen frem... Når dét så (måske efter en eller flere uger!!!!) begynder at gå godt, så begynder du at komme saksen i nærheden af hendes pote - ikke røre poten eller neglen, bare tættere på. Når hun så igen, er ligeglad eller viser "sund" interesse, så skal der roses "for vildt"... og sådan skal du gå frem (altså efter MIN mening!) og viser hun at hun er trykket eller angst, er du gået for hurtigt frem - eller er kommet for tæt på med saksen... Kodeordet hér, tror jeg, er BITTE, BITTE, SMÅ SKRIDT! Og masser af godbidder.... - Og så er det også utroligt vigtigt at du ikke "ynker" hende - eller synes det er synd - for hvis DU også synes det er synd for hende, hvordan skal HUN så kunne lide dét? Når mine hunde har haft "et eller andet", uanset om det er et sår, et dårligt øre, en tandbyld eller været ved dyrlægen, så er jeg altid bevidst om at jeg VED bedst - og derfor ER det bare sådan - jeg SKAL se/røre/rense eller lign., så jeg har intet problem med at "få lov" - eller holde dem ved dyrlægen! For det véd jeg bare, gør hunden mere tryg - når den kan mærke at der ikke er noget andet valg! (Selvfølgelig uden vold og magt - men med beslutsomhed!) Bare lige mit syn på sagen...

Hej med jer... Jeg har "desværre" ikke selv en Clumber - men jeg er også selv helt SYG med den. :hjerte: Den eneste Clumber jeg har mødt, var en stor hvalp, som kom til træning, et sted jeg var hjælper - og hun var da bare noget af det skønneste!!! Jeg var vild med, at hun var rolig, omgængelig og havde helt klart sin egen mening, i fht. hvad hun synes var sjovt! Nogle gange lignede hun virkelig en der tænkte: "Hrmfh - sku' dét dér være sjovt???? Ja, ja, da, så gør jeg dét - men KUN for at se om det virkelig ER sjovt..." Så vidt jeg har læst, så skulle det være ret race-typisk - og dét tiltaler mig en del!!! Der er ingen tvivl om, at når jeg skal ha' hvalp, så er Clumberen bestemt en option... - og så er de jo SÅ dejlige at se på - med deres "rynke" i panden, og dejlige øjne...

- Du er da i det mindste så langt, at du bruger HF på din telefon - jeg er stadig på PC-stadiet! :stupid: Men er der slet ingen der kan hjælpe mig med hvordan jeg så logger ind??? (Eller er der nogen dér kender mig, og véd at hvis jeg først slippes løs på en chat, SÅ....???!!!!?) :blink: God dag til jer alle!

Uhh - NU har jeg lige fundet ud af at der også er en CHAT herinde!!!:klap: Men jeg kan ikke logge på, fordi jeg bruger min Facebook-konto til at logge mig ind på på Forum - så jeg har jo ikke som sådan et selvstændigt navn+kodeord... Hvad GØR jeg???

Jeg er HELT enig - jeg har tilbragt en del tid på hundeparken - både som "bruger", men også som medhjælper, i butik, pensionen og som hjælper til træningen! Jeg troede jeg vidste en del om hunde - men hold da op hvor blev jeg klogere, efter jeg fik kontakt med Grace!!! :blink:

He, he - kan man overhovedet finde en hund der kender Grace, og som IKKE er forelsket i hende???:klap:

SÅ er min lille Linus hjemme igen! :hjerte: Da jeg kom derud og steg ud af bilen, kunne jeg høre ham gø - en lille smule hæs, men ingen tvivl om, at det var ham. Jeg kunne ikke se ham, men både Gitte (Ejeren) og hendes mand gik udenfor sammen med en del hunde. Han blev lukket ud til mig og var selvfølgelig meget glad for at se mig - men ikke mere end da jeg havde fået alle de myz jeg manglede, så han også lige sige hej til Gitte igen... :banan: Vi talte lidt om at han jo gøede meget (generelt) og så fortalte hun at han også havde perioder hvor han ikke gøede! Dog havde hun også registreret at det var ham der reagerede da der havde været lidt fyrværkeri i aftes. (Hvilket er helt rigtigt - han gør voldsomt hér også, hvis der skydes af!) Men jeg synes det var fint hun havde bemærket det! Han er nu en træt hund - men virker bestemt hverken stresset eller noget, så jeg tror, trods størrelsen på stedet, at det kan passe fint til min hundebasse. Dét at han er hæs, tager jeg ikke så højtideligt - det er jo ikke første gang han er hæs efter en "pensions-ferie" - Selv når han blev passet af Grace på Tåsinge Hundepark (Som han forgudede!!!) så var han hæs når han kom hjem! Ejeren (Gitte) er en lidt forsigtig kvinde, men der er ingen tvivl om at hun har styr på det - og hun har også forståelse for at det er lidt svært at aflevere "puslingen"... Så bestemt et sted jeg kun kan anbefale!!! Jeg havde ikke tilkøbt nogle "ekstra ydelser", men i fredags sagde hun at de ville gå med ham, hvis det var ok med mig - og idag fortalte hun at han havde været med ude at gå sammen med en lille forsigtig tæve. (Jeg havde givet grønt lys for at han var sammen med andre hunde, dog ikke intakte hanhunde) og det var også gået rigtigt fint! Og ikke noget jeg betalte ekstra for! Jeg ved ikke om det er almindelig praksis, men sådan var det i hvert fald denne gang!!! Fra min side (Og Linus', er jeg sikker på) vil vi stort set give Bækkelund Hundepension top-karakter!!!

Lige præcis. Jeg har engang haft dem begge i pension i Jylland, og dér var de faktisk ret stressede da de kom hjem... - Næste gang valgte jeg en anden - og de var helt trætte og afbalancerede da de kom hjem derfra!!! Så jeg har aldrig brugt den første efterfølgende!!!! For selvfølgelig er de trætte, og Linus plejer nærmest at være hæs når jeg henter ham - han ER en hund der gør meget, så det er ok... Men det er også ok at han/de er trætte, for der sker jo SÅ meget mere og andet, end herhjemme. De er også trætte, bare vi har været hos mine forældre... Men som du siger så handler det netop om, hvordan de har det i dagene efter - udover at være trætte! - og jeg melder selvfølgelig lige tilbage, når han er hentet!

Tja, vi har da også nogle regler, herhjemme. Ingen hunde i sofaen, men gerne i de tre lænestole vi har - mens Kenya levede, måtte hun komme i sofaen, hvis jeg havde lagt tæppe udover. Hun hoppede altid i sofaen om natten, tæppe eller ej, men ikke om dagen... Nytårsaften, når medicinen begynder at virke, kommer Linus og kravler op i sofaen - ellers aldrig!!! Han må sove i sengen på værelset - oppe i soveværelset kommer han kun hvis vi skal på loftet om dagen, ikke hvis jeg sover deroppe. (Har et u-isoleret loft, så jeg sover nedenunder om vinteren...) De friske ben må IKKE graves ned i haven - og da slet ikke i mine ny-plantede sommer-blomster/krydderurter!!!! (Fordi jeg véd at han graver det op igen om lidt - og SÅ vil han ha' det med ind...) Og de må heller ikke gemmes i min sofa - godt begravet mellem hynder og puder! (Ad) Man må ikke stjæle mad på bordet! Det overholder han stort set i løbet af dagen - men når vi har sagt godnat, så skal han lige en runde i køkkenet, inden han kommer ind til mig i sengen! (Kenya vidste det også godt - men hvis der stod noget lækkert på bordet, kunne hun pludselig gå HELT amok, hvis Linus lavede ballade udenfor - og mens jeg så var igang med at se hvad dét var - så smuttede hun hurtigt ind i køkkenet, og snuppede det der var lækkert! Når man kan høre en traktor/rendegraver/mejetærsker nærme sig, er det RET vigtigt at begynde at gø af den ret tideligt!!! For ellers risikerer man jo at den stopper - og dét larm gider vi ikke ha'. Så der skal gø'es voldsomt af de tunge maskiner - for SÅ kører de jo bare forbi!!! Og han er ret god til dét - det lykkes faktisk ALTID!!! :klap2: HVIS han kan se at der kører nogen ind til naboen, må han også liiiige fortælle dét - véd ikke om han synes det også hører ind under vores matrikel, eller om han bare vil hjælpe naboens hund - hvis den ikke havde opdaget dét! Ellers gider jeg ikke høre ham gø indenfor - medmindre der kommer nogen herind... Ingen tiggeri når jeg spiser - dog falder der noget af, hvis jeg smører en mad, hvilket selvfølgelig så resulterer i at der kan tigges ved køkkenbordet! - Specielt Kenya kunne også høre osteklokken på meget lang afstand! Han må IKKE gø/pive/skrige, når vi kører bil - hvilket han dog ALDRIG overholder - medmindre vi skal på langfart, og har pakket bilen, så lægger han sig så snart vi når motorvejern...Men skal vi "bare" nogle små-steder, så er han HELT sikker på at hvis han piver/skriger i bilen, SÅ kører jeg nok et rigtigt godt sted hen! (Og det gør jeg jo også jævnlige når han er med!!! :damn: Men alt i alt - så er alle de regler der ikke bliver overholdt, jo fordi han har oplevet at han får noget ud af at bryde dem... Så det kan jo tilbageføres på ejeren... Og dér ER altså kun mig! :pift: