Asta er jo én lang pinlig historie i sig selv, men jeg tror måske alligevel hun overgik sig selv i går eftermiddags
Kæresten og jeg havde været ude og spise brunch, og besluttede os for at gå en god tur med Asta i det skønne solskinsvejr. Da vi passerer et vennepars hus, kommer de ud for at snakke, med dem har de en ældre herre med pibe - som viser sig at være en grantantes onkel eller sådan noget
Vi står og snakker, primært om deres nye projekt om at få gennemført fartnedsættelse på deres vej. Den generer også os - lidt i hvert fald - så både kæreste og jeg er vældigt engagerede i samtalen.
Den ældre herre deltager ikke rigtigt i samtalen, i stedet står han og småpludrer med Asta og skiftes lidt mellem at klappe hende og rejse sig igen og sige "Er du en sød hund? Er du det? ER du en sød lille sort hund?" for at bukke sig ned og klappe hende igen.
Pludseligt ser jeg ud af øjenkrogen, at mit sorte lyn går fra at stå på alle 4 og se fornøjet ud, til at springe op af manden.
Jeg når at få små-råbt "Nej!!", men for sent
Nærmest i slow-motion ser jeg min hund nappe piben ud af munden på den ældre herre, springe ned i igen og slippe piben i farten som følge af mit nej.
Jeg samlede piben op og tørrede den lidt af inden jeg afleverede den tilbage igen. Manden tog det ret pænt - tror han var hundemenneske
Nej, Asta er ikke en sød lille sort hund! Slet ikke faktisk!