Jeg forstår hvad du mener dog tror jeg ikke der forekommer en intern konflikt hvis hunden er vant til at "arbejde for føden" altid.
Baggrunden for mig personligt har været og er fortsat en kombination af 2 ting.
1. Asta var fra barnsben så ufatteligt besat af mad, at hun kørte fuldstændigt op i en spids hver gang hun øjnede muligheden for at få det. Jeg synes det er ubehageligt, unødvendigt og synd at hun skulle stresse sådan.
Dét kombineret med stor krop og lille selvkontrol når det kom til mad, gjorde at man næsten blev væltet når man skulle fodre, hvilket ville betyde konflikter.
Det har hjulpet utroligt godt, at få mere struktur og faste rammer på omkring fodring og hun ligger pænt og venter - efterhånden også temmeligt længe og uden at stresse når jeg beder hende om det.
2. I og med at den største motivationsfaktor i hele verden for Asta er mad, synes jeg da det er dumt ikke at benytte muligheden for at bruge den.
Jeg har endnu aldrig set hende arbejde så intenst og præcist, som hun gør når hun arbejder for fri-signalet for at komme til madskålen eller foderflasken.
Det er ikke fordi min hund ikke skal slappe af og være sig selv, men hun har en række opgaver i hjemmet og det synes jeg faktisk ikke er synd, begrænsende eller skidt.
Ind imellem består hendes opgave i at samle noget op til mig og bytte med godbidder, andre gange i at finde sin mad i græsplænen og skælde forbipasserende hunde ud, og andre gange igen så består det i at arbejde sammen med mig, hvad enten det er lineføring eller afdækning foran madskål, inden hun får sin løn.
Den grundlæggende forskel er nok at jeg ser på det som arbejdsopgaver, imens andre ser på det som grænsesætning.
Det er nok lidt same-same for os, men der er forskel på den motiverende faktor og jeg tror det gør en stor forskel for hunden