Louisen

Ja, det giver heller ikke rigtig mening for mig, det med shibaen. Det er en fantastisk race, men de har mere til fælles med katte end ulve, synes jeg. :hmm: Ift. summende halsbånd, fik jeg også engang anvist et. Nej, det gav ikke stød, det summede. Til gengæld er det pisse ubehageligt at blive summet på halsen!! Der er bare stor forskel på, hvor den summende fornemmelse er placeret. Da jeg holdt halsbåndet imod min hals, føltes den summende fornemmelse præcis som når man har halsbetændelse og spiser brød eller andet ikke-flydende. Det gjorde måske ikke decideret ondt, men hold op det var ubehageligt og meget lidt rart. "Det gør jo ikke ondt på den!" - nej min ven, det gør heller ikke ondt når jeg smølfesparker dig på næsen, men lad os gøre det hvert 5. minut og se, hvor meget du er ved at gå ud af dit gode skind efter en time.

Et lille PS. Da jeg gik til hvalpemotivation /-træning, plejede Taiki at gå død halvvejs, fordi vi kørte derhen i bus og han allerede dér fik en masse indtryk. Så lod jeg ham bare ligge i græsset og kigge, og fulgte med i hvad træneren sagde, uden at prøve det af på Taiki lige dér. Vores træner sendte/sender altid en mail, med en beskrivelse af de øvelser der er gennemgået - det er ment som en støtte til træningen derhjemme, men det betød også at det ikke gjorde så meget, hvis man ikke lige fik prøvet det af i praksis, fordi ens hvalp lå og sov under træningen. Så du kigger bare på din hvalp og hvis du halvvejs igennem fornemmer, at han faktisk er makset helt ud - så kan du nøjes med at observere de andre resten af tiden, og lave øvelserne selv derhjemme, når hvalpen er frisk og udhvilet. Det gælder i øvrigt også de voksne hunde - alle kan have en dårlig dag, og i stedet for at forcere noget, er min erfaring at det er bedre bare at sige "Nå okay, det er sådan en dag" og så nøjes med at kigge på. Men jeg har også en hund af racen shiba, de er lidt som forvoksede katte og hvis de bare ikke gider træning - så kan man svinge med en skinke rullet i en højløbsk tæve, og de gider stadig ikke løfte så meget som en pote. :stupid:

Ih, tillykke med hvalpen og hvor bliver det spændende. :blink: Ift. overtræning Faktisk hedder det nogle steder hvalpemotivation og ikke -træning. Fordi "træningen" af en hvalp mere handler om, at gøre den kontaktsøgende med sin ejer (grobund for al videre træning), at lære at reagere på sit navn (hvalpen tænker: "Vent lidt... Balder - er det mig? Jaaah, det er miiiig, juhuuu" ) og komme når der kaldes (let indkald). Det er jo ikke "rigtig" træning som sådan, men det er også ment som sjov og spas, så hvalpen synes at det dersens "træning" er sjovt og så man bare lige får et samarbejds-bånd op at køre med sin hund. Så kan man jo putte hvad som helst på senere, når fundamentet er i orden og hvalpen synes, at det er sjovt at "træne". Min egen træner har faktisk ikke lært sin hund nogle kommandoer, før den var nogle måneder gammel, fordi det eneste hun fokuserede på i starten, var kontakt og indkald. At den så kunne nogle ting alligevel, skyldtes mest, at den altid var med til træning på hendes hold og hun viste håndtegn /øvelser på den som eksempel.

Nu faldt jeg lige over en post på Facebook, hvor en person refererede til en artikel, hvor en forsker efter sigende udtaler, at da shibaen har 98-99% af generne til fælles med ulve, er det bedst at råfodre /BARFe dem. Og så sidder jeg og tænker, at mennesket jo i grunden har 99% DNA til fælles med chimpansen, uden at vi af den grund spiser råt kød, underlader at skylle grøntsagerne eller spiser insekter. Men det burde vi måske? Jeg synes ofte, at jeg støder på nogle særegne argumenter for det ene eller det andet, så denne tråd er dedikeret til de mærkelige argumentationer, man møder rundt omkring i forbindelse med hundene. Et andet pudsigt argument jeg har hørt, var i forbindelse med Cesar Millan. "Hundene tager jo ikke skade...". Det var godt nok et mærkeligt argument for, at hans metoder så skulle være gode. Har I flere?

Det er præcis sådan nogle gule belægninger ved tandkøddet, som der er tale om. Taiki er ikke vild med at få børstet bisserne, men jeg lægger en mini-tyggedims med tørret and på køkkenbordet og sørger for, at han lige kan se tippen af den. "Aftalen" er så, at han står og glor op på den, og accepterer børstningen, i forventningen om at han får anden bagefter (og det gør han så). Jeg vil prøve de hvide dimser, du snakker om - hvis det kan tage det, er det jo klart at foretrække! Taiki er min første hund, så jeg ved ikke hvordan hundens tænder "bør" se ud. Lægen må tage et kig, næste gang han skal have pedicure (altså hunden, ikke lægen haha).

Taiki på knapt 2 år har fået nogle belægninger (gule) på sine hjørnetænder. Jeg synes ikke rigtig at jeg kan få dem af med tandbørsten eller ved at skrabe med en negl. Jeg har tænkt mig at finde pengene i næste måned til en tandrens, men spørgsmålet er, hvad der er normalt for en hund? Udover de gule belægninger har han helt hvide, fine tænder. Han spiser i øvrigt masser af ben, tyggedimser osv. og får også børstet bisserne.

Det svarer lidt til at sige "Hvad synes I om jyder, der har kæledyr".

Der er stor forskel på, hvordan forsikringerne anskuer sagerne og hvordan politiet anskuer sagerne. Det er vigtigt at skelne, for det er ikke alle forsikringssager som bliver til politisager og sagsbehandlingen er meget forskellig, da der er fokus på to forskellige områder (erstatningspligt versus evt aflivning).

Spørg ind til diverse sygdomme og spørg, om I kan få skrevet ind i købskontrakten, at opdrætter dækker operation m.m., hvis der imod forventning skulle opstå sygdom. Det giver et godt fingerpeg af, om hendes opdræt er sundt.

Jeg kan i øvrigt godt forstå, hvorfor man i sin tid mente, at "objektivt ansvar" var en god idé, da det ellers altid ender i ord mod ord. Men her i huset betyder det bare, at vi mennesker udsættes for unødig fare, fordi vi altid lægger os fysisk imellem, da der ikke er nogen fare for, at VI aflives, hvis vi kommer op at slås med en løs hund (tværtimod). Så for at beskytte vores egen hund, ikke kun imod hundeslåskamp, men også imod Hundeloven, tvinges vi til at udsætte os selv for fare. Hvilket også er træls for den anden hund, for hvis den kommer op at slås med et menneske, er det en klokkeklar dødsdom.

Der er objektivt ansvar når det kommer til bid, så uanset omstændighederne, så er det ejer til den hund som bider, der står med ansvaret. Jeg vil mene, at trods Hundeloven er meget udskældt, så vil retten tage hensyn til de omstændigheder der kan gøre sig gældende i sådan en situation. Men det kræver, at du anmelder den anden hunds ejer for brud på Hundeloven, den del om at hunden skal være under fuld kontrol. Det er derfor en svær balancegang, hvis man ender i situationen. På den ene side er det bedste, hvis parterne kan komme til en aftale i mindelighed, sådan at politiet slet ikke skal indblandes. På den anden side kan det som ejer til hunden som bed, godt være en fordel at være pro-aktiv og anmelde den anden hundeejer for brud på Hundeloven, sådan at man står bedre i retten, hvis sagen om bid bliver anmeldt. Det kræver lidt is i maven og at man eventuelt har en god fornemmelse af den anden ejer. Hvis vedkommende virker indforstået med, at sagen ikke skal for retten, og ikke virker som en person der pludselig ændrer mening, så synes jeg at man skal lade forsikringen klare skærene.

Hvis du gider København, kan jeg anbefale Regitze fra Københavnersnuden. Det er hende, som har trænet med os /Taiki, og som er grunden til hans store, gode fremskridt ift. andre hunde. Hun har også et hund-til-hund hold, som er rigtig godt. Hun er et super fantastisk menneske og hun er bare så god. KøbenhavnerSnuden | Flere logrende haler i København

I øvrigt er det jo noget, man tilvænner hunden, ligesom alle de andre ting. Jeg børster måske tænder på min hund et par gange om ugen - det er jeg nødt til, for jeg kan ikke gøre det så længe ad gangen før han bliver sur, så jeg stopper altid inden. Så må jeg bare gøre det ad flere omgange/dage, end jeg ellers ville, hvis jeg kunne få lov til at tage det hele på én gang. Men jeg gider ikke gøre det til en kamp, så sætter han bare poterne i og gider overhovedet ikke, han er nemlig meget stædig. Så hellere tage lidt ad gangen og gøre det til noget acceptabelt for ham.

Det virker fjollet at snakke om, hvad der er naturligt ift. hunde. For det første spiser hunde i dag ting, de aldrig ville spise i naturen. For det andet tror jeg, at der findes en del vilde hunde med tand-smerter, så det er jo ikke ligefrem noget at stile efter, hvis en unaturlig omgang tandbørstning ville fikse problemet. Jeg er først for nyligt begyndt at børste tænder på min hund, der snart fylder 2, fordi han simpelthen ikke har haft behov for det tidligere. Men nu kan jeg ane lidt plak på bisserne, og så skal det af. Jeg regner med, at han får en tandrensning, når han på et tidspunkt alligevel skal bedøves for at få taget røntgen af hofter og albuer (ingen problemer, bare for tjek) og så kan dyrlægen også fortælle mig, hvordan det står til med hans mund og om vi skal være mere flittige med tandbørstningen eller ej. Jeg regner i øvrigt med, at min hund skal have renset tænder en gang hvert-hvertandet år, for smerter i munden er noget af det allerværste, så det vil jeg ikke risikere, at han går med.

Og saa kan man i ovrigt sagtens "skaelde ud" uden at raabe og skrige. Det handler om tonalitet og bestemthed i stemmelejet, og rigtig meget om kropssprog og mimik. Og saa synes jeg ogsaa, at efter de forste snakke om hvor synd det er for hunden, saa kan man godt nojes med at sige: "Du skal IKKE vaere grov ved hunden, jeg vil ikke have det og det stopper NU!" - ikke saa meget aevl og kaevl. Pigen er altsaa snart en skolepige, og selvom jalousi er en svaer folelse, bliver det hverken forste eller sidste gang hun oplever den og saa skal hun altsaa laere, at hun ikke bare kan vaere nederen over for den person, hun er jaloux paa. Maaske er det en god ide at snakke med hende om, hvad man gor, naar man foler sig jaloux. Det kan man ogsaa laane boger om paa biblioteket, f.eks. om soskende-jalousi. For noget kunne tyde paa, at pigen mangler handle-muligheder ift. at tackle sin jalousi og det er klart, at hun bliver ved med at vaere grov over for hunden, hvis hun ikke ved, hvad hun ELLERS skal stille op med sin folelse. Og hvis hun ikke ved, hvad hun ellers skal gore i situationen, saa er diverse snakke, skaeld-ud og ros faktisk ikke saa meget vaerd. F.eks. kunne man aftale, at hun sagde noget i stil med "Ov, du er altid sammen med hunden" eller "Jeg synes ikke at du skal til traening, jeg synes at du skal blive hjemme med mig", saa man vidste hvornaar hun folte jalousi og saa kunne man komme hende i mode, ved at anerkende hendes folelser og aftale, at lave noget sammen senere eller nu, alt efter hvad der passer. Saa du kan ogsaa overveje, hvordan du evt. kan laere hende at tackle jalousien, lige naar hun foler den. For det duer jo heller ikke, at hun i bornehaven eller i skolen gaar hen og sparker et barn, fordi barnet har en flottere cykel eller faar mere tid med yndlings-paedagogen. (I ovrigt er jalousi en helt almindelig folelse og desvaerre meget undertrykt hos mange - det er en fy-fy folelse, og problemet er, at vi laerer vores born at undertrykke den, fremfor at deale med den, hvilket kan give dem problemer senere hen. Saa accepter, at din datter foler jalousi - det er helt normalt for et barn i hendes situation - og laer hende at tackle folelsen, fremfor at forsoge at undertrykke den)

Dette her handler jo om jalousi. Saa fjerner det ikke pigens folelser, at skaelde hende ud. Selvfolgelig skal man slaa ned paa negativ adfaerd, men man kan jo ogsaa rose den positive. I dette tilfaelde er pigen jaloux over den opmaerksomhed som hunden faar - saa den bedste belonning er jo, at give pigen masser af opmaerksomhed, naar hun er god ved hunden og traener den. En anden naevnte, at involvere barnet i dagligdagen med hunden - det er en rigtig god ide. Man kan ogsaa bruge faellesskabet om hunden til gode snakke med barnet, f.eks. hvis man borster hunden og snakker med pigen imens. Lad pigen forstaa, ikke kun med ord men ogsaa handling, at naar hun er god ved hunden, faar hun masser af positiv opmaerksomhed fra sine foraeldre. Er hun ond ved hunden, ville jeg personligt irrettesaette hende som man goer i jeres familie - i min familie ville det betyde time-out (antal minutter som barnet er gammel i aar) et kedeligt sted, og bagefter en snak om, at man skal vaere god ved alle vaesner, og at der falder samme straf, uanset om det er dyr eller mennesker, hun er grov ved (at sparke eller slaa mig, ville udlose samme konsekvens). I ovrigt ville jeg ALDRIG lade hende alene med hunden, forend hun igennem laengere tid havde udvist passende opforsel --- og saa ville jeg sorge for masser af gode oplevelser for barnet og hunden sammen. F.eks. traening, leg med sprinkler i haven, hjaelp med grooming (nogle piger kan godt lide den slags) osv., saadan at pigen selv danner nogle baand med hunden.

Du er daekket af reklamationsretten som betyder, at opdraetter kan vaelge enten at tilbyde dig en okonomisk kompensation (hel eller delvis) ELLER at bytte din vare (her hunden) til en fejlfri/sygdomsfri. Hvis du har faaet en kobskontrakt kan der vaere specificeret paa denne, hvad opdraetter evt. vil daekke. Min daekkede f.eks. kastration ved evt. kryptorsisme (som ikke opstod og ikke var forventet at opstaa, men blot som en sikring). Staar der intet specificeret, er du kun daekket af kobeloven /alm. reklamationsret. Da du - forstaaeligt nok - ikke onsker at bytte din hund, er der ikke saa meget du kan gore, hvis din opdraetter ikke vil give dig nogen kompensation. Men det er noget, du skal snakke med vedkommende om. Min personlige holdning (du kan skippe denne part, hvis du er ligeglad) er, at baade kober og opdraetter har et ansvar for, at sorge for at undgaa diverse sygdomme. Naar det er skrevet, saa kan det ikke altid undgaas, da den slags kan ligge latent i generne og springe flere generationer over, eller det kan opstaa pludseligt som en mutation (og er dermed tilfaeldig og ikke nodvendigvis nedarvet - det er sjaeldent, men det sker jo for nogen og i dette tilfaelde, er dennne "nogen" jo desvaerre saa dig). Hvis du har tjekket, at din hund er ud af sunde linjer, inden du kobte den, har du gjort alt hvad du kunne for at undgaa denne situation og saa er det bare et aergeligt tilfaelde. Har du ikke faaet tjekket din hunds stamtavle /sundhed, kan det vaere de laerepenge som gor, at du tager et kig paa hunde-web naeste gang du skal investere i en hund. <--- Dette er IKKE ment som en loftet pegefinger, der er mange som ikke ved at det er en mulighed og jeg synes personligt, at DKK gor alt for lidt ud af, at udbrede kendskabet til dette "vaerktoj". Men det er altsaa en fin mulighed, for at tjekke hvad der ligger i linjerne paa den mor-hund og far-hund, der avles paa - og kan man se, at der ligger et eller andet og lurer, saa kan man faa skrevet ind i kobskontrakten, hvad opdraetter evt. daekker okonomisk, hvis hunden bliver syg som i dit tilfaelde (ellers ville jeg personligt finde en anden opdraetter, hvis vedkommende ikke vil kvalitets-stemple sine hunde og staa inde for avlen, ved at daekke evt. nedarvet sygdom, som man selvfolgelig forsoger at undgaa, men der kan maaske ligge noget et par generationer tilbage som er vaerd at tage i betragtning).

Jeg har kun set american akitas her i DK.

Hvis du helt seriøst gerne vil have en akita inu, skal du i første omgang kontakte en dansk opdrætter af akita, evt. deres raceansvarlige. Det kan også være american akita, selvom du ønsker en akita inu, for miljøet inden for de enkelte spidshunderacer er så lille i Danmark, at langt de fleste opdrættere kender hinanden inden for hver enkelt race, og ofte kender de også opdrættere i Skandinavien og Tyskland i forb. med avls-samarbejde. For at finde opdrættere, raceansvarlig m.m. kan du kigge på spidshundeklubbens hjemmeside. Når du har forhørt dig hos forskellige - som måske ikke selv kender en opdrætter af akita inu, men sender dig videre til nogen som måske gør, som måske også sender dig videre - så kommer det hårde arbejde med at vise, at du rent faktisk har sat dig ind i racens sind, og hvad den kræver af sin ejer. Det er nemlig en hund, der skal både trænes og stimuleres både fysisk og psykisk - selvom det er en hund, der er er absolut svær at træne, fordi den udover at være stædig og selvstændig, også fysisk har mulighed for at sige fra. Det er ikke en race, der reagerer godt på gammeldags opdragelsesmetoder, så man skal have megen tålmodighed. Mange opdrættere af denne race, er meget kritiske med hvem de sælger hvalp til, fordi de er meget dedikerede og passionerede. I stedet for at give op, hvis du ikke lever op til deres krav, og lede efter et andet sted at få en akita, så spørg dem, hvorfor de evt. er tøvende med at sælge dig en hvalp - og forsøg at foretag de nødvendige ændringer. De fleste opdrættere er ikke urimelige, men kigger efter om du rent faktisk kan varetage de behov, en hund som en akita har. Og det er i din egen interesse, at du lever op til de krav, inden du anskaffer dig hunden. Når du er godkendt som hvalpekøber, kan du vente på, at de avler et kuld hvalpe. Ofte er hvalpene reserverede, allerede inden de er født, inkl. "back-up købere", så du skal som regel ikke regne med, at du kan få hvalpe fra et allerede født kuld. Det kræver altså en del dedikation og planlægning og tålmodighed, at få fat i en akita inu. Jeg har selv en shiba inu, som er akita inu'ens mindre fætter. Det er også en mulighed. Den har samme sind som en akita, den er bare lige størrelsen mindre.

Det er jeg glad for. Jeg vil også gerne vedkende mig, at det er nemt for én at få fordomme om labradorens manglende sociale hunde-evner, når man har en spidshund af en race, hvor de gerne hilser på gamle venner ved først, at ignorere hinanden, derefter tisse på samme plet, og så kan de allernådigst lige næsedutte, inden de igen vender ryggen til hinanden - man skulle jo nødig blive opfattet som interesseret. Så ER det heller ikke nemt, at være en anden slags hund, som bare er glad og vil lege. Uanset hvor stille og forsigtig man er.

Som jeg skrev senere, er flere af dem tilbagevist. Men det er jo ikke sjovt. Langhårede goldens er dem, der aldrig bliver trimmet og er helt formløse pga. pelsen. Som i øvrigt er mat og kedelig. Jeg skulle nok have præciseret. Det med labradorerne, skyldes uheldige oplevelser. MEN nu har jeg efterhånden mødt mange, der ikke lever op til fordommene.

Jeg nåede ikke at få billede af det, men da jeg kom hjem fra job i dag, lå han meget forbudt og sov oven på sofabordet. Da jeg sagde "Ned", lagde han sig oven i den tomme, men meget store frugtskål på bordet i stedet for (så lå han jo ikke "rigtigt" på bordet, vel?!). Han var skide sur, da jeg hældte ham ud af skålen, og tøffede fornærmet ind og legede pelshat på min kærestes hoved inde i sengen, for han gad da i hvert fald ikke sige hej til mig, når jeg var dum. :blink:

Ja, her i huset går vi jo meget ind for diverse lederskabsteorier, hunden skal kende sin plads! Mig: "Ej Taiki, det er jo MIN plads! NED!" Taiki: *lægger sig til at sove* :hmm:

¤ Folk, der insisterer på, at deres hund er af racen "sharpoodle" og ikke bare er en blanding imellem sharpei og puddel, eller tilsvarende designerracer, har samme IQ som gennemsnittet på Paradise Hotel. Eller er tidligere deltager. Og min allerstørste fordom: ¤ Der findes tre slags hunde-ejere: Dem, der ikke burde have lov til at nærme sig en hund i en 200 meters radius. Dem, der ikke er dedikerede nok, og burde få en hamster i stedet - og dem, der er FOR dedikerede.

Jeg har faktisk fået tilbagevist nogle af mine fordomme, men de popper stadig op, selvom jeg forsøger at være bevidst om at undgå det.