Louisen

Og nu hvor jeg tænker efter, var det lige så vigtigt for mig, at de var cirka lige så kritiske ift. valg af hvalpekøbere, som jeg var mht. valg af opdrætter. At de rent faktisk tog sig god tid til at finde ud af, om jeg var egnet og de var ude og se, hvor vi bor, for at tjekke at vi havde plads nok og et godt område osv. Også for at se os an. Vi besøgte også dem, inden hvalpe. At de ikke sælger til hvem som helst, synes jeg er meget fint. Selvom de måske havde en god mavefornemmelse, så var de som jeg også meget rationelle omkring det og det gjorde oplevelsen meget tryg. Jeg kunne stole på, at de havde accepteret mig som hvalpekøber, fordi de rent faktisk mente at jeg kunne løfte opgaven. Og det var ikke fordi, at der var få henvendelser..

Jeg har tænkt rigtig meget over det ift. valg af opdrætter. Og selvom der var ventetid på hvalpe, da jeg fandt det rette sted, var jeg villig til at vente, fordi jeg ville have en af deres hvalpe - eller slet ingen. Samme opdrætter har i denne ombæring hvalpekøbere, der har ventet 1½ år på en hvalp. Så det er et sted, andre også synes er værd at vente på at få hvalp fra. Jeg havde kig på andre opdrættere, men jeg syntes at de havde for mange hunde på matriklen. Så jeg kiggede primært efter opdrættere, der enten havde mange udstationeringshunde eller som var "professionelt stueopdræt". For jeg tænkte en del over, at jo flere hunde en opdrætter har, jo mindre ene-tid/menneske-tid har hvert enkelt hund. Og har opdrætteren også et arbejde ved siden af, er det begrænset hvor lange ture hver enkelt hund får uden for matriklen hver dag. Dermed ikke sagt, at jeg tror at nogen opdrættere inden for min race, har hunde som mistrives. Det har jeg bestemt (og heldigvis) ikke set nogen tegn på. Men jeg var meget bevidst om, at jeg ønskede stueopdræt som var velgennemtænkt, og at jeg ikke kunne se mig selv købe en hvalp fra en større kennel. Jeg kan slet ikke se mig selv være sådan en, der finder en opdrætter med hvalpe nu og her, og så vælger en hvalp med det samme, første gang jeg er på besøg. Jeg har brug for god tid til at mærke efter, om opdrætterne giver mig en god mavefornemmelse, tjekke deres renommé, tjekke op på deres hundes sundhed og resultater i forskellige kategorier, finde ud af hvad deres værdier og visioner for avlen er osv. Med andre ord, hvad det egentlig er de gerne vil, og hvilken slags hund de dermed kan tilbyde mig. Med mindre jeg får en omplaceringshund næste gang, forestiller jeg mig, at det atter engang bliver noget med en lang ventetid, fra jeg tager beslutningen og indtil jeg får en hvalp. For jeg er en meget kritisk forbruger.

Så skal den lige burtrænes først, så det ikke føles som en straf eller dårligt.

Hun er også på de andre hundes territorium. Du skal huske, at folks hjem STINKER af deres hund, hvilket er et klar signal til hende om, hvem der er "boss" der. Og hvis hun så ikke lige vil acceptere det - så er det, at hun siger skarpt fra og afviser dem. Samojed'en er en hund, der ikke gider bestemmes over, med mindre det er nogle særligt udvalgte mennesker eller dyr, som den kommer godt ud af det med. Derfor er hendes reaktion forventelig. Prøv at lade hundene møde hinanden på neutral grund et par gange. Så hun får set dem an uden at være "på deres sted". Du ville jo heller ikke bare gå med fremmede hjem.

Præcis. Og jeg tænker, at det da er klart, at han har succes med at "nulstille" hundene. Det har de også stor succes med, på Guantanamo - de gør nogenlunde det samme.

Jeg er nødt til at indrømme, at jeg også har noget imod konceptet, fordi det vækker alle fordomme i mig, omkring uengagerede hunde-ejere. Med uengagerede mener jeg slet og ret mennesker, der ikke gider sætte sig ind i sin hund. Gider ikke rigtig træning, gider ikke rigtig lære hundesprog - vil bare have en fiks og færdig hund, der sitter på kommando, går pænt i snor og finder sig i børnenes vilde tumleri. Sådan nogle mennesker, hvor hunden ligesom er en del af deres idé om hus- eller familielivet, uden nogen større tanke om, at hunden er et levende væsen i sig selv og derfor bør have visse rettigheder - f.eks. at man som ejer rent faktisk forsøger at gøre sig overvejelser omkring, hvilken hund man har og hvad den kræver ift. træning osv. Jeg er selv førstegangs-hunde ejer, til en racehund af en type, der IKKE anbefales til førstegangs-hundeejere. Oven i hatten var han meget besværlig som unghund og blev så overfaldet, hvilket gav os nogle store udfordringer på vores gåture, ift. andre hunde. Taiki er nu 1 år og 8 måneder, skuden er vendt og det er lige før, at jeg forventer at se flyvende grise uden for mit vindue, sådan som tingene har ændret sig herhjemme. For at sige det lige ud, var jeg DESPERAT til sidst og nærmest villig til at gøre hvad som helst, for ikke at stå med et frådende gø-monster, hver gang vi så en anden hanhund en kilometer væk. Når jeg alligevel aldrig ville vælge en løsning, der gik på at sende min hund på opdragelses-bootcamp, så handler det om, at jeg ikke tror på quick-fixes når det kommer til levende væsner. Hverken børn, voksne eller hunde. Jeg tror på, at man på en dag kan lære en hund, at undertrykke sin stress og angst - men jeg tror ikke på, at det er en løsning (kun symptombehandling) og jeg tror, at det i længden kan give flere problemer end det, man stod med til at starte med. Samtidig er jeg ikke en hundeejer, som beskrevet i starten af dette indlæg. Min hund er ikke bare en eller anden forvokset hamster, som mine kommende unger kan tumle med eller et hyggeligt stykke pels der pynter i haven eller på stuegulvet. Jeg anerkender, at min hund har følelser og behov og tilknytning til mig som ejer. Hvorfor det ville være ganske angstprovokerende for ham, at blive sendt et fremmed sted hen, til fremmede mennesker og fremmede hunde, for at blive "fikset". Og fordi jeg ikke bare ser ham som et stort hamster, ville jeg aldrig udsætte ham for den angst og stress. Og ja, jeg har mange grimme tanker om de mennesker, som er villige til dét, bare så de selv slipper for besværet ved træning. Måske er jeg grov i mine formuleringer, fordi vi netop selv stod med et kæmpemæssigt problem, som nu er totalt minimaliseret efter 6 måneders adfærdsbehandling, holdtræning og privat træning - dvs. at jeg selv har trænet, HVER dag, i ALLE situationer og derudover er gået "above and beyond" for at undgå de dårlige situationer, der forværrede min hunds mentale /psykiske tilstand. Det betyder ikke kun, at han ikke længere reagerer på sin stress eller angst. Det betyder ikke, at han nu går pænt i snor og ikke er et gø-monster. Det betyder, at hans stress og angst er væk. Han FØLER det ikke længere. Og det er i min optik 1000 gange mere værdifuldt end et quick-fix hvor jeg måske ikke behøvede at være pinlig berørt over Dræberhunden Cujo for enden af min snor, men samtidig ikke kunne stole på min hund, fordi jeg ville vide at han stadig følte sig presset og angst ved andre hanhunde - han havde bare forstået ikke at vise det. Og jeg tror simpelthen ikke på, at man kan fjerne negative associationer, angst og stress, på en weekend eller to. De fleste hunde sover 18-20 timer i døgnet, så det efterlader altså ikke mange timer til træning, med mindre det er en del af processen at søvn-stresse hunden. Det bruger man som tortur i visse lande, så det synes jeg ikke er så smart - og hvordan det så lader sig gøre, at fikse de her hunde, er så spørgsmålet ingen har svar på...

Jeg er i øvrigt børnehvisker, jeg er et naturtalent når det kommer til de pokkers unger. Men der er sgu ingen i dette kongerige, der vil overlade mig deres børn en weekend eller to, når jeg endnu ikke har hverken papir på mine evner eller har fremvist ren straffeattest m.m. Det ville jeg ALDRIG tænke handlede om jantelov. Jeg ville tænke, at det var sund fornuft.

Jeg har set hunde, der er blevet slået og sparket, sultet og brændt, og har fået skåret haler og ører af uden bedøvelse. Og de blev til fine familiehunde, hvor det kun var på deres kropslige ar, at man kunne fornemme deres triste fortid. Og så har jeg mødt hunde, der i 3 måneder har levet med psykisk ustabile mennesker eller mennesker, der anvendte alt for meget magt og kontrol. Som ville styre hundens mindste vink, hvor den sad, hvor den lå, hvornår den rejste sit hoved. Og efter blot 3 måneder i selskab med sådan et menneske, var hundene så skadede for livet, at de enten var slaskede hunde uden gejst eller vilje - de var knækkede eller "nulstillede" om man vil. Eller de var uforudsigelige, aggressive og brugte ikke hundesprog som andre hunde, så man vidste aldrig hvor man havde dem. De endte med en tidlig aflivning - enten fordi de var farlige, eller fordi de ikke kunne komme over deres depressive halv-vegetative tilstand. Så at en hundetræner "praler" med, ikke at bruge fysiske metoder - er ikke godt nok til mig. Jeg vil se videoer og beskrivelser af, hvordan han opfører sig over for min hund og hvordan han reagerer på de ting, min hund gør m.m. Jeg savner samtidig en erkendelse af, at ikke to hunde eller racer er ens. Min egen hund tilhører en meget selvstændig race, der ikke nødvendigvis er et flokdyr ift. andre hunde - især ikke tilfældige hunde, som den bare skal bo sammen med i en weekend eller to. Det er hul i hovedet at have en idé om, at han skal gå sammen med andre tilfældige hunde - så burde man have valgt en anden race til at begynde med, hvis det var ens ønske.

Hah, jeg havde lige overset at det ikke var din egen hund. Så det kan jeg godt forstå. Lige nu savler jeg over nogle fleece-halsbånd. Så skal jeg bare kæmpe mig igennem Taikis halsdeller for at måle. Det er ikke fordi han er tyk - det er han også, og på diæt - men han har en del løs hud på halsen. Pfft.

Jo, men jeg kan da huske dengang jeg begyndte at gå med BH, det var mega træls... indtil man havde vænnet sig til det og nu mærker man det slet ikke. Jeg har ikke givet op endnu, men vil forsøge lidt tilvænning. Men hvis han efter weekenden stadig nægter at gå med den, så må jeg bide i det sure æble.

Prøv en Hurtta T-sele.

Jeg giver en ordentlig omgang i bund, 1-2 gange om ugen uden for fælde-sæson og 3 gange om ugen i selve fældesæsonen. Derudover har jeg en alm. underulds-kam som jeg bruger. Jeg har fået at vide fra en forhandler med forstand på tingene, at man ikke bør bruge Furminator hver dag. Men maks 2-3 gange om ugen, da den ellers kan hive pels ud som ikke skal ud, og beskadige pelsen generelt. Til gengæld gælder det bare om at tage så meget som muligt, de gange man bruger den. Og man kan hurtigt se på pelsen, hvis man har overdrevet det. Et lille OBS er, at pelsen ikke må være våd, når man bruger Furminatoren, da den også her kan hive "god" pels ud.

Såååååå sød

Jeg køber den i morgen og tester, for mistanken vokser og vokser.

Er det en Y-sele?

Jeg kan da godt blive ærgerlig hvis jeg havde planlagt en rolig aften hjemme og jeg så ser Taiki stå og savle ned i en tisplet. Men det er da ved gud hverken tæve-ejernes, tævernes, Taikis eller min skyld. Det er bare livet, altså. Og jeg er bare glad for, at pågældende tæve får luft og gode ture. Også selvom det er lidt anstrengende, haha.

Noget helt konkret er, at Kennel Vesterborg er smidt ud af DKK pga. fusk med stambøger. Jeg kender dem ikke, det er information man kan slå op på nettet. Nej, jeg gider ikke finde et link, hvis du (som læser dette nu) er for doven, så er jeg også.

Jo da, god idé!! Det må jeg da straks forsøge mig med!

Dyrlægen mener stadig, er det er noget kontakt-noget. Så jeg smører ham med morgenfrue salve (har jeg fået anbefalet), når han sover for natten hvor jeg kan holde øje med ham (han sover lige ved siden af mig og jeg vågner hver gang han rører sig). Og så synes både kæresten og jeg, at hans mærker passer med metalringen i hans sele, hvor der også er slidt noget belægning af, så den ring skal af. Problemet er, at han nægter pure at gå i andre typer seler, så lige nu bruger jeg den der dimse-snor i nylon med en ring i hver ende, der følger med Flexi-linen, i stedet for metalringen. Og skal finde en boltsaks og klippe metalringen af.

Han nægtede også, sidste gang jeg fik en Y-sele til ham, så jeg tog feje tricks i brug. Fede, usunde, hjerte-kar sygdomsfremkaldende, diabetesrisiko forøgende tricks. Men nej. Jeg sad ½ time - EN HALV TIME!! - på fortovet ved siden af Taiki og ventede på, at han rejste sig fra sin "Jeg er ved at dø en skamfuld død"-position og gik hen til sin skinke-sushi, som jeg havde lagt 2 meter væk. Jeg kunne se savlen dryppe let fra hans mundvige og den lavede langsomt en mindre plet hvor han lå. Efter en halv time krampede mine ben, så jeg skiftede hans sele tilbage til T-selen. Taiki var så hurtigt henne ved hunde-sushien, at jeg kun kunne se et rødt lyn med en blå sele på. Og så brugte vi ellers 5 minutter på at slikke alle skinke-atomerne af fortovet, inden vi kunne gå vores eftermiddagstur (hvor han i øvrigt skulle tisse og sk... meget, rigtig meget. Men ikke iført Y-sele, uha da nej!). Jeg prøver igen senere. Så bliver det nok en succes... eller...

Ikke engang et stykke skinke smurt med leverpostej og rullet til en hunde-maki rulle (sushi), kan få Taiki til at gå tur i en Y-sele. Det skal være en T-sele og ellers kan jeg rende og hoppe. Vi mistænker, at hans pelsmangel på ryggen er pga. metalringen i hans T-sele, men han vil IKKE bruge en Y-sele. Eller andre T-seler. Det skal være Hurtta - eller jeg kan spise mine hunde-maki ruller selv (på trods af, at han ligger i protest på fortovet og SAVLER ved synet af dem. Men gå? NEJ!). Nu har jeg bundet noget snor rundt om "hanken" på T-selen, som fungerer som erstatning for metalringen. Skal have fundet en boltsaks og klippet metalringen af. Jeg prøver at fortælle mig selv, at det handler om tilvænning, men bare at jeg tog fat i Y-selen for at lægge den på plads, gjorde at Taiki forlod sit nye kødben og forsøgte at gemme sig under sofaen, som da han var hvalp. Suk. Næste gang jeg får den idé, at anskaffe mig en shiba - så vær sød at henvise mig til denne tråd. Det er til at få grå hår i hovedet af. OCD-vovse. :damn: Men jeg elsker ham nu stadig.

Jeg stiller væsentligt højere krav til "mine" 4 årige i min børnehave, end de simple regler der gælder når man omgås dyr. 3 årige, der er det mere så som så, fra barn til barn, hvad man kan forvente sig. Det sagt, så kan børn jo lave fejl som alle os andre. Og det samme gælder også hunde. Jeg synes, du skal tænke over, om det var situationen der var så speciel og dum, at det skete - både at barnet gjorde noget forkert, og at der var et kødben, og at din hund nu er gammel og måske smertepåvirket. Det er tre faktorer, man kan gøre noget ved, for at forhindre en gentagelse.

Han må da have gnavet i noget tid, han kan vel ikke bare snappe den over sådan lige. Der findes både flex-liner hvor snoren er bred og flex-liner, hvor snoren er rund og tynd. Alt efter hvad han bed over, kan du forsøge dig med den anden slags.

Taiki har ingen knopper eller noget. Jeg er faktisk villig til at acceptere hvad som helst, så længe det ikke betyder et brud på vores poteslag om, at han bliver mindst 17 år.

Men sidste år blev han testet via blodprøve og de fandt ikke noget. :hmm: