Louisen

Leika eller Kirsten!

Normalt holder vi os til 3 daglige ture (vi har ikke have), de er gerne mellem ½-1 time hver. Som regel en lang morgentur og eftermiddagstur på 45-60 minutter hver, og en aftentur på den længde hunden selv vil (½ time til en time). Men i dag har han bare været så doven og slatten, men han er ikke syg. Vi sov længe, men han ville kun gå ½ time. Vi var hjemme 10.30 og han har stadig ikke været ude endnu på 2. tur. Når jeg forsøger at "prikke" til ham (nusse ham, tale til ham), klemmer han øjnene sammen og sover rævesøvn. Men han kan godt lige kigge op og lytte, hvis der går nogen fremmede ude i opgangen, og han tuller også rundt fra soveplads til soveplads. Han har ikke feber eller noget - jeg tror bare, at han har sådan en rigtig slatten lørdag, hvor han ikke magter noget særligt. --- Det har han engang imellem, ikke ofte, men det hænder. Og er det muligt, tager jeg hensyn til det. Jeg regner med, at den næste tur også bliver dagens sidste og afsætter mellem 1-2 timer til den, men hvis han ikke gider gå så længe / så langt, er det bare i orden. Hvis han har mere energi i morgen, tager vi nok ud til stranden eller skoven, eller noget andet spændende. Har jeres hunde også sådan nogle slatne dage, eller er det mere noget menneskeindført?

Jeg skriver ikke, at vi ikke har glimrende frivilligt arbejde i Danmark. Jeg skriver, at sammenlignet med USA, halter vi gevaldigt bagefter. Så jeg er enig med alle jeres indlæg.

Nu vi snakker om løver...

Jeg giver min hund fiskeolie i kapsel, den billige fra Netto, 1-2 gange om ugen. Det får hans pels til at stråle - ALLE kommenterer, hvor flot den er. Får i hvert fald komplimenter for den 1-2 gange om dagen... Jeg kender labradorejere og schæferejere, der giver deres hunde en kapsel om dagen, men det er lige rigeligt til små hunde synes jeg. 1-2 om ugen er passende til min shiba på 15 kilo, i al fald.

Jeg er enig med dig i, at mange danskere hjælper, men sammenligner vi os med f.eks. USA, så har vi LANGT igen. I USA er det næsten påkrævet, at kunne skrive min. 1 stk. frivilligt arbejde på sit CV, for at kunne få et job. Skal man søge ind på college og er ikke noget stort geni eller, kommende sportsstjerne, skal man gerne være frivillig i HØJ grad, i forskellige foreninger, og samtidig nærmest på tro og love stille sig til rådighed, for frivilligt arbejde på campus. Herhjemme anses frivilligt arbejde som noget, man gør selv i privaten og selvom der da er nogen, der skriver det på deres CV, så er det oftest ikke noget, man praler med eller snakker højt om - mange af os ligger stadig under for janteloven, "Du skal ikke tro, at du er bedre end os andre, bare fordi du er frivillig!". Så jeg vil mene, at der sagtens kan komme mere frivillighed her til landet - og i langt større skala, hvor folk faktisk bruger deres uddannelse og arbejdsevner i deres frivillig-arbejde, og ikke bare tænder bål med nogle spejdere engang imellem. Altså folk, der arbejder med det, de er uddannede i og til, og får løn for på deres arbejde - blot gratis. Dét ser man ikke så meget af her i DK.

Jeg er enig med Ninjamor. Vi har faktisk relativ succes med, at Taiki kun ligger på den del af sofaen, der har hans tæppe. Det er her, alle de gode ting sker. Men jeg må indrømme, at det først er her ved 2 års alderen, at han foretrækker tæppet, for vi gør ærlig talt intet for at forhindre, at han ikke sover i den anden ende af sofaen om natten, eller er der i løbet af dagen. Men nu er han begyndt at få så mange gode associationer med tæppet, at han foretrækker at ligge dér. Der falder jo tit spontant gode ting af til ham, når han ligger dér - og ingen, når han ligger i resten af sofaen - så for at være på den sikre side, er det dér han befinder sig, når vi er hjemme. Det var desværre ikke min beslutning, dengang vi fik ham, at han måtte være i sofaen. Jeg mente nej - af hensyn til, når vi var ude som gæster hos folk, der måske ikke vil have en fældende hund i deres møbler. Min kæreste sagde så, at han altså gerne ville ha' det og da jeg havde bestemt så meget andet, gav jeg mig. Det kan jeg godt fortryde lidt nogle gange - især nu, hvor han fælder til vinter-pels. Sofaen købte min kæreste længe inden, vi mødte hinanden endsige fik hund, så den er dejlig sort i stof, så alle Taikis lyse hår riiiiigtig kan ses. :stupid: Heldigvis har han også gnavet lidt i hjørnerne, da han var hvalp, så vi har en god undskyldning for at skifte den, når pengene er til det - helst i en mellemlys beige eller mellem-grå, så man bedre skjuler både snavs og hår. Og selvom Taiki er relativt lille og vores sofa er stor, så fylder det stadig meget, når han ligger og slanger sig. Tanken om at dele sofa med en grand danois... Shish.

Jeg har været ved at få nogen på munden engang. Fordi en gut ruskede sin hund i nakkeskindet, så den skreg og så trykkede han den ned på halsen, da den lagde sig på ryggen. Fordi den havde snerret en smule, af min hund. Jeg sagde først "Hvad fanden?!" og så hev jeg mobilen frem og lod som om, at jeg filmede dem. Da han spurgte, hvad jeg havde gang i, sagde jeg, at han bare skulle fortsætte, for hvis han selv mente, at det han gjorde var i orden, så ville han jo ikke have et problem med, at komme på Facebook. Og så kan det nok være, at jeg og hunden måtte gå i rask tempo, for han for sådan op med spændte hænder, at jeg troede at han ville smække mig én. Gid han havde, bare lige en enkelt på siden af hovedet, så havde jeg haft noget at anmelde. (det er den autonome djævel på min ene skulder, der hvisker dette her. Den søde engel på den anden skulder synes, at jeg skulle have smækket ham én. Ingen af delene skete dog heldigvis.)

Jeg mener, at det giver sig selv, at hvis man er hundemennesker som vi, så får man ikke en hund hvis behov man ikke kan imødekomme, uanset hvor forelsket man er i racen. Og jeg kan se noget af min egen hund i alle spidshunde, men ikke i alle hunde generelt - seriøst, udover madglæden, er der meget meget langt fra shibaen til labradoren. Når det så er sagt, så er der en himmel-labrador som jeg glæder mig til at ses med, når jeg selv bliver gammel (forhåbentlig!) og skal over regnbuebroen. Men igen - hun var bare en ener og det vil jeg ikke løbe an på. Tænk om jeg fik en hund, jeg ikke "tændte" på? Stakkels hund.

Jeg vil da tilføje, at jeg har elsket andre hunde fra andre racer, i mit liv. Min "første store hundekærlighed" var en Hovaward (staveplade) blanding som min moster og onkel havde, vi voksede op sammen og det var en stor sorg, da han blev mæt af dage og aflivet. Problemet er bare, at f.eks. med labradorer, der kan jeg måske rigtig godt lide 1 ud af 20 hunde jeg møder, og de resterende 19 hunde har jeg et indifferent forhold til. Jeg har intet imod dem, de "tænder" bare ikke noget i mig. Som jeg skrev i det indlæg, du refererer til i dit startindlæg, Ulla, så ER jeg faktisk ikke et særlig stort hundemenneske. Jeg har intet imod dem, men jeg er bare heller ikke sådan en, der synes at alle hunde er dejlige eller fantastiske. Jeg har et meget, meget neutralt forhold til hunde. Grunden til, at jeg har hund i dag, er ene og alene at jeg mødte en shiba, og så endnu én og så endnu én --- og alle shibaer, jeg nogensinde har mødt, har jeg været sådan her over: :klap: :banan:. At få en hvalp af en anden race og så bare håbe, at den bliver en af de få hunde fra dén race, som jeg ikke er indifferent /lidt ligeglad med, synes jeg er uansvarligt. En hund fortjener at blive hunde-elsket og at dens ejer synes, at den bare er den mest fantastiske hund i hele verden, uanset om den så er en rigtig bølle eller agilitybanens ukronede konge/dronning. Det kunne jeg ikke "love" en hund, og derfor har jeg aldrig tænkt at jeg skulle have hund. Indtil jeg mødte shibaer. Og så kunne jeg kraftedeme ikke tænke på andet end shibaer dag og nat. (Min familie påstår, at jeg har samme personlighed og temperament som den gennemsnitlige shiba. Det må man så selv vurdere, om er en god eller skidt ting. )

Hvis du finder en labrador med den gennemsnitlige shibas sind, så vil jeg da gerne have den boende. Men det tror jeg bare ikke, at man kan. :blink: Jeg har overvejet, om den næste hund skal være en omplaceringshund, evt. fra spanske hunde eller et lignende sted. I så fald vil jeg skrive til dem og spørge, om de har nogle hunde, der i temperament og sind ligner shibaen. Ikke fordi de skal være shiba-kloner, men fordi jeg faktisk bedre kan lide hunde med kant, som er lidt skarpe i det - selvom det giver mere arbejde og er mere besværligt - fremfor hunde, der bare lunter rundt og elsker at please. Jeg vil da helt sikkert kunne elske den hund, jeg får og som jeg knytter mig til. Tænk, hvis Taiki var vokset op og havde været en labrador i hovedet - så havde jeg da ikke "byttet" ham eller elsket ham mindre af den grund. Men jeg ER altså fan af det skarpe og lidt temperamentsfulde, de mere selvstændige racer - spidshunde generelt, men også visse terriere og gravhunde (i disse to grene er der blot andre ting, jeg kan lide mindre, end i spidshunde-gruppen ... Hvorfor spidshunde altid vil være mit første valg, shibaer i særdeleshed). For mig giver det samme tilfredsstillelse at arbejde og leve med sådanne hunde, som det giver dedikerede agility- eller polititrænings entusiaster, at have hunde som de kan arbejde med på disse områder. De foretrækker jo hunde med et helt andet sindelag og jeg forstår godt, at de måske ville fravælge f.eks. spidshunde, da de ikke er så nemt trænbare altid.

Jeg synes nu, at det er fint nok at have forbudte hunderacer, selvom det ikke bør betyde, at man så lukker øjnene for "alle de andre". F.eks. en hund som Tosa Inu'en, synes jeg på ingen måde har en eksistensberettigelse sådan generelt. Den er avlet, og avles stadig, med ét formål for øje: Hundekamp. At der er nogle tossede mennesker med et dødsønske, der lader hunde af denne race leve med sig som familiehunde, anser jeg på niveau med Grizzly Man, der levede med bjørnene ude i skoven (og også blev dræbt af dem til sidst).

Problemet er, at folk hverken forstår eller respektere, at man kan befinde sig i en hundeskov eller et fritløbsområde, uden at have noget ønske om, at hilse eller interagere med andre hunde. Min opfattelse af disse steder her i Storkøbenhavn og omegn er, at det er som det vilde vesten, hvor ejerne overhovedet ikke gider kalde hunden til sig eller spørge først, inden der hilses - fordi det jo er en HUNDEskov eller et fritløbsområde, så derfor må man per definition være interesseret i kontakt med andre hunde, hvis man befinder sig her med sin vovse. Og derfor er det i indhegnede hundeskove og fritløbsområder HELT okay og cool, at have sin hund løs, selvom den ikke har indkald og bare tonser rundt. Det er nemlig helt i orden adfærd, bare at råbe "DEN GØR IKKE NOGET; HAN ER BARE GLAD!" hvis folk kommer gående med deres hunde, og ser lidt overraskede /chokerede ud over, at ens hund kommer tonsende hen imod dem. Råber de tilbage, at de helst ikke vil hilse, så gentager man bare, at ens hund kun er glad og ikke gør noget. For så forsvinder de andre hundes gigt, reservationer eller træthed nemlig som dug for solen. Det er sådan en magisk rite man kan sige, og så er der intet som helst i vejen med, at man ikke har styr på sin hund. Ja, nemlig!

Jeg tror slet ikke, at snoretvang ville være nødvendigt, hvis folk bare kunne finde ud af, at følge loven som den er udformet nu. Dvs. at man altid, alle steder skal have fuld kontrol over sin hund - enten via en snor eller via et indkald som virker HVER gang. Og man samtidig respekterer al skiltning omkring snorepåbud. Problemet er jo, at folk har deres hunde løse, selvom de ikke kan kalde den til sig. Eller har den gående for enden af en 8 meter flexline. Problemet er også, at selvom man går på stranden i højsæsonen, i skoven under yngel eller i parker med skiltning omkring løse-hunde-forbudt, så kan man stadig møde løse hunde, der ikke er under kontrol. Hvordan vi får folk til at respektere loven, ved jeg ikke. Måske et dyrepoliti eller flere ressourcer til, at politiet lige tager en runde med jævne mellemrum og uddeler bøder. Det er især på sådan et område her, at jeg savner nærpolitiet. Men helt ærligt, hvis folk blev bedre til at respektere loven, ville altid være meget bedre og der ville ikke være et øje tørt.

Nu HAR jeg jo allerede taget beslutningen om at flytte, så snart de praktiske ting er på plads. Så du prædiker for en omvendt. Men mit spørgsmål går mere på... Hvis jeg nu ikke var opmærksom på sagens rette sammenhæng og derfor fik to hunde i dette kvarter, der begge fik problemer. Og jeg så flytter, i den nyerhvervede erkendelse. Skal jeg så stadig nægtes retten til en hund? Og hvordan vil man tage stilling til, om det er ejeren der skaber problemerne, eller udefrakommende faktorer, som der kan ændres på?

Taiki knurrer som da han var hvalp, når han leger. Så jeg er aldrig i tvivl.

Min første hund er jo ikke det, man kalder for en "begynder-race". Alligevel synes jeg, at det overordnet set har været skide nemt - fordi min personlighed klikker skide-godt med den generelle personlighed for dén race. Og selvom jeg på bølle-dage godt kan drømme mig hen til et sted, hvor shibaen er lige så lydhør og trænbar som en labrador eller schæfer, så må jeg ærligt sige, at jeg er ikke et hundemenneske - jeg er et shibamenneske. Kan jeg ikke have en shiba, så skal jeg ikke have hund - for hunde som art, tænder intet i mig. Det er kun shibaen.

Jeg sidder og tænker, at fik vi en ny hund i morgen, ville den sikkert også få samme problemer som Taiki - men jeg er også mega pessimist hvad angår vores kvarter og hundeejerne i det. Vi har nu trænet adfærd med Taiki i et års tid, brugt mange tusind kroner på det, mange timer og meget slid. Det går MEGET bedre. Så jeg vil ikke mene, at jeg som hundeejer ikke har gjort alt hvad jeg kunne, for at rette op på den situation, vi stod i (/står i). Når jeg alligevel mener, at det ikke er min/vores skyld, så er det fordi at vi ikke kunne forudse, hvordan det ville være at have hund her i kvarteret, inden vi selv fik én. Vi snakkede med hundeejere som mente, at alt bare var godt og fint... Nogle af dem er de samme hundeejere, vi i dag har problemer med, fordi de trods manglende indkald (eller meget usikkert /tvivlsomt indkald), stadig har deres hunde løse. Flinke mennesker og flinke hunde - de vil bare gerne over og gø af vores hund, hvilket trigger hans problemer helt vildt og vi ryger ca. 3-4 måneder tilbage i træningen. Så det er meget op ad bakke, 2 skridt frem og et tilbage. Jeg vil her tilføje, at vi ikke færdes steder, hvor hunde må være løse - men at der er områder, hvor folk bare er ligeglad med loven, regler og skiltning. Når jeg samtidig skriver, at jeg tror vi ville stå i samme situation med en ny hvalp, er det fordi vi stadig ville være bosatte her - med de samme problemer med de samme hundeejere i kvarteret. Før eller siden ville en løs hund komme farende og sætte sådan en skræk i livet på den nye hvalp, at den også var i risiko for, at udvikle adfærdsproblemer. Og så kunne vi starte forfra. Skulle jeg straffes for det? Skulle jeg nægtes at anskaffe mig hund, pga. stedet jeg bor og de uansvarlige mennesker, som også bor her? Hvordan skelner man? KAN man skelne? "Du må gerne få en hund - HVIS du flytter et andet sted hen, fordi det er geografisk betinget, at hunde i dét område har mange problemer."

Jeg er københavner i sjæl og sind. Men så snart pengene er til det, og det giver mening ift. studie/job, så skrider jeg og Taiki. Og jeg ved ikke hvordan jeg får den serveret for min kæreste, for han har fast ejendom her i kvarteret og vil IKKE flytte. Men jeg gider ikke mere og så vil jeg gerne ha' en have. Jeg flytter tilbage til byen, når jeg skal på plejehjem og alligevel er for dement til at have kæledyr.

Det har måske noget at gøre med, hvor man bor. Taiki råber også røv efter løse hunde der kommer hen til ham, og det ender så gerne med, at den anden hund farer i flæsket på ham, hvor den eneste grund til at der ikke kommer slåskamp, er fordi jeg går fysisk imellem på den ene eller anden måde. Alligevel er det de samme mennesker vi ser, med løse hunde (hvor der i øvrigt er påbud om, at de skal være i snor) - på trods af, at de jo ved, at hvis deres hund bliver sur på en anden hund, eller bare vil hen til en anden hund, så reagerer den ikke på sit indkald. Det har så ført til, at jeg har lavet sådan nogle scener over for disse hundeejere, at de undgår mig, fordi de tror at jeg er tosset eller kan finde på alt muligt. Ikke skide fedt at være hende psykopat-damen, fordi folk har jord i hovedet. Skred deres hunde, når Taiki råbte røv af dem, ville vi slet ikke have de problemer, vi har.

Jeg er meget utryg ved hundeloven, men jeg ved ikke om trygheden er reel. Jeg ved bare, at min hund har nogle adfærdsproblemer, som er voldsomt reducerede efter et års knoklehårdt arbejde og mange timers træning til flere tusind kroner - men han er stadig mistænksom ved andre hunde, især hanner, og vil ikke have dem tæt på. Vi fører ham ALTID i snor, med undtagelse af små hunde-indhegninger, hvor vi har fuldt overblik over området og om der kommer andre hunde med deres ejere (i så fald forlader vi straks indhegningen). Hvad jeg er nervøs for, er de andre hundeejeres ærlighed. Hvis de har løse hunde f.eks. på kirkegården, hvor det er strengt forbudt at have løs hund under nogen omstændigheder, og den løse hund kommer hen til os og starter balladen... Så ved jeg ikke, om jeg kan regne med, at den anden hundeejer står ved, at deres hund var løs (fordi de godt ved, at de har dummet sig, da de har den løs et sted, hvor den skal være i snor). Så er det ord imod ord, hvis der ikke er nogen vidner - og så er den eneste bevisførelse altså det dokumenterbare, som vil være eventuelle bidskader. Jeg vil i denne henseende gerne understrege, at Taiki ikke har gjort skade på andre hunde, men det kunne ske ved et uheld når han forsvarer sig. Så jeg er ikke nervøs for hundeloven som sådan. Jeg er nervøs for, at de andre hundeejere går med hovedet under armen og bagefter ikke står ved situationens fakta. Min frygt er, at min hund risikerer at blive aflivet, fordi andre hundeejere vil lyve om, hvordan situationen opstod.

Her til aften blev vi overrasket i mørket på kirkegården, af nogle unge mennesker. Taiki prustede af dem og pissede demonstrativt op af en vej-sten mens han kiggede på dem. Den ene af dem kom ellers lige rundt om hjørnet og var ved at gå direkte ind i os, så de var meget tæt på. Men altså, hans reaktion var temmelig afmålt. Så min hund er altså ikke kommende "voldshund", tænker jeg. Siger det bare lige!

Taiki: "Giftig? Hvad fanden snakker du om, mor? Det er et skide puslespil, altså. Jeg var lige midt i det!! Jaja, så lader jeg den være, nu hvor du insisterer. Men så har du bare også at hoste op med nogle godbidder! --- Jeg ved da godt, at der er godbidder i spillet. Men helt ærligt. Jeg sidder her og glor, mens du er 100 år om at tage et billede - tror du, den slags er gratis eller hvad? Du kan godt hoste op med de GODE skejsere fra godbids-kassen... og SÅ skal jeg gøre puslespillet færdigt. Du vover ikke at røre det, så.. så.. så GØR jeg af dig, ja jeg gør!!" Diktatoren var IKKE tilfreds med, at dette billede skulle tages og der derfor blev sagt "Den er giftig!" som er kommandoen for at vente.

Taikis gave til "far" (min kæreste): Vinprop i glas med datoindgravering og 3D billede af Kongen himself. Hvad kunne være bedre?