Louisen

Det er nemlig så heldigt, at man kan SE hofte- og øjenproblemer på billeder. Så bare de SER fine ud, er alt jo godt.

Han har ikke kastet sin mad op, kun det der galde om morgenen fordi han ikke spiser så meget. Jeg har ikke taget hans temperatur, det vil jeg gøre i morgen (nu sover han nemlig). Hvis man er forstoppet, kan der godt komme tynd afføring ud, det kan nemlig glide forbi forstoppelsen. Derfor kan man godt mistolke tynd mave, da det faktisk kan være hård mave. Jeg tror at jeg prøver at give noget Zoolac og ser hvad der sker. Jeg tænker nemlig også, at hvis han var forstoppet ville han have mavesmerter og ikke hoppe rundt, løbe og lege som han gør - og pive mere, det gør han altid ved mavesmerter og det har han ikke gjort nu.

Mit største problem med katteejere er nok deres attitude. Hvis de nu sagde: "Ja, jeg ved sgu godt det er træls, når min udekat render og skider og pisser steder, hvor den ikke skal det, og det beklager jeg. Det ER fucking nederen." -så ville jeg nok begynde at finde på undskyldninger for hans kat, "Nå ja, men den tuller jo bare rundt og holder skaderne væk, den er da så sød"... Haha. Men den der attitude med, at DERES kat har godt af at være ude, så derfor skal vi andre bare rette ind, bum! -Jeg kan ikke snuppe den. Min hund er ikke nogen stor race, avlet til selvstændigt arbejde og den er også en glimrende muse-, rotte- og skadefænger. Og så holder han sig fra fremmede mennesker. Men der ville alligevel blive ballade, hvis jeg slap ham løs her i kvarteret under påskud af, at han havde så godt af det. Jeg synes, at folk skal have deres katte neutraliseret, tjekket for mider og orm min. hvert halve år og sørge for både chipning/tatovering og halsbånd, så ejerne er nemme at lokalisere, hvis man har et problem med katten. En enkelt gang har jeg raget uklar med en katteejer, fordi jeg havde indfanget hans kat og afleveret den til et katte-center eller lign., der tog den for natten fordi det var sent. Næste dag fik de fat på ejeren via chippen og ejeren måtte så betale for dyrlægekonsultationen, overnatning og mad, hvilket han jo ikke var tilfreds med. Det skete et par gange, inden jeg flyttede fra stedet. Jeg var bare så træt af, at katten hoppede ind i min gård, rev presenningen til børnenes sandkasse itu for at skide og pisse i sandet. Og ejeren ville ikke erstatte den ødelagte presenning.

Vi har både mus og rotter i vores andelsboligforening... og en masse kattebepissede arealer.

Jeg er ikke helt enig. Taiki er blevet meget selektiv ift. andre hunde, men han har hver dag som hvalp fået mulighed for at lege med andre hunde; konstruktiv leg vel at mærke, hvis de møflede ham blev det stoppet og han havde mulighed for helle hos mig imellem mine ben, mens jeg sad på hug. Han var så nem og lydig som hvalp, men det er som om at alt hvad vi har lært ham, er blevet glemt igen. Det betyder bare, at vi starter forfra på træningen, hvilket er okay fordi det er dejligt med øvelser der er nemme, når hans fokusniveau ikke er i vejret. Især ikke med damer i luften. Hvis vi har gået en helt dag uden at møde en tæve, hvilket er sket en gang eller to, er det som om at hormonerne kommer lidt i baggrunden og så fungerer træning m.m. bare super godt. Men har han mødt en tæve, bliver han helt kulret og ved ikke, hvad han skal gøre med sig selv. Den eneste fordel er, at når han lugter efter tæver, så bruger han sin næse meget og det er en af de ting, som også "bruger" ham på en rigtig god måde. Så selvom han bliver kulret af damelugt, bliver han også træt på den der konstruktive måde, og så kan vi hygge os med et tyggeben når vi kommer hjem, for at få kroppen ned i gear og han kan hvile sig lidt - uden først at tonse rundt indtil han falder om i nærmest komatøs tilstand. - Og det skyldes hverken over- eller understimulering at han har det sådan, det har jeg nemlig forsøgt at eksperimentere med.

Ja, Taiki har de sidste to morgener kastet op, gult skum som jeg tænker er galde. Han har heller ikke rigtig spist så meget, kun et par mundfulde af det normale foder og så lidt "guf" som tørrede kyllingestrips og -brislinger. Dog lidt skånekost i går med ris og lidt roastbeef, og i morges lidt havregrød. Jeg synes måske, at der burde have været mere afføring end det tynde, som kommer; derfor tænker jeg at han måske kan være forstoppet. Men han har jo også den tynde mave, så det er svært at sige. Han opfører sig og leger som normalt, har lidt varm snude, men drikker fint vand og er ved godt mod. Jeg tænkte på, om jeg i morgen hvor jeg har fri, kunne give ham en omgang olie inden vi gik tur; når han så havde tømt sig (om det så var meget eller lidt), kunne jeg give Zoolac. Hvad tænker I? Og hvis jeg giver ham noget olie, hvad er så godt?

Jeg skal have Taiki indtil jeg er omkring de 40, helst længere. Jeg er 25 år nu. Jeg har tænkt ALT igennem ift. familie, børn osv. fordi det er det stykke i ens liv, hvor der måske sker mest af sådan nogle ændringer. Jeg har også tænkt på situationen når jeg er færdig som studerende og får job. En pige jeg kender læser medicin og er snart færdig. Så skal hun i turnus i nogle år, hvor de arbejder de vildeste tider og det forventes, at hun knokler, inden for den gren af lægestanden hun gerne vil høre til er det normalt og man er nødt til det, for at komme frem. Jeg tænker, hvad der mon skal blive af hendes hund, når hun har f.eks. 48 timers vagter og desuden er sendt i turnus i den anden ende af landet end hendes familie; så ingen oplagte hundesittere. Der ville jeg nok lige have ventet, selv. Personligt kommer jeg til at gå ned i tid, når jeg stopper med at studere og kommer ud på arbejdsmarkedet.

Når moderen dør, tilfalder ansvaret for familien en anden slægtning. Så vil denne person føle, at kvindens liv er hans/hendes hovedpine fordi det falder tilbage på deres ære, hvis hun gør noget, i deres øjne, "dumt". Ergo hjælper det ikke noget, at snakke med moderen. Det er noget, der skal komme fra kvinden selv. HUN skal sige fra over for sin mor; ja hele sin familie, før der sker nogen ændring.

Her i byen kan vi sætte fælder op og få kræet aflivet hos en dyrlæge.

Min holdning er, at hvis man vil have en løsgående kat, må man bygge en indhegning til den i haven som den kan gå i. Ellers bør man lufte den ligesom en hund. Jeg synes, det er ulækkert at de skider og tisser over det hele - det stinker værre end nogen hundelorte - og gerne gør det i sandkasser og lignende ikke-kattevenlige steder, hvor man skal være akrobat for at komme til. De løber gerne over vejen uden at blive ramt... Fordi biler og cyklister vrider sig rundt for at undgå dem. Så det er jo bare et spørgsmål om tid, før man får en kat på samvittigheden. De larmer og vælter skraldespande - og det er ikke vildkatte. Jeg synes at hele tanken om, at andre selvf. skal generes af ens dyr, fordi de har det sååå gåååååt med at gå udenfor, er irriterende. Min hund kunne da også sagtens gå rundt selv, han er avlet til at arbejde selvstændigt, men det vil ingen høre tale om. Og selv at skulle lette røven og lufte sit kræ - som vi andre er nødt til - er åbenbart for meget for nogle. Lad mig sige det med det samme, at jeg er enormt selektiv ift. hvilke katte jeg bryder mig om. Når de så ikke har halsbånd på, så man ikke kan snakke med ejeren hvis de skaber problemer, bliver jeg først irriteret. Det, som også generer mig, er at de bruger udtryk om "Totalforbud" når der er tale om, at de skal holde kræene for sig selv. Hvis hunde ikke må gå løse i et område, snakkes der på ingen måde om totalforbud, det er sgu et privillegium at de overhovedet må være der. Men er det katte, så er tanken nærmest ubærlig... But why?

Jeg er en af dem, som gjorde alt rigtigt inden køb af hund, men stadig blev chokeret over, hvor anstrengende det var. Taiki havde jo også blærebetændelse, så det gik ud over søvnen, og det er virkelig min akilleshæl. Men vi var to om ham, så det gik lige. Jeg tror, at det der for os har været vigtigt, har været at vi begge to var lige dedikerede i pasningen/træningen af ham. Mest af alt har det betydet, at vi har kunne bakke hinanden op og det er sgu rart at hvis tingene brænder på, så kan den anden lige overtage. Det betyder også meget, at vi er lige glade for Taiki, min kæreste elsker ham også som jeg gør, så det betyder at vi er to drevne kræfter bag. Hvis jeg havde stået med Taiki alene, så havde jeg været hårdt spændt for. FOR hårdt, tror jeg faktisk. For selvom jeg var forberedt på, hvor hårdt det ville være, var jeg ikke forberedt på hvor hårdt det ville være for mig. Jeg tror ikke at det var endt i en omplacering, fordi jeg er så pisse stædig af natur, men det ved man jo aldrig. Hvis jeg skal nævne nogle ting, som gjorde en forskel, har det været: 1) Valg af den rigtige race til mig - det har betydet ALT at jeg var tilfreds med lige dén race og at Taiki er alt det, jeg forventer mig af racen. 2) Vi var to om det 3) Og vi var lige meget om det, altså vi deltes om byrderne OG glæderne, og bakker hinanden op. I nogle af de annoncer man læser, kan jeg forestille mig et scenarie, hvor farmand har tænkt at det ville være fedt med en hund. Mor siger ja, ud fra tanken om en papillion eller lignende, men far plager om en rottweiler og viser hende hvalpebilleder. Hun overgiver sig og tænker, at hun "nok lærer at leve med den"/holde af den. Hunden vokser op og bliver en kæmpe satan, der fylder det hele og snavser rundt i huset, og da mor så går på barsel forventer far, at eftersom hun jo BARE går hjemme, så kan hun godt stå for det praktiske med hunden. Ikke lige sådan mor havde forestillet sig at bruge sin barsel - der kommer gnidninger - til sidst er det et spørgsmål om at hunden må ud eller at forholdet går i stykker. Aner ikke om det passer, men det er sådan jeg forestiller mig det.

Hov, ift. at han selv tidligere har valgt park, handler det om at vi har flere grønne områder i nabolaget, som ligger i hver deres retning. Så han har altid tidligere været god til selv at vælge, hvor han ville hen og det har været ret pænt fordelt på en dag, sådan at han ikke bare gik det samme sted hen hele tiden. Racen er jo avlet til at arbejde selvstændigt og det har vi brugt i sådan nogle henseender, fordi det gav ham og os en masse - han var god til at vælge det, han havde behov for. Jeg sørger stadig for, at han nogle gange skal tænke selv og træffe et valg (to skåle med lækkerier, den han ikke vælger bliver fjernet - "Hvad skal man gøre for at få en godbid" øvelse, hvor han skal gøre hvad som helst for at score en godbid, f.eks. give pote, sitte, dække, gø, han vælger selv - og lignende). Det er klart det, som giver ham størst mental udfordring. Men han er begyndt at teste rammerne for øvelserne, om han enten kan lade være med at gøre noget udover at pive og så få en godbid, eller sætte en pote i den ene skål og spise af den anden så jeg ikke kan fjerne den osv. Hans teenageperiode er også ramlet sammen med at jeg er i praktik med mit studie (pædagog), som har givet mig nogle lange dage hjemmefra hvilket han ikke er vant til. Min kæreste, Taikis far, er jo nattevagt så han har ikke været alene andet end nogle få timer om morgenen, men han er jo vant til at jeg er meget hjemme, så det har han faktisk også reageret på. Han er meget puttesyg over for mig og den første halve time jeg er hjemme, er jeg nødt til at sidde med ham og holde hans tyggeben, så vi hygger os sammen med det, for ellers napper han mig i haserne og søger opmærksomhed. Jeg kunne sagtens opdrage mig ud af det, men jeg vil gerne indrømme at jeg også selv har behovet (og så har jeg også brug for at slappe af, inden jeg tager fat på noget husligt, lektier eller lign.) og så falder han desuden helt til ro af det, så jeg synes det fungerer, men det er en klar ændring fra før, hvor han kunne være nærmest indifferent med, at jeg kom eller gik (da jeg aldrig var væk længere tid end 1-2 timer ad gangen). Han slår også nogle gode prutter, men det er pga. Orijen-fodderet.

Taiki er 8 måneder og bliver 9 månedr den 19. juli... Vi begyndte at se de første tegn, da han var ½ år. Da begyndte indkaldet, som ellers var perfekt, at blive mere stabilt, men virkede stadig 95% af tiden. Og han begyndte at savle en del, når han snuste til tæver som enten var lige ved at være i løbetid, VAR i løbetid eller lige var kommet ud af det.. Men fra næsten én dag til den anden blev han rigtig teen. Indkaldet f.eks., det fungerer sådan tilfældigt. Uanset godbiddernes lækkerhed, spændende legetøj eller andet. Alt er prøvet. Vi træner, træner, træner og jeg håber, at det kommer igen på et tidspunkt - men indtil da kan han kun være løs i indhegninger. Han er stadig meget "sig selv", han har jo altid været en hund med en stor vilje og personlighed, og det er ikke noget vi har ville "opdrage ud af ham" da det hører til racen og til ham som hund - han ville simpelthen ikke være Taiki, hvis det var anderledes. Men det er så blevet forstærket nu, hvis vi skal i den ene park vil han forsøge at dreje af til den anden, hvis man så går dén vej, vil han hellere tilbage osv. Så hvor han tidligere kunne få lov til at bestemme lidt selv, så må vi nu tage styringen, for ellers kommer vi ingen vejne. Mange af de ting vi har lært ham af praktisk værdi, accepterer han stadig fint. Men hvis det handler om, at vi synes én ting og han synes en anden, så bliver han virkelig insisterende - og vi har altid været meget konsekvente, så det er ikke fordi vi bøjer af! Hvis han f.eks. ikke synes, at det er nok med ros når han har gjort noget fint (f.eks. tisset udenfor), så napper han mig i jakkekanten for at signalere, at han vil have en godbid! Som sagt kan han godt være insisterende ift. hvilken park vi skal hen til, men der har vi nu taget styringen, fordi vi gerne vil undgå den ene lidt pga. mange løse hunde (og pga. det tilfældige indkald er Taiki i snor, denne ulighed har ikke en god effekt på ham og gør ham mere "sur" på andre hunde end ellers). Han er blevet meget selektiv ift. andre hunde. Dette ligger jo også til racen. Førhen ville han lege med alle hunde. Nu er der "grønne", "gule" og "røde" hunde. De grønne hunde vil han gerne lege med, snuse med osv. De gule hunde ser han an, så gider ham dem ikke og er indifferent. Og de røde hunde er så dem, han råber røv af. Jeg oplever heldigvis, at når det er ham selv som fravælger andre hunde, så er det på den "gule" måde. Hans møder med "røde" hunde er oftest fordi de andre hunde laver et eller andet dominansgøgl (gerne andre intakte hanner på hans størrelse) som han bare ikke finder sig i. ... Jeg forsøger at træne ham til at være ligeglad med det/hundene, tiden må vise om det kan lade sig gøre.

Ja, vi har en teenager i huset. Den ene dag er han sur og tvær på andre hunde, Taiki-umulius, hører intet af hvad vi siger, bider os i anklerne og bliver så overtræt fordi han tonser rundt, at han kommer til at tisse i sin hundeseng... Den næste dag er han sød, omgængelig, nem at træne, legesyg og nysggerig samt venlig over for andre hunde, en rigtig hyggefyr der bare vil nusse og lege, og så falder han i søvn henover sit tyggeben, samt sætter sig ved døren når han skal ud. Hunde, han giver en verbal røvfuld den ene dag, hilser han velkommen som en længe savnet ven den næste!! Nogle få ting ændrer sig aldrig, han elsker altid at møde sin bedste ven - og er altid sur på den gamle terrier i nabolaget, som napsede ham da han var hvalp. Men alt andet er sgu som vinden blæser. Jeg synes ikke som sådan at det er hårdt, men jeg når lige at gejle mig selv op i den helt store "DET må vi altså træne os ud af og vi begynder i MORGEN!"-spids, og så er problemet forsvundet som havde det aldrig været. Han kan være en rigtig bisse og når jeg så siger "Nej!" og fjerner mig, så bliver han pjevset og puttesyg, og helt elendig, og er først rigtig sig selv igen når vi sidder i sofaen og hygger med et tyggeben, helst ham med sine 14 muskelkilo placeret på mit skød (selvom han er for stor og flyder ud over det hele). Han er blevet mere selvstændig, men han er stadig mors og fars lille hvaps også. Det er meget mærkeligt og jeg har ingen idé om hvordan han ender med at blive, når hormonerne stabiliserer sig lidt. Vi er konsekvente, kærlige og ledende, og forsøger at tænke et skridt fremefter (så han ikke får uheldige vaner fordi vi én gang er bløde), så jeg håber på det bedste. Hvordan var/er jeres hunde som teens?

Jeg synes ikke, der er noget galt i at sige nej, så længe man husker også at rose for de ting, hunden gør rigtig. Hvis du f.eks. ser, at hun skal lige til at tage en sten i munden, men ikke gør det, så ros hende også selvom det virkede uoverlagt fra hendes side (hun blev distraheret eller lign.). Det er sådan vi har trænet vores Taiki til at stoppe med, at samle skrald fra gaden op. Han er også dygtig til "slip" kommandoen, men vi er nu glade for at han slet ikke rører ved de klamme ting, det kan de jo blive syge af lige så vel som os mennesker. Det er en ting, min træner hele tiden gentager over for os; husk nu at rose hver gang noget gøres rigtigt. Så kommer det meste nemlig af sig selv. Taiki bliver også helt apatisk ved bad, han kan godt forsøge at stikke af, men ellers står han bare og er totalt resigneret. Han kan ikke lide at komme i bad, men han hader det heller ikke som sådan - og han ved, at det er hurtigere og rarere overstået, hvis han bare finder sig i det. Han ved også, at når han er færdig så er sofaen pakket ind i radiatorlune håndklæder og der ligger en tygge-guf (grisehale, kallun eller lignende), så han ved også, at der er en "gulerod" til ham bagefter (vi har trænet det fra hvalp). Taiki bliver også helt vild pga. hårtørreren, selvom han er vant til den - det var kun da han var de der 8-9 uger, at han var bange for den, men han voksede meget hurtigt fra det. Jeg tænker, at hvis de først er vænnet til større, larmende ting som f.eks. elpisker, blender og støvsuger, så er en lille føntørrer ikke noget at være nervøs for. Taiki falder faktisk tit i søvn til lyden af hårtørreren og jeg ved, at menneske-babier kan det samme, de finder lyden beroligende (i en grad, så man faktisk kan få en app til sin smartphone med lyden! Haha). Så jeg synes ikke, at det virker unormalt, men jeg forstår godt at du reflekterer over det.

Jeg vil også anbefale ikke at skælde hende ud eller sige nej, hvis hun tisser/skider indenfor. For det kan godt være, at hun ikke forstår at du siger nej fordi det er indenfor, men tror at du siger nej fordi hun skal. Det kan medføre at hun ikke vil lave når du er til stede - ude som inde - og så er det lidt svært at få hende til at lave udenfor, fordi hun ikke vil lave når du er der. Ignorer det fuldstændig når hun gør noget indenfor, men ROS hende MEGET og gerne give godbidder bagefter, når hun gør udenfor. Sådan at det ikke er farligt eller forbudt, at tisse eller at skide - men hvis man gør det udenfor, så er det bare super fint. Så vil hun af sig selv regulere sine vaner.

Jeg bliver bare vred. Vred over, at man forsøger at gøre vilde dyr til noget, de ikke er. Jaja, fint at det er en god oplevelse for folk, men det er sgu ikke derfor at ulvene findes. Det er ikke det, de "kan" eller det, de gør, hvis det står til dem selv. Det er beklageligt og trist at der er sket et dødsfald, men skal man finde noget positivt i det kunne det være, at dyrene måske endelig kan få lov til at få fred til at være det, de nu engang er - vilde dyr. Jeg har intet imod zoologiske haver generelt, så længe der er ordnede forhold for dyrene, fordi man kan lære børn og voksne en masse nyttigt om dyr, hvilket i det store billede kommer naturen som helhed til gode. Men man skal ikke gøre det til en "petting zoo", hvor man kan klappe en ulv. Så har man ikke respekt nok for dyrenes natur IMO.